De nye gamle 68’ere

Af Carsten Jensen. Medlem af KD’s redaktion.

En kommenteret omtale (1) af Johannes Andersens bog Nå, og hvad får du så tiden til at gå med? Et portræt af de nye gamle. Hovedland, Sydslesvig, 2020.

Denne artikel diskuterer nogle af Johannes Andersen fremstillinger af ’de nye gamle’ og den forskning i holdninger, der ligger bag den samt, hvordan man fra venstresiden af dansk politik (Rød blok) hvad man gør, når den begynder at forsvinde.

Hvorfor læse Nå, og hvad får du så tiden til at gå med? Når bogen tages op til behandling her, er det fordi, det er en af de mere konstruktive bøger, der er udkommet i de senere år, hvis man bekymrer sig for, hvilke udviklingsmuligheder Rød Blok har i det nærmeste årti. Den peger på nogle udviklingstræk, der ligger bagved de daglige kommentarer fra politikere, journalister, besserwissere og diskuterende borger. Det vil sige på en del af ’det politiskes demografi’, som sjældent tematiseres så direkte.

Det er selvfølgelig ikke på temaet alene at bogen skal vurderes, men også på grundlag af dens indhold. Også her er bogen anbefalelsesværdig for alle. Nå, og hvad får du så tiden til at gå med? handler først og fremmest om dem, som forfatteren kalder ’de nye gamle’ – hvilket i runde tal vil sige 68’erne i deres aktuelle inkarnation. Det er en gruppe mere eller mindre pensionerede, mere eller mindre aktive medborgere, der har store ressourcer som politiske aktivister. Både fordi de har mange erfaringer, der peger i den retning, og fordi deres politiske identiteter siden ungdommen har værdsat deltagelse, selvforvaltning og direkte demokrati i samfund og politik. Andersen sammenfatter selv sådan om de nye gamles aktiviteter som gruppe: ”Kombinationen af en generation, der er vant til at tænke på individuel udfoldelse og social aktivisme, kombineret med en rolle som pensionist med uanet fritid og rimelige økonomiske vilkår foran sig, er en helt oplagt invitation til at kaste sig over virke og samvirke. Hvilket også sker.” (side 148) (2)

Det skal med det samme slås fast, at med udtrykket 68’erne menes der i bogens kontekst især en generation, altså ikke kun en enkelt del heraf – ungdomsoprørere, provoer, hippier, flippere, marxister-leninister, maoister, eller hvordan de nu end blev italesat i samtiden. Generationen er den, der blev født mellem 1945 og 1959. Når det er sagt, ligger vægten i omtalen af denne generation så især på dens aktive dele, altså den del af generationen, der er overlevet til i dag, og som aktivt prøver at gøre en forskel i samfundslivet. Den lægger også vægten på de træk, hvor generationen adskiller sig fra andre, altså fra de helt gamle i dag, og fra generationen lige efter, dem der var unge under og tog farve af 1980’ernes schlütteristiske variant af nyliberalismen. På den måde bliver billedet af generationen også tonet lidt mere over i det røde felt, end der er dækning for i alle dens undergrupper.

Det skal også nævnes, at bogen helt overvejende vedrører danske forhold, selv om en del af den internationale litteratur bruges i de enkelte kapitler til at perspektivere og præcisere nogle generelle sociologiske træk af generationernes og de transatlantiske samfundsudvikling siden slutningen af Anden Verdenskrig – altså i de danske nye gamle levetid.

Bogen i oversigt

Hvad indeholder bogen så? Set ud fra et formsynspunkt har den fem slags komponenter: 1) fremstillinger og diskussioner af forskellige tilgange til det at blive ældre i bred forstand og med særligt henblik på Danmark, 2) fremstillinger og diskussioner af forskellige aspekter af alderdom, 3) en fremstilling af centrale elementer af 68’generationens kompleks af holdninger, der er baseret på en spørgeskema undersøgelse med den fordel, at generationen kan sammenlignes med andre generationer, den ene før og de mange efter, 4) en afsluttende sektion, hvor forfatteren sætter det foregående ind i en egentlig politisk ramme og fremmer fordele ved at have en ’68-generation: de nye ældre, og endelig 5) en række individuelle, personlige erfaringer og betragtninger (Andersens egne), der enten illustrerer det øvrige stof eller fungerer som pædagogiske indledninger, anledninger med videre til tekstens nærmere diskussion. De personlige vinkler glider ud og ind gennem hele bogen, mens de andre komponenter ret beset er adskilte dele af en i øvrigt ret let tilgængelig og fremadskridende fremstilling.

