Af Franco Ferrari

Franco Ferrarier historiker og politolog samt redaktør på Tranform! Italia. Hans seneste bogudgivelse er Indagine su Picelli. Fatti, documenti, testimonianze. Hans indlæg blev første gang offentliggjort den 9.8.2023 under titlen ’La crisi della Linke e i dilemmi della sinistra radicale’ på webstedet for Transform! Italia. Oversat efter: ‘Die Krise der Partei DIE LINKE und die Linke in Europa.’ I Socialismus, 12. august 2023.

I Tyskland er der igen splittelse i Die Linke, med en brudflade i strømningen omkring Sahra Wagenknecht, som i pressen beskrives som ’egenrådig’. Valget til Europa-Parlamentet i 2024 tvinger de rivaliserende kræfter til at vedtage stadig mere modstridende strategier.

Die Linkes ledelse har meddelt, at listerne til valget til Europa-Parlamentet vil omfatte flere personligheder, der arbejder på forskellige måder for at støtte migranter, herunder Carola Rackete, der er kendt i Italien for sine redningsaktioner i Middelhavet og sin konfrontation med daværende indenrigsminister Salvini.

Disse beslutninger ses af en del af partiet som en yderligere styrkelse af tendensen til at konfigurere Die Linke som et udtryk for en ’humanitær’ venstrefløj, med basis i de nye middelklasser i storbyerne, hovedsageligt bestående af intellektuelle og arbejdere i servicesektoren, drevet af moralske impulser snarere end af socioøkonomiske interessers logik.

Det kan ikke udelukkes, at Die Linkes ledelse i en situation, hvor dens masserødder i de nye forbundsstater klart er faldende, forsøger at etablere sig blandt de vælgere, der støttede De Grønnes fremgang, og nu ser, at den har lagt en politik ind i regeringen, som i mange tilfælde ligger meget langt fra politik som de oprindeligt repræsenterede, hvis ikke det modsatte.

I Die Linke polariseres to forskellige opfattelser af venstrefløjen. På den ene side det parti, der er knyttet til og repræsenterer de nye (eller meget nye) sociale bevægelser, der ofte svinger i karakter og endda integrerer dem i en diskurs, der er underordnet det liberale paradigme. På den anden side er der en strategi, der sigter mod at genoprette tilslutning fra de traditionelle arbejderklasser, som er splittede på den ene side ved at opretholde et (omend stadig mere skrøbeligt) tillidsforhold til socialdemokratiet og på den anden side ved at vende sig mod det ekstreme højre.

Vi har allerede stiftet bekendtskab med nogle af Wagenknechts teser, som beskylder de dominerende kræfter på venstrefløjen i de seneste årtier for at appellere til de dele af vælgerkorpset, der styres af identitetsmotiver og krav fra stadig snævrere grupper, mens de ignorerer orienteringer og bekymringer hos befolkningsflertallet.

Der er meningsmålinger, der viser, at et hypotetisk parti med Wagenknecht som karismatisk leder har et støttepotentiale på 15%. Betydeligt mere end oprindelsespartiet, som svinger møjsommeligt mellem 4% og 6%. En belønning, der ville komme fra alle miljøer, herunder dem, der nu jubler over AfD’s succes på den yderste højrefløj.

Venstrefløjen i Europa

I en periode var Die Linke et referencepunkt for store dele af den europæiske venstrefløj. I Frankrig grundlagde Jean-Luc Mélenchon Parti de Gauche i nærværelse af Oskar Lafontaine, før han vendte sig mod en bestemt version af venstrepopulismen.

Striden inden for det tyske parti kan føre til, at Die Linke ikke repræsenteres i parlamentet ved forbundsvalget i 2025 med et resultat, der kan beskrives som ’italiensk’, hvor fragmentering i modstridende projekter fører til permanent marginalisering fra det politiske system. Eller til en strukturel ændring af venstrefløjen med en bekræftelse af en ny politisk retning, der trækker sig tilbage til den nationale virkelighed mere end den bidrager til styrkelse af en stadig meget svag kontinental dimension på den radikale venstrefløj.

Begivenhederne i Tyskland skal med deres særegenheder, som også er forbundet med en altomfattende krise i den økonomiske model, som Tyskland har levet relativt succesfuldt med i flere år, og placeres i sammenhæng med venstrefløjens generelle bevægelse på europæisk plan.

