Historisk Kapitalisme
Af Rolf Czeskleba-Dupont

Offentliggjort: 15. februar 2011
Denne artikel skal ses både som en kommentar til debatten i decembernummeret om Immanuel Wallersteins artikel fra oktobernummeret og  som en introduktion til Euro-Memorandum 2010/2011, som i oversat og forkortet udgave bringes i dette nummer af Kritisk Debat.

I december-udgaven af Kritisk Debat er det et gennemgående kritikpunkt imod Wallersteins (W) argumentation, at den er deterministisk. Påstanden er velkendt. Således siges i det tyske tidsskrift Z. Zeitschrift marxistische Erneuerung: "I W.s tidligere værk ligger et problem i den delvist økonomistiske synsmåde og den dermed forbundne determinisme." Det tilføjes, at denne dog "i hans nyere publikationer næppe er til at finde mere. Her er W.s position delvist forskudt til et mere aktørs-centreret perspektiv." Og: "Nu fremhæver han ofte den historiske åbenhed i samfundssituationen ved starten af det 21.århundrede."(Heinze 2010, 45). Dette sidste ses i W.s omtale af 'verdens-systemisk' kaos.

Flere kommentatorer har da også i debatten i Kritisk Debat kritiseret hans introduktion af kaosteoretiske formuleringer som spiller op til  den moderne naturvidenskabs 'science of complexity'. I  skriftet 'Luk samfundsvidenskaberne op!' (RUC Forlag 1998), som W. var medforfatter af, var ambitionen den, at samfundsvidenskaberne skulle inddrage elementer fra både den moderne, ikke-mekanistiske naturvidenskab og fra teoretisk inspireret humaniora (tænk for eks. på Bertolt Brecht). Den af W. medudviklede verdens-system analyse er således åben til at integrere teknisk-naturvidenskabelige indsigter i forståelsen af industrielle innovationers betydning for, at skiftende regioner indtager føre-positionen i verdenssystemet. Dette forsøger W. ved hjælp af teorien om de lange bølger i verdensøkonomien, som flere debattører ser kritisk på.

Denne del af analysen behøver imidlertid ikke at være  deterministisk. Fernand Braudels historieopfattelse, som W. læner sig op ad, lægger nemlig op til både at forstå strukturernes historie i 'longue durée', de lange tidsrum, og til at være åben over for overraskelser i hændelsernes historie. Tilsvarende 'forudså' W. den tyske genforening i 1986 og var længe før USA's indmarch i Irak 2003 klar over, at US-regeringen ikke var til at standse. Han var også hurtig til at slutte, at US-hegemoniets nedgang under G..W. Bush fortsatte på den politiske side, mens den økonomiske side ifølge W. allerede var krakeleret under Vietnam-krigen: Guld-Dollarens fastkurssystem fra Bretton Woods 1944 endte brat i begyndelsen af 70'erne. Herfra han daterer nedturen inden for den fjerde lange bølge, regnet fra Englands industrialisering.

Allerede i begyndelsen af 80'erne påpegede økonomen Elmar Altvater at økonomerne forgæves ventede på verdensøkonomiens opsving efter denne nedtur, hvor neoliberalismen tog over. Så sent som i år 2000 er geografen Peter J. Taylor i sin lærebog om politisk geografi, der illustrerer verdens-system analysen, inde på det samme. Han sætter et markant spørgsmålstegn ved det opsving, nogle havde spået på basis af 'high tech' og biotek. Det blev til bobler og u-indløste forventninger, måske fordi biotek - til forskel fra gen-diagnostik - er mindre grundvidenskabeligt seriøs, end industrien og myndighederne giver det udseendet af (RCD 2004).

