Af Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion
”Selv når det blæser uden for, fortsætter vi i fællesskab forhandlingerne om ansvarlige industrioverenskomster for Danmark.
Det er ikke nemt, for der er rigeligt at diskutere omkring bordet. Og det er heller ikke just nogen overraskelse, at vi ser forskelligt på spørgsmålet om st. bededag. Men efter dagens forhandlingsmøde har vi først og fremmest genbekræftet hinanden i, at politiske anliggender hverken må eller skal komme i vejen for at nå en aftale.
Både medarbejdere og virksomheder skal vide, at vi værner om det danske arbejdsmarked og den aftalemodel, som har tjent vores samfund så godt i så mange år. Derfor forhandler vi ufortrødent videre. For ligegyldigt hvordan man ser på spørgsmålet om st. bededag, er det i alle danskeres interesse at undgå en skadelig og kostbar storkonflikt.
Derfor var vi meget tydelige omkring, at vi tager vores samfundsansvar dybt alvorligt, da vi begyndte forhandlingerne. Og det agter vi at fortsætte med. Godt nok har vi hvert vores udgangspunkt i et forhandlingsforhindringsløb af historisk karakter. Men vi kæmper for det samme mål: At styrke det land, vi brænder for og holder så inderligt af.
På vegne af CO-industri og DI,
Claus Jensen, Mads Andersen, Lars Sandahl Sørensen og Kim Graugaard.”
(Fælles udtalelse om de aktuelle svære forhandlinger om industriens overenskomster)
Regeringen har ikke ønsket det. Ingen af overenskomstparterne har ønsket det. Men alligevel løber de en stor risiko for, at SVM-regeringens lov om at fjerne retten til at holde fri på store bededagsforslag kommer til at spille en central rolle ved foråret fornyelse af overenskomster på det private arbejdsmarked. Både regeringen og ikke mindst de centrale topforhandlere på både arbejdsgiver- og lønmodtagersiden haft et stærkt ønske om, at fjernelsen af store bededag som fridag ved lov skulle være en sag for sig. Et politisk mellemværende mellem partierne på Christiansborg og mellem regeringen og befolkningen. Men alligevel er det, der på ingen måde har været nogen af den danske aftalemodel de centrale aktørers hensigt, ved at ske for øjnene af os.
Fagbevægelsen blander sig godt og grundigt i Folketingets behandling af bededagslovforslaget. Med uhørt skarpe høringssvar, kæmpedemonstration foran Christiansborg og sågar opfordring til Folketingets politikere om at sende lovforslaget til folkeafstemning. Alt imens regeringen står fast og åbent vedkender sig, at den ved lov og helt uden forudgående drøftelser med arbejdsmarkedets parter slår en tyk lovstreg over en hel række af de rettigheder, som overenskomstparterne omhyggeligt har aftalt i bl.a. de overenskomster, der nu er til genforhandling. Og vel at mærke gør det med det udtrykkelige formål at gøre de faglige organisationer ude af stand til ”støtte ret på bestemmelser herom i eksisterende kollektive overenskomster”, som der direkte står i bemærkningerne til beskæftigelsesministerens lovforslag.
Samtidig bliver det stadigt mere sandsynligt, at regeringens politiske fridagsindgreb i overenskomsterne kan få afgørende betydning for både selve overenskomstforhandlingernes forløb og for den efterfølgende urafstemning blandt fagbevægelsens medlemmer. De faglige topforhandlere har på forhånd udpeget dette års overenskomstforhandlinger til at være de sværeste og den største udfordring til den danske aftalemodel i rigtig mange år. Men nu risikerer bededagsindgrebet at gøre dem endnu sværere, fordi de faglige topforhandlerne nu er nødt til at nå frem til et resultat, der tager højde for, at nogle af medlemmerne måske vil tage utilfredsheden med den mistede forårsfridag med i betragtning, når de stemmer ved urafstemningen. Set fra topforhandlernes side er der udsigt til, at i det mindste nogle af medlemmerne, når de både udsættes for et betydeligt reallønsfald og skal sige farvel til en fridag, vil skrue pænt op for forventningerne om mere i løn.
Samtidig er det endnu uklart, om CO Industris topforhandlere Claus Jensen og Mads Andersen kan overbevise tilstrækkeligt mange medlemmer om, at det ikke denne gang er tiden til at kræve kompensation for den mistede fridag ved overenskomstbordet. Selv hvis vi forudsætter, at topforhandlerne bliver ved med at være enige om ikke at tage spørgsmålet om de aftalemæssige konsekvenser af bededagsindgrebet med ind til forhandlingsbordet, vil bededagsindgrebet nærmest uundgåeligt være med som elefanten i forhandlingsrummet, når der forhandles løn, fritvalgskonto, osv.
SVM-regeringens fridagsindgreb i overenskomsterne kan herudover få mere varige konsekvenser for både SVM-regeringens fremtidige samspil med arbejdsmarkedets parter og for arbejdsmarkedsparternes fremtidige selvregulering, og ikke alene derfor er det vigtigt at analysere bededagssagens udviklingsdynamik, herunder ikke mindst undersøge hvilke faktorer der har været afgørende for forløbet.
Det er denne artikels formål at analysere, hvordan SVM-regeringens bededagsforslag blev til, og hvordan det kunne gå til, at forslaget nu ser ud til at kunne komme til at påvirke både overenskomstforhandlingerne og regeringens fortsatte virke. Hvordan kunne det ske, og hvilke faktorer der har været afgørende for, at det skete?
