Af Rolf Czeskleba-Dupont og Klaus Schulte

Denne tekst er skrevet som indledning til den efterfølgende artikel af W.F. Haug, som på sin side er et uddrag fra antologien Det praksisfilosofiske blik fra neden (SFAHs forlag, København 2023).

I 2019, på det foreløbige højdepunkt for den ungdomsbevægede klimakamp, afslutter Wolfgang Fritz Haug sine Overvejelser i anledning af Fridays for Future med denne spådom: ”Hvis kløften mellem det økologiske og det socialøkonomiske spørgsmål ikke kan løses med en overbevisende Green New Deal, kunne et brutalt højreorienteret tilbageslag være følgen.” Som vi ved bedre i dag end både Haug og vi var i stand til for fire år siden, har det endnu længere udsigter med en overbevisende Green New Deal end det måtte hæve været tilfældet den gang.

Og advarselstegnene på et muligt højreorienteret tilbageslag findes ikke kun hos AFD i Tyskland. ”De britiske konservative forsøger at trække klimapolitikken ind i en polariserende kulturkrig”, skriver Information den 14. august 2023. Her ”anklagede energiminister Grant Shapps…Labour for at holde med den ’kriminelle økopøbel’”.

Denne hidsige sprogblomst gør det kun mere aktuelt at tage overvejelser fra en erfaren venstrefløjs-teoretiker op til debat.

Man skal bare huske: Haugs tekst handler, meget overordnet sagt, om et (endnu) uafklaret, men både lærenem og faktisk undervejs hurtigt lærende og derfor håb-indgydende ungdommelig massebevægelse, som havde taget hurtigt fart i 2019: Den er altså skrevet hinsides den historisk skelsættende tærskel, der udgøres af det Corona-betingede back-lash for næsten al ikke pandemirelateret politisk og kollektiv civilsamfundsmæssig aktivitet og frem for alt før ‘Zeitenwende’-bellicismen i kølvandet af den russiske invasion af Ukraine den 24. februar 2022.

Nu, fire år efter Haug gjorde sig sine både begejstrede men også kritiske og i nogens nutidige øjne lige lovlig bedrevidende og patroniserende (1) Overvejelser…, er det ved at lykkes for den herskende blok i de fleste ’vestlige’ lande at kanalisere en masse politisk energi væk fra de nødvendige tilløb til en både mere eftertænksomt-videnskabsbaseret og desto mere beslutsom kapitalismeskeptisk bekæmpelse af klimakatastrofen og til en social bæredygtig omstilling af samfundsøkonomien i form af en overbevisende New Green Deal. Det sker paradoksalt nok til fordel for det stik modsatte: en medie-hypet profitmaksimerende milliardoprustning med statsgaranteret løbende efterspørgsel efter stadig flere og nye våben på grund af krigen i (og om) Ukraine. Foruden tab af menneskeliv, social elendighed og ødelæggelse af både privat ejendom og offentlige materielle goder har denne krig allerede nu medført fødevarekriser i det globale syd samt gigantiske miljø- og klimaskader med udgangspunkt i krigsområderne og deres regionale omgivelser i det østlige Mellemeuropa, men med uundgåelig global rækkevidde. Dette er en udfordring, ikke kun til modstanderne af krig som på nogen måde forsvarligt middel til at løse internationale politiske konflikter mellem moderne stater, men så sandelig også til alle, skulle man mene, der kæmper mod den truende globale miljø- og klimakatastrofe og for overgangen til en bæredygtig måde, hvorpå det samfundsmæssige menneske-natur-stofskifte kan indrettes.

Men så enkelt er det ikke: Den dramatiske skærpelse af den internationale situation op til og især oven på Ruslands angreb på Ukraine samt USA’s og store dele af resten af vestens stadig mere konfrontatoriske kurs over for Kina har grundigt rykket rundt på de politiske dagsordener i de pågældende lande. Det har givetvis også, i hvert fald i store dele af Nato-Europa, ført til en slags ideologisk-politisk roll-back blandt ikke så få af de mange unge mennesker, der i 2019 strejkede og gik på gaden for menneskenes fremtid på en beboelig klode. Nu er de truet af desorientering og tab af tillid til egen handleevne, – hvis de da ikke i moralsk harme over den russiske aggression og i en impulsiv solidaritetsfølelse med dens ofre lader sig lokke med på krigsvognen af håndlangerne for den militærindustrielle kompleks i politik og i medierne.

