Det Uforenede Venstre og den brede regering

 

Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion

Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at det var en fejl at stole på landets statsminister. Men det var det. Så det gør jeg ikke mere” (Jakob Ellemann-Jensen i interview med AVISENDANMARK 16/9 2022). For mig er det grundlæggende vigtigt, at der er en tillid mellem socialdemokraternes formand og Venstres formand. Fordi sandsynligheden for, at en af os sidder i statsministerstolen, den er jo til stede (Jakob Ellemann-Jensen i interview med tv2 19/11 2022).

I skrivende stund ved vi ikke, om vi får en regering hen over midten. Men gør vi det, kan det meget vel blive en regering, hvor kun et af regeringspartierne, Socialdemokratiet, er gået til valg på en regering hen over midten. Samtidig vil det givetvis blive en regering, hvor det parti, der fik flest stemmer på at gå til valg på en ren borgerlig, liberal regering, og som absolut havde nul tillid til Mette Frederiksen som statsminister, Venstre, også er med.

Hvordan er det kommet dertil? Det er emnet for denne artikel. Eller mere præcist: Hvordan er Venstre kommet dertil, at partiet vælger at indgå i seriøse forhandlinger om en regering hen over midten med Socialdemokratiet og Venstre som den politiske hovedakse.

I september-nummeret af Kritisk Debat skrev jeg en artikel om, hvordan Mette Frederiksen og Socialdemokratiet allerede inden folketingsvalget var nået frem til at satse på et udbygget politiske samarbejde hen over midten (1). Derfor lægges vægten i denne artikel på den udvikling i det borgerlige Danmark, der kan bidrage til at forklare, hvorfor Venstre under Jakob Ellemann-Jensen har foretaget en politisk kovending, der er så stor, at den måske kan få langt mere vidtrækkende betydning end den SV-regering under Anker Jørgensen, der kun sad i godt et år fra 30. august 1978 til 26. oktober 1979.

Det Forenede Venstre

Da Jakob Ellemann-Jensen i sin tale til Venstres ’valgfest’ skulle forklare, at Venstre var gået fra at være det suverænt største parti i den borgerlige lejr til et mellemstort parti med blot 13,3 procent af stemmerne, forsøgte han at forklare nederlaget med en vits. Det, han til lejligheden kaldte ”Det Forenede Venstre”, havde trods alt fået omkring 30 procent af stemmerne, påpegede han med et skælmsk smil. Stort bifald hos salens ellers noget matte Venstre-folk.

Ellemann-Jensens umiddelbare budskab var, at havde det ikke været for den tidligere Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensens tidligere næstformand Inger Støjberg havde det ikke set så slemt ud for Venstre. Venstres massive valgnederlag skyldtes Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne og Løkke Rasmussens Moderaterne. Jakob Ellemann-Jensens vits vakte sandsynligvis genklang, fordi de delte Ellemann-Jensens lyst til at give Støjberg og Løkke skylden for Venstres valgnederlag.

Der lå imidlertid også et andet budskab gemt i Jakob Ellemann-Jensens henvisning til Det Forenede Venstre. Et budskab, som ikke nødvendigvis alle salens Venstre-folk kendte, tænkte over eller gav bifald. Med begrebet Det Forenede Venstre henviste Jakob Ellemann-Jensen til Venstres start i 1870. Her skete der nemlig en samling af forskellige venstregrupper til et rent rigsdagsparti uden vælgerorganisation ude i landet under navnet Det Forenede Venstre. Dengang blev Det Forenede Venstre i første omgang en succes i Rigsdagen, hvor man opnåede absolut flertal. For den, der kender Venstre-historien, antydede Jakob Ellemann Jensens vits således en liberal blå flertalsmulighed, men også at store dele af det nye Forende Venstre modsat Venstre kun var personbårne partier uden egentlig partiorganisation rundt omkring i landet.

Men det er imidlertid ikke hele historien om Jakob Ellemann-Jensens finurlige historiske reference. Med til historien hører nemlig, at der i fortidens Forenede Venstre hurtigt udviklede sig flere forskellige og ofte indbyrdes stridende grupperinger både politisk og personligt. Jakob Ellemann-Jensens reference til Det Forenede Venstre var således ikke blot en positiv antydning af muligheden for et fremtidigt blåt flertal, men også en henvisning til det nye ’Uforenede Venstre’, som vælgerne tilsammen havde givet godt 30 pct. af stemmerne på vidt forskellig politik.

