En radikal reformpolitik
Af Birger Steen Nielsen

Offentliggjort: 14. december 2010
Kapitalismens krise og det fraværende alternativ
Wallerstein konstaterer i sin artikel Dynamikken i den uløste krise (KD oktober 2010) et sammenfald af tre krisedimensioner i den aktuelle verdenskapitalisme: Selve kapitalforholdet er i en krisesituation der ikke blot er konjunkturel, men strukturel, også fordi den økonomiske (akkumulations-)krise i dag falder sammen med krisen i naturforholdet (energi, miljø og klima). USA's (og dermed "den vestlige verdens") hegemoni er brudt, men samtidig er også den klassiske socialistiske venstrefløj, historisk bygget op omkring arbejderbevægelsen, fundamentalt eroderet. Det skaber en ekstremt ustabil situation med potentielle katastrofeperspektiver hvor den klassiske formel "socialisme eller barbari" synes at have fået fornyet aktualitet. Men er der overhovedet en socialisme der er eller kan komme på dagsordenen? Wallerstein arbejder i en tradition der anlægger lange historiske tidsperspektiver. Det kan tjene til at give realitetsmættede proportioner i forhold til de mere dagsaktuelle spørgsmål - sådan at man ikke mister de nødvendige, mere vidtgående forandringsperspektiver af syne, men heller ikke mister modet selv om tingene ikke ser ud til lige at bevæge sig i ens retning. I et sådant perspektiv omfatter venstrefløjen både kommunismen og socialdemokratismen og de nationale antikapitalistiske bevægelser der opstod omkring afkoloniseringen efter 2. verdenskrig, men også - må vi føje til - det nye venstre i Europa og Nordamerika der opstod omkring "68". Venstrefløjens krise er derfor i dag en fælles arv og et fælles vilkår. En erkendelse af dette "skæbnefællesskab" kan måske bidrage til at vi på tværs af de historiske og jo også aktuelle stærke uenigheder kan begynde at se den nuværende vanskelige situation som en fælles opgave.

Man behøver ikke dele alle sider af Wallersteins analyse (og hans analytiske tilgang, herunder teorien om "de lange bølger") for at finde selve identificeringen af de forskellige krisedimensioner overbevisende. De kan også begrundes anderledes - og bliver det jo - hvad der imidlertid kun underbygger deres vigtighed. Den konkrete diskussion herom skal føres, men det vil jeg ikke gå nærmere ind på her. En udfoldet diskussion må nødvendigvis forholde sig til de forskellige krisedimensioner i deres indbyrdes sammenhæng, men jeg vil her alligevel snævre perspektivet ind og diskutere ud fra vores - skandinaviske eller europæiske - historiske sted. Wallerstein har ret i at der ikke i dag eksisterer et sammenhængende overbevisende bud på et alternativ til kapitalismen. Det kan ikke bare forstås som en effekt af at venstrefløjen er trængt i defensiven af årtiers neoliberale offensiv. Nej, venstrefløjens svaghed (og afmagt) er selv et konstituerende moment i den bevægelse hvor neoliberalismen har opnået et hegemoni, og dermed i krisen. At fastholde det betyder at vi ikke underlægger os objektivistiske forståelsesformer. Det klassiske venstres svaghed fortætter sig, definitivt er man fristet til at sige, i disse år i socialdemokratismens (herunder som et væsentligt element: fagbevægelsens) manglende evne til at formulere et alternativt fremtidsperspektiv - og det i en historisk situation hvor kapitalismen som en konsekvens af den neoliberale globaliseringsstrategi er i sin måske dybeste krise, hvor konsekvenserne for den brede befolkning begynder at træde tydeligt frem, og hvor opgaven med at finde frem til et sådant alternativ derfor aldrig har været mere påtrængende og også ville kunne regne med en omfattende klangbund i befolkningerne. Der er stadig en massiv vægring mod at erkende dette, men ser man nøjere efter, er der mange tegn på at den nødvendige omtænkning begynder at bane sig vej. Det gælder om at bidrage til at denne begyndende omorientering finder en tydelig retning.