Med andre ord: Vi befinder os i en situation, hvor klima- og miljøaktivister burde kunne finde sammen og forene kræfterne med dem, der siger nej til mere oprustning og krig og ja til en bæredygtig sikkerhedspolitik, baseret på et system af internationale aftaler, der tilgodeser og gensidig garanterer de enkelte landes sikkerhedsinteresser. Men når man ser på, hvad – og ikke mindst: hvem – der for tiden rører sig inden for de to politikområder, bliver det klart, at det atter en gang er et langt, sejt træk, der skal til.

De erfarings-, lærings-, politiske frigørelses- og kritiske autonomiseringsprocesser som Haug både efterlyser men også forudsiger for FfF-bevægelsen skal om muligt ’genaktiveres’ blandt dem, der var på gaderne i 2019 og 2020. En del af dem er i hvert fald blevet klogere og mere selvstændige siden da, og den mest fremtrædende iblandt dem har forstået at omsætte denne modning til en ny type offentlig virksomhed: Med sin radikal kapitalismekritiske og videnskabspropagerende samleværk Klimabogen (København: Politikens Forlag, 2022) har ingen anden end Greta Tunberg med vægt lagt billet ind til at blive en af bevægelsens organiske intellektuelle, som Haug både efterlyser, men også forudsiger.

Men tilbage til hans overvejelser fra den gang pigen med fletningerne og papskiltet foran den svenske rigsdagsbygning i løbet af et år var blevet det personlige samlingspunkt for en verdensomspændende ungdomsbevægelse mod den globale klimakatastrofe:

De spænder fra mediedækningen af den ikoniske, den gang kun 15årige svenske klimaaktivist Greta Tunbergs uforfærdede og, til at begynde med, ensomme indsats og beretningerne om hendes kometagtige opstigning til mediebåren samlingsfigur for en global ungdomsbevægelse mod klimaødelæggelsen til spørgsmålet om, hvilke kræfter blandt de herskende, det er, der var begyndt at promovere hende, samt om, hvorvidt prisen for denne promovering kunne være, at der ties om kapitalismen (hvilket hovedparten af de unges paroler i 2019 stadig bar præg af).

Haug søger at udrede de komplekse og modsætningsfyldte interesseforhold, som gør sig gældende i samspillet mellem Greta som autentisk individuel aktivist og karismatisk samlingsfigur, der samtidig i tiltagende grad iscenesættes og dermed tendentielt fremmedbestemmes, klimavidenskaben, hvis efterhånden entydige og stadig mere alarmerende budskab hun i almenhedens interesse formår at skaffe genlyd for også i dele af The Establishment, og endelig offentlige personer, instanser og institutioner, der omfavner hendes mod det almene rettede budskaber for at fremme deres egne dagsordener, men som i sidste ende alligevel kun repræsenterer eller som FNs klimaråd, er gennemsyret af, særinteresser.

På denne måde søger Haug at nå frem til en mere indgående vurdering af elev- og studenterbevægelsens muligheder på dette sammensatte og omstridte terræn.

Men hvorom alting er: Indholdsmæssigt er kravene til bevægelsen grundlæggende de samme: ”Nu er det ikke nok at bygge på en karismatisk ledelse eller blot at holde ører og øjne åbne mod de samfundsmæssige naturforhold. Nu drejer det sig om at kritisere den politiske økonomi ud fra et økologisk standpunkt og kvalificere sig teoretisk på dette område (…) Klimakrisen kræver en revolutionær langtidsvirkning – i pagt med en dialektisk forståelse af, at den nødvendige rettidige omhu allerede er forpasset, men at alt, hvad der er nødvendigt, stadig skal gøres.” Altså en historisk opgave af dimensioner.

”Som af sig selv stilles bevægelsen over for opgaven at danne en sammenhængende og samtidig åben diskurs og i den forbindelse at fremdyrke sine egne ›organiske intellektuelle‹, således som Antonio Gramsci så dem, som effektivt og vedvarende fremelsker og organiserer en teoretisk refleksion af praksis, kommunikation og realisering af en samfundsmæssig bevægelse.”

Også Gramscis lærer Antonio Labriola nævnes i denne forbindelse.

Året efter hans Overvejelser i andledning af Fridays for Future uddyber Wolfgang Fritz Haug relevansen af Labriolas praksisfilosofi for den økologiske bevægelse, ved at forholde sig til nybruddet i Jason Moores tænkning om ’Capitalism in the web of life’. Ifølge bogen fra 2015 med samme titel vil Moore erstatte ’grøn aritmetik’ (samfund OG natur) gennem indsigten i, at kapitalismen er en måde at organisere naturen på; samt i konsekvenserne, som må drages af denne indsigt – inden for videnskaberne om natur og samfund såvel som i kampen mod kapitalismen og for redningen af naturen, som vi uløseligt er indlejret i og en del af.