Valget havde vist Det Uforenede Venstre for fuld udblæsning. Det kunne Jakob Ellemann-Jensen selvfølgelig ikke sige højt. Men det var virkeligheden. De 30 pct. til ’Det Uforenede Venstre’ var resultatet af, at Venstre ikke havde formået at holde sammen på partiets forskellige grupperinger. Ellemann Jensens vits om ”Det Forenede Venstre” var ufrivilligt en påmindelse om, at vælgernes reduktion af Venstre til et blot mellemstort parti først og fremmest skyldtes et fravalg af det Venstre, der i den forgangne periode var gået politisk helt op i limningen.

Tiltagende borgerlig handlingslammelse

Ser man 15-20 år tilbage, formåede Venstre i Anders Fogh Rasmussens dage at appellere bredt til både provinsarbejdere, mellemklasse og landbrug. Økonomisk skete det frem til finanskrisen med de internationale økonomiske vinde i ryggen. Parlamentarisk skete det inden for en stabil VKO-alliance med en kombination af DF-aftaler om stram udlændingepolitik, Lars Løkke Rasmussens liberale velfærdsteknokrati og frivillige landbrugsbidrag på klima- og miljøområdet.

Resultatet var i 00-erne et vælgermæssigt stort og politisk bredt Venstre med 26-31 pct. af stemmerne. Det var det stadigt forenede Venstre i sine velmagtsdage. Men med finanskrisen og den første Løkke-regering løb Venstre ind i det første problemer med at udvikle og gennemføre en politik med tilstrækkelig bred vælgermæssig appel. Venstres velfærdsteknokratisme kom under politisk vælgerpres fra Dansk Folkeparti, og senere blev det liberale Venstre udfordret fra højre af de to nye superliberale Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Set i bagklogskabens klarere lys aner man her på højre flanke de første konturer af Det Uforenede Venstre. For Venstre viste dette sig også tydeligt rent vælgermæssigt. Venstre fik væsentlig lavere vælgeropbakning. Ved 2015-valget kom Venstre under 20 pct., og kun med det yderste af Lars Løkke Rasmussens flossede politiske håndværkernegle lykkedes det at skabe opbakning til en meget smal, ren Venstre-regering med parlamentarisk støtte fra en allerede dengang politisk yderst splittet blå blok.

Efter 2015-valget bredte blå bloks politiske handlingslammelse sig. Venstre-regeringen var aldeles ude af stand til at drive en politisk udvikling, der kunne få opbakning fra DF til Liberal Alliance, og med dannelsen af VLAK-regeringen blev den politiske handlingslammelse noget nær total. Lars Løkke Rasmussens endnu politisk og personmæssigt forenede Venstre formåede ikke at udvikle og gennemføre en borgerlig politik, der forenede disse forskellige strømninger i partiet og blandt de potentielle vælgere.

Det politiske håndklæde i ringen

Allerede under valgkampen ved 2019-valget måtte Lars Løkke Rasmussen kaste håndklædet i ringen i forhold til et fortsat bredt blåt regeringsprojekt. Han afviste at kunne eller ville regere videre på det yderste højres mandater. Dermed lagde han klar kant til dele af Venstres hidtidige politik, tydeligst på udlændingeområdet. Her afviste Lars Løkke Rasmussen at regere på den nationalkonservative højrefløjs mandater. Dermed lagde han – uden at sige det – markant afstand til de dele af partiet, der med Inger Støjberg i spidsen ønskede et tæt samarbejde med først og fremmest Dansk Folkeparti.

Straks efter 2019-valget brød disse politiske og personmæssige uenigheder ud i lys lue. Det var ganske enkelt ikke længere muligt politisk eller personmæssigt at holde sammen på ”Det Forenede Venstre”. Dermed hang Venstres politiske vælgerappel slet ikke sammen længere. Tværtimod blev de forskellige dele af Venstres politik personificeret. Lars Løkke Rasmussens liberale velfærdsteknokrati, Inger Støjbergs fremmedfjendske jyske hjemstavnspolitik og Jakob Ellemann-Jensens genbrug af gammelkendte paroler om liberal frihed, skattestop og vækstdrømme.

Længe inden folketingsvalget den 1. november stod det klart, at Jakob Ellemann-Jensen var ude af stand til hverken politisk eller som statsministerkandidat at appellere til de brede vælgergrupper, som Venstre tidligere havde været i stand til. Jakob Ellemann-Jensens Venstre var kun en svag skygge af det Venstre, Lars Løkke Rasmussen arvede efter Anders Fogh Rasmussen. Arven var ganske enkelt formøblet allerede, inden Lars Løkke Rasmussen i august 2019 luskede af fra Venstre via en bagdør på Hotel Comwell Kellers Park i Brejning sydøst for Vejle og overlod Jakob Ellemann-Jensen den kæmpeopgave at samle partiet og det borgerlige Danmark.

