DREAM og virkelighed – Efterlønnens politiske økonomi
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. februar 2011
"Regeringens forslag [...] vil forbedre den offentlige økonomi med ca. 18 mia. kr. i 2020"
(Regeringen: "Vi kan jo ikke låne os til velfærd" 25. januar 2011)

"Jeg er chef for en mindretalsregering, og jeg regner ikke med, at alt bliver, ligesom regeringen foreslår."
(Statsminister Lars Løkke Rasmussen i TV 7. februar 2011)

"Det går ikke altid, som præsten prædiker." Sådan lyder et gamle mundheld. Men det gælder ikke bare religiøs spådomskunst, men også økonomi og politik. Det gælder f.eks. når regeringen i sit efterlønsudspil "Vi kan jo ikke låne os til velfærd" siger, at der vil være ekstra 18 mia. kr. i de offentlige kasser i 2020.

Man kan være nok så sikker i troen, som den daværende politiske ordfører for de konservative Henriette Kjær (K) var det, da hun i Politiken (5/1) skrev, at der ikke kunne "stilles spørgsmålstegn ved, at det er et troværdigt og virksomt indgreb, som kan sikre en sund offentlig økonomi mange år fremover." Alligevel kan virkeligheden spille troen og spådomskunsten et puds. Det gælder ikke mindst, hvis man som regeringen baserer sin politiske spådomskunst på en række rent usikre teoretiske - eller neoliberale ideologiske - forudsætninger.  

Regeringens regnestykke
Regeringens påstår, at der vil rulle 18 mia. kr. ind i statskassen ved at tage efterlønnen fra folk. 70.000 danskere vil ifølge regeringen have skiftet efterlønnen ud med et fuldtidsjob til en god løn, og der vil være kommet 70.000 nye job, så de mange arbejdende seniorer vil ikke have forlænget arbejdsløshedskøen med én eneste. Dermed vil det offentlige ikke blot have sparet en passe milliarder til efterløn. Staten har samtidig skaffet sig en masse nye, ekstra indtægter i form af ekstra skatter og afgifter fra 70.000 efterlønnere, der er kommet i arbejde, og dermed spiller det en mindre rolle, at der ikke længere kommer penge i kasse fra efterlønsbidraget.  

Denne økonomiske lykkeforestilling bygger ikke på egentlig økonomisk spådomskunst eller prognosemageri, men derimod på nogle rent teoretiske såkaldt markeds-ligevægtsøkonomiske beregninger. De teoretiske beregninger har regeringen fra den såkaldte DREAM-gruppe, hvis regnestykker også lå til grund for både Velfærdskommissionen og Arbejdsmarkedskommissionen.

Vi har med andre ord at gøre med teoretiske regnestykker, der sættes op mod spådomsregnestykker. Når Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen går på TV og fremlægger deres teoretiske regnestykke med de 18 mia. kr. i 2020, opfatter de fleste seere det formodentlig som en spådom, som et konkret regnestykke over, hvad der vil ske i 2020 - hvad det altså reelt ikke er.

Når Lars Løkke Rasmussen står frem på Tv-skærmen og fortæller seerne, at den offentlige økonomi vil blive forbedret med 18 mia. kr. i 2020, hvis han får lov at afskaffe efterlønnen, forestiller han sig ikke nødvendigvis, at der er kommet 18 mia. kr. ekstra i statskassen i 2020. Der er ikke nødvendigvis 18 mia. ekstra til hverken Lars Barfods topskattelettelser eller kommunernes skoler og plejehjem.

Det, som Lars Løkke Rasmussen forestiller sig, er derimod, at en rent teoretisk fremtidsberegning under bestemte forudsætninger ville give 18 mia. kr. ekstra i de offentlige kasser. Det, som økonomerne kalder den offentlige økonomis strukturelle budgetsaldo vil blive forbedret med 18 mia. kr., og den strukturelle budgetsaldo er vel at mærke noget andet end den faktiske saldo. Den strukturelle saldo er ikke en optælling af faktiske penge på kistebunden, men et teoretisk regnestykke over, hvad saldoen ville være, hvis der hverken havde været høj- eller lavkonjunktur. Den strukturelle saldo er den faktiske saldo fratrukket det positive eller negative bidrag fra konjunkturerne.

