Protest og perspektiv? 
KD - artikler
[12-05-2013] 
Farvel fredag?
Af: RedaktionenOffentliggjort: 15. februar 2011
Da juristen Mohammad Bouzizis satte ild til sig selv i december sidste år og senere døde af sine forbrændinger eksponerede det en ophobet vrede i den tunesiske befolkning og satte gang i en kortvarig opstand. Få dage efter opstandens begyndelse flygtede diktatoren Ben Ali den 14. januar ud af landet. Først til Frankrig for endelig at få opholdssted i Saudi Arabien. Forløbet op til og selve opstanden tog alle den vestlige verdens ledere og ledende klasser på sengen. Ikke fordi man ikke kendte til de mange protester, men fordi kun få havde ventet en egentlig opstand og endnu færre, at den skulle ende med regimets fald.
Knap fjorten dage senere - den 25. januar - blev der indkaldt til protestdemonstration på Tahrirpladsen i Kairo. Mange var nu begyndt at stille spørgsmålet, om opstanden fra Tunesien kunne forplante sig til Egypten. De fleste kendere af området var nogenlunde enige om, at det var muligt men ikke troligt, al den stund Mubarak-regimet både politisk, militært og kulturelt stod langt stærkere end det korrupte Ben Ali-regime havde gjort. Men den 11. februar meddelte den egyptiske vicepræsident Omar Suleiman, at Hosni Mubarak var gået af som præsident og havde overdraget hele magten til det øverste militære råd med forsvarsminister Tantawi som formel magthaver. Atten dages opstand, hvor styrkeforholdene mellem den folkelige bevægelse og magtapparatet havde bølget frem og tilbage med hele omverdenen reduceret til tilskuere, havde nået sit fremmeste mål - at fjerne Mubarak fra præsidentposten.
Nu drøfter alle kenderne af området så, hvilket af de andre autoritære regimer, der bliver det næste mål for en folkelig opstand. Bliver det Algeriet, Jordan, Yemen eller måske Syrien? Ingen ved det, men mange anser en sådan udvikling for sandsynlig. Især fordi der i de nævnte lande har været optræk til opstand længe. Alene i 2010 blev der i Algeriet registreret mere end 11.000 strejker, mindre protestdemonstrationer og sammenstød mellem mindre grupper og politiet.
Vi skal absolut ikke afvise, at det kan ende sådan, men der ligger en del farlig mekanisk tænkning i forudsigelserne. Vi ved ikke endnu, hvorfor opstanden i Tunesien og Egypten er foregået netop nu og ikke for to år siden? Eller hvorfor de to opstande er kommet bag på alverdens ledere. Og hvorfor de kunne gennemføres så relativt smertefrit på trods af, at opstanden i Egypten stod overfor et enormt veludviklet magtapparat?
De spørgsmål må allerede nu søges besvaret, hvis vi skal nå ud over euforien og gøre os fri af mediernes overfladiske og delvist forvrængede informationskaos; og fordi forståelse af de forhold, der både gjorde opstanden nødvendig og ikke mindst mulig, er også de forhold og betingelser, som vil spille en bestemmende rolle i opstandenes udvikling til en egentlig dybtgående transformationsproces i hele området - en revolutionær bølge, om man vil.
For os at se er der flere væsentlige faktorer, der kan medvirke til at forklare, hvorfor opstandene kommer nu, og hvorfor de har fået det kendte forløb.
For det første er den langsomme samfundsopløsning i de Nordafrikanske lande og i Mellemøsten tæt forbundet med verdenskrisen, der brød igennem i 2008. Forinden var gået en vild spekulation i fødevarepriserne, som FN allerede dengang advarede om ville skubbe til fattigdommen og øge den sociale uro i mange af landene i Afrika. Selve verdenskrisen forstærkede yderligere dette billede, fordi den ramte den middelklasse hårdt, som ellers siden 2000 havde opnået velstandsfremgang i forbindelse med indførelse af neoliberale reformer og vedtagelsen af Intifah (åbning mod verden). De samme reformer havde på den anden side reduceret de traditionelle velfærdsgoder og tilskudsformer, som arbejderklassen og de fattigste trods alt havde nydt godt af frem til 2000. Det gælder for Tunesien, Egypten, Algeriet, Jordan og Marokko.
Resultatet af arbejdsklassens direkte forarmelse og middelklassens relative forarmelse på grund af krisen og den anden spekulationsbølge i 2010 inden for fødevareområdet har været en stribe af mindre protester og strejker, som ingen uden for disse lande har hæftet sig ved. Ingen anså det for sandsynligt, at disse mange små episoder kunne eksplodere i egentlige opstande.
For det andet - og måske en væsentlig grund til, at vi ikke registrerede, hvad der var i anmarch - skal man ikke undervurdere det begyndende magttomrum, som den økonomiske krise og de fejlslagne invasioner af Irak og Afghanistan har hensat verden i, nu hvor det begynder at blive klart, at USA ikke længere har viljen eller magten til at håndhæve 'Pax Americana'. USA har ikke kunnet forhindre centrum-venstreregeringer i at komme til magten i Latinamerika. Det kunne man tidligere. USA har forsøgt med næsten alle midler at fælde styret i Iran. Det er ikke lykkedes. Tværtimod er Tyrkiet, USA's og Israels tidligere nære allierede, gået enegang i forhandlingerne med præstestyret i Teheran. Europas statsledere har i et helt år været bundet i en uendelig række af manøvrer for at redde Euro'en og sikre den økonomiske og sociale stabilitet - uden i øvrigt at være nået ret mange skridt frem ad den vej og uden udsigt til at kunne etablere en ny økonomisk verdensorden, som også ville levne plads til Europa i den øverste ende af det kommende magthierarki.
