Centrum-Venstre – eller?

Formålet med denne artikel er en kritisk diskussion af begrebet ”Centrum-venstre”. Dets historiske og strategiske rolle samt begrebets uklarhed og begrænsninger, og i konsekvens heraf afsøgningen af mere politisk dækkende begreber.

De almindeligste opfattelser af begrebet Centrum-Venstre

I litteraturen om Centrum-Venstre og i daglig tale optræder begrebet for det meste som et ”efterkoldkrigs” synonym for socialdemokratiet eller for begrænsede parlamentariske koalitioner, hvor socialdemokratier indgår. Oftest sammen med socialliberale partier. Der er ikke nemt at finde tekster, som behandler begrebet udenfor dets parlamentariske ramme.

Der er bemærkelsesværdigt få udfoldede analyser af de to enheders indholdsmæssige politiske beskaffenhed. Dvs. hvad der menes med, at et parti er et centrumparti eller et venstreparti. Den almindelige omgang med begrebet indbefatter  referencer til uklare konnotationer mere end til et eksakt sagsindhold.

I visse tilfælde henviser begrebet til en alliance mellem socialdemokratier og visse venstrefløjspartier med en udtalt socialistisk dimension. Men bortset herfra er det i øvrigt uklart, hvad der menes med ”venstrefløj”. Begrebet dækker en bred vifte af vidt forskellige samfundsanalyser, politisk strategi, statsteori og forestillinger socialisme.

Ligesom venstre adskiller sig fra højre ved ikke at være højre og vice versa, gør det samme sig gældende hvad angår begreberne Centrum-Venstre og Centrum-Højre. De politiske linjer defineres på en geometrisk venstre-højre akse, hvor yderpunkterne aldrig er klart aftegnede. Alligevel angiver positionerne nogle meget overordnede pejlemærker for, hvordan partierne eller koalitionerne stiller sig til næsten alle vigtige samfundspolitiske spørgsmål. Som genkendelige pejlemærker for vælgerne. Udtrykt meget overordnet kan man sige, at Centrum-Venstre samfundspolitisk står for en humanistisk og lighedsorienteret kapitalisme, som tidligere ikke udgjorde endemålet men for de socialdemokratiske indtog en reformfunktion i velfærdsstrategien. Som sådan giver det mening at operere med et politisk begreb, der defineres som punkt på en geometrisk akse og ikke i forhold til nogle mål, der overskrider den samfundsorden, man vil forbedre.

Selve begrebets korte historie understreger også forholdet. Centrum-Venstre og begrebet venstrefløj har siden Sovjetunionens implosion og accelerationen af det neoliberale opgør med den socialdemokratisk orienterede velfærdsstat og  borgfreden mellem de store klasser fortrængt begrebet socialdemokratisme og tilsvarende indføjet begrebet venstrefløj som eufemistisk erstatning for socialisme. Begrebet har i den forstand bidraget til at lukke horisonten for samfundsalternativet til kapitalismen på den måde, at den radikale utopi vanskeligt kan  formuleres. Tilbage står en forhutlet metafysisk torso og på den anden side et voluminøst dagsprogram for humanisering af kapitalismen indenfor en liberal demokratisk samfundsforståelse. I praksis svarende til den udvikling, velfærdsbegrebet har undergået. 

I socialdemokratisk perspektiv (og nu tilbageblik) var velfærdsstaten en periode i den historiske udvikling, hvor arbejderbevægelsen og arbejderne og funktionærerne var stærke nok til at aftvinge kapitalistklasserne indrømmelser på alle væsentlige velfærdsområder og i en sådan form, at den kollektive helhed altid havde forrang for det individuelle. Der herskede i arbejderbevægelsen en intuitiv forståelse af, at det liberale personlige frihedscredo først og sidst tilgodeså de priviligeredes interesser. Bekæmpelsen af uligheden, den sociale uretfærdighed, de utålelige boligforhold osv. blev konsekvent forstået som samfundsanliggender og kollektive størrelser. Det var her de manges frihedsgaranti lå. I den faglige kamp blev tankegangen modsvaret af de brede overenskomster med nationale gennemsnitslønninger. Rationalet var over en bred kam at ophæve markedstvangen og varegørelsen af de undertrykte klassers arbejdskraft og almindelige livsform for at vriste lønmodtagerne fri af markedets individualisering. 