I Grækenland må Syriza efter sit nylige dobbelte valgnederlag forberede sig på tiden efter Alexis Tsipras og omdefinere sin identitet ved at tage skridt, der placerer det mere i den traditionelle socialdemokratiske lejr end hos den nye radikale venstrefløj.

Mens Mélenchon nyder en ubestridt føring i Frankrig, som endnu ikke er blevet omsat til en reel konsolidering af France Insoumise, fører PCF under Fabien Roussel en politik, der ligner Wagenknechts i Tyskland, idet han forsøger at appellere til de traditionelle (eller dem der opfattes som sådan) folkelige lag med en diskurs, der mere repræsenterer en restaurering af fortiden end en fornyelse. Et projekt, der dog kunne få en vis succes på mellemlangt sigt i betragtning af den særlige opbygning af det franske politiske system, der fokuserer på præsidentvalget.

I Spanien har vi set, hvordan den politiske cyklus, der var forbundet med Podemos’ fremgang, er slut, og hvordan en anden politisk formation har sejret, ’Sumar’, hvor det populistiske element er blevet svækket af en diskurs, der appellerede til ’arbejderklassen’ uden nødvendigvis at spille den ud mod de nye identitets- og postmaterialistiske bevægelsers forhåbninger.

Det radikale venstres dilemma

Den radikale venstrefløj i Europa har en tendens til at organisere sig omkring tre mulige strategiske hypoteser, der skal forstås som idealtyper, men som ikke findes i deres rene form i de forskellige partier:

• “Regnbuepartiet”, som forsøger at forene og repræsentere de forskellige bevægelser;
• den “populistiske venstrefløj”, som forenkler konflikten mellem folket og eliterne, omend i en inkluderende og ikke-eksklusiv og hierarkisk logik i stedet for den, der bedrives af den etnisk-nationalistiske højrefløj;
• Massearbejderpartiet”, der repositionerer sig selv som et instrument for fornyet klassepolitik i en kontekst, der er bestemt af den neoliberale kapitalismes hegemoni.

Alle tre strategiske retninger forsøger at formulere svar på den krise for den antikapitalistiske venstrefløj i forbindelse med arbejderbevægelsen, der har udviklet sig siden 1980’erne.

Den populistiske hypotese var rimelig vellykket i et stykke tid, men synes nu at være på retur. Venstrefløjen syntes derimod at være i stand til at kombinere alle tre strategiske varianter med en vis succes. På et vist tidspunkt udelukker de dog hinanden.

Hypotesen om ’massearbejderpartiet’, massepartiet baseret på arbejderklassen, forsvares med en vis konsekvens af det amerikanske magasin Jacobin og finder støtte i forskellige politisk-ideologiske strømninger og partier på venstrefløjen i Europa. Elementer af denne strategi kan findes i nogle ganske vellykkede formationer af forskellig oprindelse, såsom det belgiske PT eller det irske Sinn Fein, selv om begge hidtil har draget fordel af, at de ikke har været i stand til at bevise deres værdi som regeringspartnere (bortset fra tilstedeværelsen af Sinn Fein i Nordirland i en meget specifik sammenhæng).

Det italienske tilfælde er særlig kompliceret i denne sammenhæng. De tre strategiske hypoteser blev forfulgt dels modsat, dels eklektisk blandet, uden en virkelig sammenhængende teoretisk uddybning.

To særegenheder skal også tages i betragtning. Den første er, at vi i flere årtier havde et antikapitalistisk masseparti, der var dybt rodfæstet, som Togliattis Partido Comunista Italiano (PCI). (Efterfølgerpartiets erfaring med Enrico Morando – omend mindre udtalt – bør ikke gå ubemærket hen). Med en vis vægt blev dette parti også betragtet som et referencepunkt af Ernesto Laclau, den førende teoretiker for venstrepopulisme. PCI’s krise er mere tilbøjelig til at blive lokaliseret i midten af 1980’erne med Berlinguers mislykkede forsøg på fornyelse end i 1960’erne.

Konceptet om et antikapitalistisk masseparti ifølge Togliattis tilgang blev også voldsomt bekæmpet af forskellige politisk-ideologiske strømninger, der var knyttet både til traditionen for minoritetsstrømme i arbejderbevægelsen og den kommunistiske bevægelse (Bordighister, Trotskister osv.) og til radikaliseringen af minoritetssektorer i den socialistiske bevægelse (Panzieri) og endelig til hele det, der er kendt som en arbejderistisk eller postarbejderistisk defineret strømning.

