En march mod Rom 2.0.?

Gert Sørensen, seniorforsker, Københavns Universitet

“Fascismen er navnet på den dybe opløsning af det italienske samfund … Fascismen har ført sig frem som et anti-parti, fascismen har åbnet portene for alle typer kandidater og har med løftet om straffrihed tilladt en løst sammenhængende folkemængde at overdække en vild strøm af lidenskaber og af had med en tynd fernis af vage og tågede politiske idealer. Fascismen er på denne måde blevet en vane, en adfærd…” (Gramsci, 1921).

Det er i år hundrede år siden Mussolini gennemførte sin ‘March mod Rom’. Den 28. oktober 1922 besatte fascisternes paramilitære tæskehold i stort tal hovedstaden efter allerede at have elimineret al politisk modstand i resten af Italien. Mussolini blev efterfølgende udpeget til leder af en samlingsregering. Tankegangen blandt de etablerede politikere var den, at gav man fascismens Fører ansvar, ville hans bevægelse snart ebbe ud og blive normaliseret. Den gamle elite havde tydeligvis ikke forstået, at fascismen som organisation og mentalitet indeholdt et ideologisk og handlingsorienteret potentiale, der fuldstændig ændrede styreformen og banede vejen for et autoritært for ikke at sige et totalitært regime fra 1925-26 og frem til 1943-45.

Når disse begivenheder i dag af mange bringes frem igen, har det sin baggrund i, at Italien skal til valg den 25. september. Følger man meningsmålingerne står Fratelli d’Italia (Fd’I, Italiens Brødre), en udløber af det nyfascistiske Movimento Sociale Italiano (MSI), til at vinde sammen med de to øvrige højrepartier Berlusconis Forza Italia (FI, Fremad Italien) og Matteo Salvinis Lega. Mens de to sidste partier har været kendt siden slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990erne som magtpartier, er Fd’I et forholdsvist ubeskrevet blad i den henseende. Men det er ganske langsomt vokset fra lidt over 4% ved sidste valg i 2018 til nu at ville kunne få 22-24%. Med disse udsigter står partiets leder, Giorgia Meloni, til at blive ny ministerpræsident i en regering sammen med de to andre partier. Det er første gang, at et parti med stærke rødder tilbage i den historiske fascisme og efterkrigstidens nyfascisme er helt fremme i allerforreste linje. Partiet har dog vundet posten som lokal præsident i den mellemitalienske region Le Marche, der allerede mærker restriktioner i abortlovgivningen og kønspolitikken.

Det er naturligvis ikke sådan, at historien gentager sig i målestokken 1:1. Det gør historien aldrig. Men alligevel giver det god mening at have denne erfaring med i baghovedet i den videre analyse, dels fordi efterkrigstidens europæiske projekt bygger på opgøret med totalitarismen, og dels fordi fascismen især i den italienske politiske kultur har efterladt nogle dybe spor, der hele tiden dukker op og fortsat udøver en tiltrækningskraft, der tilmed de seneste årtier er blevet styrket.

Valget er udskrevet i utide og er et resultat af, at Mario Draghis regering ikke længere havde et flertal bag sig. Det var også en umage sammensat regering, som Draghi var blevet stillet i spidsen for tilbage i februar 2021 af præsidenten Sergio Mattarella. Fra den ene fløj var der centrum-venstre partiet, Partito Democratico (PD), ledet af Enrico Letta, Movimento5Stelle (M5S, Femstjernebevægelsen) med den tidligere ministerpræsident Giuseppe Conte som leder, og på den anden fløj højrepartierne med Forza Italia og Lega. Fratelli d’Italia valgte at stå i opposition og har lukreret på det. Samarbejdet brød sammen, da M5S undlod at stemme for en stor hjælpepakke, som regeringen havde fremsat for at lette inflationspresset på pensionisterne og de udsatte familier i kølvandet på pandemien og krigen i Ukraine. Det var dog først efter en egentlig mistillidsafstemning ugen efter, at Mattarella accepterede Draghis afgang og måtte udskrive nyvalg. Ved denne lejlighed var det ikke bare M5S, der sagde fra. Også Forza Italia og Lega undsagde regeringen.

Baggrunden for Draghis regering

Da teknokraten Draghi trådte til, skete det oven på en periode med to dysfunktionelle regeringer. Efter det sidste valg i 2018 kom der en regering under Conte på benene, bestående af Lega og M5S, den første populistiske regering i et af EU’s kernelande. Et år senere bukkede den under. Salvini havde på det tidspunkt over 35% i meningsmålingerne og valgte hen over sommeren at trække stikket til partneren, der ellers havde haft en kanonvalg og var blevet landets største. Opbakningen til M5S var dog begyndt at smuldre, hvorfor Salvini vejrede morgenluft og lagde i sin retorik ikke skjul på, at han ville have ‘fulde magtbeføjelser’ (pieni poteri). Så vidt kom det ikke, da der viste sig at være et andet parlamentarisk flertal, der leverede mandater til en regering, hvori M5S nu indgik et samarbejde til den modsatte side med PD. Det repræsentative demokrati stod fortsat sin prøve over for populismens forestillinger om almenviljens direkte og uformidlede kroning af et lands ledere.