Artiklens bærende tese er, at det først og fremmest har været udviklingen i samspillet mellem de politiske, faglige og mere administrative strategier i regeringspartierne og fagbevægelsen og de forventelige sociale reaktioner herpå, der har haft afgørende betydning for, at både regeringen og fagbevægelsen nu ligger, som de selv har redt, men at ingen af parterne ligger, som de selv har ønsket at ligge.
I artiklen vises det endvidere, at det vil være forsimplet at antage, at udviklingen kan forklares som en centrum-højre-regerings målrettede angreb på velerhvervede rettigheder og den danske aftalemodel.
Artiklen forsøger at rekonstruere det konkrete hændelsesforløb ved at se nærmere på samspillet mellem de forskellige politiske, faglige og mere administrative strategier hos de centrale politiske aktører: SVM-regeringen, arbejdsmarkedsparterne og de lønmodtagere, der er udset til at blive frataget velerhvervede rettigheder. Rekonstruktionen af det konkrete hændelsesforløb bruges til at påvise, hvorledes de forskellige aktører har ageret ud fra bestemte strategiske valg, og de forskellige strategiske valg har haft afgørende betydning for de reaktioner, disse strategiske valg har affødt fra de øvrige aktører i den danske aftalemodel. Artiklen forsøger at beskrive den indre dynamik i et stadigt mere modsætningsfyldt indbyrdes samspil mellem først og fremmest regeringen og fagbevægelsen. Der gives et samspil, som på mange måder har flyttet de enkelte aktørers ageren uden for skiven af det, der normalt betragtes som udskrevne spilleregler for en succesfuld brug af den såkaldte danske aftalemodel.
Det er håbet, at artiklen dermed kan give stof til en nødvendig diskussion af, hvilke erfaringer de forskellige aktører kan og bør drage af bededagssagen, fagligt som politisk.
Først gives der et meget kort overblik over nogle af de væsentlige træk i den danske aftale- og trepartsmodel, der har særlig betydning for at forstå det hidtidige forløb af bededagssagen. Dernæst formuleres der nogle teser om erfaringerne fra den første bededagssag, Bjarne Corydons trepartsfiasko i 2012. De forskellige receptioner af erfaringerne de fejlslagne trepartsforhandlinger om bl.a. fjernelse af hellig- og fridage i 2012 med daværende finansminister Bjarne Corydon for bordenden synes nemlig at have spillet en væsentlig rolle for det nuværende forløb. Dernæst rekonstrueres det foreløbige forløb af den nye bededagssag frem til beskæftigelsesministerens fremsættelse af lovforslaget den 25. januar 2013, og artiklen afsluttes med en kort diskussion af, hvilke erfaringer de forskellige aktører i dag kan og bør drage af den nye bededagssag, fagligt som politisk.
Den danske aftalemodel
I Danmark roser politikere, økonomer og arbejdsmarkedets parter på stribe den danske aftalemodel. Modellen roses for mangt og meget. Den roses for at skabe en udstrakt ro på arbejdsmarkedet. For gennem frivillige aftaler at skabe gode og acceptable løn- og arbejdsforhold for medarbejderne og for at gavne både virksomhedernes indtjeningsmuligheder og samfundsøkonomien. Idealtypisk, i det mindste i den dominerende diskurs hos den danske aftalemodels egne hovedaktører, politikere, fagbevægelse og arbejdsgivere, beskrives den danske aftalemodel som de forskellige arbejdsmarkedsparters succesfulde selvregulering af løn- og arbejdsforhold i bredeste forstand til gavn for både lønmodtagere, arbejdsgivere og samfundsøkonomi.
I sådanne fremstillinger lægges der typisk meget stor vægt på de institutionelle rammer for arbejdsmarkedsparternes selvregulering. På at regering og folketing så vidt muligt lader parterne knække nødderne selv. På at parterne har både mulighed for og vilje til at indgå aftaler og overenskomster, der giver virksomhederne tilstrækkeligt gode konkurrencevilkår, skaffer medarbejderne acceptable løn- og arbejdsforhold. At regering og folketing giver den fornødne plads til denne faglige selvregulering, osv.
Når både forskere, opionsdannere og modellens hovedaktører på den måde reducerer beskrivelsen af den danske aftalemodel til en bestemt institutionaliseret rollefordeling ved arbejdsmarkedsparternes til løn- og arbejdsforhold i bredeste forstand, indlejres der bestemte normative forestillinger og forventninger i tanke- og handlemønstrene hos modellens hovedaktører. Aktørerne socialiseres så at sige til at tænke og vælge bestemte handlestrategier, når omverdenen anråber og udnævner dem til at indtage bestemte helteroller i en bestemt fortælling om den danske aftalemodels mange fortræffeligheder.
Dermed bliver aktørernes tænkning, strategivalg og handlen ikke blot præget af målrettede, kælderkolde analyser. Aktørernes strategier bliver også valgt og udført på grundlag af allerede indlejrede normative forestillinger om, hvilke helte- og skurkeroller det er muligt at spille inden for den danske aftalemodels rollefordeling og spilleregler. Strategierne vælges ikke mindst ud fra, hvilke roller aktørerne mener at kunne spille med et mere eller mindre godt resultat under de givne omstændigheder.