På bagkanten af de to store økonomiske kriser i 70’erne, som bl.a. forårsagede store styrkemæssige og ideologiske forskydninger indenfor borgerskabet og dets repræsentanter, blev der formuleret et veritabelt ideologisk opgør med socialdemokratismen og alle forestillinger om socialistiske alternativer til kapitalismen. Opgøret bestod i teoretiske opgør med kollektivismen (postmodernisme/poststrukturalisme), en stadig mere dysfunktionel keynesianistisk økonomisk doktrin og en udbredt oplevelse af lighed som synonymt med enshed.  Opgørets begreb blev neoliberalisme, fordi dets bestanddele hovedsageligt bestod af politisk teoretiske brokker fra tidligere tiders liberale storhedsperioder (ikke mindst perioden fra 1860’erne frem til begyndelsen af det 20. århundrede). Fremtidens politiske temaer var opgøret med de bureaukratiske, ineffektive og undertrykkende statssystemer og overførslen af frihed og selvbestemmelse til den enkelte. Retfærdigheden og ligheden skulle opnås på markedet, hvor alle i princippet er lige stillet.

Hvis kapitalismen skulle på fode igen måtte statssystemet markedsgøres og involveres i markedsekspansionen. Civilsamfundet skulle ikke længere beskyttes af staten men koloniseres af markedet. Borgeren omdannes til markedsagent. Den dynamiske kraft og legitimeringen bag paradigmeskiftet skulle findes i globaliseringens ydre pres og understøttes af det neoliberale pres på velfærdsinstitutionernes ideologiske begrundelse.

Socialdemokratierne og de øvrige socialistiske partier formåede ikke at generere effektive modsvar. Modsvaret ville have indvarslet åbne klassekampe, som arbejderbevægelsen i sin strategiske udvikling havde afskrevet. Fyrre års frugtbart samarbejde mellem arbejderbevægelsen og borgerskabet havde dels sløret klassebegrebet og dels sandsynliggjort opfattelsen af, at de skridtvise forbedringer af de almindelige livsforhold ville udgrænse markedskapitalismen. Det stod bl.a. at læse i de socialdemokratiske programmer helt frem til 1978 og på den tekniske side i PP 1 og 2 planerne.

Krisernes udgang blev, at fyrre års strategisk linje for opbygningen af den socialdemokratiske velfærdsstat blev væltet på under ti år. Og Sovjets og Østblokkens opløsning blev ikke en ny stærk socialdemokratisk æra. Tværtimod indtog liberalismen på alle samfundslivets områder pladsen på den hegemoniske dagsorden. Socialdemokratierne drev i defensiven, hvor de forsøgte at redde stumperne ved at ofre visionerne om en velfærdsstat og et statsreguleret marked. Humanisering af kapitalismen blev målet og midlet blev en formsvag Centrum-Venstre alliance, der ”skulle sætte hegn om markedet”.

Centrum-Venstre som et klassebegreb

Ikke desto mindre er Centrum-Venstrebegrebet på trods af sin formløshed og defensive karakter et forholdsvist klart klassebegreb. Om end som indirekte og diffus henvisning men dog klart afgrænset overfor venstrepopulismens klassediffuse folkebegreb. Centrum henviser hovedsageligt til et socialliberalt ideologisk politisk punkt i en sammenfatning: beskyttelse af det enkelte individ ved at humanisere kapitalismen og afbøde markedsundergravningen af demokratiet og borgernes sociale tryghed.

Med politisk-teoretisk udgangspunkt i John Stuart Mills samfundsforståelse henter den moderne socialliberalisme sin materielle styrke i de velfærdspolitiske institutioner og de dele af middelklassen, der i de sidste 60 år har forvaltet velfærdsinstitutionerne og disses enkeltydelser overfor den enkeltstående borger. Dvs. forvaltet de kollektive velfærdsgoder som ydelses svar på den enkelte borgers behov og rettigheder og ikke som kollektive samfundsgoder målrettet fælles løsninger på samfundsskabte problemer.

Centrum som velfærdspolitisk socialliberalisme med individet i centrum har øvet en ikke ubetydelig tiltrækning på professionsudøverne indenfor den offentlige sektor og på de overordnede akademiske lag. Den socialliberale samfundsforståelse har appelleret til velfærdsstatstænkningens ingeniørperspektiv, hvor man som professionsudøver forvalter samfundsgoderne på et fagligt teknisk grundlag overfor borgere, som i øvrigt ikke skal blande sig i udøvelsen andet end som brugere i et politikneutralt felt og ikke som medlemmer af en bestemt klasse med bestemte interesser. I den forstand har de brede professionslag over de sidste 40-50 år udviklet sig til den moderne kapitalismes bindemiddel, dominansformidler og garant for det liberale demokrati og har på den måde haft en interesse i at forsvare velfærdsstaten mod markedsangrebet på deres monopol og på den anden side fastholde deres overordnede autoritet i forhold til borgerne og dermed til de andre klasser som klasser.

