30-års krisen. Finansialisering og ulighed som drivkræfter.
Af Kristian Weise

Offentliggjort: 14. december 2010
Den aktuelle krise startede ikke med finanskrisen i 2007 eller 2008, men har været meget længere undervejs. Så langt har Wallerstein ret i sin artikel om krisen som systemkrise. Men han tager for let på de ændringer, der er sket med den globale økonomi de seneste årtier, og tillægger ikke politiske beslutninger tilstrækkelig betydning. Han er simpelthen for strukturalistisk og deterministisk. Dermed bliver hans anbefalinger til handling også tomme.

De fleste folk spærrer øjnene op, når man siger at finanskrisen startede i 1979 og 1980. Og de ryster på hovedet, når man tilføjer, at der aldrig bare var tale om en finansiel krise, men om en langt mere grundlæggende økonomisk krise. Det er nu ikke desto mindre tilfældet. Krisen kan føres tilbage til de politiske skift, som valget af Thatcher i Storbritannien (i 1979) og Reagan i USA (i 1980) bragte med sig. At krisen var økonomisk, før den blev finansiel, skal forstås på den måde, at den er en konsekvens af den økonomiske model, der er blevet udviklet over de seneste årtier. Dens årsager skal således ikke kun findes på de finansielle markeder, men mere grundlæggende i økonomien.

Immanuel Wallerstein har i sin artikel, 'Dynamikken i den uløste globale krise: tredive år efter', blik for noget af dette. Det er altid et plus, når samfundsteoretikere og politiske kommentatorer kan huske mere end et par år tilbage, når de ser aktuelle fænomener i en større sammenhæng og kan skrive historien med en bred pensel. Det kan og gør Wallerstein. Desværre bliver penselstrøgene så brede, at de afgørende analytiske detaljer forsvinder, og at anbefalingerne er så ukonkrete, at der ikke kan handles på baggrund af dem. Blikket er simpelthen ikke skarpt nok.

Den manglende skarphed gør, at hans analyse halter på en række punkter. Ligeledes betyder det, at artiklen rummer en række empiriske fejl, som giver indtryk af, at han kun tager de ting med, der understøtter hans teori og pointer, og undlader dem, der går imod disse. Eksempelvis skriver han, at vi ikke har talt om "kriser" i perioden mellem slutningen af 1970'erne og 2008. Spørg mexicanerne, argentinerne, russerne og indbyggerne i lande som Malaysia, Indonesien, Thailand, Filippinerne og Sydkorea om de er enige? Svaret er 'nej'. De oplevede nemlig alle meget alvorlige finansielle kriser i 1990'erne - som for de østasiatiske lande faktisk var værre end den aktuelle finanskrise. 

På samme måde bliver Wallersteins iagttagelser så lange, at han for eks. kan konkludere, at regeringerne har "været nødt til at hæve skatten", at beskatningen generelt er steget og at det har skåret kraftigt i "virksomhedernes profitmargen". Hmm. Muligvis sammenlignet med den anden industrielle revolution i 1870'erne eller tiden før anden verdenskrig. Men på ingen måde inden for det seneste årti eller tiden fra 1985. Inden for de seneste årtier er både virksomheds- og personskatter faldet betragteligt. Og profitmargenerne - som jeg vender tilbage til - er blevet federe.

Hvad værre er, så har Wallerstein - i mine øjne - også en begrænset forståelse for, hvordan den moderne kapitalisme fungerer. Wallerstein tager som udgangspunkt, at kapitalistisk produktion kun kan ekspandere i et væsentligt omfang, når "visse førende produkter er relativt monopoliserede". De driver i hans optik udviklingen. Det kan muligvis påvises i tidligere Kondratieff-bølger, som han omtaler de 50 til 60-årige perioder, der også er kendt som Schumpeters 'lange bølger' i økonomien. Men det hænger ikke sammen med den virkelighed, vi har oplevet de seneste par årtier. Her er den monopolitiske produktion blevet reduceret, finanssektoren - der på trods af sine store aktører ikke kan betegnes som monopolistisk - er blevet den mest profitable, og ændringer i forholdet mellem arbejde og kapital, lønmodtagere og investorer, har været det mest afgørende for niveauet for profit i den kapitalistiske økonomi.

