Demokratiets krise(r)

Følgende tekst er en forkortet version af Mikkel Thorups kapitel “Demokratiets aktuelle kriser. Et overblik” i bogen Demokratiets krise og de nye autokratier (redigeret sammen med Peter Seeberg på Aarhus Universitetsforlag), som analyserer 12 forskellige lande fra Europa og Mellemøsten til Afrika og Nord- og Sydamerika. Som det fremgår, har ‘demokrati’ flere betydningsnuancer, som det altid er vigtigt at holde sig for øje i den løbende diskussion af begrebet og af de flydende overgange, der kan være mellem, hvornår et politisk system er et demokrati, og hvornår det ikke længere er det. Der henvises eksempelvis til det gængse liberale repræsentative demokrati, men også til en mere generel demokratiopfattelse, som det liberale demokrati er et eksempel på, og som tegner en bestemt styreform til forskel fra andre styreformer som diktaturet og det autoritære regime, også det med forskellige fremtrædelsesformer; endelig opereres der med en opfattelse, der alene gør demokratiet til et spørgsmål om flertalsafgørelser (red.).

Undergravning af demokratiet antager i dag demokratisk form. Den klassiske trussel imod demokratiet, statskuppet, er blevet sjældenheder. Under den kolde krig var statskup skyld i tre-fjerdedele af alle demokratiske sammenbrud (1). Tanks kørte ind i hovedstaden, radio og TV blev stormet, grå generaler tonede frem på skærmen og proklamerede den nye realitet. I dag er det ikke soldater i uniform, der proklamerer demokratiets afslutning, men politikere og andre i jakkesæt, der mestendels skjult og indirekte underminerer demokratiet i demokratiets navn.

Demokratiets aktuelle krise kommer ikke uden for demokratiet selv – fra fremmede magter eller fra militærbarakkerne – men indefra, fra politikerne og fra demokratiets sprog. Krisen manifesterer sig ikke i dramatiske øjeblikke – om end der også er sådanne såsom valget af Trump og Brexit – men snarere i længerevarende udviklinger, hvor balancen mellem det demokratiske og det ikke-demokratiske langsomt og ubemærket tipper over tid.

Der er i disse år en vældig akademisk diskussion om, hvorvidt vi aktuelt står midt i en stor global tilbagegang for demokrati. ’Demokrati i krise’-litteraturen er enorm (og er del af en endnu større krise-litteratur) – og bekymringen indikerer paradoksalt nok en omfattende tilslutning til demokratiet – og det samme er advarslerne om, at vi er på vej ind i ’vredens’, ’tyranniets’ eller endda ’fascismens tidsalder’. Arjun Appadurai har i en bog med den sigende epokale titel The Great Regression skrevet, at der er “en demokratisk træthed” at spore i store dele af befolkningen (2). Jeg vil snarere sige, at der er en træthed med det eksisterende demokrati. Det er ikke demokratiet som ideal, der er under virkeligt pres, i hvert fald ikke i vores del af verden, men en træthed med dets aktuelle udformning og praksis, en kritik ofte formuleret i ønsket om ’bedre demokrati’, ’reelt demokrati’, ’funktionelt demokrati’, ’suverænt demokrati’ etc.

Demokratiet er i dag plaget af det, historikeren Adam Tooze præcist har kaldt “en følelse af bekymring” (3) blandt politikere, befolkning og akademikere. Det er i ringere grad store katastrofer og heroiske kampe, der aktuelt er på programmet, snarere utydelige forandringer og diffuse følelser. De demokratiske konsekvenser er mindre tydelige end soldater i gaden, men de er omfattende og væsentlige, og de kræver en nøje granskning, for at følelsen af bekymring kan blive til afklaring.

Disse udviklingstendenser rejser alle spørgsmålet om demokratisk krise; om hvorvidt demokratiet er på vej ind i en dødsspiral, allerede er en levende død, vi bare ikke har fået begravet, eller om det er ved at udvikle sig til noget andet, som vi måske også skal kalde noget andet end demokrati. Derfor titlen på artiklen, Demokratiets krise(r), da der både kan siges at være en generel krise for demokratiet som ideal og institution samt en række langt mere konkrete og specifikke kriser ifht. særlige lande og for særlige udgaver af demokratiet.

Demokratiske brændpunkter

Vi kan overordnet set skelne mellem mindst fire aktuelle demokratiske brændpunkter:

1) Det markeds-baserede ikke-demokrati (Kina, Singapore, Golf-staterne …), der bruger en statsdirigeret hyper-kapitalisme til at give sine indbyggere økonomiske fordele frem for politisk medindflydelse. Regimerne af denne type promoverer sig som alternativer til et demokrati, som især Kina beskriver som ustabilt og kortsigtet; og både herhjemme og udenlands findes der stemmer, som advokerer for, at disse regimer er en bedre model for økonomisk vækst end liberale demokratier. De tilbyder et potent alternativ til demokratiet: “vækst uden demokrati og fremskridt uden frihed” (4). Det udfordrer den gængse antagelse, at der er en nødvendig forbindelse mellem hhv. kapitalisme og frie markeder såvel som mellem frie markeder og demokrati.