Begrebets anden del ”Venstre” henviser som bekendt for det meste til socialdemokratiernes brede vælgerbasis i arbejderklassen og de med arbejderklassen beslægtede grupper indenfor den offentlige sektor og i den lavere middelklasse. Hvor meget socialdemokratierne end overtager borger liberal samfundsopfattelse og negligerer klasseforholdene og klassebestemmelserne af samtlige politiske processer i samfundet, kan de ikke undslå sig deres sociale, økonomiske, politiske og kulturelle arv, der overhovedet gør dem historisk interessante. Socialdemokratierne afspejler stadig de grundlæggende modsætninger i den kapitalistiske samfundsbygning, og tegner sammen med fagbevægelsen de organisatoriske/institutionelle rammer for enhver ny artikulering af klassemodsætningerne. Partiernes styrke står og falder på den anden side med, at de kan kanalisere de grundlæggende modsætninger mellem arbejde og kapital ind i daglig politik indenfor parlamentariske rammer og eventuelt som regeringsbærende parti. Derfor vil socialdemokratierne uanset udsving i størrelse og fremmedgørelse overfor egen vælgerbasis udgøre tyngdepunktet i Centrum-Venstre alliancerne. Omvendt vil det også være socialdemokratierne, der bliver straffet hårdt, hvis de så åbenlyst kapitulerer overfor den liberale offensiv som tilfældet var med New Labour og Neue Mitte i Tyskland. Ligesom de helt aktuelt vil blive straffet, hvis de ikke er i stand til at frigøre sig fra den liberale dominans nu, hvor det liberale demokrati som samfundspolitik og verdenssyn er på tilbagetog.

Principielt repræsenterer socialdemokratismen det gennemgående politiske udtryk af et grundlæggende socialt og økonomisk modsætningsforhold, som igen og igen vil spille en historisk væsentlig rolle, fordi de konkrete partier enten artikulerer de udbyttede og undertrykte klassers aspirationer om forbedrede livsforhold eller også må se sig erstattet af andre nye socialdemokratier. Arbejderklasserne og de nært beslægtede klasser tænker intuitivt i forbedringer uden at sætte den sociale stabilitet på et bræt. Revolutioner og militante opstande (hvilket ikke er identisk med revolutioner) udspringer ikke af undertrykkelsens karakter, men som handlemulighed når den parlamentariske reformpolitik har udtømt sine muligheder, og den konkrete historiske situation opleves utålelig.

Centrum-Venstre kan således beskrives som en historisk ganske bestemt defensiv klassealliance mellem arbejderklassen og de brede middelklassegrupper, der hvad angår forsvaret af velfærdsstaten som samfundsform og de konkrete velfærdsordninger står i et åbent modsætningsforhold til både borgerskab og de øverste lag af middelklassen og samfundets splittede småborgerlige grupper og klasser. I den forstand indgår forskellige klasseinteresser og socio-politiske aspirationer også som et legitimt grundvilkår for Centrum-Venstre. De store sociale grupper, der søger mod Centrum-Venstre har både meget tætte og fælles politiske interesser samtidig med, at kampen for og varetagelsen af disse interesser konstant splitter de to store hovedgrupper. Arbejderne og grupper fra den lavere middelklasse vil eksempelvis have demokratisk indflydelse på det offentlige og stritter imod dominansformernes klassestigmatisering; og de grupper, der hovedsageligt tegner professionsgrundlaget i det offentlige og dermed optræder som bærere af den liberale ingeniørtænkning vil ved enhver udfordring forsvare deres autoritet og position i samfundet som helhed. Altså bevæge sig væk fra arbejderklassen og politisk ideologisk nærme sig den øvre middelklasse.

I den forstand er og bliver Centrum-Venstre både en parlamentarisk klassealliance og en scene for samarbejde og evindelige spændinger mellem de klasser, der ikke udfordrer kapitalismen politisk men stræber efter at aftvinge de ledende klasser indrømmelser og markante livsforbedringer.

Centrum-Venstre en historisk strategisk figur – referencepunkt

Ganske vist og under andre navne kendes selve Centrum-Venstrefiguren i mange varianter i den socialistiske bevægelses historie. Det gennemgående træk har været alliancer mellem arbejderklassens parti/partier og småborgerskabets/middelklassens partier enten mod borgerskabets politiske reaktionære undertrykkelse som i 1848 eller mere generelt mod sociale- og økonomiske forhold, så som ekstrem ulighed og reaktionær berigelse og korruption, der rammer de lavere samfundsklasser hårdest. Men i det store og hele har alliancerne udviklet sig i historiske perioder, hvor især arbejderklassen enten  i defensiven eller i vildrede med, hvilken vej at gå.

