Hvordan man genopbygger venstrefløjen i en krisetid
Af Leo Panitch

Offentliggjort: 15. april 2011
Leo Panitch er politisk økonom og teoretiker ansat ved York University i Toronto og arbejder som medredaktør på Socialist Register. Hans seneste bog er In and Out of Crisis: The Global Financial Meltdown and Left Alternatives (skrevet sammen med Greg Albo og Sam Gindin). Leo talte med NLP's Edward Lewis om den lange krise på venstrefløjen og om sine ideer for en genoplivet antikapitalistisk strategi. I denne del af interviewet fokuserer han på fagbevægelsen, klassebegrebet og identitetspolitikken.

I "Ind i og ud af krisen" (In and Out of Crisis) bemærker du, at finanskrisen åbner op for en mulighed for at genoptage mange af de tabte kampe, som venstrefløjen har været involveret i de seneste fyrre år. Alligevel befinder vi os aktuelt i en situation i Storbritannien hvor vi - til trods for den aktivitet, der er - risikerer store og massive nederlag. Så hvordan kan du forklare, at vi er endt i den situation - neoliberalismen virkede ganske skrøbelig for mange mennesker umiddelbart efter krisens udbrud og alligevel bliver der aktuelt arbejdet efter en ganske aggressiv neoliberalistisk dagsorden, der trods alt har en vis folkelig opbakning.

Lad os tage udgangspunkt i et nederlag. Man skal være forsigtig, når man drager disse historiske paralleller, men jeg mener i en vis udstrækning, at vi har gennemlevet en periode, der ikke er helt ulig den, der fulgte de store nederlag i 1848 - det revolutionære øjeblik. Og der var ikke før sent i 1880'erne med den store strejke i dokkerne og fremkomsten af de store fagforeninger og de store socialistiske partier i 1890'erne at man virkelig så et nybrud i de organisatoriske former - at de første masseorganisationer i historien blev dannet. Og hvis man tænker nærmere over det, så skete det fyrre eller halvtreds år efter 1848. Hvis man daterer den britiske venstrefløjs nederlag til det tidspunkt, makkerparret Tony Benn[1] og Ken Livingstone[2] dominerede partiet, så svarer det i sammenligning til, at man var fremme omkring slutningen af 1870'erne i forhold til 1848. Og det, som vi måske kan se frem til over de næste ti år er, at der dukker nogle klassereformerende bevægelser frem, og til udviklingen af hvad der forhåbentlig er en række post-leninistiske og post-socialdemokratiske partier, fordi folk har lært af deres fejltagelser. Og at vi kan se frem til en ny slags fagbevægelse, som ikke blot er defensive- fagbevægelser der er baseret på klasseforståelsen i stedet for på sektorforståelsen. Det er efter min mening det, der står på dagsordenen - det er, hvad der er mulighed for i relation til venstrefløjen i det 21. århundrede, og det betyder også, at vi ikke skal gå alt for meget op i den lange periode, hvor vi har oplevet nederlag.

Hvor tror du, at momentum til den slags udvikling mest sandsynligt skal komme fra?

Hvis vi skal svare på det, så tror jeg, at det er nødvendigt at gå tilbage til den problemstilling, du fuldstændigt korrekt omtalte i dit første spørgsmål. Man kunne måske have forventet, at den aktuelle krise ville levere en åbning og en mulighed. Man kunne have spurgt, om ikke krisen for alvor pillede glansen af neoliberalismen. Men det første, man kan sige om det, er, at vores tredive års nederlag samtidig har været tredive år med enorm succes for kapitalismen - både ideologisk og i form af uddybningen og udbredelsen af de kapitalistiske, sociale relationer. Der er sket en varegørelse og markedsgørelse af næsten samtlige aspekter af det sociale liv og en udbredelse af kapitalistiske sociale relationer til steder og klasser, der aldrig før har været inddraget eller berørt.