Denne vægtigt-uddybende tekst fra 2020 om Moores ”verdensøkologiske tilgang til praksisfilosofien”, som ligeledes findes i bogen ’Det praksisfilosofiske blik fra neden’ (SFAHs Forlag 2023) handler om et lovende paradigmeskifte i økologien, der begynder at aftegne sig. Dette får Haug i artiklens hovedoverskrift ligefrem at tale om ”Økologiens kopernikanske vending?” (bemærk dog spørgsmålstegnet!).

På samme måde er det udtryk for et brændende håb og en grundlæggende optimistisk, om end betinget, men samtidig solidarisk forpligtende tillidserklæring til ”2019’erne” (!), (jf. s.150), når Haug med overskriften Og dog bevæger den sig ikke alene tilslutter sig undsigelsen af alskens påstande om vore dages cool-distancerede ungdom, der tankeløst adlyder ”kravet om ironi i en pubertær fun society”. Ungdommen? Jo, den bevæger sig. Alligevel! Og det i milliontal og over det meste af kloden, som det viste sig fra Manhattan til Mumbai hin 20. september 2019 i denne ”demonstration, der blev anført af unge (…), – en af de største manifestationer nogensinde omkring spørgsmål vedr. menneskehedens eksistens som sådan”. Vigtigere for forståelsen af den potentielle rækkevidde og skelsættende betydning, som Haug, trods alle mellemregningerne og forbehold, tillægger Fridays for Future-bevægelsen for socialiseringen af en klimakamps organiske intellektuelle og aktivister på livstid, er det faktum, at han med denne overskrift eksplicit systemoverskridende henviser til den, efter Kopernikus, anden store gennembrudsfigur i tilblivelsen af det moderne verdensbillede: Det var Galileo Galilei, der – efter sigende ved at hviske ”eppur si muove” (og dog bevæger den sig) – mod kirkens dogma fastholdt, at det er jorden, der bevæger sig om solen og ikke omvendt.

Det kan godt være, at bevægelse(n) ikke er alt, kunne man – med Haug – sige om vore dages kamp mod kapitalen og klimakatastrofen. Men uden bevægelse er der intet.

Note 1.

Således Hans Erik Avlund Frandsen i sin ellers overvejende positive anmeldelse af antologien i net-tidsskriftet Eftertryk den 26. juli 2023 (https://www.eftertrykket.dk/2023/07/26/teoretikerens-udfordring-den-oekologiske-krise-kapitalismen-og-klimaaktivisterne/). Vi anbefaler teksten på det varmeste til KD-læsernes opmærksomhed. Avlund Frandsen har virkelig forstået, hvad Haugs praksisfilosofiske ansats går ud på og formår at gøre udførligt rede for det i enkelte og smukke danske sætninger. Det gør han givetvis bedre end de for halvdelens vedkommende oprindeligt tysksprogede medlemmer af oversættergrupperne for de enkelte bidrag. Men som oversættere er de trods alt bundet til at skulle gengive Haugs i forvejen desværre ofte akademisk komplicerede tyske originaltekster, som de dog ifølge anmelderen har lænet sig alt for tæt op ad, foruden en række andre dansksproglige kritikpunkter, som vi for det meste må skrive os bag de røde ører. Men Avlund Frandsen er ovenikøbet i stand til, selvstændigt og kongenialt, at udfolde den historiematerialistiske praksisfilosofis etiske og kulturteoretiske implikationer. Det er forbilledligt og løfter hans tekst til et niveau, som ligger langt over den gængse anmeldelsesgenre. Derfor er det desto mere ærgerligt, at anmelderens hvasse kritik af netop Haugs ’Fridays for Future’-artikel efter vores bedste overbevisning skyder langt ud over målet og er udtryk for en misforståelse af Haugs budskab i artiklen og en række fejllæsninger af dens ræsonnerende fremgangsmåde. At gendrive disse ting i detaljer ville sprænge rammerne for denne indledning af genoptrykket i Kritisk Debat. Men vi inviterer til en solidarisk afklaring i et diskussionsarrangement om antologien og det historiematerialistisk-praksisfilosofiske grundlag for en marxistisk kritik af klimaaktivismen i en forhåbentlig nær fremtid.