Et af de bedst kendte eksempler på en klassealliance som politisk strategisk ledefigur er Marx og Engels’ Henvendelse til centralkomiteen i Kommunisternes Forbund i 1850. Henvendelsen kom efter de uafklarede afløb af de borgerlige revolutioner i 1848-49. Senere overføres konceptet i mere forfinet form til ”Inauguraladressen ved dannelse af 1. Internationale 1864”, ”De foreløbige regler” og ”Instruktionen af de delegerede til kongressen i Geneve” (1864). Sammenlagt er teksterne prægnante udtryk for Marx og Engels’ forståelse af, at arbejderklassen aldrig ville kunne erobre den politiske magt alene, endsige opbygge og udvikle et socialistisk samfund (gentages senere i Kritikken af Gothaprogrammet og i Engels’ sene brev og kommentarer fra 1890’erne). Ud fra den indsigt bekæmpede de også den Lasalleanske opfattelse af: ”at i forhold til arbejderklassen, var alle de andre klasser reaktionære” (i stalinistisk udgave: ”klasse mod klasse”).

Når de så samtidig skrev, at ”arbejderklassens befrielse er den eget værk”, mente de hermed ikke arbejderklassen som sociologisk størrelse, men som politisk enhed og politisk program, hvilket helt flugter med formuleringerne i ovennævnte skrifter.

Senere, efter opstandene i Petrograd 1905 skriver Lenin en pjece, hvor han læggerne linjen for socialdemokraternes fremtidige politik: ”Socialdemokratiets to taktikker i den demokratiske revolution” (1905). Her formulerer han en ”strategisk historisk figur”, som han overtager fra Marx og Engels. I Lenins udgave bliver det til: ”Arbejdernes og bøndernes revolutionærdemokratisk diktatur”. Hvis vi ser bort fra de meget voldsomme formuleringer og en den gang helt anden opfattelse af demokrati versus diktatur, formulerer sådan set bare et strategisk alliancepolitisk koncept som strategisk referencepunkt til at lede hele klassesamarbejdet i opgøret med despotiet og for den politiske frigørelse af arbejderklassen, bønderne og de mange forskellige småborgerlige undergrupper i samfundet.

Lenin gennemfører konsekvent denne linje i hele sin politiske tid samtidig med, han dog foretager det ene tidstypiske konspiratoriske og sekteriske sidespring efter det andet. Hans forståelse af klasseudviklingen og politikken i Vesteuropa blev aldrig rigtigt udviklet, om end han med pjecen ”Venstrekommunismen en børnesygdom” fra 1920 går i rette med de nye sekteriske retninger indenfor kommunistpartierne, som senere slog over i det skæbnesvanger begreb ”klase mod klasse”. Som Marx og Engels havde Lenin en klar forståelse af, at arbejderklassen hverken numerisk, politisk eller intellektuelt ville kunne styre og revolutionere et samfund. Et var opstanden og den konkrete omvæltning i den ene eller den anden form, noget andet var at involvere de brede masser med mange forskellige klasse- og gruppeinteresser i opbygningen og ledelsen af de nye institutioner og kulturelle forandringer. I en meget omtalt og lige så misforstået redegørelse for arbejdet i Folekommissærernes råd i december 1920 indleder Lenin sin rapport med det retoriske spørgsmål: ”Hvad er socialisme” og svarer: ”Sovjetmagt og elektrificering”. Hans forståelse af alliancespørgsmålet, magtspørgsmålet og transformationsproblematikken kunne næsten ikke udtrykkes mere præcist.

Sovjet ville falde fra hinanden, hvis det ikke blev elektrificeret i lyntempo. Til gengæld kunne det ikke ske uden sovjetmagt og et gigantisk samarbejde mellem millioner af arbejdere, bønder og intellektuelle. På den anden side kunne det ikke forekomme, uden der blev opbygget praktiske strukturer, som til gengæld ville nedbryde de store kulturelle skel mellem klasserne. ”Desværre” satte den samlede internationale reaktions intervention i Sovjet på de Hvides side og den efterfølgende isolation en stopper for forehavendet. Men for eftertiden står en strategisk figur tilbage, som næsten er blevet glemt, der eksemplarisk demonstrerer, hvordan et sådant teoretisk/abstrakt referencepunkt kan omsættes til praktisk politisk koncept for klassealliancer og igangsætte meget radikale sociale og mentale/kulturelle forandringsprocesser.