Så vi er nødt til at være omhyggelige og sobre, når vi skal se på modsigelserne indenfor den kapitalistiske dynamik, hvis vi skal forstå, hvorfor det er endt her. Den dynamiske periode i kapitalismens historie producerede kriser konstant. Der har været 72 finansielle kriser i løbet af 1990'erne rundt om i verden - de fleste af dem mod syd, men ikke alle - og de fleste af dem har været alvorlige. Men man var i stand til at inddæmme dem. Denne krise er dog langt større - og den er også en amerikansk krise i den forstand, at den startede i hjertet af imperiet selv. Men indtil videre - selvom krisen vil starte en lang og markant periode med recession - er det stadigvæk lykkedes at inddæmme den i den forstand, at globaliseringen ikke har lidt et tilbageslag, som den gjorde det i 30'erne.

Spørger man, om glansen så alligevel ikke er gået af neoliberalismen, så kan den godt være det i den forstand, at neoliberalismen er blevet afmystificeret, men det var faktisk allerede sket over de sidste ti år, fordi folk allerede i den periode var holdt op med at tro på, at det, der skete, var at markederne frigjorde sig fra staterne. Ideologisk blev det fremstillet som en frigørelsesproces. Men faktum var, at staten og staterne blev mere og mere involveret i at opretholde den globale kapitalisme og i at inddæmme dens kriser. Det var kun på det ideologiske niveau, at markedet var undsluppet staten. Og det kom til at stå klarere og klarere for folk i den virkelige verden, at markedet var afhængigt af, at staten promoverede og faciliterede markedsgørelsen og optrådte som redningsmand, hver gang en grænse blev nået, og hver gang en krise skulle inddæmmes. Folk har forstået, at staten har været meget aktiv på den måde. Og jeg tror, at folk nu er blevet mere realistiske end nogensinde og har forstået, at frem for at de er blevet frigjort fra staten, så lever de nu - og forstår det - under en kapitalistisk statsform.

Hvis vi lige holder fast i det - betyder det så, at når en fyr som George Osborne [3] dukker op og snakker om at reducere betydningen af staten, fordi den fylder for meget, og fordi det er årsagen til krisen - så tror du ikke på, at folk vil tage det til sig, og at folk vil forstå at uanset hvad, så vil regeringerne stadigvæk være dem, der styrer økonomien?

Nu må vi jo se. Jeg tror at sandsynligheden er større nu end nogensinde for at den slags sludder - tanken om at folk skal leve af velgørenhed, at de er blevet undertrykt af staten og så videre - ikke vil blive troet. Jeg tror, at muligheden for at få så stor en støtte bag noget, der i realiteten blot er en skatteprotest, har toppet. Det er da klart, at alle - også i arbejderklassen - helst vil være fri for at betale skat. Fordi de ikke følte, at de fik noget ud af velfærdsstaten. Men det påskud, som skattenægterbevægelsen gemmer sig under - det med at hvis vi frisætter markedet, så frisætter markedet os - og tricket med at give staten skylden - det bliver sværere og sværere at sælge til folk. Jeg tror også, at årsagen til at folk stadigvæk støtter den slags tanker er, at man i stigende grad opfatter det sådan, at der ikke er noget alternativ til kapitalismen.

Så når alt kommer til alt, så vil der komme kampe. Vi kan se, at de kommer, uanset om det så er de studerende på universitetet i Storbritannien eller protestbevægelserne imod nedskæringerne i Frankrig og Grækenland eller G20-protesterne i Toronto. Nøglespørgsmålet er, hvorvidt disse protester fortsætter med at være ude af stand til at skabe en mere lovende og mere varig form for organisation, sådan at man kan gøre andet og mere end at protestere. Jeg håber, at med en ideologisk klargøring (der kan dukke op hvad øjeblik det skal være) så vil der også begynde at vise sig nogle organisatoriske trækdyr (så at sige - for nu at vende tilbage til dit spørgsmål om, hvor det hele skal komme fra). Hvis det eneste, vi står tilbage med, er den ene protest efter den anden, så vil vi tabe kampen.

I forbindelse med at du nævner de organisatoriske former, der er behov for at udvikle, så nævner du behovet for nye politiske partier og for en ny form for arbejderbevægelse. Lad os starte med det sidste.

