Marxismekritikken: Højrefløjens historieforfalskning og den fremadskridende ensretning
Af Curt Sørensen

Offentliggjort: 15. februar 2011
I sin 'Mein Kampf' karakteriserer Adolf Hitler 'marxismen' som "en som social dyd og næstekærlighed maskeret vandrende pestilens, som menneskeheden hurtigst muligt burde befri jorden for" og udbryder anklagende, at "marxismens jødiske lære forkaster naturens aristokratiske princip". Og under de store nazi-demonstrationer i Weimarrepublikkens gader bar de uniformerede SA-folk store skilte og bannere med påskriften "Tod dem Marxismus". Kampen mod 'jøde-bolsjevismen' var som bekendt også det gennemgående tema i Det tredje Rigs krigspropaganda.

I dag, i nutidens Danmark, fremfører Dansk Folkeparti så et krav om oprettelse af et center for 'marxismens forbrydelser'. Ikke 'kommunismens forbrydelser', og slet ikke 'stalinismens forbrydelser', men 'marxismens'.   Det er symptomatisk, at netop Dansk Folkeparti er den drivende kraft bag dette forslag. Mere interessant, men i grunden måske ikke så overraskende endda, er det at forslaget har så bred opbakning i V og K. Opbakningen og synspunktet har som baggrund en bredere højreradikal bølge i Europa gennem de senere år og har dertil også som forudsætning nogle historiske rødder samt en for højrefløjen karakteristisk opfattelse af samfund og historie.

Man har herunder helt fortrængt (eller aldrig vidst) at Marx var en af de mest fremtrædende fortalere i det 19 århundrede ( længe før de andre) for demokrati og en skarp kritiker af den autoritære preussiske stat, det russiske voldsherredømme og den franske bonapartisme, en beundrer af polakkernes opstande mod det russiske fremmedherredømme og en varm tilhænger af Nordstaterne i den amerikanske borgerkrig. Man har ingensomhelst forståelse for tid og kontekst i den aktuelle  politisk-idologiske plapren løs om 'marxismen'.

Man har glemt (eller aldrig vidst) at toneangivende vesteuropæiske  socialdemokratier helt op til et stykke ind i den kolde krig opfattede sig selv som 'marxistiske partier' , at den marxisme som Hitler kritiserede ud fra sine ungdomsoplevelser i Wien var den kontinentale socialdemokratiske marxisme, og at ofrene for nazismen i dens første udfoldelse og i magtovertagelsens år og de første år derefter  ikke blot var jøder og kommunister, men også socialdemokrater.

Man har fortrængt, at Marx er en af klassikerne i den samfundsvidenskabelige traditions udfoldelse gennem de sidste 150 år og anerkendt som sådan og betragtet som en seriøs udfordring af også modstandere fra. Max Weber til Anthony Giddens, og man overser at al samfundsvidenskabelig forskning og teoriudvikling består i en fortløbende konfrontation af forskellige teorier og opfattelser.

Endelig lader man forenklende manipulerende stalinismens forbrydelser udspringe af noget som Marx skrev i en bog i 1848. Hvilken ufattelig forsimplet opfattelse af ideers rolle i historien. Og hvilken a-historisk useriøs Marx-tolkning.

Men det drejer sig ret jo beset slet ikke om Marx, men om en ny omgang af det europæiske højres historiske kamp mod det europæiske venstre, om en øget risiko for en genfødelse af fascismens samfundsideal, men i dag iklædt en anden sprogdragt, samt en bevægelse væk fra det demokrati vi har kendt siden afslutningen af 2. verdenskrig. Højrefløjens politiske diskurs er herunder præget af en gennemgående historieforfalskning, en overfladisk samfunds- og historieanalyse, og af forsøg på politisk kriminalisering af og tankekontrol med anderledes tænkende.

Gennem den sidste halve snes år er den europæiske venstrefløj på det nærmeste blevet kriminaliseret, stemplet som 'udemokratisk' og rummende autoritære tendenser og holdninger. Omvendt synes den borgerlige højrefløj - såvel af liberalistisk som konservativ observans - at have taget patent på demokratisk sindelag. Selv højrepopulistiske og højradikale grupper og partier fører sig i dag frem som demokratiets vogtere.

Men generelt i Europas historie var 'Højre' imod og 'Venstre' for demokratisering. Dette var simpelthen et hovedstridsspørgsmål i kampen mellem 'Højre' og 'Venstre' i europæisk politik. 'Demokrati' var for det europæiske 'Højre' et skældsord og noget, man længe frygtede og modarbejdede. Omvendt var kravene om almindelig valgret, parlamentarisme og demokratiske rettigheder de politiske hovedkrav i det europæiske 'Venstres' ideologi og politik.

