KRITISK DEBAT November 2009

 Printervenlig version

En Palæstina-Strategi på venstrefløjen

I februar '09 udgiver Jakob Lindblom og Jan Helbak en artikel ved navn "om behovet for en ny Palæstina-strategi på venstrefløjen." Artiklen kom på baggrund af de israelske bombardementer i Gaza. Strategien er en "bred folkelig mobilisering" til en "international boykot-kampagne" mod bevægelsen Hamas og staten Israel i stil med "Boykot Sydafrika-bevægelsen i firserne." Følgende artikel er en kritisk gennemgang af Lindblom og Helbaks tekst.

Visionen er sejren i den "sociale og politiske kamp mod imperialistisk undertrykkelse og de respektive autoritære regimer fra Iran i øst til Marokko i vest." Missionen er for "et forenet demokratisk og sekulært Palæstina" som den "eneste mulige politiske løsning på sigt."

Ifølge L&H er Hamas en hindring for en "venstreorienteret løsning." De påpeger Hamas' "betragtelige ansvar for de israelske bombardementer" under Gaza-angrebet og bevægelsens "religiøse fanatisme." Hamas er ifølge L&H en "anakronistisk" og "reaktionær" bevægelse, som forfølger en "sekterisk ideologi," der ikke lader "zionisternes linje noget efter." Venstrefløjen har behov for "substans og analyse," altså en "gennemgribende politisk kritik" af Hamas for at muliggøre "progressive løsninger." Solidaritet med Hamas må ikke stilles på ryggen af den "folkelige forargelse" over angrebet på Gaza. En sådan strategi appellerer ikke ifølge L&H til den "brede befolkning" og den er "dobbeltmoralsk." Der er kun "den brede politiske og sociale kamp tilbage, som også indbefatter oppositionen og den brede befolkning i Israel og ligeså vigtig offentligheden i Europa."

Kort om "krigen" i Gaza
Der er ikke længere nogen grund til at bore dybere i den overlagte massakre i Gaza fra december til januar. Der er stort set ingen forskel mellem menneskerettighedsrapporterne. Senest har Goldstone-kommissionen bekræftet alle "krydrede beretninger." Kommissionen konkluderede, at Israels militære angreb på Gaza var "et bevidst uforholdsmæssigt angreb designet til at straffe, ydmyge og terrorisere en civilbefolkning," under genkaldelsen af angreb, der ikke var i nærheden af legitime militære mål. Kronologien er utvetydig. Israel brød den "seks måneders hvile", fastholdt den "ulovlige blokade," begik "alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret" og afviste ethvert forsøg på ikke-voldelige alternativer. Som altid afviser Israel alle sigtelser uden at imødegå beviser med en afgørende amerikansk opbakning.

Obama-administrationen har komplet afvist konklusionerne i FN's Goldstone-rapport, der opfordrer til retsforfølgelse af krigsforbrydere fra såvel den israelske og Hamas-bevægelsens side. Uden bevisgrundlag har USA afvist rapporten som værende "dybt forkert" og "principielt uacceptabel." Goldstone har bedt Obama om en offentlig påpegelse af fejl i rapporten.

USA insisterer, at rapporten forbliver i FN's menneskerettighedsråd, så den ikke sendes videre til Sikkerhedsrådet. Professor Stephen Zunes skriver, at "hvis sagen bringes videre til FN's Sikkerhedsråd" efter Goldstones anbefaling, "ville det skabe debat" om humanitære krænkelser "begået af en vigtig amerikansk allieret over for et organ, der i modsætning til FN's Menneskerettighedsråd har en håndhævelsesmekanisme." Det ville give medieeksponering af israelske krigsforbrydelser, "hvoraf de fleste blev gennemført med hjælp af amerikanske våbensystemer og tilsyn." USA truer med at nedlægge veto i Rådet. Demokrat-partiet i USA afviser rapportens kerneindhold, da "rapporten mestendels fokuserer på Israels adfærd." Forholdet mellem civile tab, påført begge parter, var mere end 250:1. Det udgjorde en naturlig årsag til at fokusere primært på Israel.

Der er dog et fundamentalt aspekt i Goldstones håndtering, der er "principielt uacceptabel." FN's nuværende Gaza-ordfører retsprofessor Richard Falk, konkluderede i hans rapport, at Israels angreb ikke opfyldte de juridiske betingelser for krigsførelse. Angrebet var en "aggression," der beløb sig til "en forbrydelse mod freden." Falk fokuserede på den overlagte og uproportionelle destruktion. Israel angreb en forsvarsløs modstander uden at løbe en risiko for modsvar. Det reelle billede på jorden var en overlagt massakre. Derfor er det hyklerisk, at man i al hast anerkender Hamas som et statsparti for derefter at retsforfølge deres forbrydelser under krigslovene. Især når Hamas ikke har remedierne til at føre en egentlig krig.