USA - som krisens epicenter - er langt fra kommet ud af krisen og har alligevel måttet investere enorme politiske og forskningsmæssige kræfter i at forstå sin nye rolle på et ændret verdensmarked. Således har en stor del af opmærksomheden været rettet mod udfordreren til tronen - Kina - som i samme periode har udstrakt sin indflydelse til ikke bare at omfatte Asien og Afrika, men også de progressive regimer i Latinamerika, uden at USA har kunnet stille meget op. Faktisk er det først nu, at Obama regeringen gør de første skridt for at vinde noget af den tabte indflydelse tilbage i Latinamerika.
Kort fortalt fremtræder USA ikke længere som den uimodståelige stærke og handlekraftige supermagt, der kan bestemme, om en nation skal have lov til at udvikle sig eller ej. Hertil er USA's økonomiske svaghed for tydelig og de militære nederlag for uafviselige. Og når sådan en udvikling først er i gang, slår den også over i politiske og kulturelle forandringer. Flere og flere lande - dvs. deres herskende klasser og deres umiddelbare allierede i middelklassen - begynder at orientere sig i andre retninger, fordi grundlaget under deres magt begynder at smuldre.
Det har for det tredje og helt konkret haft indflydelse på middelklassens og dele af arbejderklassens tidligere bufferfunktion i de arabiske militærdiktaturer. De har oplevet en social deroute siden 2008. Samtidig har især middelklassens unge oplevet en drastisk begrænsning af mulighederne for social opstigning, hvortil kommer det almindelige indtryk af, at magteliterne rundt om ikke længere har kunnet påregne USA's uovervindelige støtte. Disse tendenser har haft til følge, at magtapparaterne allerede længe inden opstandene var i indre forfald politisk, økonomisk og ikke mindst moralsk.
Det kan for det fjerde bidrage til at give en forklaring på, hvordan de vestlige ledere og magtapparater kunne blive taget på sengen og siden den første store demonstration i Tunesien og de efterfølgende opstande konstant har været et skridt bagefter. For dem drejede det sig først og fremmest om magtpolitisk stabilitet i et område der er centralt for USA's og Europas økonomiske og geopolitiske interesser. Lederne og deres hemmelige tjenester har slet ikke set opstandene vokse nedefra gennem utallige små opstande og konflikter - havde det det, skulle de også have erkendt deres egen hegemonale deroute.
Som sådan har hverken de vestlige ledere eller størstedelen af den vestlige presse haft øjnene åbne for de indre sociale og klassemæssige aspekter af de to opstande, som netop er det, der i realiteten forbinder dem med hinanden, og som vil få afgørende betydning for den videre transformationsproces eller de nye regimers kontrarevolutionære bestræbelser for at inddæmme transformationsprocessen og tippe styrkeforholdet tilbage i de eksisterende magtapparaters favør.
I bedste liberale ånd har både Obama, Merkel, Cameron og Lars Løkke Rasmussen - bistået af de fleste medier - haft meget travlt med at hylde det spontane folkelige demokratiske oprør ledet af større eller mindre grupper af unge fra middelklassen.
'Twitterrevolutionen' er opstandene blevet døbt, og man har ikke været sene til at tale om et nyt revolutionsparadigme, hvor folket i de autoritære områder fredeligt og uden egentlige ledere og stærke organisationer kan bringe autoritære magthavere til fald - uden i øvrigt at ryste de grundlæggende sociale strukturer for alvor. Kun ganske få vidende analytikere og journalister har nøgternt og kronologisk begivet sig af med at beskrive, hvad der egentligt er sket. Møjsommeligt har de beskrevet, hvorledes det var den tunesiske fagbevægelse UGTT, der i byen Sfax - og i flere andre fabriksbyer med høj arbejdsløshed - dannede den egentlige organisatoriske ramme om ungdommens opstandsbevægelse og styrkede den gennem omfattende strejker - både før, under og efter opstanden og Ben Alis abdikation. Eller de mange strejker i Egyptens store fabriksbyer uden for Kairo forud for opstanden, som - da demonstrationerne på Tahrirpladsen var ved at miste momentum - igen bredte sig og fik afgørende betydning for opstandens endelige eskalation og slutresultatet. Et regime kan knægte eller udmatte en fredelig opstand, men det kan i længden ikke holde stand over for en bred strejkebevægelse med deltagelse af store dele af arbejderklassen og middelklassen. Det var også disse strejker, der bevirkede, at opstanden bredte sig fra Kairo, Alexandria og Suez til hele området i det sydlige Egypten og dermed fik national karakter.
