En billigere og bedre offentlig sektor er mulig
Af Kirsten Norman Andersen

Offentliggjort: 15. februar 2011
Jeg vil indlede min artikel med at besvare spørgsmålet om, hvorfor FOA Århus i en nedskæringssituation valgte at afstå fra de faglige organisationers obligatoriske afvisning af enhver nedskæring. Men tværtimod valgte at pege på besparelsesmuligheder, der langt oversteg det beløb, byrådsflertallet lagde op til.

Det gjorde vi, fordi vi for det første mener, at den offentlige sektor er blevet for dyr, ineffektiv og bureaukratisk. Og for det andet fordi den offentlige sektor i dag er indrettet på en måde, så den dels undertrykker store lønmodtagergrupper og dels har taget myndigheden fra de medarbejdergrupper, der rent faktisk udfører det daglige arbejde i forhold til borgerne.

I vores besparelsesudspil fokuserede vi entydigt på besparelser indenfor de centrale bureaukratiske kontrolfunktioner, som i antal er eksploderet indenfor de sidste 10 år. Men vi kædede samtidig vores udspil sammen med krav om myndigheden tilbage til de udførende led og afskaffelse af de ordninger og styringssystemer, der umyndiggør både ansatte og borgere. Eksempelvis frit valgs ordningerne, resultatkontrakter, videnscentre styret af konsulenter, aktivitetsbaserede budgetter, primitive kvantitetsmål, der indarbejdes i budgetterne og tests og dokumentation på snart sagt enhver bevægelse.

Sagt ligefremt kædede vi vores besparelsesudspil sammen med en kritik af bureaukratiseringen og for en gendemokratisering af hele den offentlige sektor samt en italesættelse af det solidariske forvaltningsprincip, hvor de offentligt ansatte først og fremmest skal opfatte sig selv som forvaltere af borgernes kollektive og solidariske ejendom. Hermed lagde vi selvfølgelig også op til en kritik af de elitære professionaliseringstendenser, der gør borgerne til objekter og ikke til demokratiske medspillere i udviklingen af den offentlige sektor.

Ikke et aktuelt påhit
Forud for denne beslutning var gået flere års diskussion af, hvordan vi får vendt det defensive forsvar for velfærdsstaten, som har præget diskussionen i fagbevægelsen og i oppositionspartierne gennem de sidste mange år.

Vores første udgangspunkt var og er, at vi må gøre op med velfærdspolitikkens individualiserende tilgang til alle samfundsmæssige problemer. Velfærdsstaten skal skabe kollektive løsninger på kollektive problemer. Men det er ikke muligt, hvis den offentlige sektor ikke fungerer i et tæt demokratisk samspil med borgerne og samfundets brede folkelige organisationer. Vi bruger i dag oceaner af ressourcer på at finde veje til at løse en række tunge sundhedsproblemer. Ingen kommune med respekt for sig selv har under 15 - 20 projekter kørende for at løse dette eller hint sundhedsproblem - og samtidig reduceres problemerne næsten alle til individuelle livsfejl, selv om det er indlysende, at arbejdsmiljø, boligforhold, præstationskrav, frygt og oplevelse af udsathed som et resultat af konkurrencesamfundet skaber et hav af de sundhedsmæssige følgevirkninger, som i den offentlige sektor fortolkes som "livsstilssygdomme".

Men disse problemer kan den offentlige sektor ikke løse. Det kan kun velfærdsstaten, for så vidt den baseres på demokratiske deltagelse fra borgerne. Og hvorfor så det? Fordi vi hverken kan løse arbejdsmiljøproblemer, elementære sundhedsforhold, boligsociale problemer, transportproblemer mv., hvis ikke de folkelige organisationer inddrages og borgerne mobiliseres - ikke mindst hvad angår konkrete løsninger og ændrede magtforhold i samfundet.

Demokratisk indflydelse
Jamen, vil det ikke møde modstand i det professionelle apparat og i erhvervslivet? Jo - selvfølgelig vil det det. Derfor er det også en central opgave at skabe en mobilisering i fagbevægelsen, som ikke kun beskæftiger sig med, hvad man skal have fra det offentlige men i lige så høj grad med, hvad det er for en velfærd vi vil have, og hvilke problemer, der skal løses - og hvordan. F.eks. gik SiD i 70'erne meget offensivt ind i diskussionen af børnenes lærebøger i Folkeskolen. Det er da helt relevant også i dag. Hvorfor skal befolkningen ikke kunne bidrage til, hvad børnene og de nye generationer skal lære? Hvad, de skal lære, hænger jo snævert sammen med, hvilket samfund vi vil have. Det kan ikke bare overlades til lærerne. Det samme kunne man sige indenfor sundhedsområdet og alle andre områder indenfor den offentlige sektor. De løsninger man finder frem til, afhænger jo af, hvordan de identificeres og beskrives.

