Euro-Memorandum: At konfrontere krisen – nedskæringspolitik eller solidaritet?
Af Europæiske Økonomer for Alternativ Økonomisk Politik i Europa

Offentliggjort: 15. februar 2011
Den økonomiske vækst fortsatte i EU i anden halvdel af 2009, men produktionen var under niveauet fra før finanskrisen og finanssystemet er fortsat skrøbeligt. Efter finanskrisen og den efterfølgende økonomiske krise har EU's stater været oppe mod stigende underskud på grund af prisen på redningspakker til den finansielle sektor, ekspanderende økonomisk politik og tabte skatteindtægter. EU formåede ikke at reagere prompte på de græske problemer med at refinansiere dets offentlige gæld, hvilket førte til spekulation mod euroen og en kriseatmosfære hvor først Grækenland og derefter Spanien og Portugal blev nødt til at introducere drastiske nedskæringsprogrammer. Ved udgangen af året blev Irland, som havde introduceret et strengt nedskæringsprogram i 2009, nødt til at igangsætte et endnu mere drastisk program for at kunne få økonomisk støtte fra eurozones Financial Stability Facility.

Problemerne i de perifere europæiske lande er forbundet med en stigende polarisering i EU, ikke mindst i eurozonen. Tyskland har i over ti år ført en politik der foreskriver lave lønstigninger og har dermed opbygget et stort overskud på landets betalingsbalance. De perifere lande i eurozonen har i stedet fået store underskud og er tvunget til at eliminere disse underskud ved at indføre deflationspolitik. Det vil være umuligt at øge produktionen og reducere arbejdsløsheden i EU uden at gøre noget ved denne ulighed. I sidste ende vil underskudslandenes svaghed lægge en dæmper på overskudslandene, og en fortsættelse af den hidtidige politik vil øge risikoen for deflation og desuden risikere en opløsning af eurozonen.

Arbejdsløsheden i EU steg i 2010 på grund af afdæmpningen af recessionen ikke så kraftigt som i 2009. Denne situation er også polariseret. Mens arbejdsløsheden er meget høj i en gruppe nationer, især Spanien og de baltiske lande, er der en anden gruppe, bl.a. Tyskland, Østrig og Holland, hvor arbejdsløsheden er meget lavere. I EU generelt er arbejdsløsheden højere blandt immigranter, unge og de der har en kort uddannelse. I kølvandet på den omfattende introduktion af nedskæringsprogrammer i 2010 ser det ud til at arbejdsløsheden vil stige yderligere.

EU staterne har til dels været sårbare over for krisen på grund af nedgangen af indtægter, idet skatterivalisering har mindsket satserne for både person- og firmaskat over de sidste ti år. Dette har især været tilfældet i mange central- og østeuropæiske lande. På den anden side har der været en stigning i indirekte skatter, hvilket har en regressiv virkning på indkomstfordelingen.

Den længerevarende nedgang i lønningernes andel af nationalindkomsten blev midlertidigt vendt i 2009, men kun på grund af at profitten kollapsede. Spredningen af lønningerne fortsætter med at stige næsten overalt, selv i de nordiske lande, og er mest markant i Storbritannien og de Central- og Østeuropæiske lande. Denne ulige fordeling af indkomsterne har øget risikoen for fattigdom. I alt lever 84 millioner mennesker i EU i fattigdom. Det er skandaløst at 19 millioner af disse er børn. Samtidig er både antallet af velhavende og værdien af deres formuer steget, hvilket viser den øgede polarisering i de enkelte lande.

Europa gjorde intet for at forhindre fiaskoen ved klimakonferencen i København i slutningen af 2009. Hvis den globale opvarmning skal holdes under 2˚C, skal den globale udledning begynde at falde fra 2011 og denne reducering skal op på 90% i 2050. Ødelæggelsen af biodiversiteten, som yder en stødpude mod klimaforandringer, er nødt til at få en ende. En tro på teknologiske løsninger har fortrængt diskussioner om strukturmæssige ændringer - samtidig har markedsmekanismerne fejlet i at opnå en betydelig udledningsreduktion. En voksende materiale-strøm fra syd til nord er blevet ledsaget af biopirateri i form af intellektuelle ejendomsrettigheder. Nordens i-lande, som primært er ansvarlige for klimaforandringer, må vedstå deres klimagæld.

Kritik af EU's Politik
EU's politik er vendt tilbage til en mere national tilgang. Gældskrisen blev præsenteret som et græsk problem, selvom nordeuropæiske banker også fik problemer grundet store lån til perifere lande. EU har indført finansielle reformer, men disse er endnu svagere end de der er blevet indført i USA. Der kommer ingen restriktioner på bankernes handel med ejendomsrettigheder, og overfor store finansielle institutioner der handler over hele Europa vil fortsat blive kontrolleret af nationale myndigheder. Mens bankerne endnu engang har store overskud, er der ingen effektiv mekanisme til at nedtrappe systematisk vigtige institutione,r der går fallit. De såkaldte Basel III forslag beror på højere kapitalkrav for banker, men dette vil tilskynde regulatorisk spekulation og vil gøre banker mere afhængige af kapitalmarkeder.