Det er ikke ensbetydende med en undervurdering af ungdommens centrale rolle i mobiliseringen af opstanden. Det er heller ikke en underkendelse af de elektroniske mediers betydning som effektivt kommunikationsmiddel. Men det er en afvisning af forestillingerne om, at opstandene var spontane og først og fremmest båret frem af de unges individuelle og ekvilibristiske anvendelse af de nye medier. Alene "6. april koalitionen" fra 2008 har fra de første forsøg på at opfordre til en generalstrejke i 2008 indtil opstanden i år arbejdet målrettet på at skabe netværk langt ud over de unges miljø. Hertil kommer andre lignende grupperinger, som har været involveret i mange af de protestaktioner, der har præget Egypten siden 2008, og som først og fremmest har haft sociale krav på dagsordenen.
Disse mange forberedende konfrontationer og organiseringer - samt den indre opslidning af magtapparaterne i både Tunesien og Egypten - kan være med til at forklare, hvorfor det under selve opstandene lod sig gøre at "holde hovedet koldt" og undgå at falde for magthavernes mange forskellige forsøg på at splitte, intimidere og isolere demonstrationerne. Det kan også forklare det midlertidige sammenhold mellem de mange forskellige organisationer, herunder Egyptens formelt set eneste organiserede opposition - Det Muslimske Broderskab. Og selv om oppositionsbevægelsens konsistente krav ikke har været ofret ret meget opmærksomhed har de i hvert fald siden 2008 været en kombination af demokratiske og sociale krav, hvor førstnævnte har været rettet mod styrets form og sidstnævnte mod hele deres grundlag; hvorfor de sociale krav også vil være de krav, der bliver transformationsprocessens egentlige drivkraft, fordi store dele af befolkningernes livsforhold er sådan, at de ikke vil eller kan stille sig tilfreds med indførelse af et formelt demokratisk styre.
Ikke så uforståeligt at de vestlige ledere med stor omhu har talt uden om den sociale dimension og alene har fokuseret på de formelle demokratiske krav og igen og igen betonet ønsket om en fredelig overgang til en ny grundlov, nyvalg til parlamenterne og til en ændret styreform. I de vestlige regeringsbygninger er man helt på det rene med, at den videre transformationsproces også vil udfordre de grundlæggende samfundsstrukturer og hele magtapparatet samt og ikke mindst magtstrukturerne i regionen. Den situation er allerede på dagsordenen i Tunesien, hvor den nye overgangsregering og præsidenten i stilhed gør anstalter til et modangreb mod de borgerkomiteer og strejkebevægelser, der ikke vil stille sig tilfreds med det nye regime, men fortsætter med at stille krav om en velfærdsstat, højere lønninger og alvorlige forsøg på at afskaffe massearbejdsløsheden, som er tæt på 30 pct. Eller sagt på en anden måde: Neden under frihedsopstanden vokser tillige kravet om et opgør med 30 års armod og ekstrem ulighed, der kun er taget til, selv om vækstraterne i bl.a. Egypten siden 2000 har været på ca. 5,5 pct.
Af de samme årsager taler meget for, at de store massebevægelser meget snart vil dele sig politisk efter klasselinjer. Højst sandsynligt vil disse skillelinjer ikke træde tydeligt frem i overgangsforhandlingerne om skabelsen af fremtidens demokratiske strukturer. Men de vil komme op til overfladen, når kravene til afmontering af det egyptiske militærs kontrol med ca. 40 pct. af landets økonomi kommer på dagsordenen. Det vil nemlig indebære radikale ændringer i ejendomsforholdene, radikale ændringer af arbejdsmarkedet og af fordelingspolitikken og ikke mindst et opgør med den neoliberale tilknytning til verdensmarkedet og de store multinationale selskabers indflydelse. Hertil kommer kravene om opløsning af sikkerhedssystemerne, ændringer af retssystemet og af landets internationale og regionale bindinger (bl.a. i forhold til Israel).
Når disse krav først bliver synlige og uomgængelige, er det sandsynligt, at der vil opstå betydelige spændinger mellem bl.a. bevægelsen NAC omkring nobelpristageren El'Barahdei - og de kræfter i andet geled i den tidligere statskontrollerede egyptiske fagbevægelse, der står på spring til at gøre sig gældende. Skillelinjerne vil også gøre sig gældende i den allerede begyndende partidannelse, hvor det interessante er, at hovedparten af de nye politiske tendenser er sekulære - ligesom de vil vise at Det Muslimske Broderskab er delt i flere fraktioner, der strides om, hvorledes man skal placere partiet i den videre ordning og organisering af samfundet. Heller ikke militæret kan forstås som en enhed. Her er der også splittelse mellem den del af officerskorpset, der kontrollerer de store besiddelser, handlen og infrastrukturen og de dele af officerskorpset, der alene har valgt militæret af mangel på andre muligheder. Ja, selv ind i den statskontrollerede medieverden har der under hele opstanden vist sig alvorlige loyalitetssprækker. Allerede en uge efter Ben Alis abdikation i Tunesien forsøgte ledende medarbejdere både i medierne og i fagforeningerne at formå styret til at indlede en hastig reform- og forsoningsproces. Men deres opfordringer blev formuleret for døve øren.