Umiddelbart synes mange at sætte deres lid til mere klassiske socialdemokratiske forestillinger om at en genvitaliseret keynesianisme (evt. i form af en "new green deal") kan føre os ud af krisen. Det markerer en vilje til at formulere et alternativ til nyliberalismen, men det er ikke noget holdbart svar på krisen. Man kan ikke genoplive en klassisk socialdemokratisk politik. Det socialdemokratiske velfærdsstatsprojekt baserede sig på forudsætninger der hastigt er på vej væk, nemlig det historiske kompromis mellem arbejderbevægelse og kapital inden for rammerne af den såkaldte fordistiske kapitalisme. Klassekampen blev reguleret inden for rammerne af et (nationalt) parlamentarisk demokrati, hvad der betød at kapitalen ikke kunne bevæge sig frit. Staten kunne f.eks. (stadig på kapitalistiske præmisser) føre en økonomisk politik der havde indflydelse på oprettelse og sikring af arbejdspladser. Denne regulering af kapitalforholdet skabte muligheden for velfærdsstaten.

Den nye, globaliserede kapitalisme sætter helt andre betingelser. Den er drevet frem af årtiers neoliberale offensiv der netop har haft det som sit strategiske perspektiv at frisætte kapitalen fra fordismens bindinger. Denne offensiv indebærer en nedbrydning af velfærdsstaten og demokratiet fordi de ses som de stærkeste begrænsninger for kapitalen. En stækning af fagforeningernes magt er et centralt omdrejningspunkt. Neoliberalismen sigter mod en markedsgørelse og "økonomisering" af alle samfundsmæssige forhold. Men neoliberalismen er ikke antistatslig. Dens program er dobbelt: "Mindre stat" i forhold til velfærdsforpligtelser og demokrati, "mere stat" i forhold til sikring af kapital- og magtforhold. Denne dimension kommer til udtryk i militariseringen udadtil og væksten af kontrol- og strafforanstaltninger indadtil. Nationalstaterne opløses ikke med globaliseringen, men forvandles til "autoritære, nationale konkurrencestater", samtidig med at de væsentlige beslutninger flyttes væk fra offentlige, parlamentarisk regulerede fora (parlamenter) til overnationale organer og "globale spillere" der ikke er underlagt demokratisk kontrol. Hvad de beslutter, fremtræder så som en objektiv (økonomisk) sagstvang man er nødt til at tage bestik af. Så længe man accepterer at tænke og operere inden for disse rammer, er formuleringen af et reelt alternativ blokeret. I en vis forstand kan reformperspektiver eller -løfter der formuleres på disse præmisser, ikke engang gøre sig fortjent til betegnelsen "realpolitik". De har ikke reelle chancer for at indfries og vil føre til nye skuffelser.

Vi befinder os altså i en situation hvor den neoliberalt anførte nyordning af kapitalismen på sin vis nok har sejret, men samtidig har dens frisættelse af kapitalen ført verden ud i en situation hvor verdensøkonomien permanent bevæger sig fra krise til krise, og hvor en stabilisering ikke er mulig fordi det der senest har antaget karakter af finanskrise, ikke blot er det, men er relateret til modsigelser i de grundlæggende akkumulationsbetingelser og de hegemoniske konkurrencekampe på verdensplan, og hvor "løsningerne" blot uddyber de modsigelser de skulle neutralisere. Det er krisens strukturelle karakter. Det ligner på mange måder en skakmatsituation der yderligere tilspidses fordi effektive svar på de epokale udfordringer i forhold til energiforsyning, klima- og miljøforhold ikke kan skabes. De kræver nemlig et egentligt reformperspektiv. I en (kort) periode kunne man i vores del af verden hengive sig til ubegrundede fantasier om vores (Danmarks, Europas, Vestens) potentielle overlegenhed i den nye "vidensøkonomi" (vi skulle alle sammen være "verdensklasse" og høste globaliseringens frugter) og dyrke forestillinger om at man var godt på vej til at finde løsninger på miljø- og klimaproblemerne. Illusioner der i dag er punkteret. Neoliberalismen har intet svar, men bevæger sig blot dybere ind i antidemokratiske, autoritære positioner. Dens asociale "krisepakker" udløser vrede, men også resignation. Nødvendigheden af at udforme hvad jeg vil kalde en "radikal reformpolitik", er således åbenlys.

