Er revolutionær europæisk føderalisme stadig relevant i dag?

 

Rasmus Nørlem Sørensen, Sekretariatsleder og chefanalytiker

Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO)

Ventotene-manifestet, der blev skrevet i 1941-43 under indtryk af verdenskrigen, blev afsættet for det europæiske samarbejde, der i dag er blevet til EU. Manifestets ambition er et anti-fascistisk, føderalt Europa, der støtter sig op af både socialistiske og demokratiske principper uden dog at lade sig binde alt for meget af dem.

Visionen er et Europa, hvor nationalstaterne er ophævet for at give plads til fred, frihed og lighed. Rettesnoren for det nye Europas Forenede Stater er i manifestets logik en pragmatisk tilgang til politik, der hæver sig over klassekampen og smålige uenigheder mellem lande og befolkninger.

EU er ikke blevet til den føderale stat, som Rossi og Spinelli drømte om på fængselsøen Ventotene i de tidlige 1940’ere. Men EU’s selvfortælling indeholder en række mytiske elementer, der alle sammen peger i netop den retning. Ventotene-manifestet fra 1941 definerer det frie Europa som en modsætning til fascismen og nazismen og det europæiske som et ideologisk endemål.

Manifestets revolutionære internationalisme blev samlingspunktet for en lang række stærke kræfter i og uden for Europa og lagde grunden for Haag-kongressen i 1948, der omsatte den ideologiske erklæring til den føderalt orienterede Europabevægelsen og indstiftede Europarådet som en institution for de europæiske menneskerettigheder. EU’s nuværende ”udenrigsminister”, Josep Borrell, besøgte sidste år øen Ventotene sammen med en række europæiske pinger og understregede efterfølgende, at Ventotene-manifestet førte direkte frem mod Schuman-erklæringen fra 1950, hvor det europæiske projekt for alvor fødes som et vidtrækkende samarbejde, der gennem etableringen af en ”faktisk solidaritet” skal blive stadig dybere og bredere i en stræben frem mod et forenet Europa.

Som et indledende kuriosum, der viser noget om det komplekse mêlée, som det europæiske samarbejde er dannet af, er det værd at bemærke, at det var italienske kommunister, der leverede de vidtløftige ideer, en nederlandsk storbank, der finansierede Haag-kongressen, CIA der postede penge i den føderalistiske Europabevægelse, som fødtes ud af kongressen og en ambitiøs fransk embedsmand, der sparkede gang i handelssamarbejdet. Tyskerne var bare med uden at have det helt store valg i den sammenhæng – de havde en europæisk gæld at betale af på og har det til dels fortsat.

Altiero Spinellis engagement i den europæiske sag stoppede for øvrigt ikke med manifestet. Han deltog som aktiv politiker i udformningen af EF og var en af hovedforfatterne på det første udkast til en europæisk forfatning foruden grundlægger af det indflydelsesrige udvalg om konstitutionelle anliggender (AFCO) i Europa-Parlamentet.

Der er løbet ganske meget vand under broerne mellem Europarådet, Menneskerettighedsdomstolen og Europa-Parlamentet, der adskilles af Ill-floden, siden 1940’erne. Men i dag står Europa igen med krig på kontinentet og med en militær trussel, der har meldt sin tilbagekomst. Vi er heldigvis langt fra Anden Verdenskrigs grusomheder i omfang, men den eksistentielle angst er tilbage som vilkår for de europæiske lande. Kan det mere end 80 år gamle Ventotene-manifest bidrage med noget i dag? Er der stadig ideer med saft og kraft, der kan hjælpe os til at gentænke visionerne for det europæiske samarbejde?

Anti-fascisme

I den oprindelige version af Ventotene-manifestet er omdrejningspunktet kampen mod fascismen. Fascismen har i Spinelli og Rossis forståelse basis i ”eksistensen af suveræne stater”, som det formuleres i forordet til 1944-version af manifestet, der havde den tredje hjerne bag Ventotene-manifestet, den italienske socialist Eugenio Colorni, som pennefører. Den internationalistiske tanke – og her konkret den europæiske tanke – betragtes derfor alene i kraft af sin føderale karakter som en løsning på problemet med fascismen.