Opstandene har væltet de autoritære magtapparaters hovedfigurer og indtil nu distanceret den vestlige verdens indflydelse. Nu skal opstandsbevægelsen til at omdanne sig selv til en drivende kraft i den transformationsproces, der er indledt, og som kun kan forstås i sit videre udviklingsforløb som en proces inden for en regional ramme, der tillige spiller en afgørende rolle for stabiliteten på verdensmarkedet og de overordnede magtstrukturer. Militærets øverste ledelse, der har alt at tabe, vil manøvrere og føre målrettet del-og-hersk politik for at splitte bevægelsen og forhindre den i at deles i organiserede politiske kræfter. De dele af overklassen og den øvre middelklasse, som tog del i opstanden, vil forsøge at komme til enighed med de enheder af militæret, som de deler interesser med. De mange opstandskoalitioner blandt de unge vil presse på for vidtgående reformer og for ikke at blive isoleret. Og fagbevægelsen og de fattige masser vil holde fast i de sociale krav og søge efter de politiske udtryk, som kan sikre dem en egentlig transformation af hele systemet og markant forbedrede leveforhold. I dette kompleks - af politiske og sociale reformer og modsætninger, spil og kompromisser - vil vestens ledere agere og manipulere for at tilbagevinde noget af den tabte indflydelse. Det samme vil magthaverne i de øvrige nordafrikanske og mellemøstlige lande. Men transformationsprocessen er sat i gang, og regimerne har kun begrænsede muligheder for at inddæmme den, fordi den vil forløbe i en situation, hvor den globale krise langt fra er overvundet og det økonomiske grundlag for indrømmelser tilsvarende begrænset.
Vi har i vores forsøg på at forstå lidt af det, der er foregået og foregår i Egypten og Tunesien helt bevidst gået uden om historiske analogier. For det første er sådanne analogier ofte overfladiske og opererer for det andet på grundlag af nogle meget mekaniske og primitive forståelsesskemaer. Og for det tredje indeholder brugen af analogier ofte, at man ikke kommer ind til de helt specifikke dynamiske samfundskræfter, der er i spil i enhver opstand eller revolution. Af samme grund har vi forsigtigt anvendt begreberne opstand og transformation, hvor vi kalder det, vi har været vidne til en opstand, og hvor det, som opstanden må gå over i, hvis den ikke bliver slået tilbage, vil være en langvarig og meget kompleks transformationsproces, som kan tænkes at antage former helt forskelligt fra det, vi traditionelt har forstået ved begrebet revolution.
Også i den forstand kan man sige, at opstandene i Tunesien og Egypten og måske flere andre lande i Maghreb-området kan få enorm betydning for fremtidens forestillinger om, hvordan man kan ændre de givne magtforhold og gennemføre et oprør mod utålelige sociale forhold, samt hvad det egentlig vil sige at gennemføre en radikal transformation af et samfund, hvor alle sider og områder i samfundet er i spil.
Samtidig har opstandene - og Vestmagternes begrænsede indflydelse på udviklingen i hvert fald indtil nu - måske også beskrevet et mere konkret og nærværende billede af, hvad det vil sige, og hvad der ske, når et verdenshegemonis langsomme deroute efterlader et globalt vakuum.
Og sidst men ikke mindst vil en sekulær politisk udvikling og den mulige transformationsproces give genlyd helt ind de vestlige regeringskontorer og langsomt konfrontere og reducere den radikale islamiske bevægelses betydning. En betydning den først og fremmest har haft i mangel af dækkende politiske udtryk og mulig politisk organisering i den arabiske verden, og som indtil 11/9 2001 indgik som beherskelsesstrategi i den vestlige dominans i området. For det vil blive tiltagende vanskeligt at opretholde 'krigen mod terror', hvis grundlaget ebber ud bl.a. ved, at modstanden mod undertrykkelse og udbytning antager politiske former.
Og endnu vigtigere: Det vil være vanskeligt at opretholde den "islamiske frygtfigur", der nu gennem de sidste ti år har tjent den amerikanske og de europæiske regeringer og de populistiske højrekræfter som legitimering af afdemokratiseringen af de vestlige samfund og den politiske og ideologiske kontrol af de samfundskræfter, som ellers kunne tænkes at gøre modstand mod afviklingen af velfærdsstaten og mod genetablering af kapitalens næsten ubegrænsede samfundsdominans.
Hvorvidt transformationsprocessen vil forløbe sådan, ved vi af gode grunde ikke. Vi ved heller ikke, om 'Farvel Fredag' med Mubaraks abdikation fredag den 11. februar 2011 vil slå over i et egentligt og afgørende farvel til hele magtsystemet og magthaverne i Egypten og Tunesien. Men vi ved, at militæret i Egypten har opløst parlamentet og sat landets forfatning ud af kraft. Indkaldt en forfatningskommission og lovet valg inden seks måneder. Hvorvidt resultatet af forfatningsprocessen så vil bringe opstanden nærmere de politiske mål, kan man kun gisne om eller tvivle på.
Men sporene for en transformationsproces, der vil påvirke hele verden, er lagt ud, og de politiske kampe om demokratiske og ikke mindst sociale reformer det næste år vil blive afgørende. I skrivende stund er allerede tegn på, at den mulige proces, som vi har beskrevet ovenfor, kan komme til at gå meget hurtigere end først antaget. Mens repræsentanter for "de unge" har været til møde med den militære ledelse om overgangsprocessen og har udtrykt tilfredshed med militærstyrets demokratiseringsplan, er der udbrudt strejker overalt i Egypten, og militærstyret har svaret igen med et forbud mod strejker og møder i faglige sammenslutninger. Så noget kan tyde på, at oprørsbevægelsen allerede nu begynder at dele sig efter politiske, sociale og klassemæssige interesser.