Indholdsmæssigt er Andersens særlige ærinde at være at skabe en bedre forståelse af ’de nye gamle’ positive bidrag til det danske samfund, især i den frivillige sfære. (Samt i lidt mindre målestok at bidrage til at mindske forskelsbehandling: ”Den anden side af de nye gamles aktive virke er, at den både verbalt og i praksis er et opgør med den snigende aldersdiskrimination”, side 149).

Andersen beskriver sin indfaldsvinkel, ”det grundlæggende perspektiv”, som at, ”de nye gamle repræsenterer nye perspektiver på hverdagen, som udfordrer de unge og især de normale. Perspektiver der viser, at arbejde ikke er den eneste måde at forstå verden på.” (side 28/9). De nævnte perspektiver peger i nogen grad tilbage til generationens marxistiske inspirationer. Marx’ idé om at ’lønarbejdet’, med dets fremmedstyring og -gørelse, kun er én form for arbejde, men at arbejdet også kan befries for de nævnte specifikt kapitalistiske træk og gøres til en lystbetonet aktivitet: en del af menneskelig udfoldelse i bred forstand. Det underliggende synspunkt er vist, at det vil kræve en omvæltning at realisere denne indsigt som dominerende samfundsmæssigt princip, men det kommer Andersen ikke rigtigt kommer ind på.

I hvert fald sætter bogen en generations generaliserede virketrang op mod den tilstand, der er mest udbredt i dag, og som stadig er 68’ernes alternativ til lønarbejdet. Når man ser på 68’ernes aktiviteter, kan man ”(…) se på virke og samvirke, samtidig med at man kan forstå, at ikke mindst det sidste er et fundament for kultur, frivillighed og politik i det moderne samfund. At de nye gamle er væsentlige motorer i en række helt nødvendige sammenhænge i et moderne velfærdssamfund” (side 29) ”Min pointe (…) er, at de nye gamle uden tvivl er medvirkende til, at en lang række aktiviteter og institutioner i politik, kultur, sociale netværk, organisationer og foreninger fortsat fungerer, og på den måde er de medvirkende til at holde det danske samfund i gang. Ikke mindst fællesskaber i det civile samfund.” (side 146).

Forestillingen om, at 68’erne hellere vil virke end arbejde (som er klassesamfundets specifikke korrumpering af virketrangen), og at mange af dem nu har fået mulighed for det, peger i retning af, at Johannes Andersen på nogle måder er marxist, eller i hvert fald marxistisk inspireret. Og på at han mener, at 68’erne ’tager forskud’ på socialismen, hvis ikke kommunismen, i deres virkelyst.

Især kapitlet, ’Retten til at virke’, udfolder denne tankegang. Her nævnes forskellige livsstrategier for ’nye gamle’: nogle har stadig et par timers lønarbejde om ugen, der fastholder noget af det kendte, andre ’har travlt med private gøremål, og de fællesskaber, der kommer ud af det’. ”Og så er der en hel del, der kaster sig ud i frivilligt arbejde, men mødetider, arbejdsfællesskaber og positive gøremål til gavn for byen, fællesskabet og den enkelte. Alt sammen drevet af virkelyst, der ikke er bundet op på forestillinger om overskud, lønarbejde, tidsrammer, kroner og ører. Drivkraften er den menneskelige lyst til at gøre noget og gøre noget sammen med andre.” (side 83).

Her nærmer Andersen sig en tænkning som er helt i tråd med den, som Pelle Dragsted har gjort sig til talsmand for i bogen Nordisk Socialisme (omtalt i Kritisk Debat, juni 2021). Man behøver ikke at vente med alle godterne til kommunismen er endelig indført. Dragsted peger på en række socialistiske elementer af økonomien i Danmark som andelsboliger, kreditforeninger, kooperativer, etc. Alt sammen virksomhed, der ikke skal give overskud, men opfylde behov. I et marxistisk udviklingsperspektiv er det lidt som forholdet mellem julekalender og jul. Man kan tage lidt forskud på slaraffenlandet, hvis man har en kalender med små hverdagslige stykker chokolade. Eller virker som billettør og omsorgsfuld bedstemor i én og samme figur i den lokale biograf. De forskellige virker, som de nye gamle bruger deres tid på, udgør et reelt eksisterende forstadie til at konstruere nyttige maskiner om formiddagen, gå på fisketur om eftermiddagen og komponere symfonier om aftenen, sådan som Marx (cirka) beskrev livet under kommunismen.

