Covid-19-krisen og friheden til at føre socialdemokratisk politik

Den politiske håndtering af Covid-19-krisen har styrket Mette Frederiksen og regeringen. Men selve den økonomiske krises dybde og særlige karakter har samtidig ændret vilkårene for at føre progressiv centrum-venstre-politik. Regeringen og dens støttepartier får brug for at genforhandle den politiske forståelsesaftale og forny sigtelinjerne for den økonomiske politik for at kunne fastholde velfærds- og klimapolitikken.

Mogens Lykketoft slutter sine erindringer med at glædes over, hvordan Mette Frederiksen nu har dannet en S-mindretalsregering, der ’bevarer friheden til at føre socialdemokratisk politik’, og han forudsiger, at S-regeringen på den baggrund ’vil gå op imod den stigende ulighed, stoppe udhulingen af velfærden og – uanset De Radikales modvilje – energisk søge flertal for at forbedre mulighederne for tidlig tilbagetrækning for ældre nedslidte mennesker, der blev svigtet, da Lars Løkkes regeringen reelt ødelagde efterlønnen i 2011’.

Men vil Lykketofts forhåbninger på regeringens vegne holde? Og ikke mindst: Lægger Covid-19-krisen bånd på friheden til at føre socialdemokratisk politik? Har sundhedsepidemien, den økonomiske krise og deres politiske håndtering på afgørende vis ændret og indskrænket regeringens frihed til at føre socialdemokratisk politik? Disse spørgsmål vil blive analyseret nærmere i denne artikel.

Uændret kurs

Indledningsvist kan man konstatere, at Mette Frederiksen ikke har brugt Covid-19-krisen til at ændre den politiske kurs. Det har ellers ikke skortet på opfordringer fra de blå partier. Men nej. Forsinkelser javist. Men ingen given køb på de politiske løfter. Trods enorme milliardregninger for at holde hånden under virksomheder og medarbejdere, trods ekstra milliarder oveni til kommunernes og regionernes Covid-indsats har regeringen stædigt fastholdt, at det ikke kan eller bør tilskrives nogen betydning for regeringens økonomiske muligheder for at sikre fremtidens velfærd og klima. Ingen grund til ny eller ændret politisk kurs. Det har været den entydige melding fra både stats- og finansministeren.

Man skal være både lettere politisk tonedøv og chefredaktør på Berlingske Tidende eller Børsen for at mistænke Mette Frederiksen og hendes regering for at pønse på at ændre den politiske kurs. Mette Frederiksen har nemlig gode politiske grunde til at ville leve op til Mogens Lykketofts ønsker og forhåbninger, hvis det overhovedet er økonomisk og politisk muligt. Først og fremmest er det præcis den retning, hun i sin tid valgte at ville gå med sin S-regering. Dernæst var det den kurs, vælgerne valgte at give hende og støttepartierne mandat til at følge, og endelig var det det, som Socialdemokratiet og støttepartierne med den politiske forståelsesaftale blev enige om at gøre Mette Frederiksen til statsminister i en ren S-regering på.

Når Mette Frederiksen og Nicolai Wammen ikke én eneste gang har brugt Covid-19-krisen til at begrunde en politisk kursændring og neddæmpe vælgernes forventninger, har de været helt bevidste om, at de dermed bidrager til at cementere vælgernes forventninger. Dermed har de valgt at løbe en kalkuleret politisk risiko. Det øger den politiske pris for eventuelt ikke at kunne levere. Det kommer til at koste mere på regeringens politiske troværdighed, hvis det alligevel ikke bliver Arnes tur.

Så langt, så godt. Der er ingen grund til at mistænke Mette Frederiksens regering for at ville bruge regeringsmagten til noget væsentligt anderledes end det, som Socialdemokratiet gik til valg på og fik vælgernes mandat til. Med S-regeringen vendte Mette Frederiksen tilbage til en socialdemokratisk ambition om omfordeling og mindskelse af ulighederne i uddannelse, økonomi, livsvilkår og sundhed, og hun ikke har forladt den igen under Covid-19-krisen.