Gad vist om de vestlige ledere også ville billige det mulige sociale oprør, som det demokratiske har åbnet for?
Knap fjorten dage senere - den 25. januar - blev der indkaldt til protestdemonstration på Tahrirpladsen i Kairo. Mange var nu begyndt at stille spørgsmålet, om opstanden fra Tunesien kunne forplante sig til Egypten. De fleste kendere af området var nogenlunde enige om, at det var muligt men ikke troligt, al den stund Mubarak-regimet både politisk, militært og kulturelt stod langt stærkere end det korrupte Ben Ali-regime havde gjort. Men den 11. februar meddelte den egyptiske vicepræsident Omar Suleiman, at Hosni Mubarak var gået af som præsident og havde overdraget hele magten til det øverste militære råd med forsvarsminister Tantawi som formel magthaver. Atten dages opstand, hvor styrkeforholdene mellem den folkelige bevægelse og magtapparatet havde bølget frem og tilbage med hele omverdenen reduceret til tilskuere, havde nået sit fremmeste mål - at fjerne Mubarak fra præsidentposten.
Nu drøfter alle kenderne af området så, hvilket af de andre autoritære regimer, der bliver det næste mål for en folkelig opstand. Bliver det Algeriet, Jordan, Yemen eller måske Syrien? Ingen ved det, men mange anser en sådan udvikling for sandsynlig. Især fordi der i de nævnte lande har været optræk til opstand længe. Alene i 2010 blev der i Algeriet registreret mere end 11.000 strejker, mindre protestdemonstrationer og sammenstød mellem mindre grupper og politiet.
Vi skal absolut ikke afvise, at det kan ende sådan, men der ligger en del farlig mekanisk tænkning i forudsigelserne. Vi ved ikke endnu, hvorfor opstanden i Tunesien og Egypten er foregået netop nu og ikke for to år siden? Eller hvorfor de to opstande er kommet bag på alverdens ledere. Og hvorfor de kunne gennemføres så relativt smertefrit på trods af, at opstanden i Egypten stod overfor et enormt veludviklet magtapparat?
De spørgsmål må allerede nu søges besvaret, hvis vi skal nå ud over euforien og gøre os fri af mediernes overfladiske og delvist forvrængede informationskaos; og fordi forståelse af de forhold, der både gjorde opstanden nødvendig og ikke mindst mulig, er også de forhold og betingelser, som vil spille en bestemmende rolle i opstandenes udvikling til en egentlig dybtgående transformationsproces i hele området - en revolutionær bølge, om man vil.
For os at se er der flere væsentlige faktorer, der kan medvirke til at forklare, hvorfor opstandene kommer nu, og hvorfor de har fået det kendte forløb.
For det første er den langsomme samfundsopløsning i de Nordafrikanske lande og i Mellemøsten tæt forbundet med verdenskrisen, der brød igennem i 2008. Forinden var gået en vild spekulation i fødevarepriserne, som FN allerede dengang advarede om ville skubbe til fattigdommen og øge den sociale uro i mange af landene i Afrika. Selve verdenskrisen forstærkede yderligere dette billede, fordi den ramte den middelklasse hårdt, som ellers siden 2000 havde opnået velstandsfremgang i forbindelse med indførelse af neoliberale reformer og vedtagelsen af Intifah (åbning mod verden). De samme reformer havde på den anden side reduceret de traditionelle velfærdsgoder og tilskudsformer, som arbejderklassen og de fattigste trods alt havde nydt godt af frem til 2000. Det gælder for Tunesien, Egypten, Algeriet, Jordan og Marokko.
Resultatet af arbejdsklassens direkte forarmelse og middelklassens relative forarmelse på grund af krisen og den anden spekulationsbølge i 2010 inden for fødevareområdet har været en stribe af mindre protester og strejker, som ingen uden for disse lande har hæftet sig ved. Ingen anså det for sandsynligt, at disse mange små episoder kunne eksplodere i egentlige opstande.
For det andet - og måske en væsentlig grund til, at vi ikke registrerede, hvad der var i anmarch - skal man ikke undervurdere det begyndende magttomrum, som den økonomiske krise og de fejlslagne invasioner af Irak og Afghanistan har hensat verden i, nu hvor det begynder at blive klart, at USA ikke længere har viljen eller magten til at håndhæve 'Pax Americana'. USA har ikke kunnet forhindre centrum-venstreregeringer i at komme til magten i Latinamerika. Det kunne man tidligere. USA har forsøgt med næsten alle midler at fælde styret i Iran. Det er ikke lykkedes. Tværtimod er Tyrkiet, USA's og Israels tidligere nære allierede, gået enegang i forhandlingerne med præstestyret i Teheran. Europas statsledere har i et helt år været bundet i en uendelig række af manøvrer for at redde Euro'en og sikre den økonomiske og sociale stabilitet - uden i øvrigt at være nået ret mange skridt frem ad den vej og uden udsigt til at kunne etablere en ny økonomisk verdensorden, som også ville levne plads til Europa i den øverste ende af det kommende magthierarki.