Jonathan Smucker skelnede i sin bog Hegemony How-to. A roadmap for Radicals (2017) mellem forskellige slags ’radicals’ – i den amerikanske betydning, altså socialister, der lægger vægten på at tage forskud på det nye samfund ved forskellige overskridende organisering- og aktivitetsformer, og dem der lægger vægten på den politiske kamp og på samfundsmæssige magtforhold. Andersen og Dragsted ville i Smuckers perspektiv høre til de første. De fremhæver begge, at der allerede er praktiske opgør i gang mod den kapitalistiske logik, og at disse opgør i hverdag kan udvikles fortløbende. Det er utvivlsomt vigtigt at pege på sådanne områder. Men de kunne også gå et skridt videre i retning af at diskutere, hvordan disse erfaringer så skal organiseres for at understøtte videre arbejde i den gode retning. Det letteste i verden er at kritisere en bog for, hvad den ikke er, og det er da heller ikke ærindet her. Det er mere konstruktivt at pege på, at i debatten om, hvordan man kommer videre, er det nyttig med bøger, der viser styrkepositioner for Rød blok, som fx Andersen beskriver det i forhold til de nye gamles virketrang og som Dragsted beskrev i Nordisk socialisme i forhold til de behovsorienterede dele af dansk økonomi. Når det er sagt, vokser disse områder ikke kun spontant. De kan også hjælpes på vej, og her kommer debatten ikke uden om også at inddrage organiseret politik med alt, hvad dette indebærer af fokus på magt og konflikt.

Sociologi eller politisk strategi og taktik

Når man læser Andersens fremstillinger af de nye gamles roller i civilsamfundet, stiller disse spørgsmål sig også umiddelbart. Hans brug af forestillingen om civilsamfundet indebærer at det ses som et område for positive og konstruktive bidrag til den fortløbende samfundsdannelse og udvikling. Og det passer meget godt med det fokus, der er på den spontane udvikling af forskud på socialismen. Men ikke så godt på den mere konfliktorienterede tilgang, der også medtager konfliktpotentialer i de nye gamles tænkning.

Man kan på civilsamfundet som et positivt bestemt samfundsområde til forskel på de negativt vurderede som marked (økonomisk fremmedgørelse) eller stat (politisk dominans). De er implicit den forståelse Andersen appellerer til i bogen. Men man kan også se på civilsamfundet som en benhård slagmark for forskellige politiske projekter.

Det er givetvis rigtigt, at de nye gamle er aktive i det civile samfund, men det er ikke nødvendigvis en fordel. Også DF og ’Men in black’ (suk) er dele af civilsamfundet – for slet ikke at tale om de mange organisationer, der understøttede Trumps projekt i 2010’erne, hvis vi regner udlandet med. Amerikaneren Robert D. Putnam skrev for snart mange år siden en bog om civilsamfund og fællesskab i USA, Bowling Alone (2021). Han mente at kunne se et autoritært, individualistisk forfald i amerikansk politisk kultur. Det var blandt andet relateret til, at flere og flere amerikanere bowlede alene, i stedet for som tidligere at gøre det i sportsklubber. Han havde muligvis ret i sin iagttagelse, men hans kritikere pegede på, at fx 1920’ernes og 1930’ernes sangforeninger – hvor folk selvorganiseret og ’civilt’ dyrkede fortidens vokale udfoldelser i flok – var mest udbredte, der hvor nazisme og fascisme stod stærkt, og vice versa. Med andre ord, at ’civilsamfundet’ i sociologisk forstand er tvetydigt, og at man ikke kan fremhæve dets vitalitet som noget positivt som sådan.

Antonio Gramsci pegede netop med 1920’ernes italienske erfaringer med fascisme som ramme, at civilsamfundet også kunne bruges af højrefløjens autoritære kræfter som bastioner til forsvar mod arbejderbevægelsens organisationer. Heraf kom hele hans forestilling om ’stillingskrig i det civile samfund’ og hans sondringer mellem ’det borgerlige herredømmes’ to politiske ansigter: ’tvang’ i og via staten og ’tilslutning’ i og via det civile samfund. I denne forståelse af det civile samfund er dets vigtigste egenskab nærmest, at det danner rammer om konflikter. Om udfaldet af disse i en given periode bliver det ene eller det andet, altså en understøttelse af eller et angreb på ’de nødvendige sammenhænge i et velfærdssamfund, er et åbent spørgsmål.