Det var dog lidt af en pyrrhussejr, da heller ikke denne konstellation holdt i mere end lidt over et år. Disse turbulente forløb tydeliggjorde imidlertid nogle dybereliggende tendenser i de moderne parlamentariske demokratier, når de som i dette tilfælde to gange måtte opgive at tage fat på samfundenes problemer. For det første havde pandemien udstillet, hvor dårligt rustet myndighederne var til at håndtere en sundhedskrise, der snart blev en økonomisk og en social krise af nærmest bibelske dimensioner. Årtiers nedskæringer havde slækket institutionernes beredskab. For det andet viste denne siksakkurs, hvor vanskeligt det var for de populistiske partier, at rykke ind i regeringskontorerne efter at have vundet deres opbakning ved at råbe følelsesladede slogans ude på pladserne og på de sociale medier. Med Max Weber kan man hævde, at de havde svært ved at udskifte overbevisningens etik med ansvarlighedens etik. For det tredje var det også historien om, hvor hurtigt et populistisk parti kunne få tag i vælgerne, men også hvor hurtigt det kunne miste det igen, når det var det flygtige ressentiment og mistillidens aldrig mættede krav om den politiske klasses afsættelse, der var den politiske motor. Og for det fjerde blev man vidner til, at parlamentet ikke længere var i stand til af sin midte at forme et solidt flertal og derfor heller ikke en bæredygtig regering. Frygten for vælgernes dom skabte handlingslammelse.

Italien befandt sig samtidig i den situation at skulle implementere EU’s store Recovery Plan, der havde tilgodeset landet med den nette sum af 200 mia. euro til grøn omstilling, digitalisering, forskning og uddannelse. Det krævede i sagens natur en handlekraftig regering. Det var i dette klima af stor usikkerhed, at Mattarella i sin egenskab af det konstitutionelle systems øverste garant så Mario Draghi som den eneste udvej her og nu, der ikke bare kunne genskabe udlandets tillid til Italien men også indfri befolkningens forventninger. Draghi nød stor opbakning i befolkningen, og han fik da også et flertal af partierne bag sig, fordi der ganske enkelt ikke var noget indlysende alternativ. Et valg lå ikke i kortene.

Draghis autoritet var så stærk, at selv Salvini for en stund måtte dæmpe sine populistiske excesser og rette ind. Det første Draghi gjorde, var at sætte en general til at fremskynde udrulningen af vaccinen, således at de mange restriktioner lidt efter lidt kunne ophæves og bane vejen for en slags normalisering. Det tog brodden lidt ud af antivaccine-bevægelserne, der var det seneste påhit fra populismens uudtømmelige repertoire af strategier for at uddybe mistilliden til myndighederne og polarisere befolkningen. De indbyrdes forskelle mellem Lega, FI, M5S og PD blev for en stund suspenderet men ikke elimineret. Dertil havde populismen allerede forvandlet den demokratiske orden til en ramme mere om en permanent valgkamp end om udformningen af en egentlig regeringskultur.

Valget af Draghi var på de givne præmisser næppe tilfældigt. Han var på mange måder kørt i stilling som tidligere direktør for Banca d’Italia og siden for den europæiske centralbank, ECB, frem til 2019. Den italienske nationalbank havde før i Italiens nyere historie leveret teknokratiske kandidater til regeringslederposten, f.eks. Carlo Azeglio Ciampi. Mario Monti, der afløste Berlusconi i 2011, tilhørte den samme kategori med sin baggrund i den internationale bankverden og fra Kommissionen i Bruxelles. Som chef i Frankfurt havde Draghi imidlertid et gear mere, der udsprang af, at han faktisk ændrede den europæiske centralbanks rolle. ECB var sat i verden for at holde inflationen nede i eurozonen. Især fra tysk side var man af den mening, at det bedst kunne gøres ved, at medlemsstaterne holdt deres budgetter inden for de snævre rammer, som EU’s stabilitetspagt tilsagde. Tyskerne kunne ikke helt komme fri af, at de havde det samme ord for økonomisk gæld og moralsk skyld, nemlig Schuld. Det katolske Italien var ikke tynget af denne semantik.