Den globale arbejdsstyrke, der står til rådighed for den kapitalistiske produktion, blev således fordoblet omkring årtusindeskiftet. De politiske forandringer i Kina og de tidligere Sovjet-lande sammen med Brasilien og Indiens integration i den globale produktion betød, at mere end en milliard arbejdere på ganske kort tid blev en del af den pulje af arbejdskraft, som arbejdsgivere verden over kan trække på. Det er det, som arbejdsmarkedsøkonomen Richard Freeman (ikke at forveksle med Friedman, der hedder Milton til fornavn) har kaldt 'The Great Doubling".[1] Men antallet af arbejdsgivere, eller rettere sagt investorer med investeringsvillig kapital, blev ikke øget nævneværdigt. Dermed blev der ændret på det klassiske styrkeforhold mellem arbejde og kapital. Og det i et sådan omgang, at den nye balance bragte store fordele til investorerne (kapitalejerne), som fik øget deres forhandlingsstyrke væsentligt.

Det er blandt andet derfor, at medianlønningerne har stagneret i USA i de seneste årtier. Og det kan ses i opgørelserne over fordelingen af økonomien: I USA var lønmodtagernes andel af nationalindkomsten i 2006 på det laveste niveau, der er blevet registreret, siden registreringen begyndte i 1929. Omvendt var den del, der udgøres af virksomhedsprofitter på det højeste registrerede niveau nogensinde. Billedet er det samme i Europa. Her udgjorde lønninger omkring 68 procent af nationalindkomsten i starten af 1980'erne, men var faldet til 59 procent i 2005. Også i Europa er det virksomhedernes overskud, der er vokset på bekostning af lønningerne.

Men denne udvikling er ikke en del af Wallersteins analyse. Det er også derfor, han - fejlagtigt - kan konstatere, at "Kinas økonomiske ekspansion accelererer reduktionen af den kapitalophobning, som skal trækkes ud af den kapitalistiske verdensøkonomi." Han har kun blik for en del af ligningen, nemlig at der kan komme flere investorer og kapitalejere til, ikke at der også er hundrede af millioner af kinesiske arbejdere, der endnu ikke er en del af den globale produktion, men som er klar til at indgå heri.

Det mest skræmmende - både ved den globale økonomiske udvikling, og som sådan ved at det ikke indgår i Wallersteins analyse - er, at vi har fået en verdensøkonomi, der kan generere store overskud til virksomhederne og indkomstfremgang til de allerrigeste, uden at økonomien samlet set vokser væsentligt og at de fleste indkomstgrupper oplever fremgang. Det gør hele det økonomiske system mere ustabilt, men er ikke desto mindre tilfældet. Det knytter sig til den finansialisering af økonomien, der er sket over de seneste årtier, og de grundlæggende økonomiske forhold, der både er årsag til og konsekvens heraf. Derfor vil jeg også i det følgende dvæle ved netop de to forhold, som Wallerstein desværre mere eller mindre overser.

Finansialisering - når de moderne alkymister sætter dagsorden
Over de seneste årtier har de finansielle markeder har i stigende grad bestemt den økonomiske udvikling, mens finansielle aktører og deres krav har dikteret virksomheders strategier og ageren. Udviklingen i valutakurser, renter og aktiepriser har i højere og højere grad formet de økonomiske konjunkturer og været afgørende for, om et land gennemgik op- eller nedture. Finansielle aktiviteter har, kort sagt, vundet overhånd over den industrielle produktion og andre tjenester - alt det, der udgør realøkonomien. Vores økonomier blevet finansialiserede.

