Bolivia efter Evo. En kriseramt rollemodel slår igen.[1]

I en lang årrække var Bolivia et positivt eksempel for mange. Efter kuppet den 10. november 2019 var situationen imidlertid meget forandret og spørgsmålet er nu, hvordan det ser ud efter efterårets foreløbige normalisering. Vi drøfter nogle aspekter af, hvad man kan lære af Bolivia allerseneste politiske historie, der foreløbigt er kulmineret med en valgsejr MAS (Bevægelsen for socialisme) og præsidentkandidaten Luis Arce.

Valget i Bolivia d. 18. oktober i år blev imødeset med spænding. Det kom et lille års tid efter det militærstøttede højrekup den 10. november, 2019, og var flere gange blevet udsat med henvisning til Bolivia alvorlige virus-situation.

Valget var naturligvis især af betydning for bolivianerne, men det havde også stor international interesse. Det var blevet gjort til genstand for en del af den ideologiske kamp mellem højre og venstre på globalt plan, idet den i øvrigt legitime MAS-regering var blevet beskyldt af stærke kræfter i Latinamerika og USA for at være på en kurs, der ødelagde demokratiet i Bolivia.

Da der også på den internationale venstreside havde været kritik af præsident og leder af MAS Evo Morales for at udvikle magtfuldkommenhed på bekostning af hans sociale basis og demokratiet, var det svært at mobilisere modstand mod det kup, der satte ham fra magten og tvang ham i eksil.

Bolivia var blevet set som en del af den lyserøde bølge i Latinamerika, der havde vist alternativer til neoliberalismen i det 21. århundrede, og det var derfor ikke et hvilket som helst valg, der blev afholdt, men et valg med en stor symbolsk betydning i den globale politiske styrkeprøve mellem højre og venstre. En sejr for højrefløjen ville cementere det synspunkt, at det latinamerikanske lyserøde venstre havde spillet fallit. En sejr ville understøtte det modsatte synspunkt, nemlig at den stadig var aktivt, og at der stadig i Latinamerika og dermed globalt var et levedygtigt alternativ til venstre.

Selv med støtte fra stærke internationale højrekræfter og i en national kontekst, hvor militær og politi havde ageret mod den valgte regerings manifeste vilje, var den højreorienterede opposition mod den valgte regering meget langt fra at kunne vinde et frit valg. Arces nærmeste nærmeste konkurrent fik kun lidt over halvt så mange stemmer, som han selv.

Valget i Bolivia 18. Oktober 2020 i hovedtræk

Som nævnt fik Luis Arce fra MAS en sejr med 55% af stemmerne. Han fik dermed flere stemmer end den tidligere MAS-kandidat Evo Morales fik ved forrige valg i landet, der fandt sted i efteråret 2019.

Valget af Arces er blevet anerkendt som frit og fair af OAS og FN. USA’s udenrigsministerium med Mike Pompeo i spidsen anerkendte det, ligesom det aktuelt højrestyrede Brasilien lykønskede Arce og så frem til venskabeligt samarbejde. På den anden side har Arce allerede været udsat for et attentatforsøg (5. November, 2020), så der er ikke udelt opbakning til resultatet på Bolivias højrefløj.

Arce fik både et præsidentskab og flertal i parlaments kamre ud af valget. Han stod stærkest i den vestlige del og forholdsvis stærkt på landet. Men dog også rimeligt stærkt i de to store byer Cochebamba og La Páz, som han vandt, mens den største by Santa Cruz dog forventeligt gik til Carlos Mesas højreparti. [2]

Valgdeltagelsen blev på 88 procent, hvilket i international målestok er højt. Mere præcist stemte 6.483.893 bolivianere ud af 7.332.926 stemmeberettigede. Af dem fik Arce 3.393.978 stemmer. Til sammenligning hermed fik hans nærmeste konkurrent, Carlos Mesa, næstbedst valg med 1.775.943 stemmer, mens de tre sidste kandidater delte resten.