Hvad der står på vores dagsorden her, er voldsomt. Vi er ladt tilbage med en fagbevægelse, der har bevæget sig fra kampivrighed - ganske ofte succesfuld - i 60'erne og 70'erne til en totalt defensiv strategi. Fagbevægelsen i Storbritannien var radikalt imod at gå ind i det europæiske samarbejde i 60'erne og 70'erne. Men det ændrede sig, da vi blev ramt af Thatcherismen. Herefter håbede bevægelsen, at Europa ville frelse den. Og fagbevægelsens politik begyndte at dreje sig om, hvorvidt man kunne finde europæiske løsninger, der kunne modvirke både Thatcherismen og New Labour. Det slog helt igennem fejl. Jeg tror også, at illusionen om, at den europæiske venstrefløj var i stand til at modstå begge dele, nu er helt afsløret. I Nordamerika, navnlig i Canada, hvor bevægelsen modstod det, som amerikanerne villigt accepterede, står det klart, at vi måske virkede stærke, navnlig sammenlignet med arbejderbevægelsen i USA, men det gjorde vi kun, fordi de allerede var helt nede på knæ. De faglige organisationer, som førte an i kampen mod forringelserne, som uddannede folk og forsøgte at oplyse om neoliberalismens natur og så videre - de giver nu indrømmelser. Jeg tænker her på den Canadiske Automobilarbejderunion [4] og på deres seneste krise.

Selv om de fagforeninger, der findes i servicesektoren, har været mere succesfulde med at organisere - som for eksempel Service Employees International Union[5], har de i hovedsagen haft succes ved at lave en aftale med arbejdsgiverne, der ikke rummer de store muligheder for militant kamp blandt de nyorganiserede arbejdere. Det er den slags organisering, som jeg vil kalde kreditkortsorganisering.

Det står efterhånden klart, at vi er nødt til at gennemføre en radikal ændring af hele arbejderbevægelsen - måske i stil med den, der blev oplevet under krisen i 30'erne, hvor vi i USA så en arbejderbevægelse vokse frem, der var meget anderledes, ved siden af de gamle AFL-organisationer[6], der var faglige organisationer bygget op omkring et bestemt fag. Vi så en række nye, industriorienterede fagforeninger, der i langt højere grad var klasseorienterede. Hvad der står på dagsordenen lige nu, er det store spørgsmål om, hvorvidt vi også nu har brug for egentlige klasseorganisationer, organisationer der måske lige så meget skal udspringe af nabolag som af fabrikker, organisationer der mobiliserer folk ikke blot i forhold til arbejdspladsen og kampene der, men også i relation til kampe omkring alle andre af livets forhold - gældsproblemer for eksempler - for mennesker, der havde en forventning om, at deres børn ville kunne komme på universitetet, men som ikke længere kan det - og i forhold til alle mulige andre former for problemer.

Så det er helt klart en stor og meget vigtig problemstilling.

Hvad mener du har ændret sig således, at nabolags-orienterede organisering alt andet lige nu er nødvendig - eller var det i virkeligheden altid nødvendigt?

Den slags organisering har altid været nødvendig. Og jeg tror, at en af årsagerne til, at vi har lidt så mange nederlag er, at arbejderklassen blev berøvet det, der oprindelig var et betydningsfuldt element og fra begyndelsen spillede en stor rolle i dannelsen af de første, faglige organisationer. Velfærdssamfundet erstattede de elementer, som de faglige organisationer oprindelig stillede til rådighed. Da fagforeningerne opstod - altså før velfærdsstaten - bidrog de ofte til at skabe et socialt mødested, de leverede en solidarisk løsning for eksempel på begravelsesfinansieringen, og de tog sig af understøttelsen og socialhjælpen. Og i den forstand var de faglige bevægelser også genuint sociale bevægelser. Men ironisk nok overtog - og det er en af velfærdsstatens indre modsigelser - velfærdsstaten en række af de opgaver, som tidligere blev løst af fagbevægelsen selv. Og dermed mistede fagbevægelserne også evnen til at varetage opgaverne. Min far lærte Robert's Rules of Order[7] at kende gennem sin lokale fagforening, hvor arbejderne var nødt til at styre deres egne møder. Og jeg har oplevet, at mennesker, som jeg har undervist på universitetet - også langt oppe i deres uddannelsesforløb - ved mindre om mødeledelse, end min far gjorde, til trods for, at han kun havde fem års skolegang. Han fik sin viden gennem den sociale dimension af fagbevægelsen.

