Af Jan Helbak, medl. af Kritisk Debats redaktion

Begrebet demokrati forstået i den moderne udgave som repræsentativt demokrati har i dag antaget karakter af et normativt afgrænsningsbegreb med en voksende afstand til virkeligheden. Som universel målestok for, om en politisk bevægelse/parti eller en stat lever op til Vestens formulerede civilisationskrav. I den forstand repræsenterer begrebet ikke længere en historisk specifik samfundsorganisering men en metafysisk og teleologisk statut for det ”gode samfund”. Men holder det vand?

Demokrati betyder folkestyre og er ikke nødvendigvis identisk med repræsentativt styre, som vi kender det i de fortrinsvis Vestlige parlamentariske styrer. Det er det spørgsmål, artiklen beskæftiger sig med og lægger samtidig op til en debat i Kritisk Debat om det demokratiske spørgsmål.

Det liberale demokrati – en historisk konstruktion

I den verserende geopolitiske debat om demokrati versus autokrati, som først og fremmest markedsføres af Joe Biden og noget mere afdæmpet videreføres af næsten alle Vestens ledere og intellektuelle, forstås demokrati ubetinget som lig med liberalt demokrati – som demokrati som sådant. De fleste kender remsen: frie valg, magtens tredeling, lighed for loven og anerkendelse af individets naturlige rettigheder og suverænitet. Kort sagt oplysningstidens kanoniserede paroler i opgøret med adlens privilegier og formgivningen af det enkelte individ – det ”vi-løse jeg” – ”homo clausus” (Norbert Elias; ”The society of Individuals”.

Men demokrati eller folkestyre som folkets suverænitet i den liberale fortolkning, hvor folket opfattes som en forholdsvis ensartet og ikke organiseret masse sammensat af enkeltindivider, er og har altid været en abstraktion. Og er som sådan også det virkeliggjorte liberale demokratis evige akilleshæl.

I dag omsættes det i praksis til formelle rettigheder, procedurer og regulering, der ikke konvergerer med den praktisk oplevede hverdag. (Men for nogle – fx At den liberale noget indsnævrede og ofte negativt definerede demokratiopfattelse har været toneangivende i de seneste fyrre år hænger sammen med den neoliberale ideologis fremtrængen og succesfulde opgør med den korporative velfærdsstat og klasseforståelsen. Dvs. med efterkrigstidens anerkendelse af, at folket gennemskæres af klasseinteresser og et væld af andre underordnede interesser, der reelt folder demokratiet ud som en kampplads, hvor folkets såkaldte suverænitet konstant står i et spændingsforhold til parlamenterne og statsmagten – og ikke mindst til illusionen om det deliberative demokratis mulighed.

Konfliktrealiteten har ikke plads i den formelle fortolkning af det liberale demokrati, hvor det enkelte individ som abstrakt norm sættes over det virkelige individ, der både bevidst og ubevidst indgår i interessefællesskaber så som politiske partier eller bevægelser/modsætningsfyldte strømninger, der konstant afgrænser sig overfor hinanden i den evige kamp om styrkepositioner i forhold til helt håndfaste sociale- og økonomiske interesser.

Det liberale demokratis ændrede status under neoliberalismen

Forud for den neoliberale ideologis succes sidst i 1980’erne var den udbredte opfattelse af demokrati i Vesteuropa, at demokratiet var utænkeligt uden partier, som både formidlede repræsentationen, konsultationen, informationen, reaktionen og disciplinerede kontakten til den korporative basis i civilsamfundet. Hvor civilsamfundet i øvrigt ikke blev opfattet som noget naturgivent men som en politisk konstruktion indenfor kapitalismen og som arnested for den politiske opdragelse.

”Velfærdsperiodens” demokratiforståelse var sammenfaldende med en politikforståelse, der anerkendte klassekampen og de legitime interessekampe og partierne som legitime varetagere af klasseinteresser. Uanset om det skete i form af institutionelt majoritetsstyre eller forholdstalsstyre. Demokratiopfattelsen byggede ganske vist på magtens forfatningsgivne tredeling. Men den juridiske gren blev ikke tillagt samme vægt som i dag, idet legitimiteten og magtbegrænsningen lå indbygget i partisystemet og de korporative organer/institutioners samfundspolitiske indflydelse på processerne i både den lovgivende og udøvende magt. Frem til slutningen af 80’erne var det også rimeligt at anskue partierne som massepartier, der kunne sikre disciplineret og organiseret massepolitik. Partierne var massepartier uden dog at være, hvad man i sociologisk jargon kalder ”telt partier”, idet de stadigt blev identificeret med de forskellige klassers og sociale grupper/formationers interesser.