For vi kunne jo spørge: hvorfor er der en overrepræsentation af arbejderbørn med læsevanskeligheder? Hvorfor er der flest arbejdere med medicinske sygdomme? Hvorfor klarer de velbjergede sig bedst i alderdommen osv.? Skyldes det genetiske koder, eller skyldes det den samfundsmæssige arbejdsdeling og den måde, vores samfund er indrettet på socialt, politisk og kulturelt. Vi mener det sidste. Derfor går kampen for velfærdsstaten også over kampen for at ændre en række af de grundlæggende forhold i samfundet, der strukturelt og kulturelt undertrykker store sociale grupper og producerer og reproducerer deres problemer - det er det, nogen kalder den "sociale arv". Kampen gælder således ikke bare om bevidstløst at forfine de løsningsteknikker, der findes indenfor den offentlige sektor i dag.

Der er f.eks. en afgrund mellem, hvad en person i de centrale videnscentre ser, og hvad en sosuhjælper ser. Men det er kun førstnævntes syn, der tæller i dag. Det er her, man bestemmer, hvad borgerne kan og ikke kan. Det sker ikke der, hvor den daglige kontakt udøves, og hvor borgeren også har en stemme. Men her vil jeg gøre et lille ophold. For er det egentligt korrekt at fokusere på den enkelte borger og dennes muligheder? Nej - for uanset hvordan en sosuhjælper er overfor de gamle, eller en lærer overfor børnene og forældrene, så er det dem, der på systemets vegne bestemmer. Den enkelte borger kan ikke komme ret langt i det spil. Derfor må det være en indlysende opgave for fagbevægelsen og andre bevægelser og borgerorganisationer at organisere borgerne i forhold til deres legitime interesser, så der dels kommer vægt bagved og dels at de enkelte forhold kan generaliseres og blive til et pres på det politiske system. Det er, hvad vi mener med kollektive løsninger på kollektive problemer.

En ny type velfærdsstat
Jeg har hermed også antydet, at vi skal gøre op med blot at forsvare den velfærdsstat, vi har kendt og kender - der er i øvrigt heller ikke meget andet end skindet tilbage af den.

Den har selv været med til at udvikle de problemer og indlysende svagheder - bl.a. det udtalte og utålelige formynderi, som politisk har givet liberalisternes markedsorientering vind i sejlene. For på markedet oplever det enkelte individ trods alt at have lidt at skulle have sagt i forhold til egne præferencer og egne valg. At det så er en stor illusion, der tilmed skaber isolation og nedbrydning af grundlaget for de solidariske fællesskaber, er noget ganske andet - og det er lige præcis her, vi skal sætte ind.

Hvorfor skal kampen for en billig offentlig sektor eller billigere og bedre være liberalisternes slagnummer? Især når det ikke passer! Især når deres slagnummer ikke betyder andet end favorisering af erhvervslivets samfundsnasseri ved udlicitering, privatisering og de såkaldte offentlige-private samarbejder!

Hvorfor skal det ikke være vores slagnummer? Vi går jo dybest set ind for, at en meget stor del af de problemer, som det offentlige skal tage sig af i dag, i virkeligheden skal løses ved kilden - ved deres udspring. Vi går vel ind for, at størstedelen af alle reparationsopgaver, som det offentlige løser i dag, skal afvikles i takt med, at de løses der, hvor de opstår. Og vi ved, at ordentlige arbejdsforhold, gode arbejdsmiljøforhold, større social og kulturel lighed, ordentlige transportforhold og boligforhold og bedre udfoldelsesmuligheder i civillivet udvikler færre sundhedsmæssige og sociale problemer. Det er lig med et mindre udgiftspres, og midlerne kan overføres til velfærdsmæssige forbedringer for alle!

Men, men - teknikerne og teknokraterne kan ikke forbedre udfoldelsesmulighederne i civillivet! Det kan kun borgerne organiseret efter interesser. De politiske partier kan heller, hvis ikke de klart repræsenterer en underskov af organiserede interesser. De vil i øvrigt heller ikke have magt til det i den evigt nærværende kamp mod de store kapitalinteresser, som kun ser på samfundet som sæde for deres private profitinteresser.

Vi må med andre ord gøre to ting på en og samme tid. Vi må forsvare de velfærdsgoder, der stadig er tilbage, og som er vitale for de brede lønmodtagergrupper så som et frit og lige sygehusvæsen, efterlønnen, folkeskolen, daginstitutioner mv. samtidig med, at vi angriber den offentlige sektors antidemokratiske udvikling bl.a. strukturreformens demokratiske underskud og hele markedsstyringen.

Men det kommer vi i sig selv ikke langt med, hvis vi ikke på den anden side går til kamp mod de forhold, der eksempelvis gør efterlønnen nødvendig, hvis vi ikke går til kamp mod de forhold på arbejdsmarkedet, der gør det nødvendigt at omdanne daginstitutioner til døgninstitutioner og som i øvrigt også ødelægger familielivet og det enkelte menneskes mulighed for at udfolde sig. Der skal være et liv udenfor arbejdet - og til og med et godt liv. Det er velfærdsstatens inderste nerve og berettigelse.

