KRITISK DEBAT Februar 2009

 Printervenlig version

Om behovet for en ny Palæstina-strategi på venstrefløjen

Efter tre ugers voldsomme bombardementer af Gaza er forargelsen og forbitrelsen over Israel vokset på venstrefløjen. Imidlertid er der langt fra enighed, hverken om modsvaret til bombardementerne eller om synet på Hamas. Kort sagt, er der brug for fornyet analyse og nye bud på en solidarisk og fremadrettet Palæstina-politik på venstrefløjen. Et bud herpå kan læses her.

1.330 døde palæstinensere, hvoraf cirka 65 procent af ofrene var civile og her i blandt 437 børn. 13 døde israelske soldater og et nyt kapitel i den uendelige historie om Israel - Palæstina-konflikten er skrevet. Sådan kan regnestykket efter tre ugers bombardementer i Gaza gøres op.

Forståeligt nok har voldsomheden af bombardementerne og de mange civile ofre krydret med beretninger om krigsforbrydelser med brug af hvid fosfor rejst massive protester på venstrefløjen mod Israels fremfærd. Til gengæld er venstrefløjen splittede i deres syn på Hamas og deres rolle i konflikten. Den ene position, som overvejende består af den parlamentariske del af venstrefløjen inklusiv Enhedslisten fordømmer brugen af terror, raketter og islamisk fundamentalisme, og man afviser at deltage i demonstrationer med grupper, der aktivt støtter Hamas. Samtidig fastholder man dog, at ansvaret er israelsk, da det ikke er to ligeværdige parter man så i konflikten. Overfor dette, er der en voksende diskussion i aktivistlaget på venstrefløjen, hvor der på diverse hjemmesider, i blogs og avisindlæg argumenteres for en støtte til Hamas. Fra denne side fremhæves Hamas dels som en legitim allieret i kampen mod det, som betegnes som en vestlig og zionistisk imperialisme, og dels som palæstinensernes demokratiske og legitime ledere, da Hamas' parlamentariske valgsejr over det korruptionsplagede Fatah i 2006 fremhæves.

Imidlertid savner diskussionen substans og analyse. Proportionalitetsbetragtninger som dem man kan iagttage på den parlamentariske venstrefløj er, hvor hårdt det end kan lyde, ulogiske. Krig handler om at vinde, og krig er forfærdelig, dræbende og voldsom i sin natur, uanset om det er to ligeværdige parter eller en stærk og svag part, som står overfor hinanden. Anerkender man krigen, og Israels ret til selvforsvar, som i hvert fald dele af den parlamentariske centrumvenstrefløj gør, så må man også anerkende dette, og belyse krigen som netop en krig. Dernæst kan man så påberåbe sig de internationale konventioner, som gælder for sådanne. Og her er det kun Enhedslisten som klart og tydeligt har krævet Israel retsforfulgt for krigsforbrydelser, og krævet Israels ambassadør udvist for samme.

På den anden fløj er manglen på analyse desværre endnu mere udtalt. Nok er Israel en veritabel apartheidstat, der med en larmende tavshed ignorerer utallige FN-resolutioner, koloniserer Vestbredden gennem utallige bosættelser og splitter de besatte områder op med opførelsen af den berygtede sikkerhedsmur, vejbyggeri forbeholdt bosætterne og utallige diskriminerende og generende check points. Ud fra dette er den palæstinensiske modstand en legitim frihedskamp mod en besættelsesmagt og en solidarisering med Hamas ligger således ligefor. Inden man kaster sig over denne strategi, så bør man nok foretage en grundigere analyse af Hamas' rolle i den netop overståede krig, og hvilken betydning det har for en langsigtet fred. Man kan nemlig på ingen måde frikende Hamas for et betragteligt ansvar for de israelske bombardementer.