I Danmark opfordrer Mellemfolkeligt Samvirke regeringen til at "arbejde for" at "begge sider... bliver retsforfulgt." For få år siden havde Danmark formandskabet for FN' sikkerhedsråd. Udenrigsminister Per Stig Møller understregede overfor det internationale samfund, at "det har et ansvar for at sætte et stop for straffriheden." Danmark har indtil videre forholdt sig tavst, mens vi på trods af MEP'ernes krav om ophævelsen af blokaden i 2007 hjælper den skyldige part i håndhævelsen af blokaden til søs. Danmark tilbød "maritim ekspertise" til en konference mellem USA, EU og Israel et "hemmeligt" sted i København i februar '09. Den israelske avis Yedioth Ahronoth beskriver det som"Obama's Danmark-initiativ." Mødet skulle blandt andet omhandle Hamas' våbensmugling og "en lukket grænse mellem Egypten og Gaza fra havet." Egypten afslog deltagelse til mødet.

Hamas' ansvar
"Som bekendt trak Israel sine tropper ud af Gaza i 2005," fortæller L&H uden yderligere omtale af den samtidigt åbne erklæring om forøgede bosættelser på Vestbredden og den fortsatte besættelse af Gaza. Året efter vinder Hamas parlamentsvalget og "tog kontrol over Gaza-striben efter indbyrdes kampe" med det "korruptionsplagede" Fatah. Efter David Rose's artikel i Vanity Fair tilbage i april 2008 er det dog ikke længere en kontroversiel påstand, at det var USA i ledtog med Fatah og Israel, som forsøgte at vælte Hamas efter nederlaget ved valget i 2006. "Overtagelsen af kontrol" efter et folkevalg er foruden at være en teoretisk umulighed også en fejlslutning i praksis. Hamas afværgede et igangværende kup.

I den "mellemliggende periode" beskød Hamas "jævnligt" sydisraelske byer med raketter. L&H bemærker, at det måske kunne skyldes den "fortvivlede økonomiske situation i Gaza," men ikke at det også kunne skyldes Israels indlemmelse af Østjerusalem og den igangværende underminering af Hamas som politisk parti. Den palæstinensiske journalist Ali Abunimah har bemærket, at raketter ikke blev affyret fra Vestbredden i samme periode, men at israels forbrydelser "ikke stoppede en eneste dag." Israels eskalering på Vestbredden "i den mellemliggende periode" var ikke et svar på raketter fra Gaza. Sandsynligvis var sammenhængen bag raketterne omvendt en reaktion på den opflammende besættelse på Vestbredden og belejringen af Gaza-striben.

Hamas "fik Israel til at lukke grænsen ind til Gaza og efter behag skrue op og ned for blokaden." Denne udlægning er uden tvivl den dominerende fortolkning af blokadens logik. I realiteten blev blokaden bevisligt påført Gaza før Hamas kom til magten. Det er helt utvivlsomt, eftersom den tidligere direktør for verdensbanken James Wolfensohn tog til Gaza i 2005 for at standse Israels blokade. Det var netop for at afværge en ny voldscyklus efter Israels såkaldte "tilbagetrækning." Israel indførte den økonomiske belejring i 2001, som ifølge UNCTAD "skubbede den palæstinensiske økonomi ind i sådan en 'underudvikling,' at så meget som $2,4 milliarder blev drænet ud af Vestbreddens og Gazas økonomi." I perioden mellem 2000 og 2006 var der "et tab på $42,846,895 i Gazas landbrugsproduktion, på grund af destruktionen af land, afgrøder og drivhuse." FN's daværende Gaza-ordfører John Dugard skrev, at området var "på randen af en humanitær katastrofe."

Blokaden er ikke direkte forbundet med Hamas. Harvards Gaza-ekspert Sara Roy skriver, at belejringen har to grundlæggende mål. Det ene er at sikre, at Gaza "blot anskues som et humanitært problem...uden politisk identitet og politiske krav." Den anden er, at gøre Gaza afhængig af Egypten: "Det er grunden til, at israelerne tolererer de hundredvis af tunneller rundt omkring i Gaza," som er en mere eller mindre "reguleret kommerciel sektor" (London Review of Books, 1. jan. '09).