Både økonomiske og politiske determinanter på verdensplan står altså ifølge W. på storm og har allerede ført os langt væk fra det moderne verdenssystems ligevægte i Vestens storhedstid. Som bekendt er to sammenkædede penduler nok til at gøre op med tanken om svingningernes forudsigelighed. Mon ikke den ekspanderende kapitalistiske verdensøkonomi og det interstatslige system (model 1648 fra den Westfalske fred efter 30-års krigen) udgør et sådant dobbel-pendul? Verdens-system analysen opererer altså ikke blot med cykliske (konjunktur-)bevægelser, der reproducerer systemets identitet. Tværtimod skal cyklerne altid ses i relation til irreversible processer (trends), der støder mod ydre grænser (asymptoter). W. indtænker således muligheden for mangfoldige vækst-grænser (Wallerstein 1991).

Med et sådant begrebsapparat kan vi tænke mere komplekst end vi er vant til i fag, der mekanisk-deterministisk hævder at have nøglen til en universel forståelse af 'udviklingen' - om dette så er økonomi, politologi, sociologi eller antropologi. Det er derfor også en misforståelse at betegne W. som økonom. Han går ind for en ikke-disciplinær videnskabsforståelse.

EURO-MEMORANDUM 2010/11
Hvorfor kan det så være relevant at se på nogle (fag)økonomers erklæringer om økonomisk politik i Europa? Sandt at sige er det en indergruppe, der sætter sig sammen hvert efterår og forfatter en tekst, som i 2010 rundede 50 sider. Men først bliver der afholdt et åbent formøde, hvor alle kan deltage i ajourføringen af analyser og i diskussionen af forslag til alternativer. Selvom gruppen i december 2009 mistede deres oprindelige fortænker og mentor, den tyske økonom Jörg Huffschmid (se www.euromemo.eu om en foranstaltning til hans minde et år efter), ser det ud til at projektet er selvbærende. Antallet af underskrivere - der ikke behøver at være enige i alle detaljer - steg fra 300 i 2009 til over 400 i 2010.

Det er i de senere år også lykkedes at udvide den matrix af emner der tages op i memorandum-teksten fra hard-core emner som finansverden, makro-økonomi, arbejdsløshed og beskatning samt fattigdom og rigdom til også at omfatte bæredygtigheds-spørgsmål som energi, miljø og klima. Emnerne gennemgås i hovedteksten i tre tempi: en beskrivende del - årets udvikling med statistiske indikatorer og trends -; en kritisk belysning af de herskende politikker; og endelig de forslag til alternative tiltag, som den internationale skare nu kan blive enig om.

Deltagelse i gruppeprocessen er en betingelse, hvis man vil have indflydelse på resultatet. Dette viste sig i 2010, idet der ikke i teksterne måtte indgå nogen reference til en enkel person som den britiske økonom og historiker Stuart Holland, der ikke deltog i formødet. Han opfriskede ellers i 2010 sine udredninger fra 1992/93 til Delors-kommissionen om euro-obligationernes muligheder for at redde og udnytte det samlede EU's kreditværdighed, som i dag kun bliver standset af Tyskland, mens Frankrig var med til det dengang (Holland 2010). Euro-obligationerne er også nævnt i memo-teksten som et ønskværdigt alternativ. Men Stuart Holland bliver ikke nævnt. Der henvises kun til mit oplæg til formødet på Kreta, hvis første del fortæller om Stuart Hollands forståelse af sagen (RCD 2010; anden del handler om de skove, man i energipolitikken ikke ser for lutter træer).

ANBEFALINGER
Her er det væsentligt, som Holland påpeger, at der for at overføre gældsplagede medlemslandes gældsposter til den Europæiske Centralbank allerede med de nuværende kompetencer ikke skulle mere til end en politisk beslutning i ministerrådet. Brugen af euro-obligationer kunne tilsvarende henlægges til Den Europæiske Investerings Bank (og den Europæiske Investerings Fond, der siden midten af 90'erne er tilsluttet banken, men bliver brugt for lidt). En sådan international solidarisk politik var allerede i 1993 blevet underkendt af den tyske finansminister Waigel og kansler Kohl, idet de ikke kunne se nogen forskel på, om gældsætningen skete på nationalt niveau eller på EU-niveau. Derfor insisterede de på neo-'liberalismens' rigide nedskæringspolitik, selvom Tyskland kunne have finansieret en del af sine kæmpe omkostninger i forbindelse med indlemmelsen af Østtyskland via EU. Men det ville de ikke - ligesom troen på markedets selvregulerende evner helt fra starten af EF betød, at Den Europæiske Investerings Bank kun måtte nævnes i en protokol til Rom-traktaten og blev glemt i politologisk forskning - selvom bankens udlån i dag er mange gange større end Verdensbankens. Men: hellere indgå større udgifter og lade lønmodtagerne betale for det senere. Det var opskriften dengang og blev det igen i forbindelse med finanskrakket - åbenbart ud fra en hård klassekamps position.