2) Kollapsende/fejlslagne demokratier (Pakistan, Sydafrika, Mexico, Venezuela, Ægypten, Zimbabwe, Thailand …), hvor vi ser skrøbelige demokratier udfordret. Det kan være som i Mexico af narkokarteller eller som i Pakistan af ekstremistgrupper (i samarbejde med dele af statsapparatet), og hvor der fortsat er valg, men hvor valghandlingerne enten ikke synes at bremse et samfundsmæssigt kollaps men snarere synes at bidrage til det, som Venezuela er et godt eksempel på. Eller det kan være som i Ægypten, hvor en demokratisk valgt regering blev væltet af militæret (med ringe kritik fra Vesten, da det var en islamistisk regering, der blev væltet), der derefter vandt et senere udskrevet valg ved brug af stærkt repressive og fordækte metoder. Demokrati er ingen garanti for stabilitet. Under nogle betingelser, fx etniske spændinger, kan det endda virke ufredsskabende, da forskellige etniske eller religiøse grupper mobiliseres under dække af partier.

Disse to udviklinger, den ene ikke-demokratisk og den anden et skræmme-eksempel på demokratisk kollaps, demonstrerer, at demokratiet ikke er nogen selvfølgelighed som politisk og normativt ideal, og at demokratier ikke nødvendigvis har noget langt liv. Mere relevant og udfordrende for demokratiforståelsen og -udviklingen hos os i Danmark og Europa er de to næste aktuelle udviklinger:

3) Illiberale demokratier (Rusland, Tyrkiet, Polen, Ungarn, Israel, Filippinerne, Indien, Brasilien …), der udfordrer idéen om, at der er en nødvendig sammenhæng mellem det demokratiske (hvem der regerer: alle) og det liberale (hvordan der må regeres: begrænset af lov, forfatning, individuelle rettigheder). Historisk har der eksisteret liberale stater uden demokrati, der tilstod (dele af) befolkningen rettigheder og overholdt retsstatsnormer, men holdt dem uden for politisk medindflydelse. I dag ser vi opkomsten af stater, der er institutionelt demokratiske, men som minimerer, undergraver og forvrider de liberale begrænsninger på statsmagten til fordel for en frisat regeringsmagt, der forfølger ofte korrupte og hypernationalistiske målsætninger på bekostning af individuelle frihedsrettigheder, særligt for minoriteter og oppositionelle kræfter.

4) Liberale, repræsentative demokratier (Danmark, Tyskland, Australien, USA, Canada, Norge, Sverige …), som ikke umiddelbart synes at være i nogen eksistentiel krise, men som ikke desto mindre synes udfordret ikke bare af andre regimer som dem oven for, men også af en flerhed af indre, politiske og økonomiske aktører. Krisen for det liberale, repræsentative demokrati er en effektivitetskrise, der handler om, at politiske og økonomiske eliter i stigende grad ser demokrati som en belastning for beslutningstagningen og befolkningens modsvar i en legitimationskrise, der handler om folkelige utilfredsheder med manglen på demokrati. Skematisk fortalt handler det om en afdemokratisering fra oven og en redemokratisering fra neden. Vi står for indeværende i det, Manuel Castells kalder “et brud i forholdet mellem dem, der regerer, og dem, der bliver regeret” (5).

I det følgende vil jeg gå i dybden med det sidste, hjemlige brændpunkt, da det i særlig grad angår vores hjemlige demokratiske udvikling, nationalt og europæisk. Målet er at give et overblik over de årsager og udviklinger, der aktuelt sætter etablerede liberale demokratier under pres, og hvor det demokratiske tilbageslag ikke sker som anti-demokratiske kup men som bevægelser inden for demokratiet selv, som ikke decideret afvikler men afgørende forvandler det, og som rejser det måske mest afgørende spørgsmål: hvor fleksibelt er demokratibegrebet? Eller med andre ord: Hvor meget kan modellen for liberalt, repræsentativt demokrati forvandle sig, før vi er nødt til at tage andre begreber i brug? Begreber som kleptokrati, autokrati, tyranni?

Afdemokratiseringen af det liberale, repræsentative demokrati

Krisesituationen for liberale, repræsentative demokratier virker til at være et mangfoldigt sammenrend af udviklinger, der hver især ikke er udpræget antidemokratiske eller set i isolation heller ikke urovækkende, men som samlet set rejser en række faresignaler.

