Velfærdssamfundet - hvad vil vi med det?
Af Viggo Jonasen

Offentliggjort: 15. februar 2011
1. Velfærdsfunktioner, velfærdsstat og velfærdssamfund
Velfærd - det, at et menneske farer vel gennem livsforløbet - kan anskues som samfundsmedlemmernes fælles billede af, hvad der skal til for at mennesket har et godt eller normalt livsforløb. I klassiske fremstillinger beskrives forløbet som en "livsbue" - fra fødslen går det opad via barndom og ungdom til modenhed, familiedannelse og arbejdsrolle som selvstændig eller lønarbejder, via midalder til alderdom og svækkelse og død. Idealtilstanden i livsbuen er den "selvstændige", overblikhavende og arbejdsrolleudfyldende person. Afvigeren er den syge og/eller svage "afhængige" person. At være tryg ved egen situation og fremtid og have overblik over dem er bare godt.

Men hvad er fornødent for at betrygge den enkeltes livsforløb? I '1803 købstads fattigreglementet' §3 beskrives det, som mennesket har brug for:

"... de Fattige, som ei ved egne Kræfter på lovlig Maade, kunne erhverve sig nødtørftig Underholdning og saaledes uden andres Hiælp, enten gandske, eller for en Deel maatte savne den Føde, Klæde, Husly, Varme og Pleie i Sygdoms Tilfælde som er dem uundværlig til at vedligeholde Liv og Helbred". Og hvad angår fattige børn "Underviisning og Opdragelse" [min kursivering, VJ].

Som i 1803, således også i 2011, kan vi betegne forsørgelse, bolig, sygepleje og socialisation (opdragelse, undervisning) som de fire velfærdsfunktioner.

I rent markedsorganiserede samfund må den enkelte købe sig til forsørgelse, bolig, sygepleje, uddannelse. Dog: selv i sådanne samfund antages det ikke, at børn skal købe sig til forældrenes forsørgelses- og opdragelsesindsats. For de samfundsmedlemmer, der ikke har købekraft eller ikke formår ved salg af egen arbejdskraft eller på anden lovlig vis at skaffe sig (tilstrækkelig) købekraft, eksisterer der et forsørgelsesproblem. De fleste socialpolitik-forfattere anser individets forsørgelses-problem som socialpolitikkens klassiske og centrale område: overførselsindkomster, tilskud. Men de fleste socialpolitikforfattere inddrager dog også statens påvirkning af den enkeltes motiver og valg (af uddannelse, sundhedsadfærd, arbejdsmarkedsadfærd, familieadfærd) i analyserne.

Hvad er da en Velfærdsstat?
Som begreb, tankekonstruktion, vælger jeg at tale om en Velfærdsstat som en stat, der intervenerer i en hypotetisk antaget spontant eksisterende markedsorganiseret samfundsstruktur med henblik på at påvirke og sikre individets velfærdsfunktioner. En fordel ved en sådan - unægtelig meget åben! - definition er, at den ikke udelukker nogen stater, hvis politikere opfatter deres egen som en velfærdsstat. Når de alligevel kalder den sådan, er det vel ikke til stor nytte at indlede diskussionen med dem med budskabet: "næ, din er slet ikke ..." Ulempen ved en sådan definition er tilsvarende, at den stort set ikke sætter nogen grænse.

En fordel ved definitionen er, at det meningsfuldt lader sig gøre at analysere udviklingen i velfærdsfunktionernes organisering over tid - og med det samme analyseskema! - uden at skulle spekulere på fra hvilket tidspunkt vi nu vil sige, at institutionerne har udviklet sig så meget, at vi vil tale om en velfærdsstat. Jeg må så leve med den ulempe at blive kritiseret for at kalde 1803-fattig-lovgivningen (eller for den sags skyld 1708 betleriforordningen) begyndelsen på velfærdsstaten.

Nedenstående figur er et forsøg på at konstruere et analyseskema til brug for analyse af socialpolitiske beslutninger: ad hvilke kanaler påvirkes individets velfærd og velfærdsrelevante valg? Skemaet er altså ikke et forsøg på samfundsbeskrivelse, men netop et analyseskema, anvendeligt på socialpolitiske beslutninger i de relevante beslutningsorganer: individ - forening - by- og amtsråd og parlament/regering.

Med pilen "socialisation" er der fx anledning til at diskutere, hvordan de institutionelle rammer for en socialpolitisk ydelse (tilstræbt eller ikke tilstræbt) påvirker personens selvopfattelse og hans omgivelsers syn på hende: loven om "de fattiges kasse" (1854) var begrundet i sådanne hensyn. Placeringen af Mødrehjælpen uden for det kommunale socialvæsen (1939) var begrundet i sådanne overvejelser. Og ydelse af skoletandpleje og skolebespisning til alle børn i skolen, altså ikke kun de fattige børn, var begrundet i sådanne overvejelser. [jonas_1]

articles: jonas_2011_1.png

En særlig relation mellem individet og staten anses ofte som særlig vigtig: In­dividet betaler skat og/eller sociale bidrag til staten:

articles: jonas_2011_2.png

De nummererede pile illustrerer noget, som individet yder:

1) er arbejde til gengæld for løn,
2) er aktivtimer til gengæld for dagpenge/kontant-hjælp,
3) er noget, vi ikke har en samlende betegnelse for, men som kan kaldes indsats i familien. Som bekendt er den enkelte over for det offentlige for­pligtet til at forsørge ægtefælle og umyndige børn - det er en del af 3), som altså er lovreguleret. Men det anses nok som normalt, at familiemedlemmet ikke blot yder lovpligtig forsørgelse men også omsorg og kærlighed og opdragelse.