Rent intellektuelt er Lars Løkke Rasmussen på det rene med på, at der ikke vil være 18 mia. ekstra i de offentlige kasser i 2020, hvis vi til den tid fortsat har høj arbejdsløshed. Men han fortæller nødig højt. Det rimer jo dårligt med parolen om ikke at låne sig til velfærd, hvis han indrømmer, at selv med et efterlønsindgreb kan staten sagtens komme til at "låne til velfærd" i 2020, hvis ikke der igen kommer høj beskæftigelse.

Vi har med andre ord fra dag ét fået en debat mellem to vidt forskellige forestillede fremtider. Lars Løkke Rasmussens forestillede fremtid handler om en rent teoretisk og langsigtet ligevægtssituation, mens de fleste vælgere formodentlig tror, at han taler om de 18 mia. kr. ekstra klingende mønt og knitrende sedler i statskassen i 2020.

Her opstår det første grundlæggende problem for regeringen. Mens DREAM-gruppens analyser udtrykkeligt foretages med det lange lys på. DREAM-gruppens fremtidsanalyser og med gruppens egne ord udelukkende handler om ændringerne i bl.a. produktion, indkomst og forbrug "på sigt"[1], prøver regeringen at bruge disse langsigtede beregninger til at give vælgerne et billede af den faktiske danske virkelighed om få år, nemlig i 2020.

Men en sådan 2020-virkelighed forekommer ikke spontant troværdig for store dele af danskerne. Den almindelige erfaring med massearbejdsløshed, stagnation, slidte og nedslidte seniorer og et arbejdsmarked, der diskriminerer seniorerne, siger mange danskere, at Lars Løkke Rasmussens spådomskunst vist ikke rigtigt handler om deres virkelighed. Og hvis den gør, handler de 18 mia. kr. ikke om nye skatteindtægter fra 70.000 nye arbejdspladser, men udelukkende om besparelser på folks efterløn.

Lad os derfor - med sociale og økonomiske briller - se nærmere på den virkelighed, som bl.a. de 5.000 tillidsfolk på LO's efterlønskonference i Odense så på efterlønsforslaget ud fra. Hvad er det for spådomme om den faktiske sociale og økonomiske udvikling frem mod 2020, der kan opridses ud fra disse erfaringer. Hvad vil der i virkeligheden ske i 2020, når efterlønnen fjernes?

Måske kun 40.000, der kan miste efterlønnen i 2020
Det første spørgsmål er her, hvor mange efterlønnere, der vil være i 2020, hvis efterlønsordningen fortsætter. Eller med andre ord: Hvor mange kan regeringen tage efterlønnen fra i 2020?

Med den nuværende efterlønsordning vil der i 2020 være væsentligt færre efterlønnere end i dag - formodentlig omkring 70.000 - 75.000. Det skyldes flere ting, bl.a.
  • Der har længe været en udvikling, hvor der er færre og færre, som betaler til efterlønnen, og dermed færre der overhovedet vil få mulighed for at gå på efterløn i fremtiden;
  • Jo mere veluddannet efterlønsbetalerne er, jo senere trækker de sig fra arbejdsmarkedet;
  • Selv inden for de samme a-kasser og faggrupper er der færre og færre af dem, der opnår ret til efterløn, som bruger denne ret. Det skyldes bl.a., at folk får stadigt større arbejdsmarkedspensionsopsparinger, og dermed bliver efterlønnen for folk som går på efterløn som 60- eller 61-årige stadigt mindre. En udvikling, der vil fortsætte massivt i de næste 10 år.
Fortsætter denne udvikling med samme styrke som i dag, vil der i 2020 formodentlig højest være ca. 75.000 efterlønnere.