På det regionale plan blev det Latinamerikanske venstre styrket. Nu er der igen en håndfuld lyserøde regeringer i LA. Nicaraguas Daniel Ortega og Venezuelas Nicolás Maduro har siddet forholdsvis længe – og er efterhånden rutinemæssigt, muligvis endda med rette, blevet beskyldt for at have fået autoritære tendenser. Fornylig er Mexicos Andrés Manuel López Obrador (2018) og Argentinas Alberto Fernandes og Christina Kirchner (2019) kommet til. Det er ikke en fuldstændig omvending af højretendensen fra 2010-erne, men noget der kunne ligne starten på en ny lyserød bølge.[3]

Fra fyrtårn til kriseramt rollemodel – og tilbage.[4]

Under præsident Evo Morales’ første regeringer var landet set under et kommet ind i en økonomisk vækstperiode, der gav håb også uden for landets egne grænser, fordi modellen eventuelt kunne efterlignes. I den forbindelse var der også en del håb knyttet til den politiske demokratisering i både latinamerikanske og europæiske offentligheder. Forestillingen om, at Latinamerika skulle være ’et fyrtårn’ for venstrefløjen også i Europa og at Bolivia havde været med til at vise et levedygtigt alternativ til den neoliberale udviklingsmodel, var udbredt og især baseret på landets politiske erfaringer siden 2006.

Efterhånden mistede Bolivia imidlertid karakter af forbillede. Nogle begyndte snarere at se det som et skræmmebillede a la Jan-Werner Müllers ’populisme’ (i den negative liberale betydning, der ser enhver populisme som ’autoritær populisme’), og måske tillige som et tegn på, at militæret kan være på være på vej tilbage til tidligere mønstre for politisk adfærd i Latinamerika.

Kort fortalt er Bolivia i dag er særdeles kriseramt samfund. Der er en sundhedskrise udløst af Covid-19-pandemien. Bolivia er blandt de hårdest ramte samfund i Latinamerika. Krisen har kraftige effekter i mange lokalsamfund, hvor folk skal holde sig inde uden mulighed for hjælp. Desuden har den affødt en korruptionsskandale, hvor en minister fra den midlertidige regerings tid er blevet fængslet.

Landet er på vej ud i økonomisk krise, fordi den generelle økonomiske afmatning som følge af pandemien rammer en forholdsvis lille, meget udadvendt økonomi meget hårdt. Før Evo og MAS kom til var der nærmest ikke vækst i Bolivia, blandt andet på grund af fortløbende politiske kriser (inkl. regeringskriser), men efter MAS og den politiske stabilitet, der blev skabt under det styre, begyndte der også at komme gang i en nærmest ubrudt vækstperiode, hvor BNP steg år for år. Det er denne gode cirkel, der nu er i fare for at blive ødelagt, så landet falder tilbage til tidligere tiders nulvækst – og modsvarende meget større problemer med fortsat at finansiere fx fattigdomsbekæmpelse.

Der er ved siden heraf en økologisk krise, hvor afbrændinger med henblik på at indvinde land til fx sojadyrkning og kvægbrug ødelægger dele af landet. Denne krise er til dels politisk skabt, også af MAS, idet partiet ikke har respekteret dets tidligere løftet til de oprindelige folk.

Endelig er der en mangefacetteret politisk krise. Overgangsregeringen efter kuppet den 10. november 2019 udsatte flere gange nyvalget med henvisning til sundhedskrisen. Samtidig tiltog overgangspræsidenten sig magt, der selv inden for kupregeringens egne argumenter ikke havde dækning i forfatningen.

Den politiske krise bestod imidlertid ikke kun af fjernelsen af MAS fra magten, men også af udbredt politisk utilfredshed. Især i den østlige del af landet var der en mærkbar ’elite-utilfredshed’ med den kurs, som MAS stod for. For en stor del står gruppen af større jordejere, der blev skabt i forbindelse med 1952-revolutionen, for denne utilfredsheds omsætning til politisk opposition med en vis kraft bag sig.