Analysemodellen er såmænd også egnet til at inddrage velfærdsrelevante sammenhænge, som vi normalt ikke henregner til socialpolitikken. At offentlige tilskud via boligstøttelovgivningen kan analyseres som påvirkning af markedet, lige som de kan analyseres som familie- eller individ-tilskud, er der med Jørgen Dich og Alva og Gunnar Myrdal in mente ikke noget overraskende i. At analysere kommunalbestyrelsens rolle som byplanlægger og som den myndighed, der beslutter daginstitutioners antal og beliggenhed i forhold til boligområder og den kollektive trafiks dæknings omfang, er mindre inden for den socialpolitiske tradition. Men at sådanne beslutninger er velfærds-relevante, er ingen overraskelse for unge familier og praktiske socialpolitikere. I analysen kan man så se sådanne kommunale beslutninger som rammesættende for individets erhvervsvalg og fami-lieplanlægning, sammen med forekomst af jordemoderservice, sundhedspleje og skoletandpleje.[1]

VELFÆRDSSTATEN som begreb, og diskussionerne om den, anses historisk at komme frem i første tredjedel af 1900-tallet, med aktører som K.K. Steincke, T.H. Marshall og William Beveridge. Deres tilgang er, at mennesket lever i et markedssamfund med deraf følgende ulighed, og med livsrisici som sygdom, arbejdsløshed og aldersbetinget uarbejdsdygtighed. Deres hovedærinde er: staten skal tilskrive mennesket rettigheder, borgerrettigheder, under livsrisici: sygebehandling, sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, pension. "Thi lykken må visne ved tryglen om brød ..." - derfor rettigheder i stedet for almisser (Steincke 1912).

Alle diskussioner om indretning af de systemer, vi i dag betegner som velfærdsstatslige, har historisk en baggrund i ønsket om menneskers frihed - nemlig frihed fra nød, sult, mindreværd - og frihed fra frygten for nød, sult og mindreværd.

VELFÆRDSSTATEN har også historisk taget sig af andre "afvigelser" end manglen på forsørgelse: opdragelse af børn, når forældre ikke levede eller ikke evnede opdragelsen. Forsørgelse og omsorg (evt. indespærring) af fysisk/psykisk handicappede - på disse områder i et vist samspil med frivillige organisationer. Og så har den danske velfærdsstat siden reformationen lovgivet om hhv. organiseret og skattefinansieret undervisning af den opvoksende slægt.

Det er karakteristisk, at de tidlige diskussioner om Velfærdsstaten har haft den tilgang, at det handlede om mennesker i nød og statens rolle som forsørger og kontrollant af dem.

TO DISKURSER om statens rolle og menneskets karakter - opståen i 1930'erne
I 1930'erne kommer to "diskurser" ind i den socialpolitiske debat - fra den tid mener jeg, man med rimelighed kan tale om en VELFÆRDSSAMFUNDsdebat. Jeg vil i det følgende give eksempler på disse nu nærmest glemte diskurser og deres gennemslag i dansk velfærdslovgivning. Og til sidst vil jeg give en vrissen gennemgang af, hvordan kontrol-og-pisk-diskursen og "de skal sgu have noget mindre"-diskursen siden 1980'erne er blevet fremherskende i dansk velfærdsstat-debat.

Den ene diskurs sættes af den engelske økonom John Maynard Keynes, især med hovedværket The general theory of emplyment, interest and money (1936), og efter ham af William Beveridge Full Employment in a Free Society (1944). Begge argumenterer for, at staten kan og bør føre en politik, som sikrer fuld beskæftigelse. Thi det mest grundlæggende velfærdstab er det, som lader produktionskapacitet - arbejdskraft - u-nyttet.

Den anden diskurs sættes af Alva & Gunnar Myrdal med bogen Krise i befolkningsspørgsmålet fra 1934, oversat og omarbejdet til danske forhold af Jørgen Dich. Bogen er et hovedværk til forståelsen af opbygningen af store dele af det danske velfærdssamfund fra 1930'erne og frem til ca. 1980. Baggrunden for bogen var politisk bekymring over faldende fødselstal i det meste af Vesteuropa, på baggrund af stærkt forbedret og hurtigt udbredt præventionsteknik.

Myrdal'ernes udgangspunkt er en fanfare: "Fornuften har sejret i fødselsspørgsmålet" - menneskers bevidsthed og adgangen til prævention har fået dem til at beslutte at føde færre børn. Den "gode" stat bør naturligvis respektere menneskets fornuft og valg. Men den må gerne søge at påvirke valgene. Hvis samfundet, staten skal motivere mennesker til at vælge at få flere børn, ja så må man (staten) sørge for, at kommende forældre kan regne med, at børnene får en god opvækst, skole, uddannelse, sundhed, bolig. Hertil hører også, at kommende forældre kan regne med økonomisk tryghed i form af stor sandsynlighed for arbejde (nemlig som følge af en fuld beskæftigelses-politik) og dermed løn, eller i det mindste rimelig sikring ved ledighed eller sygdom. Sammenhængen, kittet i den svenske og den Dich'ske danske socialpolitik- og familiepolitik-opbygning i 1930'erne var ideen: statsmagten bør tilvejebringe mulighederne, rammebetingelserne for, at individerne/familierne kan vælge en "god" og "social" livsbane, inkl. rollen som forældre. Og Nota Bene: menneskers valg bestemmes af andet og mere end økonomi.

Denne tankegang: at staten ved rammesætning kan påvirke menneskers valg har mange ophavspersoner - også før Myrdal'ernes tid. Et formål var forbedre "menneskematerialet" og dermed samfundets kvalitet. Det gælder indførelse af offentlig støtte til sygeforsikring (1863/1891) og arbejdsløshedsforsikring (1907): ved offentligt tilskud kunne forsikringspræmien sænkes, derved ville flere vælge at forsikre sig. Den sig forsikrende arbejder ansås som en bedre og mere stabil og produktiv borger end den ikke forsikrede, og udviste mindre risiko for at "synke ned til" at søge fattigvæsenet om hjælp ved sygdom eller ledighed. Det samme gælder skolereformerne 1899-1903. Ved indførelsen af "enhedsskolen", det princip at en grundskole skulle overbygges med en mellemskole, som i fagkreds og kvalifikationsmål skulle kunne lede direkte til en gymnasieskole, skulle lette arbejderbørns adgang til at vælge sig frem til de højeste uddannelser. Skoletandpleje-ordninger, som konservative og socialdemokratisk styrede kommuner indførte i begyndelsen af 1900 tallet, skulle forbedre tandstatus og ernæringstilstand også hos arbejderbørn, så de kunne blive sundere og raskere arbejdere, end de ville være blevet, hvis forældres fattigdom holdt dem ude af tandlægestolen. De pågældende institutioner er fra før 1970. Jo. Men de er væsentlige for forståelse af motiverne også bag senere velfærdssamfundsinstitutioner. Indførelse af Ungdommens Uddannelses-fond, siden Statens Uddannelsesstøtte, skulle gøre det muligt at studere også for de unge, hvis forældre ikke kunne forsørge dem, uden at være nødt til at gøre gæld; politikerne mente med rette, at frygt for gældsætning ville holde arbejderbørn fra studium og dermed fra at højne arbejdskraftens uddannelsesniveau. Man ønskede at "mobilisere intelligensreserven". Thi højere uddannelse var vejen til større produktivitet og dermed større velstand - og dermed et bedre liv for samfundets medlemmer.

