Krisen – økonomisk og politisk
Af Anders Hadberg

Offentliggjort: 14. december 2010
Indledning
Emmanuel Wallerstein (EW) fremfører i sin artikel i Kritisk Debat oktober 2010 mindst tre konklusioner, som er en diskussion værd - se indledningen til dette temanummer. I det følgende vil jeg kommentere på artiklens centrale teser og anholde elementer i den kriseforklaring og politiske strategi, som EW lægger for dagen.

For det første karakteren af den økonomiske krise, dens nuværende fase af ustabilitet og dens muligheder for genopretning af den kapitalistiske økonomi. For det andet påstanden om det "gamle venstres" svigt og bortfald - herunder antagelsen om en politisk polarisering i arbejderbevægelsen. Og for det tredje venstrefløjens politiske hovedopgaver under den økonomiske krise.

Den økonomiske krise og de lange bølger af kapitalistisk vækst
Grundlæggende for EW's analyse af den nuværende systemkrise er hans teori om de lange bølger af kapitalistisk vækst, som han i mere end 30 år har fremført med overbevisning. Men en række forhold ved EW's analyse kræver korrektion.

Monopoler som årsag til stigning og fald i profitraten
EW hævder, at det er sammenbruddet af monopoler, der leder til en faldende profitrate, hvilket leder til en faldende akkumulation (vækst) i den kapitalistiske økonomi. I skabelsen af monopolerne - selvom EW ikke er er meget for at uddybe hvilket årsager/faktorer, der leder til en ny A-fase af den lange bølge - spiller det politiske niveau en central rolle i at skabe et rum i hvilket monopolet kan eksistere; dvs. skærmet for konkurrence. EW's teori betoner koblingen mellem nationale monopoler, som fremelskes/dyrkes af staten - især er det vigtigt i hans forklaring af USA's magtposition på verdensmarkedet.

Heroverfor er det imidlertid blevet fremført, at det, der driver A-fasen i en lang bølge, er monopolet på en teknologi, der fundamentalt ændrer på produktionsprocessen i flere brancher. Det er gennemslaget af en teknologisk revolution koncentreret i begyndelsen af opsvinget hos de førende kapitaler i flere udvalgte "vækstbrancher", der bærer det lange opsving. Og det er således også bortfaldet af monopolet på den revolutionerende teknologi - dvs. almengørelsen af teknologien - der indvarsler en fase af stagnation eller direkte recession.[1]

Det er ikke - som man ellers kan forstå EW - fordi nogle kapitaler gennem monopol sælger deres varer til overpris. De sælger varen til den gennemsnitlige markedspris, men høster derved en overgennemsnitlig profit, idet de modtager en pengesum, der repræsenterer en værdi større end den nedlagt i varerne. De høster m.a.o. en større del af merværdien end de producerer.

Overpris som årsag til opretholdelse af profitraten
Karakteren af monopolerne og profitraten må ligeledes korrigeres under diskussionen af nyliberalismen som løsningsstrategi på 1970ernes strukturelle krise. EW hævder, at den nyliberale fase af kapitalistisk vækst har været kendetegnet ved at produktionsomkostningerne er steget og at kapitalistklassen derfor med held har forsøgt at kompensere herfor med en forhøjelse af priserne. Den strategi, som arbejdsgiverne har forfulgt siden 1970erne har m.a.o. været at sætte priserne i vejret for at modvirke presset på profitten fra stigende omkostninger.

Igen må vi fastholde. Det er ikke evnen til at fastholde høje priser, der er det centrale kendetegn ved monopolerne - ej heller i den nyliberale fase. Det centrale ved den nyliberale strategi var derimod et hårdt angreb på den organiserede arbejderbevægelse, dens organisationer og arbejdernes sociale rettigheder - både løn- og arbejdsvilkår og statsligt sikrede velfærd. Det var den egentlig kerne i den strategi, som iværksattes fra arbejdsgivere og borgerlige regeringer i slutningen af 1970erne. Det er dokumenteret ud over enhver tvivl at intensiveringen af udbytningen af arbejdskraften - herunder angrebet på den offentlige sektor, der jo finansieres af en del af den samlede merværdi - er det centrale kendetegn ved nyliberalismen. Det var samtidig den direkte årsag til at profitraten begyndte at stige fra starten af 1980erne i de vestlige lande - ikke prisstigninger på varerne. Strategien har altså været at reducere omkostningerne ved arbejdskraften ved at presse prisen på arbejdskraften under sin værdi.[2]