Ikke desto mindre indgik Hamas en 6 måneders våbenhvile, under betingelse af at blokaden blev løftet. Det blev den som bekendt aldrig. Israels udenrigsministerium udgav en rapport, der sågar bekræftede, at det var Israel der brød våbenhvilen. Den egyptisk mæglede våbenhvile mellem Israel og Hamas virkede og blev betegnet som en "seks måneders hvile." Rapporten beskrev, at "Hamas forsigtigt overholdte våbenhvilen," og effektivt "håndhævede den over for øvrige terrororganisationer." Det fremgår af ministeriumsrapportens diagrammer, at cirka 179 Hamas-raketter blev affyret månedligt i perioden op til våbenhvilen. Under våbenhvilen blev der affyret 3 om måneden op til den 4. november, hvor Israel udførte et kommandoraid på en tunnel, der dræbte 6 palæstinensere. L&H skriver, at "Hamas midt i december erklærede, at våbenhvilen ikke ville blive forlænget, og den 19. december regnede Qassam-raketterne igen ned over de israelske byer." Den israelske avis Yedioth Ahronoth oplyste den 12. december, at Hamas forsøgte at forlænge våbenhvilen under de gamle betingelser, men Israel afviste det kort tid før bombningen. Israels angreb var blevet planlagt mindst 6 måneder inden.

L&H anfører, at "Hamas åbenlyst provokerer til konflikt," mens Israel netop ønsker "den eksisterende konfrontation... fordi den israelske regering og Hamas står i et komplementært forhold til hinanden." Det virker som en modsigelse, når Hamas overholdt våbenhvilen og forsøgte at forlænge den efter et israelsk brud. De forventede ikke et angreb og slet ikke et på størrelse med Israels utallige indfald mod Sydlibanon. Det ville have været selvmorderisk. Det "komplementære forhold" skal ikke ses i lyset af Hamas strategi for at fremstå som de "klareste modstandere," det klarer Fatah for dem. Forholdet er bevidst fremskyndet af israelske provokationer og dens rolle som overhøjhed i konflikten.

Israels angreb var delvist udført for at afværge Hamas' rapprochement og genetableringen af frygten for Israel i regionen. Siden 2005 har Hamas været mere imødekommende over for fredsforhandlinger end Israel. Det første dokument Hamas underskrev, efter de vandt et frit og retfærdigt valg, var det såkaldte "prisoner's document," hvor Hamas sammen med Fatah kalder på en palæstinensisk stat inden for 1967-grænserne. Ifølge Ha'aretz bydes det velkommen af 77% af den palæstinensiske befolkning. Det er siden valgsejren blevet erkendt i brede kredse, at Hamas er parat til at anerkende Israel de facto - omend ikke de jure. Dette skyldes Hamas-ledelsens gentagende opfordring til permanent våbenhvile og forhandlinger om palæstinensisk statsdannelse uden for Israels grænser.

Som det kan ses, tillægger L&H gentagende gange en omvendt årsagsvirkning, der sætter byrden på Hamas. De klager over Enhedslistens bebrejdelse af Israel som den stærke part, da "proportionalitetsbetragtninger" er, "hvor hårdt det end kan lyde, ulogiske." Anerkender man lodret "Israels ret til selvforsvar" ligesom L&H, må man også erkende, at "krig handler om at vinde." Israel handlede ikke i selvforsvar. Det er et aldeles uholdbart postulat i lyset af Israels fortsatte afvisning af fredelige midler, der var let tilgængelige både før, under og efter "krigen" i Gaza. Israels belejring af Gaza er i sig selv en krigshandling, som Israel selv anerkender, da man gentagne gange har iværksat større krige på baggrund af ørkesløse blokader - i særdeleshed "seksdageskrigen" i 1967. Ønskede Israel fred på grænsen på kort sigt, kunne den have overholdt våbenhvilen og gradvist løftet blokaden som aftalt. Fra den brede vinkel er det endnu tydeligere, at Israels "selvforsvar" er et umuligt forehavende, når det påtager sig rollen som besættelsesmagt.

Et historisk perspektiv
Målet med Gaza-krigen var ifølge israelske kilder, at "genskabe israelsk afskrækkelses-effekt", fordi "dets fjender er ikke så bange for det, som de engang var eller bør være," skriver Ethan Bronner (NYTimes, 13. jan. 2009). Israels sikkerhedsbekymringer er i høj grad baseret på dets evne til at skræmme dets naboer. Det var netop den væsentligste drivkraft bag Israels angreb på Egypten i juni 1967, som resulterede i Israels besættelse af Gaza og Vestbredden. Den daværende hærchef Ariel Sharon formanede det israelske sikkerhedskabinet til at iværksætte et præventivt angreb på Egypten for at opretholde Israels "vigtigste våben -- frygten for os" (Zeev Maoz, Defending the Holy Land, s.89).