Her har det betydning, at alle roller i den danske model groft sagt kan spilles både som helt og som skurk. I de dominerende narrativer om den danske model bliver modellens hovedaktører tilskrevet en helterolle, når de er i stand til at levere varen efter den danske aftalemodel utallige udtalte og uudtalte spilleregler. Men følges spillereglerne ikke eller udebliver de ønskede resultater, udpeges man hurtigt til skurk. Det sker f.eks. nærmest pr. automatik. Hvis regering og folketing f.eks. griber politisk ind i velerhvervede rettigheder og indgåede overenskomster, kritiseres den for at bryde med den danske aftalemodel. Fagbevægelsens aktuelle kritik af SVM-regeringens bededagsindgreb er blot det seneste eksempel på en sådan reaktion.
Andre gange kan det være fagbevægelsen, der beskyldes for at ’dobbeltshoppe’ og dermed bryde med modellens rolleopdeling. Hvis fagbevægelsen f.eks. ved siden af gældende overenskomster og aftaler med arbejdsgiverne også går til politikerne på Christiansborg for at få forbedret løn- og arbejdsvilkår ad den vej, kritiseres det som et brud med den danske models idealforestilling om, at der kun er én veje til bedre løn- og arbejdsvilkår, forhandlings- og overenskomstvejen. Tænk blot, hvordan politikere og arbejdsgivere har kritiseret fagbevægelsen, når sygeplejersker, pædagoger, sosu-er, mv. prøver at skaffe ekstra penge fra Folketinget til et ligelønsløft. Modsat har fagbevægelsen også kritiseret politikere og regering for at lade arbejdsgiverne shoppe på Christiansborg. Det skete f.eks. da fagbevægelsen i almindelighed og Danmarks Lærerforening i særdeleshed kritiserede Thorning-regeringen for at orkestrere og understøtte KL’s angreb på folkeskolelærernes arbejdstidsregler ved overenskomstforhandlingerne i 2013.
Eksempler er mange. Så mange, at kritikken for at overskride den danske models spilleregler nærmest er blevet en institutionaliseret del af modellen. I det hele tage svarer ’den reelt eksisterende danske model’ langtfra 1:1 til de dominerende narrativer om den danske model. Men alligevel er narrativerne og deres helte- og skurkefortællinger en aktivt virkende del af virkelighedens danske aftalemodel.
Uanset om disse narrativer er rosende eller kritiske, har der været en udstrakt tendens til forenkling og fordrejning. Ofte lader vi som om, at den danske model går ud på at overlade det til arbejdsmarkedets parter at aftale løn- og arbejdsforhold ud fra en gensidigt accepteret balance mellem hensyn til medarbejdernes og arbejdsgivernes interesser og ønsker, mens den politiske elite mere eller mindre helt afstår fra at forfølge bestemte samfundsinteresser i løndannelsen. Dette holder på ingen måde for et blot lidt nærmere eftersyn, og det er alle modellens aktører helt på det rene med. For alle de centrale aktører i ’den reelt eksisterende danske model’ sidder det på rygmarven, at aftalemodellen hviler på meget andet og mere end arbejdsmarkedsparternes rene selvregulering.
I den reelt eksisterende danske aftalemodel foregår der et omfattende historisk og aktuelt samspil mellem statslig-politisk regulering og faglig selvregulering. Hensyn til samfundsøkonomi, betalingsbalance, erhvervsudvikling, lønkonkurrenceevne og politiske udviklingsmål for samfundet, borgerne og virksomhederne afvejes løbende med hensyn til legitim løndannelse, lønudvikling og andre arbejdslivsvilkår.
Den danske model er et institutionaliseret koordineringssystem for lønfastsættelse, hvorigennem både politikerne og arbejdsmarkedets parter søger at opnå både en legitim lønudvikling og en høj grad af samfundsøkonomisk målopfyldelse. I den forstand er den danske model ikke blot udtryk for en række rodfæstede normer og værdier om en stabil, fair indtægtsfordeling både mellem arbejde og kapital og mellem forskellige medarbejdergrupper indbyrdes. Den er samtidig et udtryk for en løbende afbalancering af hensynet til en legitim lønudvikling med hensyn til en række forskellige, skiftende samfundsøkonomiske målsætninger.
Gennem tiden sker der bl.a. afhængig af aktørernes indbyrdes styrke en løbende udvikling i hvilke hensyn, der skal prioriteres op og ned. Det gælder synet på, hvad der udgør en fair, legitim lønudvikling. Men det gælder også og måske endnu mere den politiske prioritering af, hvilke samfundsøkonomiske og -politiske hensyn der skal prioriteres i arbejdsmarkedsparternes selvregulering af løn- og arbejdsforhold. De forskellige aktører vægter typisk de forskellige hensyn forskelligt og ændrer over tid strategier for, hvilken relativ vægtning af henholdsvis legitim lønudvikling og samfundsøkonomiske hensyn, der satses på. Alt sammen afvejninger og strategier, der står til løbende intern og indbyrdes diskussion og forhandling.
