Det politiske landskab

Bedømt efter både regeringens egen målestok er Mette Frederiksens politiske projekt kommet godt fra start. Længere fremme i det politiske landskab venter der imidlertid regeringen tre væsentlige udfordringer: den økonomiske politik efter Corona-krisen, velfærdspolitikken og udlændingepolitikken.

Vi lever i en Corona-tid, hvor næsten alt handler håndteringen af denne sundhedsmæssige og økonomiske krise. Det eneste, der derudover tiltrækker sig opmærksomhed, er en lind strøm af historier om, at nu er den ene kendte politiske personlighed efter den anden blevet løsgænger eller har sluttet sig til et nyt parti. I en sådan tid kan det være svært at få overblik over det politiske landskab og overskue de politiske fremtidsudsigter. Men denne artikel gør alligevel et forsøg.

Mettes projekt

Mette Frederiksen havde et altoverskyggende mål ved folketingsvalget i 2019. Det var at kunne danne en ren S-regering med parlamentarisk støtte fra Radikale Venstre, Enhedslisten og SF. Det lykkedes. Mette Frederiksen kunne danne sin S-regering, men kun med ca. en fjerdedel af vælgerne (25,9 %). Dermed kronedes mange års målrettet arbejde. Ved folketingsvalget i 2019 lykkedes det Socialdemokratiet at realisere sin nøje udtænkte plan om at erobre tilstrækkeligt mange stemmer hen over midten, ikke mindst fra DF i det tidligere ’gule’ Danmarks små og halvsmå byer så godt, at partiet var i stand til at flytte så mange mandater hen over midten, at der kunne dannes en S-regering.

Politisk skete det med en stram udlændingepolitik og en styrket velfærdspolitik som de to hovedomdrejningspunkter. Dermed flyttede det socialdemokratiske projekt ikke blot stemmer hen over midten. Det var samtidig en afgørende årsag til Dansk Folkepartis nedtur og efterfølgende politiske lammelse.

Mette Frederiksen havde også et andet politisk delmål ved folketingsvalget. Socialdemokratiet skulle styrkes for at stå stærkest muligt efter valget over for støttepartierne. Det skulle ske ved, at Socialdemokratiet vandt flere, stemmer hen over midten, end man tabte til støttepartierne. Partiet havde på forhånd kalkuleret med, at bl.a. den stramme udlændingepolitik kunne koste stemmer til både Radikale Venstre, Enhedslisten og SF. Men sådan gik det ikke helt. Socialdemokratiet gik ikke frem, men en smule tilbage. Derfor blev den interne magtbalance mellem S-regeringen og støttepartierne ikke helt som planlagt, og det kunne blive en sten i skoen for S-projektet. Hvis S-regeringen skulle kunne regere med et så stærkt mandat som muligt, var det vigtigt, at magtbalancen ikke tippede for meget over mod støttepartierne.

Hvordan er det så gået med Socialdemokratiets politiske projekt? Blev støttepartiernes relative styrke en sten i skoen for S-projektet? Er det lykkedes for S-regeringen at føre det, Mette Frederiksen senere døbte den ’brede’ udlændingepolitik sammen med Venstre og DF? Og samtidigt at føre velfærds- og klimapolitik med sit eget parlamentariske grundlag?

De korte svar er nej til det første spørgsmål og ja til de to sidste spørgsmål. Altså slet ikke så ringe set med S-briller. De lidt længere begrundelser og svar kan du læse i resten af artiklen.

S-regeringens politiske grundlag

Efter folketingsvalget i 2019 kvitterede Mette Frederiksen klogelig for den solide vælgerfremgang for Radikale Venstre og SF samt et rimeligt godt valg for Enhedslisten med en politisk forståelsesaftale. Forståelsesaftalen fastlagde et politisk grundlag for de politikområder, hvor S-regeringen skulle have sin politik igennem med støtte fra både de radikale og venstrefløjen, men var tavs om de øvrige politikområder.

Den politiske forståelsesaftale angiver en fælles politisk retning og en række politiske ambitioner inden for netop de områder, hvor det socialdemokratiske projekt var, at der skal føres politik sammen med de tre støttepartier. Det gælder ikke mindst klima, miljø, natur, velfærd og uddannelse. I mindre grad gælder det også områder som integration, ulighed og udviklingspolitik.

Derudover indeholder forståelsesaftalen nogle meget overordnede politiske sigtelinjer for nogle af de politikområder, hvor regeringen vil forsøge sig med de bredest mulige aftaler. Det er politik, hvor S-projektet går ud på så vidt muligt at få de borgerlige partier med, bl.a. fordi det vil være både uholdbart og risikabelt alene at satse på de tre støttepartier.