Den opgave blev som bekendt ikke løst. Tværtimod. Nye splittelse ventede forude. Det Uforenede Venstre blomstrede. Moderaterne og Danmarksdemokraterne så dagens lys, og begge partier tiltrak øjeblikkeligt mange vælgere. Alt imens Venstre tydeligvis havde store problemer med selv at forberede et prægnant troværdigt politisk grundlag for den kommende valgkamp. Opgaven var givetvis heller ikke let. I 3 år havde partiet været i nærmest uafbrudt intern krise. Samtidig havde Venstre som ledende oppositionspartiet manglet en klar politisk profil. Sidst men ikke mindst var der problemerne med at samle det borgerlige Danmark. Det var en opgave der ensidigt hvilede på Venstre som ’det største dyr’ på den borgerlige savanne, og hvor alle de øvrige borgerlige partier havde mere end almindeligt travlt med at profilere sig selv.

Venstres tofrontskrig

Da de konservative så op til folketingsvalget valgte at gøre den borgerlige splittelse noget nær total ved både at lancere Søren Pape som statsministerkandidat på en politik med topskattelettelser og smalhals for den fælles velfærd, slog det hovedet på sømmet. Den såkaldte blå blok, som Jakob Ellemann Jensen gik til valg på at være leder for, var politisk dybt splittet og ikke engang enige om, hvem der skulle være statsminister.

Dermed blev Venstre og Jakob Ellemann-Jensen kastet ud i en tofrontskrig. Jakob Ellemann-Jensen skulle på den ene side være alternativ til Mette Frederiksens magtfuldkommenhed, og på den anden side skulle han konkurrere med Søren Pape om den blå førertrøje.

På den ene front, fronten vendt mod Socialdemokratiet og Mette Frederiksen som statsminister, var det blå våbenarsenal begrænset. En fælles mistillidskanon rettet mod Mette Frederiksen og nogle små fælles symbolsager uden større vælgerappel. At unge selv i højere grad skal kunne vælge hvilket gymnasium, de vil gå på, vælter ikke mange statsministre. Venstres eget valgoplæg var heller ikke den rene folkeforførelse. Valgoplægget var tydeligvis skrevet ud fra den såkaldte Claus Hjort doktrin, der kort fortalt går ud på, at de borgerlige partier kun kan vinde et folketingsvalg, hvis de blå partier undlader at gå til valg på store skattelettelser, og hvis vælgerne i det hele taget kan føle sig trygge ved, at velfærden også vil være sikret, hvis de blå regerer. De blå partier kan ifølge Claus Hjort doktrinen kun vinde midtervælgere, hvis de kan spille nogenlunde lige op med Socialdemokratiet på velfærd og til gengæld vinde på andre større temaer som udlændingepolitik og økonomi. Derfor gik Venstre til valg på en borgerlig politik, der på den ene side ikke var så liberal borgerlig, at den var ude af stand til at trække stemmer hen over midten – og fra Lars Løkke Rasmussen. Samtidig skulle politikken ikke gøre det alt for nemt for Inger Støjberg i det jyske.

På den anden front, fronten vendt mod Søren Pape som statsministerkandidat, måtte Venstre lægge fra land ud fra denne midtsøgende politik. Søren Pape og Konservative blev derfor skarpt kritiseret for at ville rundbarbere velfærden og Arne-pension for at få råd til store skattelettelser for de bedre stillede.

Da Søren Pape så nærmest på kommando pakkede sit valgprogram sammen til bedre tider, og medierne samtidig pakkede Søren Pape sammen som seriøs statsministerkandidat, kunne Jakob Ellemann-Jensen stort set koncentrere sig om at være det, han selv yndede at kalde sig, nemlig det største blå dyr på savannen. Men med et relativt tyndt valgoplæg viste det sig svært for Venstre og Jakob Ellemann-Jensen at slå igennem med Venstres egne valgtemaer. Den fælles blå mistillidsdagsorden over for Socialdemokratiet faldt nærmest sammen allerede med Mette Frederiksens klare bekendelse til en bred regering i valgkampens første uge. Da gassen samtidig sivede ud af Inger Støjbergs personbårne provinspopulisme og aldrig nåede rigtigt over Lillebæltsbroen, var vejen banet for en yderst målrettet og velorganiseret socialdemokratisk offensiv i valgkampens sidste del.