Så det, der dengang eksisterede i den sociale dimension, er gået tabt. Jeg romantiserer måske, hvor meget der var i den dimension engang, men jeg tror i det store og hele, at det var der. Selvom det naturligvis mest var den måde, som kapitalismen udviklede sig på, der ødelagde det - dengang boede arbejderne meget tættere sammen i arbejderbydele, end de gør nu. Og med bilens indtog blev arbejderne yderligere spredt, ligesom de blev det gennem byudviklingen.

Derfor bliver det ikke let at genopbygge de faglige organisationer, men jeg tror, at det er nødvendigt. Det skal forblive på vores dagsorden. Og jeg tror også, at det i stigende grad er nødvendigt at tro på, at det er muligt.

Og hvad er især vigtigt?

Jo, efter min mening så har vi nået grænsen for netværkspolitikken - den slags med at vi skal bringe fattigdomsbevægelserne sammen med de faglige organisationer og så videre - det har maksimalt resulteret i folkefrontsdannelser. Men i de mange kampe, som foregår i øjeblikket, ser man en mere ægte interaktion i bunden af aktiviteten. Tidligere var det sådan, at de aktive arbejdere i USA så mod nord, mod Canada for at blive inspireret af den måde som for eksempel UAW[8] var integreret i et lokalsamfund som for eksempel i Windsor[9]. Nu ser man canadiske arbejdere skæve med misundelse efter det, der foregår i Wisconsin[10]. Og dette skift kommer ikke ud af ingenting. Vi kigger efter alt det, der normalt ikke viser sig på radarskærmen rent nyhedsmæssigt - altså ikke dækkes nationalt - for eksempel sygeplejerskernes kampe, der godt nok bliver dækket af lokalaviserne, men aldrig rammer de store, landsdækkende nyhedskæder.

Så jeg er optimist. For så vidt dette demonstrerer nødvendigheden af at organisere sig, så er det også ensbetydende med, at en masse unge mennesker opgiver deres semianarkisme. De store antikapitalistiske, globalt tænkte tildragelser i Seattle i 1999, i Genova, i Quebec og så videre, var meget enerverende. Det stod klart, at en ny generation var vokset frem. Men det var en ny generation der - ikke overraskende - var meget mistænksomme over for den bureaukratiske tradition i fagbevægelsen, over for de politiske partier og over for at kæmpe inden for statens rammer for at ændre den. Dette gav sig udtryk i fascinationen af Zapisterne[11] og i det, som John Holloway[12] kalder drømmen om at ændre verden uden at tage magten. Men man ændrer intet, hvis man ikke tager magten, og det betyder også, at man intet ændrer, uden at man etablerer en permanent organisation blandt de underprivilegerede klasser. Jeg kan se et stigende antal unge mennesker, der blev mobiliseret af bevægelsen imod globaliseringen, og som stadigvæk dukker op ved G20-protesterne og den slags, men som nu er interesseret i, hvordan man går udover begrænsningerne i de lokale kampe, som man deltager i - ikke mindst kampene omkring universitetsmiljøet - og som nu ønsker at deltage i den store kamp for at skabe nye, meget bredtfavnende klasseorganisationer for arbejderklassen.

Disse mennesker tænker naturligvis ikke i de samme termer som det gamle industrisamfunds arbejderorganisationer. Vi snakker om unge mennesker, der ofte selv har skiftende, tidsbegrænsede jobs. Det er en af årsagerne til, at man måske ikke længere kan basere sig på fabriksorienterede eller kontororienterede organisationer, fordi så mange af de unge tager jobs i den ene sektor i tre måneder og så et andet job i en anden sektor i en anden periode. De bevæger sig fra at være industriarbejdere det ene øjeblik til at være ansat i servicesektoren det næste. Dette betyder selvfølgelig ikke, at de ikke kan være organiserede - tværtimod. Men det er det, der står på dagsordenen.