Der er naturligvis en sandhed i det udsagn, som også har relevans i forhold til det EU og Europa, vi ser i dag. Nationalismen er ofte en følgesvend til EU-modstanden. Alt andet lige er det autoritære Europa, som praktiseres i Ungarn og inspirerer i både Polen og i en lang række partier i stort set alle EU-lande, også et nationalt orienteret Europa. Det er da en del af sandheden.

Men EU har ikke formået at placere sig som et bolværk mod eller som en antitese til de autoritære elementer i Europa (eller i resten af verden for den sags skyld). Det er i hvert fald et legitimt argument, at den blinde globalisme, som er bygget ind i EU’s traktater, har været med til at nære uligheden og den ”monopolkapitalisme” – som Spinelli og Rossi tilsyneladende forestillede sig var et kendetegn ved nationalismen og automatisk blev ophævet i det internationale – der driver uligheden til nye højder. Og netop den ulighed internt i EU’s medlemslande og mellem verdens lande ser ud til at være vækstlaget for det autoritære. Globaliseringen har vist sig at have tabere, også i Europa. Og deres utilfredshed kan finde afløb i den moderne og trods alt noget blødere version af fascismen.

Her otte årtier efter drømmen om Europas Forenede Stater blev formuleret, er der derfor ikke noget der tyder på, at det eksisterende EU kan fungere som en løsning på problemet med ”fascisme” (autoritære politiske bevægelser) eller som en løsning på problemet med nationalisme. Globalisering uden global retfærdighed har vist sig at være vejen for det europæiske samarbejde.

Demokratisk pragmatisme

”Når der allermest kræves beslutsomhed og vovemod, føler demokraterne sig desorienteret, fordi de bag sig ikke har en spontan folkelig opbakning, men alene en oprørsk uoverskuelighed af lidenskaber. (…) Den demokratiske politiske ideologi vil være en dødvægt i den revolutionære krise.”

 Sådan lyder afskrivningen af demokratiets forrang i manifestet, og det har givet genklang i EU’s historie. Her har logikken helt fra Kul- og Stålunionens tid været, at den Høje Myndighed (i dag Europa-Kommissionen) skulle være hævet over populismen i en grad, så den slap forbindelsen med det folkelige. Den skulle være den rationelt drevne integrationsmaskine og myndighed for europæisk enhed. En magtfuld embedsmandselite, der ikke skulle stå til ansvar ved et valg, men som man antog kunne arbejde efter en næsten Rousseausk almenvilje: Det europæiske fælles bedste.

 Man kan anføre, at Ventotene-manifestet kun kritiserer demokratiets duelighed i de situationer, hvor vi oplever ”den revolutionære krise” og altså ikke har de samfundsmæssige institutioner på plads. I min optik har EU brug for radikalt at tilpasse sig en ny virkelighed i lyset af klimakrisen og den nye sikkerhedskrise. Men jeg kan ikke få øje på nogen fordele ved at sætte demokratiet i parentes i den proces. Det er nok ikke et punkt, hvor manifestet kan inspirere til en udvikling af Europa.

EU har ikke brug for flere fikse ideer fra en intellektuel eller bureaukratisk elite. EU har først og fremmest brug for en gennemgribende demokratisering. EU har ikke brug for at udnytte en krise til at tromle henover folkelig modstand, men snarere brug for folkelig opbakning for at kunne overleve de store kriser i vor tid.

Føderalismens faldgruber

Drømmen om det føderale Europa i Ventotene-manifestet er på alle måder smuk. Den føderale stat kan relativt nemt konstrueres demokratisk, og der er en forjættende renhed over den vertikalt lagdelte magt, den institutionelle magtdeling og princippet om én borger én stemme. Alt sammen inden for en ramme, hvor europæerne skal finde det fælles bedste og ikke slås med hinanden som rivaler eller sågar fjender.

Det europæiske samarbejde startede som en grim ælling. I Ventotene-manifestet og måske endnu tydeligere i den senere Schuman-erklæring erkender det europæiske samarbejdes grundlæggere, at ællingen er grim. Deres håb er, at den vil udvikle sig til en smuk svane. Men når man ser på EU i dag, så er det nærmere et næbdyr: En underlig blanding mellem et mellemstatsligt samarbejde og en egentlig føderation. Et på mange måder fascinerende og interessant dyr, men ikke en realiseret skønhed som sådan.

