Hvordan måler man arbejdsløsheden?
Af Michel Klos

Offentliggjort: 15. april 2011
Et af de væsentligste tal politikere, medier og borgere bruger til at måle rigets tilstand, er tal for arbejdsløsheden. Der bruges dog i flæng forskellige tal og begreber for arbejdsløsheden. Sat på spidsen vil man i en måned kunne opleve, at "nettoledigheden" falder, selvom "bruttoledigheden" stiger, mens "beskæftigelsen" falder samtidig med, at "AKU-ledigheden" er uændret. Hvis man ikke til daglig arbejder med disse tal, kan det til tider være svært at bevare overblikket. Jeg vil derfor i denne artikel gennemgå de forskellige ledighedsbegreber og fremhæve deres evt. fordele og ulemper for til sidst at give mit bud på, hvilke(t) tal der er de(t) mest retvisende, når man ønsker at vurdere arbejdsløshedens størrelse.

På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside fremgik det i marts 2011 under "De vigtigste nøgletal", at ledigheden for januar måned 2011 lå på 4,2 pct. eller 113.000 ledige. Længere nede på siden kunne man samtidig se, at der figurerer et andet ledighedstal nemlig "bruttoledige". De bruttoledige udgjorde 167.900 i januar 2011. Altså et tal, der er 54.900 højere end det først nævnte tal. Beskæftigelsesministeriet angiver ikke en procentsats for de såkaldte "bruttoledige". En procentsats for de bruttoledige vil man kunne finde på Danmarks Statistiks hjemmeside. Den udgjorde for januar 2011 6,1 pct. Et tal der er 1,9 procentpoint højere end ledighedstallet på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

At Danmarks Statistik månedsvis angiver en procentsats for bruttoledigheden er noget nyt. Det skete første gang primo 2010. Indtil da var der kun nettoledighedstal, som er det tal Beskæftigelsesministeriet stadig bruger, som det vigtigste nøgletal for arbejdsløsheden. Dette er endda uden, at ministeriet nævner, at det er et "nettoledighedstal". Dette er ellers en nok så vigtig detalje, som jeg vil komme nærmere ind på i de kommende afsnit.

Ud over at opgøre brutto- og nettoledige opgør Danmarks Statistik også AKU-ledigheden. Dette tal suppleres desuden ofte med yderligere et tal "de beskæftigede", der også jævnligt bruges til at vurdere ledighedskonjunkturerne på arbejdsmarkedet.

I det følgende vil jeg gennemgå de forskellige ledighedsbegreber. Figuren nedenfor viser overordnet, hvordan de forskellige ledighedsbegreber relaterer sig til hinanden. 

Model 1: De tre ledighedsbegreber
articles: klos_042011_1.png

Nettoledige - kun en lille delmængde af de faktisk ledige
Indtil 2010 har nettoledigheden været et af de mest brugte tal til at beskrive arbejdsløsheden. I nettoledighedstallet tager man udgangspunkt i de registrerede ledige i a-kasserne og i jobcentrene. Det vil sige både forsikrede ledige og kontanthjælpsmodtagere (med mindre andet er nævnt). I tallet indgår ikke de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere og væsentligst heller ikke de aktiverede.

Tallet er derfor kunstigt lavt sat i forhold til, hvad man i reglen ønsker at måle - nemlig hvor mange der står uden arbejde, og som vil arbejde. Det skyldes, at det må forventes, at aktiverede i lige så høj grad som de ikke-aktiverede ledige ønsker at få et arbejde.

Rent juridisk skal aktiverede også søge arbejde i samme omfang som andre ledige skal. Det er dog ikke alle, der ved dette eller mener, at det hænger sådan sammen. Således udtalte arbejdsmarkedspolitisk ordfører, Ulla Tørnæs, fra Venstre til Avisen.dk i marts 2010:

"Nettoledigheden er det officielle tal og alt andet lige det mest rigtige. For de aktiverede står jo ikke i ledighedskøen, men er i gang med en strategi for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Den nye udregning [Danmarks Statistiks overgang til også at offentliggøre bruttoledighed - red.] er ikke noget, der vil blive brugt af politikerne."[1]

For det første skal det siges, er det ganske enkelt ikke rigtigt, at aktiverede ikke står i ledighedskøen. De skal som sagt søge job ligesom alle andre ledige. For det andet indikerer det arrogance overfor de mange, som formentlig søger job, fordi de ønsker at opleve noget væsentligt mere meningsfuldt i deres dagligdag end at de bliver sendt i formålsløse "pipfuglekursus-aktiveringsforløb".