Baggrunden for Israels bombardementer
Som bekendt trak Israel sine tropper ud af Gaza i 2005 og året efter vandt Hamas en parlamentarisk sejr over det korruptionsplagede Fatah og tog kontrol over Gaza-striben efter indbyrdes kampe med netop Fatah. I den mellemliggende periode har Hamas-soldater jævnligt beskudt de sydisraelske byer med Qassam-raketter, hvilket for to år siden fik Israel til at lukke grænsen ind til Gaza og efter behag skrue op og ned for blokaden. Blokaden resulterede ganske forudsigeligt i, at Gazas spinkle økonomi er brudt sammen og mangelen på alt fra fødevarer til energi har været desperat. I juni måned 2008 indgik Hamas derfor en seks måneders våbenhvile i håb om, at grebet slækkedes, hvilket dog ikke skete. Tværtimod forblev blokaden massiv. Heller ikke våbenhvilen var nogen entydig succes, idet der efter israelske opgørelser blev afskudt 248 Qassam-raketter ind over den israelske grænse i de seks måneder, mens Israel for deres vedkommende den 4. november gennemførte et kommandoraid med 6 dræbte palæstinensere til følge.

Det var på denne baggrund, at Hamas midt i december erklærede, at våbenhvilen ikke ville blive forlænget, og den 19. december regnede Qassam-raketterne igen ned over de israelske byer. Inden man udlægger dette til en legitim befrielseskamp, som fortjener støtte, så bør man nok overveje, hvilke motiver Hamas har haft for disse fornyede angreb. Kort sagt, så har Hamas naturligvis været klar over, at i en situation med en israelsk valgkamp i fuld gang, så ville et så massivt angreb ind over grænsen, som det der indledtes den 19. december, blive besvaret fra israelsk side, og at civile ofre ville være uundgåelige i den situation. Når Hamas alligevel foretog denne konfrontation, så kan der umiddelbart peges på tre grunde.

Allerførst så kan man ikke se bort fra den interne palæstinensiske politiske situation. Fatah-præsidenten Abbas' embedsperiode udløb formelt den 8. januar. Derved er den interne politiske situation i de palæstinensiske selvstyreområder i kaos, og før eller siden skal der afholdes nye valg. I den situation har Hamas haft et naturligt ønske om at fremstå som de klareste modstandere af Israel, hvilket er lykkedes efter krigen og bombardementerne. Således er støtten til Hamas eksploderet ikke blot i Gaza, men også på Vestbredden.

Den anden grund, der kan peges på, er en oprigtig tro i Hamas' ledelse på en militær løsning. Under krigen i Libanon i 2006 havde den israelske hær overraskende store tab i krigen mod Hizbollah, og høgene i israelsk politik mistede både prestige og opbakning indadtil i Israel. Det kan her ikke afvises, at Hamas har søgt en lignende konfrontation, hvor håbet har været at lokke de israelske styrker ud i en krig fra hus til hus i Gaza by med store militære såvel som civile tab som uundgåeligt følge, hvilket ville kunne have svækket de israelske høge og påført Israel sit eget Vietnam-syndrom.

Den tredje grund der kan peges på, er den fortvivlede økonomiske situation i Gaza, hvor Hamas muligvis har ræsonneret, at man gennem en militær konfrontation ville kunne opnå en bedre forhandlingsløsning med en lettelse af blokaden.

Uanset hvilke overvejelser som Hamas' ledelse har gjort sig forud for angrebet den 19. december, så er det åbenlyst, at Hamas må have kalkuleret med en vis portion civile tab, og at en strategi om støtte til Hamas fra venstrefløjens side må gøre sig dette klart. Hvis den første begrundelse har ligget til grund for Hamas' angreb, så er missionen set fra Hamas' side lykkedes, men samtidig har man kynisk vendt fjendens ildkraft mod sin egen befolkning for egen vindings skyld. Hvis det har været begrundelse nummer to med håbet om at gentage succesen fra Libanon-krigen, så har missionen været en eklatant militær fiasko, mens det endnu er for tidligt at spå om, hvorvidt situationen vil føre til en opblødning af blokaden på længere sigt. Foreløbigt er det i hvert fald ikke sket. Uanset hvad, så kan Hamas ikke friholdes for medansvar for de civile tab. Dette er dog ikke i sig selv grund til helt at afvise en eventuel støtte til Hamas fra venstrefløjens side. Dertil findes bedre argumenter. Men at kræve støtte til Hamas ud fra en strategi om at stille sig på ryggen af den folkelige forargelse over de store civile tab er både dobbeltmoralsk og desuden dømt til at mislykkes i den brede offentlighed.