Det er et særligt karakteristikum ved den danske model, at det primært overlades til politikerne at skabe tilstrækkeligt gunstige politiske rammer for, at stærke og velorganiserede arbejdsmarkedsparter kan overlades en udstrakt selvregulering af løndannelse, lønudvikling og arbejdslivsforhold. En vigtig forudsætning er her, at alle aktører har en gensidig forventning om, at parterne under denne selvregulering tager de fornødne hensyn til de politiske ønsker for samfundsøkonomi og samfundsudvikling, uanset om det drejer sig om fleksibilitet på arbejdsmarkedet, lønkonkurrenceevnen, erhvervsudvikling, inflation, betalingsbalance eller hensigtsmæssig arbejdskraftallokering uden flaskehalse og mangel på kvalificerede medarbejdere i de prioriterede dele af den samlede samfundsøkonomi.
Den løbende afvejning af forskellige private, faglige og samfundspolitiske hensyn sker selvfølgelig ikke uden konflikter og skiftende udfordringer og prioriteringer fra de forskellige aktørers side. Et eksempel er lønudviklingen og hensynet til lønkonkurrenceevnen og betalingsbalancen. Det har i mange år været et selvstændigt samfundsmæssigt mål for Danmark at have en konkurrencedygtig eksportproduktion, der er tilstrækkelig stor til at værne Danmark mod betalingsbalanceproblemer, ikke mindst for at undgå uønskede følger heraf for bl.a. beskæftigelse, forbrug og lønudvikling. Her er det i mange år gået godt. Rigtig godt endda. Betalingsbalancen slår overskudsrekorder og lønkonkurrenceevnen i industrien, målt ved forskellen i stigningen i enhedslønomkostningerne korrigeret for udviklingen i den effektive kronekurs, er forbedret med knap 32 pct. fra 2005 til 2020. Udviklingen siden 2005 skal ses i lyset af en samlet forbedring af bytteforholdet, som har styrket den relative værdi af dansk eksport. Derfor er det i dag svært for regering og arbejdsgivere at udnævne betalingsbalancen og lønkonkurrenceevnen som den helt store samfundsøkonomiske udfordring, der tilsiger en fortsat meget stram lønudvikling i en tid, hvor virksomhedernes ordrebøger er fulde og indtjeningen i top, men den høje inflation har medført et stort reallønsfald for lønmodtagerne. Derfor har der op til dette års overenskomstforhandlinger været en særligt intensiv diskussion mellem aftaleparterne om, hvad der skulle være den rette balance mellem løn- og konkurrencehensyn. Disse diskussioner har i høj grad bidraget til at gøre dette års overenskomstforhandlinger ekstra vanskelige.
Men til trods for, at narrativerne om den danske model typisk overser disse komplekse sammenhænge, tænker og handler de centrale aktører selvfølgelig ikke alene uden at tage højde for disse sammenhænge. De centrale aktører tænker, handler og lever i den reelt eksisterende danske model gennem stadigt justerede politiske, faglige og administrative strategier for en helhed af politiske og faglige mål. Men valget og udførelsen af disse strategier vil ofte være præget af dominerende narrativers rollebeskrivelser og iscenesættelse. Således vil både egen ageren og egen reaktion på andres ageren være præget af indlejrede forestillinger om legitime spilleregler, mulige helte- og skurkeroller, osv. Det synes også at have været tilfældet i både trepartsforhandlingerne i 2012 om bl.a. sløjfning af store bededag som fridag og den aktuelle bededagssag, som det vil fremgå af nedenstående. Først trepartsforhandlingerne i 2012.
Læren fra Corydons fuser
Da S-R-SF-regeringen i maj 2012 startede trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter, var den politiske ambition at opnå en samlet aftale om fremtidige politiske og faglige forandringer, der kunne bidrage til regeringens økonomiske politik, sådan som de tre partier havde aftalt den i det såkaldte sorte tårn efter folketingsvalget i juni 2011. Socialdemokratiet og SF var gået til valg på en økonomisk politik, hvor det spillede en helt central rolle at få fagbevægelsen med på at arbejde ’12 minutter mere om ugen’ for at udvide arbejdsudbuddet og derigennem øge den strukturelle beskæftigelse og tilføre politikerne et øget økonomisk råderum, som så passende kunne anvendes til at realisere nogle af de politiske mål, som Socialdemokratiet og SF delte med fagbevægelsen. Det kunne f.eks. være en styrkelse af den regionale arbejdsmarkedspolitik, fremskaffelse af flere praktikpladser, en bedre forebyggende arbejdsmiljøindsats og styrkelse af indsatsen mod social dumping.
I det sorte tårn havde Radikale Venstre accepteret, at regeringen forsøgte at slå en sådan handel af med fagbevægelsen. Men det skete kun på betingelse af, at Socialdemokratiet og SF ved siden af trepartsforhandlingerne gik med til en omfattende reformpolitik. Radikale Venstre krævede, at der selv uden bidrag fra trepartsforhandlingerne skulle skaffes reformpenge nok til den aftalte politik. På den betingelse accepterede Radikale Venstre, at S-RV-SF-regeringen forsøgte at slå en handel af med fagbevægelsen i en trepartsforhandling. Radikale Venstre gav dog ikke dermed Socialdemokratiet og SF frit spil med hensyn til, hvad regeringen skulle prioritere at tilbyde fagbevægelsen som modydelse under forhandlingerne.
På den baggrund mødtes finansminister Bjarne Corydon med fagbevægelsens topledere og embedsmænd med et ufravigeligt krav. Fagbevægelsen skulle allerede som entrebillet til selve forhandlingerne levere udvidet arbejdsudbud på netto 20.000 personer frem mod 2020 svarende til en årlig nettoforbedring af det økonomiske råderum med 4 mia. kr. årligt.
