Den finansielle krise gjorde bankerne, med Danske Bank i spidsen, utroværdige. Efter at de havde demonstreret deres inkompetence, ville det ikke have været uoverkommeligt for oppositionen at forklare befolkningen - og (vigtigere) regeringens potentielle vælgere - at det næsten ville være fysisk umuligt for det offentlige at gøre det dårligere. Hertil kom at mange banker faktisk havde brug for penge og garantier og derfor ikke var i en position, hvor de blot kunne sige nej til et par håndjern som betaling for statsgarantier og anden støtte. Både regeringen og bankerne stod altså svagt.
Det, det drejer sig om, er demokratisk kontrol med bankernes udlån, så man kan nedlægge veto mod spekulation i værdipapirer og luftige byggeprojekter. Og måske også så man positivt kan lede kapitalen over i fornuftige investeringer i miljø, offentlig transport og andre samfundsnyttige formål.
Den diskussion og de krav rejste oppositionen ikke, og det var både en dumhed og et svigt.
SF erklærede for et par år siden at ville være den drivende kraft for at samle oppositionen. En prisværdig bestræbelse, som ikke rigtig er lykkedes.
Det forlyder at SF var utilfreds med Helle Thorning's ultimatum til de Radikale, men SF kunne på et tidligere tidspunkt have arbejdet mere energisk for at inddrage dette parti i oppositionsblokken. Måske ikke for to år siden, da Anders Samuelson, Khader og andre nyliberale havde stor indflydelse, men nu står vi tilbage med et mere klassisk radikalt parti. Her kunne SF - meget firkantet udtrykt - have sagt til SD at man var enige med de Radikale om den humanistiske udlændingepolitik så at SD her måtte bøje sig; og til de Radikale at SF var enige med SD om at bevare efterlønnen så at de Radikale måtte give indrømmelser på dette punkt.
På den måde ville SF for det første have samlet oppositionen, og for det andet have fremmet sin egen politik. Lad os håbe at det ikke er for sent med en sådan strategi.