Tror man, at forestillingen om arbejderklassen stadigvæk spiller en rolle? Det virker ikke sådan i mange af de aktiviteter, man støder på - tanken spiller en rolle på den marxistisk inspirerede, revolutionære venstrefløj og en del andre steder, men ikke nogen fremtrædende rolle. Man må spørge sig selv, om dette reflekterer nogen objektive ændringer i klassestrukturen, og om der altså er problemer med at udpege arbejderklassen i det hele taget og med at identificere den reelt, eller om det et symptom på en politisk og organisatorisk mangel.

Det er et godt spørgsmål. Arbejderne fødes ikke ind i en identitet som arbejdere af sig selv - som man ellers kunne tro, når man læser marxistisk litteratur. Identifikationen er ikke automatisk. Og det er akkurat pointen ved den liberale kapitalisme ifølge hvilken vi ikke konstitutionelt eller juridisk fødes ind i en klasse.

Klassedelingen er altså ikke et kastesystem?

Akkurat. Klassedelingen er ikke et kastesystem, og den er ikke et slavesystem. Så det har altid været sådan, at man kunne bestemme folks identitet i alle mulige dimensioner. Og som du ved, så har folk en tendens til at mene, at klassebegrebet er blevet erstattet af andre og anderledes identitetsskabende systemer - man er kvinde, man tilhører en bestemt race eller man stammer fra en bestemt del af verden. Det har alle dage været et problem i relation til klassetilhørsforholdet og i relation til arbejderklassens enhed. Arbejderklassen har aldrig været homogen. Det har altid været et problem, også dengang hvor de store fagforeninger og de oprindelige arbejderpartier blev dannet. Det var også dengang svært at få folk til at se, hvad fællesnævneren var i kampen mod udnyttelse og kapitalismens undertrykkelse.

Der var imidlertid en tendens til at forsøge at underspille alle de andre identitetselementer for at prioritere og opbygge klassens styrke. Og jeg tror, at vi er nødt til at lære af identitetspolitikken, af kvindebevægelsen, af de farvedes bevægelser, af flygtningebevægelserne og af immigranterne. Jeg tror, at klasseorganisationen kan styrkes snarere end svækkes, hvis vi tager alle disse identitetselementer alvorligt, og hvis de udvikles inden for rammerne af en klasseorganisation. Jeg ved ikke, om vi kan genopfinde klassen som fællesnævner. Men jeg tror, at folk er frustreret over de begrænsninger, som sættes for selvforståelsen. Jeg vil sige (og det er sværere for mig at sige det dette som hvid socialist, end det ville være for en sort socialist - og der findes sorte socialister, som siger det samme - i det mindste i USA - og flere og flere af dem) hvad skal det nytte et sort medlem af arbejderklassen, at vi har lige så mange sorte som hvide lærere på alle universiteter? OK, hvis vi nu siger, at vi aktuelt har 12 % sorte lærere på hele universitetsområdet i USA, og hvis 12 % af befolkningen er sorte, hvor meget har det så hjulpet den store masse af sorte i samfundet? Når kvinder bliver ved med at sige, at der stadigvæk eksisterer et glaslåg over bevægelsesmulighederne i det private erhvervsliv - og hvis vi så siger, at dette glaslåg blev fjernet. Hvor meget ville det så betyde for hele den kvindelige del af befolkningen? 