Regeringens efterlønsforslag vil ikke helt have afskaffet efterlønnen i 2020, Men alle dem, der vil have ret til efterløn i 2020, vil opnå denne ret senere end med de nuværende regler, og nogle af dem vil ikke have ret til 5 års efterløn, men kun 4 eller 4 ½ år. Derfor er det ikke alle 75.000, som regeringen vil kunne tage efterlønnen fra i 2020. Hvis vi forudsætter, at alle over 50 år, som i dag betaler til efterlønnen, vil fortsætte med at gøre det i samme omfang som i dag, og hvis vi forudsætter, at efterlønsreglerne indrettes således, at efterløn på 4 ½ og 4 år svarer til de nuværende regler for efterløn ved henholdsvis 6 måneders og 1 års fuldtidsarbejde efter opnået ret til efterløn, vil regeringens reform medføre, at efterlønsbestanden vil svare til halvt så mange som under de nuværende regler. Der vil med andre ord ikke være 75.000 efterlønnere men kun det halve, dvs. 37.500. Regeringens reform vil have taget efterlønnen fra andre ca. 37.500 i 2020.

Cirka 16.000 vil forsvinde fra arbejdsmarkedet
Efterlønnen bliver med andre ord taget fra ca. 40.000 i 2020.

At dømme efter undersøgelser af efterlønnernes helbred og tilbagetrækning foretaget af professor Per E. Jensen fra Aalborg Universitet må det forventes, at kun omkring 60 pct. vil forblive på arbejdsmarkedet. Det svarer til at sende 24.000 fra efterløn til arbejdsmarkedet (job eller ledighed) og 16.000 fra efterløn til et liv uden for arbejdsmarkedet (pension, førtidspension, sygedagpenge, kontanthjælp, mv.)

Af de 16.000 vil der måske være 6.400 svarende til 16 pct. af de 40.000 efterlønnerne på førtidspension. Nogle af dem vil givetvis gå i gang med at søge førtidspension allerede inden efterlønsalderen.

Regeringen forslag om en såkaldt seniorførtidspension vil derimod ikke øge antallet af førtidspensionister. Seniorførtidspensionen vil nemlig ikke mildne det mindste på kravet om, at man kun kan få førtidspension, hvis man har en meget, meget lille restarbejdsevne. Derfor vil hovedparten af dem, der føler sig for nedslidte, slidte og trætte til at fortsætte på arbejdsmarkedet slet ikke få ret til førtidspension. De vil i stedet være henvist til at skaffe til dagen og vejen på andre måder. Hvis det som i regnestykket her drejer sig om 9.600, vil flertallet af dem formodentlig gå på (arbejdsmarkeds)pension, tære på opsparing og eventuel friværdi og måske leve af en ægtefælles indkomst. Et mindretal vil søge over på sygedagpenge og være der, så længe VKO-blokkens varighedsbegrænsninger tillader det. Andre vil forsøge at overleve længst muligt i a-kassen, og atter andre vil prøve at få kontanthjælp.

For hele denne gruppe - måske 40 pct. af efterlønnerne - er alternativerne til efterlønnen afgørende dårligere end efterløn.

Cirka 24.000 flere på arbejdsmarkedet
Af de 24.000 der går på arbejdsmarkedet, når efterlønnen er væk vil en meget stor del, formodentlig 80-90 pct. eller flere have haft et job på det tidspunkt, hvor de ellers ville være gået på efterløn (84-85 pct. går i dag på efterløn fra job).  Det er derimod ikke sikkert, at de pågældende har udsigt til fortsat beskæftigelse i dette job til et (hævet) pensionsalder.Umiddelbart skaffer det ikke øget beskæftigelse. Det medfører blot, at der måske er 24.000, der ikke efterlader sig et ledigt job til en arbejdsløs den dag, de går på efterløn.

Men kommer vi ikke til at mangle arbejdskraft "om få år"? Det siger Lars Løkke Rasmussen og alle økonomerne da. Regeringens økonomiske hovedargument er, at man kan spare masser af milliarder kr. årligt ved at fjerne efterlønnen og sende 70.000 seniorer i arbejde i stedet for. Påstanden er, at vi 'om få år kommer til at mangle arbejdskraft'. Selv Arbejdsmarkedskommissionen - en af de allervarmeste fortællere for at afskaffe efterlønnen - siger, at en afskaffelse af efterlønnen kun sikrer besparelser, hvis der er mangel på arbejdskraft:

"Således er afvikling af eller begrænsninger i adgangen til efterløn den eneste sikre vej til øget beskæftigelse inden for en kortere årrække i de fag, der ikke har nogen ledige."[2]

Lad os derfor se lidt nærmere på udsigterne til, at vi 'om få år' kommer til at mangle arbejdskraft.

