Integrationsbegrebet i dansk politik
Af Peter Møller

Offentliggjort: 15. oktober 2010
Integration kommer fra det latinske integratus, der betyder "samlingen af dele, til en helhed".[i] Det er interessant, at bruge dette som udgangspunktet for en analyse af begrebets brug i politik, fordi det her tit sidestilles med et andet begreb, nemlig Assimilation. Assimilation kommer fra det latinske assimilatus, der betyder "at gøre lig", eller mere præcist: "at gøre lignende".[ii]

Siden 1970'erne, hvor begrebet for alvor vandt indpas i den politiske diskurs, har integration været en varm kartoffel. Alle partiprogrammer beskriver en politik, der skal håndtere integrationen af flygtninge og indvandrere, i det danske samfund. Denne artikel argumenterer først for at begrebets mangetydighed, medfører en vis politisk forvirring, og derefter for at integration som assimilation, ikke er foreneligt med værdier som frihed, lighed og demokrati.

Det var omkring 1940'erne at integration begyndte at blive brugt, i den forstand det bruges i dag. Den forstand man kunne kalde social integration. Det nøgne faktum at man valgte dette ord, til at beskrive den proces et land må gå igennem, for at inkludere nye medlemmer, binder det naturligvis ikke til den originale latinske betydning. Dog kan man opstille et kontrastforhold, mellem ideen om social integration, og social assimilation. Integration, i betydningen "samlingen af dele, til en helhed", medfører lovmæssigt et par ting. Delene er forskellige (ellers er en integration triviel og overflødig), og helheden er summen af delene, i den forstand at delene ikke er ens, og derigennem yder en elementær indflydelse på helheden. Ligeledes følger et par ting fra ideen om assimilation, i betydningen "at gøre lignende". Hvis man kigger på begrebet som parallelt til integration, i den forstand at det handler om, at få dele til at sameksistere i en helhed, så må delene igen først og fremmest være forskellige. Derudover må visse dele ændres, for at tilpasse sig den helhed der determineres af de andre dele.

Paralellen til det sociale er umiddelbart tydelig, og det fremstår klart at total social integration, fører til et multikulturelt samfund, mens total social assimilation fører til et monokulturelt samfund. Indenrigsministeriets tænketank luftede disse tanker i 2001, i rapporten 'Udlændinges integration i det danske samfund'. Heri fremlægges ideerne om kulturel assimilation, -smeltedigel og -segregation. Assimilation fører til det multietniske, men monokulturelle samfund. Den kulturelle smeltedigel, hvori flertallets og mindretallets kultur smelter sammen, leder også til et multietnisk og monokulturelt samfund, om end med en helt ny kultur til følge. Segregation fører til det multietniske og parallel-kulturelle samfund, hvor indfødte og tilflyttere ikke har nogen egentlig berøringsflade.

Disse kategorier er ikke synderligt sigende, da der er tale om en graduering, men en sådan graduerende akse kan man måske forsøge at opstille. Integration, frem for at befinde sig på denne akse, kan være paraplybegrebet for hele den proces, der omdanner enheder til en helhed (eller ikke).

I den ene ende har man den fuldstændige assimilation, hvor nye elementer omformes i de gamles billede, og indgår ligeværdigt i helheden, dvs. samfundet. I den anden har man segregationen, hvor der dannes flere enheder, frem for en helhed, og disse eksisterer parallelt og uafhængigt.

Figur 1
articles: pm_10_2010.png

Denne model kan konkretisere brugen af begrebet, i den politiske diskurs.

Hvordan begrebet bruges
Integration bruges meget forskelligt på tværs af fløjene, hvilket volder problemer, fordi det betyder at partierne argumenter forskelligt, men ønsker at påvirke den samme lovgivning. Eksempelvis så modsætter Dansk Folkeparti sig islamificeringen af Danmark, og søger at gøre dette integrationspolitisk. SF betoner vigtigheden af det multikulturelle samfund i en stadigt mere multikulturel verden, og forsøger ud fra dette at ændre på selv samme politik, om end udgangspunktet for de to partier er dybt forskellige. På den yderste højrefløj bruges begrebet om integration, ikke overraskende, næsten udelukkende i den assimilative forstand. I en brochure om integration, skriver Dansk Folkeparti f.eks:

" [...]vi må slå fast, at det ikke er det danske samfund, der skal tilpasse sig indvandrerne - det er indvandrerne, som skal tilpasse sig danske normer."[iii]

Det kan ikke overraske at et parti, for hvilket det er en hjertesag at værne om den danske kultur, vil have disse kriterier for integration. Men et spørgsmål om f.eks. hvorvidt en muslimsk forening skal have ret til at opføre en moske, bliver mudret når et parti som DF argumenterer for at det "skader integrationen", fordi det fører til en øget radikalisering af herboende muslimer, og et parti som SF argumenterer for at det "gavner integrationen", fordi det inkluderer muslimer i samfundet. DF har ret i at det skader assimilationen, fordi det sikkert medfører at flere muslimer praktiserer Islam, hvilket ikke er særlig dansk. SF har ret i at det gavner multikulturaliteten, fordi det gør det nemmere at praktisere sin religion, og omfavne en evt. dertilhørende kultur.