Beklageligvis har der været en tendens til teoretisk at sammenblande det socialt bestemte klasseallianceprincip med den situationsbestemte enhedsfrontstaktik og senere folkefrontstaktik. For begge taktiske koncepter gjaldt forestillingen om at udgrænse socialdemokraternes og de småborgerlige partiers indflydelse og udfylde tomrummet med kommunistiske partier. I modsætning hertil udtrykker klassealliancebegrebet som strategisk figur et formål, hvor allianceparterne gennem praktisk politisk kamp mod fælles modstandere og for fælles betydningsfulde mål kan ophæve interessemodsætningerne og forfine bevægelsen på et stadigt mere udviklet niveau både i parlamenterne, i andre parlamentslignende institutioner og i de mange forskellige bevægelser. Dvs. som et samlingspunkt og fremtidigt regerings- og styringsgrundlag som eneste realistiske mulighed for at overvinde den moderne kapitalismes enormt komplicerede problemer og omdanne en omfattende byzantinsk institutionsstruktur.

Desværre fortrængte enhedsfrontstaktikken, som den blev formuleret i venstrekommunismens og revolutionsromantikkens håbløse revolutions-reformisme dikotomi, forståelsen af klassealliancens politisk-programmatiske betydning både teoretisk og praktisk. Der skulle arbejderbevægelsens generelle tilbagegang i 80’erne til, før klassealliancen i klassisk forstand kunne genformuleres som Centrum-Venstre men nu i en defensiv form under voksende liberal ideologisk dominans. Konsekvensen er blevet det geometriske positionsbegreb, som vi kender, og som ikke indeholder nogen social- og politisk fremtidsversion. Men som først og fremmest begrænser sig til et skrøbeligt og politisk usammenhængende parlamentarisk forsvar for en velfærdsstat, hvis substans som ”lighedsprojekt” bliver mere og mere tvivlsom år for år. 

Politisk efterlader det Centrum-Venstre, der af samme grund ikke kan mønstre den store ideologiske indflydelse blandt vælgerne, som ikke meget mere end en vag forestilling om en humaniseret kapitalisme. En blanding af socialliberalisme og socialdemokratiske brokker fremstillet som teknificeret justeringskunst indenfor et universelt liberalt demokrati.

Progressiv blok – fremtidens alliancebegreb?

Alliancepolitikken er i dag fireoghalvfems år efter, Lenin formulerede ”To taktikker for socialdemokratiet”, endnu vigtigere men også mange gange mere kompliceret. 

Begrebet socialisme er så godt som opløst i et uformeligt begreb – venstre/venstrefløj, som først og fremmest henviser til politiske positioner og ikke til klasser og grundlæggende sociale modsætninger. Altså et politologisk begreb. (Geoff Eley: ”Socialism by any other name? Illusions and renewal in the history of the Western Left”. New Left Review 2003).

Det samme gælder for begrebet – Centrum. Det er aldeles indholdsløst og som i tilfældet ”Venstre” alene henviser til en position på en eller anden politisk skydeskala, som man må formode ændrer sig med de forskellige ændrede styrkeforhold i samfundet i øvrigt, uden man af den grund bliver mere klar på forpligtelser og mål.

Fyrre års defensiv har sat sine spor både i arbejderklassen og som bevægelse og i de brede dele af middelklassen. Som klasse er arbejderklassen atomiseret. De forskellige grupper og fraktioner løber efter en hvilken som helst politisk strømning, som lige netop imødekommer deres umiddelbare og partikulære interesser. Store dele af middelklassen – især de offentligt ansatte – som tidligere så sig selv som humanismens dynamo er siden 80’erne opløst i markedsgørelse, hvor de forskellige grupper og fag indenfor de gældende hierarkiske ordener bekæmper hinanden. Teknificeringen og akademiseringen af politikken er sivet langt ned i rækkerne, hvor velfærdsfunktionerne i dag udøves på en måde, der dagligt cementerer de liberale dominansformer. Det gælder eksempelvis den ekstreme individualisme. Klassedistinktioner tilsløret som uddannelsesdistinktioner og meriteringskompetence, hvor tilværelsesforløbet forbliver et subjektivt ansvar. Borgeren som republikansk og kollektivt begreb er blevet til den liberale markedsagent i evig bevægelse efter det ”bedste tilbud” uden sociale modhager. 