Som modsvar/alternativ til den socialdemokratiske velfærds- og demokrati- tænkning, voksede de såkaldte Folkedemokratier frem i de Sovjetiske lydstater i Østeuropa. Folkedemokratierne refererede eksplicit til ”det organiserede folk”, uden at det samme organiserede folk reelt besad magten til at udgøre kernen i repræsentationen i de respektive parlamenter og øvrige politiske institutioner. Repræsentationen skete reelt gennem topstyret udvælgelse af kandidater og gennem styret delegering indenfor de stalinistiske partier om end gennem et formelt demokratisk (pseudodemokratisk) delegationssystem. Ikke desto mindre anerkendte man ved dette system formelt vigtigheden af folket organiseret som enhed både nationalt, regionalt og lokalt. Derfor blev der, hvad der ofte overses, lagt stor vægt på de lokale demokratiske procedurer i reguleringen af hverdagslivet. Det samme sker i Kina i dag, hvor folket i modsætning til den liberale model anskues som en organiseret enhed både vertikalt og horisontalt. Det sker gennem et net af regionale, lokale og kommunale demokratiske enheder, der både er delegerende og konsultative hvad angår valg til de respektive politiske niveauer helt op til folkekongressen og ud på de respektive virksomheder. Magtens tredeling eksisterer formelt og er forfatningsmæssigt beskyttet. Det samme gælder borgernes retsstilling mv., men med en indbygget politisk vilkårlighed” i form af kommunistpartiets dominans i forhold til de statslige institutioner.

Liberalt demokrati versus Folkedemokrati

Bagved hele det geopolitiske magtspil med USA og Kina som hovedkombattanter står den neoliberale demokratimodel og den folkedemokratiske demokratimodel i Kinesisk udgave overfor hinanden som historiske modsætninger. Førstnævnte er ikke alene tæt forbundet med markedet men har markedssuveræniteten og den private ejendomsret som ufravigeligt grundlag, hvor den anden model i en semiautoritær skæring har den politiske regulering af det statskonstituerede marked som sin forudsætning og udviklingstrin frem mod socialismen. Det liberale demokrati bygger først og fremmest på frihedstvang og retssikkerhed, hvor selve folkets suverænitet (som organiseret folk) i det store og hele er reduceret til formel valgprocedure og repræsentation. Den reelle suverænitet kan, når virkeligheden skal indregnes, henføres til den kapitalistiske markedstvang.

Partierne spiller efter fyrre års neoliberal omorganisering af de Vestlige samfund og den herskende verdensanskuelse en underordnet rolle, hvorimod den teknokratiske og akademiske elite spiller den afgørende rolle i politikudvikling, formulering- og styring af lovgivningsprocesserne og efterfølgende regulering indenfor ”konsensusdemokratiets” rammer. Som repræsentanter for og fortolkere af den højeste fornuft. Folket – som en aggregeret masse af potentielt irrationelle enkeltindivider – er de facto afkoblet fra det politiske liv, som først og fremmest udspiller sig indenfor de relativt lukkede parlamentariske institutioner, underliggende organer og strukturer. Af samme grund har kontrolelementet forskubbet sig fra folket og dets forskellige organisationer til det akademiske nomenklatur og retsvæsenet. Joseph Schumpeter, Bernard Berelson, S.M. Lipset m.fl. så rigtigt, da de flere årtier tilbage forudsagde demokratiets vej til det, Robert A. Dahl har benævnt polyarki, hvor folket ikke er forsvundet, men omdannet fra suveræn til elitens valggrundlag.