USA - som krisens epicenter - er langt fra kommet ud af krisen og har alligevel måttet investere enorme politiske og forskningsmæssige kræfter i at forstå sin nye rolle på et ændret verdensmarked. Således har en stor del af opmærksomheden været rettet mod udfordreren til tronen - Kina - som i samme periode har udstrakt sin indflydelse til ikke bare at omfatte Asien og Afrika, men også de progressive regimer i Latinamerika, uden at USA har kunnet stille meget op. Faktisk er det først nu, at Obama regeringen gør de første skridt for at vinde noget af den tabte indflydelse tilbage i Latinamerika.
Kort fortalt fremtræder USA ikke længere som den uimodståelige stærke og handlekraftige supermagt, der kan bestemme, om en nation skal have lov til at udvikle sig eller ej. Hertil er USA's økonomiske svaghed for tydelig og de militære nederlag for uafviselige. Og når sådan en udvikling først er i gang, slår den også over i politiske og kulturelle forandringer. Flere og flere lande - dvs. deres herskende klasser og deres umiddelbare allierede i middelklassen - begynder at orientere sig i andre retninger, fordi grundlaget under deres magt begynder at smuldre.
Det har for det tredje og helt konkret haft indflydelse på middelklassens og dele af arbejderklassens tidligere bufferfunktion i de arabiske militærdiktaturer. De har oplevet en social deroute siden 2008. Samtidig har især middelklassens unge oplevet en drastisk begrænsning af mulighederne for social opstigning, hvortil kommer det almindelige indtryk af, at magteliterne rundt om ikke længere har kunnet påregne USA's uovervindelige støtte. Disse tendenser har haft til følge, at magtapparaterne allerede længe inden opstandene var i indre forfald politisk, økonomisk og ikke mindst moralsk.
Det kan for det fjerde bidrage til at give en forklaring på, hvordan de vestlige ledere og magtapparater kunne blive taget på sengen og siden den første store demonstration i Tunesien og de efterfølgende opstande konstant har været et skridt bagefter. For dem drejede det sig først og fremmest om magtpolitisk stabilitet i et område der er centralt for USA's og Europas økonomiske og geopolitiske interesser. Lederne og deres hemmelige tjenester har slet ikke set opstandene vokse nedefra gennem utallige små opstande og konflikter - havde det det, skulle de også have erkendt deres egen hegemonale deroute.
Som sådan har hverken de vestlige ledere eller størstedelen af den vestlige presse haft øjnene åbne for de indre sociale og klassemæssige aspekter af de to opstande, som netop er det, der i realiteten forbinder dem med hinanden, og som vil få afgørende betydning for den videre transformationsproces eller de nye regimers kontrarevolutionære bestræbelser for at inddæmme transformationsprocessen og tippe styrkeforholdet tilbage i de eksisterende magtapparaters favør.
I bedste liberale ånd har både Obama, Merkel, Cameron og Lars Løkke Rasmussen - bistået af de fleste medier - haft meget travlt med at hylde det spontane folkelige demokratiske oprør ledet af større eller mindre grupper af unge fra middelklassen.
'Twitterrevolutionen' er opstandene blevet døbt, og man har ikke været sene til at tale om et nyt revolutionsparadigme, hvor folket i de autoritære områder fredeligt og uden egentlige ledere og stærke organisationer kan bringe autoritære magthavere til fald - uden i øvrigt at ryste de grundlæggende sociale strukturer for alvor. Kun ganske få vidende analytikere og journalister har nøgternt og kronologisk begivet sig af med at beskrive, hvad der egentligt er sket. Møjsommeligt har de beskrevet, hvorledes det var den tunesiske fagbevægelse UGTT, der i byen Sfax - og i flere andre fabriksbyer med høj arbejdsløshed - dannede den egentlige organisatoriske ramme om ungdommens opstandsbevægelse og styrkede den gennem omfattende strejker - både før, under og efter opstanden og Ben Alis abdikation. Eller de mange strejker i Egyptens store fabriksbyer uden for Kairo forud for opstanden, som - da demonstrationerne på Tahrirpladsen var ved at miste momentum - igen bredte sig og fik afgørende betydning for opstandens endelige eskalation og slutresultatet. Et regime kan knægte eller udmatte en fredelig opstand, men det kan i længden ikke holde stand over for en bred strejkebevægelse med deltagelse af store dele af arbejderklassen og middelklassen. Det var også disse strejker, der bevirkede, at opstanden bredte sig fra Kairo, Alexandria og Suez til hele området i det sydlige Egypten og dermed fik national karakter.
Det er ikke ensbetydende med en undervurdering af ungdommens centrale rolle i mobiliseringen af opstanden. Det er heller ikke en underkendelse af de elektroniske mediers betydning som effektivt kommunikationsmiddel. Men det er en afvisning af forestillingerne om, at opstandene var spontane og først og fremmest båret frem af de unges individuelle og ekvilibristiske anvendelse af de nye medier. Alene "6. april koalitionen" fra 2008 har fra de første forsøg på at opfordre til en generalstrejke i 2008 indtil opstanden i år arbejdet målrettet på at skabe netværk langt ud over de unges miljø. Hertil kommer andre lignende grupperinger, som har været involveret i mange af de protestaktioner, der har præget Egypten siden 2008, og som først og fremmest har haft sociale krav på dagsordenen.