Så de tidligere berøringspunkter og fælles opfattelser af ”den gode og solidariske velfærdsstat” om end stadig som borgerlig dominansform eksisterer ikke længere som fælles grundsyn. En genformulering er påtrængende, men ikke som en kopi af de gamle opfattelser. En mærkbar oprustning af den offentlige sektor har ingen gang på jorden i den brede befolkning, hvis den ikke formuleres som et projekt, hvor borgerne og deres forskellige organisationer faktisk har indflydelse, og hvis ikke de offentligt ansatte dels gør op med deres individualistiske opfattelsesmåder og dels indsætter klassemodsætninger og klasseuligheder som konkrete årsager til mange af de problemer, de som grupper skal løse. På en sådan måde, at det fremgår, at det ikke er de offentligt ansatte eller selve statssystemet, der er grundproblemet, men de store samfundsproblemer, som følger med kapitalismens udvikling.

Ingen kan vel i dag forestille sig, at nogen af de undertrykte klasser og sociale grupper i sig selv og ved egen kraft vil være i stand til at formulere og realisere en progressiv politik for en ny velfærdsstat. Hertil er de forskellige klasser for indbyrdes splittede og internt atomiserede socialt og kulturelt. Og på den anden side er kapitalistklasserne i dag nationalt og globalt så dominerede af de stærke kapitalfraktioner, der ikke kan eller vil tåle en reel indskrænkning af deres samfundsdominans både materielt og kulturelt. Hvor påtrængende samfundsproblemerne end er som eksempelvis klima, økonomisk- og social ulighed, sundhed, uddannelse, bolig, skat, krig og fred tyer de ledende repræsentanter for den moderne kapitalismes interesser til et hvilket som helst middel for at konservere de  usammenhængende og svage allianceformationer som eks. Centrum-Venstre.

Modsætningerne er til at få øje på. Internationalt er der opbygget og udviklet en meget omfangsrig vifte af Centrum-Venstre tænketanke, foreninger osv., hvor bl.a. intellektuelle skriver i et væk. Mod ulighed, for nye velfærdsmodeller osv. Men de kommer ingen vegne, fordi de som socialdemokratierne i den praktiske politik hele tiden viger uden om magtspørgsmålet. Den problemstilling er blevet skærpet under coronakrisen, hvor Centrum-Venstre partierne har sagt alle de rigtige ting om fælles ansvar, samfundssind mv. og samtidig accepteret, at de store medicinalfirmaer har misbrugt deres magtposition og taget befolkningerne og samfundsøkonomien som gidsel i profitjagten. Dertil kommer tech-monopolernes politikbestemmelse på områder som ytringsfrihed, skatteforpligtelse, indgreb i politikdannelsen osv., uden at Centrum-Venstre indtil nu har haft noget at stille op.

Centralbankerne, nationalbankerne pumper penge ud ”i samfundet”, som først og fremmest opsuges af finanssektoren, som igen er forbundet med de allerstørste kapitalfraktioner samtidig med, at millioner af borgere i lang tid frem må indstille sig på at leve med frygten for at miste livsgrundlaget.

De borgerlige nationalkonservative og liberale kan ikke længere formulere nogen reelle bud på, hvordan de store samfundsproblemer skal løses. De kan ikke længere henvise til det privates effektivitet eller til de udbudspolitiske doktriner. Deres løsningsstrategier har haft deres tid, og et flertal af borgerne mærker efterhånden konsekvenserne direkte i takt med, at de sociale og politisk ideologiske kompensationsmuligheder bruges op. De næste generationer kan ikke spekulere i huskøb og sikre sig individuelt den vej. Man kan ikke snakke sig fra, at ældreplejen er kørt i sænk. Coronakrisen har kompromitteret den forfejlede sundhedsstrategi, og hele pensionsstriden ripper i såret efter et reaktionært velfærdsforlig, hvor et defensivt Centrum-Venstre lod sig overmande og accepterede en radikal udgave af udbudspolitikken. Coronakrisen har også udfordret budgetpolitikken og den pengepolitiske ligevægtsdoktrin. Og sådan kunne man blive ved. 

Men det helt afgørende er, hvordan et samfund kan fungere videre, hvor investerings- og produktivitetsraten reelt falder, selv om den økonomiske vækst stiger.

Det kan et samfund heller ikke. Men stort set alle kapitalismens egne politiske acceptable korrektionsmekanismer – forbigående recessioner – er over de seneste fyrre års neoliberale politiske dominans blevet svækket gennem enorm gældsophobning med det resultat, at de økonomiske balancer og sammenhængskraften er blevet stadig mere skrøbelig. Risikoen for nye og overvældende økonomiske kriser er blevet et så dominerende tema i samfundsbilledet, at det er vanskeligt at se, hvordan et Centrum-Venstre, som det ser ud i dag, skal kunne formulere en politik og mobilisere på denne uden at gøre op med Centrum-Venstre med den hidtidige samfundsopfattelse.