Folkedemokrati lægger i modsætning hertil først og fremmest vægt på de organiserede kollektive forpligtelser og mindre vægt på kollektivets formelle forpligtelser overfor den enkelte. Af samme grund afbalanceres den enkeltes retssikkerhed i forhold til de kollektive krav og interesser. Frihed forstås ikke som en naturgiven og umistelig individuel ret i liberal demokratisk forstand, men som den enkeltes relative frihed til at deltage aktivt i de om end kontrollerede kollektive demokratiske processer. Spændingen mellem individet og det offentlige opleves hverken aktuelt eller traditionelt som et problem i den størrelsesorden, vi kender i Vesten.

Udenfor den særdeles løst afgrænsede demokratiske cirkel findes der selvfølgelig en række autokratiske regimer, som hverken er repræsentative eller respekterer de traditionelle borgerlige rettigheder og slet ikke menneskerettighederne. Så som Saudi Arabien og de fleste regimer i Mellemøsten m.fl. Men de er ikke interessante i den konkrete sammenhæng, om end flere af disse meget forskellige stater har fundet plads i Joe Bidens enhedsfront af demokratiske stater mod de bredt og løst definerede autokratier. I parentes bemærket benævner vi dag helt ureflekteret Rusland som et autokrati, selv om landets politisk institutionelle opbygning ikke adskiller sig nævneværdigt fra flere af de lande i Vesten, der defineres som demokratier. Omvendt stiller man end ikke spørgsmål ved konstruktionen med en forfatningsdomstol eller en højesteret, der som i USA reelt står over parlamenterne (det suveræne folks organiserede repræsentanter) og jævnligt griber bestemmende ind i det almindelige politiske liv.

Det liberale demokratis indre spændinger slår igennem

Den faktiske historiske udvikling over de sidste fyrre år har som følge af den ene samfundskrise efter den anden sået tvivl om parlamentarismens legitimitet og mistillid til de eksisterende demokratiske institutioners værdi for folkestyret. Der afholdes næppe et valg i Europa og i USA, uden mistillidsforholdet og politikerleden trækker overskrifter. Efterfølgende afstedkommer det ofte en længere akademisk debat om demokratiets revitalisering og nu om ”de sociale mediers” rolle forstærket af AI (kybernetik 2.0/avancerede algoritmer (uden intelligens)).

Alle større politologiske og sociologiske undersøgelser med et tværnationalt undersøgelsesspænd på ca. 30 år viser et fald i valgdeltagelsen, et fald i vælgertillid, et fald i aktiv deltagelse i politik bl.a. gennem partierne og samtidig en tilsvarende vækst i vilkårlig og fluktuerende vælgeradfærd og vigende partiloyalitet. En tendens, der kan beskrives som et voksende gab mellem borgerne og de demokratiske institutioner, hvor lovgivningen og det parlamentariske politiske liv præsenterer sig som politik for folket og i stadig mindre grad ved folket. Eller sagt på en anden måde er der sket en akademisering og afpolitisering af politikken med en faldende legitimitet som konsekvens. (bl.a. Peter Maier; Ruling the Void, the hollowing of Western democracy side 28-42).

Omvendt har den udvikling medført, at retssystemet har fået en mere fremherskende rolle i rammesætning af det politiske rum og grundlag for lovgivningens legitimitet. Dvs. et lille antal ikke valgte embedsmænd overlades stadig større indflydelse på, hvad der kan vurderes som acceptable politiske handlinger og fornuftig lovgivning, hvor det, hvis folkesuveræniteten, skulle tages alvorligt, måtte være op til vælgerne af afgøre ”ret og vrang”.

Den proces gennemtrænger de fleste liberaldemokratiske systemer, hvor den lovgivende magt institutionelt og beslutningsmæssigt svækkes i forhold til den udøvende magt, og hvor statssystemets voksende indflydelse i politikudviklingen foregår udenfor det repræsentative system i form af ekspertudvalg, kommissioner, forskningsautoritet mv. Det organiserede folks egne erfaringer devalueres tilsvarende. Det avler frustration og ligegyldighed, hvilket opleves ikke mindst i de politiske partier. Resultatet af en årelang udvikling, der i den aktuelle tilstand kan forklare de forskellige populistiske reaktioner, og at den politiske kamp i flere tilfælde udspiller sig som politisk diffus kamp ”i gaderne”, eller som pseudodebatter på de elektroniske platforme. Ikke at forglemme, at den vigende respekt for det politiske system også slår igennem i varierende former for lobbyisme.