En radikal reformpolitik
Hvordan kan vi forestille os skabelsen af et alternativ der kan opnå en bred forankring i befolkningen, ja ikke blot det, men som er båret af befolkningen? I forhold til det spørgsmål er jeg ikke så glad for Wallersteins analyse. Generelt gælder det at det "store" perspektiv han anlægger, risikerer at gøre de enkelte menneskeliv tilfældige, ja ligegyldige. Selv om det er historiske tidsdimensioner han taler om, antager problemerne - og løsningerne! - en karakter der ikke synes at have "menneskelige mål". Og det opfordrer ikke til ansvar og engagement. Eller måske til et "hovedløst" engagement. Den gevinst der kunne ligge i at man får proportioner på sit virke der kan relativere umiddelbare succeskriterier, bliver så vendt til sin modsætning. Jeg synes dette viser sig som en diffushed i Wallersteins tekst når han begynder at tale om "hvad vi kan gøre". Hans overvejelser over de to "lejre" ("ånden fra Davos" og "ånden fra porto Alegre") og deres indre modsigelser der spejler hinanden, er vel ikke forkerte, men alt for generelle og upræcise. Denne diffushed understøttes af de abstrakte system- og kaosteoretiske forståelsesformer. Således forekommer f.eks. hans "sommerfugleeffekt-argument" mig ubegrundet: Når systemet er i en strukturel uligevægt, kan "små sociale mobiliseringer have meget stor effekt". Det er at hengive sig til illusioner.

Udformningen af alternativer - og menneskers engagement i dem - må orientere sig mod de påtrængende opgaver man i fællesskab må definere og forsøge at finde svar på, og som man også som enkeltpersoner og i større fællesskaber kan forholde sig til - her og nu i dette liv. Og hvor man kan se at den praksis man har en andel i og har glæde af, er med til at berede vejen for de nødvendige, omfattende forandringer - også selv om "det endelige udfald" er usikkert. Den kritiske tænkning (herunder krisediagnoser) må ledsage det alternative arbejde som en vedvarende selvrefleksion over praksis. Den kan begrunde at det er nødvendigt at bryde den resignerede forestilling om at der ikke er noget alternativ til kapitalismen, men at der er et alternativ, kan kun vises gennem udviklingen af en alternativ praksis. I dag arbejdes der i stort omfang på konkrete alternativer, ofte i en lille skala, men jo også koordineret i forskellige typer af bevægelser og fora. De dækker en bred vifte af samfundsmæssige opgaver. Men de har svært ved at overskride en karakter af enkeltprojekter og lokale sammenhænge. Hvor de finder sammen i former for netværk, sker der vigtige udvekslinger og en eksperimenteren med nye demokratiske former, men jeg tror ikke der er nogen der i dag har konkrete forestillinger om hvordan disse alternativer kan danne grundlag for en grundlæggende nyorientering på et omfattende samfundsmæssigt niveau. Både politisk, socialt og kulturelt synes der at være en både livspraktisk og forståelsesmæssig barriere mellem alternativerne og den traditionelle politiske venstrefløj, herunder først og fremmest fagbevægelsen og de politiske partier med deres dagsaktuelle, pragmatisk orienterede dagsordener. Typisk er modsætningerne blevet tilspidset i modsatrettede forestillinger om økonomisk vækst, men også om hvilke måder at leve på der er nødvendige og efterstræbelsesværdige. Når man bevæger sig på tværs af disse skel, oplever man tydeligt den gensidige mistillid. Jeg ser det som en central opgave at overvinde denne opsplitning. Gensidige læreprocesser er nødvendige. "De alternative" må indse at de ikke for alvor kommer nogen vegne hvis ikke de alternative ideer (f.eks. i forhold til miljø-, energi og klimaspørgsmål) kan give svar på eller forbinde sig med de klassiske socialistiske spørgsmål om social sikkerhed, beskæftigelse, sundhed osv. Og fagbevægelsen og de politiske partier til venstre må gøre sig klart at det som er alternativernes anliggende, også er livsvigtige spørgsmål for dem. Horisonten for sådanne gensidige læreprocesser kunne være arbejdet på en "radikal reformpolitik".