Det gælder først og fremmest den økonomiske politik. Her indeholder forståelsesaftalen nogle få overordnede retningspile, der forsøger at forene venstrefløjens lighedsambitioner med Radikale Venstres hang til flere nye arbejdsudbudsreformer. Der er f.eks. enighed om, at der skal skaffes ti milliarder kroner ekstra årligt til velfærdsfinansiering i 2025 uden at gå på kompromis med både målene om større økonomisk lighed og beskæftigelse. Forståelsesaftalen er til gengæld blottet for antydning af, om det tænkes ske ved traditionelle arbejdsudbudsreformer, øget beskatning, effektivisering af den offentlige sektor eller noget helt fjerde.

Endelig er selve forståelsesaftalens koncept vigtigt for S-projektet. S-regeringen havde en klar interesse i, at støttepartierne med deres underskrift bekræftede, at en række større politikområder og socialdemokratiske mærkesager blev holdt helt uden for aftalen. Kun dele af det aldrig nedskrevne regeringsgrund vil blive forhåndsclearet med støttepartierne. Dermed fik S-regeringen grønt lys af alle støttepartierne til at forfølge en række politiske mål, som et flere eller sågar alle støttepartierne er uenige i.

Radikale Venstre har f.eks. skrevet under på, at partiet ikke får indflydelse på hverken udlændingepolitikken eller Arne-pensionen. S-regeringen får trods indædt radikal modstand grønt lys til at gennemføre sin Arne-pension sammen med Dansk Folkeparti, hvis blot regeringen lover på anden vis at øge arbejdsudbuddet mindst lige så meget, som Arne-pensionen forventes at indskrænke arbejdsudbuddet.

Tilsvarende får S-regeringen frihed til at føre udlændingepolitik med Venstre og andre blå partier, hvis blot regeringen vil gennemføre nogle få af støttepartiernes mærkesager på udlændingeområdet (åbne mulighed for, at Danmark kan tage imod kvoteflygtninge, sløjfe den ellers planlagte nedsættelse af integrationsydelsen afvikle isolering af udviste kriminelle på øen Lindholm, sikre afviste børnefamilier bedre vilkår et andet sted end Sjælsmark og indførelse af et nyt økonomisk tilskud til børnefamilier, der er omfattet af kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen).

Socialdemokratisk klimatempo

I det socialdemokratiske projekt er det afgørende, at klimapolitikken ligger inden for den sociale klassemæssige alliance, som det socialdemokratiske projekt bygger på. Derfor kan kampen for klimaet ikke kun forfølge de krav til indhold og tempo, der primært har støtte blandt byernes mellemlag. Klimapolitikken må ifølge Socialdemokratiets projekt ikke trumfe de hensyn til beskæftigelse og social retfærdighed, som der bl.a. lægges vægt på i arbejderklassen og fagbevægelsen. Den brede folkelige opbakning skal fastholdes. Nye sociale og politiske kløfter skal undgås.

Den nye S-regerings første politiske udfordring har derfor været at bringe støttepartierne ned i socialdemokratisk tempo inden for klima, miljø og natur. Umiddelbart kunne det ligne en stor udfordring, når man betænker, at både Radikale Venstre og SF udnævnte deres valgsejre til sejre i et klimavalg. Men det har det indtil videre ikke været.

S-regeringen valgte hurtigt at give de mere langsigtede offentlige og ikke mindst private investeringer en helt central rolle i klimapolitikken. Det er kerne i den socialdemokratiske ishockey-stavspolitik på klimaområdet. Dermed har regeringen samtidig bundet sig til ikke blot lave politiske aftaler med støttepartierne. På nogle af de mere langsigtede reformområder, herunder investeringspolitikken, er det afgørende for både den politiske holdbarhed og den folkelige opbakning, at der indgås aftaler og forlig, der rækker hen over midten.

Dermed er støttepartierne blevet tvunget til at overveje, hvor meget socialdemokratisk slæbegear, de kunne og ville acceptere. Resultatet er blevet, at med den særlige kombination af ishockeypolitik og aftalebredde har regeringen været i stand til at få støttepartierne ned i et socialdemokratisk tempo, hvor også de borgerlige partier har kunnet tages med ombord.