Udfordringen er at se krisen og afdemokratiseringen ikke som et stort brud men som en snigende proces, hvor hver del ikke i sig selv er meget problematisk, men hvor summen kan siges at blive et demokrati mestendels af navn og meget lidt af gavn. Jeg vil derfor slå ned på en række væsentlige udviklinger af ganske forskellig art, der alle gør noget ved demokratiet, som vi kender det, men hvis effekter endnu ikke er fuldt udfoldede, og som samlet set ikke peger i samme retning, men snarere repræsenterer en mangfoldiggørelse af, hvad demokrati kan komme til at betyde i fremtiden.

Den første store udviklingsklynge er afnationalisering af politikken. Den er ofte reduktivt betegnet globalisering (6), men vi skal snarere forstå den som den forbundne udvikling af to sæt af politikker fra midt-1970erne og frem. Dels er der tale om en økonomisk udvikling: liberaliseringen af kapital, skabelsen af globale markeder, særligt for finanssektoren, udviklingen af globale produktions- og varestrømme mm. Dels er der tale om en politisk udvikling, der handler om den ensidige, gradvise ophævelse af den sociale kontrakt mellem arbejde og kapital: skattesænkelse i toppen, velfærdsforringelser i bunden, svækkelse af fagforeninger og kollektive aftaler mm. Samlet har disse politikker betydet et markant magtskifte internt i landene fra arbejdere til kapitalejere og globalt fra demokratisk beslutning til fokus på det markedsmæssige.

Globalisering udfordrer væsentlige dele af demokratiet. Økonomen Dani Rodrik taler om globaliseringens trilemma (7), hvor vi kan vælge kun to af disse tre faktorer: globalisering, demokrati og national selvbestemmelse. Vælger man demokrati og national selvbestemmelse i en globaliseret verden, afskærer man sig fra resten af verden i selvvalgt fattigdom. Vælger man globalisering og demokrati, må man opgive nationalstaten til fordel for et transnationalt demokrati. Vælger man globalisering og national selvbestemmelse, må man opgive demokratiet og overlade magten til et elitært teknokrati. Hvor stærkt et egentligt dilemma eller trilemma dette nu må være i virkeligheden, illustrerer det meget godt en afgørende problematik for demokratiet. Men det skjuler også, at væsentlige politiske og økonomiske kræfter i de seneste årtier har valgt økonomisk globalisering over såvel demokrati som national selvbestemmelse. Periodens reformer og forandringer har i betydelig grad været dikteret af en eksplicit og ideologisk kritik af ’overdrevent demokrati’ og et tilsvarende politisk projekt om at lade markedet disciplinere politikken – om at installere det, som en af projektets bannerførere, den amerikanske journalist Thomas Friedman, har kaldt for den ’gyldne spændetrøje’; en selvpålagt begrænsning af demokratiet ud fra et løfte om økonomisk gevinst (8). Et repræsentativt eksempel på tankegangen finder man også hos Mario Monti, teknokraten og bankmanden, der blev indsat som italiensk premierminister for at berolige finansmarkederne: “Når Italien har opbygget en gevaldig offentlig gæld, skyldes det, at alt for mange regeringer har været for tæt på almindelige mennesker” (9). Demokratiet som problemet. Løsningen, ofte opsummeret som neoliberalisme, bliver at udskifte (dele af) demokratisk uansvarlighed med markedsdisciplinering.

Privatisering, outsourcing, konkurrenceudsættelse, indførelse af markedslignende vilkår i det offentlige, udskifter offentlige goder og offentlige rum med private. Det fælles tømmes og ’det offentlige’, som vi beslutter og deler i fællesskab, reduceres gradvist til private ordninger (10). Del af denne udvikling er en markant genbeskrivelse af borgeren som forbruger eller klient, hvilket placerer den relevante beslutning hos virksomheden, privat eller offentlig, eller hos den individuelle forbruger snarere end i den kollektive samtale- og beslutningsproces. Det er af flere grunde til en afdemokratiseringsproces. For det første omskrives vores rolle fra det kollektive til det individuelle, dernæst reduceres det, vi i fællesskab kan beslutte, til at omfatte stadig mindre områder, og endelig mindskes det fælles rum, symbolsk såvel som faktisk.