Ikke nogen kortvarig nedlukningskrise

Spørgsmålet er så, om krisen har gjort det sværere for regeringen – med forsinkelse – at forfølge sine politiske mål. Skal man tro de fleste økonomer, har Covid-19-krisen indtil videre ikke gjort den store forskel. Men disse økonomer skal man desværre ikke nødvendigvis stole blindt på. Deres forståelse af Covid-19-krisen holder ikke nødvendigvis hele vejen.

Langt de fleste økonomer og politikere har ihærdigt bestræbt sig på at forklare den økonomiske krise som en voldsom, korterevarende, men hård opbremsning i produktionen, som følge af nedlukningerne, der så efterfølgende har affødt en midlertidig nedgang i efterspørgslen fra virksomheder og forbrugere. Når virusudbruddet er under kontrol eller helt overstået, vil alle så kunne vende tilbage på arbejde og gøre, som de plejer. Samfundets økonomiske kapacitet vil dermed hurtigt og relativt smertefrit være tilbage på samme niveau som før virusudbruddet.

I den hjemlige debat har denne kriseforståelse fået et navn. Krisen er blevet karakteriseret som en V-krise (hurtigt ned og hurtigt op igen) og som en nedlukningskrise. I den offentlige debat har det været bekvemt for ikke mindst borgerlige politikere og erhvervsorganisationer at gøre Mette Frederiksens politiske nedlukning og manglende genåbning økonomisk og politisk ansvarlig for krisen.

Men så simpel er historien desværre ikke. Langtfra. Covid-19-krisen er ikke en sundhedskrise, hvor sundhedsindsatsen skaber en imidlertid økonomisk krise. Det er ikke en krise, hvor en virus først afstedkommer en pandemi, hvorefter en række politiske beslutninger om nedlukning, mv. for at tackle pandemien og sundhedskrisen så fører til en opbremsning i produktionen og en mere eller mindre omfattende økonomisk nedlukning af økonomien. Covid-19-krisen har derimod fra første færd på én gang været en sundhedskrise og en krise i økonomien. Den pandemiske udbredelse af covid-19-virus har bragt millioner af menneskers liv og helbred synligt i fare, og det har umiddelbart og direkte påvirket vores sociale og dermed økonomiske adfærd på afgørende vis. Selv i de lande, hvor der slet ikke eller kun i meget begrænset omfang blevet truffet politiske og ledelsesmæssige beslutninger om nedlukning, social distancering, mv., har tilstedeværelsen af covid-19 påvirket menneskers sociale og økonomiske adfærd, arbejdsorganisering, samhandel, transport, osv. Med udsigt til en langvarig pandemi over måske adskillige år vil dette også blive tilfældet fremadrettet.

I en sådan situation er nedlukning, osv. ikke nødvendigvis entydigt skidt for økonomien og under ingen omstændigheder den faktor, der alene afgør økonomiens tilstand og udvikling. Selv om det kan bremse eller direkte sætte dele af økonomien i stå, kan en nedlukning tilmed være et gode for den samlede økonomi, idet det kan bidrage til at inddæmme en epidemi, der er ude af kontrol med deraf følgende social risikoadfærd til stor skade for både produktion, produktivitet og efterspørgsel. Derfor er det helt skævt at tale om en nedlukningskrise og en politisk nedlukning af økonomien.

Selvfølgelig har de forskellige politiske tiltag selvstændig betydning for økonomien – og sundhed. Forskellige former for politisk bestemt regulering af vores sociale adfærd har vist sig at have enorm betydning for både økonomi og sundhed. Det ændrer blot ikke ved, at det grundlæggende er selve tilstedeværelsen af covid-19, der både direkte og via politisk regulering har påvirket vores sociale og økonomiske adfærd i forbindelse med social omgang, arbejde, transport og rejser. Sådan er det stadig, og sådan vil det stadig være i ganske lang tid fremover.