Den tidligere radikale partileder Morten Østergaard truede ganske vist flere gange med sin klimautålmodighed. Men undervejs er det som bekendt blevet ændret til Martin Lidegaards og Ida Aukens pragmatiske kurs mod midten og Socialdemokratiet. Her har var det vel at mærke ikke blot en hånd på et lår, men også Coronakrisen og den socialdemokratiske timing, der har virket. Corona-krisen fjernede både folkeligt og politisk fokus fra klimakrisen. Til gengæld fik de socialdemokratiske vinkler på klimapolitikken, beskæftigelse og social retfærdighed, øget politisk valør under Coronakrisen.

Både reformtempoet og ikke mindst den manglende klare kurs mod en CO2 afgift er undervejs blevet kritiseret af både støttepartierne, Klimarådet og ikke mindst klima- og miljøorganisationerne. Men SF og Enhedslisten har tydeligvis ikke for alvor satset på at bruge denne kritik til at udfordre regeringen, men kun til at presse regeringen lidt op i tempo. SF har dermed bevidst satset på flest mulige konkrete resultater ved klima- og finanslovsforhandlingerne, og Enhedslisten har reelt været tilsvarende målrettede og pragmatiske.

På den baggrund har det indtil videre været muligt for regeringen at opnå de ønskede resultater via aftaler om både energi, transport og skat, og det er sket uden at udfordre hverken økonomien, beskæftigelsen eller de potentielle borgerlige aftalepartier.

Resultatet af det beskedne reformtempo er, at regeringen fortsat har store udeståender i forhold til både valgløfterne og Folketingets beslutning om 70% reduktion af vores udledninger sammenlignet på året 1990. Men heller ikke det tegner til at blive den store, uoverstigelige forhindring i 2021.

Klimaforhandlingerne på landbrugsområdet kan dog vise sig at blive en alvorlig politisk hurdle. I løbet af 2021 skal regeringen gerne lande en politisk aftale om reduktion af landbrugets udledninger. Selv om dansk landbrug står for godt 22 pct. af Danmarks samlede emissioner, har det traditionelt været svært at opnå væsentlige klimafremskridt på landbrugsområdet. Landbrugslobbyen står fortsat stærkt på Christiansborg.

Det kan gøre det ekstra svært for S-regeringen. På den ene side har regeringen en række grønne støttepartier, der har tradition for at være meget lidt imødekommende over for landbrugslobbyen. På den anden side skal regeringen lave aftale med Venstre, der har en tæt tilknytning til landbrugserhvervets organisationer. Venstre står tilmed med en partiformand, der formodentlig gerne vil vise provinspartibaglandet, at han ikke længere sætter miljø først og fødevarer efter, som han ellers erklærede ved sin tiltræden som miljø- og fødevareminister.

Landbrugsområdet kan således godt gå hen og blive en lakmusprøve på, om S-regeringen kan føre klimapolitik i socialdemokratisk tempo med både støttepartierne og Venstre. Opgaven synes ikke helt nem, og det har regeringen tydeligvis erkendt. Regeringen har igen og igen udskudt at komme med et politisk udspil til forhandlingerne, og senest har regeringen helt opgivet det. I stedet for et egentligt politisk regeringsudspil nøjes regeringen nu med at fremlægge 7 principper for forhandlingerne. Fødevareminister Rasmus Prehn begrunder det med, at landbrugets klimabidrag er både “komplekst” og “udfordrende”, hvis både landmanden, slagterimedarbejdere og klimaaktivisten skal tilgodeses.

Dermed udtrykker han ganske godt S-regeringens politiske dilemma. Det politiske 10.000 kroners spørgsmål på klimaområdet i 2021 kan meget vel blive, om det vil lykkes regeringen at forene hensynet til beskæftigelsen for ikke mindst de mange lønarbejdere uden for storbyerne med imødekommelse af bl.a. (storby)mellemlagenes klimaønsker på landbrugsområdet.

Lystlæsning

Som det sig hør og bør valgte både Radikale Venstre, SF og Enhedslisten i sin tid at læse forståelsesaftalen som politiske lystlæsning. Se hvor godt, mit parti har fat i kraven på regeringen. Efterfølgende har støttepartierne omsat hver deres mærkesager til hver deres fodaftryk på de årlige finanslovsaftaler. Partiernes ambitionsniveauer er i nogenlunde fordragelighed blevet afstemt med de øvrige støttepartier og forhandlet igennem med regeringen. Det er alt sammen sket inden for forhandlingsråderum, regeringen på forhånd har afstukket.