I nogle sammenhænge, geografiske eller tidsmæssige kan det at have et levende og vitalt civilsamfund blive en støtte til en højrefløj, der søger at beskytte ’velerhvervede interesser’ mod offentligheden eller marginaliserede gruppers krav. Det har den amerikanske højrefløj for længst indset, og i Danmark er der også forskellige grupper, der organiserer sig civilt til politiske angreb på velfærdsstaten.

Andersen leverer med baggrund i et solidt undersøgelsesmateriale argumenter for, at de nye gamle er med til at trække samfundet til venstre, i den betydning at de understøtter fællesskab og dele af velfærdssamfundet. I den forstand

En taktisk ressource for Rød blok – eller en barriere for fornyelse?

Der er taktiske fordele ved de nye gamle, som Johannes Andersen har peget på. Men der er også udfordringer.

For det første bør man pege på risikoen for, at de sætter sig på poster med deres erfaring, der gør det let for dem at indgå i organisatoriske sammenhænge i partier og bevægelser, men medbringer deres ikke altid veljusterede ideer fra 1970’ernes klassekampe i Danmark. Og bruger de ideer og deres placering til at skyde nye ned med.

For det andet er der problemet med den aldring og det bortfald, der allerede er begyndt blandt dem. Summers almost gone, som Jim Morrison allerede i deres ungdom advarede. Minder og oprydning står tilbage, men noget specielt bidrag fra 68’erne, skal man nok ikke forvente, når vi kommer frem til 2030’erne. Det åbner med det samme for et lidt mere uhyggeligt spørgsmål, nemlig hvad der sker når 68’erne bliver trætte, rigtig gamle og/eller døde. Så kommer dem, der var unge under Schlütter, til, og de er som generation langt mere uvenligt indstillede over for de civile dyder, der hidtil er blevet fremhævet og dyrket i Danmark.

Realisme og kynisme siger, at nogle allerede nu bør begynde at tænke seriøst over, hvordan man skal erstatte en af de centrale, men uddøende, kernegrupper i rød blok. I USA varmer nogle demokrater sig ved, at Trumps vælgere i stort tal falder fra af naturlige årsager i disse år. I blå blok i Danmark, kan man omvendt glæde sig over, at rød bloks demografiske grundlag vil være udfordret de næste tyve år.

Man kan sammenligne med situationen i fx Tyskland i efterkrigstiden, hvor venstresiden af politik manglede samlet set kom til at mangle en generation af politikere og aktivister, nemlig de mange tusinder fagligt aktive, socialdemokrater og kommunister som Hitlernazismen sendte i arbejds- og udryddelseslejre i efterkrigstiden.

Sammenligningen halter selvfølgelig i forhold til omgivelserne for generationsbortfaldet, men de politiske konsekvenser er sådan set ret ensartede. I Tyskland diskuterede man ensretningen og tavsheden omkring en række spørgsmål, dvs. i realiteten sig en kulturel højredrejning i forhold til tiden fra til 1930’ernes start, langt frem i efterkrigstiden, og fandt langt hen forklaringen i skam og sorg over nazismen, dens frembrud og manglen samt ikke mindst dens forbrydelser. En stor del af forklaringen på den kulturelle højredrejning var dog også, at en så stor del dem, der skulle have båret modspillet fra venstre ganske enkelt, var blevet dræbt af de nationalistiske højreekstremister i 1930’erne og starten af 1940’erne. Her halter sammenligningen grundlæggende, men at man kan forvente en højredrejning som følge af et generationsfravalg til venstre synes at være en nødvendig konsekvens af den demografi, som Johannes Andersen har baseret sin bog på.

Hvad vil der ske med opbakningen, når 68’erne forsvinder. Det de fleste af de nye gamle aldrig at vide. Endnu et af de eksistentielle spørgsmål, hvor svaret blæser i vinden.