Der har også været politisk utilfredshed med Evo Morales lederskab blandt de lavere middelklasser, der har nydt godt af MAS-perioden, men som nu føler, at de kan klare sig uden og mener, at de ’er rykket op i samfundet’ og ikke mere identificerer sig med politik, der skal gavne de fattigste.

Set i bakspejlet var der nok ikke tvivl om, at Morales havde siddet for længe. MAS kunne tidligere have opstillet en ny kandidat, der kunne have kæmpet for regeringsmagt inden for forfatningen og uden for den kritiske zone, som Morales havde bragt sig i, ved at opstille til nyvalg i strid med den del af forfatningen, der sætter grænser for præsidentperioder og folkeafstemningens resultater i 2016, der talte mod hans genopstilling[5].

På den baggrund var der da også hen mod slutningen af Morales sidste præsidentperiode begyndt at blive uro i dele af civilsamfundet, der altid havde været modstandere af eller ikke mere støttede hans lederskab. Militæret og politiet gik som nævnt overvejende ind på oppositionssiden.

Der var således blevet ophobet en række spændinger og politiske trusler, der dels har baggrund i landets historiske forudsætninger og dels i de ovennævnte aktuelle kriser. På den baggrund var fremtiden meget usikker for Bolivia, da der blev udskrevet oktober-valg i år.

I hele kupperioden var det imidlertid muligt for Bolivias centrale valgråd at arbejde. Der var reelle udfordringer i processen, da der var et reelt dilemma omkring, hvornår det var sundhedsmæssigt forsvarligt at afholde valg. På den ene side burde den usikre situation omkring demokrati i Bolivia afklares og på den anden side skal det sikres at sundhedskrisen fortsat kunne håndteres.

Bolivia som eksempel på den lyserøde bølge i Latinamerika.

Bolivia har som nævnt været set som et eksempel til efterfølgelse, hvad angår borgerinddragelse, fattigdomsbekæmpelse, optagelse af politikere med baggrund i de oprindelige folk i statsapparaterne med videre. Bolivia er imidlertid – som alle andre lande – et særligt eksempel, samtidig med at det er en del af et mønster. Begge dimensioner fremgår af det følgende, der viser Bolivias røde populismes udvikling som en kombination af noget generelt og noget specifikt.

Bolivia har i øvrigt en række træk fælles med det øvrige Latinamerika. Der har gennemgået en periode i 1940’erne og 1950’erne med demokratisering med højrepartier som organisatorer og delvist drivkræfter ved siden af de folkelige bevægelser. Derefter fulgte en periode med stærk militær- og politimæssig indblanding i det politiske liv. Fra 1980’erne, efter militærdiktaturerne, kom en ny demokratisering med neoliberalister som organisatorer, der varede til venstrebølgen satte ind efter omkring 2000: det lyserøde Latinamerika. Bolivia adskiller sig dog foreløbig fra de fleste lande i Latinamerika ved, at restaurationen efter det lyserøde årti satte ind meget sent (2019) i forhold til andre og med et kup til forskel fra en demokratisk overgang via frie valg.

Det særlige ved Bolivia er for det første et forholdsvis stærkt civilsamfund. Her ligner Bolivia ikke så meget sine regionale naboer, men måske et land som Danmark, der også har stærke erfaringer fra fx bondebevægelser i opposition til det centrale styre, en stærk og nogenlunde organiseret arbejderbevægelse, og en center-periferi kløft (der i Bolivia går mellem lavland og højland).

Bolivia er desuden blevet demokratiseret gennem populisme. I alle faser af demokratiseringen fra den såkaldte nationale revolution i 1952 til i dag har populistiske bevægelser spillet hovedroller.[6] Der var et langt stræk med et ikke udfordret venstrepopulistisk lederskab med Morales og MAS som organiserende kræfter fra 2006 til 2016. Endelig kan man sige, at kuppet i 2019 også var særligt. Det kom efter en fase, hvor det i øvrigt kunne forventes, at ‘kupfasen’ i Latinamerika var overstået. Kun fremtiden vil dog kunne vise, om det var en undtagelse eller en ny begyndelse.