Ingen har ønsket at gentage finanslovsdramaerne fra Helle Thorning Schmidts regeringer. Det har været politisk smertefrit for regeringen at imødekomme støttepartiernes ønsker om velfærdsforbedringer såsom minimumsnormeringer, uddannelse, psykiatri, ældrepleje, mv. Tilsvarende har det under Corona-krisen været nemt for regeringen at få støttepartiernes opbakning til både forsigtighed i dansen med coronaen og til de mange medfølgende trepartsaftaler og støtteordninger.

Men vil støttepartierne fortsætte denne lystlæsningen af forståelsesaftalen i 2021 og 2022. Eller vil regeringen i kølvandet på Corona-krisen svinge ’ansvarlighedens’ økonomiske pisk over rygstykkerne på SF og Enhedslisten? Vil regeringen gå til ’bal i den borgerlige’ om fremtidens økonomiske politik? Det står endnu ikke helt klart.

Den første lakmusprøve bliver regeringens løfte til støttepartierne og befolkningen om, at pengene til offentlig velfærd skal følge med, når vi bliver flere børn og ældre, samtidig med kvalitet og nærhed styrkes. Det er kernepolitik for regeringen og lystlæsning for SF og Enhedslisten, at der skal gennemføres en såkaldt velfærdslov, der skal sikre dette. Med lidt coronaforsinkelse planlægger regeringen at fremsætte lovforslag i april.

Hvis en sådan velfærdslov skal være noget værd, skal den ikke blot forpligtige S-regeringen. Hvis f.eks. V og K undsiger loven, er velfærden ikke sikret ved et eventuelt regeringsskifte. Derfor er det en bunden opgave for regeringen at få Venstre om bord i en sådan lov.

Umiddelbart er mulighederne gode. I regeringens egen 2025-plan, DK2025, er der allerede skabt plads til, at Folketinget her i foråret kan vedtage en sådan velfærdslov. Ifølge 2025-planen skal det offentlige forbrug vokse med op til 0,8 procent årligt i gennemsnit i 2021-2025. Det skal sammenholdes med, at Finansministeriet har beregnet, at det vil kræve en vækst på 0,5 procent årligt at sikre velfærden, når der kommer flere børn og ældre. I S-planen er der således plads til både at sikre og udvikle velfærden, selv om der kommer flere børn og ældre i de kommende år.

Venstre burde heller ikke være politisk umulig at få om bord. Lars Løkke Rasmussens Venstre gik også til valg i 2019 på også at ville lade penge følge med, når vi bliver flere børn og ældre. Dengang lancerede Venstre det ikke som en velfærdslov, men som et velfærdsløfte om 69 mia. kr. mere til velfærden frem til 2025. Det svarende til at hæve det offentlige forbrug med 0,65 procent årligt. Altså ikke helt så meget som i S-planen, men nok til at sikre velfærden, når der kommer flere ældre.

Lars Løkke Rasmussens valgløfte var en markant ændring af Venstres hidtidige politik. I 2015 var Venstre gået til valg på nulvækst i den offentlige sektor, og under VLAK-regeringen havde målet været at holde væksten i det offentlige forbrug på 0,3 procent.

Men indtil videre har Venstre holdt fast i velfærdsløftet. Pengene skal følge med, når vi bliver flere børn og ældre. Ganske vist formulerer Jakob Ellemann Jensen ikke valgløftet så højlydt og så præcist, som Lars Løkke Rasmussen gjorde det under valgkampen. I dag lover Venstre ikke længere præcis at hæve det offentlige forbrug med 0,65 procent årligt, og det står stadig uklart i dag, om pengene alene skal bruges til at sikre velfærden for flere børn og ældre, eller om pengene tænkes skævdelt, så de i særlig grad bruges til bestemte Venstre-prioriteringer i den offentlige sektor. Noget tyder på en sådan skævdeling. Venstre har f.eks. foreslået, at der skal bruges op mod 2 mia. kr. ekstra årligt på Venstres traditionelle velfærdsprioritering, sundhedsvæsenet.

Dermed kan forårets forhandlinger om velfærdslov og økonomisk genstartspolitik vise et Venstre, der ønsker at give køb på den fulde demografiske dækning. Sker det, vil det ikke blot udfordre en socialdemokratisk mærkesag. Det vil også kunne fremkalde skuffede miner og kritik fra regeringens støttepartier og dermed gøre det svært for regeringen at komme fuldt og helt igennem med sin velfærdslov.

Så er der spørgsmålet, om der udover pengene til flere børn og ældre skal være plads til både regeringens egne og støttepartiernes ønsker om velfærdsforbedringer i de kommende år. Skal der det, vil det stille særlige krav til den samlede økonomiske politik.