Neoliberalisme kan opsummeres som “politisk assisteret markedsstyre” (11) eller med William Davies’ ord som “affortryllelse af politik gennem økonomi” (12), dvs. som en kritik og begrænsning af politik gennem markedstiltag. Det repræsentative demokrati er blevet tilsvarende udhulet, og igen som led i et projekt om at begrænse det politisk mulige (13). Væsentligst her har været en udvikling, ofte opsummeret som afpolitisering, der handler om at flytte emner og kompetencer, hidtil varetaget politisk – og dermed under demokratisk kontrol –, og placere dem udenfor det politisk-demokratiske. Særligt to former for afpolitisering har her været afgørende: ikke-valgte beslutningsautoriteter og markedsdisciplinering. Privatiserede offentlige virksomheder, uafhængige centralbanker, betydelige dele af EU og ikke mindst Euro-systemet såvel som frihandelsreguleringer er oplagte eksempler på ikke-valgte beslutningsautoriteter, og dermed på det som Frank Vibert med et rammende udtryk har kaldt for opkomsten af de uvalgte, dvs. af autoriteter med ret til at beslutte på områder tidligere forbeholdt politikerne (14). Det interessante her er, at dette er en udvikling, påbegyndt og fastholdt af politikerne selv, som den daværende britiske minister for forfatningsanliggender i 2003, Charles Falconer, opsummerer således: “Det, der styrer vores tilgang, er et klart ønske om at placere magt, hvor den skal være: ikke hos politikerne men hos dem, der er bedst egnede på forskellig vis til at anvende den” (15). I en venlig udlægning af citatet udtrykker det en sund erkendelse af, at politikere ikke ved alt. I en mindre venlig udlægning reflekterer det en del af mistilliden til politik og demokrati, som derefter bliver anvendt som argument for at afpolitisere områder, der ikke længere kan overlades til politikere under demokratisk ansvar. At mistro politik og politikere er ikke kun en folkesport eller en sund demokratisk skepsis. Det er også en tillært ideologisk bestemt forestilling, der offensivt bruges til at afdemokratisere magten.

Den anden form for afpolitisering, markedsdisciplinering, handler om en selvpålagt underkastelse i forhold til markedets krav, særligt finansmarkedets, der fremsættes af dem, som Susan George har kaldt skygge-suveræner (16). Som Wolfgang Streeck og Armin Schäfer skriver, har det aktuelle demokrati to valgkredse, folket og markedet, og vi ser en tiltagende tendens fra europæiske politikere til at betragte førstnævnte med ophøjet foragt eller ligegyldighed og sidstnævnte med næsegrus beundring, iblandet en betydelig frygt (17).

Forbundet hermed er den massive ulighed, der ikke kun har økonomiske og sociale konsekvenser, men også demokratiske. De rigeste personer og virksomheder kan i nogen udstrækning købe sig til indflydelse, lovligt eller ulovligt (18). Nils Gilman taler om ’den dobbelte opstand’ fra kriminelle og plutokrater, hvor sidstnævntes mål er at “neutralisere en stat, som de ser som en trussel imod deres prærogativer” (19). Den plutokratiske afkobling handler om opkomsten af zoner (gated communities, bunker-lignende huse (20), kvarterer der kun beboes af de superrige, privatskoler, privathospitaler, privatfly). Hertil kommer en lang række politiske manøvremuligheder og privilegier, hvor de superrige kan løsrive sig fra det nationale skæbnefællesskab og bruge deres velstand til at købe sig til fritagelse fra de regler, der gælder os andre, særligt skatteregler. Det svækker de regler, fx arbejdstagerrettigheder eller velfærdsgoder, som de betragter som byrder på deres profitmaksimering. Resultatet er opkomsten af parallelsystemer, et velfinansieret privat for de få og et underfinansieret fælles for de mange, samt en politisk beslutningsproces, der servicerer de fås interesser. Alle andre klassiske styreformer end demokratiet bygger på ulighed som sin grundforudsætning. Kun demokratiet har lighed som sin. Aktuelt tester vi, hvor materielt ulige samfund kan være og stadig være demokratiske.

Begge former for afpolitisering – udbredelsen af ikke-valgte beslutningsautoriteter og selvunderkastelse under markedsdisciplinering – handler basalt set om en udvikling i retning af de uvalgtes styre, om det så er teknokrater eller kapitalbevægelser. Markedsdelen (herunder beskyttelsen af ejendomsret) i ’det liberale’ trumfer i stigende grad det demokratiske. I modsætning til de illiberale demokratier, hvor det er rets- og individbeskyttelsen i ’det liberale’, der er under pres, er den demokratiske krise her, at folks “rettigheder mestendels respekteres, mens deres politiske præferencer rutinemæssigt ignoreres” (21). Via internationale institutioner som OECD, IMF og Verdensbanken, gennem internationale frihandelsaftaler og via finanskapitalens disciplinering af låntagende nationer har dette neoliberale markedsdemokrati bredt sig globalt, hvor det i sidste ende er de globale markeder, der bliver betalt først, befolkningerne sidst, og hvor landene hellere betaler lån tilbage til bankerne eller redder dem fra bankerot, end de giver velfærd til deres borgere.