Stabilitets- og Vækstpagten er EU's eneste instrument til at koordinere makroøkonomisk politik, men den er meget restriktiv og ikke i stand til at håndtere de nutidige uligevægte i Europa. Opfordringen til at gå væk fra de nødforanstaltninger, der blev indført for at bekæmpe recessionen og få underskuddene tilbage under 3% af BNP inden 2013, virker ganske vilkårlige. Den eneste vej fremad er en økonomisk union med fiskaloverførsler. Tyskland er imod dette og landets forslag om at lade ejere af obligationer tage del i tabene førte til en øjeblikkelig rentestigning for perifere lande og frarøver svagere stater kredit på samme vilkår som deres europæiske partnere. Ved at undlade at gøre noget ved uligevægtene, udøver Tyskland en magtfuld kontraktiv indflydelse på EU, og i særdeleshed eurozonen, selvom landet er et af dem, der får mest ud af euroen.

Den europæiske beskæftigelsesstrategi fokuserer på strukturel arbejdsløshed og er derfor ikke i stand til at gøre noget ved cyklisk arbejdsløshed. Den nyeste version, nævnt i Europa 2020, har til formål at øge beskæftigelsesfrekvensen, men er i realiteten et skridt i den forkerte retning sammenlignet med tidligere udkast: den erstatter flexicurity med en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Også køns-mainstreaming er forsvundet. Der er 6,6 arbejdsløse for hvert ledigt job, men EU anerkender ikke, at det er manglende samlet efterspørgsel der er hovedårsagen til arbejdsløshed.

Uligheder i EU betyder at mens nogle ældre medlemslande kunne sænke skatter som del af deres modtræk til recessionen, blev mange Centraleuropæiske lande nødt til at gøre det modsatte. I modsætning til EU's overdrevne fokus på grænseværdien for fiskale underskud, har EU fuldstændigt fejlet når det kommer til at udvikle et program for skatteharmonisering. EU har sagt meget lidt om tabte statslige indtægter fra skatteunddragelsesordninger, skatteunddragelse og eksistensen af skattely i Europa. Den iver som EU har lagt for dagen, når man forfulgte umådeholdne offentlige lån, er i diametral modsætning til dets forsømmelse af de enorme summer, som banker og globale revisorvirksomheder på deres klienters vegne har flyttet til andre lande.

2010 bliver officielt betegnet som europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. EU's nye strategidokument Europa 2020 har dog kun et mål for at reducere fattigdom: at mindske antallet der er berørt af fattigdom med 20 millioner. EU har desuden ingen konkrete forslag til at opnå dette - blot et flagskibsprogram der er afhængig af den såkaldte "åbne koordinationsmetode".

Europa 2020 er uklar når det gælder miljøpolitik. Den nævner forskellige strategier, mens beslutningerne først vil blive truffet senere. Den understreger vigtigheden af konkurrence, men udtrykker også bekymring for miljøet og udtømningen af naturens ressourcer. Værst er det dog at Europa 2020 ikke anerkender nødvendigheden af strukturelle ændringer i modellen for grænseløs økonomisk vækst. Forsøget på at gøre den økonomiske politik "grønnere" er nødt til at være forbundet med eksplicitte diskussioner og beslutninger - det skal ikke overlades til markedskræfterne. EU har sat et mål om at stoppe nedgangen i biodiversitet i 2020, men det er endnu ikke tydeligt at denne erklærede prioritet vil blive påtvunget landbrugs- og handelspolitikken. Den ambitiøse syvende  Miljøhandlingsplan skal danne grundlaget for at mainstreame miljøhensyn i alle dele af EU's og medlemslandenes politik. Alle fremskridt bliver dog i øjeblikket forsinket af EU Kommissionen.

Alternativer: for større solidaritet
Finans - Den europæiske centralbank burde have større demokratisk ansvarlighed og flytte sin fokus fra 2% inflation til beskæftigelse, opretholdelse af købekraft og det finansielle systems stabilitet. Det nye European Council for Systemic Risk skal være udstyret med forpligtende kræfter. Kontrollen af banker burde være strengere: i stedet for blot at hæve kapitalkravene, som i Basel III, bør banker være underkastet strenge regler, der forhindrer at de tager umådeholdende risici og eksternaliserer disse til skyggebanksektoren. Transaktioner uden for balance burde forbydes. Kooperative banker og banker fra den offentlige sektor burde blive markedsført sammen med mindst én stor offentlig bank for at sikre finansiering for socialt og økologisk attraktive projekter. Ratinginstitutioner skal under offentlig kontrol. Der bør være forbud mod: at banker låner penge til hedgefonde; offshore finansielle centre og derivater i håndkøb. En skat på finansielle transaktioner burde indføres for at begrænse skadelig spekulation og for at skaffe kapital til social og økologisk transformation.