Velfærd og økonomisk politik

I forbindelse med den politiske forståelsesaftale lykkedes det Socialdemokratiet at få alle de tre støttepartier med på at basere den økonomiske politik på et stramt finanspolitisk styringsregime. Mette Frederiksen fik støttepartierne til at skrive under på, at regeringen skal basere den økonomiske politik på den forudsætning, at der er balance på de offentlige finanser i 2025 og 2030. Udgifterne til blandt andet sundhed og ældrepleje vil i lyset af et stigende antal ældre vokse betydeligt fra 2025 til 2030. Derfor vil et nyt mål om balance på de offentlige finanser i 2030 lægge op til en meget stram offentlig udgiftspolitik, og det vil kunne påvirke udgiftspolitikken allerede i årene frem mod 2025.

Finansministeriets seneste fremskrivning viser, at der er udsigt til et strukturelt underskud på de offentlige finanser på ca. 0,6 procent af BNP i 2030. Hvis forståelsesaftalens målsætning om balance på de offentlige budgetter i 2030 skal fastholdes, vil det få den politiske konsekvens, at der vil skulle findes midlertidige eller varige besparelser med dertil hørende forringelser af den fælles velfærd. Alternativet er, at regeringen skal indgå aftaler om at øge det beregnede økonomiske råderum med mere end de 10 mia. kr. årligt til nye reformtiltag, der allerede er aftalt i forståelsesaftale.

En sådan økonomisk politik vil tydeligvis være en udfordring for det socialdemokratiske projekt. Det vil begrænse regeringens muligheder for at føre en socialdemokratisk politik, der kan samle arbejderklassens ønsker om tryg velfærd og social retfærdighed med bl.a. de offentligt ansattes ønsker om skabe bedre velfærd på rimelige vilkår. Samtidig vil det kunne udfordre regeringens samarbejde med Enhedslisten og SF.

Modsat vil både Radikale Venstre og de blå partier protestere mod ethvert opbrud fra 2030-målsætningen. Det samme vil også gælde andre opblødninger af budgetlovens stramme reguleringsparadigme i forbindelse med den længe planlagte revision af budgetloven.

Regeringen er allerede opmærksom på denne vejsidebombe mod velfærdspolitikken. I forbindelse med regeringens 2025-plan, DK2025, er der taget de første forsigtige forbehold mod at lægge en politisk målsætning om balance på de offentlige finanser i 2030 til grund for den økonomiske politik.

Efter normale standarder vil regeringen skulle fremlægge en såkaldt 2030-plan i 2021, og her vil der skulle tages offentlig stilling. Derfor må det formodes, at regeringen allerede nu er i gang med den politiske afklaring på de indre linjer.

Indtil videre har det været småt med både hvid røg og røgsignaler fra disse interne regeringsovervejelser. Regeringen har endnu ikke givet nogen signaler om indholdet med en ny 2030-plan. Selv datoen for fremlæggelsen holdes indtil videre hemmelig. Samtidig er den planlagte revision af budgetloven, der politisk hænger sammen med en ny 2030-plan, udskudt til engang i næste folketingsår, formodentlig efteråret 2021.

Indtil videre har regeringen relativt ubemærket kunnet begrunde denne udskydelsespolitik med Corona-krise, usikker verdensøkonomi og udsættelse af evalueringen af EU’s samordning af de økonomiske politikker og finanspolitikkerne. Den satte Kommissionen i gang helt tilbage i februar 2020. Men indtil nu er alle kræfter blevet brugt på Brexit og corona. Med forårets og sommerens fokus på EU’s såkaldte genopretningsfacilitet og EU-godkendelser af medlemslandenes milliardstore genopbygningsplaner plus udsigt til valg i både Tyskland og Frankrig er der intet, der tyder på en hurtig afklaring af EU-rammerne for den økonomiske politik og budgetlov i Danmark.

Der er stadig en risiko for en markant vending mod stram sparepolitik i EU. Dog forekommer den mindre, end den var i 2010, da EU i kølvandet på finanskrisen slog ind på den stramme sparepolitik. Med en sådan risiko som bagtæppe kan det ikke undre, hvis regeringen ser en interesse i at kende både slutdatoen for den midlertidige suspension af EU’s budgetregler og det mulige udkomme heraf, før den lægger sig alt for fast på den danske økonomiske politik for de kommende år. Derfor kan både velfærdspolitik i en 2030-plan og en ny budgetlov meget vel blive sat på standby længst muligt.