Hamas blokerer for en venstreorienteret løsning
Analytisk er det dog ikke nok blot at belyse Hamas ud fra den netop overståede krig. Man må også gøre sig klart, hvilken rolle Hamas spiller i den bredere israelsk-palæstinensiske konflikt.

Det vi som politiske venstrefløj må gøre os klart rent politisk er, hvorvidt Hamas' program, historie og kamp fremmer eller hæmmer den sociale og politiske kamp mod imperialistisk undertrykkelse og de respektive autoritære regimer fra Iran i øst til Marokko i vest. Vi må i den forbindelse også gøre os det klart, om kampen mod Israel som apartheidstat og den amerikanske imperialismes brohoved i Mellemøsten kan vindes militært. Og slutteligt må vi gøre os klart, hvorfor Hamas åbenlyst provokerer til konflikt, når man hele tiden har vidst, at den israelske regering og militære magtelite blot har ventet på en anledning, som man har gjort det i adskillige lignende situationer i over 40 år, fordi Israel som autoritær apartheidstat kun kan eksistere, for så vidt der er en "arabisk konflikt".

Her skal man ikke tage fejl af den israelske selvforståelse, som et truet land, der flere gange er blevet angrebet af nabolande, senest i 1973, hvor Egypten og Syrien i ly af den jødiske helligdag Yom Kippur satte et voldsomt angreb ind. Så længe høgene i Israel kan påpege en sådan arabisk trussel, personificeret ved Hamas, lige så længe vil apartheidpolitikken kunne vinde opbakning som et sikkerhedsspørgsmål. Senest illustreret ved den store støtte, som bombardementerne af Gaza havde i den israelske befolkning, og selv blandt moderate fredstilhængere som Herbert Pundik herhjemme.

Hamas som bevægelse har alene fået vind i sejlene og stor folkelig opbakning, fordi PLO af mange forskellige grunde er degenereret til et magtinstrument for en lille elite, der er fuldstændig uinteresseret i den mere omfattende sociale og politiske kamp i Mellemøsten, som det palæstinensiske spørgsmål kun er en begrænset del af, men med enorm symbolbetydning. PLO's ledelse har siden Arafats drejning i 1988 kun haft en minimal tostatsløsning som mål uden på noget tidspunkt at kunne fremvise et politisk/økonomisk perspektiv for en sådan løsnings holdbarhed. End ikke Israel kan fungere økonomisk som selvstændig stat. Og i takt med, at det er lykkedes samtlige arabiske regimer gennem de sidste 30 år at undertrykke deres befolkninger og med Vestens hjælp smadre deres bevægelser, fagforeninger og partier, har der kun været de religiøse bevægelser tilbage, som både politisk og historisk er reaktionære, først og fremmest fordi de er anakronismer. Det er for så vidt ikke sharialovgivning og den religiøse fanatisme alene, der gør dem reaktionære, men det faktum at de hverken politisk eller økonomisk stræber efter et samfund, der kan udvikle frihed, velstand og frigøre områdets udviklingspotentialer.

Hamas skal i den sammenhæng anskues som en social-religiøs kompensation for den fejlslagne politiske og sociale kamp mod imperialismen og de autoritære regimer og for et forenet demokratisk og sekulært Palæstina. En sådan sekulær et-statsløsning, som PLO oprindeligt kæmpede for, er fortsat eneste mulige politiske løsning på langt sigt, dog eventuelt med en to-statsløsning som mellemled. Hamas derimod forfølger den modsatte vej gennem en religiøst sekterisk linje, som ikke lader zionisternes linje noget efter. Tillige medvirker denne linje til at legitimere det autoritære apartheidregime i Israel både indadtil som bevist under krigen, og udadtil med støtte fra USA og EU. Sekterismen medvirker oven i købet til at legitimere ekstrem økonomisk udbytning af palæstinenserne fra det store flertal af bosætterne. Israels økonomi har brug for hele bosætningspolitikken. Derfor skal denne politik ikke blot anskues som kolonialisering og magtpolitik men også økonomisk.