Finanskrisen i årene efter 2008 bragte flere af landene i Sydeuropa på fallittens rand. Værst gik det ud over Grækenland, der blev underlagt strenge finanspolitiske restriktioner fra EU og IMF’s side. Italien stod næst i rækken. I 2011 tvang det Berlusconi til at gå af. Det var så også året, hvori Draghi overtog chefposten i ECB og begyndte at anfægte den genuine nyliberalistiske dagsorden, som EU’s sparekrav var afrundet af. Draghi lagde hårdt ud med at lancere et støtteprogram, der skulle redde euroen og styrke de europæiske økonomier ved bl.a. at opkøbe statspapirer og pumpe milliarder ud i det finansielle system. “Whatever it takes” lød de berømte ord i juli 2012. Det var ikke fordi Italien havde underskud på det primære budget. Det var rentebyrden på den igennem årtier akkumulerede gæld, der tvang den i vejret. Bekymrende var det også, at Italien var blandt de EU-lande, der havde den absolut laveste vækst og kunne fremvise en mere permanent tendens til reallønsnedgang.

Under alle omstændigheder var det en linje, som ikke havde opbakning fra den tyske Bundesbanks Jens Weidmann, der dog kom i mindretal. Der er næppe tvivl om, at Draghi med sit konsekvente udspil fik ECB placeret langt mere centralt som en af EU-samarbejdets bærende institutioner, der ikke bare holdt sig til en ren økonomisk drevet inflations- og gældsbekæmpelse, men som også holdt hånden under en hårdt presset socialstat. Da pandemien satte ind, fortsatte Draghi den udstukne kurs. I et interview i Financial Times slog han til lyd for en ‘tankegangsændring’ i det europæiske lederlag. Dermed drog han de fulde konsekvenser af det skift, der allerede var begyndt og havde bragt den rigide sparepolitik på tilbagetur. Pandemien krævede indlysende en offentlig indsats, som nyliberalismen ellers i almindelighed havde afskrevet som markedsindskrænkende. Draghi blev derfor en af de centrale figurer, der inspirerede til den store genopretningsplan, der afgørende brød med de rene nyliberalistiske principper i den hidtidige stabilitetspagt og skulle forandre styrkeforholdet mellem den løbske globaliserede markedsøkonomi og de politiske niveauer på såvel det nationale som på det europæiske plan.

Det parlamentariske partidemokratis inerti

Det rejste flere spørgsmål, at Draghis initiativ ikke umiddelbart fulgte en folkevalgt forsamlings beslutninger. De opgaver, som Genopretningsplanen stillede, kaldte imidlertid på en politisk prioritering. Var en teknokratisk model, som Draghi repræsenterede, udtryk for en mere permanent tendens, eller var det blot en parentes i parlamentarismens nyere historie? Draghis indsættelse som en anden deus ex machina havde en begrundelse i, at partierne havde svigtet deres funktion som forbindelsesled mellem folkestemning, lovgivning, beslutning. Regeres skulle der. Hvad man har kunnet konstatere, er, at partierne har mistet kontakten til det civile samfund og ikke længere er faste pejlemærker for store dele befolkningen, hvoraf et voksende antal helt har afstået fra at deltage i det politiske liv. Deres ændrede karakter fra brede folkelige organisationer til persondrevne kampagnemaskiner har gjort sit til at øge befolkningens desorientering. I stedet forsvinder vælgerne nu ind i deres skuffede forventninger og farer vild i en hidtil uset ustruktureret informationsmængde for til sidst at finde tryghed i en fobisk værdipolitik, der blot forstærker mistilliden mellem befolkning og institutioner.

Til forskel fra Danmark er der i Italien ingen gamle partier tilbage. Væk er Democrazia Cristiana (fra 1942), Partito Comunista Italiano (fra 1921) og Partito Socialista Italiano (fra 1892). Ingen af disse overlevede Murens Fald og globaliseringens nye dagsordener. Det ældste af de nuværende partier er faktisk Lega Nord (som det oprindeligt hed), der blev stiftet i 1989 som en koalition af forskellige regionale norditalienske ligaer. Først i 1991 blev de til et forenet politisk parti med visse separatistiske tilbøjeligheder. Under Matteo Salvinis ledelse har det fået en mere landsdækkende som Lega uden specifik geografisk reference.