Vi vil have en uddannet befolkning - ikke for at konkurrere med de kinesiske arbejdere om arbejdspladser og sikre erhvervslivets plads på verdensmarkedet - men fordi en uddannet befolkning klarer sig bedre og styrker mulighederne for demokratisk deltagelse. Af samme grund er uddannelsernes indhold også et bredt samfundsanliggende og ikke kun et beslutningsområde for en lille professionel elite.

Alt det her ved vi godt ikke sker, med mindre der opbygges et organiseret folkeligt pres. De politiske partier har mere eller mindre forskanset sig i en lukket verden på Christiansborg og ser ikke ret meget længere frem end til næste valg eller til morgendagens kioskbaskere. Selv oppositionen siger ikke meget om, hvordan de vil reformere den markedsstyrede og meget udemokratiske offentlige sektor. De siger kun noget om, at de vil bevilge flere penge. Men hvad nu hvis det slet ikke er hovedproblemet - hvilket vi ikke mener det er.

Vi hører heller ikke ligefrem visionære ryster fra fagbevægelsens top. Den har travlt nok med at diskutere, om man skal fortsætte i regeringens vækstforum. Den har slet ikke forstået, at vejen ud af fagbevægelsens krise er, at fagbevægelsen som helhed sætter sig i spidsen for en folkelig bevægelse for en ny velfærdsstat - eller rettere for en demokratisk og solidarisk velfærdsstat, hvor den maksimale lighed og frihed er både kodeord og mål.

Vi må begynde et sted
Men når nu det hele ikke går, som præsten prædiker, hvad så? Her vil jeg afslutningsvis henlede hukommelsen på Ritt Bjerregaards spændende initiativ med "de røde skoler". Rigtigt - initiativet var for snævert, for ukonkret og derfor også for uforpligtende. Men selve ideen var god!

Hvad skal egentlig forhindre os i at organisere "demokratiske velfærdsklubber" i hver en by, hvor det er muligt? Vi kunne også kalde dem demokratiske socialistiske klubber, men det andet navn går måske bedre. Når jeg lægger vægt på demokratiske, er det, fordi vi fremover må knytte demokratisk deltagelse tæt sammen med enhver form for velfærdsdiskussion. Vi skal ikke blot have mere af det samme, vi skal gennemføre en radikal ændring af velfærdssamfundet - og det går ikke uden demokratisk organiseret deltagelse!

Men har vi ikke de politiske partier til dette? Og er faren ikke, at klubberne bliver en slags nye minipartier? Nej partierne kan ikke og skal ikke løse denne opgave. Al historisk erfaring må efterhånden have belært os om, at ingen reel forandring uden organiseret folkelig deltagelse. Partierne krymper til små eliter uden et konstant og organiseret pres nedefra.

Og til det andet spørgsmål. Måske vil nogen opfatte klubberne som minipartier og føle konkurrence. Men det behøver ikke gå sådan. De demokratiske velfærdsklubber skal være brede og per definition være den brede og åbne ramme om diskussioner af fremtidens velfærdsstat både i det store og det nære perspektiv. Vi skal i højere grad opfatte dem som katalysatorer for en bevægelse både i og udenfor fagbevægelsen, og de må aldrig opfatte sig selv som en ny situationens generalstab. Dem har vi set nok af.

Og hvorfor så dette forslag? Fordi vi efter vores opfattelse står der, hvor en ny vending både er på vej og nødvendig. Men mentalt og politisk ideologisk halter vi bagefter. Derfor er der brug for et forum, hvor alle mulige progressive kræfter kan samles for dels at drøfte tingenes tilstand og dels, hvad der skal og kan gøres. Det kan være gennem mindre lokale møder, konferencer, studiegrupper, møder i fagforeningerne og med de politiske partier. Det kan være til temaaftner om indretningen af sundhedsvæsnet, om arbejdsmiljøet, om ghettodannelser, folkeskolens fremtid, den regionale trafikstruktur osv.

Det afgørende er, at vi ikke lukker os om os selv og foregiver at kunne servere færdige løsninger. Det kan vi ikke! Og heldigvis er den tid forbi. Hvis vi virkeligt vil have et rødt flertal i Danmark, der også har styrke til at gennemføre en progressiv rød reformpolitik på alle samfundslivets områder, må vi være nogen, der påtager os opgaven at igangsætte det folkelige grundlag herfor.

Det kan godt være, at de nuværende partiledere godt kunne være en sådan bevægelse foruden, fordi de selv mener både at have fundet de vise sten og at have opinionsmålingerne i ryggen. Men det er for det første deres eget problem, og for det andet viser erfaringen, at en befolkning, der ikke er organiseret omkring egne interesser, hvor lokale de ind imellem end kan være, er alt for let offer for mediernes manipulation og oppiskede folkestemninger. Selv ikke partilederne kan sidde denne lære overhørig.

Se - det var egentlig den dybere baggrund for, at vi i FOA Århus tog det skridt, som vi gjorde op til forhandlingerne om sparemålene i Århus byråd. Og i vores egen selvopfattelse, er det også den forståelse, der giver vores konkrete og meget lokale handlinger et politisk fremtidsperspektiv.