Hovedstrømningen i det europæiske 'Venstre' var socialdemokratierne, og det var den socialdemokratiske arbejderbevægelse, der var den primære aktivt drivende kraft i kampen for demokrati mod den udemokratiske højrefløj og med liberalismen som en ambivalent og i mange lande modstræbende tendens. Den samlede demokratiseringsproces var naturligvis mere kompleks. Den økonomiske udvikling og deraf følgende sociale forskydninger var en vigtig forudsætning. En anden afgørende faktor var udfaldet af 1. verdenskrig. Mellemkrigsperiodens mange demokratisammenbrud og etableringen i store dele af Europa af højreautoritære og fascistiske regimer understreger dog den manglende automatik i udviklingen.

Det blev udfaldet af 2. verdenskrig der sikrede det afgørende gennemslag for demokrati i Europa. Højrefløjens spektakulære omvendelse til demokrati kom generelt og først for alvor efter Stalingrad og El Alamein og hang i det hele taget sammen med udfaldet af krigen, udviklingen efter 1947 af den kolde krig, samt opløsningen i løbet af 'den gyldne periode' fra ca. 1950-73 af den sociale trussel nedefra.

Gennemslagskraften her var til gengæld så stærk og indvirkningen af den efterfølgende kolde krig så afgørende, at den demokratiske diskurs i dag er blevet altdominerende. Historien igennem var ordet 'demokrati' nærmest et skældsord. I dag vil alle være demokrater. Selv de højrepopulistiske, højreradikale og neo-fascistiske partier, bevægelser og grupper, der i løbet af de seneste 20 år er blevet så stærke i en lang række europæiske lande. smykker sig med betegnelsen 'demokrater' og hævder at kæmpe for 'demokrati'. Den gamle MSI-leder Gianfranco Fini i Italien fremtræder i dag som demokrat. Det er tidstypisk.

Tidstypisk er også den bagudvendte korrektion. Omskrivningen af historien. I renvaskningen af sin egen historie og som led i de vedvarende forsøg på at dæmonisere venstrefløjen har den europæiske højrefløj udviklet flere ideologiske konstruktioner. En af disse er myten om det altid demokratiske højre og påstanden om udemokratiske venstre. Det er f.eks. denne mytologi der kommer til udtryk i regeringens 'demokrati-kanon', hvor historieforfalskningen er gjort til statsideologi.

Fortrængt er ligeledes vestmagternes periodevise samarbejde med det stalinistiske Rusland og den kyniske opdeling af Østeuropa i slutningen af 2. verdenskrig: I 1918-21, da revolutionen endnu var ung, bekæmpede vestmagterne oktoberrevolutionen og dens resultater med væbnet intervention. I 1930'erne, da den stalinistiske terror var på sit højeste, vandt Sovjetunionen derimod officiel anerkendelse fra de vestlige stormagters side. I 1933 anerkendte USA Sovjetregeringen, i 1934 blev Sovjetunionen optaget i Folkeforbundet og i 1935 indgik Sovjetunionen og Frankrig en forsvarspagt. Under II Verdenskrig var Sovjetunionen 'den store allierede' og i oktober 1944 delte Stalin og Churchill på et møde i Moskva Østeuropa og Balkan op mellem sig i 'indflydelsessfærer'.

Under den efterfølgende kolde krig blev Sovjetunionen så igen til 'det onde imperium' og nazi-Tyskland og Sovjetunionen blev slået sammen i én kategori af 'totalitære stater'. I samme altomfavnende begrebsmæssige brokkasse har man så her i de senere år tillige smidt 'islamismen'. Så er alle de onde kommet i samme kategori skarpt adskilt fra os som er de gode. Har vi nogensinde haft sympati for fascismen og nazismen? -aldrig.

Men højrefløjens historieskrivning er ikke blot fuld af fortrængninger og tilsløringer, den er også utrolig ensidig og overfladisk. Fra Edmund Burke til Hayek har højrefløjens teoretikere været monomant optaget af ideernes rolle. Men er dette en god tilgang til samfundsanalyse og historieskrivning? Vist spiller ideer en rolle, men ofte netop som ideologier, myter. Konteksten, de historisk-strukturelle forudsætninger og betingelser, er afgørende for aktørernes valg og handlinger, herunder også for ideologiernes karakter og funktioner. Ideologierne udvikler sig endvidere fortløbende i de faktisk forløbende samfundsmæssige processer og ændrer hele tiden karakter. Endelig kan man aldrig uden videre tage ideologiske påstande for pålydende. Den samlede proces er utrolig kompleks. Men det er den ikke i højrefløjens ideologiske univers. Her er alt såre enkelt:

I højrefløjens ideologiske univers er historien en historie om kampen mellem 'de onde' og 'de gode. Alt gik i grunden godt i verden, indtil nogle onde mennesker udpønsede nogle 'skadelige ideer' (: oplysningsideerne, socialismen etc.) - så gik det galt. Men ved slutningen af det 20. århundrede var der blevet rettet op på alt dette. De gode vandt, og de onde tabte. Lige som i amerikanske film.

