EU skal være i hjertet af centrum-venstres politikudvikling.

Et oplæg ved Carsten Jensen og Gert Sørensen. Medlemmer af Kritisk debats redaktion.

I de seneste numre af Kritisk Debat er spørgsmålet om EU blevet sat på dagsordenen. Især via offentliggørelsen af en oversættelse af det såkaldte Ventotene-manifest, der er en del af det idéhistoriske fundament for EU’s grundlæggere. Vi har ment, at der er behov for en mere intensiv og fremadrettet debat om EU blandt de kræfter, der støtter ønsket om en regeringsdannelse til venstre i dansk politik. Ruslands militære angreb på Ukraine og den deraf fremprovokerede folkeafstemning om Danmarks forsvarsforbehold har yderligere understreget dette behov for at tænke i nye både geopolitiske og etisk-politiske termer. Med denne tekst ønsker vi at sætte en bred og rummelig ramme for debatten for at undgå enhver form for spændetrøje, som alle eventuelle indlæg skal passes ind i.

EU har i over et halvt århundrede været et omtvistet emne i dansk politik. Der har gennemgående været opbakning til medlemskabet siden 1972, men der har også været en stor gruppe modstandere, der enten har ønsket, at Danmark skulle træde ud, eller som holdt igen. Ved diverse folkeafstemninger om yderligere integration har modstandersiden flere gange haft held til at organisere vellykkede nej-kampagner. Denne udtrykte eller stiltiende skepsis er et af det danske centrum-venstres helt store udfordringer.

Modstanden findes imidlertid på begge yderfløje. Enhedslisten og Dansk Folkeparti har haft EU-modstanden som en del af deres politiske profil ved alle valgkampe, og De Nye Borgerlige vil som de senest tilkomne have Danmark meldt ud, så man kan tilslutte sig internationale samarbejder, der er forenelige med ”nærdemokrati, decentralisering og national selvbestemmelse”, som det hedder på deres hjemmeside. Enhedslisten har udmeldelse som en del af sit principprogram, men har på baggrund af Brexiterfaringen også meldt officielt ud, at partiet pt. ikke arbejder aktivt for dette krav. Der er tegn på et oprør fra neden i partiet vedrørende denne position, omend der også er eksempler på det modsatte, jf. et nyligt initiativ, hvor firs medlemmer af partiet har søgt at sætte EU-modstanden på dagsordenen i Solidaritet for nylig.

*

Hvordan det nu end er med EL’s EU-modstand, er der ingen tvivl om, at partiets officielle linje på sigt er en af de alvorligste hindringer for et langsigtet samarbejde til venstre i dansk politik. Hvis man mener noget med et erklæret ønske om at udvikle en politisk blok, der kan trække Danmark i retning af et mere demokratisk, frit, lige og socialistisk samfund, skal der skabes større enighed om politikken i forhold til EU. For Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti er det et vigtigt spørgsmål at få afklaret. EL’s manglende EU-enighed i kombination med partiets vilje til på en række enkeltsagsområder ligefrem at modarbejde SD som regeringsparti forlener det med en mindre troværdighed, og set i det lange perspektiv er den den største barriere for udviklingen af en sådan blok. Derfor er spørgsmålet om EL’s linje det aktuelle brændpunkt for EU-debatten i, hvis man vil fastholde et samlet alternativ til højrepartierne.