Et politisk og vælgermæssigt svækket Venstre

Hele denne historie om Det Uforenede Venstre synes at være den dybereliggende forklaring på, at Venstre ved valget var aldeles ude af stand til at gå til valg på en politik med samme brede appel som tidligere. Historien kan samtidig bidrage til at forklare, hvorfor det var et stærkt decimeret Venstre uden megen politisk mål og med, som Mette Frederiksen som kongelig undersøger kunne invitere til først sondering og siden egentlige forhandlinger om en regering hen over midten.

Det var et Venstre, hvor politikudviklingen havde manglet aldeles, og hvor det politiske vælgermandat, som Jakob Ellemann kunne møde op med på Marienborg, var både uklart og relativt svagt folkeligt funderet. Det var et Venstre, der kun udgjorde en delmængde af ”Det Uforenede Venstre”, der nu var personificeret i hele tre partiledere. Jakob Ellemann Jensen var reduceret til en slagen statsministerkandidat for en ikkeeksisterende, men indbyrdes dybt splittet blå blok. Han var tilmed reduceret til den partileder i Det Uforenede Venstre, der havde den mindste personlige vælgerappel. Mens Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg fik 47.211 stemmer, og Lars Løkke Rasmussen, politisk leder for Moderaterne fik 38.439 stemmer, nåede Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen kun op på 20.945 stemmer.

Venstres krise og nuværende politiske dilemma stak dermed og stikker fortsat dybt. Venstre har mistet partiets bredere sociale og politiske alliancegrundlag. Blå bloks handlingslammelse under VLAK-regeringen sendte partierne direkte videre til endnu større gensidige uenigheder og splittelser som opposition under S-regeringen, hvor det eneste større samlingspunkt, kritikken af Mette Frederiksens magtfuldkommenhed, på mange måder afspejlede de blå partiers manglende modspil, og som bl.a. derfor kun havde begrænset positiv vælgerappel til tvivlende midtervælgere. Det nærmest altomfattende mangel på fælles politik forstærkede kun blå bloks definitive implosion under valgkampen. Valgkampen med en fælles rød skydeskive, forsvandt med Mette Frederiksens oplæg til en samarbejdssøgende politik og en regering hen over midten nærmest som dug for efterårssolen.

Venstres tre valgmuligheder

Dermed var det et stærkt svækket Venstre, der efter valget var tvunget til at vælge mellem 3 uønskede grundscenarier for de kommende års danske politik. Jakob Ellemann Jensen kunne vælge helt at opløse Det Uforenede Venstre, bryde med blå blok-tænkningen og gå solo ind i en regering hen over midten, i håb om senere hen at kunne stå i spidsen for en centrum-højre-regering eller i det mindste kunne få fremgang hos vælgerne ved det folketingsvalg, der måtte komme, når eller hvis en SV-baseret regering brød sammen. Det havde Venstre trods alt opnået ved SV-regeringens sammenbrud i 1979.

Hvis de politiske gevinster under regeringsforhandlingerne med Mette Frederiksen ikke var attraktive nok til at dele regeringsansvaret med Mette Frederiksen, kunne Venstre vælge alligevel gå solo og forfølge den gamle konservative parole om at være borgerlige stemmer, der arbejder. Venstre kunne satse på at indgå i en række større politiske aftaler og forlig med et S-regering, som en eventuelt kommende borgerlig regering så ville skulle bygge videre på.

Endelig var der den mulighed, at Venstre – uden at frasige sig en række forligsmuligheder hen over midten – kunne give Det Uforenede Venstre og den øvrige del af blå blok en ny chance som mere eller mindre samlet opposition med en blå borgerlig liberal regering som målet ved et kommende folketingsvalg. Et sådant valg kunne måske tilmed komme inden alt for længe, hvis hård borgerlig opposition i kombination med et spinklere centrum-venstre-grundlag kunne gøre det svært for Mette Frederiksen at gennemføre bl.a. en ikke nødvendigvis særlig populær krise- og inflationspolitik.

Den politisk logiske konklusion på valgkampens forsøg på at få flertal for en ren blå regering ved at så mistillid til Mette Frederiksen som statsminister ville være at satse på den sidste mulighed. Men det gjorde Venstre som bekendt ikke. De politiske realiteter i det borgerlige Danmark i almindelighed og i Venstre i særdeleshed tilsagde noget andet. Det ville være at vende tilbage til en politisk fuser. Samtidig ville det være en på én gang risikabel og vanskelig vej at betræde. Det ville meget let kunne føre til mange års politisk ørkenvandring for det borgerlige Danmark. For Venstre og Jakob Ellemann-Jensen synes det heller ikke at være nogen særlig farbar vej til at genrejse Venstre ved at generobre alle eller hovedparten af de vælgere, der ved 2022-valget stemte på Moderaterne eller Danmarksdemokraterne.