L&H skriver, at Israel "flere gange er blevet angrebet af nabolande." Denne konstatering er en overdrivelse. Israel har i sin spæde 60 år ført i hvert fald 6 krige, 2 (nogle siger 3) borgerkrige og over 144 "militariserede mellemstatslige tvister." I en heftig gennemgang på knap 700 sider, konkluderer den anerkendte israelske militærhistoriker Zeev Maoz, at "de fleste af de krige, hvor Israel blev involveret, var helt undgåelige." De var et resultat af "bevidste israelske aggressioner, mangelfulde beslutninger og misforstået konfliktstyring." Ingen af krigene var, med den "mulige undtagelse" af uafhængighedskrigen i 1948, hvad israelerne kalder "nødvendige krige." De var alle "krige efter eget valg."

L&H hævder, at Egypten og Syrien indledte et "voldsomt angreb" på Israel i 1973 " i ly af den jødiske helligdag Yom Kippur." Faktisk er der ikke særlig meget diskussion længere om Israels afvisning af Sadats fredsbetingelser i februar 1971 og i 1973 lige før udbruddet. Under Gunnar Jarrings FN-mission tilbød Egypten fred til fordel for israelsk tilbagetrækning fra Sinai. Israel valgte ekspansion frem for fred. I 1973 fremsatte Sadat atter et fredstilbud denne gang gennem Henry Kissinger. Han advarede, at overtagelsen af den egyptiske by "Yamit betyder krig." Israel valgte at forøge bosættelserne på Sinai og som forventet af Golda Meir angreb Egypten. Israel var tæt på at tabe krigen og konflikten mod Egypten viste sig at være for risikabel. Camp David-aftalernes formål i 1978 var at "neutralisere Egyptens rolle" i konflikten ifølge Avner Yaniv for at muliggøre "militære operationer mod PLO i Libanon samt bosættelsesaktivitet på Vestbredden."

I konsekvens heraf invaderede Israel Libanon i 1982 (Operation Peace for the Galilee), for at afværge det den israelske strategianalytiker Avner Yaniv beskrev som den "palæstinensiske fredsoffensiv." Som Yaniv og flere andre bemærkede, så var Israels invasion motiveret af bekymringen for, at PLOs offentlige rapprochement ville underminere chancerne for "territoriel revision." L&H skriver, at "Israel som autoritær apartheidstat kun kan eksistere" så længe den indgår i konflikt med palæstinenserne. Der er overbevisende præcedens for, at Israel angreb Gaza for netop at afværge Hamas' politiske moderation og forsonlighed. På den israelske side af grænsen var der stille i et helt år, før den israelske invasion i 1982. "Et helt års effektiv våbenhvile" og Arafats "historiske kompromis" bekymrede Israel så meget, at "berettigelsen for hele operationen" ifølge Yaniv var, "at ødelægge PLO som en politisk kraft" der kunne "påberåbe sig en palæstinensisk stat" (Dilemmas of Security, s.20ff, 50ff, 67ff).

Den diplomatiske historie
"I sine 60 år" har Israel været "utilbøjelig til at engagere sig i meningsfulde forhandlinger" med sine modstandere og kun "alt for klar til at anvende militær magt for at påtvinge sin vilje." Angrebet på Gaza er det "seneste klimaks i denne langvarige israelske politik." Sådan udtaler den ledende israelske historiker Avi Shlaim sig til den netbaserede nyhedskanal Democracy Now i januar.

Overraskende nok var palæstinensernes ret til selvbestemmelse stort set uudtalt i perioden mellem delingen i 1947 og det første enstemmige internationale kald i halvfjerdserne. Drejningen er værd at kigge på. I 1973 accepterede PLO stiltiende en fuld israelsk tilbagetrækning og fuld arabisk anerkendelse i en Generalforsamlingsresolution. Endnu en påberåbelse fra PLO kom uformelt gennem Sikkerhedsrådet i 1976, der satte den palæstinensiske stat på den internationale dagsorden. Siden har en international konsensus om en tostatsløsning på konflikten foreligget i en ellers foranderlig verden. Med undtagelse af Israel og USA (og sommetider en enkelt stat og flere stillehavsøer) har det internationale samfund i 40 år tilsluttet sig idéen om israelsk tilbagetrækning og arabisk anerkendelse som en formular for oprettelsen af en palæstinensisk stat.