Berlusconis Forza Italia blev dannet i 1994 og førte parti- og medieejeren frem til sejr ved parlamentsvalget samme år sammen med Lega Nord og det nyfascistiske MSI. Dette sidste parti blev grundlagt i 1946 efter nedsættelsen af den grundlovgivende forsamling. Med dens forankring i den antifascistiske modstandskamp var den social-liberale forfatning da heller ikke en integreret del af nyfascisternes politiske kultur. MSI skiftede dog navn i 1995 til Alleanza Nazionale (AN) for ad den vej at sløre oprindelsen i en ubekvem fortid. I dag er partiet muteret til Giorgia Melonis Fratelli d’Italia (Fd’I, Italiens Brødre), uden at denne navneforandring helt har slettet sporene. Partiet har eksempelvis bevaret flammen med flagets tre farver i sit logo, der igen associerer til Mussolinis gravsted i Predappio. PCI forsvandt som partibetegnelse, da noget med kommunismen ikke længere var opportunt, og er siden genopstået under forskellige forkortelser for i 2007 at blive til Partito Democratico. Det giver PD en vis kontinuitet og har da også sikret partiet en nogenlunde konstant vælgeropbakning på lidt over 22%.

Partiernes flydende karakter satte for alvor ind med Berlusconis entré på den politiske scene og er foreløbigt toppet med opkomsten af Beppe Grillos M5S, i 2009, der gjorde stand-up komediens repertoire af grovheder til ny standard for det politiske ræsonnement. Partiet stormede frem ved valget i 2013 og fik omkring 25% af stemmerne. Fem år senere ved valget i 2018 opnåede det næsten en tredjedel. Det efterfølgende regeringssamarbejde med Salvinis Lega sled på tilslutningen, der siden er faldet dramatisk for i dag at ligge på lidt over 10%. Med Salvini oplevede Lega stor succes med at trække stemmer til, i hvert fald i meningsmålingerne, der nåede helt op på over 35%. I dag er det dog nede på ca. 15%. Salvini har måttet sande, hvor risikabelt det er hele tiden at føre valgkamp og galvanisere tilhængerne og så samtidig vise foragt for det slidsomme arbejde, som man forventede, han tog på sig som indenrigsminister i den første regering Conte lige efter valget i 2918. Salvini er blevet fanget i populismens dilemma. Det har Fd’I så draget nytte af som det seneste skud i bøssen og må så se, om det kan undgå de skuffede forventningers onde cirkel, som synes at være en væsentlig del af populismens indbyggede trang til hele tiden at afsætte også egne ledere, så snart andre har meldt sig på banen.

Efter regeringsårene fra 1994 til 2011 har Berlusconi og hans parti oplevet samme bratte rutsjetur, således at både Lega og Forza Italia i dag står i skyggen af Melonis Fd’I. PD har gennemløbet lidt af den samme turbulens, da partiet fra 2013 til 2017 var ledet af Matteo Renzi. Ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 fik PD 40% for dog at falde til lidt over halvdelen ved næste Europavalg i 2019. Renzi måtte trække sig efter et hasarderet forslag til ændringer i forfatningen ved reelt at ville afskaffe senatet, parlamentets ene kammer. Det var et ikke særligt gennemtænkt forsøg på at lette parlamentets beslutningsprocesser og blev afvist ved en folkeafstemning. Renzi forlod derefter PD for at danne sit eget lille parti, Italia Viva, der nu ligger på spærregrænsen.

Det er imidlertid ikke kun vælgerne, der løbende udskifter deres loyalitet til partierne. Det gælder også de, der er blevet valgt på de forskellige partilister. Afskallinger er blevet meget hyppige og tog et drastisk opsving i kølvandet på regeringen Draghis fald. Fremtrædende medlemmer og typisk de, der har siddet som ministre i regeringen og havde svært ved at acceptere deres respektive partiers motiver for at vælte regeringen i en så delikat periode som den aktuelle med tre samtidige kriser (en økonomisk krise og en sundhedskrise og senest krigen i Ukraine). En større gruppe forlod M5S, mens de mere moderate kræfter i Forza Italia brød med Berlusconi og tilsluttede sig det lille midterparti Azione, som Carlo Calenda, i øvrigt minister i en tidligere regering under PD, forvaltede. Det har skabt tvivl om partiernes identitet, når der hele tiden opstår nye partier og de folkevalgte svigter deres vælgere og skifter parti for at redde en politisk karriere.

Den nyliberalistiske globaliserings krise

Udskrivelsen af valget og den eksplosive dynamik bag har igen fanget PD og centrum-venstre på det forkerte ben. Som det parti, der vel nok mest helhjertet har støttet Draghi, deponerede PD megen af sin troværdighed i dennes succes. Det har da også vist sig vanskeligt for partiets leder Enrico Letta at opbygge en centrum-venstre koalition, der kan matche højrefløjen, der i hvert fald på overfladen fremstår mere kompakt. PD’s Enrico Letta havde satset meget på et samarbejde med Giuseppe Conte og M5S, som der var blevet taget hul på med den anden regering Conte, og som siden har været fortsat ved en række lokalvalg. Men Contes manglende støtte til Draghi har dog forpurret dette som en farbar vej. Der blev derpå indgået en aftale mellem PD og Azione, som Calenda dog trak sig ud af igen, efter at Letta havde lavet en supplerende aftale med venstrefløjen i La Sinistra Italiana (Det Italienske Venstre) og I Verdi (De Grønne). Letta fremstod her som en lidt dårlig politisk håndværker.