Det skulle vel at mærke være et regnestykke, der kom til dette facit ved at regne på Finansministeriets regnemaskine. Dermed var en række af fagbevægelsens forslag om bedre arbejdsmiljø, færre sygedage, flere fuldtidsansatte, mv. reelt ude. Måske ikke ude af selve trepartsforhandlingerne. Men ude som gangbar valuta til at betale entrebilletten på de 4 mia. kr. i øget økonomisk råderum.
Dermed var det nærmest givet, at arbejdsmarkedets parter skulle betale med forskellige redskaber til at øge arbejdstiden. Det kunne være færre feriedage, overenskomstbestemte fridage og/eller helligdage. Men det kunne også være udvidelse af normalarbejdstiden for fuldtidsansatte, inddragelse af den betalte spisepause for en række offentligt ansatte, mv.
Selv med denne begrænsede sprængfarlige værktøjskasse gav flertallet af fagbevægelsens topledere underhånden tilsagn om at kunne og ville betale, idet man mente at have tilstrækkelig styrke og politisk goodwill hos regeringen til at opnå et samlet set acceptabelt resultat for alle parter. Fagbevægelsesrollen var at gå til forhandlingsbordet og gøre alt for at opnå et brugbart resultat.
Men allerede inden trepartsforhandlingerne gik officielt i gang, synes det at have stået klart for alle parter, at den reelle værktøjskasse var endnu mindre.
Fra DA’s side blev det nemlig på et tidligt tidspunkt gjort klart, at DA ikke ville spille nogen aktiv rolle i at forbedre statsfinanserne gennem ændringer på arbejdstidsområdet. DA var ganske vist stærkt interesseret i at få udvidet udbuddet af arbejdskraft bl.a. for derigennem lettere at kunne få den ønskede arbejdskraft til den ønskede pris. Men DA ønskede ikke, at S-RV-SF-regeringen skulle være med til at bestemme, hvad arbejdsmarkedets parter skulle aftale indbyrdes efterfølgende. Derfor ønskede DA ikke en trepartsaftale om noget, som arbejdsmarkedets parter efterfølgende skulle gennemføre ved overenskomstfornyelser, mv. Det ønskede DA ikke at forpligte sig til at gennemføre.
Set i DA’s optik kunne det let ende som en for DA uønsket politisk ’forumshopping’ for fagbevægelsen, hvor fagbevægelsen først købte ind på Christiansborg af arbejdsmarkedspolitik, praktikpladser, osv. for dernæst at tage sig godt betalt ved de efterfølgende overenskomstborde for at udvide arbejdstiden eller droppe fridage.
Den reelle dagsorden var således på forhånd indsnævret til et mellemværende mellem regeringen og fagbevægelsen om, hvilke politisk initierede ændringer af arbejdstiden fagbevægelsen skulle sige god for som indgang til efterfølgende forhandlinger om passende modydelser til fagbevægelsen. Og der var kun ganske få politisk initierede ændringer af arbejdstiden, der kunne komme på tale, hvis de skulle kunne tåle en tur i Finansministeriets regnemaskine. Reelt var dagsordenen stort set begrænset til, at fagbevægelsen skulle sig god for at sløjfe to fridage hvert år i al fremtid.
Ved siden af denne barske dagsorden, oplevede fagbevægelsens ledere, cheføkonomer, mv., at det var noget nær umuligt at få en blot nogenlunde klar melding fra Bjarne Corydon på, hvad der ventede af modydelser, hvis man sagde ja til at stryge de to fridage. Fagbevægelsens ledere havde deres ja til at kunne levere på Corydons barske krav og dunkle løfter bragt sig i yderst vanskelig situation, hvor det var noget nær umuligt for dem at leve op til den danske models helterolle som tillidsmanden, der havde styrke til at bide sig fast ved forhandlingsbordet, indtil der blev opnået et afbalanceret forhandlingsresultat til gavn for både medlemmer, arbejdsgivere og samfundsøkonomi.
Afstanden fra det, finansminister Bjarne Corydon krævede, til det, medlemmerne ville kunne acceptere, var alt, alt for stor. Det blev så bøjet i jern for den daværende formand for Dansk Metal af de lokale afdelingsformænd i Dansk Metals hovedbestyrelse, og derfor endte trepartsforhandlingerne som en fiasko for alle parter.
Trepartsforhandlinger i 2012 om færre fridage for at øge arbejdsudbud og økonomisk råderum havde vist, hvor galt det kunne gå. De var blevet en fuser, man ikke uden videre skulle gå tilbage til.
Gå aldrig tilbage til en fuser
Selv om Mette Frederiksen ikke sad for bordenden ved trepartsforhandlingerne om bl.a. inddragelse af store bededag som en overenskomstmæssig fridag i 2012, fulgte hun som daværende beskæftigelsesminister forhandlingerne tæt, og hun har derfor uden tvivl draget sine egne erfaringer af både forløbet og resultatet. Derfor har hun har givetvis stillet sig selv spørgsmålet, om det virkelig ville være nødvendigt og klogt at gå tilbage til tidligere finansminister Bjarne Corydons fuser for at få Venstre og Moderaterne med i en flertalsregering. Men hvad nu, hvis alternativerne var endnu værre?