En samlet vurdering af Bolivia som eksempel til efterfølgelse er på den baggrund noget svær at sætte på begreb. Set fra et dansk synspunkt er der faktisk nogle lighedspunkter i et makrosociologisk perspektiv, som kunne pege på at der kunne overføres erfaringer: stærkt civilsamfund, organiserede bondebevægelser (dog med forskellige tidsrytmer), organiserede arbejderbevægelser, og ikke mindst en lille, stærkt eksportorienteret og derfor verdensmarkedsfølsom økonomi.[7] Forskellene er dog også så store, både hvad angår socioøkonomisk sammensætning og politiske opdelinger, at direkte erfaringsoverførsler er svære.

I disse år har Danmark imidlertid en konstruktion, der i det mindste politisk ideologisk minder om MAS, nemlig Rød Blok. Hvis man ser formelt på tingene er Rød Bloks enkelte elementer selvstændige partier med selvstændig opstilling til valg, men set politisk ideologisk er der tale om varianter inden for en politisk gruppering, der på mange områder trækker på de samme forudsætninger og som i mange tilfælde har fælles modstandere. Under alle omstændigheder har de partier, der indgår i Rød Blok samme nationale lederkandidat og lægger kræfterne sammen på parlamentarisk niveau, ligesom mange af dem, der lægger stemmer til partierne (den sociale basis), er medlemmer af de samme faglige organisationer. Set under et er man organisatorisk fælles om faget i hverdagen, og skilles kun midlertidigt på valgdagen.

På den baggrund kan det at følge Bolivias og MAS’ udvikling være nyttigt. Fx kunne Rød blok måske lære noget af den måde som MAS har organiseret samarbejdet på tværs af de organisationer, som det er dannet af. Rød blok kunne måske også lære noget af forestillingen om, at man er en samlet kraft til forskel fra den i Rød blok vist mest udbredte forestilling om, at man især skal sørge for sit eget parti.

Var MAS-perioden under Evo Morales ‘populistisk’?

Den del af venstresiden, der har argumenteret for ’venstrepopulisme’ har over de sidste 15 år haft et umiddelbart stærkt argument i MAS og lignende regeringsbærende partier i Latinamerika. Disse regeringer har skabt sociale forbedringer og har ikke mindst været med til for måske første gang at cementere egentligt demokrati i Latinamerika. De har også været frontløbere i organiseringen af modstand mod neoliberal modernisering og globalisering i regionen. Det har da også været blandt de stærke argumenter for at venstrepolitik i Europa skulle lade sig inspirere af den latinamerikanske succes.

Man kunne imidlertid hævde to argumenter mod populismetesen. For det første at det ikke er på grund af deres populisme, at disse regeringer har haft succes, men på grund af deres socialistiske inspiration. Man kunne også hævde, at de slet ikke er populistister, men blot demokratiske socialister. Begge argumenter er egnede til at videreføre den tradition, der har været i Europa og USA for at nedgøre populisme som sådan.

Begge indvendinger bør naturligvis diskuteres grundigt, men her tages der kun fat i den, der siger, at der ikke er tale om populisme i MAS tilfælde. Set i fremtidigt perspektiv er det heller ikke sikkert, at MAS viderefører populismen. Der er kommet en ny ledelse under Luis Arce, der er kommet en kup-erfaring til, og Bolivia står i en situation, der erfaringsmæssigt understøtter institutionelle/ikke-populistiske politikere, nemlig en virkelig alvorlig sundhedskrise, hvis løsning kræver egentlig ekspertise. Ofte står ekspertise og ekspertsystemer i modsætning til populisme, og ingen kan i dag vide, hvordan bolivianerne under Arce håndterer den udfordring. Derfor indskrænker de nedenstående betragtninger sig til at se bagud: var MAS (venstre-)populistisk under Morales?