Det politisk/parlamentariske billede er blevet ustabilt og uforudsigeligt, hvad der både griber ind i de traditionelle politiske alliancer og kompromismønstre. De store vælgersving kan være med til at forklare den relativt nye tendens til at danne flertalsregeringer, der krydser klasseinteresser og traditionelle politiske grupperinger/blokke. Hvor formålet med regeringsdannelserne ikke er at udbygge velfærdsstaterne eller i det hele taget at skabe ny samfundsudvikling men først og fremmest defensivt at sikre stabilitet og national enhed. Bl.a. også som en politisk og elitær reaktion på opbruddet på det globale marked, de nye geopolitiske spændinger og de indre sociale spændinger, der ikke kan finde de nødvendige politiske udtryk.

Det liberale demokrati og en ændret civilisationsfortolkning

Kort sagt er de liberale demokratiers status som den rationelle og mest civiliserede form for samfundsorganisering udfordret dels af omfattende økonomisk ustabilitet, de mange sociale konflikter i samfundene og ikke mindst de Vestlige værdiers vigende globale dominans. Dagliglivets velfærd (eller resterne heraf) knyttes i højere grad til den voksende nationalisme, økonomisk protektionisme og statssystemernes teknokratiske regulative indgreb overfor de demokratiske processer – dvs. som livsformer og samfundsaktivitet i hverdagslivet.

Den liberaldemokratiske samfundsmodel har mistet og mister stadig tiltrækningskraft både globalt og overfor nationalstaternes egne borgere. Dels fordi de demokratiske processer og såkaldte rettigheder den ene gang efter den anden sættes ud af kraft. Og dels fordi de demokratiske institutioner og de liberale frihedsrettigheder ikke længere opfattes som monumenter over folkets velfærd. Tværtimod opleves de i stigende grad som forhindringer for retfærdighed og økonomisk lighed.

Heroverfor står den folkedemokratiske model med et socialistisk et-parti styre, som det udfoldes i eksempelvis Kina (socialisme med særlige kinesiske træk), som et muligt alternativ for den ”glemte del af verden”, der ikke har et økonomisk socialt grundlag endsige tradition for det liberale demokrati. Ikke som en ny universel kanon. Men som et realistisk og praktisk bud på en moderne udviklingsmodel, hvor et semiautoritært styre kombineres med et udfoldet basisdemokrati som delegations- og reguleringssystem med det klare formål at organisere og regulere folket som politisk masse m.h.p. accelereret økonomisk og social udvikling og geopolitisk frigørelse fra Vesten og de gamle kolonimagter. (State council information office of PRC: “Democracy that works”). I denne model med dens mange varianter spiller de klassiske liberale/borgerlige frihedsrettigheder en underordnet rolle i forhold til opbygningen af den kollektive forpligtelse og sikkerhed. Det drejer sig her ikke om at vurdere disse såkaldte folkedemokratier eller ”kollektive demokratimodeller” ud fra vestlige værdier men om at forstå dem ud fra deres egne forudsætninger og egen selvforståelse. (Nathan Sperber: Party and state in China, NLR nr. 142 og Isabella Weber/Hao QI: Stat-constituted market economy, PERI December 2021).

Det liberale demokrati er i neoliberalismens epoke blevet drænet for reelt indhold. Gabet mellem det politiske nomenklatur og folket, som vanskeligere og vanskeligere kan karakteriseres som ét folk på grund af ekstrem ulighed, er udvidet så meget, at man med en spidsformulering kan karakterisere det liberale demokrati som et valgt oligarki, hvor en lovgivende og udøvende magt står overfor folket og regulerer folket, og hvor partierne ikke længere repræsenterer, men formidler lovgivningen og oligarkiets hensigter og beslutninger. Eller som rene valgmaskiner, lobbykanaler og udstillingsvinduer for håbefulde kandidater til den parlamentariske nomenklatur.

Den synlige og eksorbitante sociale, kulturelle og økonomiske ulighed i dag undergraver de liberale forestillinger og moralprædikener.