Men selvom man ikke får svarene, kan man godt regne med, at der af demografiske grunde alt andet lige vil ske en højredrejning i Danmark i de kommende år: Apres nous la deluge droit. Man kan håbe på, at der findes måder at kompensere for denne på, der ikke går alt for hårdt ud over det ideologiske arvesølv som forpligtelsen på frihed og lighed for alle, velfærdsstat, og miljø-/klimakamp. Man kan også håbe på at der kommer helt nye ideer.

Set i forhold til dagens forhold, hvor forholdet mellem venstre og højre (set som SD’s røde blok og Venstres Blå blok), er meget tæt, og set over tid har skiftet meget lidt (i halvtredsårsperioden siden valget i 1971 har de røde regeret i omkring 25, og det samme gælder så også for de blå), går vi mod en periode, hvor man kan forvente en demografisk fordel for de blå i 2030’erne. Og allerede i skrivende stund ser det svært ud for Rød blok til næste valg. Der skal altså satses hårdt på den generation, der er mellem 10 og 18 i dag, hvis det fortsat skal være sådan at ’for de gamle som faldt, …’.

De nye unge i 2031?

Hvilke store emner kan man satse på, hvis man vil finde unge, der kan afløse de gamle 68’ere? Demokrati, velfærd, klima? Johannes Andersen er forholdsvis optimistisk med hensyn til forestillingen om, at det er muligt at skabe en alliance mellem bedsteforældre og børnebørn, så at sige: ”(…) i dag er den holdningsmæssige alliance mellem de unge og de nye gamle et vigtigt fundament for en af de vigtigste politiske kampe i fremtiden. Nemlig for ambitionerne om at sikre et bedre miljø og klima.” (side 151).

De nye unge vil sikkert være en generation, der på grund af coronakrisen har nogle særlige erfaringer omkring individuelt handlerum, der skal tænkes meget over. På den ene side vil de have meget at takke den trods alt velorganiserede velfærdsstat for, lige som det danske ’samfundssind’ har reddet mange. Men om man vil tænke sådan, når man er seksten i dag og 26 i 2031, er det umuligt at spå om. Måske vil man opleve det sådan, at ’de voksne’ og ’politikerne’ lagde gift ud for det sjove ved ungdomslivet. Realiteterne peger på, at de burde gå lidt til venstre på velfærds- og fællesskabstemaet, men mht. den individuelle udfoldelse kunne pendulet meget nemt komme til at pege i retning af en banal, men højrevendt, statskritik: en diffus ’ungdomspopulisme’ om man vil.

Under alle omstændigheder peger Johannes Andersens bog både direkte og indirekte på den store udfordring, det bliver for Rød blok at erstatte 68’ernes stemmer og aktivistarbejdskraft. Det er en opgave, hvis løsning ikke i sig selv trækker overskrifter eller giver politikere point i offentligheden, så der er en vis risiko for, at den bliver glemt i kampen om at markere sig på den korte bane. Lad os håbe, at nogen alligevel påtager sig opgaven.

Andre referencer

Simone de Beauvoir (1983, org. 1970) Alderdommen, Fremad, København.

Pelle Dragsted (2021) Nordisk socialisme. København.

Robert D. Putnam (2001) Bowling Alone. New York.

Jonathan Smucker (2017) Hegemony How-to. AK Press.

Noter:

  1. Der er ikke tale om en anmeldelse i klassisk forstand, men om en omtale og en diskussion af centrale temaer i bogen. Man kunne sige, at artiklen er skrevet som et lidt oppustet a propos.
  2. Nogle kan måske blive provokeret af den optimisme Andersen, som beskriver de nye gamle med, fx af hans forestilling om deres økonomiske muligheder og sundhedstilstand. For 50 år siden konstaterede Simone de Beauvoir omvendt: ”At kræve, at menneskene forbliver mennesker til deres dages ende, ville indebære en radikal omvæltning. Dette resultat kan umuligt opnås ved nogle begrænsede reformer, der lader systemet intakt: det er udbytningen af arbejderne, atomiseringen af samfundet, elendigheden ved en kultur, der er forbeholdt en elite, der munder ud i disse umenneskeliggjorte alderdomme.” (side 19, CJs kursiv) Under alle omstændigheder bør man ikke lade uenighed om de nye gamles sociale og økonomiske situation skygge for vigtigheden af at diskutere deres aktuelle konstruktive rolle i velfærdsstaten. De Beauvoir ville om nogen have argumenteret for at se på, hvad de nye gamle gør med det, de er blevet gjort til. Og det langt hen hvad Andersen gør.