Claus Hjort Frederiksen, kommunerne og den liberale planøkonomi

Dette års forhandlinger om kommunernes økonomi handlede egentlig ikke om nedskæringer. Selve nedskæringstallene var allerede skrevet af andre et andet sted. Allerede længe inden forhandlingerne om kommuneaftalerne gik i gang, havde VKO-flertallet sat tal på nedskæringerne bag Claus Hjort Frederiksens glasdøre. "Rammen for de kommunale serviceudgifter frem til 2013 blev fastlagt i Genopretningsaftalen ," og "KL har noteret sig regeringens udgiftspolitiske mål", som det lakonisk hedder i KL-aftalen.

Derfor er dette ikke en artikel om kommunal nulvækst og økonomiske nedskæringstal, men en artikel om det, som dette års forhandlinger mellem KL og regeringen reelt handlede om. Det er en artikel om, hvordan regeringen med kommuneaftalen for 2012 indvarsler et nyt samfund med nye mål og en helt ny form for kommunalt selvstyre. Det er nemlig her, at den nye politik og den nye vision i kommuneaftalerne for 2012 ligger.

Nye politiske mål
Lad os derfor se nærmere på, hvilke politiske mål for fremtidens samfund har regeringen sat sig og aftalt med kommunerne. Det overordnede mål en rent økonomisk. Det er et mål for begrænsningen af de samfundsmæssige ressourcer, der skal bruges i kommunerne. I aftalen beskrives det overordnede mål med, "at de af regeringen fastsatte rammer overholdes."

I de tidligere tiders kommuneaftaler kunne man typisk finde politiske tilkendegivelse om borgernes velfærdsmæssige behov. I kommuneaftalen for 2012 er det fortid. Nu leder man forgæves efter beskrivelser af borgernes behov for eller forventninger om bedre velfærd. Nu skrives der i stedet om "behovet for en bedre udnyttelse af personaleressourcerne" og "behov for en styrket økonomistyring".

Regeringens nye mål er et samfund, der prioriterer en rent økonomisk begrænsning for, hvor mange af samfundets ressourcer, der højest må gå til pasning af børn, undervisning i folkeskolen, hjælp til de socialt udsatte grupper, pensionister, arbejdsløse, osv. Modsat tidligere sættes der ikke en mindste grænse for ordentlig velfærd. Der sættes i stedet en højeste grænse for, hvor mange af samfundets ressourcer der ifølge VKO må gå til at skabe velfærd.

Det positive mål med denne begrænsning af den offentlige økonomi skal findes et helt andet sted, i den private sektor. Når det offentliges forbrug af samfundsmæssige ressourcer skæres ned, er det med det formål, at en større del af samfundets menneskelige og økonomiske ressourcer skal være til rådighed for det private erhvervsliv.

Kommunernes hjælp til selvhjælp
Under den økonomiske højkonjunktur og Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik handlede kommuneaftalerne om, at  "vi kan det hele på velfærdsområdet for det halve". Kommuneaftalerne forholdt sig til den politiske debat om velfærdens kvalitet og sociale fordeling.  Dengang var det stadig politisk vigtigt for regeringen at få KL til at skrive under på, at aftalens økonomiske midler rakte til at sikre "uændret" eller "forbedret" velfærdsniveau. Dermed kunne regeringen og regeringspartierne har tiden afvise oppositionens kritik af manglende velfærd ved at henvise til, at kommunerne sandelig var enige med regeringen i, at der var sørget for tilstrækkelige ressourcer til en ordentlig velfærd.

Nu er alt dette ændret. Nu er det kun oppositionspartierne S og SF, der fortsat forsøger sig med kontrakt- og løftepolitik i Fair Løsning 2020. Hos V og K er det kun de konservatives spæde løfte om lavere topskat tilbage. Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen går derimod til valg på noget helt andet. De fører valgkamp på, hvem der er bedst til at skabe 'balance i økonomien' og 'to streger under facit'.

Det afspejler sig tydeligt i kommuneaftalerne, der er præget af en række politisk-ideologiske aftaler om de redskaber, der skal bruges for at nå regeringens økonomiske sparemål. I aftalen hedder det f.eks.:

"Regeringen og KL er enige om, at der er behov for en bedre økonomistyring."
"Regeringen og KL er enige om, at konkurrenceudsættelse kan anvendes til at opnå en bedre ressourceudnyttelse og kvalitet."
"Regeringen og KL er enige om, at kommunerne skal styre (det specialiserede socialområde, BG) inden for rammerne for de kommunale serviceudgifter frem mod 2013."
"Regeringen og KL er enige om, at kommunernes aktive indsats kan påvirke størrelsen af indkomstoverførslerne."