Alene det var nok til, at Jakob Ellemann-Jensen nærmest uundgåeligt måtte gå til Venstres landsmøde for at få baglandets opbakning til at gå ind i realitetsforhandlinger med Mette Frederiksen om en eventuel regering med S og V som hovedakse.

Pres fra erhvervslivet

Det har givetvis også medvirket hertil, at Venstre blev presset af erhvervslivet og dets organisationer. Gennem de senere år har Venstre haft svært ved at levere den nødvendige politiske indflydelse til erhvervslivet. Hverken Dansk Industri, Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer har de seneste 3 år haft den store politiske nytte af et svækket og splittet Venstre. Ikke mindst under Corona-epidemien med dens mange skiftende trepartsaftaler og forskellige erhvervsstøtteordninger var erhvervs- og arbejdsgiverorganisationerne henvist til S-regeringen og dens ministre uden i nogen nævneværdig grad at kunne gå via Venstre eller konservative med deres undertiden indbyrdes forskellige synspunkter.

Alene af den grund er det ikke svært at forstå, hvorfor erhvervsorganisationerne på stribe har opfordret Venstre til at indgå i en regering hen over midten. Den industrielle kapitalfraktion har en klar interesse i, at ’ProduktionsDanmark’ får en regering hen over midten. For de finansielle kapitalinteresser vil det sikkert være kærkomment at få en regering, der ikke i samme grad har forhåndsudset den finansielle sektor til malkeko, når Arne-pension o. lign. skal finansieres. Dansk Erhverv kan med Venstres valgoplæg igen skrue op for drømmene om bedre vilkår og mere plads for private velfærdsleverandører. Når der skal bruges penge på forsvaret, kommer tunge industriinteresser altid på banen for at sikre de største mulige danske underleverancer, mv.

Landbrug & Fødevarer, der nu har erkendt, at man ikke slipper for CO2-afgift og er rykket ind på den politiske bane med en række benspændprincipper. Principperne synes nærmest skræddersyet til at stikke ind under armen på Venstre-ministre, når de djævelske detaljer i en CO2-afgift for landbruget skal skrues sammen.

Venstres muligheder

Venstre har under Jakob Ellemann Jensen gjort en del ud af at blive en del af de forskellige klimaaftaler for at sætte en række mere eller mindre liberale og erhvervsvenlige aftryk. Det ønsker Venstre – og med dem erhvervsorganisationerne – givetvis også at gøre i fremtiden. Det gælder ikke mindst de kommende forhandlinger om landbrugets klimabidrag. Det kan, som erfaringerne under S-regeringen allerede har vist, sagtens gøres ved forhandlingsbordet og uden regeringsdeltagelse. Der vil dog set med Venstres briller være klare fordele ved regeringsdeltagelse. Venstre vil med regeringsdeltagelse og måske tilmed med vigtige ministerposter på erhvervsområderne få langt lettere ved at få indflydelse på det politiske oplæg og forhandlingsmandater til de kommende klimaforhandlinger. Venstre vil dermed kunne præge udarbejdelsen af de politiske oplæg og efterfølgende kunne binde Socialdemokratiet til masten, når der skal forhandles med klimaindpiskerne i centrum-venstre.

Noget tilsvarende vil gælde den økonomiske politik. S-regeringens økonomiske 2030-plan indeholder allerede oplæg til nye økonomiske reformer, der skal skaffe det, S-regeringen i planen kalder et nyt prioriteringsrum på 15 mia. kr. årligt i 2030. Med regeringsdeltagelse vil Venstre både få mulighed for at prøve at få øget dette prioriteringsrum og ikke mindst for at præge indholdet af de økonomiske reformer, der skal tilvejebringe dette prioriteringsrum. Hvor langt Venstre vil kunne nå her, er i skrivende stund uafklaret.

Erfaringerne fra S-regeringens såkaldte politiske forståelsesaftale med SF, RV og EL i 2019 indeholdt også en fælles politisk ambition om at tilvejebringe et øget politisk prioriteringsrum på ’op mod 10 mia. kr. i 2025’, men hvor der ikke på forhånd var sat konkret indhold på – udover at det skulle ske samtidig med at uligheden blev mindsket. Venstres økonomiske politik op til valget var hverken særlig præcis eller specielt detaljeret. Venstre kan derfor ikke siges at have noget stærkt politisk mandat til allerede nu at lægge en kommende regering fast på bestemte økonomiske reformer.