En afgørende del af markedsdisciplinering er hele snakken om ’global konkurrence’ og ’national konkurrenceevne’, der underlægger alt og alle, hvad der betegnes som en eksistentiel trussel. Det har historisk og aktuelt (jf også krigen mod terror) betydet, at man kan gå hinsides de normale regler og være Leder for dem, der bør adlyde under truslen om død eller overflødighed. Det selvpålagte politiske magttab kompenseres ved konstant at prøve at imødekomme markedets behov, at være den, der forstår og kan fortolke markedssignalerne. Politik bliver til forretningsstrategi, og regeringslederen bliver virksomhedsleder, løsrevet fra sine tidligere forbindelser til såvel vælgere som partifæller. De relevante fortolkningsmodeller for det politiske kommer ikke længere fra politikken, men fra management, økonomi og virksomhedskonsulenter. Her finder man en vision og en tidshorisont effektivt afkoblet fra den demokratiske valgproces. Det viser sig på kort sigt som i stadige tilpasninger til markedssvingningerne og på lidt længere sigt i ’nationen som konkurrenceenhed’. Igen: det er et valg fra politikernes side at skifte sprog for, hvad der skal tælle som autoritativ fortolknings- og handlingsramme, og som “nødvendiggør et brud med andre visioner for det politiske baseret på idéer om repræsentation, demokrati eller ikke-økonomisk fællesskab. [… Den markedsorienterede politik] involverer ingen retfærdiggørelser eller appeller til det fælles gode” (22). Politisk lederskab måles i stigende grad på evnen til at ignorere befolkningens krav – og lidelser særligt i krisesituationer – til fordel for minutiøs foregribelse af markedsdommen.

Samme logik har vi set udspille sig i den såkaldte krig mod terror, der har haft to sider: en ydre krig og en indre sikkerhedsliggørelse; sidstnævnte ser vi kort på her. I februar 2002 skrev den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher: ”Begivenhederne den 11. september er en frygtelig påmindelse om, at frihed kræver evig årvågenhed. Og alt for længe har vi ikke været årvågne. Vi har huset dem, der hader os; tolereret dem, der truer os; og givet efter for dem, der svækkede os” (23). Terror og immigration har i de snart to årtier efter terrorangrebet på USA 11. september 2001 været anledninger til en massiv indskrænkning af rettigheder og en omfattende forøgelse af statslig overvågning. Staten er blevet mægtigere, mens kontrollen af dens mest repressive elementer, krig, spionage, overvågning, fængsling er blevet gjort vanskeligere. Der er blevet udviklet det, som Peter Høilund meget præcist har kaldt for ’frygtens ret’, hvor omfanget af ny, stadig mere indgribende lovgivning retfærdiggøres med behovet for sikkerhed (24). Den liberale, retsstatslige del af demokratiet er under akut pres af nogle politikere og et statsapparat, der i stigende grad synes at betragte individuelle frihedsrettigheder som en byrde og belastning i jagten på sikkerhed frem for som noget, der skal forsvares.

I en kompleks relation hertil finder vi digitalisering, opkomsten af det, Shoshana Zuboff har kaldt for ’overvågningskapitalisme’, hvor digitale teknologier går dybere og dybere ind i de mest intime dele af menneskelivet for der at høste oplysninger til brug for manipulation, ikke bare med vore handlinger, men med vore ønsker og begær (25). Internetteoretikeren Evgeny Morozov taler i sin Net Delusion om, “hvordan nutidens autoritarisme er af en både hedonistisk og forbrugervenlig variant” (26), og Bernard Harcourt taler i sin bog Exposed om en ny “blottende magt” (expository power), der knytter an til bredere selv-iscenesættende praksisser (27). Privathed er, siger han, ved at blive omdannet til en markedsressource, men også til en regeringsressource. Data høstes, pakkes, sælges og bruges af private og offentlige aktører i ikke-transparente konkurrencer og partnerskaber. For indeværende står vi ved tærsklen til en “normaliseret og rutinepræget overvågning” (28), som ikke engang fordums totalitære stater kunne drømme om, men som nutidens demokratier og autokratier (særligt Kina) i dag udvikler på.

Samlet dækker alle disse udviklinger over en snigende afdemokratisering, hvor hvert enkelt skridt kan tænkes at have sine valide begrundelser, men hvor de samlet set udgør en omfattende omfordeling af magt mellem staten og borgeren, mellem det, vi kan beslutte i fællesskab og det, der besluttes langt væk fra vores kontrol.

Reaktioner og konsekvenser. Populismen

Aktuelt ser vi en række reaktioner på denne afdemokratisering fra oven, som vi for overskuelighedens skyld kan samle i tre forskellige protestformer:

Mest indflydelsesrig i disse år er højrepopulismen, der er på fremmarch globalt. Som den højreekstremisme-forskeren Cas Mudde bemærker (29), er det, som adskiller den aktuelle fra tidligere højrepopulistiske bølger mainstream-accepten af dens budskaber. Som resultat af terrorangrebet i 2001, finanskrisen i 2008 og flygtningestrømmen i 2015 har højrepopulistiske partier gennemsnitligt set øget deres stemmetal i Europa fra 4,7 til 7,5%, hvilket dækker over store nationale variationer. De har opnået succes i lande, der hidtil havde været immune herfor, f.eks. Tyskland og Sverige. De er i nogle lande blevet det største eller et af de største partier, og så er de i stigende grad blevet interessante som enten regeringspartnere eller som støttepartier. Endelig har de øvrige partier stort set forladt deres modstand og i brede træk overtaget de højrepopulistiske partiers politik, i et vist omfang også deres retorik. Samlet set er der sket en mainstreaming af højrepopulismen.