I det sidste citat erklærer regeringen og KL sig enige i, at kommunernes aktive indsats (inden for f.eks. sygedagpengeopfølgning, fratagelse af sygedagpenge, fratagelse af kontanthjælp, aktivering af arbejdsløse, tildeling af fleksjob og førtidspension, mv.) både bør og kan være et redskab til at nå regeringens politiske mål: "omkostningsreduktion". Det er således tale om en ideologisk bekendelseserklæring, som giver det gamle socialpolitiske slagord "hjælp til selvhjælp" ny mening. Nu er det ikke kommunen, der skal hjælpe den arbejdsløse til selv at tjene til tilværelsen i et ordinært job. Nu er det kommunen, der skal hjælpe kommunen selv til at spare penge til kontanthjælp og understøttelse. I denne ideologisk optik er den arbejdsløse ikke længere en borger med behov for et job, der skal hjælpes. Den arbejdsløse betragtes i stedet som en omkostning, der kan reduceres ved at begrænse/fjerne overførselsudgifter via et job eller fratagelse af ydelsen.

Fakturaforebyggelse
På sundhedsområdet lægger kommuneaftalerne vægt på en helt ny type forebyggelse: fakturaforebyggelse.

Efter kommunalreformen har kommunerne fået ansvaret for den borgerrettede forebyggelse og sammen med regionerne ansvar for den patientrettede forebyggende indsats. Samtidig blev kommunerne pålagt at bidrage til finansieringen af det regionale sundhedsvæsen. Dermed ønskede VKO-flertallet at give kommunerne et incitament til at undgå, at borgerne fik behov for sygehusindlæggelse. Kommunerne kunne spare fakturaer til sygehusudgifter ved en effektiv pleje- og forebyggelsesindsats for specielt de ældre medicinske patienter.

Men systemet har ikke virket. Det skyldes ikke mindst, at kommunernes udgifter til effektiv pleje og forebyggelse har været langt større end de mulige besparelser på færre sygehusfakturaer. Derfor tvinger regeringen nu kommunerne til at betale for en sygehusindlæggelse. Håbet er, at det vil lokke eller tvinge kommunerne til i højere grad at "nedbringe sygehusindlæggelser og genindlæggelser" for dermed at undgå de forhøjede regninger for indlæggelserne. Samtidig sætter regeringen gang i et udredningsarbejde, som skal se på "en effektiv forebyggelsesindsats i forhold til blandt andet at nedbringe sygehusindlæggelse og genindlæggelser" (min understregning). Det er ikke længere borgernes usundhed og sygdom, der skal forebygges, men kommunernes, regionernes og statens udgifter til sygehusene. Fakturaforebyggelse!

Mere marked
Aftalen binder kommunerne til en øget konkurrenceudsættelse. Frem mod 2015 skal der ske en stigning i kommunernes såkaldte konkurrenceudsættelse til 31,5 pct. Det er en fortsættelse fra tidligere kommuneaftaler. Men som noget nyt skal markedspisken svinges individuelt over de enkelte kommuner og ikke kun over kommunerne som helhed. De uartige elever i klassen - de kommuner, der indtil nu har konkurrenceudsat mindst - skal have flest pisk og øge konkurrenceudsættelsen mest. Ingen kan længere 'gemme sig' i mængden.

Samtidig tilbyder regeringen velvilligt sin "hjælp" til at indføre mere marked i kommunerne. Regeringen vil til efteråret fremsætte forslag om ændring på hjemmehjælpsområdet, som har "understøttelse af øget konkurrenceudsættelse" som sit formål. Den tid hvor lovgivningen handlede om at ændre og forbedre hjemmehjælpen for de svageste ældre er forbi. Nu handler hjemmehjælpspolitik ikke engang om 'frit valg', men direkte om mere marked for de private selskaber og færre udgifter for det offentlige.