USA nedlagde veto af FN's Sikkerhedsrådsresolutioner i januar 1976 og april 1980, der ville have stadfæstet løsningen, der både var godkendt af den palæstinensiske befrielsesorganisation og tilgrænsende arabiske nabostater. Efter Arafats såkaldte "drejning" ifølge L&H i 1988 blev en resolution i generalforsamlingen i december 1989 i overensstemmelse med tilsvarende grænser godkendt med et valgresultat på 151-3 (ingen afholdenheder). De tre negative stemmer blev afgivet af Israel, USA og den Dominikanske Republik. Samtlige efterfølgende årlige resolutioner i Generalforsamlingen om "Palæstina-spørgsmålet" har været identisk skæve. Hele verden på den ene side og Israel sammen med USA på den anden. Denne situation har bragt USA og Israel i total international isolation. Ikke overraskende har afvisning af palæstinensernes rettigheder været udgangspunktet under "fredsprocessens" forhandlinger fra Oslo til i dag.

En realistisk strategi
Der eksisterer nu en hidtil uset mulighed for at mobilisere et bredt publikum til at handle hinsides symbolske bidrag. Der er en reel mulighed for at bryde blokaden og nedrive muren for at ophæve besættelsen og etablere en palæstinensisk stat. Tostatsløsningen nyder nemlig foruden tilslutningen fra de autoritative og repræsentative politiske organer også juridisk og menneskeretslig støtte. I 2002 udkom den Saudiske fredsplan, der er underskrevet af de 22 arabiske stater og Iran (Ha'aretz, 1. juni 2009). Planen er en gentagelse af tostatsløsningens betingelser. Initiativet opfordrer til en palæstinensisk stat, der skal fastlægges efter Israels fulde tilbagetrækning til 1967-grænserne. Det tilføjes, at de arabiske stater så skal normalisere relationerne med Israel.

I 2004 udgav Den Internationale Domstol, den højeste juridiske instans i verden, en rådgivende udtalelse om den mur som Israel har bygget på Vestbredden. Domstolen fastslog, at muren er ulovlig. Den bekræftede ulovligheden af bosættelser og "territoriale erhvervelser som følge af trusler eller magtanvendelse." Domstolen anså "Gaza, (hele) Vestbredden inklusive Østjerusalem" for at være "besat palæstinensisk territorium." Den enstemmige rapportering fra menneskerettighedsorganisationerne omkring bosættelser, Østjerusalem og de internationale grænser komplementerer ligeledes tostatsløsningen. Senest giver Goldstone-rapporten også anledning til en standsning af den dobbeltmoralske straffrihed. Dommedagen er nær.

"Folkelig mobilisering" bør fokuseres på at træffe politisk gevinst gennem ovenstående vedtagelser for en tostatsløsning "som mellemled" til noget bedre. Det er nemlig det mest sandsynlige trin mod fred og retfærdighed. Kampen i Sydafrika tog årtier at etablere, med borgmestre der allerede havde forpligtet sig til civil ulydighed og selskaber der godkendte "Sullivan principperne." Hvis en sådan strategi vil se ud som et angreb på det israelske samfund, vil det med stor sandsynlighed være kontraproduktivt. Fred og respekt for menneskerettigheder skal først etableres mellem parterne. Ellers vil en international boycutkampagne for en enstatsløsning tilskrive de næste generationer den samme lidelse, som de har oplevet hidtil. Det vi har set siden 1967 er ifølge Rashid Khalidi "en faktisk enstatsløsning," der ikke er værd at pille ved. Selv ikke i dag er den sydafrikanske stat en ønskværdig udsigt.

Enstatsløsningen nyder ingen substantiel tilslutning hos relevante aktører. Både israelerne og palæstinenserne kalder på deres egen stat. Statssystemet ville komme til Israels undsætning og "venstrefløjen" ville så at sige "sejle mod strømmen." Som ikke-palæstinensere er det ikke op til "venstrefløjen" at foreslå, hvorvidt det er en god idé at etablere én eller flere stater mod begge parters nuværende ønsker. Selvtjenende "venstreorienterede løsninger" er ikke på sin plads, når man advokerer for andre. I særdeleshed folk der lider. Hvis der ikke er grund til blokpolitik herhjemme, bør det ikke anvendes overfor parterne i Mellemøsten. Man skaber fred gennem dialog mellem fjender og ikke mellem ligesindede kammerater.

Det skal ikke kunne siges, hvorvidt een fremtidig løsning er bedre end andre. Det kunne være en enstatsløsning, binational løsning eller afvikling af hele statsystemet. Der vil altid være noget bedre at kæmpe for, men der er afgørende forskel mellem agt og advokering. Visionen i L&H's strategi er så uvedkommende for det snævre mål i Israel-Palæstina konflikten, at det bliver unødvendigt og ubegrundet splittende. Det er "dømt til at mislykkes i den brede offentlighed."