Så er bunden nået - overenskomsterne i den offentlige sektor tegner til at blive historisk ringe
Af Jens Lind

Offentliggjort: 15. februar 2011
Det ser ikke lovende ud for de offentligt ansatte. De skal ikke regne med at få mere i løn ved de igangværende overenskomstforhandlinger. Tværtimod. Som overenskomsterne er skruet sammen, skylder de faktisk deres arbejdsgivere penge. Igennem de senere år har lønstigningerne i den offentlige sektor været på godt 3 pct., mens den kun har været godt 2 pct. i den private sektor. Så ifølge overenskomsternes taktreguleringsordning skylder de offentligt ansatte godt og vel 1 pct. af deres løn til deres arbejdsgiver - Personalestyrelsen og CFU har faktisk regnet ud, at reguleringsordningen vil være minus 1,46 pct. pr. 1. april 2011.

Med en stigning i forbrugerpriserne på næsten 3 pct. (2,8 pct. i december 2010) ser det sort ud for bare at bevare - for ikke at sige genskabe - lønnens købekraft, som forhandlerne på lønmodtagersiden da også havde erkendt allerede inden forhandlingerne formelt gik i gang i november 2010. Spørgsmålet er egentligt blot, hvor meget reallønnen kommer til at falde, som KTO's chefforhandler udtrykte det: "Vi kan ikke sikre folks realløn, men vi skal gå efter at sikre købekraften i det omfang, som det overhovedet kan lade sig gøre". (Politiken, 24. november 2010)

Baggrunden
Der er en verden til forskel fra den sidste overenskomstforhandling i 2008 til nu. Dengang kørte alle hjul på højeste omdrejninger, arbejdsløsheden var historisk lav og den private sektors overenskomster fra året før havde resulteret i historisk høje lønstigninger, som alle eksperterne udtrykte det. Fagforeningernes mobilisering var også bemærkelsesværdig. Nu skulle de offentligt ansatte have deres retfærdige del af kagen, og specielt FOA og fagforeningerne i Sundhedskartellet var meget aggressive og måtte ud i en konflikt, inden resultatet kom i hus. Siden har krise og stigende arbejdsløshed sat en anden dagsorden. Nu skal det offentlige spare, og specielt inden for uddannelses-, sundheds- og socialområdet er afskedigelser begyndt at høre til dagens orden.

Selv om forventningerne både blandt de offentligt ansatte og deres organisationer dermed er blevet meget beskedne, kan regeringens politiske situation udmærket medføre, at den også modererer sig. De meget stærke udmeldinger om efterlønnens afskaffelse har ikke vist sig at give det ønskelige comeback i meningsmålingerne og specielt de konservatives kamikazekrav om sænkningen af skatterne (for de rige) peger i samme retning - nedad. Dette kunne tyde på, at befolkningen endnu ikke er modent til at acceptere de helt store afsavn i den ansvarlige økonomiske politiks hellige navn, så arbejdsgiversiden - regeringen - vil sandsynligvis ikke vove at udnytte beskedenheden hos de ansattes forhandlere ud over alle grænser. En egentlig nominel lønnedgang vil formodentlig være helt urealistisk at satse på for regeringen. Det ville nok jage for mange stemmer væk fra de ansvarlige partier.

Forhandlingerne og det foreløbige resultat
Også overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor kan virke uoverskuelige. Et utal af organisationer forhandler med tre arbejdsgivere: staten, regionerne og kommunerne. Som regel, og også i år, foregår de væsentligste forhandlinger mellem KTO og KL og regionerne om de kommunale og regionernes overenskomster, som omfatter omkring 650.000 ansatte, og mellem CFU og Finansministeriet om de statslige overenskomster, der dækker omkring 180.000 ansatte. Formelt er det altså tre områder, der kører separat, men i realiteten bliver forhandlingerne som regel styret og koordineret af finansministeren. På lønmodtagersiden er centraliseringen som regel også ret udpræget, men bag kulisserne foregår der et kolossalt koordineringsarbejde under selve forhandlingerne, og nogen gange har det vist sig vanskeligt bare at få prioriteret de generelle krav gennem hele den proces, der fører til et fælles papir, der sendes til arbejdsgiveren. Det brød sammen i 2008 men ser ud til at holde her i 2011, selv om der er en hel del uenigheder om nogle af detaljerne, f.eks. om principperne i styringen af de lokalt aftalte lønandele.

Sammenlignet med 2008 har denne overenskomstrunde været præget af en utrolig afdæmpethed fra både lønmodtager- og arbejdsgiverside. Det skyldes sikkert, at der for begge parter ikke er meget at råbe op om. Mobiliseringen på lønmodtagersiden har i hvert fald været fuldstændigt fraværende og arbejdsgiverne har jo krisen, underskuddet på de offentlige budgetter og sparekravene at referere til - foruden den for meget udbetalte løn igennem de seneste år.

De mange underudvalg, hvor der forhandles specielle krav og ønsker, gik planmæssigt i gang og efter at have forhandlet med stigende intensitet, begyndte resultaterne at vise sig sidst i januar og begyndelsen af februar, hvor det blandt andet blev aftalt, at samarbejdsudvalgenes opgaver i højere grad gøres valgfrie, at TR-beskyttelsen ved afskedigelser forbedres, og at seniordagene videreføres osv.