Makroøkonomisk politik - Den miskrediterede Stabilitets- og Vækstpagt burde erstattes af en forpligtelse til at udvide makroøkonomisk efterspørgsel for dermed at fremme fuld beskæftigelse. På lidt længere sigt vil dette kræve nye institutioner. På kort sigt kan eksisterende institutioner, såsom den Europæiske Investeringsbank og European Financial Stability Facility bruges til at finansiere investeringsprojekter over hele EU. Renterne for kreditværdige lånere er endnu lavere end de var før krisen, hvilket signalerer at der ikke er nogen generel krise i de offentlige finanser. EU obligationer garanteret af alle EU regeringer ville signalere en klar vilje til at komme frem til en fælles løsning baseret på solidaritet. Store investeringsprojekter burde også være baseret på en koordineret anvendelse af nationale budgetter og burde føres an af lande med overskud. Overførsler er økonomisk nødvendige for den monetære unions overlevelse og også socialt nødvendige for at sikre social sammenhængskraft. EU burde overtage og garantere en procentdel af alle medlemslandes gæld. Den offentlige gæld der blev pådraget ved at redde den finansielle sektor burde genvindes fra den private sektor gennem en formueskat.

Fuld beskæftigelse og godt arbejde - Den store kløft mellem ledige jobs og antallet af arbejdsløse indikerer at beskæftigelsespolitikken burde fokusere på at skabe jobs. Disse jobs skal være hvad ILO kalder "gode jobs" og burde fremme økologisk bæredygtighed og lighed mellem kønnene. Offentlige investeringer burde skabe jobs specielt for unge, langtidsledige og andre sårbare grupper. En vigtig del af beskæftigelsespolitikken er reduktion af arbejdstiden, og som et første skridt bør den maksimale arbejdstid i Europa reduceres fra 48 til 40 timer om ugen. Nye initiativer om at hæve pensionsalderen bør også omstødes.

Beskatning og anti-fattigdoms programmer - Skatteprocenterne i Europa burde være harmoniseret for at modvirke uligheder. I særdeleshed bør der introduceres en minimumssats for person- og firmaskat for at stoppe den nuværende nedadgående spiral. Mere retfærdighed burde introduceres ved at gøre skattesatserne mere progressive, og desuden ved at sørge for at eliminere skatteunddragelsesindustrien. Den marginale skattesats på høje indkomster burde blive hævet og flade skattesatser burde afskaffes. De højeste satser for person- og firmaskat burde konvergere og formueskat i EU burde være harmoniseret. Skattely burde lukkes og firmaers skattespekulation bør forhindres. Et effektivt anti-fattigdoms program der er rettet mod specifikke grupper (børn, kvinder, ældre, arbejdsløse) skal implementeres og der bør også gøres noget ved fattigdom blandt de der har et arbejde. De lande der har den laveste børnefattigdom er også de lande, der har de højeste skatter.

Bæredygtig udvikling - En fælles tilgang bør snarest muligt komme fra EU og dets medlemslande for at reducere EU's økologiske fodaftryk. Dette kunne også afhjælpe manglen på fremskridt i de globale forhandlinger. Det er nødvendigt med handling for at reducere energiforbruget, tilgangen af materialer, unødvendig transport og EU's negative internationale påvirkning på udviklingslande. Dette burde ledsages af et bredt spektrum af konsultation og ekstensiv politisk deltagelse for at sørge for at dette vil resultere i meningsfulde ændringer i forbrugs- og livsstilsmønstre. Der bør trækkes på den Europæiske Investeringsbank og European Bank for Reconstruction and Development for at få midlerne til de nødvendige investeringer. Markedsinstrumenter har vist sig at være upålidelige og uøkonomiske, når det gælder om at opnå økologiske ændringer. I stedet er der behov for en stærk offentlig andel, når det kommer til at investere i infrastruktur, public service og beskæftigelse der støtter lokal og regional bæredygtighed. Det centrale i politikken bør være en Europæisk Plan for Bæredygtig Udvikling, som går efter almindelig økonomisk, social og økologisk bæredygtighed på alle politiske områder i EU og medlemslandene. Dette skal finansieres på et europæisk niveau, men uden for de nuværende grænser for EU's udgifter. Og en kompetent form for public service skal etableres for at implementere dette arbejde.
(oversættelse: Nyt Europa + Rolf Czeskleba-Dupont; kontakt: nest@ruc.dk)