Liberaliseringen af den finansielle sektor fulgte i kølvandet på denne proces og spillede en dobbeltrolle. For det første gennem disciplinering af staterne og deres økonomiske politikker - herunder især "indkomstpolitikken". Muligheden for at devaluere sig ud af en dårlig "lønkonkurrenceevne" blev med ét revet bort. Dermed var der kun tilbage at gå efter at sikre løntilbageholdenhed hos egen arbejderbefolkning (som fx Fælleserklæringen af 1987). For det andet - som også EW hævder - har finanssektoren spillet en funktionel rolle: ved at øge kreditudstedningen har den finansielle sektor medvirket til at kompensere for øgningen i den relative forskel mellem samlet vareudbud og arbejderbefolkningens samlede købekraft. Den massive vækst i bruttogælden hos husholdningerne har finansieret opretholdelsen af det nødvendige relative forbrug for under faldende relativ afsætning at sikre virksomhedernes afsætning. Betegnelsen " gældsdrevet akkumulation" har sin berettigelse om netop den nyliberale models mix af massiv gældsætning og faldende relativ indkomst til arbejderklassen.[3]

Perspektiver for krisen
Som EW, mener jeg, at den kapitalistiske krise på kort sigt befinder sig i en meget ustabil situation. Selv små chok kan vælte økonomierne. Og den større gensidige afhængighed landene imellem, skabt af den nyliberale globalisering, gør omfanget af en ny nedtur desto større. Derfor ser vi, at bureaukrati og borgerlige ledere i EU og USA sætter massivt ind overfor enhver uregelmæssighed i landenes økonomier. I EU forsøger man febrilsk at dæmme op for den truende statsgældskrise, senest med den massive hjælpepakke til Irland som eksempel.

Løsningsstrategien, som både arbejdsgivere og borgerlige regeringsledere forsøger sig med, er en radikal version af nyliberalismen. Redningsforsøget, der alle steder indebærer nedskæringer i velfærd, løn- og arbejdsvilkår, har til formål at flytte værdier fra arbejderbefolkningen over til de rigeste ved at genetablere afkastet på kapitalinvesteringer. Der er på den måde ingen "løsning" i redningsforsøget; der blot ublu klassepolitik. Og tilsyneladende effektueres denne strategi sig for øjnene af os. Opsparingsoverskuddet i de store private koncerner er voksende. Rigerne fattes måske penge, men det gør flere af de multinationale virksomheder ikke. Faktisk "er der en række koncerner, der er så velpolstrede at de næsten ikke ved, hvad de skal bruge deres penge til." [4] De går så til opkøb af mindre virksomheder, der kan sikre adgang til afsætning på lokale markeder. Eller også følger de det nyliberale dogme: forgyld aktionærerne.

Det store opsparingsoverskud er dog ikke lig med en langsigtet rehabilitering af de den kapitalistiske økonomi - herunder afkastet på kapital. For det er ikke muligt at investere store summer i udvidelse af produktionsapparatet uden at have et afsætningsgrundlag - så langt en enighed med EW. På kort sigt afhænger krisens videre forløb derfor af hvem der taber kampen om regningen. Den internationale kapitalisme er - for at undgå en ny recession - afhængig af at trykke lønnen og minimere andelen af merværdien, som overgår til den offentlige sektor. Det er en nedskæringens logik, der præger overlevelseskampen, fordi det er reduktionen i omkostningerne, der giver muligheden for afsætning i et trængt marked. På længere sigt er det imidlertid lige så afgørende for arbejdsgiverne, at få hævet udbytningsgraden markant (eller i nationalregnskabstermer: profitkvoten) for at animere til en fornyet investeringsaktivitet. Hertil kommer en udvidelse af afsætningsgrundlaget i form af en udvidelse af verdensmarkedet. En sådan udvidelse må finde sted igennem opbygningen af et indre kinesisk (og sydøstasiatisk) marked - på samme måde som det skete da hhv. England og USA indtog det internationale systems hegemoniske position. Spæde tegn på denne proces er allerede synlige, men der er ingen automatik her. Skabelsen af et sådan marked indebærer en radikal omfordeling fra de rigeste til de arbejderbefolkningen i Kina, og de sociale kampe, der går forud for en sådan transformation af kinesisk kapitalisme, har vi ikke set begyndelsen på. I et land, hvor den gennemsnitlige profitkvote ligger på 80 % (i USA og EU er den ikke engang det halve!) er der m.a.o. langt igen før denne strukturelle forandring slår igennem. Lige så usikkert er det hvilke dele af den vestlige kapital, denne udvidelse af verdensmarkedet vil tilgodese.