Det stærke, gribende, i Myrdal'ernes fanfare om fornuftens sejr er: tilliden til at mennesker handler fornuftigt, socialt. Heri er genklang af oplysningstidens positive menneskesyn.

TO DISKURSER om statens rolle og menneskets karakter - gennemslag i ujævn takt.
Den keynesianske økonomiopfattelse fik ikke stor praktisk betydning i Danmark i 1930'erne, 1940'erne og første halvdel af 1950'erne. Men den spejler sig dog i 1953-grundlovens § 75 stk. 1: "Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse".

Derimod blev mødrehjælpslovgivning og boligstøttelovgivning m.v. iværksat allerede sidst i 1930'erne, med udgangspunkt i Myrdal'ernes tanker. Boligstøttelovgivningen førte allerede i 1930' erne til vækst i de sociale boligselskabers byggerier, men især efter at valuta- og vareknaphedskrisen ebbede ud sidst i 1950'erne. Det samme gælder 1950'ernes skoleudbygninger og skolereform, og den ovennævnte udbygning af uddannelsesinstitutioner og uddannelsesstøtte især i 1960'erne. Det er altså direkte forkert, når nogle historiskrivere hævder, at velfærdssamfundet formål var at hjælpe de svageste. Det var det også - men opbygningen skulle netop omfatte alle, ikke kun de svageste. Sygekasseloven gjorde kassemedlemskab og dermed retten til invaliderente obligatorisk for alle indbyggere i landet. De almennyttige boligforeninger havde også almindelige arbejdere og lav- og mellemindkomstfunktionærer som medlemmer, ikke kun "de svageste".

Den økonomiske højkonjunktur fra slutningen af 1950'erne var dels båret af international efterspørgsel og relativt gunstige råvarepriser, dels af en Keynes-inspireret aktiv finanspolitik. Ikke mindst venstremændene, Århus-økonomiprofessorerne Thorkild Kristensen og Jørgen Pedersen, underviste mange økonomistuderende i den lære. Det samfundssyn: at staten skal være aktør i at styre økonomien, og at det kan lade sig gøre, førte også til andre konsekvenser. En del af tankesættet var: eftersom en vis arbejdsløshed er en forudsætning for en smidigt fungerende og sig hurtigt tilpassende økonomi, ja så er det rimeligt, at de arbejdere, som må bære ledighedens ulempe, kompenseres ordentligt for det. Det var rationalet bag reformen af arbejdsløshedsforsikringen i 1968-70, hvor dagpengeniveauet blev sat til først 80, siden 90 pct. af hidtidig indkomst - dog højst et maksimumsbeløb lidt over den ufaglærte arbejders gennemsnitsløn.

"Incitamentsproblemer" ved den høje erstatningsprocent? Erfaringen fra højkonjunkturen var, at også "de kronisk arbejdsløse" fra husvildeboligerne fik job og folkevogn. Det var altså efterspørgslen, som drev beskæftigelsen - de antaget "mindst villige" var villige, når arbejdsgiverne var sultne nok! Der var også sanktionsbestemmelser i 1968-1970-lovgivningen: ledige, som vægrede sig ved at modtage passende anvist arbejde, mistede dagpengeretten. Sanktionerne blev ikke anvendt meget - en temmelig god forklaring er, at der ikke var megen anledning dertil! Lovgivningen indeholdt såmænd også gode økonomiske vilkår for mennesker, som ville skifte job og ville flytte fra et ledighedsområde til et område med mangel på arbejdskraft. Og man udbyggede Arbejdsmarkedsuddannelsessystemet, så arbejdsmænd blev specialarbejdere.

Men også før højkonjunkturen diskuterede man velfærdsstat. En Folkeforsikringskommission fremkom med forslag om en universel Folkepensionsordning. Den kan ses som en spejling af den engelske debat om sociale borgerrettigheder, som Marshall og Beveridge havde sat i gang - politisk lighed og politiske rettigheder skulle følges op med sociale rettigheder. Især Det Radikale Venstre var fortaler. Socialdemokratiet stillede forslaget, trods en vis intern uenighed især om grundbeløb til de rige. Folkepensionsloven blev vedtaget i 1956, indeholdende et "mindstebeløb" til alle. Deri universalismen. Altså: en Velfærdsstat for alle, ikke kun "de svage".

I 1964-65 vedtoges "den fulde folkepension til alle" (grundbeløbet), til gennemførelse i 1970. Dertil et indkomstafhængigt pensionstillæg. Og universalisme-tilbøjeligheden ses i vedtagelsen af lov om oprettelse af en Social Pensionsfond, finansieret af et "særligt folkepensionsbidrag". Fonden skulle finansiere en senere forventet vedtagen "Indtægtsbestemt Tillægspension" - ræsonnementet var, at mennesker som i erhvervsaktiv alder havde haft høj indkomst, derfor også havde større forbrugsbehov end mennesker, som havde haft en lavere indkomst. I Velfærdssamfunds-diskursens sammenhæng er det interessant, at der var flertal for, at en sådan ulighed opretholdende pensionsordning skulle finansieres over statskassen. Det var før "private" skattelettede pensionsopsparingsordninger blev moderne. I øvrigt blev der aldrig enighed om ITP'en, så Den Sociale Pensionsfond står stadig på regnskabet - og regeringen trækker på fonden til andre formål.

I 1960'erne forberedtes og i 1970'erne gennemførtes en stor samlet reform af den offentlige sektors opgave- og byrdefordeling: kommunalreform, socialreform med flere. Der var tale om en gennemgribende og grundigt forberedt omorganisering af Velfærdssamfundets forskellige elementer, velfærdsfunktionernes agenter: stat, amter, kommuner, uddannelsesinstitutioner, sundhedsvæsen m.v. Velfærdssamfundsmæssig starter reformarbejdet med en fanfare: målsætningerne var: Forebyggelse, Revalidering, Tryghed, Trivsel. Vedtaget enigt af Folketinget ved nedsættelse af socialreformkommissionen i 1964. Det skulle præge fremtidens velfærdssamfund.