Spørgsmålet her er ikke hvordan man finder frem til den rigtige definition på integration. Et forsøg på homogenisere den politiske diskurs, ville uden tvivl medføre færre misforståelser i folketinget, men det er ikke denne artikels ærinde. Danmark beror på et bestemt værdisæt og en vigtig del af enhver integration, må være at få tilflyttere til at dele dette værdisæt, eller omformulere det til noget der kan opnås enighed omkring. De danske værdier er der naturligvis ikke enighed om, men tre ret ukontroversielle danske værdier kunne være frihed, lighed og demokrati. Grunden til at bringe disse op, er den måde de bruges, i forbindelse med integrationsdebatten. Hvis man koder det danske flag med disse symboler, hvad er så vigtigst? Flaget eller friheden? Stoffet eller ideologien? Man kunne stille samme spørgsmål omkring folkekirken og næstekærligheden, eller kronen og "det danske folks sammenhold"[iv]. Dette spørgsmål er interessant, fordi der nogle gange er forvirring over hvad det er vi vil værne om. Et Danmark der består af en vis mængde tilflyttere udefra, må på et tidspunkt være multietnisk af ren definition. Hvis man, i beskyttelse af de danske værdier, opretholder et monokulturelt Danmark, så ender man med at værne om symbolerne i stedet for det de symboliserer. Hvordan kan det danske flag symbolisere frihed, lighed og demokrati i et land hvor visse dele af befolkningen begrænses i deres udtryk, for at kunne være danske? Når DF protesterer, imod at daginstitutioner fjerner svinekød fra menuen[v], hvad er det så de værner om? Svinekød symboliserer muligvis dansk kultur, men forhåbentlig ikke i en ren biologisk forstand, der gør danske børn fysisk afhængige af det. Argumentet "sådan bør det være, for sådan har det altid været", misser fuldstændig den åbenlyse truisme, at der var en begrundelse for at det var sådan. Det var sådan, for at opfylde et krav, der i dag måske bedst kunne opfyldes på en anden måde.

Nationalstaten overfor den borgerlige stat
Der er intet af dette der direkte taler imod, at fortolke integration som assimilation, og værne om danskheden udelukkende for danskhedens skyld. Man skal bare holde sig for øje, hvad det er man værner om. Den danske kultur har ændret sig meget, og kommer til at ændre sig mere i fremtiden. Det er arbitrært at opfatte en ændring af den danske kultur, der er foranstaltet af "originale" danskere, som fundamentalt anderledes fra en ændring, der er foranstaltet af tilflyttere udefra. Det hele knytter an til en opdeling, mellem to statsopfattelser, der kunne kaldes den nationale og den borgerlige. I nationalstaten er kulturen rodfæstet gennem generationer, og en egentlig integration er ikke mulig, på nær over lang tid. Her er man dansker, før man er borger, og derfor kan nytilflyttere ikke opnå umiddelbar lighed. I den borgerlige stat er man borger først, ikke i kraft af et familiært tilhørsforhold, men gennem ren juridisk bestemmelse. Dette har den effekt at kulturen bliver mere deskriptiv, altså beskriver en stemning, der ændrer sig hurtigere end i nationalstaten. I den borgerlige stat stilles alle lige foran loven, og en reel integration er mulig.

Det er meget firkantet stillet op, og ikke voldsomt gavmildt overfor det højreorienterede syn på integration, men i den yderste konsekvens er det disse to statsformer, man må vælge mellem igennem en integrationslovgivning. Ved at klamre os til vores symboler i stedet for de ting de symboliserer, skaber vi en de facto nationalstat, fordi værdigrundlaget ikke kan deles med flygtninge og indvandrere som kommer hertil. Hvis man værner om folkekirke og flæskesteg på bekostning af næstekærlighed og lighed, så udhuler man kulturen, og sidder tilbage med meningsløse symboler. Kun ved at tillade den danske kultur, at ændres i takt med folkestemningen, kan vi opnå en meningsfuld sameksistens med de mennesker der vælger, eller tvinges til, at flytte til Danmark andre steder fra.

[i] http://www.etymonline.com/index.php?term=integrate

[ii] http://www.etymonline.com/index.php?term=assimilate

[iii] http://www.danskfolkeparti.dk/pictures_org/integration-brochure.pdf

[iv] http://www.danskfolkeparti.dk/Kongehuset.asp

[v] http://www.tv2oj.dk/vis_nyhed.asp?AjrDcmntId=27912