Italien har en valglov, der fordeler to tredjedele af stemmerne efter proportionalitetsprincippet og den resterende tredjedel i enkeltmandskredse, hvori vinderen tager det hele. Et splittet centrum-venstre vil uvilkårligt komme til kort i denne situation. Det viser atter de betydelige vanskeligheder, som centrum-venstre har haft med at tackle de sidste mange årtiers forandrede politisk-kulturelle klima og hele den paradoksale samtidighed mellem globalisering og nationalpopulisme. Disse er ikke blevet mindre af, at globaliseringen nu er inde i en opbremsningsperiode, mens populismen er på vej over i en ny fase.

Når højrefløjen tilsyneladende fremstår mere enig, har det givet noget at gøre med, at den bedre opsamler nogle konvergerende træk i en tid, der ellers har det med at udsende diffuse signaler. Det kom som en overraskelse, at Forza Italia valgte at undlade at stemme for Draghi sammen med de to andre højrepartier. Men så alligevel ikke. Berlusconi har ellers brystet sig af at være den moderate, og hans parti er da også medlem af PPE-gruppen i Europa-Parlamentet. Selv om det kostede et frafald af netop de mere moderate parlamentarikere, betænkte Berlusconi sig ikke på at vælge side til fordel for en ren højrefløj, som han havde flere fællestræk med end uoverensstemmelser. Med Forza Italia som det mindste af partierne, er tyngdepunktet i dag rykket klart til højre. Man skal naturligvis ikke undervurdere den 85-årige Berlusconi med de økonomiske og mediemæssige ressourcer, han råder over. Med den erfaring, han vitterlig har som politisk kommunikator, lagde han ud med en valgvideo i lighed med, hvad han gjorde i 1994, da han fik sit helt store politiske gennembrud. Om det flytter hans relativt lave meningsmålinger, et stykke under 10%, må tiden vise. Meget taler dog imod, da den historiske kontekst og vælgernes forventninger er ændret i forhold til dengang, da han høstede stor tilslutning, og globaliseringens løfter endnu var nogenlunde intakte.

I sin tid var Berlusconi hurtigst til at fange nyliberalismens tidsånd med dens prioriteringer af global deregulering, skattelettelser til de rige, nedskæringer og salg af statsvirksomheder. Med sit private reklamefinansierede Tv var han selv med til at give den indhold og udstikke præmisserne for en markedsdrevet individualisme, der satte den personlige gevinst og komfort højere end de fælles goder og anså hensynet til disse sidste som en direkte hæmsko for jegets frie udfoldelse. Det lå i Berlusconis oprindelige strategi at slække på kontrakten omkring socialstaten. Men han vidste også godt, at hans parti næppe ville få absolut flertal ved valget i 1994, hvorfor han måtte alliere sig med Lega Nord og MSI. Trods deres forskellige historie og identitet gjorde de tre partier alligevel deres til at miskreditere det politiske system, som de gamle partier havde efterladt. Det lagde pres på socialstatens inderste væsen: at afbalancere den rendyrkede markedsøkonomi med retten til et offentligt sundheds-, uddannelses- og forsorgssystem.

Berlusconi gjorde op med en lang liberal tradition i Italien, der tidligere i det 20. århundrede blev defineret af typer som Piero Gobetti, Carlo Rosselli og Norberto Bobbio. Fremfor at se til venstre så Berlusconi mod højre for ad den vej at frigøre liberalismen fra det sociale ansvar og skabe bedre rammer om en genuin markedsliberalisme. Men Berlusconi og ligesindede nyliberalister gjorde regning uden vært, da hverken Lega Nord og især MSI havde en dagsorden, der uden videre kunne opsummeres i en nyliberalistisk doktrin. Som Ernesto Laclau ville hævde, havde formulerede de en anden ækvivalenskæde, der fokuserede på national for ikke at sige regional suverænitet, xenofobi, traditionelle familieværdier og EU-skepsis. Berlusconi bidrog dermed til at frisætte nogle politiske kræfter med stadig stærkere populistiske slogans om ‘italienerne først’, der formentlig gik videre end Berlusconi selv oprindeligt havde forestillet sig og mente at kunne inddæmme og overbyde.