Ser man bredere ud over de kommende endnu ukendte økonomiske udfordringer for de forskellige kapitalfraktioner og erhvervsorganisationer, er behovet for adgang til direkte indflydelse ligeledes stort. Både når man ser på de potentielle økonomiske krise- og inflationsudfordringer, der skal reageres på, og når man tænker på de kommende års klimapolitik, arbejdsmarkedspolitik og finanspolitik vil der komme store erhvervsinteresser i spil.

Arbejdsudbudsreformer

Et område, hvor der er særligt store fælles interesser mellem Venstre og erhvervsinteresser er arbejdsmarkedspolitikken i almindelig og arbejdsudbudspolitikken i særdeleshed. DI og DA har længe – stort set forgæves fyret mere op under nye arbejdsudbudsreformer og mere billig udenlandsk arbejdskraft. Men nu synes de at få tændt et lille lys i mørket. En ny regering hen over midten skal nærmest have det som en hovedopgave at øge udbuddet af arbejdskraft, lyder det nu fra flere sider.

Arbejdsudbudsreformer er nærmest et must. Sådan lyder det. Nærmest som et ekko fra 00’erne. Dengang var arbejdsgiverorganisationerne, næsten alle toneangivende økonomer og politikere fra Socialdemokratiet mod højre enige om, at vi kun kunne sikre holdbarheden af de offentlige finanser ved at øge danskernes udbud af arbejdskraft. De bedst stillede skulle lokkes til at arbejde mere af lavere skatter. Modsat skulle de dårligst stillede motiveres i arbejde med lavere dagpenge og kontakthjælp. Seniorerne skulle blive længere på arbejdsmarkedet med forringet eller slet ingen efterløn og længere til folkepension. I 00’erne blev de såkaldte arbejdsudbudsreformer nærmest gjort til en ubetinget forudsætning for både erhvervslivets og velfærdsstatens overlevelse. Nu lyder alvorstalen igen, og den gøres af nogen nærmest til hovedbegrundelsen for en regering hen over midten.

Nøgternt betragtet er de samfundsøkonomiske argumenter bag denne alvorstale få og små. Først og fremmest holder det ikke at gentage argumenterne fra 00’erne. Dengang blev nødvendigheden af arbejdsudbudsreformer begrundet med, at man hverken ønskede at skære ned på den offentlige velfærd eller sætte skatterne op. Derfor var der kun arbejdsudbudsreformer til at finansiere bedre velfærd til stadigt flere børn, syge og ældre. Så sagde finansministeriets regnemodeller, at de samlede skattebetalinger ville stige uden én eneste højere skatteprocent, og samtidig ville udgifterne til overførsler til arbejdsløse og pensionister falde.

I dag er der gennemført masser af arbejdsudbudsreformer fra den såkaldte velfærdsreforms stadige forhøjelser af folkepensionsalderen til Helle Thorning Schmidt-regeringens ’reformamok’. Ifølge Finansministeriets beregninger er der i dag – uden nye arbejdsudbudsreformer – et samlet finanspolitiske råderum på 48 mia. kr. frem mod 2030. Dermed er der både plads til at lade penge følge med, når der kommer flere børn, syge og ældre, løfte forsvarsudgifterne som aftalt og endda have 15 mia. tilbage til nye prioriteringer af velfærd, klima, mv.

Kort før folketingsvalget fremlagde S-regeringen en helt ny økonomisk 2030-plan, hvor der uden nye arbejdsudbudsreformer var økonomi til at udvikle velfærden og investere massivt i den grønne omstilling frem mod 2030. Blot krævede det ifølge planen klare, stramme prioriteringer.

Selv om man som Venstre afviser højere skatter, er der således ingen tvingende økonomiske grunde til at gennemføre nye arbejdsudbudsreformer, hvis man ønsker at sikre velfærd, klima, mv. frem mod 2030.

Mangel på arbejdskraft

Mangel på arbejdskraft bliver ofte fremført som argument for nye arbejdsudbudsreformer. Men det er ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt ikke noget godt argument. Der er nemlig flere forskellige former for mangel på arbejdskraft, og arbejdsudbudsreformer er langtfra det bedste svar. Manglen kan for det første være rent konjunkturbestemt og dermed forbigående. Det lægger ikke just op til en langsigtet strukturreform. Løsningen skal findes inden for en kort tidshorisont.