Det er sket gennem ændringer i forskellige dele af vore økonomier, mest tydeligt på virksomhedsniveauet. Her er finansialisering tæt knyttet til fremkomsten af 'shareholder value'-tilgangen til, hvordan virksomheder skal styres. Hyppigere og hyppigere finansielle resultater - som kvartalsregnskaber og udbyttebetalinger - er det, som al aktivitet rettes mod. Finansialiseringen er dog også tydelig i de makroøkonomiske indikatorer. De seneste årtier er værdien af verdens finansielle aktiver - dvs. aktier, obligationer, lån og lignende - steget meget hurtigere end den globale økonomi har udviklet sig. For ikke så lang tid siden svarede værdien af disse aktiver nogenlunde til det samme som verdens BNP. Men inden finanskrisens start udgjorde de finansielle aktiver knap fem gange verdens BNP. Alene mellem 2003 og 2007 steg værdiforholdet med 45 procent.[2] Samtidig udgjorde finansielle derivater, som er fordringer på finansielle aktiver og ikke har nogen direkte forbindelse til den virkelige verden, mere end ti gange verdens BNP.[3]

Finanssektoren er også vokset. Det ses særligt i dens evne til at rage stadig større dele af værditilvæksten i økonomien til sig. I USA er finanssektorens andel af de privatansatte steget fra 6,6 procent til 7,3 over de seneste tre årtier. Men dens andel af virksomhedernes overskud er steget meget mere: fra 25,7 procent af de samlede overskud i 1973 til 49,7 procent i år 2000 og 43,2 procent i 2005, hvor der var store overskud i andre sektorer. I samme periode steg de samlede overskud fra 7,3 procent til 10,3 procent af USA's BNP. Så i en periode, hvor virksomhedernes overskud er steget som andel af den nationale økonomi, har finanssektoren altså fået ekstra godt fat.

Forståelsen af finansialisering som den kontekst, finanskrisen har fundet sted i, er afgørende fordi den finansielle sektors dominans er årsag til, at krisen har fået det omfang, den har. Og den er helt central, når man skal se på de langsigtede løsninger på krisen og hvilken økonomisk udvikling, der er ønskværdig. For selv uden krisen var finansialisering et problem. Økonomien bør understøtte sociale målsætninger, og det finansielle system understøtte økonomien. Den grundtanke er vi kommet længere og længere væk fra de seneste årtier. Økonomiens tjenere er blevet dens herrer. Og der er ikke noget, der tyder på, at krisen vil ændre ved det. Det er de græske og irske 'redningspakker' i høj grad et bedrøveligt bevis på. Her er det bankerne og de finansielle investorer, der er blevet reddet, og de almindelige mennesker, der hænger på regningen.

Det er ikke noget tegn på succes for en økonomi, når den finansielle sektor vokser og vokser og bliver den mest profitable del af erhvervslivet. Det er snarere et tegn på fiasko. For mens den finansielle sektor er afgørende for, at andre sektorer kan skabe værdi, velstand og velfærd, så gør den det ikke selv. Den bringer os ikke brød på bordet, tøj på kroppen eller tag over hovedet. Derfor er det et problem, hvis den finansielle sektor trækker flere og flere ressourcer til sig og koncentrerer en stigende del af økonomien hos sig selv.

Finanssektorens stigende dominans har ikke kun været altafgørende for krisens omfang og de begrænsede muligheder for hurtigt at løse den, men også for indretningen af vore økonomier som helhed. Det er derfor ikke kun bankerne, der har fejlet. Det har de fleste observatører, aktivister, økonomer og politikere også. Det var nemlig en intellektuel fejl, at alle syntes at overse det finansielle system, og hvad det betyder for vores økonomi. Og det på trods af utallige finanskriser i årene inden: opsparings- og lånekrisen i USA i 1980'erne, den japanske bobles sammenbrud i 1991, den svenske bankkrise i starten af 90'erne, Mexico og Argentinas kriser i midthalvfemserne, den store finanskrise i Sydøstasien i 97 og 98, dot.com sammenbruddet i sluthalvfemserne, og krisen i Argentina igen i 2002. Selv da centrum-venstre fik øje på finansialiseringen, var det kun toppen af isbjerget, der rigtig kom til syne i form af kapitalfonde og hedge fonde. Bankernes meget større bobler var stadig et overset fænomen.