Nyt kommunalt selvstyre
Kommuneaftalerne varsler indførelsen af en ny form for kommunalt selvstyre. Regeringen vil væk fra det traditionelle kommunale selvstyre, hvor kommunalpolitikerne foretager en lokal prioritering mellem forskellige velfærdsbehov og -løsninger og lokal prioritering og opkræver den kommuneskat, der skal til for at indfri de lokale velfærdsprioriteringer. I stedet ønsker Venstre med kommuneaftalerne at indføre et nyt kommunalt selvstyre, der bygger på en stadig mere total afskaffelse af den kommunale frihed til at vælge, prioritere og udskrive skatter og en indførelse af en helt ny selvstyredisciplin: lokal omkostningsreduktion på statsakkord.

I kommuneaftalerne omtales det bl.a. som "et stort potentiale for en mere effektiv administration i kommunerne", som "kommunerne ikke fuldt ud har høstet", som kommunerne fremover får ansvaret for at gøre noget ved. I aftalen sættes der tilmed tal på denne lokale 'frigørelse af ressourcer': knap 1,5 mia. kr. i 2013.

Kommuneaftalerne konkretiserer det nye selvstyre på to udvalgte områder: folkeskolen og det specialiserede socialområde (handicappede, mv.). Områder er ikke tilfældigt valgt. Begge områder udmærker sig ved, at der de senere år har været en betydelig omkostningsvækst. Når det overordnende politiske mål er omkostningsreduktion og nulvækst, er det oplagt at sætte ind på netop disse to områder. Ellers vil alternativet være, at en fortsat udgiftsvækst på disse områder skal udmøntes som minusvækst på andre områder.

På både folkeskoleområdet og det specialiserede socialområde er der aftalt, at regeringen skal "hjælpe" kommunerne med at spare ved at forringe borgernes rettigheder og klagemuligheder. På folkeskoleområdet indføres der f.eks. en såkaldt særlig formodningsregel, som siger, at der skal være særligt vægtige faglige grunde, hvis et klagenævn skal tilsidesætte en kommunal afgørelse om ikke at sende et barn med særlige læringsproblemer på en dyr specialinstitution frem for et såkaldt 'inkluderende tilbud' i den almindelige folkeskole. Hvis barnet har behov for et særligt (og typisk dyrere) undervisningstilbud, skal barnet og dets forældre kun have ret til det, hvis det særlige tilbud i 'klart højere grad imødekommer undervisningsbehovet'. Det er ikke længere nok, at det særlige tilbud er væsentlig bedre for barnets læring og udvikling.   

Inden for det specialiserede socialområde er det aftalt, at regeringen skal tydeliggøre "det lokalepolitiske råderum", så kommunalpolitikerne får mulighed for at "fastsætte lokalpolitiske serviceniveauer" (læs: lavere og mindre udgiftskrævende mindsterettigheder) for f.eks. hjælpen til handicappede. Kommunalpolitikerne skal f.eks. have lov til selv at bestemme, at når den handicappede ifølge loven har ret til handicaphjælp til 'kortvarige ferieophold', så betyder det ikke to uger, som Ankestyrelsen for nylig sagde god for, men højest 1 uge eller måske mindre endnu.

Samtidig vil regeringen ved lov præcisere, at kommunen har ret til at skæve til kommunekassen (Læs: regeringens nulvækstmål), når den udmåler f.eks. hjælp til handicappede. I både den folkelige bevidsthed og hos politikerne har de handicappede traditionelt nydt almindelig anerkendelse som 'værdigt trængende'. De kunne jo ikke selv gøre for deres handicap, og alle kunne sætte sig ind i den handicappedes behov for at kunne leve et så normalt liv som muligt. Men med det nye fokus på omkostningsreduktion er dette under ændring. Hvis man accepterer et overordnet politisk mål om færre offentlige udgifter, ændrer det synet på, hvem der er værdigt trængende. Prototypen på den værdigt trængende borger skifter billedlig talt fra den handicappede førtidspensionist med behov for hjælp og hjælpemidler til at leve et så normalt liv som muligt til den sygemeldte, der ikke blot har behov for behandling, men som også har mulighed for at blive rask og spare fremtidige sundhedsudgifter. I tilspidset form erstattes den politiske parole om 'borgeren i centrum frem for systemet' af en endnu uudtalt parole om 'besparelser på systemet frem for mennesket'.

Kommuneaftalernes perspektiv er et kommunalt selvstyre, hvor undergravning af borgernes velfærdsrettigheder erstattes af en kommunal frihed til at sænke velfærdsniveauet og udmåle det som elastik i økonomiske metermål. Alt sammen med det overordnede formål at reducere kommunernes udgifter. Samtidig er det et kommunalt selvstyre, hvor kommunalpolitikerne får overladt ansvaret at sænke borgernes forhåndsforventninger til den kommunale velfærd gennem såkaldte lokalpolitiske serviceniveauer.

