Knapt var blækket blevet tørt på de nys indgåede kollektive aftaler i den offentlige sektor før der kom uro på bagsmækken. Gymnasielærerne ville gerne frigøres for de nye arbejdstidsregler og der var ikke kommet noget med om øremærket barsel til mænd. Fagforeningernes forhandlere var ellers ret tilfredse med resultatet selvom de, som de sagde, havde været op imod en benhård finansminister.
Jeg mener, at situationen i dag i Venezuela er central og må være i fokus, hvis man skal forstå den klassekamp som foregår i Latinamerika. Det er ligeledes centralt, at tolke situationen her i lyset af, hvordan reaktionære kræfter i alliance med USA og vesten prøver at undergrave ethvert tilløb til brud med de klassediktaturer, som har hersket i en længere årrække på kontinentet.
En virus, der har sat sig fast i forvaltningsapparatet. Sådan beskrev to forskere i det nu snart ti år gamle norske magtudredningsprojekt, Tom Christensen og Per Lægreid det afgørende gennemslag af ”New Public Management” (NPM) i Norge fra midten af 1990’erne og frem.
Handelsansatte verden over står over for forringelse af løn og arbejdsvilkår. Konkurrencen, krisen og øgede åbningstider skaber pres fra arbejdsgiverne for mere fleksibilitet. Deltidsansættelser og ufaglærte ansatte er virksomhedernes svar på at minimere omkostningerne. Lav organiseringsgrad og høj medarbejderomsætning er med til at give virksomhederne medvind. Men der er lyspunkter, og udviklingen kan vendes. En del af løsningen er ikke overraskende overenskomster og organisering af medarbejderne. Men international organisering og netværk af ansatte er også nødvendige, når man står over for multinationale mastodonter.
Det er nu lidt mere end syv måneder siden, at Francois Hollande kronede sin sejr i det franske præsidentvalg med at vinde en anvendelig majoritet i valget til Nationalforsamlingen. Det virker nok for ham, som om det er længere tid siden, for det har været et hårdt halvt år.
Indledende bemærkninger af Bernadette Ségol, generalsekretær for Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), på et møde med arbejdsmarkedets parter (’Social Partners’) i EU’s beskæftigelseskomite 1. februar 2013.
Lad os tage et par overskrifter: 62 procent af de beskæftigede har følt sig stressede inden for den seneste måned, knap hver sjette har måttet melde sig syg på grund af stress, stress koster arbejdsgivere og det offentlige op mod otte milliarder kroner årligt alene i sygedagpenge. Det stod at læse i Ugebrevet A4 tilbage i 2006.
Og hvordan er det mon ikke her 6 år senere? Sikkert værre, da frygten for arbejdsløshed er vokset stærkt.
Umiddelbart henleder overskriften nok tankerne på en forventning om en eller anden kampagne til forbedring af folkesundheden.
Men nej – det handler om noget helt andet, nemlig kampen om sundhedsressourcerne. Denne kamp handler lige som andre slagsmål om ressourcer, hvem der skal have, og hvem der skal have (meget) mindre.
Kritisk Debat har valgt at bringe debatoplægget fra personerne bag Netværk for Velfærd og Demokrati i hele sin længde, dels fordi vi finder udspillet spændende, og dels fordi vi gerne vil bidrage til debatten om, hvordan venstrefløjen rent praktisk kommer videre i sin politiske udvikling. Vi skal derfor anbefale vores læsere at give sig i kast med oplægget, og man er velkommen til at indsende debatkommentarer til apriludgaven.
37 tillidsfolk fra HK-privat i København skrev et indlæg, der blev optaget i Politiken 30. december 2012 med titlen: ” Regeringens indgreb truer velfærden”. Artiklen var formuleret som et åbent brev med følgende spørgsmål til Bjarne Corydon: Er det virkelig fornuftigt at lave nedskæringer for fleksjobbere og arbejdsløse, kræve løntilbageholdenhed og længere arbejdstid for lønmodtagerne? Ja endog at tilsidesætte almindelige forhandlingsregler samtidig med, at Danmark har et trecifret milliardoverskud på samhandlen med udlandet? Hovedbudskabet var og er, at konkurrenceevne er andet end løn, og at utryghed på jobbet, angst for arbejdsløshed og frygt for ikke at kunne holde til pensionsalderen har fået den almindelige lønmodtager til at holde på pengene.
Konkurrenceevnepakkerne er den forkerte løsning på det forkerte problem: Krisen er ikke en indtjenings- og konkurrenceevnekrise, men en afsætnings- og efterspørgselskrise. Erhvervsskattelettelser er de ringeste virkemidler overhovedet til at skabe vækst og beskæftigelse. Og finansieret gennem ringere offentligt forbrug til velfærd vil de koste betydeligt flere offentlige jobs end de skaber i den private sektor.
Mens diskussioner på den danske venstrefløj om udviklingen i Kina er stort set fraværende, foregår der på det man kan kalde den internationale akademiske venstrefløj en livlig debat om dette spørgsmål. Jeg ser i denne forbindelse bort fra forskellige fløje af den internationale politisk organiserede venstrefløj - trotskister, maoister osv. Den til tider meget dogmatiske diskussion, der foregår i og imellem disse fora er ikke nær så interessant, som den, der udspiller sig i venstreorienterede akademiske miljøer rundt om i verden; en diskussion, som jævnligt resulterer i omfangsrige akademiske værker og artikler om udviklingen i Kina, især fra miljøerne omkring de to engelsk-sprogede tidsskrifter Monthly Review og New Left Review.
Hvis ikke vi forsvarer legen i sin rene formålsløse form, bliver vi indskrænkede, snæversynede og ukultiverede mennesker og noget meget civilisationens forfald.
Til april skal Enhedslistens medlemmer ud i vejledende urafstemning om opstilling til EU-parlamentet. Skal vi stille op selv eller fortsat bakke op om Folkebevægelsen?
Med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i spidsen viderefører SRSF – regeringen udviklingen under Nyrup og Fogh ved i arbejdsmarkeds-og socialpolitikken at forlade tidligere tiders fokus på sikring af rimelig forsørgelse + ret til arbejde og i stedet i stigende grad at lægge vægt på krav om aktivering, arbejdspligt og arbejdsudbud. Med andre ord et skifte væk fra velfærdsprincipper og hen i mod at arbejdsmarkeds- og socialpolitikken underordnes (udbuds)økonomiske hensyn. Mette Frederiksens politik viser således også, at S (og SF) efter regeringsskiftet er vendt tilbage til og videreudbygger Nyrup-tidens "new Labour inspirerede" økonomiske politik.