Universalismen var et helt gennemgående træk i omlægningen. Det ses på børneinstitutionsområdet: fra en situation i slutningen af 1800-tallet, hvor daginstitutioner for børn ansås som "forebyggende indsats" for især enlige mødres børn, skiftede funktionen til at blive anset som et alment og udviklingsfremmende tiltag, som alle børn skulle kunne få glæde af. Kommunerne fik pligt til at tilbyde "det nødvendige" antal børnepasningspladser, som et middel til at fremme børnenes udvikling, og som et middel til at lette kvinders, mødres mulighed for at arbejde på arbejdsmarkedet.

Universalismen er også karakteristisk for kontanthjælpsdelen af Bistandsloven, vedtaget i 1974 til ikrafttræden 1976. Vigtigst i så henseende er "midlertidig hjælp" (§37):

Når en person på grund af sygdom, svangerskab og fødsel, svigtende arbejdsmuligheder, ophør af samlivet med ægtefællen, aftjening af værnepligt eller andre ændringer i sine forhold i en begrænset tid er afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold og udgifterne hertil ikke dækkes gennem dagpenge eller pensionsydelser, ydes der af det offentlige en sådan hjælp, at det modvirkes, at pågældendes og familiens levevilkår i væsentlig grad forringes.

Her se vi "livsbuen" i fuld blomst: der antages en "normalsituation". Personen er på ét eller andet sted i livet - og kommer ud for en social begivenhed, en "ændring i sine forhold". Det antages, at hun eller han efter kortere eller længere tid vil være tilbage i normaliteten, men at hjælpen er nødvendig for at hindre en social nedtur. Hjælpen kan være et stort eller et lille beløb, alt efter om levevilkårene var moderate eller flotte før sygdommen eller ... Men vi ser også, at hjælpen har et forebyggelsessigte. Hjælpen hindrer ikke sygdommens opståen (primær forebyggelse). Men den skal modvirke, at sygdommen (...) overlejres af andre sociale ulykker (sekundær forebyggelse).

Loven havde også kategorien "varig hjælp" på et lavt niveau - en hjælp, som var tiltænkt en lille gruppe af personer, som det ville være futilt at prøve med sanktioner at drive til lønarbejde: kunstnere og den slags ... og som i øvrigt var sunde og raske og derfor ikke skulle invalidepensioneres. Lovgivers sko var dengang ikke så små.

Loven var "aktivistisk" i den forstand, at hvis socialrådgiveren vurderede - og hun skulle senest tre måneder efter socialbegivenheden vurdere! - at klienten var på vej ind i en social nedtur, så skulle kommunen tilbyde råd og vejledning og eventuelt revalidering med henblik på at rette op på situationen. Men grundantagelsen var, at folk selv stræbte efter at komme til at klare sig, og at der derfor som udgangspunkt ikke var grund til at gøre andet og mere end at yde kontanthjælpen.

TILLID var et grundtræk i 1970'ernes kommunalreform og socialreform. Tillid til personernes arbejds- og rehabiliteringsønske. Tillid til kommunernes varetagelse af opgaverne. Kommunalreformen stillede kommunerne frit med hensyn til valg af skatte- og serviceniveau: hvis byrådet valgte høj skat og højt serviceniveau, ja så var det et anliggende mellem vælgere og byrødder. Hvis de valgte lav skat og lousy service, ja så var det et anliggende mellem vælgere og byrødder. Tilsyn? Jo, der var et tilsyn med kommunernes lovmedholdelige forvaltning. Og der var kontrol med, at klienterne stræbte efter rehabilitering. Kontrollen fyldte kun lidt i bevidsthed og i daglig praksis.

Men der var også en RETSSIKKERHED: i det sociale ankesystem kunne klienten klage over kommunens afgørelser til det amtslige Sociale Ankenævn og eventuelt videre til Den Sociale Ankestyrelse. Ankestyrelsesloven havde den formulering, at ankemyndigheden ikke var bundet af parternes påstande. Det vil sige: ankemyndigheden kunne selvstændigt fagligt vurdere, om kommunens afgørelse var den rigtige i forhold til at løse klientens problem - og eventuelt foreskrive dén rigtige indsats. I retssikkerheden var samtidig indbygget en tillid til, at et kvalificeret fagligt skøn var et egnet middel til at løse sociale problemer.

Til et nuanceret billede af velfærdssamfundet og motiverne bag det i 1960'erne hører invalidepensionsordningen. Grundsynet bag 1964-reformen med de tre niveauer: laveste, mellemste og højeste invalidepension (IP) var et erstatningssynspunkt: hvis et menneske havde mistet erhvervsevnen, skulle samfundet erstatte tabet, dvs. sikre vedkommende en levestandard på et niveau svarende til en faglært arbejders. Ved delvist erhvervsevnetab ydede man en kompensation, som sammen med forventet salg af resterhvervsevne ville give en tilsvarende levefod. Lovmotiverne er klare derom. Hen gennem 1980'erne og 1990'erne udhulede politikerne med stop for dyrtidsregulering af dagpengemaksimum og fra 1990 med "satsreguleringsforliget" pensionisternes levestandard mærkbart; - og med 2003 reformen blev leveniveauet yderligere sænket, så en førtidspensionist i Århus efter ny ordning med gennemsnitlig husleje og gennemsnitlige medicinudgifter får en pension lidt lavere end en førtidspensionist med laveste førtidspension efter gammel ordning (beregning fra Århus Kommunes pensionsafdeling). Hvilket er ret meget mindre end en faglært arbejders indtægtsniveau.

Da den økonomiske krise satte ind i sommeren 1973, opretholdt man faktisk "den gyldne velfærdsstat" - lovgivningen blev ikke ændret. I 1977 vedtog Folketinget en særlig indsats i forhold til unge ledige, som man anså at være i størst risiko for skade ved ikke at komme i arbejde. Da krisen trak i langdrag, vedtog Folketinget at forlænge arbejdsløshedsdagpengenes varighed. Og da den trak endnu mere i langdrag, vedtog man i 1978 en jobtilbudslov: ingen forsikret ledig kunne falde for 26 ugers reglen (varighedsgrænsen i A-dagpengeloven), uden at hun/han havde fået et jobtilbud på overenskomstmæssige vilkår - med mulighed for at genoptjene dagpengeretten. Også i 1978 blev efterlønsordningen vedtaget til ikrafttræden 1.1.1979.