Anbefalingerne fra memo-gruppen går nu ikke kun ud på offentlige investeringer til genopretning af makroøkonomien, men også radikale reformer i Europas finanssystemer; internationale transferydelser der kan modvirke regional, social og strukturel polarisering; fuld beskæftigelse og godt arbejde; brug af skattepolitikken til fattigdomsbekæmpelse; samt oprettelsen af institutioner, der kan håndtere en europæisk plan for bæredygtig udvikling, herunder investeringshjælp til øko-sociale projekter. Meningen med disse anbefalinger fremgår af den beskrivende og den analytiske del af memo-teksten. Anbefalingerne kan gennemføres enkeltvis et stykke af vejen eller i bundter. Men det stiller store krav til konstitueringen af handledygtige politiske partier, grupper, fagbevægelser og en regnbue af andre sociale bevægelser - i øvrigt Immanuel Wallersteins vision - når  det gælder kampen om mere lighed i et nyt verdens-system, som han mener allerede er under konstruktion, men uden klar retning.

Abstraktheden i disse ræsonnementer er en svaghed, men de kan da forhåbentligt give en orienterende ramme for ændringen i konkrete, antikapitalistiske praksisser, der bobler op rundt omkring. Hverken Wallersteins analysestrategi, der tager fat på det globale plan først, eller de europæiske økonomers argumenter for en anden økonomisk politik kan her stå for sig selv. Men netop i den nuværende krisesituation må det kunne konkretiseres lokalt, hvilken side af skillevejen der peger på mere solidariske løsninger. Og der må kunne organiseres netværk med knudepunkter, der hjælper til bevidste, strategiske valg og meningsfulde sociale og politiske konstruktioner.

Her følger den korte version af Euro-Memorandum 2010/11, oversat af Nyt Europa og undertegnede. Den udførlige version findes på www.euromemo.eu.

Referencer
Heinze, Eike 2010: Die Gegenwartsdiagnose von Immanuel Wallerstein (samtidsdiagnosen af I.W.). Z 84, December,35-47
Holland, Stuart 2010a: A European monetary fund, recovery and cohesion. (http://www.insightweb.it/web/print/136)
Holland, Stuart 2010b: Financial crises, governance and cohesion: Will governments ever learn up? In: J.Richardson, ed., From recession to renewal: The impact of financial crises on public services.
Czeskleba-Dupont, Rolf 2004: Von der Petrochemie zur high-tech Bioproduktion. Historischer Kapitalismus im Übergang.DAS ARGUMENT, 43, 4/5 (242, Geburt des Biokapitalismus), 515-529
Czeskleba-Dupont, Rolf 2010: Good or bad credits from European sources? Europe's financial credibility is better than populist credits for wood combustion. Paper presented at the 16th Workshop on Alternative Economic Policy in Europe, arr. by EuroMemorandum Group, University of Crete, Sept. 24-26 2010 (www.euromemo.eu
og http://www.insightweb.it/web/content/good-or-bad-credits-european-sources)
Taylor,Peter J. og Colin Flint 2000: Political Geography. World economy, nation state and locality. Prentice-Hall
Wallerstein, Immanuel 1991: Unthinking social science. The limits of 19th century paradigms. Polity Press
Wallerstein, Immanuel m.fl. 1996(1998): Open the social sciences. Report of the Gulbenkian Commission on the Restructuring of the Social Sciences (Luk Samfundsvidenskaberne op!), Stanford University Press (dansk: Roskilde Universitetsforlag)