Eksploderende ulighed - grundlaget for både finansialisering og krise
Den aktuelle krise har ikke kun én årsag, men mange. Den er blevet beskrevet som 'den perfekte storm', der skabte århundredets uvejr, da tre økonomiske og finansielle fænomener stødte sammen på samme tid: flere år med lave renter og globale ubalancer, forkerte incitamenter i finanssektoren, der førte til gældsboblen og alle dens risici, samt et sammenbrud i de kontroller og sikkerhedsventiler, som skulle have sikret systemet. Men sådanne forklaringer skraber primært i overfladen. Læg gennemgribende liberalisering og deregulering af finanssektoren, introduktionen af en endeløs række af eksotiske finansielle instrumenter og vidtgående finansiel spekulation til, og man kommer lidt længere.

Men det virkelige spørgsmål er hvorfor, disse mest synlige fænomener fandt sted? Og hvad de mere grundlæggende fortæller om vores økonomi og mulighederne for en bedre økonomisk model i fremtiden? De virkeligt interessante spørgsmål er: Hvorfor opstod der et sub-prime boligmarked i USA? Hvordan kunne finanssektoren overbevise regeringer om, at de skulle fjerne al den regulering, de havde iværksat efter det finansielle sammenbrud under den store depression? Hvordan kunne USA få et handelsunderskud på 6,5 procent af sit BNP? Hvorfor var der pludselig efterspørgsel efter alverdens nye og komplicerede finansielle instrumenter? Og hvorfor fik de almindelige amerikanere flere og flere kreditkort per person og forgældede sig som aldrig før?

Det korte svar er ulighed. Det lidt længere er, at den dominerende økonomiske model er blevet dysfunktionel. At den ikke fungerer optimalt.

Som nævnt har medianlønningerne - det som mennesker i midten af indkomstskalaen tjener - været faldende eller stagnerende i USA siden midten af 1970'erne. Produktivitetsstigningerne og den økonomiske vækst er i stedet gået til de rigeste af de rigeste: fra 1973 til 2006 steg indtægterne for den ene procent af befolkningen med de højeste indkomster fra 8 til 23 procent af den samlede indkomst i landet. I 2006 var uligheden i USA således på et niveau, der sidst var set i 1929 - året hvor det amerikanske aktiemarked faldt sammen og udløste 30'ernes depression.[4]

Udviklingen har været den samme i de fleste andre store økonomier, fra Storbritannien til Tyskland, men også i størstedelen af udviklingslandene, hvor lønmodtagernes andel af den nationale indkomst har været faldende fra 1960 til i dag, om end med et tiltagende fald fra 1993.[5] Selv i Danmark, hvor lønudviklingen har været positiv, og der ikke har været en afkobling af lønningerne fra produktivitetsvæksten, er uligheden steget.[6]

Da der ikke var nogen udvikling i lønningerne for de fleste amerikanere og mange andre rundt omkring i verden, måtte folk i stedet låne penge, hvis de ønskede at følge med udviklingen i forbrugsmønstrene. I USA steg husholdningernes gæld således år for år, så den gennemsnitlige amerikaner i 2006 skyldte 1,27 dollar for hver dollar han eller hun tjente. I Danmark blev gælden for husholdninger og ikke-finansielle erhvervsvirksomheder næsten fordoblet fra årtusindeskiftet og frem mod krisen.

Udviklingen i uligheden er helt afgørende for, at den private persongæld er steget, som den er. Men den har også indvirket på andre af de forhold, som udløste krisen. Hvis de almindelige amerikanere havde fået del i de mere end 60 procent, som produktiviteten (af deres arbejdskraft) er steget med, siden lønningerne begyndte at stagnere, ville behovet for at udvikle et sub-prime boligmarked til folk, der reelt ikke havde råd til at købe boliger, have været mindre.