Med krisen i Rifondazione Comunista, hvor både tendenser, der var i en vis kontinuitet med Italiens kommunistiske flertalstradition, og dem, der var fjendtlige over for den, var forenet, var der en forstærket fragmentering i modsatte politiske projekter og identiteter, der klart dominerede de strømninger, der havde modsat sig den “Togliattianske” partimodel fra begyndelsen (selvom det ofte ikke var helt klart, hvad der menes med “togliattiansk”).

I vore dage – som falder sammen med Antonio Negris 90-års fødselsdag og Mario Trontis død i en alder af 92 år – er arbejderismens teoretiske tyngde blevet understreget. Her er modstanden mod “togliattismo” altid blevet fremhævet hævdet som et fælles og grundlæggende element, selv i meget forskellige politiske retninger. Alle de elementer, der blev betragtet som (ikke altid med rette) karakteristiske for det paradigme, som PCI var bygget op omkring, blev udsat for en radikal kritik: historicismen, ideen om fremskridt og udvikling, ideen om kontinuitet med de progressive sider af den borgerlige kultur. Men andre ord: de aspekter af togliattismo, der tilhører marxismen, såsom arbejde som kilde til rigdom, kapitalismens modstridende karakter som dens strukturelle tilstand og kilde til dens kriser, blev også kritiseret.

Et andet karakteristisk element i arbejderismen er afvisningen af arbejderklassen som en ’universel klasse’, dvs. som bærer ikke så meget sine egne interesser, som muligheden for at lede samfundet som helhed mod en ny produktionsmåde, der garanterer frihed og lighed i højere grad end kapitalismen.

Synspunktet om, at arbejderklassen som ’partikulær’ og ikke længere bærer af en almen interesse, er radikalt. Den svarer direkte til afskaffelsen af ideen om udvikling og fremskridt og har ideologisk kraftigt foregrebet arbejderklassens krise og neoliberalismens sejr. Takket være dette har de herskende klasser, langt fra at opgive deres rolle som den ’almene klasse’, der tilskrives dem, bekræftet deres idé om fremskridt og udvikling, såvel som deres specifikke alliancepolitik (som bestemt ikke kan reduceres til konfrontation mellem den ene procent og de andre 99%). Og konsolideret deres endelige hegemoni.

Efter at begrebet ’den almene klasse’ forsvandt, var der fra dette perspektiv på arbejderklassen intet andet valg end at engagere sig i de underordnedes oprør, måske omstille sig til mere mytologiske emner (massen, som på ’dansk’ af og til oversættes med ’multitude’, o.a.) eller passivt tilpasse sig eksisterende politik (ved at hævde dens ’autonomi’). Kommunismen er gået fra at være en økonomisk-social formation, der udspringer af en reel og kompleks historisk proces til at være et udtryk for et gennemgribende og let realiserbart ønske her og nu. Og kapitalismen ville i mellemtiden have gjort os den tjeneste allerede at skabe alle de nødvendige betingelser for den umiddelbare realisering af denne kommunisme. (1).

Ja, i Italien er krisen på den radikale venstrefløj resultatet af en række særlige udviklinger og begivenheder, af sociale forandringer og beslutninger og endda af politiske fejltagelser. Men man kan spørge sig selv, om der ikke også er et vist grundlag i udbredelsen af politisk-ideologiske strømninger, der ikke har været i stand til at bevise, at de kan opbygge noget bedre, efter at de, i det mindste teoretisk, har været involveret i ødelæggelsen af et antikapitalistisk massepartis praktiske erfaringsmæssige viden – som også havde sine begrænsninger og bestemt ikke kunne reproduceres under de givne betingelser, hvorunder det historisk blev defineret. Hvis der ikke er opnået noget bedre, kunne man i det mindste have taget fat på et mindre sofistikeret alternativ med i det mindste en minimal massedimension.

Uden at ville drage en endelig konklusion af disse overvejelser kan vi kun påpege, at det for at overvinde krisen på den italienske radikale venstrefløj og finde en løsning måske ville være nyttigt at udvikle en debat, der er mindre fikseret på dens politiske taktik og dens tidshorisonter, selv om de er vigtige, og mere sigter mod at klarlægge deres grundlag. Dette inkluderer at gøre status over de strategier, der foreslås af de politisk-ideologiske strømninger, der har tilbudt sig selv som vellykkede alternativer til den overvejende kommunistiske tradition i Italien.

Note 1. Antonio Negris og Michaels Hardts bøger om Imperiet (2003) med mere blev en overgang diskuteret og promoveret i Danmark i miljøer omkring Information og Informations Forlag.