De afgørende forhandlinger blev i flere omgange udskudt, men man nåede alligevel frem til den afgørende aftale mellem finansministeren og de statslige organisationer allerede den 12. februar. Den væsentligste aftale var, at lønnen forblev uændret i 2011 og stiger med 1,7 pct. i 2012. Videre fik de grupper (militæret og politiet), der har en tidlig pensionsalder ved 60 år, hævet denne til 62 år. Derimod fik finansministeren ikke gennemført en øget adgang til den såkaldte plus-tid, lige som fagforeningerne ikke fik en forbedret tryghedsaftale.

I skrivende stund er kommunernes og regionernes aftaler ikke forhandlet færdig. Men det er helt sikkert, at disse overenskomster ikke kommer til at afvige ret meget fra statens område. Nu er niveauet lagt - og bunden nået.

Og hvad så?
Hvordan man end vender og drejer dette resultat, er det vel det ringeste overenskomstresultat efter Anden Verdenskrig set fra lønmodtagernes side. Det er bemærkelsesværdigt, at deres forhandlere efter forliget beklager, at reallønnen desværre ikke kunne sikres. Det havde de det heller ikke godt med men må jo alligevel have vurderet, at deres medlemmer vil bakke op om resultatet. Det er formodentlig også det mest sandsynlige resultat af de forestående urafstemninger.

Der er som nævnt to argumenter for dette mådehold, nemlig hensynet til den offentlige sektors økonomi og den relativt lave lønstigning i den private sektor. Begge disse argumenter bliver fremført af arbejdsgiverne, altså regeringen, og fagforeningerne accepterer dem. Det er det sidste der er bemærkelsesværdigt. Der er kun en liberalistisk tankegang til grund for et ræsonnement, der støtter disse præmisser. Efter at have smidt rundt med penge i starten af krisen i 2009 er regeringen - og de andre europæiske regeringer - nu slået ind på sparevejen. Vi skal spare os ud af krisen: nu skal regningen betales. Men hvorfor skal offentligt ansatte betale for de ekstreme profitter, der blev realiseret under højkonjunkturen og hvorfor skal de acceptere at betale for de skattelettelser, der nydes i det nordsjællandske whisky-bælte? Hvorfor hævder fagforeningerne ikke, at den offentlige sektor netop kan bruges til at trække landet ud af krisen i stedet for blot på forhånd at erklære sig enige i den borgerlige regerings liberalistiske analyser?

Og hvorfor skal offentligt ansatte suge på lappen, når bankerne og andre store koncerner igen høster massive overskud hjem?

Og hvorfor skal lønudviklingen i den offentlige sektor absolut være lavere end i den private? Det eneste argument for dette er, at det skal være markedet, der sætter niveauet for lønnen, og dogmet er, at den offentlige sektor ikke agerer på markedsvilkår. Det gør den private sektor, specielt eksporterhvervene, men også alle andre private erhverv, da de er konkurrenceudsatte på hjemmemarkedet, mener man. Derfor er det den private sektor, der skal lægge niveauet for lønnen, og ansatte i den offentlige sektor skal aflønnes på et lavere niveau, da udgifterne til deres løn i sidste ende pålægges priserne og derfor hæmmer konkurrenceevnen. Dette er den herskende opfattelse, og det er vel ud fra en sådan grundopfattelse, at de faglige organisationer i den offentlige sektor (næsten) altid står med hatten i hånden og er taknemmelige for, at det kun drypper på dem, når det regner på præsten.

Hvorfor argumenteres der ikke for, at en velfungerende offentlig sektor er betingelsen for, at samfundet i det hele taget kan fungere og hænge sammen? Og videre argumentere for at de centrale betingelser for en velfungerende privat sektor netop er tilfredse, motiverede og velfungerende offentligt ansatte?

Denne ydmyghed hos de faglige folk kan undre. Videre kan det undre, at et så magert resultat bliver accepteret i den nuværende politiske situation med et forestående valg. Regeringen og deres borgerlige apologeter er fulde af anklager over, at fagforeningerne har valgt side. Fagforeningerne støtter angiveligt de nuværende oppositionspartier. Og sådan har det da også set ud med støtten til S-SF-planen og modstanden mod regeringens planer om afskaffelsen af efterlønnen. Men dette forlig på det statslige område kan kun tolkes som en klar støtte til regeringen. Det er en stor fjer i hatten på regeringen, at de faglige organisationer tager deres del af ansvaret for at gennemføre regeringens økonomiske politik - og oven i købet har accepteret en forløber for afskaffelsen af efterlønnen (den senere pensionering af visse statsansatte).  

Hvorfor støtter de faglige organisationer en regering, der i de senere mange år har ført en klar lønmodtager- og fagforeningsfjendtlig politik? Er det fordi de først og fremmest opfatter sig selv som ansvarlige aktører, hvis fornemste opgave er at medvirke til at holde ro på bagsmækken?

I hvert fald er det mest sandsynlige, at der nu indledes en oplysningskampagne, hvor alle fordelene ved det indgåede forlig bliver fremhævet, det udsigtsløse i yderligere forventninger og krav bliver påpeget, og det bliver anbefalet medlemmerne at stemme ja.

Et vigtigt argument bliver nok at bunden er nået - det bliver ikke værre, hvis blot vi tager vores del af slæbet med at rette op på økonomien.