Hvis man skiller ’venstre-populisme’ ad, står man med to dele: en venstreorienteret dimension og en populistisk. I tilfældet Bolivia er der ingen tvivl om, at MAS har stået for en venstretilgang til politik. Men har det også været et ’populistisk’ parti? John Crabtree, der forsker ved Latin American Centre ved Oxford Universitet mener, at man skal følge Ernesto Laclaus tilgang til populismespørgsmålet, og svarer på den baggrund bekræftende på, at MAS’ politik har været populistisk i både oppositions- og regeringsperioderne. For tesen taler ifølge ham en række af de træk, der har karakteriseret MAS-regeringerne udover MAS udover ’populismen’ i oppositionsfasen og som kvalificerer den til populismebetegnelsen også i regeringsfaserne

For det første har MAS’ diskurs haft en gennemgående anti-status quo tendens, hvilket er en del af de typiske populistiske tilgange. Der har i retorikken været trukket klare skel mellem før og efter magtovertagelsen i 2006, og der er fortløbende blevet appelleret til ønsker om videre forandringer.

Den var for det andet rettet mod dem, der havde en oplevelse af ikke at have været repræsenteret af de forrige regeringer (det såkaldte parti-krati), og regeringerne har fortløbende henvist til ’det folkelige’, hvilket også har været et vigtigt led i MAS-regeringernes legitimeringspolitik.

Der var for det tredje elementer af karismatisk lederskab og tilsvarende var der, på godt og ondt, i realiteten få institutionelle rammer for regeringsudøvelsen. Dette element var med til at skabe handlerum i starten, men som det viste sig, var det også med til at skabe splittelse og utilfredshed også i egne rækker.

Der var for det fjerde et veludviklet fjendebillede, der var med til at skabe indre sammenhæng i bevægelsen selv og som desuden var med til at skabe en politisk situation, hvor det var let for tilhængere og vælgere at se forskel på, dem der var med, og man var imod. De sidste blev fremstillet som en sammensvejset enhed, hvis enkelte komponenter blev udgjort af de gamle politikere, oligarkierne, de udenlandske selskaber og USA. Eller med andre ord: ’the usual suspects’.

MAS udviklede for det femte et system for direkte demokrati, der modsvarede dets kritik af, hvordan det repræsentative demokrati virkede i perioden, der gik umiddelbart forud. Set i forhold til mange andre lande, har Bolivia et vidt forgrenet civilsamfund og MAS gjorde i perioder en stor indsats for at inddrage dette i politik. Valgene har tillige vist, at et flertal af bolivianerne stadig opfatter sig som repræsenteret af partiet, hvilket jo ud fra nogle kriterier peger på, at der trods alt er skabt en bæredygtig relation mellem repræsentativt og basis-demokrati.

Set ud fra de ovenstående betragtninger, kan man godt konkludere, at MAS ganske rigtigt har været populistisk. Set i betragtning af partiets forholdsvis store succes forekommer det på det grundlag at være en god idé fortsat at følge det som inspirationskilde. Dermed er det selvfølgelig ikke sagt, at det skal kopieres. Der er meget langt mellem disse to måder at forholde sig til politiske erfaringer på. Det er heller ikke sagt, at MAS ikke skal kritiseres. Det har klart gjort fejltagelser på det demokratiske område.

Måske skal man gå så langt som at sige, at MAS har gjort sig nogle erfaringer, der viser, hvad man ikke skal gøre. Fx var det en dårlig idé ikke at lytte til folket i 2016, hvor folkeafstemningens resultat sagde, at Morales tid som det sikre valgkort nu var omme. At sidde denne afgørelse overhørig var et tilbagefald til tidligere tiders venstrepolitik, hvor partiet, dets leder og dets linje stod over alt andet.