Problemstillingen træder selvfølgelig frem i skærpet form her under coronakrisen, hvor de siddende regeringer igen og igen er blevet angrebet, hver eneste gang de har foretaget sig skridt, der enten udfordrer de liberale frihedsrettigheder, herunder ejendomsretten eller har villet indføre lovgivning, der enten begrænser erhvervslivets handlefrihed eller øger den politiske regulering. Problemet i den sammenhæng har været, at f.eks. den danske regering, som bygger på et Centrum-Venstre grundlag ikke politisk og ideologisk har været i stand til effektivt at trænge de liberale kræfter i defensiven og udfordre erhvervslivets ynkelige grådighed og selvtilstrækkelighed samtidig med appellerne til borgerne i almindelighed om at udvise samfundssind (minksagen eller det camouflerede krav om markedshensyn over folkesundhed). I den forstand kan man sige, at coronakrisen har fremprovokeret en samfundstilstand og et politisk konfliktbillede, der på den ene side udstiller Centrum-Venstres svagheder og på den anden side allerede nu tegner konturerne af dens afløser. En ”progressiv blok” for en ny solidarisk velfærdsstat, hvor det kollektive som social- og kulturform som horisont fortrænger den liberale individualisme og legitimerer planlægningen og reguleringen af markedets anarki.

En progressiv bloks mulighed og nødvendighed

En progressiv blok er ikke Centrum-Venstre med et andet navn. Den helt afgørende forskel er begrebet progressiv. Altså noget, der peger fremad i en bevægelse mod noget bestemt og ikke blot aftegner positioner på en geometrisk parlamentarisk akse.

En progressiv blok er ganske betydningsløs og uegnet til at skabe en ny klassealliance, hvis progressionen ikke for vælgerne retter sig mod de mange problemer, der skal løses for de store befolkningsgrupper dvs. som arbejderbefolkningen og brede dele af middelklassen kan finde sammen om, og hvis den ikke har en gennemdemokratisret velfærdsstat som umiddelbart mål og strategisk referencepunkt. 

Vi har været inde på flere af de mest påtrængende problemstillinger, der skal løses. Men en progressiv blok som afløser for Centrum-Venstre har ingen gang på jorden, hvis den i lighed viger uden om formuleringen af de nødvendige strukturelle og finansielle ændringer. 

Ingen regering kan i dag løse ret mange af de store samfundsopgaver, herunder klimaudfordringen og hele omlægningen af infrastrukturen og boligformerne uden en betydelig større skattebase end den, vi kender i dag. Men Centrum-Venstres vælgergrupper kan ikke betale mere. De store kapitalfraktioner skal beskattes og de rigeste 25% skal beskattes langt mere progressivt end i dag. Det vil, som vi erfarede under Mitterands progressive reformpolitik i 1981 føre til omfattende kapitalflugt. Kapitalsabotage kan intet land på grund af globaliseringen af verdensmarkedet dæmme op overfor uden omfattende internationalt eller i hvert fald regionalt samarbejde. Her er et socialdemokratisk orienteret EU eneste realistiske mulighed.

Vores vestlige samfund befinder sig overordnet set i en langvarig strukturel krise, som er kendetegnet ved konstant velfærdstilbagegang, korte og buldrende forbrugsdrevne opsving og lange eftervirkninger af kriserne. Finanskrisen var en foreløbig kulmination. Coronakrisens reelle konsekvenser kender vi endnu ikke bortset fra, at de politiske, militære og økonomiske problemer igen var til at få øje på før februar 2020.  I Asien kæmper selv de stærkeste lande med eftervirkningerne fra kriserne i slutningen af 90’erne, der lagde flere begyndende velfærdssystemer ned.

Hvis vi ser bort fra enhver form for revolutionsromantik og luftige ønsker om et socialistisk alternativ til kapitalismen, så står de socialdemokratiske- og socialistiske partier af blandet karakter og seriøsitet overfor enorme politiske opgaver de kommende år blot for at løse nogle af kapitalismens mest påtrængende problemer. Hvad der vel at bemærke ikke er muligt uden en væsentlig styrkelse af statsmagten og hele statssystemet samt ikke mindst befolkningens almindelige opslutning bag den ”stærke stat” (et paradigmeskifte der i omfang og dybde vil noget). Men uden det skifte er magtgrundlaget ikke til stede for de nødvendige indgreb og den nødvendige strukturelle regulering af den kapitalistiske økonomi, opgøret med den kommercielle kolonisering af civilsamfundet, beskyttelse af individernes frie udfoldelse og beskyttelse af lønmodtagernes rettigheder og indflydelse på produktionen og distributionen. En moderne for form for Økonomisk Demokrati og medindflydelse på arbejdspladserne, der for de respektive klasser på en gang både er nødvendigt og uspiseligt.