Højrepopulismens homogene folkebegreb presser på for ekskluderende politikker i forhold til diverse minoriteter og for en instrumentalisering af statsapparat og retsvæsen til at sikre ikke individuelle rettigheder men den kollektive sikkerhed og samhørighed (30). Højrepopulisme er både en bekræftelse af folkesuverænitet imod en tiltagende afdemokratisering og en protest imod det, der opleves som et tab af hjemhørighed og national sammenhæng. Der er derfor en positiv kraft i højrepopulismen i bekræftelsen af det nationaldemokratiske fællesskab og en insisteren på, at politik betyder noget og at folket skal bestemme, men også en række bekymrende tendenser i retning af at skære på retsbeskyttelse, ekskludere grupper, mistro procedurer og magtkontroller.

Venstrepopulisme er ikke nær så stærk som højrepopulismen, og der er hertil nogle væsentlige forskelle at bemærke. For det første har højrepopulismen et dobbelt fjendskab. Hvor venstrepopulismen mobiliserer bund imod top, siger højrepopulismen, at der er en alliance imellem toppen og bunden (fattige, indvandrere) imod midten. For det andet henviser højrepopulismens elitebegreb til en kulturel elite, mens venstrepopulismens elitebegreb sigter mod en økonomisk elite. For det tredje opererer højrepopulisme med et statisk folkebegreb som en altid allerede eksisterende realitet, mens venstrepopulismen har et procesbegreb for folket, som altid er i gang med at blive skabt. Den fjerde og måske væsentligste forskel er, at hvor højrepopulismen tenderer til at udfordre demokratiets praksis i folkesuverænitetens navn, argumenterer venstrepopulismen for at udvide den i lighedens navn. I de senere år fra Occupy-bevægelsen i 2011 og frem har der været en bølge (31), der sætter den ene procent over for de nioghalvfems procent. Det er en klar venstrepopulistisk opdeling i elite og folk. Jeremy Corbin, det britiske arbejderpartis tidligere leder, førte kampagne “for de mange, ikke de få”, Spaniens Podemos taler om kasten versus folket, og i USA har Bernie Sanders’ præsidentkampagner været udtryk for samme. I Latinamerika, der har en lang venstrepopulistisk tradition, har den nået regeringskontorerne, som det også skete med Femstjerne-bevægelsen i Italien og Syriza i Grækenland. Alle steder mobiliseres en befolkning over for en politisk-økonomisk elite, som ikke deler livsvilkår med resten, men som siges at profitere af den neoliberale nedskæringspolitik og medfølgende udhuling af demokratiet. Venstrepopulismen rummer ikke helt de samme udfordringer for demokratiet som højrepopulismen, idet den ikke opererer med den samme homogene folkeforståelse, der kræver afskalninger i top og bund. Tvedelingen af folk versus elite rummer dog altid faren for en delegitimering af den politiske modstander og en fristelse til at bruge sit folkelige mandat på trods af konstitutionelle begrænsninger på dens virke. Venstrepopulismens udfordring af demokratiet retter sig ikke imod demokratiets idé (med mulig undtagelse af Latinamerika, hvor populisme til tider interagerer med en macho-dyrkelse af den stærke mand, som man har set det med Peron og Chavez), men mod dets aktuelle praksis, dvs. i udfordringen af det, venstrepopulister ser som et ufærdigt, ekskluderende demokrati til fordel for et ’ægte demokrati’, et ’radikalt demokrati’.

Den tredje store, globale protest er mere diffus, og vi kan måske opsummere den som ’demokratisk mistillid’. Det er store demonstrationer, pladsbesættelser, konfrontationer, som vi indtil corona-pandemiens komme så eksempler på i Libanon, Hong Kong, Chile og mange andre steder. Tidligere havde vi det Arabiske forår og de store manifestationer imod Irak-krigen og imod nedskæringspolitikken efter finanskrisen. Alle de nationale forskelle til trods handlede de om protester imod et politisk system, der ikke varetager befolkningens tarv, om det så skyldes anti-demokratiske tendenser, korruption, neoliberalisme eller blandingsformer heraf. De stadigt større uligheder internt i landene og en politisk klasse, der vælger markedet som i Chile, autoritære løsninger som i Irak eller som i Hong Kong, hvor de kinesiske magthavere sætter sig over befolkningen, gør, at folk i stigende grad rejser sig i protest imod manglen på rettigheder og indflydelse. Disse protester er udtryk for en massiv mistillid til det eksisterende demokrati, der anses for korrumperet og falskt, samt til politikerne, der over en bred kam anses for korrupte og uduelige. Men det sker væsentligt nok sjældent i en efterspørgsel på antidemokratiske løsninger, men tværtom i kravet om reelt demokrati.