Det europæiske samarbejde har ikke manifesteret sig som en samlet politisk entitet, der giver identitet til de europæiske borgere. Det ser ud som om, det nationale fortsat er omdrejningspunktet for det store flertal af europæere. Jürgen Habermas har gennem et langt liv efterspurgt etableringen af forfatningspatriotisme i forhold til EU, men den er ikke en funktionel størrelse og ser ikke ud til at være i stand til at opløse den nationalisme, der fortsat slår rødder og i perioder vokser kraftigt i de fleste medlemslande.

Verdensføderalismen, som det europæiske projekt skulle føre frem mod, ser ud til at være udskudt på ubestemt tid. Den politiske globalisering, der skulle føre til verdensfreden og en egentlig verdensorden, er blevet overhalet af den økonomiske globalisering, der først og fremmest har gavnet store virksomheder og rige enkeltpersoner. EU har endda været en af stærkeste forkæmpere for netop denne type globalisering.

3 ud af 5 stjerner

I bearbejdningen af manifestet i 1944 opsummerer Eugenio Colorni indholdet i en slags tjekliste for det europæiske samarbejde. Det er interessant at vende tilbage til i dag for at se, hvilke ambitioner der har overlevet otte årtier og enorme omvæltninger i Europa. Colorni efterlyser:

  • En føderal enhedshær
  • Monetær enhed
  • Fri bevægelighed for varer og mennesker
  • Borgerrepræsentation i EU’s føderale institutioner
  • Fælles udenrigspolitik

Den føderale enhedshær har i bedste fald meget lange udsigter. Selv efter EU’s naboland Rusland har vist sig som en aggressor og de facto fjende af EU, er det ikke oplagt, at medlemslandene vil finde sammen om at danne en føderal hær. Selv et mindre samarbejde om en fælles styrke på 1.500 mand – bestående af medlemslandenes bidrag, der leveres med fuld vetoret for de enkelte lande – har ikke i praksis materialiseret sig.

Den monetære enhed eksisterer, men ikke som en færdig økonomisk union. Set fra Sydeuropa er eurosamarbejdets fineste kvalitet i dag, at reglerne er suspenderet på grund af coronakrisen og krigen i Ukraine. For dem har vækst- og stabilitetspagten været en økonomisk spændetrøje og en reformpolitisk tommeskrue mod højere pensionsalder, lavere lønninger og færre offentlige udgifter.

Projektet med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft er til gengæld lykkedes over al forventning. I modsætning til forventningerne i manifestet har det dog ikke bekæmpet hverken monopolkapitalismen eller bureaukratiet. Og i stedet for at ophæve klassekampen og etablere en blandingsøkonomi må vi konstatere, at de fire friheder nærmere har ført til ny klassedeling, ny ulighed og ny utilfredshed i den udbyttede del af arbejdsstyrken.

Vi har fået styrket Europa-Parlamentets indflydelse i EU-systemet gradvist og ganske markant. Så der er bestemt en repræsentation i de besluttende organer i det EU, der i dag helst ikke kalder sig føderalt. Borgerhøringsprocessen, der blev døbt ”Konferencen om Europas fremtid”, og som løb i 12 måneder fra maj 2021 til maj 2022, viser, at der bliver gjort forsøg i genren med yderligere borgerinddragelse.

EU er meget langt fra at føre en fælles udenrigspolitik. Ligesom på det forsvarsmæssige område er EU ikke andet end det, som de 27 regeringer i medlemslandene kan blive enige om som laveste fællesnævner.

Ventotene-manifestet er bestemt interessant at læse i dag. Det blotlægger tankegangen bag nogle af de grundlæggende fejl, der er blevet og fortsat bliver begået i opbygningen af EU. Men først og fremmest inspirerer det til store ambitioner, vildtvoksende solidaritetsplaner og en enorm politisk gejst. Alt sammen nødvendige ingredienser i fremtidens europæiske samarbejde.