Regeringen har imidlertid hverken uendelige muligheder eller ubegrænset tid til at få styr på de kommende års økonomiske politik. Nogle ting må lægges fast inden for det næste halve år. Her peger pilen først og fremmest på regeringens egne ønsker om nye såkaldte andengenerationsreformer. Regeringens plan er, at sådanne reformer skal bidrage til både at øge arbejdsudbuddet og højne produktiviteten, og at det vel at mærke kan ske uden at øge ulighederne i samfundet. Meget tyder på, at regeringen med eller uden 2030-plan vil forsøge at gennemføre en række andengenerationsreformer med de bredest mulige politiske flertal.

Endnu har regeringen ikke fremlagt konkrete bud på, hvordan arbejdsudbuddet skal øges. Der er blot blevet henvist til, at det skal sikres, at endnu flere, bl.a. indvandrere, står til rådighed for arbejdsmarkedet, og at arbejdsstyrken opkvalificeres, så den får de kvalifikationer, der efterspørges. Uddannelsesdelen heraf kan regeringen formodentlig godt komme igennem med hos både støttepartierne og nogle af de borgerlige partier. Derimod må der forudses større problemer med hensyn til at øge arbejdsudbuddet bl.a. blandt flygtninge og indvandrere.

En af regeringens udfordringer på arbejdsudbudsområdet er den ubetalte del af regeringens regning for Arne-pensionen. Udover den besparelse på 1 mia. kr., der skal findes på beskæftigelsesindsatsen, er regeringen indstillet på at øge arbejdsudbuddet med de ca. 10.000 personer, som regeringen har beregnet Arne-pensionen til at koste. Dette flugter helt med forståelsesaftalen, hvor partierne gav hinanden politisk håndslag på, at hvis regeringen gennemfører ’initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen’ (læs Arne-pension o. lign.) skal det ’modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende’. Her kan regeringen meget vel få bøvl med både Radikale Venstre og de andre støttepartier.

Alt i alt er der således i kølvandet på den økonomiske Corona-krise lagt op til en politisk debat om den fremadrettede økonomiske politik, som meget vel kan blive regeringens største politiske udfordring i de næste par år.

Udlændingepolitik

På udlændingeområdet er regeringen indtil videre lykkedes med at spise støttepartierne af med en sparsom imødekommelse af støttepartiernes begrænsede mærkesager på udlændingeområdet. Præcis som det blev aftalt i forståelsesaftalen. Både Enhedslisten og SF har affundet sig med regeringens politiske arbejdsdeling på udlændingeområdet. De små indrømmelser er til støttepartierne, og store aftaler om den ’store’ udlændingepolitik indgås med de borgerlige og eventuelt de af støttepartierne, der måtte have lyst til at deltage.

Radikale Venstre har modsat Enhedslisten og SF haft lidt problemer med at tilpasse sig denne arbejdsdeling. Efter folketingsvalget i 2019 gjorde den daværende radikale partileder Morten Østergaard et stort nummer ud af, at den radikale mandatfordobling fra otte mandater til 16 mandater skulle bruges til at bane vej for et ”systemskifte” i dansk udlændingepolitik. Der skulle gøres op med udlændingestramninger, “symbolpolitik” og ikke mindst med det “paradigmeskifte”, som VLAK-regeringen aftalte med Dansk Folkeparti i forbindelse med finansloven for 2019. Det skulle ifølge Radikale Venstre ikke være det styrende princip for asyl- og indvandringspolitikken er, at flygtninge, der får asyl i Danmark, kun skal være her så midlertidigt som muligt.

Det lykkedes mildest talt ikke Radikale Venstre at komme nogen vegne med sit ønske om et nyt udlændingepolitisk systemskifte. Tværtimod lykkedes det integrationsminister Mattias Tesfaye at gøre det til et socialdemokratisk varemærke at gøre en dedikeret og engageret indsats for at få flere flygtninge sendt hjem.

Udlændingestyrelsen gennemgår for øjeblikket opholdsgrundlaget for cirka 350 flygtninge fra Rif Damaskus for at vurdere, om deres opholdstilladelse kan inddrages eller nægtes forlænget. Tilsvarende og nok så politisk vigtigt på den danske arena er det lykkedes regeringen at indgå en aftale med Venstre, Radikale Venstre og Liberal Alliance om, at kommunerne skal i gang med samtaler med ca. 8.000 langtidsledige udlændinge for at få dem til at udnytte mulighederne for at rejse frivilligt hjem med støtte fra den danske stat. Aftalen er et nærmest eksemplariske eksempel på, hvordan S-regeringen ønsker at føre udlændingepolitik med den mest resultatsøgende og mindst nationalkonservative fremmedfjendtlige borgerlige partier. At det så tilmed sker med radikal deltagelse, er kun en ekstra fjer i hatten for Mattias Tesfaye.