Den sociale og økonomiske adfærd vil i lang tid fortsat være dybt præget af frygt og usikkerhed om fremtidens sundhedsrisiko og økonomi. Selv med fuld genåbning vil tilstedeværelsen af covid-19 fortsætte med at sætte sit præg på både mennesker og virksomheders sociale og økonomiske handlemønstre og fremtidsdispositioner – og dermed på økonomien. Der er ikke bare tale om en kortvarig nedlukningskrise, men en ny særlig enhed og økonomisk og sundhedsmæssig krise. Det vil være det sociale, økonomiske og politiske grundvilkår, som Mette Frederiksens regering vil skulle agere i de kommende halve og hele år.

Dermed er Mette Frederiksens udfordringer efter alt at dømme større end som så. Og større end mange økonomer, inklusive Finaministeriets, hidtil har givet udseende af. Det gælder både, hvad angår selve den økonomiske krisepolitik, og når det drejer sig om en eventuel indskrænkning af friheden til at føre socialdemokratisk politik.

Til angreb på oppositionen

Netop fordi udfordringerne for den økonomiske politik er større og mere grundlæggende end en lykkelig afslutning på nedlukningskrisen og tilbagevenden til fortidens vækst og beskæftigelse, har både regeringen og dens støttepartier en vigtig opgave i at gå til angreb på oppositionens letkøbte krav om genåbning og tilbagevenden til fortidens økonomi. Befolkningen skal vide, at hverken corona-risikoen eller frygten for arbejdsløshed bliver løst med en fremrykket genåbning, nogle feriepenge og skummetmælk uden moms.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen har siden midten af april efterlyst en samlet, klar og entydig plan for genåbningen af Danmark for ikke mindst at sikre virksomhedernes økonomiske genrejsning. Dermed har han – heldigvis indtil videre ganske forgæves – efterspurgt det umulige og det uduelige. Ingen har kunnet forudsige udviklingen i selve epidemien nationalt og internationalt. Ingen har derfor kunnet opstille en definitiv forkromet plan for inddæmningen af epidemien. Økonomer og samfundsforskere har famlet sig frem til nye data og teorier uden endnu helt at kunne forudsige, hvordan befolkning og virksomheder ville reagere på epidemiens forskellige udviklingsscenarier.

Sådan er det stadig. Der er kommet flere data og lidt mere teoretisk og statistisk grund under fødderne i både epidemiologernes, statistikernes og samfundsforskernes søgen efter nye teoretiske krystalkugler at kigge i for at forstå krisens kvalitativt nye udfordringer. Men fast grund er der endnu ikke under fødderne hverken for regeringen eller de politikere, der hen over efteråret kommer til at træffe afgørende beslutninger om Danmarks folkesundhed og økonomi.

De foreløbige initiativer

Så længe økonomer og politikere mener at kunne nøjes med at se Covid-19-krisen som en måske hård, men midlertidig primært politisk begrundet opbremsning af produktion og efterspørgsel, vil de i teorien ikke have så svært ved at føre den nødvendige krisepolitik. Så vil teorien tilsige, at de – ikke mindst i et land som Danmark – billedlig talt kan nøjes med at lade seddelpressen køre eller optage nogle superbillige milliardlån til at holde en økonomisk hånd under virksomheder og medarbejdere, så længe krisen står på. Når blot den politisk bestemte opbremsning af økonomien bliver ophævet, vil økonomien vende automatisk vende tilbage til fortidens vækstkurve. I teorien altså.

Teorien vil ganske vist sige, at der formodentlig vil være et vist tidsmæssigt efterslæb på både den hjemlige og internationale efterspørgsel og dermed på at få fuldt gang i hjulene. Men det vil komme gradvist, og det kan hjælpes på vej ved at stimulere efterspørgslen lidt ekstra og give en ekstra tilskyndelse til at investere trods usikkerhed om fremtiden.