Regeringen og KL har i årevis skændtes ved bl.a. forhandlingerne om kommuneaftalerne om, hvem der havde ansvaret for at afstemme borgernes velfærdsforventninger efter de forhåndenværende ressourcer. Men nu synes denne kamp afgjort. KL har med kommuneaftalerne for 2012 bidt i græsset. KL påtager sig nu ansvaret for presse borgernes forventninger til velfærden nedad. Hvis det ikke lykkes, vil det være kommunalpolitikerne, der står for skud hos borgerne den dag, de får besked fra Ankestyrelsen om, at det sandelig har været helt i orden, at kommunen kun ville give det handicappede barn hjælp til 3 dages sommerferie med sin familie, fordi kommunen jo på forhånd havde lagt det lokalpolitiske serviceniveau så lavt for at nå regeringens økonomiske sparemål.

Claus Hjort Frederiksens planøkonomi og 5-årsplanerne
Begrebet planøkonomi har en lang historie. Først en for længst afsluttet historie som politisk plusord på venstrefløjen, hvor det er nødvendigt at konsultere Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, hvis man vil finde begrebet i programmerne fra den såkaldte "revolutionære" venstrefløj. Dernæst en ikke helt færdig historie som et redskab for liberalister, konservative og socialdemokrater til at stemple socialister som Sovjet-nostalgiske tvangsbureaukrater, og senest som centrum-venstrepolitikeres forsøg på at smide det planøkonomiske brændemærke tilbage mod de borgerlige efter melodien: "Det kan I selv være".

Med en sådan historie er det en hasarderet affære at ville bruge begrebet analytisk og tilmed bruge det til noget så tilsyneladende prosaisk som en karakteristik af nogle nye væsenstræk i regeringens netop indgåede aftale med kommunerne om næste års kommunale økonomi og politik. Men alligevel vil jeg gøre forsøget.

Det kvalitative indhold af regeringens og Claus Hjort Frederiksens kommuneaftaler med KL rummer nemlig en vis parallelitet til det unge Sovjetunionens første femårsplaner. Som et andet Gosplan (Sovjetunionens Planlægningskomité) har Claus Hjort Frederiksens finansministerium lagt flerårsplaner for, hvor stor en del af samfundets menneskelige og materielle ressourcer, der skal/må bruges til produktion af forskellige former for varer, serviceydelser og velfærd. Ja, han forsøger tilmed også på forhånd at udstikke forskellige mål for, hvordan man forskellige steder lokalt skal nå forskellige mål - f.eks. for konkurrenceudsættelse.

Men der er også kvalitative forskelle på fortidens sovjetiske og nutidens liberalistiske planøkonomi. I sin tid udmålte Gosplan i sine mest håbløse øjeblikke sovjetborgernes fremtidige behovsopfyldelse og brugsværdier i mængden af forbrugte ressourcer. Sovjetborgernes behov for lys blev til et planmål for forbrug af tons jern til lampeproduktion - med tonstunge lamper som resultat. I dag udmåler Claus Hjort Frederiksen i sine mest håbløse øjeblikke de liberalistiske mål for reduktion af kommunale udgiftskroner i svækket retssikkerhed for handicappede og læringssvage folkeskoleelever og mængden af markedsregulering af den offentlige sektor.

Hvis planøkonomi er statens politiske ambition om at skabe en lokal økonomi som planlagt, giver det både mening at tale om planøkonomi i det hedengangne Sovjetunionen og i dagens danske kommuner. Men hvis planøkonomi derimod skal være økonomi som politisk planlagt og således noget kvalitativt andet og mere end blot en uindfriet centralistisk politisk ambition, kan man diskutere, om der reelt var tale om planøkonomi i Sovjetunionen. Tilsvarende kan og bør vi i dag diskutere, om der skal være Claus Hjort Frederiksens planøkonomi, der skal herske i de danske kommuner i de kommende år.

Regeringens aftale med KL om den fremtidige kommunale økonomi handler langtfra kun om mindre velfærd. Den handler i høj grad også om en anden velfærd, et andet samfund båret af nogle andre politiske værdier. Gad vide, om centrum-venstre-partiernes alternativ handler om et andet samfund, en anden velfærd båret af andre værdier end regeringens.