Noget kan tyde på, at denne aftale ikke bliver en enlig svare. De seneste signaler fra Radikale Venstre tyder på, at partiet så småt er ved at opgive at præge regeringens udlændingepolitik med andet end små justeringer ved diverse forhandlingsborde.

Der synes således ikke at være udsigt til, at regeringens støttepartier vil føre egentlig oppositionspolitik på udlændingeområdet for ad den vej at skabe bredere folkelig støtte til en anden udlændingepolitik end fællesnævneren mellem regeringen og Venstre. Dermed er der ikke udsigt til nogen form for alvorligt politisk pres på regeringen, når den også fremover vil føre udlændingepolitik med de blå partier.

Den virkelige fare for regeringens udlændingepolitik – hvis der er nogen – ligger snarere på højresiden af det politiske landskab. I den blå splittelse i almindelighed og i udlændingepolitikken i særdeleshed.

Blå blok lagt i graven

Den blå blok, der blev etableret med VOK-flertallet og Anders Fogh Rasmussens regering efter valget i 2001, døde definitivt med Dansk Folkepartis store valgnederlag og Nye Borgerliges indtog i Folketinget. Den blå blok har i næsten 20 år haft et stærkt Venstre med en moderat økonomisk politik som politisk ledende parti og Dansk Folkeparti som en helt central politisk spiller ikke mindst i den udlændingepolitik, der har kunnet fungere som det borgerlige samlingspunkt, der kunne vinde vælgere og folketingsvalg. Den politiske blok er død og borte. Venstre er kun skyggen af sig selv. Dansk Folkeparti sætter knapt nok politisk skygge, og udlændingepolitikken er gået fra samlingspunkt til internt borgerligt stridsemne.

Venstre gør sig ganske vist ihærdige anstrengelser for at fremlægge nye stramme udlændingeudspil med masser af økonomisk pisk. Det sker tydeligvis for at bevise, at den stramme udlændingepolitik har overlevet Inger Støjbergs exit. Men det sker netop ikke som Venstres bud på et borgerligt samlingspunkt i udlændingepolitikken. Det sker for at markedsføre Jakob Ellemann Jensens Venstre, og Ellemann Jensens politiske sigtelinje er entydigt at bringe Venstre i politisk infight med regeringen omkring både 37 timers forslaget og den politiske opfølgning på ydelseskommissionen i april-maj måned.

I den forstand følger Jakob Ellemann-Jensen Lars Løkke Rasmussens analyse. Selv nok så stram udlændingepolitik er ikke længere det borgerlige samlingspunkt, der kan vinde valg og føre til en handledygtig borgerlig regering. Venstretoppen har tydeligvis opgivet at samle de blå partier om udlændingepolitikken og dermed droppet at gøre udlændingepolitik til en politisk gamechanger frem mod næste folketingsvalg.

Den analyse deler de mere nationalkonservativt orienterede blå partier til gengæld ikke. Slet ikke. Her er der markant politisk forskel mellem Venstreledelsen og de nationalkonservative partier og politikere. Venstretoppen er lodret uenig med Inger Støjberg, når hun over for Skive Folkeblad udtalte følgende, da hun forlod Venstre. ”Hvis Venstre igen skal være et stort parti og igen have statsministerposten, så kræver det en stram og troværdigudlændingepolitik. Jeg tror ikke længere, at vi kommer dertil med Jakob Ellemann-Jensensom formand. Jeg tror ikke, han bliver statsminister.”

Det er derfor god, klar politisk logik, at både de konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ligesom Inger Støjberg med forskellige begrundelser er på vej til at droppe Jakob Ellemann-Jensen og Venstre som henholdsvis statsministerkandidat og ledende borgerligt parti. Det handler langtfra kun, ja knapt nok om Søren Papes vælgertække, selv de konservative har travlt med passivt at afvente Venstres fortsatte vælgernedtur. De konservative drømmer selvfølgelig om at kunne køre Søren Pape frem som potentiel statsministerkandidat og gør det alene på at brande ham som en jordnær fortaler for en række konservative mærkesager. Logikken synes at være, at når ’brugtvognsforhandleren’ Poul Schlüter kunne blive en populær statsminister i spidsen for at stort konservativt parti, så kan Søren Pape vel også.

