Hængekøje eller fangstnet? Om Facebook - det fortryllede spejl
Af Philippe Rivière

Offentliggjort: 15. februar 2011
For nogle dage siden bad Facebook mig om at ændre mit brugernavn. Det navn, jeg havde valgt, var ikke uartigt, det lagde ikke op til racehad, det var ikke et forsøg på at misbruge navnet på den almægtige Mark Zuckerberg (Facebooks direktør, grundlægger og største aktionær) og det lignede overhovedet ikke noget registreret varemærke. Jeg havde valgt et brugernavn, der bestod udelukkende af blindskriftstegn. Teknikerne ved Facebook havde pludselig besluttet, at dette brugernavn ikke længere var acceptabelt.

Da jeg oprettede min profil, spurgte Facebook mig om mit virkelige navn og verificerede min identitet ved at få mig til at indtaste en sikkerhedskode, som de sendte til min mobiltelefon. De pressede mig også til at fortælle dem min mail adresse, således at de kunne få adgang til min adressebog for at hente mine kontakter - mine venner, som det hedder i den specielle Facebook-dialekt.

Facebook tilbyder sine brugere en lækker hængekøje, hvorfra de kan kommunikere uden at blive oversvømmet med spam. Systemet overvåges døgnet rundt ved hjælp af algoritmer for at sikre, at de regler overholdes, som ingen læser. Annonceringen er relativt diskret, og man kan - når man har lyst til det - kigge på sine venners billeder, grine af eller lade sig forarge over de samme ting, man kan spille de samme spil og holde sig orienteret om personlige nyheder - fra de mest trivielle til de mere epokegørende. Meddelelserne i Facebook dækker hele spektret af den menneskelige tanke, der går fra meddelelsen om at jeg tager et brusebad, over annonceringer af børnefødsler til de mest eftertænksomme tanker over moderne kunst. 

Kommunikationen på Facebook er altid positiv. Man har lov til at sige, at men kan lide et eller andet ved at klikke på et ikon, men ikke at man ikke bryder sig om noget. Facebook sender én en besked, når en eller anden accepterer én som ven, men ikke hvis man bliver fjernet som ven. Der findes forskellige midler til at beskytte brugerne: hvis man er ude at rejse og logger på fra en usædvanlig adresse, tvinges man igennem en venlig spørgeleg med billeder for at bevise, at man er den, man er.

Men Facebook kan nogle gange optræde vilkårligt. Følsomme sider - af den slags som for eksempel blev lavet af en støttegruppe for Bradley Manning, den amerikanske soldat der blev anklaget for at have afsløret militære hemmeligheder vedrørende Irak-krigen via Wikileaks - bliver af og til lukket for derefter at blive åbnet igen nogle dage senere uden nogen forklaring. For at forhindre spam bliver medlemmerne inviteret til at indberette generende meddelelser: Facebook suspenderer derefter afsenderens brugerkonto. Alle mulige former for aktivister har brugt den metode til at få deres politiske modstandere suspenderet. Facebook falder også af og til for fristelsen til at censurere og blokerer links til fildelingstjenester, kunstneriske eller politiske hjemmesider - eller til sider som for eksempel seppukkoo.com, der forklarer brugere, hvordan de sletter deres brugerkonto og forlader Facebook.

Denne udspekulerede blanding af privathed og voyeurisme, en sygeligt sukkersød diæt af overskridelse og overvåget frihed, har vist sig at være en vinderopskrift for Zuckerberg. Facebook har samlet over 500 millioner medlemmer af hvem de 50 % logger på hver eneste dag - og i alt bruger mere end 700 milliarder minutter på tjenesten hver måned. Omkring 200 millioner mennesker tilgår tjenesten via deres mobiltelefoner. Det hele begyndte med ingenting - eller næsten ingenting: Harvard Universitets prestige spillede trods alt en ikke uvæsentlig rolle i den stort anlagte præsentation i februar 2004 - og i dag er Facebook verdens største webside, til trods for at firmaet stadigvæk ikke har mere end 1.700 ansatte.

Klik bare synes om
De private informationer, der så velvilligt stilles til rådighed af Facebooks brugere, er meget eftertragtede. De gør det muligt at markedsføre langt mere præcist - i relation til køn, alder, fødselsdag, sprog, nationalitet, bosted, uddannelsesmæssig baggrund, interesser og så videre - end traditionelle medier. Og Facebook gør det m[1]uligt at henvende sig til et publikum, der er lige så stort som fjernsynets. Den 13. december var Louis Vuitton, producenten af luksustasker og kufferter, i direkte kommunikation med 1.713.698 internetbrugere. Ved at klikke på linket synes om, opfordrede disse mennesker deres venner til at gøre ligedan. Indholdet på Louis Vuittons side lige fra gengivelser af modeopvisninger til sangeren Bonos rejseblog - "I hjertet af Afrika".