At dømme efter det, der er sluppet ud om regeringsforhandlingerne og det, der efterfølgende er blevet argumenteret for fra Mette Frederiksen og andre socialdemokratiske ministre, er der meget, der tyder på, at Mette Frederiksen ikke så andre mere attraktive alternativer, hvis hun skulle komme igennem med en flertalsregering.
At dømme efter mine kilder og de offentligt tilgængelige oplysninger tyder meget på, at bededagsforslaget først for alvor kom sent ind på forhandlingsbordet. Nemlig da Søren Pape havde meldt Konservative ud af forhandlingerne, og da Jakob Ellemann Jensen havde afvist at gå i regering med Pia Olsen Dyhr som Mette Frederiksens wing woman uden Søren Pape på sin side. På dette tidspunkt var Moderaternes deltagelse i regeringen blevet en nødvendig forudsætning for en flertalsregering.
Historien melder endnu ikke noget om, hvorvidt det var Mette Frederiksen selv, der kom med bededagstilbuddet, eller det var Lars Løkke Rasmussen, der bragte forslaget i spil f.eks. ved at bede Finansministeriet komme med et bruttokatalog over mulige arbejdsudbudsreformer: Velvidende, at Bjarne Corydon så at sige havde efterladt sit bededagsforslag i Finansministeriets skuffe for endnu ubrugte arbejdsudbudsreformer.
Men det synes at stå rimeligt fast, at forslaget først for alvor kom på forhandlingsbordet på et tidspunkt, hvor den politiske grundtegning var tegnet. Der var allerede opnået en vis form for enighed om både den politiske ambition om at øge arbejdsudbuddet med 45.000. Samtidig synes der at være opnået en vis konsensus om en række bidrag hertil inden for uddannelse, tilbagetrækning og skat, men at disse bidrag langtfra kom i mål med at øge den strukturelle beskæftigelse med 45.000. Ambitionsniveauet på de for Socialdemokratiet positive eller i det mindste knap så ugunstige temaer var med andre ord handlet af. Tilbage var formodentlig kun to områder, som begge ville gøre virkelig politisk ondt for Mette Frederiksen: fjernelse af fridage og forringelser af overførselsydelser.
At dømme efter både Mette Frederiksens egen og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensens efterfølgende argumentation for at vælge bededagsforslaget synes det at fremgå, at Mette Frederiksen var tvunget til at vælge mellem bededagsforslaget og forringelser af dagpenge, kontanthjælp, o. lign., hvis det skulle lykkes for hende at få Venstre og Moderaternes med i en flertalsregering. I dette valg mellem to onder, valgte hun så bededagsforslaget.
Hvis det er sket nogenlunde sådan så sent i regeringsforhandlingerne, har det på forhånd været aldeles udelukket for Mette Frederiksen at gå trepartsvejen. Det ville på ingen måde være tilstrækkeligt at tilbyde Jakob Ellemann Jensen og Lars Løkke Rasmussen, at en SVM-regering ligesom Thorning-regeringen skulle indlade trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter om færre fridage mod passende betaling til fagbevægelsen. Jakob Ellemann Jensen og Lars Løkke Rasmussen var i en hel anden position end Margrethe Vestager i 2011. Margrethe Vestager kunne dengang tillade sig at sige ja til trepartsforhandlinger, selv om hun dermed risikerede at sige ja til en fugl på taget, der fløj væk. Det skyldtes grundlæggende, at hun ikke havde nær det samme forklaringsproblem med at indgå i en S-ledet regering som Ellemann Jensen og Løkke Rasmussen, og at det lykkedes hende at komme igennem med sine politiske ambitioner uden at være afhængig af at skaffe økonomi via trepartsforhandlinger. Margrethe Vestager havde allerede fået indfriet sine krav til en S-RV-SF-regerings økonomiske politik, da hun sagde ja til trepartsforhandlinger. Det var helt anderledes for Jakob Ellemann Jensen. Alene det gjorde, at det var udelukket eller mere præcist utilstrækkeligt for Mette Frederiksen at foreslå trepartsforhandlinger om at sløjfe store bededag som fridag uden modydelser til fagbevægelsen. Kun et socialdemokratisk tilsagn om at bruge flertalsregeringen til at tromle bededagsforslaget igennem synes at have været gangbar mønt for Mette Frederiksen, og så meget var hun tilsyneladende villig til at betale for en flertalsregering med det aftalte politiske program.
Med dette strategiske valg indskrev Mette Frederiksen (og den øvrige regering) sig på forhånd i en rolle som skurk i den danske models rollehæfte. Det var på forhånd udelukket, at SVM-regeringen vil tage initiativ til eller lade sig presse af en samlet fagbevægelse til trepartsforhandlinger om bededagsforslaget. Det lå ligeledes i kortene, at når bededagsforslaget kom på dagsordenen, ville fagbevægelsen være nødt til at hidse sig mere eller mindre op og anklage regeringen og Mette Frederiksen for at bryde med den danske aftalemodel både hvad angik indholdet, timingen og den manglende trepartsinddragelse.
Hvor stor ophidselsen ville blive, lå ikke nødvendigvis i kortene. Det skulle blive afgjort af den måde, fagbevægelsen valgte at reagere på.
Fagbevægelsens valg af reaktion blev i høj grad præget af, at regeringen og Mette Frederiksen på forhånd havde bundet sig politiske til blank afvisning af at ændre på indhold, timing og inddragelse.