Havde Covid-19-krisen været en sådan krise, og havde den danske og internationale økonomi været i balance før Wuhan, ville udfordringen have været til at overse. Så ville det ganske vist på kort sigt ville koste masser af milliarder. Men det ville så også stort set løse problemerne.

Meget tyder på, at præcis denne tilgang har været styrende for det første halve års økonomiske krisepolitik: Den har først og fremmest handlet om hurtigt at få skruet de rigtige lønsikringsordninger og økonomiske hjælpepakker sammen uden alt for mange huller og snydemuligheder.

Da smitten begyndte at komme under kontrol i Danmark, og genåbningen begyndte, stod det som forventet klart, at krisen undervejs havde skabt meget usikkerhed hos både borgere og virksomheder. Hvor mange fyringer ville der komme, når lønsikringsordningen blev stoppet? Hvor stor var risikoen for, at virksomhederne vil mangle afsætningsmuligheder i en længere periode? Økonomerne gik efter tur med deres gamle økonomiske modelberegning i gang med at forudsige, hvor meget og hvor længe den hjemlige og internationale efterspørgsel ville gå ned. Selv om resultaterne var behæftet med meget stor usikkerhed og var noget forskellige, var den dominerende spådom en relativt stor økonomisk tilbagegang i 2020 efterfulgt at en begyndende fremgang en gang i 2021.

Ud fra disse beregninger, hvor Finansministeriet lagde sig i den moderate ende, stod klart for regering og politikere, at der ville være brug for at stimulere den hjemlige efterspørgsel hen over efteråret 2020 og formodentlig endnu længere. Samtidig stod det mere og mere klart, at der herudover var brug for også at hjælpe eksportvirksomhederne i gang med både hjemlige tiltag og en europæisk stimulanspakke i EU-regi. Derfor gik regeringen med noget nær enstemmig opbakning fra Folketingets partier op til sommerferien i gang med at aftale nye måder at holde en halv hånd under virksomheder og fyrede medarbejdere.

Men endnu er opgaven ikke løst. Trepartsforhandlingerne om en ny udvidet arbejdsfordelingsordning er sat på vågeblus, og de nye erhvervspolitiske stimulanspakker er endnu langtfra klar, endsige gennemført.

På denne baggrund har de politisk-parlamentariske udfordringer været ualmindeligt overskuelige for regeringen. En politiske styrket statsminister. Parlamentariske støttepartier, der bakker op, og en indbyrdes splittet borgerlig opposition, der nærmest kun har været enige om at sige ja til regeringens kirseudspil.

Der har været en række mindre diskussioner om genåbningstempo, sundhedsfaglig rådgivning, fordelingen af helikopterpenge til ydelsesmodtagere, mv. Men det har været politiske krusninger, der mest af alt har blotlagt oppositionens politiske afmagt. Endnu er det ikke lykkedes nogen uden for regeringen at så nævneværdige skår i den politiske konsensus om den førte politik.

De forskellige partier, ikke mindst i den borgerlige lejr, har selvfølgelig brugt lejligheden til at tømme hver sine skuffer med hver sine drømmeforslag: Udbetaling af optjente feriepenge, et halvt år uden moms, hurtigere indførelse af planlagte topskattelettelser, 1.000 kr. i helikopterpenge til mennesker på overførselsindkomst, osv., osv. Men det har netop været drømmeforslag. Det vil sige forslag, der ene og alene har været beregnet til at profilere det pågældende parti over for potentielle vælgere. Ingen som i INGEN af oppositionens forslag har været indarbejdet i noget, der bare lignede en samlet plan for økonomisk genrejsning. Intet oppositions- eller støtteparti har til dato turdet sætte politisk trumf bag egne forslag og har alene af den grund ikke opnået andet end nogle begrænsede tilretninger af regeringens udspil.