Den nuværende løsningsstrategi som propaganderes af EU antager på kort sigt en nationalistisk karakter, når dogmet i hvert land lyder at eksportdrevet vækst - a la Tyskland eller Sverige - er vejen ud af krisen. Den strategi leder til et ræs mod bunden, hvor hvert land minimerer egne omkostninger - læs: lønninger, arbejdsforhold og offentlig sektor. I Danmark har S og SF overtaget logikken og snakker velvilligt med de nationale "champions", som skal nurses frem til international succes.

Medmindre det lykkes arbejdsgiverne og de borgerlige regeringer at tilføre arbejderbefolkningen overalt i de vestlige lande et radikalt nederlag i kampen om levevilkårene, står vi med en kapitalisme i nedtur - enten stagnation eller recession - som vil vare mange år endnu. Den sidste strukturelle krise, der brød igennem i 1968 i USA varede frem til 1982 (flere steder først i start-1990erne) før der igen kom skub i sagerne. Samme udviklingsforløb kunne man forestille sig i denne krise: en langstrakt stagnation/depressiv fase, hvor de ideologiske og sociale kampe vil skærpes i de kapitalistiske centre.

Den politiske krise
Lad os endvidere se på EW's analyse af den politiske situation. Ifølge EW er USA's hegemoni i det internationale system under stærk afvikling med den økonomiske krise. Den amerikanske nyliberale model er politisk, socialt, kulturelt og økonomisk ikke længere den ledende blandt nationer og imperier. Og presset for at vende tilbage til modellen er meget lille. Dette tilføjer et element af systemisk kaos, mener han, og skaber en situation hvor selv små mobiliseringer kan få stor betydning - den såkaldte sommerfugle-effekt.

Det systemiske kaos betyder, ifølge EW, at der på den politiske scene eller blandt de sociale bevægelser ikke kan eksistere en vertikal struktur, hvor nogen bestemmer tingenes udvikling - hverken hos kapitalistklassen eller arbejderklassen. Hertil kommer, at der ikke er noget ensidigt alternativ til den eksisterende orden. Den gamle venstrefløj - kommunismen og socialdemokratismen - har svigtet deres løfter om forandring af de kapitalistiske samfund og ikke længere er noget aktiv i kampen for forandring. I stedet, mener EW, er verdenssystemet politisk delt i fire tendenser, der står overfor hinanden i kampen om magten til at forandre systemet. Begge sider af fløjene er delt i to mellem neo-autoritære centralister og humanistiske decentralister. Resultatet af kampen mellem tendenserne er ikke givet på forhånd.

Der er flere elementer i EW's analyse, der må anholdes.

Reformismens rolle i modstandskampene under krisen
For det første må det anholdes, at reformismen har mistet indflydelse som dominerende strømning i arbejderbevægelsen og de modstandskampe, der opstår i kølvandet på krisen. Selvom den nyliberale periode blev grundlagt på et opgør med arbejderbevægelsen - herunder især fagbevægelsen - indebar kampene mange steder, at nye klassekompromiser opstod, idet fagbureaukratiet (og i flere tilfælde socialdemokratiske partier) gav efter og blåstemplede løntilbageholdenhed. Den danske trepartsaftale "Fælleserklæringen af 1987", den norske trepartsaftale "Solidaritetsalternativet" fra 1992 og den svenske topartsaftale "Industriavtalet" fra 1997 i Sverige, er alle eksempler herpå.[5] I første omgang indebar sådanne klassekompromisser en øget centralisering af fagbevægelsen og en amputering af dens kampdygtighed overfor angrebene på løn- og arbejdsvilkår. Fra toppen af fagbureaukratiet blev freden på arbejdsmarkedet sat over ethvert forsøg fra medlemmerne på at sætte sig op mod stigende udbytning og øget tempo.[6]