I håb om at kunne sænke tonelejet for fagbevægelsens uundgåelige kritik forsøgte Mette Frederiksen af bedste evne og af flere kanaler at komme kritikken og den uundgåelige afvisning heraf i forkøbet. Det skete bl.a. i nytårstaler, hvor hun forsøgte at imødegå en eventuel forventning i befolkningen og i fagbevægelsen om, at regeringen ville bøje af på det upopulære bededagsforslag. Selv om Mette Frederiksen var helt på det rene med, at forslaget var yderst upopulært, ville regeringen alligevel gennemføre det, fordi et øget arbejdsudbud var en nødvendig forudsætning for bl.a. at kunne fremrykke øgede forsvarsinvesteringer, og hendes argument var dernæst at det ville være en beskedent offer for alle at miste en fridag.
Men Mette Frederiksens forskellige forsøg på at mildne fagbevægelsen var forgæves. Det gjaldt også en fortrolig briefing af fagbevægelsens absolutte top inden regeringsdannelsen om de gevinster, som regeringsgrundlaget trods alt ville give fagbevægelsen og dens medlemmer. Helt modsat Bjarne Corydons krav om at medvirke positivt til fjernelse af to fridage som entrebillet til nogle ikke nærmere definerede gevinster for fagbevægelsen og dens medlemmer, gik Mette Frederiksen kun til fagbevægelsen med de punkter i regeringsgrundlaget, som hun havde fået Venstre og Moderaterne til at forpligte sig til. Dermed blev det til en række måske lige lovlig pænt indpakkede gaver til fagbevægelsen. Det slet skjulte håb var givetvis, at gaverne ville kunne styrke de sociale bånd mellem Mette Frederiksens regering og fagbevægelsen og stemme fagbevægelsen lidt mildere over for bl.a. bededagsindgrebet.
Det lykkedes. Men kun meget midlertidigt. FH-fagbevægelsen tog i første omfang rimeligt pænt imod SVM-regeringen, da den blev præsenteret. På melodien roser, men ikke uden torne. Men den melodi holdt ikke længe. Da det konkrete bededagsforslag kom frem, provokerede det fagbevægelsen, som var tvunget til at reagere, og som valgte at reagere uhørt skarpt.
Det skyldtes ikke blot selve indgrebets indhold. For de faglige topforhandlere var der samtidig en anden nærmest endnu vigtigere årsag. De faglige topforhandlere kunne ikke undgå at frygte, hvordan bededagstyveriet nærmest uundgåeligt ville gøre det allerede igangværende overenskomstforhandlinger endnu vanskeligere at lande uden konflikt.
Både arbejdsgiverne og de faglige topforhandlerne havde hver deres gode grunde til at holde bededagsindgrebet længst mulig væk fra overenskomstforhandlingerne. Hvis de ved de i forvejen meget svære lønforhandlinger ovenikøbet skulle indgå aftaler, der forholdt sig til og afbødede regeringens og Folketingets ugyldiggørelse af en række velerhvervede og nøje aftalte frihedsrettigheder i forbindelse med store bededag, ville det blive noget nær umuligt at opnå et forhandlingsresultat, der kunne stemmes hjem ved en urafstemning.
Set fra arbejdsgiverside ville enhver sammenblanding af bededagsindgreb og overenskomstforhandling være af det onde. Det ville næsten uundgåeligt blive dyrere for arbejdsgiverne at undgå storkonflikt og lovindgreb. Nægtede de at betale en sådan pris, kunne de måske ikke være sikre på, at regeringen med et lovindgreb ville blive presset til en give fagbevægelsen en lidt bedre betaling for den mistede frihed, end den utilfredsstillende dækning, der gives via lovforslaget.
Dette var baggrunden for, at topforhandlerne på industriområdet hurtigt enedes om sammen at spille den danske models helteroller som dem, der insisterer på arbejdsmarkedsparternes selvregulering helt uden politisk indblanding. ”Både medarbejdere og virksomheder skal vide, at vi værner om det danske arbejdsmarked og den aftalemodel, som har tjent vores samfund så godt i så mange år. Derfor forhandler vi ufortrødent videre. For ligegyldigt hvordan man ser på spørgsmålet om st. bededag, er det i alle danskeres interesse at undgå en skadelig og kostbar storkonflikt” som det hed i en fælles udtalelse fra de fire topforhandlere på industriområdet.
Budskabet i denne udtalelse til alle dem, der var sure over at få strøget i forårsfridag, var klart. Når regering og folketinget tager jeres fridage fra jer, er det dem, I skal give skylden. Ikke os. Og forvent ikke af os, at vi straks kommer og rydder op efter regeringens fridagstyveri og ugyldiggørelse af bestemmelser i vores indbyrdes overenskomster. Er man almindelig lønmodtager på industriområdet skal man ikke forvente, at der kommer nye fridage eller lignende fra topforhandlernes overenskomstaftaler. Forventningsafstemning og forhandling med baglandet er en nødvendig og veludviklet del af helterollen i den danske aftalemodel.