Venstrepolitik i dag kan imidlertid ikke sætte sig ud over de liberal-demokratiske forventninger til politik. Formodentlig er de demokratiske erfaringer i mange lande nået så langt, at befolkningerne ganske enkelt er blevet bedre vant og har fået større forventninger til dem, der skal repræsentere dem.[8] Hvis man kunne overbevise hele venstrefløjen om denne erfarings gyldighed, ville meget være nået. Så ville det være muligt, også i Europa, at bygge holdbare broer mellem centrum-venstre og venstrefløj, der ville gøre det nemmere at skabe langsigtede og bæredygtige alliancer som alternativ til højrepopulisme og neoliberalisme.

Valgets politiske betydning udover regeringsskifte: sammenfatninger og perspektiver

Valgets udfald har sat de forskellige beskyldninger mod og politiske angreb på MAS og Morales i 2019 i relief: Der var folkelig opbakning til MAS. Kuppet gjorde måske oveni købet denne lidt større. Hvilket understøtter tesen om en solid demokratisk tradition i Bolivia, hvor tvivlere hellere ville støtte MAS end de politikere, der havde accepteret eller støttet kuppet.

Valget indikerer desuden ikke alene opbakning til MAS som parti (den karismatiske dimension), men også at der var opbakning til indhold. Venstrepopulismen i Bolivia er blevet styrket som strømning med MAS’ valgsejr.

Endelig understøtter valget det synspunkt, at den relative højredrejning af Latinamerika, som startede i 2010’erne, ikke er uafvendelig. Sammen med venstresidernes sejre i 2018 i Mexico og 2019 i Argentina er der nu tvært i mod tegn på, at der igen er nye tider på vej.

Spørgsmålet er nu, om Luis Arce kan løfte arven efter Evo Morales. Af flere grunde var det nok en god idé, at Evo under sin påtvungne landflygtighed overlod det til en ny person at repræsentere partiets lederskab. Men det gør det ikke nødvendigvis lettere for Arce, der overtog rollen i en meget kompleks situation.

Der var en stigende polarisering i Bolivia, der pressede MAS og dermed regeringen allerede før kuppet. For det første var der en polaritet mellem MAS-blokken og Bolivias højrekræfter. For det andet er der kommet en mere klar modsætning mellem de radikale (socialistiske, arbejderistiske) kræfter i og omkring COB og coca-dyrkerne.

Samtidig var Evo Morales selv blevet svækket politisk. Han mistede popularitet på grund af, at han, også inden for egne rækker, blev oplevet som en leder, der udviklede en uskøn magtfuldkommenhed. Hans manglende respekt for folkeafstemning i 2016 bidrog stærkt til dette. Efterfølgende fik han også et moralsk/politisk problem, da han blev sat i forbindelse en kvinde, der angiveligt har været mindreårig, da han indledte forhold til hende.

Det vil sige, at MAS op til valget både var svækket og under forøget pres. Kuppet havde blandt andet grundlag i denne situation, og at det for en periode kunne lykkes, skyldtes netop disse udfordringer. Hvilket for en ordens skyld ikke undskylder, men blot forklarer det. På den anden side understreger det også, at MAS’ opbakning i forhold til højresiden er utvivlsom. Det forekommer nu meningsløst at stille spørgsmålstegn ved, om et flertal af befolkningen ønskede et lederskab efter MAS’ retningslinjer, eller om man ønskede grundlæggende politiske ændringer i kursen. Bolivianerne synes klart at ønske en fortsat reformkurs, som den, det parti de har valgt, har stået for. De ønsker set på den måde reformer, ikke stabilitet, i samfundet, selvom de ønsker en fortsat stabilitet i det politiske system.