Med udbruddet af 2008-krisen, radikaliseringen af det nyliberale projekt og intensiveringen af angrebene på lønarbejdernes fundamentale sociale rettigheder, er toppen af fagbevægelsen tvunget ud af det samarbejde med borgerlige ledere og arbejdsgivere, som det sætter over alt andet. Således har vi set flere steder et nærmest klassisk handlingsmønster fra toppen i fagbevægelsen og socialdemokratisk partier i mange af de europæiske lande. I en taktisk venstredrejning forsøger de at genopbygge deres sociale base ved at organisere protester, demonstrationer og faglig aktivitet. Fra at lukke den faglige aktivitet og bevægelse ned, sætter de tilsyneladende apparatet i sving for at mobilisere mod forringelser. Det har vi set i Danmark (velfærdsbevægelsen), men det har også været tilfældet i Frankrig, England og Grækenland.

For der er grænser for hvor stor passivitet fagtoppen kan tåle. Siden 1990erne er medlemmerne forsvundet fra fagbevægelsen i hobetal. Det har åbenlyst svækket fagbevægelsens "forhandlingsposition" overfor samarbejdspartnerne i arbejdsgiverorganisationerne. Men lige så hurtigt protesterne ser ud til at omsættes i yderligere radikalisering, der kan true klassesamarbejdet, bliver aktiviteterne lukket ned igen. Det så vi bl.a. i kølvandet på protesterne mod VK's Genopretningspakke i Danmark. Det samme har været tilfældet i de massive protester i Frankrig mod pensionsreformen blev ramt af "tilbage til forhandlingsbordet" logikken (om end PS ikke har nær samme styrke i protesterne som de socialdemokratiske fagtop i Danmark). Selv i Grækenland, hvor en socialdemokratisk-ledet regering fører sparekniven, er socialdemokrater organiseret tilstede i de massive protester mod nedskæringerne og forsøger at trække protesterne hen til forhandlingsbordet.

Ser man på meningsmålingerne fra fx Danmark kan man se, at der er polarisering af det politiske landskab med en overvejende venstredrejning. Venstredrejningen gavner i første omgang SF og Socialdemokratiet, der er gået frem næsten uafbrudt siden velfærdsbevægelsen startede i med store demonstrationer i 2006. Det er denne politiske venstredrejning, som de reformistiske tendenser ønsker at styrke til et vist punkt, men så sandelig også ønsker under kontrol. De er interesseret bringe en ny regering til magten på denne venstredrejning, men ikke at den fortsætter efter valget.

Reformismen har derfor ikke mistet sin betydning som en toneangivende tendens i arbejderbevægelsen eller andre bevægelser, der sætter sig til forsvar mod den nyliberale offensiv under krisen. Parlamentarisk har reformismen endda fået en genfødsel i flere lande.

Venstrefløjens to hovedopgaver
Spørgsmålet er derfor om hovedopgaven er, at opbygge helt nye bevægelser - sådan som EW foreslår i sin artikel. Er opgaven for den venstrefløj, der forsøger at forandre det kapitalistiske samfund, at gå uden om de bevægelser, der er domineret af enten kommunistiske eller reformistiske tendenser fordi små (og mere radikale) bevægelser har højere aktivitetsniveau og radikalitet i sine krav?

Tværtimod. En sådan strategi risikerer at lede til isolation og sekterisme. At små mobiliseringer pludseligt kan ændre den politiske dagsorden har et anstrøg af situationisme over sig og kan ikke være grundlaget for en kollektiv kamp for samfundsforandring. Naturligvis skal venstrefløjen engagere sig i bevægelser og aktioner, der er væsentligt mere aktive og radikale. Naturligvis skal venstrefløjen støtte enhver bevægelse, der på et progressivt, demokratisk og pluralistisk grundlag sætter sig til forsvar mod angrebene fra den borgerlige offensiv. Ofte kan det være uventede begivenheder, der udløser en opsparet massiv modstand.