Populismens følelsesdrevne retorik om ‘os og dem’, der udefra og indefra truer vor identitet, og om ‘det uplettede folk’, der forrådes af en korrupt og kosmopolitisk elite i storbyerne, var, når det kom til stykket, direkte kontraproduktivt for et nyliberalistisk lederlag. I denne henseende var den hæmmende for mantraet om kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed. Der lå heller ikke en indlysende accept af de privilegier, som erhvervslivets og finansverdenens top tildelte sig selv, mens de begrundede den sociale uligheds nødvendighed ved at henvise til den lidet funderede trickle-down teori om, at alle før eller siden ville få deres del af rigdommen. I stedet udviklede der sig en snæver elite, der refererede til sig selv og den dominerende diskurs. Samtidig gled stadig flere ned i fattigdom og magtesløshed, efterhånden som arbejdspladserne blev flyttet ud og socialstatens tilskud forsvandt og blev mere og mere modtagelige for nationalpopulistiske bevægelser. Mange måtte se til, at den sociale mobilitet blev indsnævret. I stedet blev store grupper af befolkningen henvist til et stadigt mere fragmenteret arbejdsmarked og overladt til et stadig mere fragmenteret verdensbillede, der fremfor overblik gav næring til de sociale mediers indeklemte og selvsupplerende ekkokamre af ofte fordomsfulde meningstilkendegivelser. Berlusconi tilhørte selv den ene procent af superrige og holdt sig ikke tilbage fra at vise sin opulente rigdom frem. For nogle tilfredsstillede det den nyfigenhed, som den kulørte presse altid har dyrket, for andre afslørede det også en anløben og korrupt livsstil.

Det lykkedes faktisk aldrig Berlusconi og hans koalition af partier, som han trods alt med en vis politisk behændighed havde samlet, at trimme staten. Tværtimod gled Italien ind i en periode både med økonomisk stagnation og et handlingslammet og gældsplaget statsapparat. Finanskrisen i årene efter 2008 demonstrerede med al tydelighed, at globaliseringens nyliberalistiske budskaber ikke kunne indfri egne løfter. For dem, der endnu ikke havde forstået det, blev pandemien i 2020 og Ukrainekrigen i 2022 en endegyldig påmindelse om, at globaliseringens dereguleringer ud over alle juridiske og moralske grænser var forbi. Nedlukninger, social afstand, maskepåbud betød pludselig, at det ellers ukrænkelige erhvervsliv og det ellers ukrænkelige individ måtte rette ind efter regeringernes strikse lovgivning. De sanktioner, der blev vedtaget mod Rusland, tvang de store koncerner til at trække sig ud af et ellers lukrativt russisk marked, hvad få givet havde set komme.

I forhold til denne bratte kovending, der bragte de politiske beslutningstagere tilbage i førersædet, havde den rudimentære politiske kultur, som nyliberalismens tilhængere havde at byde, intet svar. Men nyliberalismen havde allerede sat en social og politisk dynamik i gang, der med Lega Nord og MSI fik nogle uforudsete konsekvenser, der peger langt ud over efterkrigstidens socialt-liberale demokrati. Men har man bare et minimum af indsigt i historiens skæve gang, burde det næppe overraske nogen. Forventningen om, at det vestlige demokrati og den vestlige markedsøkonomi havde sejret efter Sovjetunionens sammenbrud, kom ikke til at holde stik. Tværtimod boostede globaliseringen især Kina og det kinesiske regime, der uden vestlige investeringer og overførelse af teknologi og arbejdspladser næppe ville have gjort så store fremskridt så hurtigt. Ruslands øgede samhandel med Vesten og ikke mindst med Europa på olie- og gasområdet har ligeledes styrket det illiberale regime omkring Putin og gjort ham i stand til at føre en aggressiv udenrigspolitik på Krim og i Ukraine og andre steder i verden (Syrien og Afrika), som Europa stod uforberedt overfor.

Kampen om demokratiet og Europa. Tykke og tynde ideologier

I en række interviews på engelsk, fransk og spansk har Fd’I’s Giorgia Meloni lagt afstand til den historiske fascisme og racelovene i 1938. Det er ment som et forsøg på først og fremmest at berolige udlandet over for udsigterne til, at Fd’I bliver det største parti og sætter sig på ministerpræsidentposten. Lederen af Alleanza Nazionale, forløberen for Fd’I, Gianfranco Fini, var ude i samme ærinde, selv om han tidligere, ligesom i øvrigt også Meloni, ikke havde holdt sig tilbage fra at benævne Mussolini som den største statsmand i det 20. århundrede.

Men er sådanne afsværgelser af en tyngende fortid, der har det med hele tiden ubelejligt at vende tilbage, nok til også at slette de mere grundlæggende træk i en italiensk højrekultur, der aldrig har gjort op med fascismen og fuldt ud accepteret den demokratiske forfatning. Sagen er, at der aldrig har været vandtætte skotter til den mere subversive del af nyfascismen, der fandt udtryk i grupper som Ordine Nuovo og Avanguardia Nazionale og senest er blevet fulgt op af Casa Pound og Forza Nuova. Denne sidste gruppe organiserede fornylig en storm på fagforbundet CGIL’s hovedkontor i Rom og raserede lokalerne i lighed med, hvad Mussolinis tæskehold foretog sig op og efter ‘Marchen mod Rom’.