Samfunds- og historieanalysen er tilsvarende enkel.  Store samfundsmæssige udviklinger, udvikling-underudvikling, statsdannelserne, nationsdannelsernes komplicerede processer, demokratiseringsprocesserne, udviklingen af politiske massebevægelser osv. forklares ensidigt ud fra ideernes rolle. Det samme gælder revolutionerne. Den franske og den russiske revolution fremstilles som resultat af rene konspirationer, udtryk for onde ideers indpas i åbenbart ellers velfungerende samfund.

I det koncept udgør 'kommunismen' -og nu endda 'marxismen'-  simpelthen et fritsvævende fluidum af ondskab og 'tankeforbrydelse', der snart slår ned i ét land, snart i et andet. I stedet for analyser af komplekse forløb og hele spillet mellem historisk strukturelle forhold og aktørers valg og handlinger spises vi af med den simple formel om kampen mellem onde og gode ideer. I stedet for historiske og samfundsanalyser får vi en dæmonologi.

Højrefløjen har herunder overtaget Stalins ideologiske konstruktion fra 1936 om den i Sovjetunionen realiserede socialisme. I en bemærkelsesværdig ideologisk forskydning har højrefløjen tillige overtaget stalinismens historieskrivning om det ledende parti der i 1917 greb magten for derefter i løbet af årene 1917-36 at gennemføre opbygningen af socialismen. I højrefløjens version af denne fortælling er fortegnene dog blevet skiftet ud. Plus er blevet til minus. Men historien er den samme.

Rusland har haft store udviklingsproblemer i tusind år. Det gør ikke stalinismens forbrydelser i det 20 århundrede mindre, men den russiske udvikling påkalder sig unægtelig en forklaring, der er noget mere sofistikeret og dybtpløjende end teorien om et ideologisk lynnedslag i 1917 som ene-årsagen til såvel revolutionen som den efterfølgende samfundsudvikling.

Men det drejer sig her ikke blot om historieforfalskning og dårlig samfundsanalyse. Hele grundkonceptet om 'onde', 'skadelige' ideer leder alt for let over i intolerance, dæmonisering og heksejagt. Forestillingen om 'onde tanker', 'af­vi­gelser', 'tankeforbrydelser' og 'kæt­teri', kravet om 'bekendelser', 'afsvær­gelse' og 'anger', har historien igennem igen og igen ført til forfølgelser af religiøse, etniske, nationale og politiske mindretal. Historisk har heksejagter med særlig nidkærhed været rettet mod afvigere og anderledes tænkende, mod mindre­tal med forholdsvis ringe indflydelse. Ingen kan påstå, at huguenotterne i 1500-tallets Frankrig, katolikkerne i 1600-tallets England, jøderne i 1920'ernes Tyskland, de venstreorienterede i 1950'ernes USA eller systemkritikerne i Sovjetunionen og Østeuropa var magtfulde gruppe, hvis blotte eksistens truede den dominerende sociale og politiske orden. Og det er helt til grin at påstå, at venstreorienterede i dagens Vesteuropa har en enorm indflydelse. Men netop af samme grund er de særligt eksponerede, lige som indvandrere, flygtninge, arbejdsløse og bistandsklienter. Man reaktiverer i dagens Europa et gammelt reaktionsmønster, men forstærket af den moderne kommunikationsstruktur.

I en række europæiske lande føres der herunder i disse år en veritabel klapjagt mod etniske minoriteter og venstreorienterede, sam­tidig med at højreautoritære og neo-fascistiske strømninger og opfattelser (ofte i en nyskabende sammenkobling med neo-liberalistisk økonomisk teori og politik) bliver mere og mere rehabiliterede og stuerene, i nogle lande endda løftet helt op til del i regeringsmagten (: Italien, Østrig, Danmark).

Herhjemme har vi oplevet en såkaldt liberal regering, der startede ud med at nedlægge eller sammenlægger hele forskningscentre og institutter og kræve folk afskedigede med den begrundelse, at man ikke kunne lide deres meninger. Og inkvisitorerne i regeringens højrepopulistiske støtteparti fremfører tilbagevendende krav om statsunderstøttede undersøgelser og centre der skal nå frem til  på forhånd definerede konklusioner. Vi har oplevet offentlig udhængning af navngivne personer og fremførelse af falske beskyldninger. Rummet for afvigende meninger og alsidig debat er blevet drastisk indskrænket i VKO blokkens periode.  

Oven i alt dette  har vi så  gennem de sidste ti år haft et parti, DF, der i en vedvarende bestræbelse på at realisere ideen om den rene, rensede nation vil bestemme hvad vi skal høre om, hvad der skal forskes i og hvad vi skal tænke. Parallelt hermed er retsstaten og pluralismen blevet mere og mere undergravet. Vi er kommet der helt ud hvor et parti som Dansk Folkeparti i stigende grad får lov til at styre forskning, kulturliv, uddannelse, og mediernes indhold samt definere, hvad der er 'demokratisk sindelag', samtidig med at det selvsamme parti indefra, fra magtens højborg, forsøger at transformere vort samfund og vores politik over i retning af et ensrettet nationalt folkefællesskab.  

Curt Sørensens artikel er tillige bragt som kronik i Politiken.