Men den første hovedopgave for venstrefløjen netop nu er at opbygge styrkepositioner eller oppositioner inden for de bevægelser (især fagbevægelsen), hvor de(n) reformistiske tendens(er) dominerer. Styrkepositionerne eller oppositionerne har til formål at fortsætte mobiliseringer, aktivitet og kampe mod angrebene på velfærd, løn- og arbejdsvilkår, dér hvor aktiviteten forsøges lukket ned at de reformistiske ledelser.

Når lønarbejdere, studerende eller andre af arbejderklassens grupper er i bevægelse trækker det dem mod venstre. Opgaven foran os er derfor ikke at afstå fra samarbejde med reformistiske partier og tendenser for i fælles samarbejde at opbygge bevægelser. Tværtimod er det opgaven at søge et bredt venstrefløjssamarbejde både i bevægelserne og i parlamentet. Kun ved at deltage i og skabe bevægelse, aktivitet og kamp på så mange fronter som muligt kan det lykkes at rykke arbejderbefolkningen til venstre og samtidig lægge pres på ledelserne af de berøringsivrige partier; simpelthen at give dem så lidt manøvrerum til højre som muligt. Det kan ikke gøres inde fra Christiansborg eller andre parlamenter - det sker gennem det pres, som de sociale bevægelser lægger på en sådan regering nedefra.

Men derudover har venstrefløjen en anden hovedopgave. Selvom det lykkes de sociale bevægelser at holde reformpartiernes ledelser fra de værste ulykker (som fx at forlænge arbejdstiden med 12 minutter om dagen, skære i efterlønnen eller andre angreb på de sociale og politiske rettigheder arbejderbefolkningen har kæmpet for at opnå de sidste 150 år), fastholder det et måske forbedret status quo - den egentlige samfundsforandring udebliver. Og når næste bølge af højreoffensiv kommer, så vil klassesamarbejdets små reformskridt igen blive fejet af banen.

Venstrefløjens anden hovedopgave er derfor at bidrage med strategiske antikapitalistiske modsvar i debatten i bevægelserne, på arbejdspladserne og på skolerne. Strategiske antikapitalistiske modsvar kan bidrage til at skabe en dynamisk sammenhæng mellem de nuværende kampe og de nødvendige skridt i morgen. Kun ved hele tiden at udvikle en dynamisk debat om, hvordan vi konkret erstatter kapitalmarkedernes og virksomhedernes profitbehov som ledemotiv inden for arbejdsliv, velfærd og uddannelse, med de menneskelige behovs ledemotiv, kan venstrefløjen bidrage til udviklingen af en/flere bevægelser, med kraften til at skabe blivende sociale forandringer og forbedringer for arbejderbefolkningen.


[1] Se E. Mandel (1975): "Senkapitalismen". London: Verso, og (1995) "Long Waves of Capitalist Development". London: Verso.

[2] Borgerlige økonomer vedkender sig betydningen af udsvingene i lønkvoten (udbytningsgraden) for opsving i kapitalistisk vækst. Se fx Bank of International Settlements (2007): "The global upward trend in the profit share". Working paper no. 231. http://www.bis.org/publ/work231.pdf?noframes=1

Eller fx Husson (2008): "The upward trend in the rate of exploitation", i International Viewpoint, feb. 2008: http://www.internationalviewpoint.org/spip.php?article1421. For analyse af udviklingen i udbytningsraten i Danmark se også A. Hadberg (2009a): 'Klasser, fordeling og magt i nyliberalismens Danmark', i A.Lundkvist (red.2009): "Dansk nyliberalisme". København: Frydenlund.

[3] Se fx P. Gowan (2009) "Crisis in the Heartland", New Left Review, nr. 55, Jan-Feb 2009. Eller Michel Husson (2009): Capitalismo Puro. Maia Ediciones.

[4] Frederik Aakard i Business.dk, d. 23. november: http://www.business.dk/node/9719304/print. Se også Ussing, Skovgård og Ruskov: "Formuer hober sig op i virksomheder". Business.dk, d. 23. november: http://www.business.dk/node/9446899/print

[5] Se Hadberg (2009b) "Neoliberalism in Scandinavia". Københavns Universitet: Speciale.

[6] Eksempelvis indgik fagtoppen i Danmark efter storkonflikten i 1998 den såkaldte "Klimaaftale" (LO-DA 1999), der havde til formål, at gøre det mere besværligt for fagbevægelsens medlemmer at afvise et overenskomstforslag. Se Hadberg (2009b).