Og mere afgørende: den stigende ulighed betød også, at der kom et finansielt 'investeringsoverskud' i de øverste indkomstgrupper, der blev brugt til at muliggøre alle andres gældsætning. De nye finansielle gældsinstrumenter lovede pæne afkast uden væsentlige risici. Det betød, at der blev skabt stadig flere af sådanne produkter, men også, at der opstod en skræmmende grad af cirkularitet i det finansielle system. Antallet af fordringer, der i sidste ende var afhængige af det samme underliggende aktiv, steg kraftigt. De finansielle derivater, der er fordringer på finansielle aktiver og ikke har nogen direkte sammenhæng med noget i realøkonomien, var som nævnt dobbelt så meget værd som verdens samlede aktier, obligationer og lignende inden krisen.

Hovedsagen er, at uden den ekstreme koncentration af rigdom vi har set, havde vi ikke haft dette fantom af et finansielt system, hvis sammenbrud er blevet så omkostningsfuldt. Det er der i dag selv økonomer fra en af den globale neoliberalismes fødselshjælpere, Den internationale Valutafond (IMF), der påpeger.[7]

The politics, stupid
Den nuværende krises grundlæggende årsager er strukturelle problemer, der ikke kan løses med finans- og pengepolitiske instrumenter og finansielle reformer alene. Disse er nødvendige. Men der skal mere til. Hvis vi vil undgå lignende kriser i fremtiden - og generelt sikre en sundere, mere fair og bæredygtig økonomi - må vi også rette op på de grundlæggende fejl i den dominerende økonomiske model. Så langt er Wallerstein med.

Men begge de forhold, der haft størst betydning for krisen, finansialiseringen og den stigende ulighed, berører Wallerstein kun perifert eller overser fuldstændig. Og i hans overdrevne strukturalisme og determinisme (at det hele er bestemt af 'større kræfter') fanger han ikke, at finansialiseringen og eksplosionen i ulighed hænger sammen med politiske beslutninger. Da krisen ramte os, var vi således midt i en ideologisk æra, hvis fortalere endnu ikke satte spørgsmål ved den blinde tiltro til markedskræfterne. Skeptikere blev affejet som ignoranter.

Markedsfundamentalismen var altdominerende. Det gav finanssektoren frit løb og underminerede alle de forhold (som eksempelvis fagforeningernes styrke i den angelsaksiske verden), der gav almindelige lønmodtagere mulighed for at få del i den økonomiske fremgang. Det var den foreløbige kulmination på en periode, der blev indledt efter oliekriserne i 1970'erne - og som man, alt efter temperament, enten kan se Thatcher og Reagan som symboler på eller hovedaktører bag.

Med en omskrivning af Bill Clinton's pointe fra sin første præsidentvalgkamp, så er det "the politics, stupid." De politiske beslutninger har betydning - både på den korte og den lange bane. Derfor kan vi heller ikke bare - som Wallerstein lidt lægger op til - vente og se, hvordan det går frem mod 2050. For krisehåndteringen har allerede vist, at vi er på vej mod en værre situation end den, der i første omgang bragte os den aktuelle krise.


[1] Richard B. Freeman: "The Challenge of the Growing Globalization of Labor Markets to Economic and Social Policy," i Eva A. Paus (ed): Global Capitalism Unbound: Winners and Losers from Offshore Outsourcing, NY, Palgrave MacMillan, 2007.

[2] ADB, ‘Global financial turmoil and Emerging Market Economies: Major contagion and a shocking loss of wealth?', Marts 2009

[3] Charles R. Morris, ‘The Trillion-Dollar Meltdown', 2008

[4] Les Leopold, ‘The Looting of America', 2009

[5] Harrison, Ann E., ‘Has Globalization Eroded Labor's Share? Some Cross-Country Evidence', UC Berkeley, San Francisco, 2002 

[6]'Rekordstor stigning i uligheden siden 2001', Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 30. marts 2009

[7] Michael Kumhof og Romain Rancière, 'Inequality, Leverage and Crises', IMF Working Paper, november 2010