De seneste mere end to år har for alvor skærpet nødvendigheden af et mere vidvinklet syn på Europa og EU. Pandemiens nedlukninger skabte på en række væsentlige områder en nødretstilstand, der ikke er blevet mindre af Ruslands krig i Ukraine. Begge tilfælde har endegyldigt afsløret, at de forventninger, der blev bragt i omløb efter Den Kolde Krigs ophør, var illusioner. Visionen om markedsøkonomien og det liberale demokratis sejr viste sig, som det den var, kortsigtet. Den manglede blik for, at globaliseringens tillid til, at den øgede samhandel på verdensplan ville gøre alle afhængige af alle og derfor forhindre optrapning af konflikter og egentlige krigshandlinger, ikke holdt stik. Overførsel af kapital og teknologi styrkede et langt stykke af vejen diktaturerne ude omkring i verden. Uden denne ville Kina formentlig ikke være vokset så hurtigt og have fået så mange ud af fattigdom. Rusland ville formentlig heller ikke havde fået den geopolitiske styrke, det vitterlig har fået, uden de givtige energiaftaler med Europa. De nyliberalistiske ideologier bag globaliseringens dereguleringer har fået et forklaringsproblem, da pandemien pludselig skabte problemer i forsyningskæderne; eller da vestlige investorer fra den ene dag til den anden trak deres investeringer ud af Rusland som et led i de mange sanktionerne, der blev indført fra de vestlige regeringers side. Det bragte EU og det centrale spørgsmål om de statslige strukturer og styreformernes mål og med ind på scenen med en hastighed, som ingen rigtigt havde forudset.

*

På den baggrund tager KD fat på EU i et politisk perspektiv over de næste numre. I udgangspunktet anlægges der et strategisk syn på EU, der kommer til at danne grundlag for behandlingen af nogle konkrete emner.

Det strategiske syn på EU hviler på den grundpåstand, at en lang række påtrængende politiske emner er vokset nationalstaterne over hovedet. Det gælder klima og miljø, regulering af arbejdsforhold, kontrol med spekulativ kapital i bred forstand. På det seneste har den brutale russiske invasion aktualiseret det altid tilstedeværende sikkerhedsspørgsmål, men som var blevet nedtonet, fordi efter Den Kolde Krig skulle fredsdividenden indløses. På dette område har Danmark som bekendt valgt sine egne veje med forbeholdene over for et øget europæisk forsvars- og politisamarbejde, mv. Disse udfordringer er velbeskrevne og behøver ikke yderligere præsentation. Vi går dernæst ud fra den antagelse, at EU kan demokratiseres fremadrettet, ligesom de nationale stater i arbejderbevægelsens barndom kunne påvirkes og ændres i retning af det 20. århundredes velfærdsstater. Det er indlysende at disse to præmisser kan og skal diskuteres. Det er faktisk det, det handler om. Men afvises de, må alternativet være, at man er overbevist om, at en nationalstat som Danmark både kan bevare sit demokrati og løse de nævnte problemer bedre alene. Det skal der i så fald også argumenteres for.

Det strategiske perspektiv, der her plæderes for, går derfor ud fra, at EU ikke er en fast, institutionel størrelse med givne politikker, men forholdsvis bevægeligt, hvad angår de enkelte institutioners indretning og samspil, og hvad angår de politikker, som de iværksætter. Til forskel fra medlemsstaterne, der alle har en gennemarbejdet forfatning, har EU endnu ikke en fælles forfatning. I denne henseende er de mange indgåede traktater kun et tilløb til det grundliggende, men stadig åbne forfatningsspørgsmål, om EU skal være en føderation (mere integration) eller en konføderation af nationalstater (mindre integration). Aktuelt kan EU ikke klassificeres som en føderation af den slags, som foresvævede Altiero Spinelli og Ernesto Rossi i deres Ventotene-Manifest fra 1941-44. Men det er heller ikke sådan, at det blot er en ‘tom’ ramme om de enkelte nationalstaters kamp mod alle de andre stater. Der har også altid været nogle bærende alliancer. Den fransk-tyske akse har i årtier været toneangivende og en forudsætning for opbakningen til de fælleseuropæiske institutioner. Efter Brexit er Italien rykket tættere på inderkredsen. Med udvidelsen af EU mod Øst er der desuden etableret en akse af de såkaldte Visegrad lande, der ikke har en ganske sammenfaldende dagsorden med landene i Vest.