TO DISKURSER om statens rolle og menneskets karakter - afvikling I: 1973-1990.
Den samtidige forekomst af høj inflation og høj ledighed - som man så fra midten af 1973 og frem til 1982 - kan ikke forklares inden for den keynesianske teori. Dermed mistede politikerne en forståelsesramme og den teoretiske ramme for økonomisk-politisk handling. Anker Jørgensen regeringen forsøgte at tæmme krisen og øge beskæftigelsen med forskellige tiltag, uden at det kom til at se sammenhængende ud. Dog: man fastholdt, at regeringen burde sørge for jobs - og når man ikke kunne sørge for fuld beskæftigelse, rørte man dog rundt i ledigheden med jobtilbudsordningen - så at sige for at forebygge, at nogen sank til bunds i ledighedsgryden og "brændte på". Og man sørgede med efterlønsordningen for, at ældre ledige kunne slippe for at skulle ud i jobtilbud uden udsigt til efterfølgende beskæftigelse. Disse ordninger fik lov at består også under Schlüters regime.

Med Lenins ord: Tillid er godt, kontrol er bedre. Historien om velfærdsstatens udvikling siden 1980 er en historie om stadig mere mistillid og kontrol: kommuners kontrol med borgeres adfærd og holdninger, statens styring af og kontrol med stadig flere detaljer i kommuners og amters/regioners administrative praksis og ydelser. En del af kontrolbestemmelserne og den stigende kompleksitet har oprindelse i spare-tiltag, men siden har kontrol-tilbøjeligheden fået sit eget liv. Hertil kommer, at en liberalistisk ideologi - markedsgørelse - er blevet overlejret med en himmelsk hærskare af kontrolbestemmelser.

Men: det begyndte tidligere, i det små, med et par spareforanstaltninger. Indtil 1973 fik enlige forsørgere (det vil sige: ugifte forældre) udbetalt forhøjet/ekstra børnetilskud, efter ansøgning forstås. I 1973 besluttede Folketinget, at forhøjet/ekstra børnetilskud kun udbetales til reelt enlige forsørgere. Det blev optakten til et kontrol-regime, dyneløfteri. Thi enligheden skulle jo nu kontrolleres. Eftersom en normal-del af livsbuen er etablering af samliv, opstår spørgsmålet: hvornår er enligheden ophørt? Når den nye kæreste installerer en tandbørste? Eller først når han opgiver sin egen folkeregisteradresse og ophører med at betale husleje dér? Kommunerne måtte altså kræve dokumentation, indhente erklæringer, etablere en kontrolfunktion. Bemærk: det skete endog inden vedtagelsen af den hovedsagelig tillidsbaserede bistandslov. Kontrolfunktionen fik siden mere at bestille, i nogle kommuner også med kontrol af, om opstående sympati mellem ældre førte til overnatning hos hinanden. Og om skilte forældres konfliktløse sampasning af børn var skjult samliv.

En spare-foranstaltning: I 1976 vedtog Folketinget, at pension udbetales bagud, ikke som hidtil ved månedens start. Og så fik man regler om, hvad folk skulle leve af indtil første pensionsudbetaling, hvis de i øvrigt ikke havde midler!

I 1980 - også i forbindelse med spareforanstaltninger fik socialminister Ritt Bjerregaard gennemført en række ændringer af bistandsloven, med lavere udgifter som formål og med en voldsom vækst i lovens kompleksitet og en voldsom vækst i de administrative byrder til følge. Hver enkelt udgiftsbeskæring følges normalt af udbygget kontrol.

Schlüter-regeringerne 1982-1992 gennemførte - modsat hvad mange tror - ikke større ændringer i den lovmæssige grundkonstruktion i velfærdsstaten. Markant var dog afskaffelsen af dyrtidsregulering af dagpenge (men ikke pensioner), markant var beskæring af kommunernes bloktilskud og af refusion af procentsatserne i kommunernes sociale udgifter. Eftersom den økonomiske krise jo varede ved, voksede de sociale problemer - og dermed kom kommunernes økonomi og dermed deres velfærdsservice under pres. En del kommuner valgte "decentralisering" af økonomien til skoler og daginstitutioner og døgninstitutioner m.v. - de blev udstyret med forældrebestyrelser og med ret til helt selv at fordele de økonomiske nedskæringer.

Derimod påbegyndtes under Schlüter en omkalfatring af den offentlige forvaltning under indtryk af en ny religion: "New Public Management": (Mere) individuel løndannelse, lokalløn, resultatløn, årlig "procent-effektivisering" af de offentlige institutioner - alt fra undervisning til medicinering, praktisk bistand i hjemmet, og især rengøring og vejvedligeholdelse og .. og .. og.. Det er i alt væsentligt en doktrin, Taylorismen, som det private industri-erhvervsliv dyrkede fra 1930'erne og til 1960'erne, med tidsstudier og "rationaliseringstiltag" - og som blev opgivet som ineffektiv.

TO DISKURSER om statens rolle og menneskets karakter - afvikling II: 1990-2011.
Som nævnt: Den samtidige forekomst af høj inflation og høj ledighed - som man så fra midten af 1973 og frem til 1982 - kan ikke forklares inden for den keynesianske teori. Det betyder ikke, at teorien nødvendigvis opgives som ubrugelig. Faktisk så vi under Nyrup-regeringen fra 1993 et forsøg på med keynesianske midler at sparke gang i økonomien og beskæftigelsen, med kontrolleret nedbremsning til sidst i 90'erne. Men den anden del af den Keynes-Marshall'ske tilgang blev droppet: retten til job. Med Nyrup-regeringens arbejdsmarkedsreform i 1993-94 afskaffedes de forsikrede lediges ret til jobtilbud på overenskomstmæssige vilkår. De ledige fik tilbudt "jobtræning" på dagpenge - og eventuelt senere på betydeligt lavere kontanthjælp, hvis altså ikke ægtefællen har så stor indtægt, at kontanthjælpen beregnes til nul kroner! Kontrollen med intensiteten i de lediges jobsøgning øgedes - og større skønsmæssige beføjelser til kommunerne og disses "eksterne aktører", det vil sige: færre rettigheder, mere almissepræg (jfr. Steincke 1912) .