Vi har i dag en arbejdsløshed på omkring 170.000. I de kommende år vil der ganske rigtigt være flere personer, der trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, end der vil være nye, der kommer ind. De næste 10 år vil der rundt regnet komme fire nye ind på arbejdsmarkedet hver gang der er fem, der trækker sig ud. Det Økonomiske Råd har beregnet, at arbejdsstyrken, dvs. dem, der er på arbejdsmarkedet i job eller som arbejdsløse, vil blive reduceret med knap 3 pct. svarende til ca. 80.000 personer.

Når Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen gang på gang påstår, at der 'vil komme mangel på arbejdskraft om nogle år', er det altså ikke nok at begrunde det med, at befolkningens alderssammensætning vil betyde færre på arbejdsmarkedet. Det kan højest forklare, at der er en mulighed for, at arbejdsløsheden vil komme ned under 100.000 i 2020, hvor regeringen så vil sende yderligere 70.000 uden efterløn ud på arbejdsmarkedet.

Der skal med andre ord meget gang i væksten, hvis der skal komme mangel på arbejdskraft i 2020. Det er der ikke just tegn på. Det Økonomiske Råd skriver således i sin rapport fra december 2010, at der er "stor usikkerhed om, hvor kraftige vækstimpulser der kan ventes fra udlandet de kommende år". Hertil kommer, som det også fremhæves af Det Økonomiske Råd "frygt for et nyt internationalt tilbageslag, primært på baggrund af underskud og gældsproblemer i en række europæiske lande."[3]

Den amerikanske nobelpristager, økonomen Joseph E. Stiglitz beskriver udsigterne endnu mere dystert: "Europa og USA står foran stagnation - Europa og USA står over for stagnation - ja, en misere i japansk stil - og vedholdende høj arbejdsløshed. Problemet i de fremskredne lande er ikke et jobløst opsving, men et anæmisk opsving - eller endnu værre, muligheden for en dobbelt-dyk recession.".

Selv om vi måtte undgå et nyt økonomisk dyk, er der ikke meget der tyder på store vækstrater hverken i EU eller Danmark i de kommende år. De relativt store vækstrater i årtusindets begyndelse var - kan vi nu se - baseret på (bolig)bobleøkonomi og finansspekulation - også i Danmark, og det er ikke særligt sandsynligt, at de vender tilbage. Tværtimod viser en lidt mere langsigtet analyse af udviklingen, at vækstraterne de sidste 50 år har været stagnerende.

Finansministeriet regner selv med, at vækstraterne i de kommende år vil ligge på 1,7 procent i 2011 og 1,5 procent i 2012.[4] En sådan vækst vil kræve flere hænder og hoveder - hvis ikke vi samtidig bliver hurtigere og smartere til at producere tingene. Hvis vi ikke blev mere produktive, skulle vi med en vækstprognose frem til 2020, som Finansministeriets prognose for 2011 og 2012, bruge 17-18 procent flere i beskæftigelse i 2020. Det ville svare til op mod en halv million flere i beskæftigelse, hvis vi vel at mærke ikke samtidig blev mere produktive. Men det går vi - forhåbentlig og efter al sandsynlighed.

Finansministeriet regner med en stigning i timeproduktiviteten på 3,5 procent i 2011 og 2,8 procent i 2012. Fortsætter det i samme takt frem til 2020, skal vi ikke bruge op mod en halv million flere i arbejde, men op mod 400.000 færre!

Der skal med andre ord komme en langt højere vækst end den, som regeringen selv regner med, hvis der skal være mangel på arbejdskraft, når Lars Løkke Rasmussen vil begynde at tage efterlønnen fra folk. Det kræver med andre ord en gigantisk jobskabelse, som Lars Løkke Rasmussen endnu ikke har præsenteret blot antydningen af.