Det er først og fremmest den gradvise svækkelse af antifascismen og af traditionen fra modstandskampen 1943-45, der har favoriseret Fd’I’s fremmarch. Allerede i 1980erne anlagde førende historikere som Renzo De Felice et nyt revideret syn på Mussolini. Berlusconi legitimerede MSI ved at give partiet ministerposter allerede i sin første regering i 1994. I 2004 indstiftede regeringen ved lov en mindedag den 10. februar for de tusinder af italienere, der hensynsløst blev kastet ned i de dybe slugter i karstlandskabet i grænselandet mellem Italien og Jugoslaven, efterhånden som Titos partisaner rykkede frem i krigens sidste blodige år. Initiativet til loven kom fra medlemmer af Alleanza Nazionale, men det fik en bred opbakning. Uden at gå nærmere ind i den dybere historiske kontekst med italienske krigsforbrydelser på Balkan var det klart formålet at fremstille italienerne først og fremmest som ofre. Dagen var tænkt som en modvægt til den internationale mindedag over Holocaust og over de mange millioner af dødsofre i de nazifascistiske dødslejre, den 27. januar. I byen Affile, i regionen Lazio omkring Rom, blev der så sent som i 2012 opført et monument til ære for Rodolfo Graziani, en af den fascistiske epokes største krigsforbrydere.

Ser vi nærmere på de punkter, som de tre højrepartier har lagt frem her op til valget, finder man forventeligt skattelettelser og stramninger på migrationsområdet, amnesti til skattesnydere, fordelagtige pensionsreformer og en bro over Messina-strædet i et af de mest jordskælvsprægede områder i Europa. Imidlertid har Fd’I også fået tilføjet et punkt om præsidentialisme, der altid har været en af det yderste højres mærkesager. Indførelsen af det direkte valg af præsidenten vil imidlertid kræve en forfatningsændring, da præsidenten i dag vælges indirekte, af parlamentets to kamre.

Da udspillene afslører de kompromisser, der er blevet indgået mellem de tre partier, vil det være relevant at se lidt på styrkeholdet mellem de tre partier. Forza Italia og Lega står ikke bare til numerisk tilbagegang; de står også ideologisk mindre skarpt. Berlusconis nyliberalisme virker noget vingeskudt og har ikke længere den samme appel som i 1990’erne. Det kan forklare, at han har kastet sig i armene på Meloni. Tilmed er ekstremismen løbet af med ham, da han bramfrit erklærede, at når præsidentialismen var gennemført, kunne den nuværende præsident Mattarella, der i øvrigt har stor opbakning i befolkningen, godt flytte ud. Lega har en betydelig regeringserfaring på lokalt og regionalt plan i Norditalien, men det var Salvinis mere højrepopulistiske profil, der senest skaffede partiet ind i regeringskontorerne med en opbakning, som partiet aldrig før har haft på landsplan. Det skubbede partiet længere frem i det politiske system end det var tilfældet, da partiet, endnu som et lokalt forankret parti, sad i Berlusconis forskellige regeringer. Det har så også åbnet en breche mellem en regeringsfløj og en bevægelsesfløj men også en åben konflikt om partiets identitet som et regionalt eller et nationalt parti.

Forza Italia og Lega kan defineres ved deres ‘tynde’ og mindre sammenhængende ideologi. I denne henseende afspejler det deres afmagt over for den økonomiske, politiske og kulturelle inerti, som Italien er havnet i, og som de selv har været med til at skabe. Når Fd’I har fået så meget vind i sejlene, skyldes det givet, at det stod i opposition til Draghi og har fået næring fra den mistillid til den politiske klasse, der altid har motiveret krav om at afsætte hele banden. Berlusconi vandt i sin tid på et lignende grundlag. Det blev ikke nogen indlysende succes. Matteo Renzi nåede til tops i PD på et budskab om at skrotte det gamle lederskab i partiet. Det holdt to år. Der er dog ingen tvivl om, at Fd’I har en ganske anden historie og en mere robust politisk kultur, og altså tegner, hvad man så kunne kalde en ‘tyk’ ideologi, hvor ikke mindst præsidentialismen vil kunne ændre de grundlæggende spilleregler.

