Det yderste højre er gået fra klimabenægtelse til obstruktion.

Af Bernhard Forchtner, University of Leicester og Balsa Lubarda, Central European University.

Ved tilsyneladende at acceptere klimakrisens eksistens kan det yderste højre bruge den til at marginalisere migranter og venstreorienterede, mens den selv optræder som progressiv kraft.

Det yderste højre har i de senere år været med til at blokere for indsatsen mod et klimanedbrud. Men mens vi har lært en masse om virksomhedernes benægtelsesmaskiner, er det først for nylig, at denne del af modstanden mod en CO2-fri fremtid har været i offentlighedens og forskernes fokus.

Nogle gange kommer blokeringen i form af bidrag, der lyder latterlige. Efter at han vandt det amerikanske valg i 2016, kom det frem, at Donald Trump fire år tidligere havde sagt, at “begrebet global opvarmning blev skabt af og for kineserne”. Imidlertid har de skeptiske argumenter haft en tendens til at blive mere sofistikerede. De har opgivet den simple benægtelse af videnskabelige beviser og hævder nu i stedet at kæmpe for ’det arbejdende folks’ rettigheder (og tegnebøger), der bliver ramt af de politikker, der skal stoppe udledningerne.

For mere end ti år siden udarbejdede det højreekstremistiske British National Party f.eks. et briefingpapir med titlen Debunking Global Warming om COP15 i København, Danmark, i december 2009. Papiret forsøgte at tilbagevise de videnskabelige beviser for, at menneskelig aktivitet driver klimaforandringerne, ved f.eks. at sige, at der engang var landbrug på Grønland (en klassiker inden for obstruktionsargument) og ved at pege på en udvasket observation af ‘Dr. Goebbels’ (ja, den Goebbels) om, at hvis “noget” gentages “ofte nok, vil selv de mest skeptiske tro det”. På samme måde gav det radikale højreparti i optakten til COP15 stemme til dem, der ikke var enige med FN’s klimapanel på en “alternativ klimakonference”. Talerlisten indeholdt en af de mest kendte ’lejesvende for klimaskepsis’, Fred Singer.

Fra benægtelse til obstruktion

Men hvor står højreekstremistiske partier i dag, når det kommer til klimaforandringer? Hvad kan vi forvente, at de får ud af COP26?

Nyere forskning har vist, at direkte benægtelse ikke er helt forsvundet, hvor Alternative für Deutschland (AfD) nu formodentlig er det mest magtfulde europæiske parti, der indtager denne holdning. I manifestet til det seneste parlamentsvalg i 2021 hævdede partiet, at det ”er endnu ikke bevist, at mennesker, især industrien, er de vigtigste ansvarlige for ændringen i klimaet”. Men generelt har fokus på klima tilsyneladende flyttet sig væk fra benægtelse og mod obstruktion via modstand mod klimapolitikken.

F.eks. viste vores egen seneste forskning ved Centre for Analysis of the Radical Right om højreekstremistiske partier i Europa-Parlamentet mellem 2004 og 2019, at kun lidt over 10 % af bidragene til plenardebatter og stemmeforklaringer direkte benægter klimaforandringerne. I stedet var det mest anvendte argument advarsler om de økonomiske konsekvenser af klimapolitikkerne.

Brexit viste, at et relativt få, men hensynsløse mennesker med gode forbindelser og store penge bag sig kan ændre historien. Nu er de i gang igen, og indsatsen er endnu højere

Faktisk afviste den ’konservative-der-blev-højreekstremist’ og ungarsk premierminister, Viktor Orbán, hvis parti længe har accepteret klimaforandringernes menneskeskabte karakter, EU’s planer om at tackle klimaændringer som en “utopisk fantasi” og fortsatte: “utopisk fantasi dræber os – ligesom problemet med energipriserne”.

Tilsvarende protesterer Alternative für Deutchlands miljøordfører i Europa-Parlamentet, Sylvia Limmer, også mod COP26. Hun har kritiseret det for at være endnu et forsøg fra en “selvudråbt klimaelite” på at presse penge af og disciplinere befolkningen samt for hykleri og “grøn paternalisme”.

Til gengæld har vores egen førnævnte forskning desuden vist, at der indtil videre er udtrykt relativt lidt bekymring over “klimamigration“, en argumentation, man meget vel kunne forvente på grund af disse partiers karakter. Om sådanne argumenter fremover vil få en fremtrædende placering er endnu uvist.

En anden undersøgelse af højrepopulistiske partier i Europa-Parlamentet understregede også betydningen af argumenter vedrørende de økonomiske skader som CO2-reduktionsforanstaltninger kan skabe. Den viste desuden, at højreekstremistiske partier overvejende stemte imod eller undlod at stemme, når det kommer til klimalovgivning. Så selv uden eksplicit, direkte benægtelse føler den yderste højrefløj ingen forpligtelse på de nødvendige klimapolitikker. (…)

Uanset om medlemmer af den yderste højrefløj virkelig har bevæget sig væk fra klimabenægtelse, eller om nogle af dem, der implicit synes at acceptere menneskeskabte klimaændringer, i virkeligheden stadig er skabs-benægtere, er selve de argumenter, der implicit og eksplicit accepterer fænomenet, farlige. De gør det muligt for den højreekstremistiske ideologi at kopiere sig selv på (u)ventede steder og politikområder.

Det er farligt af mindst to grunde. For det første kan den yderste højrefløj bruge klimaændringerne på andre emner til at marginalisere f.eks. migranter, liberale og venstreorienterede, “eliten” og internationale organisationer. For det andet giver det dem mulighed for at fremstå i specifikke sammenhænge som progressive aktører, der bevæger sig ud over deres ideologiske ramme ved at acceptere klimaændringer.

Disse politiske risici peger på et behov for mere handling på området under indtryk af den mangesidede overgang, vi står over for. Som sådan giver det imidlertid også muligheder: ikke i den forstand, at alle på den yderste højrefløj kan overbevises (i det mindste ikke ideologerne bag budskaberne), men det tvinger dem, der beskæftiger sig alvorligt med de nødvendige ændringer i vores måde at leve på, til at anerkende de problemer, som denne overgang skaber for mange.

Reaktioner på klimaændringerne på en saglig, men ufølsom måde skaber usikkerhed og forårsager angst (ligesom fænomenet i sig selv gør). Det kræver også rigtige svar fra de aktivister og politikere, der tilbyder håb og ideer om en bedre fremtid. Imødekommende industripolitikker og finansiel støtte til dem de kommer i nød (herunder dem uden for det globale nord) er et startpunkt, der tager folk med om bord i stedet for at overlade feltet til det yderste højre. (…)

Artiklen blev oprindelig bragt af OpenDemocracy, den 1. november, 2021 med titlen ’The far Right has moved from climate denial to obstructing climate action’. Den er oversat af Carsten Jensen. Tegnet (…) betyder at der er strøget enkelte sætninger, der især var relevante for den oprindelige udgivelses sammenhæng. Strygningerne har ingen betydning for tekstens indhold i øvrigt.