Dermed er de økonomiske forhandlinger indtil videre kun blevet til en fortsættelse af de brede politiske forhandlinger om håndteringen af selve smittefaren. Regeringen har forhandlet med arbejdsmarkedets parter med de politiske partier tavse på sidelinjen. Regeringen har fremlagt økonomiske stimulanspakker, som partierne kun har haft politisk styrke til at tilrette yderst marginalt.

Selv om milliarderne med samtlige politiske partier billigelse er fosset og fortsat fosser ud af statskassen, er det indtil videre lykkedes statsminister Mette Frederiksen og finansminister Nicolai Wammen at styre de politiske tiltag maksimalt. Den tilsyneladende politiske forbrødring om den økonomiske krisepolitik har samtidig været et godt bagtæppe for at fortælle befolkningen, at regeringen både har styr på økonomien og fortsat har penge nok til både at rette op på velfærden og redde klimaet i de kommende år.

Dette er også rigtigt ud fra én umiddelbar og rent formel økonomisk betragtning, nemlig den, at der endnu ikke har været tegn på, at den internationale finansverden har sat spørgsmålstegn ved dansk økonomi. At det ud fra en anden økonomisk betragtning kan være mere tvivlsomt, om der er ’styr på økonomien’, vender jeg tilbage til nedenfor. Men rigtigt er det, at finansmarkederne ikke er begyndt at kræve højere risikorente for de mange milliardlån. Dette kan teoretisk set ændre sig i fremtiden. Skulle dem, som Mogens Lykketoft engang kaldte finansmarkedernes ’hysteriske kællinger’, skrue op for rentekravene, kan den løbende rentebetaling teoretisk set blive en nævneværdig økonomisk belastning. Det vil i så fald kunne indskrænke regeringens økonomiske handlefrihed. Men indtil videre er der ingen tegn i den retning.

På denne baggrund kan der argumenteres for, at regeringen har en betydelig frihed til at lempe den økonomiske politik mere end de rammer og sigtelinjer, der i sin tid blev aftalt mellem regeringen og dens parlamentariske støttepartier om den økonomiske politik.

Styr på økonomien – genforhandling af forståelsesaftalen

De rammer og sigtelinjer for den økonomiske politik, der kan læses i den politiske forståelsesaftale, blev aftalt på et tidspunkt, hvor et økonomisk opsving med solid vækst både i BNP og beskæftigelsen prægede dansk økonomi. Om der allerede dengang eksisterede en række underliggende ubalancer i den danske og internationale økonomi, skal ikke drøftes nærmere her. Som kort beskrevet ovenfor er situationen nu en ganske anden. Det gælder ikke mindst, hvis man ser Covid-19-krisen som en længerevarende sundheds- og økonomikrise med andet og mere end midlertidige produktions- og efterspørgselsnedgange.

Forskellige lande og brancher er ramt både kvalitativt og kvantitativt forskelligt. Nogle brancher i nogle lande har kun været ramt midlertidigt med en nogenlunde kalkulerbar risiko for fremtidens beskæftigelse og indtjening. Andre har udsigt til varige og betydelige ændringer i både investeringer, forsyningskæder, produktionsvilkår og efterspørgsel. Mens nogle virksomheder kan nøjes med at kalde hjemsendte medarbejdere på arbejde igen og genoptage produktionen til et nærmest uændret marked, må andre leve i fortsat usikkerhed om en under alle omstændigheder forandret fremtid. De internationale netværk af mere eller mindre globale forsyningskæder, produktion, handel og just-in-time-leverancer står ikke automatisk intakte og parat til genstart efter halve og hele års Covid-19-påvirkning. I nogle brancher vil hidtidige just-in-time produktionskæder f.eks. skulle revurderes og justeres i lyset af ændringer og øget fokus på fremtidige leveringsusikkerheder. Mange steder vil en lang række jobs forsvinde på grund af tabte eller ændrede markedsvilkår, og efter al sandsynlighed vil de færreste genopstå i overskuelig fremtid.