Ud fra den anskuelse er det meget vanskeligt at definere Hamas' kamp som progressiv. Og det er ikke korrekt, at høgene i Israels regering ønsker at udslette Hamas totalt - tværtimod ønsker man netop den eksisterende konfrontation og den fremførte sekteriske ideologi, fordi den israelske regering og Hamas står i et komplementært forhold til hinanden som en slags ekstrem repræsentant for det samlede komplementære forhold mellem de arabiske autoritære regimer og det israelske apartheidstyre. Af samme grund kan palæstinenserne heller ikke vinde en militær sejr endsige aftvinge den israelske regering indrømmelser ad militær vejr. Det ved alle, hvorfor det ikke er tilstrækkeligt blot at stille op til demonstrationer mod Israels magtdemonstrationer. For hvis løsningen ikke er militær men politisk, og hvis der ikke findes nogen specifik afgrænset territorial løsning (semistat på Vestbredden og i Gazastriben) af det palæstinensiske problem, så er der kun den brede politiske og sociale kamp tilbage, som også indbefatter oppositionen og den brede befolkning i Israel og ligeså vigtig offentligheden i Europa.

Det er lige præcis den udvikling og den strategiske linje, som Hamas blokerer for. Og så længe det sker, og så længe Hamas fører en såkaldt militær kamp også med anvendelse af terroraktioner bidrager Hamas også til at legitimere et korrupt PLO lederskab i vesten, der kan fremstå moderate og samarbejdsvillige samtidig med, at PLO blokerer for enhver form for bred politisk kamp i Mellemøsten. Hertil er de som elite for afhængig af støtte fra de arabiske autoritære regeringer.

Et alternativt bud
Skal vi have gang i en markant politisk solidaritetsbevægelse, så handler det ikke kun om at etablere et taktisk forbehold over Hamas. Det handler faktisk om en gennemgribende politisk kritik af bevægelsen for at frigøre muligheden for at diskutere andre progressive løsninger på det palæstinensiske/israelske spørgsmål. For hvordan kritisere og angribe en religiøst sekterisk stat som Israel, hvis vi anerkender en anden bevægelse, hvis mål også er en religiøs sekterisk stat - oven i købet en anakronistisk stat.
Noget tyder på, at den palæstinensiske venstrefløj er nået til samme konklusion. I hvert fald har man gjort de første spæde forsøg på at lægge årtiers rivalisering i graven og samle sig i et nyt parti - inspireret af Die Linke i Tyskland og Enhedslisten herhjemme. Det nye samlingsprojekt består af fem socialistiske og sekulære partier, hvoraf de mest prominente utvivlsomt er PFLP, og det nu reformerede kommunistparti PPP. Det skal blive spændende at følge projektet, som for at kunne lykkes, må lægge fortidens militære strategier endegyldigt på hylden, og i alliance med den israelske fredsbevægelse og venstrefløj udgøre et endeligt modbillede på "den arabiske trussel", som apartheidpolitikken næres ved. Det er her vi som venstrefløj må kaste vores lod i skålen!

Hvis den europæiske og for så vidt danske venstrefløj skal spille en støttende rolle heri, så må al tågesnak om Hamas forstumme, og kræfterne lægges i en international boykot-kampagne frem for flere demonstrationer med mere eller mindre militant udtryk. En sådan strategi er en politisk nødvendighed, hvis venstrefløjen skal nå ud over egne rækker og gennemtvinge forandringer i konflikten. Forandring kommer ikke fra Obama, dertil er de amerikanske interesser i regionen for store, og den jødiske lobby i USA for stærke, og den kommer heller ikke fra EU-landenes regeringer. Tværtimod har EU gennem sin associeringsaftale med Israel længe begunstiget Israel økonomisk, ligesom man både har en vis våbeneksport til Israel og naturgasinteresser ud fra Gazas kyst, som der forhandles med Israel om. Dette er eksempelvis blevet belyst i artikler på www.euobserver.com den 7. januar og på www.globalresearch.ca den 8. januar. Med andre ord så må kravet komme fra neden gennem en bred folkelig mobilisering på samme måde som med Boykot Sydafrika-bevægelsen i firserne, der efterhånden fik tvunget de europæiske regeringer til at handle og bruge boykotvåbenet. Her er det glædeligt, at Enhedslisten har genrejst boykot Israel-kravet, og det bliver spændende om SF og Socialdemokraterne kommer med på vognen.