En radikal reformpolitik må bevæge sig i spændingsforholdet mellem på den ene side konkrete eksperimenter, initiativer og forbedringer man kan tage fat på her og nu, og på den anden side den gradvise konkretisering af et samfundsmæssigt reformprogram som også retter sig mod lovgivningsinitiativer. Inspirationen mellem disse dimensioner skal og må gå begge veje. Det centrale er at en sådan reformpolitik bygger på og opfordrer til menneskers egen-aktivitet (myndighed!) i stedet for blot at tale på deres vegne, samtidig med at den også orienterer sig mod lovgivningsmæssige initiativer der dels er nødvendige for at skabe forudsætninger for og forankre et opgør med neoliberalismen og dels for at sikre at reforminitiativerne får en almen karakter og også for alle de mennesker der ikke i første omgang aktivt tager del i konkrete fornyelsesinitiativer, kan fremtræde som svar på deres forhåbninger, bekymringer og vanskeligheder. Det ville være at skrotte "fokusgruppe-politikken" og vende tilbage til en klassisk forståelse af hvad det vil sige at lave politik, men på nye præmisser. Så skal en stabil vælgertilslutning også nok komme, selv om det ikke sker fra den ene dag til den anden.

Som et omdrejningspunkt for en sammenhængende reformpolitik må der arbejdes på at konkretisere hvordan et bæredygtigt og demokratisk alternativ til den neoliberale kapitalistiske samfundsøkonomi kunne se ud, og hvordan man kan bevæge sig i den retning. Hvis ikke spørgsmålet om en anden form for økonomi konkretiseres og det lykkes at skabe reelle overgange til den, kan man glemme alt om en solidarisk og menneskeværdig udgang af kapitalismens krise. Alle de "store" spørgsmål løber sammen i dette punkt. Vanskelighederne er selvfølgelig massive. Men det ændrer ikke ved at også arbejdet på en solidarisk økonomi må følge grundmodellen for skabelsen af en radikal reformpolitik, nemlig en kombination af konkrete eksperimenter og initiativer med andre måder at producere på, omlægninger inden for de eksisterende virksomheder (en ny industrialiseringsmodel, baseret på vedvarende energi, skal udvikles) og lovgivningsmæssige foranstaltninger der sætter grænser for kapitalen og begynder at rulle den gennemgribende neoliberale markedsgørelse af alle samfundsmæssige aktiviteter tilbage. Det kræver en politisk koordinering ud over de nationale rammer som bryder med den neoliberale økonomiske "sagstvangs-logik" der i øjeblikket fuldstændig dominerer den politiske scene, bl.a. i EU. Men også det er der jo forsigtige åbninger mod. Men denne politiske koordinering må ikke selvstændiggøre sig til en "politik fra oven". Fagbevægelsen kan og må spille en central rolle i et sådant opbrud. Det ville den kunne samtidig med at den i stærkere grad gjorde udvikling af medlemmernes faglighed til et centrum for sin politik - en omorientering der i sig selv ville danne grundlag for et modtræk til den neoliberale fleksibiliseringsstrategi med dens nedbrydende konsekvenser for arbejdernes dagligliv og subjektivitet. Jeg har ment at det i denne artikels argumentationssammenhæng har været nødvendigt at henvise til den afgørende betydning som spørgsmålet om en "solidarisk økonomi" har for en radikal reformproces, men jeg kan ikke her forfølge dette spor længere, men må henvise til andre skrifter (jf. note). I stedet vil jeg afslutte mine overvejelser med et andet eksempel som jeg håber kan fremtræde som en skitse til en eksemplarisk reformmodel.