Som svar på den mere og mere synlige demokratiske armod, optræder staten og statssystemet (inklusive kommunale- og regionale systemer) som de enkeltstående faktorer, der over alle andre instanser regulerer folket som folk gennem regulering af det private og civilsamfundet – bl.a. gennem offentligt initieret og reguleret ”borgerinddragelse”, som primært imødekommer middelklassens behov og ambitioner, gennem formaliserede moralkodeks (værdigrundlag/værdipolitik – reelt gruppe/klasseinteresser).

Den umulige tanke – en tredje vej?

Hvis man ønsker at bremse den beskrevne nedslidning af demokratiet og rehabilitere folkets ”politiske suverænitet” bliver det nødvendigt at behandle demokratiet ikke alene som valgprocedure kombineret med abstrakte borgerlige friheder (bl.a. jf. den utålelige og uløselige debat om ytringsfrihed), men også som samfundsorganisering og folkets organiserede politisering. Her spiller lighedsbegrebet en afgørende (den afgørende rolle) rolle, hvor modsætningen mellem formel politisk/juridisk lighed og reel social/økonomisk lighed står centralt.

Det indebærer også en fornyet behandling af partiernes rolle som repræsentanter for givne klasseinteresser, korporative sammenslutninger. Og at sammenhængen mellem den politiske scene og civilsamfundet tages alvorligt, hvad angår velfærdsstatens indretning som andet og mere end social betryggelse og et kompleks af ydelser. Dvs. de partier, der i deres politiske grundlag advokerer en udvikling af velfærdsstaten og en vis socialisering af samfundsøkonomien, har, hvis de skal tages alvorligt, som ubetinget opgave at formulere en strategi for det sociale demokratis rehabilitering.

En gendemokratisering forudsætter tillige en overvindelse af velfærdsstatens gamle skisma mellem: borgerne organiseret efter klasseinteresser, status, segmentgeografi, kollektive livsformer mv. og borgeren som abstrakt enkeltindivid, der står alene overfor velfærdssystemets forvaltningsapparat. Det lykkedes ikke at overvinde det skisma i velfærdsstatens velmagtsdage. Men i dag er overvindelsen uomgængelig. Der skal findes et pragmatisk svar på, hvordan et demokratisk velfærdssystem kan håndtere universelle ydelser for det enkelte individ og på samme tid anerkende borgerne organiseret efter kollektive interesser.

Hvis demokratiet skal revitaliseres som velfærdsstatens samfundspolitiske ramme, kan det kun ske ved at genformulere klasseforståelsen og organiseringen og revitaliseringen af partierne. Bl.a. gennem et teoretisk og politisk opgør med den liberale demokratimodel og et opgør med uligheden og markedets og privatejendomsrettens dominans, herunder også et opgør med judificeringen af politikken. Det drejer sig ikke om et opgør med det repræsentative system eller et formelt opgør med magtens tredeling men om en substantiel revitalisering af repræsentation og kontrol gennem partisystemet og styrkelse af de kollektive institutioner. Det betyder også et opgør med den liberale forståelse af velfærdsstaten og en socialisering af det økonomiske grundlag for velfærdssystemet, hvor borgerne som organiseret folk og i bevidstheden om forskellige klasseinteresser opnår indflydelse på magtens forvaltning og det almindelige samfundslivs regulering, herunder produktionen og finanssystemet.

Måske ligger revitaliseringen af demokratiet som fremtidig samfundspolitisk organisations- og udviklingsperspektiv i en sammentænkning/kombination af det liberale demokratis statsretlige grundformer – de forfatningsgivne formelle rettigheder og folkedemokratiets statsretlige grundformer – det forfatningsgivne et-partistyre og det formelle- og lagdelte deltagelsesdemokrati Ikke som et færdigt sammenskudsgilde i morgen men som procesperspektiv, hvor begge systemers elitære og autoritære tendenser søges ophævet i en ny form for folkestyre og statsligt reguleret markeds- og velfærdsøkonomi.

Udgangspunktet må med Carl Schmitt være: ”I den politiske sfære står mennesker ikke abstrakt overfor hinanden som mennesker, men politisk interesserede og politisk determinerede mennesker, som statsborgere, regerende eller regerede, politisk allierede eller modstandere, altså under alle omstændigheder placeret i politiske kategorier”. (Carl Schmitt; ”Parlamentarismens krise 1923).