Luis Arce står derfor alligevel i en meget vanskelig situation. Hans skal levere på meget store områder, men før han for alvor kan gøre dette, skal han, MAS og landets sundhedssektor have styr på en virussituation, der som nævnt er specielt alvorlig i Bolivia. Det er nok for tidligt at spå om, hvorvidt opgaven kan løftes uden uro i samfundet. Men foreløbigt ser det trods alt noget lysere ud for både Bolivia som politisk system og for MAS som politisk kraft, end det gjorde for et år siden. Dermed ser det også lidt lysere ud for de globale venstrekræfter.

Litteratur:

Niels Boel (2020) ’14 år med Evo Morales sociale revolution’ i Kritisk debat, Oktoberudgave.

Patrick Barrett et. al., eds. (2008) The New Latin American Left. Utopia Reborn. Pluto Press, London.

John Crabtree (2013) ‘From the MNR to the MAS: Populism, Parties, the State and Social Movements in Bolivia since 1952’. I De la Torre, Carlos og Cynthia J. Arnson, red., Latin American Populism in the Twenty-First Century. The Johns Hopkins University Press, Baltimore.

Álvaro García Lenera (2019) ’En temps de crise, derrière chaque libéral modéré se trouve un fasciste’ i Le vent se le leve, 5. december.

Jan-Werner Müller (2017) ’Populism and the Claim to Moral Monopoly: An interview.’ Niel Boel, Carsten Jensen og André Sonnichsen. Tidsskriftet Politik, Årg. 20. Nr. 4.

Wikipedia (2020) ’2020 Bolivian General Election.’ Sidst tilgået 5.12.20.

  1. Artiklen bygger til en vis grad videre på Niels Boels artikel ’14 år med Evo Morales sociale revolution’. Der henvises til denne for beskrivelser af forudsætninger for den aktuelle situation, men i øvrigt burde denne artikel kunne læses selvstændigt af den nævnte. En stor tak til Niels for mange gode diskussioner om Bolivia og for kommentarer og forslag til denne tekst.
  2. I Senatet – den ene del af parlamentet – kom der 20 kvinder ind i forhold til 16 mænd.
  3. Álvaro García Linera, Bolivias vicepræsident fra 2006 til 2019, antydede allerede for et års tid siden noget lignende. Man kunne måske se kuppet som et forsøg på at stoppe en sådan ny medvind.
  4. Dette afsnit er langt hen baseret på noter fra et mundtligt oplæg holdt af Niels Boel i efteråret 2020 på LiteraturHaus i København. Oplægget kan høres på Roskilde Universitetscenters hjemmeside.
  5. Morales forsvarede sin genopstilling med, at Bolivias politiske system indeholder en formel mulighed for, at han kunne stille op, da den indeholder en bestemmelse, der kan tolkes sådan, at ingen enkeltindivider kunne nægtes ret til opstilling til præsidentvalget. I bedste fald var dette en reel juridisk modsigelse i den bolivianske forfatning, og forfatteren er ikke i stand til at vurdere, om der er hold i Morales-siden argumenter fra et juridisk synspunkt. Fra et politisk synspunkt havde man imidlertid spurgt vælgerne, og et flertal af dem tolkede det sådan, at Morales ikke burde stille op. Politisk og demokratisk synes sagen derfor klar. Om de juridiske aspekter nogensinde bliver afklarede fuldt ud er nok tvivlsomt.
  6. Venstres ‘liberale verdensmarkeds-populisme’ i perioden op til demokratiseringen mellem 1900 og 1915 adskiller sig dog fra Bolivias MAS’ politik.
  7. Denne ultrakorte strukturelle analyse peger på en mulighed, som vist i øvrigt anses for ikke-eksisterende i dansk venstrepolitik: en fornyet alliance mellem bønder og arbejdere/service-vidensarbejdere. I forbifarten sagt burde dette måske gentænkes. Især i relation til økologi, klima, dyrebeskyttelse, naturgenopretning, mv. Det vil sige politikker, der allerede er på Rød Bloks positivliste.
  8. Allerede i 2008 antydede bogen The New Latin American Left. Utopia Reborn denne konklusion.