Et eksempel: Social politik som skabelse af en "social infrastruktur"
Angrebet på og demonteringen af velfærdsstaten har stået i centrum af den neoliberale offensiv fra 1980'erne og frem, og i dag er de velfærdsstatslige institutioner i frit fald. Velfærd har været forbundet med social sikkerhed i forhold til sygdom, alderdom, arbejdsløshed og former for social deroute. Når nedbrydningen af dette system har kunnet foregå uden mere omfattende modstand, hænger det bl.a. sammen med at det i en lang periode lykkedes at programsætte nedbrydningen af velfærdsstaten som en nødvendig "modernisering" af den "bureaukratiske" og "formynderiske" socialdemokratiske velfærdsstat der ikke var nok orienteret mod de individuelle forskelligheder, og som gav alt for megen magt til de professionelle eksperter. Lighedstanken blev diskvalificeret som ligemageri. Når det kunne vinde genklang, kan det ikke bare tilskrives en voksende egoistisk individualisme hos folk. Man bør erindre at der faktisk også var en venstreorienteret kritik af velfærdsstaten der var fortaler for en stærkere selvforvaltning, baseret på solidaritet. Alternativet til den neoliberale nedbrydning af velfærdsstaten er derfor heller ikke en genetablering af velfærdsstaten i den form vi har kendt den. Et forsvar for velfærdsstaten må have karakter af en fornyelse af den.

I Norge har der i over 10 år eksisteret et bemærkelsesværdigt initiativ: For Velferdsstaten. Her er fagforeninger (både LO- og professionsfagforeninger) gået sammen med forskellige bevægelser, politiske grupperinger og lokale politikere og forvaltninger om initiativer der skal standse den neoliberale underminering af velfærdsinstitutionerne. Det kunne vi her i landet lade os inspirere af - men samtidig føje en dimension til: Der kunne lægges langt stærkere vægt på at udvikle visionære alternativer både til det neoliberale program for markedsgørelse med dens privatisering og "økonomisering" af alle sociale og arbejdsmæssige relationer og favorisering af en "serviceorientering" i forhold til "brugerne" og til en grundlæggende defensiv forsvarskamp der ikke forholder sig kritisk til den klassiske velfærdsstats alt for ensidige statsliggørelse af institutionerne.

Et eksempel: Jeg har i nogle år deltaget i et forskningsarbejde i forhold til daginstitutionsområdet. Vi kan se hvordan utrygheden og utilfredsheden med daginstitutionernes aktuelle tilstand er omfattende og voksende, både blandt personale og forældre, men faktisk også langt ind i de kommunale administrative organer. Efter de smertefulde erfaringer i BUPL med strejken for et par år siden er rådvildheden blandt pædagogerne voksende. Effekten er øget nedslidning og stress, kombineret med en tavs protestholdning der nemt antager karakter af det jeg i min artikel i KD's augustnummer 2010 kaldte et kulturhykleri hvor man indadtil forsøger at stritte imod, men udadtil føler sig nødsaget til at spille med, og hvor man har nok at gøre med at opretholde sit daglige engagement i arbejdet med børnene - et engagement der, opmuntrende nok, viser sig særdeles sejlivet. Et fremadrettet perspektiv kunne være at den nødvendige vedvarende kritik af undermineringen af institutionerne blev kombineret med praktiske forsøg på at udvikle institutionerne i en tredje retning, hinsides markedsgørelse og statslighed.