Aktiverede bør altid tælles med
Alle ledige har ret såvel som pligt til at modtage aktivering. Aktiveringen omfatter typisk enten vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik eller job med løntilskud. Ud over at de aktiverede bør tælles med i den samlede ledighed som begrundet ovenfor, så bør de også tælle med, da reglerne for, hvornår man skal aktiveres, er blevet ændret flere gange de seneste år. Så hvis man kun bruger nettoledighedstallet, kan man teoretisk set - og sat på spidsen - fjerne al ledighed, ved at aktivere alle fra første ledighedsdag.

Bruttoledige - inkluderer de aktiverede
De bruttoledige består af de nettoledige og de aktiverede. Bruttoledigheden giver derfor et mere retvisende billede af, hvor mange der står og mangler et arbejde, end nettoledighedstallet gør.

Bruttoledighedstallet har dog også sine svagheder i forhold til at indikere, hvor mange der står uden arbejde, og som gerne vil arbejde. Det skyldes, at der er en række befolkningsgrupper, der er arbejdsløse, men som ikke tæller med i bruttoledighedstallet, fordi de ikke er registeret som ledige. Det kan eksempelvis være studerende, der søger job, men som ikke kan finde et. Bruttoledigheden siger heller ikke nødvendigvis noget om de ledige personer, der hverken kan modtage dagpenge eller kontanthjælp, og som ikke har ladet sig registrere som ledige. Der kan derudover også være folk med handicap eller sygdom, der ønsker at arbejde, men som må gå på førtidspension, fordi der ikke er et arbejde, der opfylder de fysiske behov eks. i forhold til et givent handicap. Disse personer er i registrene registreret uden for arbejdsstyrken.

AKU-ledighed - inkluderer alle, der ønsker at arbejde
Definitionen af AKU-ledige (ArbejdsKraftUndersøgelse) baserer sig på en international standard fra International Labour Organization (ILO). Dette gør det muligt at sammenligne ledighedstallene imellem lande. For at indgå som ledig i AKU-ledigheden skal den ledige inden for de sidste fire uger have søgt et arbejde og kunne tiltræde et job inden for de kommende to uger (inden for referenceperioden). Personer som har aktiviteter, som f.eks. forsøg på etablering af egen virksomhed, tæller også med som ledige.

Der er to forhold, der gør arbejdskraftundersøgelsen speciel:

For det første adskiller den sig fra de andre ledighedstal, der baserer sig på registerdata, ved at tallene udarbejdes på baggrund af interviewundersøgelser. Ledighedstallet baserer sig altså på folks egne udsagn om, hvorvidt de er jobsøgende. Det betyder konkret, at der årligt gennemføres 89.000 interviews. Svagheden ved denne opgørelsesmetode er, at fx mindre ændringer i AKU-ledigheden kan være et udtryk for undersøgelsens statistiske usikkerhed. 

Det andet forhold, der gør undersøgelsen speciel er, at eksempelvis studerende, førtidspensionister m.fl., der angiver, at de rent faktisk er aktivt jobsøgende, tæller med. Det medfører derfor, at dette tal er større end de øvrige ledighedstal. Det skyldes, at disse grupper ikke er registreret som ledige og derfor ikke indgår i de registerbaserede tal, dvs. de tal netto- og bruttoledigheden baserer sig på.

AKU-ledigheden adskiller sig også ved, at den opgøres for de 15-66-årige, mens de to andre opgørelser opgøres for de 16-64-årige.

Beskæftigede og personer uden for arbejdsstyrken
Opgørelser af beskæftigelsen adskiller sig fra ledighedstallene ved ikke umiddelbart at sige noget direkte om arbejdsløsheden. Tallene kan dog være med til at forklare udviklingen i ledigheden.

Ledigheden kan nemlig falde uden, at flere kommer i beskæftigelse. Det kan eksempelvis skyldes, at arbejdsløse vælger at gå på pension, at den skærpede konkurrence sender de svageste på førtidspension eller - i den mere positive ende - at flere vælger at tage en uddannelse.

Et fald i ledigheden kan i værste fald betyde, at arbejdsløse er blevet "presset" over i anden inaktiv forsørgelse. Så ønsker man at kunne forklare den overordnede udvikling i ledighedstallene er det væsentligt, at sammenholde denne med udviklingen i beskæftigelsen.

Der optræder til tider et beslægtet begreb - arbejdsstyrken - og dette er blot summen af de beskæftigede og de ledige.