Disse betydelige forskelle mellem lande, brancher og virksomheder skyldes bl.a. er det blevet sagt, at i vor verden kender den konstante udveksling af kapital, varer og tjeneste ingen landegrænser. Det gør covid-19 heller ikke. Men alligevel har pandemien med al tydelighed vist os, at de sociale relationer og processer, der tilsammen skaber de globale og lokale økonomiske netværk i høj grad kan være sårbare og påvirkelige af landegrænser og afstande. En virussmittet kunde på et marked i Wuhan kan på mindre end 3 måneder afstedkomme en begrænsning af den globale flytrafik til ukendelighed, tvinge sundhedssystemer i knæ og få virksomheder verden over til at revurdere deres globale forsyningskæder fra f.eks. Wuhan.

Covid-19-krisen er således ikke blot en produktions- og efterspørgselskrise. Det er samtidig en strukturel erhvervskrise, der ikke alene løses gennem forskellige former for produktionsstøtte og flere penge på Dankortene. De sociale, politiske og økonomiske udfordringer under den fortsatte Covid-19-krise er større end risikoen for højere lånerentesatser. Derfor vil det kræve mere af den økonomiske politik, end regeringen og dens støttepartier kunne forudsige, da de indgik den politiske forståelsesaftale. Derfor er der al mulig grund til at genforhandle forståelsesaftalen og overveje en ny økonomisk politik, der kan matche denne krises særlige udfordringer for dansk og international økonomi.

Gode muligheder

Heldigvis synes der også – i det mindste i en snæver dansk kontekst – at være gode muligheder for at udvide rammerne for en økonomiske politik, der med forståelsesaftalens ord ”der styrker beskæftigelsen og bekæmper fattigdom og ulighed, satser på uddannelse og opkvalificering og sikrer gode rammevilkår for dansk erhvervsliv” og ”sikre, at der om fire år er skabt et større økonomisk råderum samtidig med, at uligheden er reduceret.”

I den politiske forståelsesaftale blev partierne enige om at basere den økonomiske politik på en række selvvalgte begrænsninger. Der skulle skabes balance på de offentlige finanser i både 2025 og 2030, og Danmark skulle overholde de internationale økonomiske forpligtelser i bl.a. Vækst- og Stabilitetspagten og finanspagten og den deraf følgende danske lovgivning. Dermed valgte regeringen og dens støttepartier selv at lægge meget stramme rammer for den økonomiske politik i almindelighed og de offentlige budgetter i særdeleshed. Selv om disse stramme økonomiske rammer rummer mulighed for visse lempelser i både den økonomiske politik og yderligere åbner for en lempelse af budgetlovens restriktioner ved revisionen her i efteråret 2020, vil kravet om balance i 2025 og 2030 – i samspil med Finansministeriets særlige regnemetoder – sætte ganske snævre grænser for både konjunktur-, struktur- og velfærdspolitikken i de kommende år. Og disse grænser vil blive yderligere indsnævret med en længerevarende krise og eventuelt en langsommere vækst- og produktivitetsudvikling i de kommende år.

Den frihed til at føre socialdemokratisk politik, som Mogens Lykketoft hylder i sine erindringer, men som regeringen og støttepartierne selv valgte at begrænse i lyset af opsvingsoptimisme, er nu endt som en ekstra politisk frihedsbegrænsning under Covid-19-krisen.

Det samme gælder en anden af forståelsesaftalens selvvalgte frihedsbegrænsninger. Ifølge forståelsesaftalen skal nye udgiftsdrivende forslag finansieres på de årlige finanslove eller som en del af de aftaler, der indgås. Samtidig skal initiativer, der måtte reducere den såkaldte strukturelle beskæftigelse, modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende.