For øjeblikket mangler mange private arbejdsgivere arbejdskraft. Det kan også siges mere præcist. Arbejdsgiverne mangler arbejdskraft til den løn, de ønsker at betale eller måske kan betale, hvis produktionen både skal være konkurrencedygtig og give dem en fortjeneste. Det økonomiske fremtidsbarometer står imidlertid på stagnerende og måske direkte faldende vækstrate i 2023. Med en vis fortsat produktivitetsudvikling vil det betyde faldende beskæftigelse på en række områder i 2023, og dermed vil den aktuelle mangel på arbejdskraft blive aftagende. En nylig rundspørge fra Lederne viste da også, at hver tredje privatansatte leder forventede at skulle fyre medarbejdere inden for de kommende seks måneder.

Der er imidlertid også udsigt til mangel på kvalificerede medarbejdere på områder, hvor der ikke er udsigt til, at konjunkturerne vil afhjælpe problemet. Det gælder først og fremmest de kommende års store klimainvesteringer og en række store offentlige velfærdsområder inden for bl.a. ældrepleje og sundhed. Manglen på arbejdskraft i den offentlige vil fortsat buldre derudaf, takket være både voksende demografisk betinget behov, øget aldersafgang samt risiko for nettoovergang til det private.

Set fra et samfundsøkonomisk synspunkt er de mest oplagte reformmuligheder her at øge uddannelsen og søgningen til disse arbejdsområder og samtidig nedbringe eventuel afgang af kvalificerede medarbejdere fra områderne. Det handler med andre ord langt, langt mere om uddannelse, opkvalificering, relativt bedre løn- og arbejdsforhold, mere attraktive seniorvilkår, osv., end det handler om mere udenlandsk arbejdskraft, forringelser af pensionsmuligheder, lavere skatter og dårligere overførselsindkomster.

Politiske prioriteringer

Alligevel er arbejdsudbudsreformer blevet en af de helt centrale omdrejningspunkter for de regeringsforhandlinger, der i disse uger foregår med Mette Frederiksen som kongelig undersøger. Hvis det ikke kan begrundes samfundsøkonomisk, skyldes det så de politiske prioriteringer hos de centrale deltagere i regeringsforhandlinger? Nej og så alligevel ja. Nej i den forstand, at hverken Socialdemokratiet eller Venstre gik til valg på at få vælgeropbakning til nye traditionelle arbejdsudbudsreformer. Men ja, fordi både Socialdemokratiet og Venstre gerne vil skaffe ekstra penge til deres forskellige politiske prioriteringer.

Socialdemokratiet vil gerne bruge flere penge på bl.a. psykiatriplan, sundhed, det specialiserede socialområde, uddannelsesløft på bl.a. erhvervsuddannelsesområdet, yderligere klimainvesteringer, mv. Alt sammen reformer med en betydelig appel i den arbejderklasse- og mellemlagsblok, som ønsker at bygge en kommende regering på. Socialdemokratiet har med andre ord stærke politiske grunde til både at øge arbejdsstyrken og fremme produktivitetsudviklingen.

Venstre vil gerne bruge ekstra penge på skattelettelser til både beskæftigede og højindkomstgrupperne og førstegangskøbere af ejerbolig. Herudover ønsker Venstre bl.a. at lade privathospitalerne nedbringe ventelisterne til planlagt behandling og løfte psykiatrien.

Dermed må man forudse politiske forhandlinger om, hvilke reformer der skal skaffe flere penge til hvilke politiske prioriteringer. Et andet forhandlingsspor kan så blive, at der givetvis ikke vil være arbejdskraft og kompetencer nok til alt det, som partierne hver for sig og tilsammen gerne vil med det danske samfund.

S-regeringen fandt det f.eks. vigtigt, at arbejdsstyrkens kompetencer løbende udvikles og tilpasses for at understøtte den ønskede samfundsudvikling. Herudover var det vigtigt med et fleksibelt arbejdsmarked og en lønudvikling på det prioriterede samfundsområder, der gjorde det attraktivt for tilstrækkeligt mange at uddanne sig til og arbejde på disse områder. Socialdemokratiets udspil under valgkampen om at afsætte 3 mia. kr. årligt til et ekstra lønløft på en række områder er et konkret eksempel på det. Forslaget går ud på fremover at gøre det lettere at rekruttere og fastholde medarbejdere på disse områder, hvis der ved overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2024 aftales sådanne ekstraordinære lønløft realistisk høj velstand og fortsat god konkurrencekraft.