At 2000'erne bød på et kreditboble-induceret opsving, kan ikke tilskrives en bevidst økonomisk politik, lige så lidt som den derefter følgende finans- og beskæftigelseskrise.

Et gennemgående træk i udviklingen af velfærdsydelserne fra 1982 og fremefter er udhuling af tryghedsmålsætningen gennem sænkelse af ydelsesniveauet i almindelighed via "satspuljeforliget" siden 1990, hvor kontantydelserne jo stiger ca. en halv pct. mindre end lønudviklingen. En beskæring som alle Folketingets partier minus Enhedslisten står bag. Derudover sænkning af ydelsesniveauet for visse grupper i særdeleshed og afskaffelse af den individuelle udmåling, som var indeholdt i 1976-udgaven af bistandslovens § 37 stk. 1. Mennesker med betydelig gæld er dermed hægtet helt af tryghedstanken.

De unge: Det store nedbrud i det sociale systems tillid til borgeren, brugeren, sker med Ungepakken i 1990: en regel, vedtaget af hele Folketinget minus Fremskridtspartiet (Enhedslisten var ikke i tinget dengang!), om at unge 18-19årige kontanthjælpsansøgere inden for to uger skulle tilbydes job i stedet for kontanthjælp. Og: ved "nej tak" til jobbet, ingen kontanthjælp. Man antog, at det ville mindske antallet af ansøgere. Det gjorde det ikke - arbejdssøgende unge kunne jo nu slippe for selv at opsøge arbejdsgiveren! Derefter blev reglerne ændret, så de unge nu kun fik tilbudt, hvad man så som skod-job. Så faldt antallet af ansøgninger. En virkning var "gøgeunge-effekt: de ressourcestærke unge satte sig på alt, hvad der kunne opdrives af deltidsjob og skæve jobs, så de lidt mere tunge unge blev holdt ude. En anden virkning var, at en del frivillige organisationer og de "kulturelle vækstlag", som for en vis del har levet af unge på kontanthjælp, mistede aktivister. En tredje virkning var, at de unge vænnede sig til lønarbejdets lidt højere levestandard - hvorfor de fortsatte med deltidsbeskæftigelse under senere studium, til skade både for studieeffektiviteten og for de lidt mere tunge unge, som fortsat blev holdt ude af arbejdsmarkedet.

Derefter skar Folketinget i 1995 <25årige forsikrede lediges dagpenge ned til halv sats. Et bestyrelsesmedlem hos smedene i Århus sagde derom: "nu tager de unge hvad som helst, og vi ser flere arbejdsskader." At ledigheden for 16-24årige faldt fra 55.000 i 1990 til 16.000 i 2000 er blevet udlagt som en succes for den "hårde" politik over for de unge. At antallet af unge 16-24årige i samme periode faldt med ca. 130.000, overses oftest. En succes for politikken - eller for demografien?

De øvrige arbejdsløse: Nyrup regeringens arbejdsmarkedsreform 1993-1994 med beskæring af dagpengeperiode, afskaffelse af jobtilbudsordning, mere intensiv kontrol, halvering af unges dagpenge - blev i alt væsentligt argumenteret med den neo-liberale "incitament"-retorik: hvis de får noget mindre i noget kortere tid, søger og finder de job. Der var også lidt "og så hjælper vi dem lidt bedre med at søge"-argumentation. Men det var mindre ret og mere pligt, som skulle motivere.

De fremmede: et helt særligt kapitel i udviklingen af velfærdssamfundet er forringelsen af levekårene for indvandrede, det være sig arbejdende, som er blevet arbejdsløse og/eller gamle, det være sig flygtninge med og uden traumer i bagagen, det være sig danskere, som har boet nogle år i det fjerne. Formålet med reglerne har i KOV-regeringens tid været at ramme "de brune". Forringelsen har bestået i nedsættelse af kontanthjælp i form af "kontanthjælpsloft" (et bredt forlig), 300 timers regel (et bredt forlig), starthjælp, beskæring af børnefamiljeydelse m.m. Tryghed? Universalisme? Næh, udgrænsning, eksklusion, tilstræbt fattigdom. En del af lovvedtagelserne blev officielt begrundet (blandt andet fra forligsdeltagende radikale og socialdemokrater) med, at nedsættelse af ydelserne ville "motivere" de pågældende til at søge arbejde. Men de motiverede jo ikke arbejdsgiverne til at ansætte ...

De gamle: et af dagens hotte temaer efter statsministerens nytårstale er afskaffelse af efterlønsordningen. Motivet angives at være fremtidig mangel på arbejdskraft samt ordningens træk på statskassen. Antropologien bag forslaget er den ur-liberale: hvis mennesket frit kan vælge, vil det vælge arbejdsfrihed med løn frem for arbejde for løn. Så: uden efterlønsordning vil flere vælge at (søge) arbejde. Imidlertid er der sket en del på ældreforsørgelsesområdet siden 1979. Især har stort set alle ordinært beskæftigede på det private og det offentlige arbejdsmarked opbygget pensionskasseordninger siden 1989. Det gælder altså også medlemmer af A-kasserne, som undtagelsesfrit arbejder under overenskomst og dermed har pensionsopsparing. En meget stor del af de fremtidige mulige efterlønsmodtagere har altså andet end efterlønnen at "falde tilbage på": kassepension og evt. nedsparring i ejerbolig. Hvis private eller offentlige arbejdsgivere ønsker at holde på dem, må de altså gøre det attraktivt at være på arbejdspladsen! Et lidt mindre hot tema er den relative beskæring af folkepensionen, som er foregået i kraft af "satspuljeforliget" siden 1990, hvor pensionerne jo stiger ca. en halv pct. mindre end lønudviklingen. En beskæring som alle Folketingets partier minus Enhedslisten står bag.

Strukturreform 2005 og dens virkninger - liberalistisk leninisme
En velfærdssamfundshistorie må nødvendigvis omhandle indretning af og samspil mellem samfundsinstitutioner, ikke kun statslige velfærdsydelser.