Bemærk om ledighedstal er sæsonkorrigerede eller ej
Hvis man betragter udviklingen i ledigheden over tre måneder, og hvis den umiddelbart er stigende, behøver det ikke være et udtryk for en generel tendens til stigende ledighed. Det kan skyldes tilbagevendende "sæsonudsving". Et eksempel er byggebranchen, hvor der ofte er flere afskedigelser i vintermånederne på grund af dårlige arbejdsmuligheder, når der er frost og sne. Et andet eksempel er, når studerende dimitterer, hvilket en stor del gør primo første og tredje kvartal. 

Derfor sæsonkorrigerer Danmarks Statistik de faktiske ledighedstal. Det er dog stadig muligt at trække de faktiske ledighedstal. De sæsonkorrigerede tal "udglatter" sæsonudsving, så det på den måde er muligt at sammenligne tal for en periode kortere end et år.

Fuldtidsledige eller ledighedsberørte
Normalt bliver såvel nettoledige som bruttoledige opgjort som "fuldtidsledige". På den måde kan to ledighedsberørte personer fremstå som én fuldtidsledig, hvis de f.eks. kun har været ledige halvdelen af en måned. Det betyder, at hvis man i stedet laver et tal for ledighedsberørte, så får man et højere tal, da det tælles i "hoveder". Sidstnævnte opgørelsesmetode er den som bruges, når AKU-ledigheden opgøres. 

Langtidsledige
Ud over ovenstående måder at opgøre arbejdsløsheden på, bruges der jævnligt yderligere et begreb, når man taler om arbejdsløsheden, nemlig langtidsledige.

Der findes to tal for langtidsarbejdsløsheden. Det ene er baseret på tal for bruttoledige og det andet på tal for AKU-ledige. Sidstnævnte bliver stort set aldrig brugt, hvorfor jeg kun vil beskrive førstnævnte.

Langtidsledige opgøres som bruttoledige, der har modtaget dagpenge eller kontanthjælp i 80 pct. af tiden det seneste år, og som er ledige på opgørelsestidspunktet. Når der fokuseres på, at man "kun" skal have været ledig 80 pct. af tiden betyder det, at man ikke får et kunstigt lavt tal, hvis folk f.eks. kortvarigt får en dags arbejde, feriepenge fra tidligere arbejdsgiver m.m.     

Opsummering og konklusion
Som vist er der flere opgørelsesmetoder, der er med til at fortælle os noget om arbejdsløshedens størrelse. Nettoledigheden, som bl.a. Beskæftigelsesministeriet ser som det vigtigste mål for arbejdsløsheden, er misvisende, hvis man forudsætter, at folk i aktivering er lige så arbejdsløse som ledige, der ikke er i aktivering. Det fremgår da også eksplicit af loven, at aktiverede skal stå lige så meget til rådighed for arbejdsmarkedet, som ikke aktiverede skal. Det eneste man kan bruge nettoledighedstallet til er, at sammenholde det med bruttoledighedstallet for at få viden om, hvor mange der er i aktivering.    

Ved gennemgangen af de andre ledighedsbegreber ses det dog, at også de har svagheder i deres forklaringskraft i forhold til, hvor stor eller lille arbejdsløsheden er.

articles: klos_042011_2.png

Bruttoledigheden opgøres oftere end AKU-ledigheden og indeholder ikke den statistiske usikkerhed som AKU-ledigheden gør, hvorfor den vil være den bedst anvendelige, hvis man ønsker løbende at følge udviklingen i arbejdsløsheden.

Det vil dog være fordelagtigt løbende at sammenholde bruttoledigheden med AKU-ledigheden og beskæftigelsen.

Med AKU-ledigheden kan man afdække omfanget af personer, der ønsker et arbejde men som ikke er registreret som ledige, eks. studerende eller folk, der ikke modtager nogen offentlige ydelser. Man skal dog her altid være opmærksom på den statistiske usikkerhed, der er forbundet med disse tal.

Ved at sammenholde udviklingen af bruttoledigheden med tal for beskæftigelsen kan man få en idé om, hvad eventuelle fald i ledigheden reelt skyldes; om det skyldes, at flere er kommet i arbejde, eller at folk overgår til selvfinansiering eller anden forsørgelse/andre ydelser. 

Afslutningsvis skal det tilføjes, at jeg i denne artikel kun har set på folk, der står uden arbejde. Er man interesseret i at danne sig et generelt overblik over arbejdsudbuddet, bør man også se på eksempelvis deltidsarbejdere. Det fremgik således af arbejdskraftundersøgelsen fra 4. kvartal 2010, at ca. 100.000 ud af over 650.000 deltidsansatte gerne ville arbejde mere uden mulighed for at komme til det.