Dansk Folkeparti udgør et særligt kapitel. Partiet besluttede allerede umiddelbart efter valget i 2019, at Venstre ikke automatisk kunne regne med Dansk Folkepartis opbakning som det borgerliges statsministerkandidat. Siden da har Kristian Thulesen Dahl ikke forsømt nogen lejlighed til at advare mod et samarbejde mellem Venstre, Socialdemokratiet og de radikale på udlændingeområdet.

De gamle modsætningsforhold mellem Dansk Folkeparti og de konservative har indtil videre afholdt Kristian Thulesen Dahl fra at lufte Søren Pape som potentiel statsministerkandidat. Den slags forbehold har Nye Borgerliges Pernille Vermund ikke. Hun har flere gange, senest i forbindelse med rigsretssagen mod Inger Støjberg, åbenlyst sagt, at hun hellere så Søren Pape som blå statsministerkandidat end Jakob Ellemann-Jensen.

Denne stadigt mere markante politiske splittelse mellem et svækket Venstre på den ene side og de indbyrdes konkurrerende nationalkonservative partier på den anden side må forventes at udvikle sig yderligere i 2021. Det kan f.eks. forventes, at både Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og de konservative fremover vil lægge særlig stor vægt på at få flere udlændinge ud af Danmark med en stribe forslag om udvidelse af muligheder for at fratage midlertidig opholdstilladelse, skærpet hjemsendelsespolitik, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet statsborgerskabspolitik, yderligt skærpede regler for varigt ophold, osv.

Denne udvikling blandt de blå partier kan i sidste ende komme til at kridte banen lidt anderledes op for S-regeringens udlændinge- og integrationspolitik, end partiet havde forudset. Hvis det fremadrettet lykkes for det nationalkonservative højre at presse Venstre yderligere i knæ på at føre udlændingepolitik med regeringen og de radikale, kan det presse Venstre til at overveje en kursændring i retning af at gøre det sværere for regeringen at komme igennem med sin udlændinge- og integrationspolitik.

Men med den svage oppositionspolitik fra støttepartierne er der derimod intet, der tyder på, at det vil true vælgeropbakningen bag det socialdemokratisk projekt på udlændingeområdet. Dermed vil regeringen have gode muligheder for at presse Venstre til forhandlingsbordet. Der vil sandsynligvis ikke være mange stemmer i at blokere for stram socialdemokratisk udlændingepolitik – og dem, der er, vel ikke nødvendigvis gå til Venstre.

Opsummering

Verden har ændret sig – også for det socialdemokratiske regeringsprojekt. Men bedømt efter både regeringens egen og befolkningens målestok er Mette Frederiksens planlagte projekt om en ren S-regering med Radikale Venstre, Enhedslisten og SF som sit parlamentariske grundlag kommet godt fra start. Ganske vist forsinket af Corona-krisen, men ellers langt hen ad vejen efter den politiske drejebog. Det sker tilmed med en stigende vælgeropbakning, der ikke bare skyldes regeringens håndtering af Coronakrisen. Samtidig sker det med en blå opposition, som det er lykkedes Socialdemokratiet at fravriste udlændingepolitikken som et borgerlige samlingspunkt, der kan vinde valg og give en handledygtig borgerlig regering.

Længere fremme i det politiske landskab synes der at vente regeringen tre væsentlige udfordringer: den økonomiske politik efter Corona-krisen, velfærdspolitikken og måske udlændingepolitikken. Der er en risiko for, at regeringen vil få begrænsede muligheder for at føre en økonomisk politik, der kan samle arbejderklassens ønsker om tryg velfærd og social retfærdighed med bl.a. de offentligt ansattes ønsker om skabe bedre velfærd på rimelige vilkår. Hvis det nationalkonservative højre fremmarch fortsætter på bekostning af Venstre, kan regeringen også få sværere ved at komme igennem med sin udlændinge- og integrationspolitik sammen med Venstre.

Men da regeringen endnu ikke på nogen måde har fået alvorlige ridser i lakken hos vælgerne, kan disse udfordringer i den sidste ende vise sig at blive en større udfordring for støttepartierne end for regeringen frem mod næste folketingsvalg. For slet ikke at tale om højrefløjen.

Socialdemokratiet synes således styrket på den politiske akse, der mere end noget andet handler om at udvikle en tilstrækkelig vælgeropbakning hos en tilstrækkeligt bred social klassemæssig politisk alliance til at kunne få folkelig opbakning til at fortsætte ved regeringsmagt for at føre partiets politiske projekt ud i livet med de nødvendige indrømmelser til støttepartierne på de forskellige politikområder.