En historisk progressiv blok må med andre ord formulere et grundlag, som ikke skjuler, at de store samfundsproblemer skal løses til de brede lønmodtagergruppers fordel og betales af de rigeste grupper i samfundet både gennem progressiv personbeskatning og kapitalbeskatning. Det indebærer et opgør med illusionerne om det deliberative interesseneutrale demokrati. Det parlamentariske demokrati, hvis det skal genrejses fra asken, må formuleres som den reelle men også formelle politiske ramme om klasseinteressernes legitime kamp om den politiske magt – regeringsmagten, hvor politik overtrumfer ret. Når det er sagt ligger det så også i sagens natur, at alle samfundsgrupperne vil sætte alt ind for at gennemtvinge lige netop deres interesser, hvor kapitalgrupperne selvfølgelig vil bruge deres økonomiske magt. Omvendt vil det være uforudsigeligt, hvor kompromispunkterne vil opstå, men risikoen for et sammenbrud i en progressiv blok vil altid være til stede og udgøre en trussel mod selve progressionen. Flere grupper indenfor de respektive klasser i den progressive blok, vil angiveligt og meget konkret kunne finde lige netop deres interesser tilgodeset i de forskellige kompromisser, som kapitalistklasserne vil være åbne overfor for at bevare den økonomiske magt og undergrave den progressive bloks voksende ideologiske og politiske indflydelse.

Derfor er de fælles konkrete mål, hvor langt de end måtte ligge fra de mest dedikerede socialisters forestillinger, den helt afgørende faktor for, om en blok kan holde sammen og engagere de mange i de vidt forgrenede kampe og indsatser på alle samfundsniveauer og indenfor alle samfundsregioner. En velfærdsstat eller en velfærdsregion som EU er ikke en socialteknisk foranstaltning eller en humanisering af kapitalismen. I sit inderste princip repræsenterer en ny og moderne velfærdsstat med vidtgående markedsregulering og økonomisk demokrati er brud med kapitalens logik. Borgernes velfærd og frie udfoldelse er både udgangspunkt og slutpunkt.

Hvorfor ikke bare et helt nyt moderniseret socialdemokrati?

Af den simple grund, at den historiske udvikling har indskrænket hvis ikke ophævet de materielle og sociale muligheder for, at et enkelt socialistisk parti på et bestemt program kan rumme de mange forskellige interesser, der udfolder sig på kryds og tværs blandt mange lønmodtagergrupper! Det gælder økonomiske, sociale og ikke mindst kulturelle interesser og modsætninger tæt forbundet med de magt- og statushierarkier, som strukturerer hverdagen og vedligeholdelsen af de forskellige klasser.

Som sådan er det både naturligt og frugtbart, at de forskellige klasse- og gruppeinteresser finder udtryk i forskellige partidannelser. Det afgørende er, at det næppe er sandsynligt, at nogen af partierne vokser sig store nok til selv at erobre regeringsmagten endsige fastholde opbakningen i et stærkt diversificeret vælgerkorps uden selv at gå op i limningen. Tænk eksempelvis blot på kulturspændet mellem de mange bachelorgruppers individuelle karriereillusioner på den ene side og de erhvervsuddannedes påtvungne kollektivitet på den anden side. Selv om begge ydergrupper i den grad har behov for genopbygningen af en solidarisk og demokratisk velfærdsstat, støder deres reale fælles behov sammen med de mange historisk indlejrede og underliggende fordomme og manglende respekt for hinandens livsformer.

En progressiv blok kan eller skal for at kunne bevæge sig fremad rumme disse meget forskellige livs- og eksistensformer og disciplinere aktørerne til politisk og socialt at respektere målene og de nødvendige kompromisser, eller omvendt formulere nye mål, selv om de river op i de givne politiske-, kulturelle og statusmæssige balanceforhold/magtforhold. Det vil en flerhed af progressive partier eller socialistpartier med forskellige traditioner og med forskellige appeller til de forskellige grupper kunne gøre langt mere fleksibelt end et enkelt dominerende parti. I den forstand vil den kunne bidrage til en organisk molekylær udvikling af enheden og praktisk formulering af det socialistiske alternativ – hvis altså det viser sig nødvendigt. Noget kun historien kan vise.