Disse mange forberedende konfrontationer og organiseringer - samt den indre opslidning af magtapparaterne i både Tunesien og Egypten - kan være med til at forklare, hvorfor det under selve opstandene lod sig gøre at "holde hovedet koldt" og undgå at falde for magthavernes mange forskellige forsøg på at splitte, intimidere og isolere demonstrationerne. Det kan også forklare det midlertidige sammenhold mellem de mange forskellige organisationer, herunder Egyptens formelt set eneste organiserede opposition - Det Muslimske Broderskab. Og selv om oppositionsbevægelsens konsistente krav ikke har været ofret ret meget opmærksomhed har de i hvert fald siden 2008 været en kombination af demokratiske og sociale krav, hvor førstnævnte har været rettet mod styrets form og sidstnævnte mod hele deres grundlag; hvorfor de sociale krav også vil være de krav, der bliver transformationsprocessens egentlige drivkraft, fordi store dele af befolkningernes livsforhold er sådan, at de ikke vil eller kan stille sig tilfreds med indførelse af et formelt demokratisk styre.
Ikke så uforståeligt at de vestlige ledere med stor omhu har talt uden om den sociale dimension og alene har fokuseret på de formelle demokratiske krav og igen og igen betonet ønsket om en fredelig overgang til en ny grundlov, nyvalg til parlamenterne og til en ændret styreform. I de vestlige regeringsbygninger er man helt på det rene med, at den videre transformationsproces også vil udfordre de grundlæggende samfundsstrukturer og hele magtapparatet samt og ikke mindst magtstrukturerne i regionen. Den situation er allerede på dagsordenen i Tunesien, hvor den nye overgangsregering og præsidenten i stilhed gør anstalter til et modangreb mod de borgerkomiteer og strejkebevægelser, der ikke vil stille sig tilfreds med det nye regime, men fortsætter med at stille krav om en velfærdsstat, højere lønninger og alvorlige forsøg på at afskaffe massearbejdsløsheden, som er tæt på 30 pct. Eller sagt på en anden måde: Neden under frihedsopstanden vokser tillige kravet om et opgør med 30 års armod og ekstrem ulighed, der kun er taget til, selv om vækstraterne i bl.a. Egypten siden 2000 har været på ca. 5,5 pct.
Af de samme årsager taler meget for, at de store massebevægelser meget snart vil dele sig politisk efter klasselinjer. Højst sandsynligt vil disse skillelinjer ikke træde tydeligt frem i overgangsforhandlingerne om skabelsen af fremtidens demokratiske strukturer. Men de vil komme op til overfladen, når kravene til afmontering af det egyptiske militærs kontrol med ca. 40 pct. af landets økonomi kommer på dagsordenen. Det vil nemlig indebære radikale ændringer i ejendomsforholdene, radikale ændringer af arbejdsmarkedet og af fordelingspolitikken og ikke mindst et opgør med den neoliberale tilknytning til verdensmarkedet og de store multinationale selskabers indflydelse. Hertil kommer kravene om opløsning af sikkerhedssystemerne, ændringer af retssystemet og af landets internationale og regionale bindinger (bl.a. i forhold til Israel).
Når disse krav først bliver synlige og uomgængelige, er det sandsynligt, at der vil opstå betydelige spændinger mellem bl.a. bevægelsen NAC omkring nobelpristageren El'Barahdei - og de kræfter i andet geled i den tidligere statskontrollerede egyptiske fagbevægelse, der står på spring til at gøre sig gældende. Skillelinjerne vil også gøre sig gældende i den allerede begyndende partidannelse, hvor det interessante er, at hovedparten af de nye politiske tendenser er sekulære - ligesom de vil vise at Det Muslimske Broderskab er delt i flere fraktioner, der strides om, hvorledes man skal placere partiet i den videre ordning og organisering af samfundet. Heller ikke militæret kan forstås som en enhed. Her er der også splittelse mellem den del af officerskorpset, der kontrollerer de store besiddelser, handlen og infrastrukturen og de dele af officerskorpset, der alene har valgt militæret af mangel på andre muligheder. Ja, selv ind i den statskontrollerede medieverden har der under hele opstanden vist sig alvorlige loyalitetssprækker. Allerede en uge efter Ben Alis abdikation i Tunesien forsøgte ledende medarbejdere både i medierne og i fagforeningerne at formå styret til at indlede en hastig reform- og forsoningsproces. Men deres opfordringer blev formuleret for døve øren.