På det grundlag kan EU ikke reduceres til alene at være ’et instrument i en europæisk herskende klasses hænder’. En sådan vil være i øvrigt være vanskelig at identificere. EU er derimod en ’slagmark for forskellige europæiske politiske linjer og kræfter’. EU markerer i dag et meget bredt felt ikke bare af hegemonikampe om ‘den bløde magt’, der har med de etisk-politiske strategier og værdier at gøre. Men den kan næppe skilles fra ‘den hårde magt’, der peger på de mere politisk-militære prioriteringer, der skal foretages. I begge tilfælde er det her, at EU’s fremtidige opbygning og retning vil blive afgjort.

*

Her skal der blot gives en serie eksempler på, hvilke specifikke temaer, der kan tages op i de kommende numre:

Sikkerhedspolitik vil være et nærliggende emne. Der et en ret udbredt enighed om, at den relative fredelighed, der prægede Europa uden for Balkan i perioden efter Den Kolde Krigs slutning, er blevet udfordret i de senere år. I hvert fald siden 2014 med Ruslands annektering af Krim har spørgsmålet om den europæiske sikkerhedsordning bevæget sig opad på dagsordenen. Spørgsmålet er, hvordan EU skal forholde sig til denne nye situation? Skal EU’s sikkerhedspolitiske dimensioner styrkes? I givet fald hvordan? Og til hvilken pris? Og hvilke konsekvenser vil det få for forholdet til USA og Nato?

Nord- og Sydeuropa markerer nogle dybere forskelle i den europæiske konstruktion mellem større eller mindre gældstyngede lande. Holland, Tyskland og de nordiske medlemslande, Danmark, Sverige og Finland fremstår gerne som strammere, mens de sydeuropæiske lande, inklusive Frankrig, ønsker, at EU’s budgetregler løsnes og tillader en mere rummelig gældsætning, der giver lidt mere plads til offentlige investeringer. Der ligger her en konflikt, der formentlig vil afgøre fremtiden for en fælles finanspolitik og dermed for en fælles fordeling af gæld og ressourcer i EU-regi.

Højredrejning i Østeuropa har skabt uro og ærgrelse i en del lande. Udvidelsen af EU efter den kolde krigs slutning har givet unionen nogle medlemsstater, hvor nationalisme og højrepopulisme spiller en større rolle i national politik end i det gennemsnitlige vesteuropæiske land. EU har haft svært ved at tackle Polens og Ungarns højredrejning og udfordring af EU’s værdier. Hvordan skal man forholde sig for fremtiden til dens slags udfordringer? Skal der en udvikling til, der udforsker mulighederne for reelt at nulstille medlemskaber?

Migration er en fortløbende kilde til debat både i forhold til EU og internt i medlemsstaterne. Alle erfaringer siger, at migration er kommet for at blive. Krigen i Ukraine er blot den seneste påmindelse. Desværre siger erfaringerne også, at migration skaber politiske problemer i modtagerlandede, selvom den nogle gange løser i hvert fald nogle økonomiske problemer i forhold til faldende befolkningstal og manglende arbejdskraft. I dag er migrationens form et humanitært problem i sig selv, men den har også skabt politisk opbakning om højrepartier. Hvilke modeller kan man tænke sig for fremtiden, og er det overhovedet realistisk at forestille sig fælles europæiske indvandrings- og flygtningepolitikker.

Venstresidens regerings forhold til EU bør være genstand for en selvstændig behandling. Hvordan skal man fortsætte med at have et troværdigt regeringsalternativ til venstre i Danmark, hvis den altid nødvendige kritik af EU’s dispositioner ender som skepsis og åben modstand og dermed forpasser muligheden for en udbygning af den demokratiske og republikanske forfatningskultur i de europæiske institutioner.

Det giver sig selv, at der er mange flere temaer end de nævnte, der kunne og burde behandles. Hvilke må afhænge af, hvad der opfattes som mest presserende, men også mere pragmatisk om, hvem der har lyst til at byde ind med forslag til artikler. Vi opfordrer hermed læserne til at tænke videre, og eventuelt selv byde ind med forslag til artikler.