Her kunne man orientere sig mod ideen om fællesgoder, der finder sin internationale parallel i diskussioner om "commons" der især er relateret til en anderledes varetagelse af miljø- og naturforhold. Men netop ikke blot naturforhold, også omsorgs- og socialisationsopgaver m.v. kan man betragte som fælles anliggender, hvis varetagelse kan udvikles i en demokratisk og bæredygtig retning "nedefra" med direkte deltagelse af de involverede og berørte. For daginstitutioner ville det umiddelbart indbefatte pædagoger, forældre og børn, men også i bredere forstand indebære et samarbejde med sociale bevægelser af forskellig art, herunder fagforeninger, forskergrupper og uddannelsesinstitutioner, og i det hele taget pege i retning af en levende integration af daginstitutionerne i lokalsamfundet. Altså principielt netop den konstellation der kendetegner For Velferdsstaten. Nye balancer mellem en forpligtelse på almene, samfundsmæssige standarder og sociale orienteringer på den ene side og lokalt selvstyre på den anden side ville skulle udvikles. Det ville være et alternativ, hvor selvforvaltning er omdrejningspunktet - ikke relateret til den form for asocial decentralisering, vi kender fra den aktuelle neoliberale politik, men statsligt understøttet og sikret. I et sådant alternativ ville selvforvaltningen af daginstitutionerne altså heller ikke alene være et anliggende for pædagogerne, men de ville skulle spille en helt afgørende rolle, baseret på deres faglige autonomi. Forældrene ville ikke blot få tildelt en position som markedsorienterede brugere, men handle som myndige borgere. Fagforeningerne - og netop ikke kun de direkte involverede pædagog-fagforeninger, men også LO-fagforeningerne: deres medlemmer er jo også forældre! - kunne støtte etablering af eksperimenter i denne retning (uden at skulle sætte sig på dem!), og man kunne faktisk gå i gang (med at forberede dem) med det samme. For fagforeningerne ville det betyde at de skulle udvide deres interessevaretagelse fra blot at være en gruppe- eller professionsvaretagelse til at være en samfundsmæssig interessevaretagelse med udgangspunkt i deres medlemmers faglighed. Det ville forbinde dem tættere med det der er den personlige drivkraft i deres medlemmers daglige arbejde, og det ville kunne give dem en almen agtelse og samfundsmæssig betydning. Tilsvarende "fællesgode"-initiativer kunne udvikles på andre velfærdsområder.

Men hvis sådanne initiativer ikke skal forblive isolerede som enkeltprojekter eller netop "alternativer", er det vigtigt at de kan sættes ind i og bidrage til et mere omfattende politisk reformprojekt der på sin side på én gang skulle bane vej for denne type initiativer og bygge på dem som et væsentligt erfaringsgrundlag der kan sikre at reformforslagene ikke bliver rene konstruktioner eller til syvende og sidst ender med at reproducere de kendte former. En inspiration kunne vi her hente fra diskussioner på den tyske venstrefløj hvor der er skitseret en ide om udvikling af socialpolitik som skabelse af en "social infrastruktur" (se: www.links-netz.de). Hvor infrastruktur traditionelt er blevet forstået som sikring og etablering af almene (juridiske og materielle) forudsætninger for produktionen (eller: kapitalreproduktionen), så ændrer infrastrukturbegrebet her betydning: "I stedet for en selektiv og gruppespecifik socialpolitik gælder det om at skabe en samfundsmæssig infrastruktur der gør et fornuftigt samfundsmæssigt liv muligt for alle. Med social infrastruktur forstår vi skabelsen af offentlige goder og tjenesteydelser der er forudsætningen for et sådant liv, og som skal være lige tilgængelige for alle, som regel gratis eller mod en ringe betaling. Det omfatter først og fremmest områder som sundhed, trafik, bolig, uddannelse og kultur. Det drejer sig altså om at mobilisere og tilvejebringe institutionelle og materielle ressourcer der er nødvendige for anerkendte sociale aktiviteter, og som ikke kan eller skal skabes af de enkelte borgere selv." På basis af sådanne sikrede almene forudsætninger skabes det sociale (herunder fællesgode-institutioner) gennem mange former for samfundsmæssigt nødvendigt arbejde i kombinationer af lønarbejde, eget-arbejde og direkte "samfundsarbejde" (arbejde for det almene).