Opstandene har væltet de autoritære magtapparaters hovedfigurer og indtil nu distanceret den vestlige verdens indflydelse. Nu skal opstandsbevægelsen til at omdanne sig selv til en drivende kraft i den transformationsproces, der er indledt, og som kun kan forstås i sit videre udviklingsforløb som en proces inden for en regional ramme, der tillige spiller en afgørende rolle for stabiliteten på verdensmarkedet og de overordnede magtstrukturer. Militærets øverste ledelse, der har alt at tabe, vil manøvrere og føre målrettet del-og-hersk politik for at splitte bevægelsen og forhindre den i at deles i organiserede politiske kræfter. De dele af overklassen og den øvre middelklasse, som tog del i opstanden, vil forsøge at komme til enighed med de enheder af militæret, som de deler interesser med. De mange opstandskoalitioner blandt de unge vil presse på for vidtgående reformer og for ikke at blive isoleret. Og fagbevægelsen og de fattige masser vil holde fast i de sociale krav og søge efter de politiske udtryk, som kan sikre dem en egentlig transformation af hele systemet og markant forbedrede leveforhold. I dette kompleks - af politiske og sociale reformer og modsætninger, spil og kompromisser - vil vestens ledere agere og manipulere for at tilbagevinde noget af den tabte indflydelse. Det samme vil magthaverne i de øvrige nordafrikanske og mellemøstlige lande. Men transformationsprocessen er sat i gang, og regimerne har kun begrænsede muligheder for at inddæmme den, fordi den vil forløbe i en situation, hvor den globale krise langt fra er overvundet og det økonomiske grundlag for indrømmelser tilsvarende begrænset.
Vi har i vores forsøg på at forstå lidt af det, der er foregået og foregår i Egypten og Tunesien helt bevidst gået uden om historiske analogier. For det første er sådanne analogier ofte overfladiske og opererer for det andet på grundlag af nogle meget mekaniske og primitive forståelsesskemaer. Og for det tredje indeholder brugen af analogier ofte, at man ikke kommer ind til de helt specifikke dynamiske samfundskræfter, der er i spil i enhver opstand eller revolution. Af samme grund har vi forsigtigt anvendt begreberne opstand og transformation, hvor vi kalder det, vi har været vidne til en opstand, og hvor det, som opstanden må gå over i, hvis den ikke bliver slået tilbage, vil være en langvarig og meget kompleks transformationsproces, som kan tænkes at antage former helt forskelligt fra det, vi traditionelt har forstået ved begrebet revolution.
Også i den forstand kan man sige, at opstandene i Tunesien og Egypten og måske flere andre lande i Maghreb-området kan få enorm betydning for fremtidens forestillinger om, hvordan man kan ændre de givne magtforhold og gennemføre et oprør mod utålelige sociale forhold, samt hvad det egentlig vil sige at gennemføre en radikal transformation af et samfund, hvor alle sider og områder i samfundet er i spil.
Samtidig har opstandene - og Vestmagternes begrænsede indflydelse på udviklingen i hvert fald indtil nu - måske også beskrevet et mere konkret og nærværende billede af, hvad det vil sige, og hvad der ske, når et verdenshegemonis langsomme deroute efterlader et globalt vakuum.
Og sidst men ikke mindst vil en sekulær politisk udvikling og den mulige transformationsproces give genlyd helt ind de vestlige regeringskontorer og langsomt konfrontere og reducere den radikale islamiske bevægelses betydning. En betydning den først og fremmest har haft i mangel af dækkende politiske udtryk og mulig politisk organisering i den arabiske verden, og som indtil 11/9 2001 indgik som beherskelsesstrategi i den vestlige dominans i området. For det vil blive tiltagende vanskeligt at opretholde 'krigen mod terror', hvis grundlaget ebber ud bl.a. ved, at modstanden mod undertrykkelse og udbytning antager politiske former.
Og endnu vigtigere: Det vil være vanskeligt at opretholde den "islamiske frygtfigur", der nu gennem de sidste ti år har tjent den amerikanske og de europæiske regeringer og de populistiske højrekræfter som legitimering af afdemokratiseringen af de vestlige samfund og den politiske og ideologiske kontrol af de samfundskræfter, som ellers kunne tænkes at gøre modstand mod afviklingen af velfærdsstaten og mod genetablering af kapitalens næsten ubegrænsede samfundsdominans.
Hvorvidt transformationsprocessen vil forløbe sådan, ved vi af gode grunde ikke. Vi ved heller ikke, om 'Farvel Fredag' med Mubaraks abdikation fredag den 11. februar 2011 vil slå over i et egentligt og afgørende farvel til hele magtsystemet og magthaverne i Egypten og Tunesien. Men vi ved, at militæret i Egypten har opløst parlamentet og sat landets forfatning ud af kraft. Indkaldt en forfatningskommission og lovet valg inden seks måneder. Hvorvidt resultatet af forfatningsprocessen så vil bringe opstanden nærmere de politiske mål, kan man kun gisne om eller tvivle på.
Men sporene for en transformationsproces, der vil påvirke hele verden, er lagt ud, og de politiske kampe om demokratiske og ikke mindst sociale reformer det næste år vil blive afgørende. I skrivende stund er allerede tegn på, at den mulige proces, som vi har beskrevet ovenfor, kan komme til at gå meget hurtigere end først antaget. Mens repræsentanter for "de unge" har været til møde med den militære ledelse om overgangsprocessen og har udtrykt tilfredshed med militærstyrets demokratiseringsplan, er der udbrudt strejker overalt i Egypten, og militærstyret har svaret igen med et forbud mod strejker og møder i faglige sammenslutninger. Så noget kan tyde på, at oprørsbevægelsen allerede nu begynder at dele sig efter politiske, sociale og klassemæssige interesser.
Gad vist om de vestlige ledere også ville billige det mulige sociale oprør, som det demokratiske har åbnet for?
Rediger:
| Udskriv: 