Hvad dette betyder, når det oversættes til praktisk politik, kan belyses med et ikke tilfældigt valgt eksempel, nemlig regeringens ønske om at gennemføre en ret til tidligere pension fra 2021 for dem, der er startet tidligt på et langt og ofte slidsomt arbejdsliv. Her siger forståelsesaftalen, at hvis der kommer udgifter til tidlig pension allerede i 2021, skal finansieringen findes på finansloven for 2021. Dette betyder, at regeringen som udgangspunkt ikke kan indføre en fuldt finansieret ret til tidlig pension, men hvor finansieringen af finanspolitiske hensyn til Covid-19-krisen først indfases over en årrække. Regeringens finanspolitiske muligheder er dermed stækket.

Samtidig stiller forståelsesaftalen krav om, at når der gives ret til tidlig pension til mennesker, der kunne have været i arbejde, og den såkaldte strukturelle beskæftigelse dermed faldet, så skal regeringen yderligere finde et politisk flertal for nogle tiltag, der ifølge finansministeriets regneregler vil øge den strukturelle beskæftigelse tilsvarende. Det er med andre ord ikke engang nok med fuld øjeblikkelig finansiering, hvis det sker på en måde, der begrænser den strukturelle beskæftigelse. Hvis det bliver Arnes tur finansieret af en ekstra afgift eller skat på den finansielle sektor, er det ikke nødvendigvis nok til at leve op til den politiske forståelsesaftale.

Med de aktuelle økonomiske udsigter er det ikke just blevet nemmere for regeringen at opfylde denne betingelse. Men betingelsen kan i princippet opfyldes f.eks. ved at foreslå bedre arbejdsmiljø for seniorerne og et seniorpolitisk partnerskab med arbejdsmarkedets parter for ad den vej at tilskynde flere seniorer til at blive længere på arbejdsmarkedet og derigennem øge beskæftigelsen.

Alt dette har manden med de gule sedler og mellemregningerne i orden, Kristian Thulesen Dahl, formodentlig for længst set. Selv om det umiddelbart mere ligner et indspil i konkurrencen med Nye Borgerlige om at være hårdest ved flygtninge og familiesammenførte, så skal Dansk Folkeparti forslag om kun at medvirke til Arnes tur, hvis de øvrige partier vil gå med til at finansiere turen ved at lade flygtninge og familiesammenførte betale for turen, givetvis også ses i lyset af disse begrænsninger af den socialdemokratiske regeringens handlefrihed.

Kristian Thulesen Dahl har tidligere afvist at finansiere ret til tidlig pension fra 2021 med et ekstra samfundsbidrag fra den finansielle sektor med eksplicit henvisning til Covid-19-krisen. Nu prøver han så yderligere at markedsføre DF-Classic ved kun at tilbyde regeringens hjælp til tidlig pension, hvis den vel at mærke kan få Enhedslisten og SF med til at stramme yderligere op over for flygtninge og familiesammenførte. Hvis regeringen til punkt og prikke skal leve op til forståelsesaftalens krav til den økonomiske politik, kan det være en politiske genistreg og give Dansk Folkeparti gode kort på hånden.

Det vil vel at mærke give Dansk Folkeparti gode kort på hånden til at afvise Arnes tur ved at stå fast på stramningskravene over for flygtninge og familiesammenførte som den eneste acceptable pris for at hjælpe regeringen med Arnes tur.

Dansk Folkepartis krav er tydeligvis formuleret, så de er i strid med den ellers stramme og restriktive socialdemokratiske kurs i udlændinge- og integrationspolitik. De synes på én gang at skulle vise fremmedkritiske vælgere, at Socialdemokratiets udlændingekurs er for slap og give Dansk Folkeparti en mulighed for at stå sammen med de øvrige borgerlige partier om at afvise tidlig pension. Samtidig er kravene helt uantagelige for regeringens støttepartier på venstrefløjen, og det vil dermed kunne udløse en diskussion mellem regeringen og dens støttepartier, som DF vil elske at udbasunere til sine potentielle vælgere.