Jeg er overbevist om, at identitetspolitikken, der har vundet de egentlige sejre, i stigende grad er ved at løbe tør for kræfter - navnlig på grund af krisen. Folk føler virkelig stigningen i de objektive udgifter ved bare at overleve. Faktisk betød nogen af de helt store sejre i identitetspolitikken netop, at levestandarden og den økonomiske uafhængighed blev forbedret. Kvindebevægelsens sejre i Nordamerika i 70'erne (der bagefter forplantede sig hertil) betød først og fremmest, at kvinderne kunne få deres egne kontokort. I 50'erne og 60'erne var det svært - dengang var det den mandlige forsørger, som havde kortet. Venstrefløjens store sejr i det demokratiske parti i 1970'erne, var en sejr, der sikrede den såkaldte Community Reinvestment Act[13], der stillede krav til bankerne om at afsætte 5 % af deres kapital som udlånsmidler til de fattige områder i de amerikanske storbyer. Det betød starten på inddragelsen af den sorte del af befolkningen i prioritetsverdenen. På den anden side så betød dette naturligvis også, at kapitalismen kom til at spille en større rolle i identitetsdannelsen også i de lavere lag i samfundet - de sorte, kvinderne og så videre. De blev inddraget i finanslogikken. Begrænsningerne heri er blevet tydeliggjort af krisen - at få dem involveret var en sejr, men en sejr fuld af indre modsigelser.

Så for mig at se, så vil en mobilisering omkring klasserne ikke blive en succes, medmindre folks andre identitetselementer bliver respekteret og indbygget i mobiliseringen, således at de kan styrke de klasseorganisationer, der repræsenterer dem.

Det virker, som om disse bevægelser vil blive styrket, hvis de slår sig sammen med klasseorganisationerne - således at almindelige kvinder og sorte mænd så at sige vil vinde i styrke ved at være en del af en klassebaseret bevægelse frem for ved at forblive dele af en identitetsbaseret bevægelse, der accepterer kapitalismen?

Det er korrekt. I hvert fald i det omfang, hvor den store masse af mennesker i identitetsbevægelserne har talsmænd, der hører til i middelklassen - er forretningsfolk eller sagførere eller den slags. Disse organisationer ledes af middelklassen eller den øvre middelklasse. Historisk set har vi set etniske grupper for eksempel og nogle gange kvindebevægelser, der er blevet ledet af repræsentanter for arbejderklassen - eller i det mindste af middelklassemennesker, der identificerede sig med det socialistiske projekt og som søgte frem imod at udvikle en stærkere klassebevidsthed eller klasseidentitet. Helt klart der, hvor jeg stammer fra, i Canada, dér var det sådan, at hvis man var forretningsmand eller sagfører i den by, hvor jeg voksede op - i Winnipeg - så var man socialist. Både i det jødiske samfund, i det finske samfund og i det ukrainske samfund. Og selvom der her var tale om ukrainske, jødiske eller finske organisationer, så var man bare socialister, og det skyldtes, at arbejdsklasseelementet i disse samfund var dominerende, hegemoniske. Det samme kan man i dag sige om det filippinske samfund i Toronto, men det er meget, meget sjældent i alle andre af de såkaldte identitetsorganisationer.

Oversat fra engelsk af Jan Mølgaard.
Originalens titel "Rebuilding the Left in a Time of Crisis part 1".
Første gang offentliggjort på New Left Project
Anden del af interviewet bringes i juni-nummeret af Kritisk Debat 


[1] Tidligere formand for Labour og minister - tilhører partiets venstrefløj. Se mere om Tony Benn her.
[2] Labour-politiker, tidligere borgmester i London. Tilhører Labours venstrefløj. Se mere om Ken Livingstone her.
[3] Britisk konservativ politiker. Se mere her.
[4] CAW - TCA. Se mere her.
[5] Service Employees International Union - SEIU - se mere her
[6] American Federation of Labor, den første hovedorganisation i amerikansk fagbevægelse, stiftet 1886.
[7] Robert's Rules of Order - en lille bog, der introducerede til effektiv mødeledelse, udkommet første gang i 1876. Se mere her.
[8] UAW - United Auto Workers. Se mere her.
[9] Se mere her. World Socialist Website.
[10] Se artiklen i et tidligere nummer af Kritisk Debat. Wisconsin OK 11.
[11] Ejército Zapatista de Liberación Nacional, EZLN, en venstreorienteret, revolutionær gruppe dannet i Mexico i begyndelsen af 90'erne. Se mere her.
[12] Se mere om John Holloway her.
[13] The Community Reinvestment Act - en lov vedtaget i USA i 1977, der fastsatte konkrete krav om tilbageløb af bankkapital i lokalområderne - navnlig de fattige dele af dem. Se mere her.