Et ekstra lønløft vil ganske vist også øge nogle medarbejderes lyst til at arbejde mere, f.eks. erstatte et deltidsjob med et fuldtidsjob eller gå lidt senere på pension. Men det er ikke den økonomiske hovedgevinst ved forslaget. Hovedgevinster er en omfordeling af nuværende og kommende arbejdskraft til gavn for nogle af de store velfærdsområder. Det vil en ny regering også skulle diskutere.

Ikke ny reformamok

Nogle ikke mindst på venstrefløjen har set Mette Frederiksens invitation til regeringsforhandlinger hen over midten som en tilbagevenden til Bjarne Corydon og Helle Thorning Schmidts ’reformamok’. Der er ingen tvivl om, at det i givet fald ville gøre livet langt lettere for Jakob Ellemann Jensen og Venstre. Men indtil videre er der intet, der tyder på, at Mette Frederiksen har tænkt sig at slå ind på samme kurs over for bl.a. ledige, kontakthjælpsmodtagere, langtidssyge, osv., som Bjarne Corydon og Margrethe Vestager i sin tid satte hende til at gøre som beskæftigelsesminister. Skal en kommende regering gennemføre nye arbejdsudbudsreformer, synes Mette Frederiksen ikke at ville genopføre seancer svarende til dengang, hun måtte fremlægge en barsk kontanthjælpsreform i umiddelbar tilknytning til en økonomisk vækstplan, der brugte penge på bl.a. selskabsskattelettelser.

Det betyder på ingen måde, at nye arbejdsudbudsreformer er udelukket. Tværtimod synes både Venstre og Socialdemokratiet at have et politisk ønske om reformer, der kan øge de kommende års politiske prioriteringsrum. I hvilket omfang det bliver i genren for traditionelle arbejdsudbudsreformer (udenlandsk arbejdskraft, pension, overførselsindkomster, beskæftigelsesfradrag og topskattelettelser, mv.) er i skrivende stund uafklaret.

Konklusion

Som tidligere beskrevet her i Kritisk Debat var det allerede længe inden folketingsvalget Socialdemokratiets nye politiske projekt at stå politisk til venstre og gå parlamentarisk til højre. Socialdemokratiet gik til valg på en socialdemokratisk politik, som partiet ønskede, at en regering hen over midten skulle gennemføre sammen med skiftende partier til venstre og højre i Folketinget. Ved valget fik Socialdemokratiet som parti et ganske stærkt mandat hos vælgerne til at trække dele af den borgerlige højrefløj mod venstre i bredt samarbejde, mens centrum-venstre-partierne tilsammen fik lige nok mandater til at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Da SF og Enhedslistens ønske om centrum-venstrepolitik baseret på en centrum-venstre-regering samlet set led et klart valgnederlag, gav folketingsvalget Mette Frederiksen mandat til at undersøge mulighederne for at få gennemført socialdemokratisk politik ved hjælp af en regering hen over midten. Spørgsmålet var kun, om og i givet fald hvordan og på hvilke betingelser de borgerlige partier, herunder ikke mindst Venstre vil gå ned ad Mette Frederiksens vej.

I skrivende stund ser det ud til, at Venstre har valgt at slå ind på Mette Frederiksens vej. Foreløbig er det med en Plan A i en Mette Frederiksen-regering og en Plan B med Venstre i en samarbejdssøgende rolle uden for en S-regering. Når det er kommet dertil, selv om den politisk logiske konklusion på Venstres forsøg på at få flertal for en ren blå regering ved at så mistillid til Mette Frederiksen som statsminister ville være ren – og måske hård – oppositionspolitik, skal årsagen ikke mindst findes i blå bloks politiske implosion og Venstre dybe politiske krise og opløsning i et uforenet Venstre, der udover Venstre rummede både Lars Løkke Rasmussens Moderaterne og Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne.

Hele denne historie gjorde det politisk nødvendigt for Venstre og Jakob Ellemann-Jensen ikke helt at begrave blå blokpolitik. Venstre ville ganske enkelt ikke løbe risikoen for mange års politisk ørkenvandring for Venstre og det borgerlige Danmark. For Venstre og Jakob Ellemann-Jensen synes det heller ikke at være nogen særlig farbar vej til at genrejse Venstre ved at generobre alle eller hovedparten af de vælgere, der ved 2022-valget stemte på Moderaterne eller Danmarksdemokraterne. Derfor går Jakob Ellemann-Jensen og Venstres eneste vej til politisk genrejsning over at skabe tillid mellem socialdemokraternes formand og Venstres formand under Mette Frederiksen som statsminister.

Fodnoter

  1. Bent Gravesen: Socialdemokratiet står til venstre og går til højre. Kritisk Debat september 2022.