Hvis det skulle lykkedes for Dansk Folkeparti at sige nej til Arnes tur på den måde med troværdigheden i behold hos den efterhånden beskedne vælgerskare, og hvis Kristian Thulesen Dahl tør løbe risikoen for et ’Arnes tur’-folketingsvalg i efteråret, kan forståelsesaftalens stramme krav og retningslinjer for den økonomiske politik risikere at svække S-regeringens frihed til at føre socialdemokratisk politik ganske alvorligt. Så alvorligt, at regeringen kan blive nødt til at overveje enten en genforhandling af rammer og retning for den økonomiske eller at forberede sig på muligheden af et efterårsvalg, hvor noget af Mette Frederiksens popularitet og troværdighed kan forsøges omsat til et forstærket vælgermandat. Fagforbundet NNF har allerede før sommerferien opfordret Mette Frederiksen til at true med et folketingsvalg, hvis ikke det nuværende folketing vil lade det blive Arnes tur.

Hverken valgtrusler eller genforhandling af regeringsgrundlaget har været en del af Mette Frederiksens langtidsplan for S-regeringen, og intet tyder på, at nogen af delene er under seriøs overvejelse endnu.

Indtil videre har hverken Mette Frederiksen eller Nicolai Wammen så meget som antydet, at det ikke mindst i lyset af Covid-19-krisen kan være politisk og økonomisk hensigtsmæssigt at revurdere den økonomiske målsætning om balance på de offentlige finanser i 2025 og 2030. Regeringen har ligeledes været afvisende over for at øge budgetlovens underskudsgrænse for de offentlige finanser til 1,0 pct., som vil være fuldt ud i overensstemmelse med EU’s krav til dansk økonomisk politik. Med blot disse to lempelser i de selvvalgte begrænsninger i den økonomiske politik vil regeringen ellers kunne øge regeringens økonomiske og politiske handlefrihed afgørende. Der vil kunne skabes et betydeligt økonomisk og politisk råderum for både en ambitiøs velfærdspolitik og store milliardsatsninger til gavn for klima, beskæftigelse og bæredygtigt vækst. Arne, Anne og alle de andre, der har slidt nok, vil kunne få deres velfortjente ret til tidlig pension.

Regeringen og støttepartierne vil få behov for at kunne bruge friheden til at udforme en økonomisk politik, der efter Covid-19-krisens karakter og varighed at dømme vil skulle række ud over genåbning, efterspørgselsstimulering og lempelige rammevilkår for erhvervslivet. Derfor vil det også af den grund være oplagt at overveje et udspil til støttepartierne om en revideret forståelsesaftale med en ny økonomisk politik.

Det vil kunne give Mette Frederiksen og Nicolai Wammen en særlig mulighed for at fortælle Folketinget og befolkningen, hvor meget det vil øge friheden til at gennemføre centrum-venstres politiske ambitioner om øget lighed, omfordeling, bedre velfærd og bæredygtigt klima. Dermed vil der blive skabt optimale betingelser for at smelte al eventuel resterende is i maven på Kristian Thulesen Dahl og den øvrige blå opposition. Så behøver friheden til at føre socialdemokratisk politik slet ikke at gå en omvej omkring et efterårsvalg.

Afslutning

Den politiske håndtering af Covid-19-krisen har styrket Mette Frederiksen og regeringen. Men selve den økonomiske krises dybde og særlige karakter har samtidig ændret og forstærket de økonomiske selvbegrænsninger, som regeringen og dens støttepartier har pålagt sig selv. Men friheden til at føre progressiv centrum-venstre-politik kan sikres – og udvides – hvis regeringen og dens støttepartier vælger at genbesøge og ophæve nogle af disse politiske selvbegrænsninger i den økonomiske politik hen over efteråret. Og bruge den erhvervede politiske frihed til at føre en ny økonomisk politik, der både sikrer beskæftigelse og gunstige muligheder for at leve op til valgløfterne.