Ovenfor er nævnt 1970'er-reformens system: stat - 14 amter - 275 kommuner. Grundkonstruktionen var "faglig bæredygtighed": enhederne skulle have et befolkningsgrundlag, som passede til de opgaver, der skulle løses: skoler, daginstitutioner, biblioteker, hjemmepleje, plejehjem, lokal planlægning, vej- og vandforsyning, lokal busdrift, beredskab m.v. i kommunerne; miljøtilsyn, sygehuse, gymnasier, regionale veje og buslinier og specialiserede sociale institutioner i amterne; og overordnet planlægning, infrastruktur, krigsvæsen, justitsvæsen under staten. Stort set fungerede det tredelte system godt siden 1970. Enkelte kommuner var nok lige små nok til en ordentlig opgaveløsning, men det kunne klares ved sammenlægninger. Kommunerne i hovedstadsområdet fik aldrig en brugbar kommunalreform. Opgavekommissionen udgav i 1998 en stor betænkning om de offentlige opgavers indretning og organisering.

I årene 1980 til 2007 fik amter og kommuner beskåret deres økonomiske selvstyre mærkbart. Dels indgik regeringerne "frivillige" aftaler med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen om størrelsen af de samlede skatteopkrævninger og udgiftsrammer; dels pressede de respektive foreninger hårdt på kommuner/amter for at få overholdt rammerne. Senest har det snævre KOV-flertal fået vedtaget lovgivning, som beskærer bloktilskud til enkelte kommuner, hvis disse hæver skat hhv. overskrider udgiftsbudget. Amter/regioner og kommuner er blevet påtvunget rollen som udfører af og prügelknabe for statslige velfærdsbeskæringer uden selvstændig mulighed for at bestemme økonomien - en ganske voldsom omlægning af velfærdssamfundet siden 1970'ernes proklamerede kommunale selvstyre. Eksempel: Århus Kommune har reageret på vækst i antal handicappede med at skære ned på ydelserne til den enkelte handicappede, angiven grund: at overholde statens udgiftsrammer. To nedskæringsrunder i 2007 og 2011. Bestræbelsen forventes at fortsætte i 2011 og 2012 og ...

I 2005 fik daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen skaffet flertal for en strukturreform, til ikrafttræden 1. januar 2007. Amterne blev nedlagt, fem regioner fik sygehusopgaven og et residual af specialiserede socialinstitutioner - og ingen skatteopkrævningsret. Kommunerne blev lagt sammen til i alt 98, mod hidtil 275.

Mere usynlig, og u-beskrevet i samfundsstatistik, er virkningen af at kommunerne ved 2007-reformen har fået hele forsynings- og finansieringsansvaret på det specialiserede socialområde. Regionerne driver kun det antal pladser i sådanne institutioner, som kommunerne efterspørger. Deraf er fulgt nedlæggelse af kapacitet og betydelig besparelser og afspecialisering på fx tale-høre området, børne-unge-rådgivningsområdet, døgninstitutioner for sværere handicappede m.v. Allerede i 2010 er resultaterne mærkbare. Derom kan en smule læses i redegørelserne fra De Regionale Udviklingsråd, som i 2008-2010 skulle berette til regeringen om udviklingen på det sociale område og specialundervisningsområdet i regioner og kommuner. Men talmaterialet er mangelfuldt og beskrivelserne er mangelfulde.

Udviklingen er ikke kun strammere statslig økonomisk rammestyring af kommuner og regioner. Den lovgivning, som i 1970'erne gav stor kommunal frihed til at vælge strukturer og løsninger, er igennem hele perioden blevet ændret et utal af gange[2], med stadig flere detailreguleringer.

I forbindelse med 2007-reformen blev en del af disse love ophævet - men man vedtog bemyndigelseslove: ministrene er bemyndiget til at udstede bekendtgørelser på områderne med endnu flere detailregler til følge. Der er regler om bestemte metoder i sociale sager, om opfølgning af sager, om kontrol af sygemeldte. Der er regler om antal ansøgninger, som den ledige skal skrive pr. uge. Der er en regel om sygedagpenges ophør efter 52 uger og seks forskellige regler til alligevel ikke at standse sygedagpenge efter 52 uger. Der er regler om forskellige refusionssatser for forskellige slags aktivering, der er sagsbehandlingsforskrifter, herunder om aktivering, som skal være fulgt, for at kommunen kan få den rigtige procentdel refusion af udgifterne. Der er regler om, at kommuner skal "udlicitere" bestemte procentdele af opgaveløsning, regler som har ført til ansættelse af en del dygtige akademikere, som kan udarbejde licitationsdokumenter ...

Regeringen elsker Lenins ord: "tillid er godt - kontrol er bedre". Regeringen kender ikke Peter Nannestads ord: "Kontrol er godt - tillid er billigere".

Én af konsekvenserne af aktiveringsregler plus kontrol er, at unge aktiveres ved at blive sat hurtigt ind i studier, som de så opgiver igen - med nederlagsfølelse for sig selv og med pædagogisk og administrativt bøvl for uddannelsesinstitutionerne til følge.

Har vi råd til velfærdssamfundet?
Et lavpraktisk svar gav Socialdemokratiets formand Anker Jørgensen i form af et politisk forsvar for solidaritetsprincippet: "Vi socialdemokrater går absolut ikke ind for, at befolkningen skal belæsses med unødige skattebyrder. Men det er pop-politik at ville bilde folk ind, at man helt eller delvis kan skære be­talingerne til det offentlige væk. Læg vel mærke til, at de, der taler om besparelser, reelt mener, at de regninger, der hidtil er blevet betalt af det offentlige, nu skal betales af folk selv. Hvad enten det drejer sig om lægehjælp, uddannelse eller sociale goder, så er det jo menneskelige behov, der skal dækkes. Hvis man overlader det til folk selv, så for­svinder hele meningen med vores fordelingspolitik - det er de dårligst stillede, der rammes. Skatterne i sig selv udgør en beskyttelses-mekanis­me. Det er gennem dem, vi påtager os vore solidariske forpligtelser - og gennem dem, vi selv beskyttes". Aktuelt, september 1974.

Hvis en vis del af samfundets produktive ressourcer skal anvendes til sundhedsindsats og uddannelse, kan vi politisk vælge, om indsatsen skal betales af den enkelte via et marked - eller via et skattesystem.