Det lå i lige forlængelse af topforhandlernes ønske om at holde bededagsindgrebet længst muligt væk fra overenskomstforhandlingerne, at FH’s ledelse enedes om at gå i medierne og protestere mod det politiske bededagsindgreb i overenskomsterne. Tilsvarende var det i smuk overensstemmelse med fortællingen om den danske aftalemodel, at de faglige topledere krævede, at regeringen i det mindst inviterede til trepartsforhandling om bededagsforslaget. Tilsvarende var det helt forventeligt, at de faglige ledere derefter reagerede skarpt på Mette Frederiksens blanke afvisning af enhver form for trepartsforhandling. Ifølge rollehæftet for den danske aftalemodel viste hun ikke her god stil. Derfor skabte Mette Frederiksens håndfaste afvisning både skuffelse og vrede i fagbevægelsen.
Lagt sammen med selve indgrebets form og et for medlemmerne dyrebart tab af fridage og velerhvervede faglige rettigheder kan det forklares, hvorfor fagbevægelsen valgte at optrappe konflikten med regeringen mere end almindeligt.
FH-fagbevægelsen optrappede nemlig massivt. Det skete i form af underskriftsindsamling mod bededagsforslag, indkaldelse til demonstration mod regeringen og ikke mindst opfordring til folketingsmedlemmerne om at bruge Grundlovens § 42 til at få en folkeafstemning om bededagsforslaget.
Da regeringen så sender sit udkast til lovforslag i høring, var jorden i den grad gødet for at endog meget kritisk og omfattende høringssvar. Side op og side ned kritiserer FH lovforslaget meget skarpt fra alle mulige vinkler. Der er hård kritik af selve lovforslagets konkrete indhold som ”direkte angreb på overenskomsterne”. Forslaget blev karakteriseret som ”et eklatant brud med den danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der regulerer løn og arbejdsvilkår via kollektive overenskomster”, ”et skridt væk fra den danske arbejdsmarkedsmodel, som vi ellers i Danmark bryster os meget af”. ”En ladeport af muligheder for fremtidige regeringer for at gribe ind i løn og arbejdstid, da den eneste begrundelse for indgrebet i den danske model er behovet for finansiering…”
Indirekte blev regeringen tilmed kritiseret for at optræde som en politisk elefant på rundtur i aftalesystemets porcelænsbutik: ”Lovforslaget er dog på en lang række punkter udtryk for en grundlæggende manglende forståelse af, hvor komplekst det danske arbejdsmarked er reguleret”.
Konklusion
Men kan ikke altid gå ud fra, at de centrale aktører altid vælger deres politiske og faglige strategier inden for de idealer, spilleregler og roller, som det dominerende narrativ om den danske aftalemodel. Tværtimod viser forløbet, at de forskellige aktører i den danske aftalemodel, og måske ikke mindst de politiske aktører, undertiden vælger strategier og handlinger, der går ud over kanten af den danske aftalemodel. Mette Frederiksen valgte at gå tilbage til Bjarne Corydons bededagsfuser for at komme i mål med den ønskede flertalsregering hen over midten i en version, der notorisk ligger uden for skiven i den danske aftalemodel. Årsagen hertil er ikke nødvendigvis hverken modvilje mod eller et tilstræbt fravalg af den danske aftalemodel. Ofte vil det snarere være et strategi- og handlingsvalg, der som i bededagssagen i høj grad er betinget af de konkrete politiske strategivalg.
Det vil på den baggrund være forkert at forstå forløbet sådan, at SVM-regeringen nu har erklæret åben krig mod fagbevægelsen og den danske model. Til gengæld er det nærliggende nemt inden for drømmebilledet af dansk model at tænke i den retning. Forløbet viser med al tydelighed, at de centrale aktører i den danske aftalemodel, kan komme i situationer, hvor der vælges strategier, som må siges at ligge klart uden for skiven af normalforventningerne i den danske models idealfortælling. Forløbet viser ligeledes, at konsekvenserne af at sådant strategivalg ikke nødvendigvis kan forudses eller kontrolleres. Aktørerne risikerer, at valget af sådanne strategier kan bidrage til at skrue modsætninger og konflikter aktørerne imellem i vejret, ikke mindst når aktørernes gensidige reaktioner sker på et bagtæppe af vrede og protest fra brede dele af befolkningen.
Der er i artiklen blevet redegjort for, hvorledes forskellige politikere og arbejdsmarkedsaktørers i bededagssagen har valgt deres respektive strategisk bestemte ageren undervejs skaber et stadigt mere modsætningsfyldt indbyrdes samspil mellem først og fremmest regeringen og arbejdsmarkedsparterne, et samspil der på mange måder flytter de enkelte aktørers ageren uden for skiven af den såkaldte danske aftalemodel.
Samtidig bliver det stadig tydeligere, at bededagsindgrebet kan få længererækkende betydning for fagbevægelsens forhold til SVM-regeringen. Når krukken går meget i stykker, tæres der gensidigt på tilliden til fremtidig fælles brug af dansk model. Der skal noget mere og ekstra til for at klinke skårene og genskabe tilliden. I skrivende stund blæser svaret i vinden, om SVM-regeringen vil og kan det.
Ganske vist er den forholdsvis venlige modtagelse af SVM-regeringen endnu ikke afløst af en gentagelse af den daværende LO-formand Thomas Nielsens højtprofilerede – og senere opfyldte – ønske om en kort levetid for Anker Jørgensens SV-regering i 1978. Men med FH-fagbevægelsens optrapning af konflikten med regeringen har fagbevægelsen anslået nogle takter, der måske kan komme til at sætte grundtonen for det fremtidige samspil mellem regering og fagbevægelse.