En funktionel skepsis over for politikere fra neden og over for folket oppefra er nødvendige, magtkontrollerede elementer i et levedygtigt demokrati (32). Det sikrer, at hverken de regerende eller de regerede bliver for mægtige og egenrådige på bekostning af hinanden. Noget kunne tyde på, at denne funktionelle skepsis aktuelt tenderer imod en mere udtalt gensidig mistillid, hvor magthaverne udsulter den demokratiske deltagelse, fordi folket synes for irrationelt eller ineffektivt at inddrage, mens grupper i befolkningen mobiliserer imod ’politikklassen’, hvis legitimitet drages i tvivl, selv når den er folkevalgt.

Konklusion

Den britiske politolog David Runciman skriver i sin How Democracy Ends: “Jo mere demokratiet tages for givet, desto større mulighed er der for at undergrave det uden at behøve omstyrte det” (33). Det har været temaet for dette kapitel: faren for at mængden af mindre forandringer i demokratiet samlet set fører til dets afvikling.

Det er dog også væsentligt at reflektere over andet end krisetegnene. For det første ser vi også for indeværende flere lande end nogensinde, der definerer sig selv som demokratiske. Folk går ikke på gaden med krav om ikke-demokrati, men om ægte demokrati. Der eksperimenteres med deliberativt demokrati, folkehøringer, elektronisk demokrati og mange andre former for folkelig inddragelse. Og så er den omfattende krisebevidsthed jo udtryk for en frygt for at tabe det, man gerne vil beholde, nemlig et faktisk og ikke kun et formelt demokrati. Kriselitteraturens enorme omfang er ikke kun udtryk for faktiske kriser. Det er også udtryk for faktiske bekymringer for og ægte tilslutninger til demokratiet.

Når alt dette er sagt, er demokratiets måske største krise endnu ikke nævnt: den accelererende klimakatastrofe, der udfordrer alle styreformer, økonomier, organisationer og husholdninger. Klimakatastrofen udfordrer alle regimetyper, men den er særlig prekær for demokratier. For de skal afbalancere en lang række forskellige interesser, skal håndtere den korte valgcyklus med en langvarig grøn omstillingsproces og skal mediere mellem en langsom beslutningsproces og en hastigt accelererende katastrofe. Der er allerede stemmer fremme om at indføre en ’grøn undtagelsestilstand’, måske endda et midlertidigt økodiktatur, imens andre ser den græsrods-organiserede klimabevægelse og den grønne omstilling som anledning til og laboratorie for en udvidelse af demokratiet.

Demokratiet er ikke kun i krise. Demokrati er nemlig også idealet og sproget, inden for hvilket vi taler om kriser og søger løsninger på dem, både når det gælder demokratiets egen indre kriser og alle de andre kriser, som demokratierne er konfronteret med. At vi taler om demokratiets krise registrerer basalt set en tilslutning til og bekymring for demokratiet, der måske viser, at der trods demokratisk træthed er større opbakning til det, end man ellers kunne få indtryk af fra kriselitteraturen.

(1) Steven Levitsky & Daniel Ziblatt, How Democracies Die. What History Reveals about our Future, London: Penguin 2018, s. 3.

(2) Arjun Appadurai, “Democracy fatigue”. I Heinrich Geiselberger (red.), The Great Regression, Cambridge: Polity 2017, s. 7.

(3) Adam Tooze, “Democracy’s Twenty-First-Century Histories”, 9. februar 2018, https://adamtooze.com/2018/02/09/notes-global-condition-democracys-twenty-first-century-histories-call-comments/.

(4) Michael Ignatieff, “Are the Authoritarians Winning?”. I New York Review of Books, 10. juli 2014.

(5) Manuel Castells, Rupture. The Crisis of Liberal Democracy, Cambridge: Polity 2019, 3.

(6) Om globaliseringsdiskussionen se Mikkel Thorup, “Globalisering: Statens og politikkens endeligt?”. I Lars Bo Kaspersen & Jørn Loftager (red.), Klassisk og moderne politisk teori, København: Hans Reitzel 2009, s. 952-69.

(7) Dani Rodrik, The globalization paradox: why global markets, states, and democracy can’t coexist, Oxford & New York: Oxford University Press 2011.