En hurtig afvikling af efterlønnen synes derfor at resultere i, at de arbejdsdygtige seniorer - eller andre, der ikke får et ledigt job efter en efterlønner - direkte ud i arbejdsløshed. En 'tredje alder på aktivering' måske. Størstedelen af de seniorer, der ikke kan fortsætte med fuldtidsarbejde, vil formodentlig blive tvunget til at leve af småjobs, deltidsarbejde, o.lign. "Det grå guld" i kamp om de jobs, som skolelever og studerende har i dag? Et mindretal af dem, der ikke kan arbejde mere vil være så nedslidte, at de måske har en mulighed for førtidspension. To-tre års ydmygende usikker march mellem arbejdsprøvninger og speciallæger?

Alt tyder derfor på, at 27.000 flere på arbejdsmarkedet kun betyder, at arbejdsløsheden stiger med 27.000. Det kommer der ikke meget 'råd til velfærd' ud af. Tabet af velfærd for de mange seniorer er til at få øje på. Men det er de 18 mia. kr. ekstra på finansministerens kistebund derimod ikke.

DREAM-virkeligheden
Men hvordan kan Lars Løkke Rasmussen så påstå noget helt andet? Hvordan hænger hans DREAM-virkelighed sammen med de ovenstående spådomme om den sociale og økonomiske virkelighed i år 2020? Det forbindelsesled, der kan koble de to virkeligheder - Lars Løkkes DREAM-virkelighed og min spådomsvirkelighed - er virkelighedens arbejdsmarked og klassekamp på markedet. Hvad vil der ske på længere sigt, hvis min spådomsvirkelighed bliver en realitet i 2020? Hvad vil der ske, hvis der kommer op mod 30.000 flere seniorer på et arbejdsmarked, der i forvejen mangler jobs til alt, alt for mange?

I første omgang vil det måske ikke betyde en massiv vækst i arbejdsløse seniorer, fordi de 30.000 seniorer først og fremmest vil blive siddende i et job, de allerede har. Men alle dem, der i forvejen er arbejdsløse, vil gå glip af 30.000 jobåbninger med chance for et job. Dermed vil det ikke bare blive endnu sværere for de i forvejen arbejdsløse seniorer at komme i arbejde. Det samme vil gælde for andre arbejdsløse, herunder de unge. Hvis stigningen svarer til den nuværende sammensætning af AKU-ledigheden, vil det betyde op mod 12.000 flere ungdomsarbejdsløse mellem 16-29 år.

I DREAM-virkeligheden vil der 'på sigt' blive skabt ligevægt på arbejdsmarkedet. DREAM beregningerne bygger på den forudsætning, at markedet, herunder arbejdsmarkedet, er tilstrækkeligt frit og har haft mulighed for at virke tilstrækkeligt længe til, at en ændring i udbuddet af arbejdskraft har omsat sig til en tilsvarende ændring i beskæftigelsen. De mange arbejdsløse uden job må sænke prisen - dvs. tilbyde sig til en lavere løn - for at få arbejde, og når der opstår nye muligheder for at få arbejdskraft til dårlige og usikre job for lave lønninger, vil kapitalejerne oprette nye job. I DREAM-virkeligheden vil lønningerne blive trykket tilstrækkelig så meget, at det bliver profitabelt at oprette nye lavtlønsjob og skabe andre nye konkurrencedygtige jobs.

Den 63-årige slidte murer, der må sælge sig billigt til alskens småjobs, og hans nyudlærte søn, der må gå til mindstelønnen bare for at få noget at lave. Det er efterlønsafskaffelsens sociale DREAM-virkelighed. Måske Lars Løkke Rasmussens drøm, men for andre et mareridt.


[1] DREAM: Gradvis afvikling af efterlønsordningen, 26. marts 2010, s. 1.

[2] Arbejdsmarkedskommissionens slutrapport: Velfærd kræver arbejde, august 2009, s. 14.

[3] Det Økonomiske Råd: Dansk økonomi, efterår 2010, december 2010, s. 20.

[4] Finansministeriet: Økonomisk redegørelse, december 2010.