Mere hot er spørgsmålet: skal samfundet bruge ressourcer på hjælp til handicappede - eller skal vi lade være? I Århus har byrådet i januar 2011 lagt at møde en vækst i antal handicappede med beskæring af hjælpen til den enkelte handicappede. Man har vedtaget, at de handicappede må deles om et fast beløb, uanset at der bliver flere af dem - samtidig med, at byrådet siden 1997 har "fastfrosset" provenuet af ejendomsskat". Hvis man havde beholdt grundskylds- og dækningsafgiftpromille på 1997 niveauet, havde kommunen årligt fået godt 400 mio. kr. mere i kassen. Og man kunne stort set have undladt den seneste sparerunde, hvor alle byrådets partier minus Enhedslisten beskar budgettet med 532 mio. kr. Valget har klart stået mellem kollektivt finansieret velfærd og rødvin til grundejerne - og valget var: rødvin til grundejerne.

Det virker patetisk, når Lars Løkke Rasmussen annoncerer, at afskaffelse af efterlønnen skal "redde velfærdssamfundet" - samtidig med at han letter skatterne med godt og vel samme beløb.

Spørgsmålet er altså rettelig: VIL vi have råd til velfærdssamfundet, også selvom det betyder lidt mindre rødvin til grundejerne.

Hvad har hvilke politikere på hvilke tidspunkter villet med det? - og: er det klart, hvor hvilke af dem vil hen med det nu?

Det første spørgsmål mener jeg at have svaret på forskellige steder ovenfor.

Det andet spørgsmål er sværere. Anders Fogh Rasmussen (AFR) erklærede i 1993-programmet Fra socialstat til minimalstat. Hans argumentation er, at eksistensen af fx en folkepensionsordning medfører, at folket udvikler en slavesjæl. I afslutningen af bogen konstaterer AFR: "At forvandle Danmark fra socialstat til minimalstat lader sig ikke gøre fra den ene dag til den næste. Det er en proces, en lang og sej proces. ...". Lars Løkke Rasmussen har i 1997 udgivet debatbogen: Hvis jeg bliver gammel, hvori han argumenterer for, at folkepensionen skal afløses af en individuel pensionsopsparing, og har i 2011 givet sit bud på (mindre) ældreforsørgelse.

Også Helle Thorning Schmidt har ytret sig om et enkelt aspekt af velfærdssamfundet, efterlønnen, i en tidligere bog. Regeringsalternativet Villy-og-Helle har erklæret at ville afskaffe "fattigdomsydelserne", kontanthjælpsloft og starthjælp og 300/450 timers-regel. Men en lidt mere udfoldet vision om velfærdssamfundets udvikling ses ikke i deres respektive partiprogrammer. "Tryghed" er i programmerne "Fair forandring" og "Fair løsning" tryghed mod boligskatteforhøjelser (!). Hvadsomhelst skal moderniseres og skal vedligeholdes bedre, og de unge skal uddanne sig hurtigere. Der skal skabes flere jobs. Men der står ikke noget om tryghed mod arbejdsløshed. Ikke noget om afskaffelse af fattigdom generelt. Ikke noget om ændret eller uændret fordeling af velfærdsfunktionerne mellem privat-markedsmæssig og offentlig-skattefinansieret.

At globalisering, udflagning af jobs og indvandring af lavtlønnede arbejdere kan give anledning til overvejelser om den fremtidige indretning af samfundet, turde være indlysende. Ingen af partierne har budt på sådanne overvejelser - bortset jo altså fra AFR, som vil lade markedet bestemme det hele.

At en fremtidig ændret befolkningssammensætning bør give anledning til en del overvejelser om fordeling og finansiering af velfærdsfunktionerne, turde være lige så indlysende. Selve forsørgelsesspørgsmålet er jo langt hen besvaret ved opbygning af arbejdsmarkedsmæssige pensioner - hvorved, som Bent Rold Andersen for år tilbage påpegede det, politikerne har fraskrevet sig nogle fordelingspolitiske handlemuligheder i fremtiden! Det løser ikke fordelingsproblemet - thi de flere ældres forbrug skal jo stadig leveres ud af den løbende produktion og står derfor ikke til rådighed for de yngre. Så politikerne skal løse fordelingsproblemet, uden at kunne røre ved fondene!

Hvis de ældre i fremtiden har bedre helbred, er det ikke givet, at pleje- og omsorgsefterspørgslen vil vokse nævneværdigt. Populært sagt: hvis vi kun er rigtig sløje det sidste par leveår, vil behovet for plejepersonale være næsten konstant. Men uanset om der bliver uændret eller større behov for plejeindsats, står vi med spørgsmålet: skal indsatsen finansieres ved skat på hele befolkningen - eller ved at de gamle selv skal betale, enten til et privat firma eller til kommunen? Makro-økonomisk er det ét fedt: den arbejdskraft, som skal bruges til formålet, er den samme - og den står så ikke til rådighed for industriproduktion (som vel for resten til den tid er flyttet til Hviderusland).

Afslutningsvis må jeg konstatere, at det ikke lader sig gøre at finde klare visioner hos politikerne om, hvordan et fremtidigt velfærdssamfund skal se ud. End ikke om det skal være et fuld beskæftigelsessamfund, eller et samfund uden fattigdom. Endsige hvilke midler de vil tage i brug til at komme frem til de ikke formulerede overordnede mål.

Litteratur:
Anders Fogh Rasmussen (1993): Fra socialstat til minimalstat.
Lars Løkke Rasmussen (1997): Hvis jeg bli'r gammel - en ældrepolitisk debatbog
Gunnar Viby Mogensen (2010): Det danske velfærdssamfunds historie: tiden efter 1970 bd. I og II
Viggo Jonasen (2009): Dansk Socialpolitik 1708-2008 e-udgave på www.viggojonasen.dk
www.Fair løsning på krisen.dk, hvor og så kan hentes programmet
Fair forandring - begge udarbejdet af Socialdemokratiet & SF


[1] analyseskemaet er inspireret af figurer som "forsørgelsestrekanten" og "forsørgelsesdiamanten": Men ved at vælge den her præsenterede opstilling, bliver det også muligt at kigge på ligheder/uligheder, som forsørgelsestrekanten ikke kan håndtere. Fx må kirken i dansk kontekst i begyndelsen af 1800-tallet jo klart henregnes til staten, mens den i "forsørgelsestrekanten" oftest henregnes til "livsverdenen" sammen med familien. I dag bør der nok tegnes en ekstra "kontrol" pil fra kommunen til individet - men der er for lidt plads i tegningen!

[2] se herom f.eks. Viggo Jonasen (2009): Dansk Socialpolitik 1708-2008, e-udgave på www.viggojonasen.dk