Som politologen Carlo Galli antyder, er det mest sandsynlige udfald af valget, at det politiske system skruer sig endnu mere ned i dysfunktionalitetens dynd og fortsætter de tendenser, man allerede har set de sidste mange år. Et fingerpeg fik man måske, da antallet af parlamentarikere på et forslag fra M5S blev reduceret med en tredjedel og nu tæller 400 sæder i deputeretkammeret og 300 i senatet. Forslaget blev også støttet af PD og betyder alt andet lige en yderligere desavouering af parlamentet. Det styrker til gengæld de teknokratiske strukturer og svækker de intermedierende institutioner for at bane vejen for et mere uformidlet forhold mellem folk og leder og dermed fjerne de filtre og modvægte, der efter populisternes mening fordrejer almenviljen.

Det springende punkt er dog, som mange forfatningskyndige (f.eks. Gustavo Zagrebelsky) har udtrykt en vis bekymring for, hvad der vil ske, hvis præsidentialismen kommer igennem. Skulle højrefløjen vinde, hvad alt tyder på, og tilmed opnå 2/3 af sæderne i parlamentet, vil man kunne foretage ændringer i forfatningen uden om en folkeafstemning. Mens præsidenten i dag har en rolle som garant sammen med forfatningsdomstolen, vil en præsident, der er valgt direkte af folket, skulle have et parti eller flere bag sig og vil derfor være mindre hævet over det politiske spil. Da Salvini i 2019 trak stikket til den første regering Conte, gjorde han det i forventning til at han med de meget gunstige meningsmålinger i ryggen på daværende tidspunkt ville vinde et valg. I stedet blev der med Mattarellas indsats dannet et nyt parlamentarisk flertal mellem PD og M5S og stadig under Contes ledelse, fordi Italien formelt er et parlamentarisk demokrati og ikke et præsidentialt demokrati.

Centrum-venstre i et europæisk valg

I tilfældet af en sejr til højrepartierne vil Italiens rolle i EU blive ændret. En kommende regering vil givet finde andre partnere, der allerede har vist vejen for et illiberalt demokrati, såsom Viktor Orbán i Ungarn og Putin. Det vil bringe Italien tilbage i en isoleret position, som Draghi havde fået landet ud af også ved at skabe forudsætningerne for en implementering af EU’s store genopretningsplan. De kan nu hurtigt smuldre igen, hvis Italien igen slår ind på en hasarderet kurs, som landet hverken har kræfter og overskud til.

Over for disse perspektiver må centrum-venstre kunne levere et alternativ, der rækker videre end fremmaningen af det fascistiske spøgelse. Om mindre følelsesladede temaer som grøn energi, styrkelse af sundhedssektoren, reformer på retsområdet, der afkorter de lange procesgange, mere Europa, mindsteløn, flere penge til lærerne, integration af indvandrere bl.a. ved at give borgerret til de generationer, der er født i Italien og har gået i italiensk skole er nok til at vende tendensen, må tiden vise. For at få budskabet igennem har PD sendt en mindre hær af unge ud for at stemme dørklokker. Det bliver givet en valgkamp fra hus til hus. Men tilbage står også et selvopgør med en politisk-kultur på centrum-venstre fløjen, der selv har været med til at svække den antifascistiske tradition og givet alt for meget efter over for den nyliberalistiske dagsorden, der har skabt den dybe sociale misere, som nationalpopulisterne har monopoliseret som en reaktion og ikke som et indlysende svar. Opgaven er ellers klar nok, skulle man mene: at mindske uligheden, der siden 1980erne har taget til, mens den ifølge statistikkerne i det meste det 20. århundrede havde været faldende. Kun derved fremmes den sociale og intellektuelle mobilitet, der er en forudsætning for en større udveksling af erfaringer og idéer på langs og på tværs af samfundet, af samfundene. Kun ad den vej vil man kunne bryde de klaustrofobiske paralleluniverser, som populismen lukker store dele af befolkningerne ind i, og finde løsninger på de store spørgsmål.

Anvendt litteratur:

Banti, Alberto Mario, La democrazia dei followers. Neoliberalismo e cultura di massa, Rom-Bari: Laterza, 2020.

Galli, Carlo, Il disagio della democrazia, Torino: Einaudi, 2011.

Gobetti, Eric, “La Marcia sull’Italia” (interview ved Daniele Nalbone). I MicroMega, 26. juli 2022.

Gramsci, Antonio, “Forze elementari”. I L’Ordine Nuovo, 26. april, 1921; genoptrykt i Id., Socialismo e fascismo, Torino: Einaudi, 1972.

Rosanvallon, Pierre, Populismens århundrede, København: Informations Forlag, 2020.

Urbinati, Nadia, Me the People. How Populism Transforms Democracy, Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 2019.

Zagrebelsky, Gustavo, “Presidentialismo, un pericolo per questa Italia” (interview ved Simonetta Fiori). I la Repubblica, 7. august 2022.