Det er således et perspektiv der peger i den stik modsatte retning af en neoliberal markedsgørelse. Socialpolitik skal beskæftige sig med skabelsen af en social infrastruktur, og ikke sammenblandes med andre opgaver som f.eks. økonomisk omfordeling. Den må ske ad andre kanaler (skatte-, erhvervs- og beskæftigelsespolitik). Det er fastholdelsen af dette almene perspektiv der rummer det radikale reformperspektiv. På længere sigt befrier denne forståelse "socialpolitikken" fra dens nuværende tætte binding til lønarbejdet som grundlaget og målestokken for menneskers værdighed og eksistenssikkerhed. Alle mennesker har ret til at kunne leve et almindeligt samfundsmæssigt liv. Det er et solidarisk alternativ til den neoliberale bestræbelse på at forvandle den demokratiske velfærdsstat til en autoritær "workfare"-stat. Der er en lang række konkrete overvejelser knyttet til forslaget som jeg ikke kan komme ind på her. Og forslaget er også kun en skitse, men, vil jeg mene, inspirerende at gå videre med.

Jeg har i dette eksempel bragt tre ting sammen: Det norske organisatoriske initiativ For Velferdsstaten, den tyske ide om en "social infrastruktur" og den internationale diskussion om commons og forbundet dem i et meget foreløbigt, men dog konkret forslag til hvordan man kan begynde at formulere et alternativ til den neoliberale nedbrydning af velfærdsstaten, konkretiseret i forhold til daginstitutionsområdet. Jeg ved at den forhåbning jeg her og mere alment giver udtryk for i forhold til fagbevægelsens rolle, af mange anses for at være futil. Det kan vise sig at være tilfældet. Men den er ikke uden grundlag. Overvejelser af denne type møder en forholdsvis bred resonans på flere niveauer i fagbevægelsen, om end der er et stykke vej til de kan blive en afgørende stemme. Der kan måske synes langt fra Wallersteins omfattende krisediagnose til denne type af reformforslag. For langt, vil nogen sige. Måske. Også det vil vise sig. Men der er ingen smutveje ud af kapitalismens krise.


Note
Den internationale litteratur om en "solidarisk økonomi" er omfattende, om end også af en spredt natur. Jeg vil her nøjes med at henvise til et par af mine egne skriverier hvor nogle af overvejelserne i denne artikel uddybes. Der er min artikel i Kritisk Debat, august 2010: Alternativet til fleksibilisering: en ny arbejdspolitik. Her er der yderligere henvisninger, bl.a. til Social Kritiks temanummer (112/2007) om "Arbejde og liv i den nye kapitalisme. Fagbevægelsen ved en skillevej". Sammen med Kurt Aagaard Nielsen har jeg skrevet om "plural økonomi" og commons-perspektiver med udgangspunkt i vores aktionsforskningsprojekter om naturforvaltning og lokalsamfundsudvikling: En menneskelig natur. Aktionsforskning for bæredygtighed og politisk kultur og: Demokrati og naturbeskyttelse, begge på Frydenlund, hhv. 2006 og 2007. Om forskningsarbejdet i relation til daginstitutionsområdet som jeg gennemfører sammen med Annegrethe Ahrenkiel, Camilla Schmidt, Finn Sommer og Niels Warring, kan man indtil videre læse i vores bog Mellem engagement og afmagt, Roskilde Universitet 2009 og i en kommende artikel i Tidsskrift for Arbejdsliv (2011) om Arbejdet og fagligheden i neoliberalismen og i fagpolitikken.