(8) Thomas Friedman, The Lexus and the Olive Tree, New York: HarperCollins 1999. De følgende afsnit er i lettere bearbejdet form hentet fra Mikkel Thorup, “De uvalgtes styre – konkurrencestaten og det begrænsede demokrati”. I Ove Kaj Pedersen (red.), Konkurrencestaten og dens kritikere, København: Jurist- og økonomforbundets forlag 2017.

(9) Citeret fra J.E. Maressa, “Viser Monti vejen ud af gældskrisen?”. I Jyllands-Posten, 29. februar 2012.

(10) Wendy Brown, Undoing the Demos. Neoliberalism’s Stealth Revolution, New York: Zone Books 2015; Colin Crouch, The Knowledge Corrupters. Hidden Consequences of the Financial Takeover of Public Life, Cambridge: Polity 2016.

(11) Jamie Peck, Constructions of Neoliberal Reason, Oxford: Oxford University Press 2010, s. xii.

(12) William Davies, The Limits of Neoliberalism. Authority, Sovereignty and the Logic of Competition, Los Angeles & London: Sage, 2014, s. 4.

(13) Alasdair Roberts, The Logic of Discipline. Global Capitalism and the Architecture of Government, Oxford: Oxford University Press 2010.

(14) Frank Vibert, The Rise of the Unelected. Democracy and the New Separation of Powers, Cambridge: Cambridge University Press 2007.

(15) Citeret fra Colin Hay, Why We Hate Politics, Cambridge: Polity 2007, s. 93.

(16) Susan George, Shadow Sovereigns. How Global Corporations are Seizing Power, Cambridge: Polity 2015.

(17) Wolfgang Streeck & Armin Schäfer (red.), Politics in the Age of Austerity, Cambridge: Polity 2014.

(18) Chrysta Freeland, Plutocrats. The Rise of the New Global Super Rich, London: Allen Lane 2012; Lee Drutman, The Business of America is Lobbying. How Corporations Became Politicized and Politics Became More Corporate, Oxford: Oxford University Press 2015; Benjamin I. Page, Jason Seawright & Matthew J. Lacombe (red.), Billionaires and Stealth Politics, Chicago & London: University of Chicago Press 2019.

(19) Nils Gilman, “The Twin Insurgency”. I The National Interest, 15. juni 2014.

(20) Evan Osnos, “Doomsday Prep for the Super-Rich”. I The New Yorker, 30. januar 2017; Anna-Maria Murtola, “How the global tech elite imagine the future”. I Economic and Social Research Aotearoa, nr. 11, s. 1-12.

(21) Yascha Mounk, “Illiberal Democracy or Undemocratic Liberalism?”. I Project Syndicate, 9. juni 2016.

(22) Davies, The Limits of Neoliberalism, cit., s. 130.

(23) Citeret Keith Hayward & Wayne Morrison, “Locating ‘Ground Zero’: caught between the narratives of crime and war”. I John Strawson (red.), Law after Ground Zero, London: Glasshouse 2002, 169.

(24) Peter Høilund, Frygtens ret, København: Hans Reitzels forlag 2010; se også Glenn Greenwald, No Place to Hide. Edward Snowden, the NSA, and the US Surveillance State, New York: Picador 2014.

(25) Shoshana Zuboff, The Age of Surveillance Capitalism. The Fight for a Human Future at the New Frontier of Power, London: Profile Books 2019.

(26) Evgeny Morozov, The Net Delusion. The Dark Side of Internet Freedom, New York: Public Affairs 2011, s. ix.

(27) Bernard E. Harcourt, Exposed. Desire and Disobedience in the Digital Age, Cambridge, mass. & London: Harvard University Press 2015, s. 15.

(28) Kevin D. Haggerty & Minas Samatas, “Introduction: Surveillance and Democracy: An Unsettled Relationship”. I Haggerty & Samatas (red.), Surveillance and Democracy, Abingdon: Routledge 2010, s. 3.

(29) Cas Mudde, The Far Right Today, Cambridge: Polity 2019, s. 20-23.

(30) Mikkel Thorup, “‘We Could Go Down the Road of Lebanon’: Crisis Thinking on the Anti-Muslim Far Right”. I Poul Fritz Kjær and Niklas Olsen (red.), Critical Theories of Crisis in Europe from Weimar to the Euro, London & New York: Rowman & Littlefield 2016, s. 213-30.

(31) Mikkel Thorup, “Street Thinking: The Radical Left on the Place Protests”. I Henrik Kaare Nielsen m.fl. (red.), The Democratic Public Sphere, Aarhus: Aarhus University Press 2016, s. 381-404.

(32) Pierre Rosanvallon, Counter-Democracy. Politics in an Age of Distrust, Cambridge: Cambridge University Press 2008. Se også John Keane, The life and death of democracy, London: Pocket Books 2009 om ‘overvågningsdemokrati’.

(33) David Runciman, How Democracy Ends, London: Profile Books 2018, s. 45.