Blandt de mest populære sider er dem, der er oprettet af foretagender som Starbucks, Coca-Cola og Oreo, der har besøgstal på mellem 10 og 25 millioner. Men de store varemærker er ikke alene om at arbejde på sagen. På deres egen måde arbejder lokale brugskunstnere, håndværkere, mindre kendte forfattere og små virksomheder med det samme system for at gøre reklame for sig selv. Selv Monde diplomatique har meldt sig.[2] Tidsskriftets fransksprogede Facebook-side - der blev etableret i 2009 på initiativ af en abonnent, har allerede 49.048 tilmeldte (den noget senere tilkomne engelske udgave har aktuelt 2.309 medlemmer).

Ved at tillade brugerne at skabe og promovere deres egen politiske identitet, er Facebook blevet det fortryllede spejl for vores narcissistiske og selvpromoverende æra. Oplevelsen med Facebook giver brugerne en fornemmelse af at være på scenen og af at optræde foran 130 andre (gennemsnitsantallet af venner), der applauderer alle påfund og alle manerer. Jo mere præcist det elektroniske spejl viser vores personlighed - eller hvordan vi gerne vil se os selv - jo mere indtaget bliver vi i vores eget spejlbillede. Dette opmuntrer brugerne til hele tiden at opdatere deres side - nogen gange næsten tvangsmæssigt - ved at offentliggøre information om, hvad de bryder sig om eller ikke kan lide og deres opholdssted lige nu ved hjælp af forskellige geo-positioneringsteknikker eller ved at berette om deres kærlighedsliv.

Men Facebook har ikke tænkt sig at stoppe her. Nu forsøger man at udstrække sine operationer fra det medlemsstyrede til hele internettet. Siden april 2010 har Facebook tilbudt en synes-om-knap som ejere af hjemmesider kan indbygge på deres sider for at skabe opmærksomhed omkring dem. Takket være denne knaps tilsyneladende helt uskyldige karakter, er den allerede blevet plantet på mere end en million websider. Og Facebook praler nu med, at man kan spore mere end 150 millioner brugeres færden på nettet hver måned og også ad den vej kan raffinere deres profiler. Desuden har Facebook fornylig lanceret en elektronisk beskedfunktion, der rummer mail, SMS og chat for bedre at kunne betjene internettets brugere. Dette har betydet, at man nu er i direkte konkurrence med Google, den anden gigant på internettet.

Facebook garanterer, at det kun er ens venner, der kan tilgå de store mængder af tekst og billedinformation, der konstant strømmer ind i deres databaser. Men i november 2010 afslørede en undersøgelse lavet af The Wall Street Journal, at nogen af de største spillefirmaer på Facebook gemte personlige oplysninger for spillerne og deres venner. Facebook erklærede, at de ville forfølge en nultolerance-politik overfor dataindsamlingen og garanterede, at man aldrig har solgt og aldrig vil sælge information (selvom denne forsikring helt klart havde overset den såkaldte Patriot Act [3], der tillader amerikanske myndigheder at rekvirere al personlig information, såfremt den opbevares i USA).

I 1993 fastslog en mindeværdig vittighedstegning i The New York Times, at "på internettet er der ingen, der ved, at man er en hund". I 2010 er anonymiteten på vej til at blive afskaffet. På Techonomi-konferencen den 4. august 2010 sagde Googles administrerende direktør Eric Schmidt: "Vis os 14 billeder af dig selv, og vi kan identificere, hvem du er. Og du tror måske ikke, at der findes 14 billeder af dig på internettet? Se engang i Facebook" Denne tilstand var i hans øjne ikke blot uforanderlig, den var også nødvendig. "I en verden fuld af asymmetriske trusler, er sand anonymitet alt for farlig ... man er nødt til at have en funktion, der kan identificere alle mennesker ... det vil regeringerne kræve."

Selvom det stadigvæk er muligt at snyde, så vil det fremover i stigende grad blive besværligt. Verdens mest magtfulde teknologiarkitekter og verdens politiske ledere har planlagt at civilisere internettet, som de stadigvæk betragter som lovløst område. Hvis de har held med deres projekt, vil det at du identificerer dig korrekt blive den pris, du kommer til at betale for at få fuld og uindskrænket adgang. Oprindelig var world wide web et billede, der blev brugt til at beskrive et decentraliseret system af indbyrdes samarbejdende netværker. Ingen havde forestillet sig, at en stor edderkop faktisk ville tage bolig i nettet og begynde at udspionere alle brugernes aktiviteter.

Oversat fra engelsk af Jan Mølgaard. Først bragt i Le Monde Diplomatique

Se originalen HER.
Læs også DET HER.




[2] Og - uden sammenligning i øvrigt - også Kritisk Debat

[3] Se http://da.wikipedia.org/wiki/USA_PATRIOT_Act