Svar på Åbent brev om Nyliberalisme og Nysocialisme
Af Anders Lundkvist

Offentliggjort: 15. oktober 2010
Kære Arne Thomsen.

Tak for dit brev. Du har mange interessante overvejelser.

Jeg har stor sympati for din idé om udbyttedeling mellem kapital og arbejde. Det er selvfølgelig ikke socialisme i klassisk forstand, hvor arbejderne smider kapitalisterne på porten og overtager virksomheden, men mindre kan også gøre det, i hvert fald i første omgang.

Imidlertid tror jeg, at det vil give store problemer, hvis man begynder en demokratisering af økonomien med en sådan reform.

Du er selv inde på to vanskeligheder:

1) I ATP opsamles der lønmodtagerkapital. Disse beløb administreres af fagbevægelsen (der har flertal i ATP), men det har ikke ført til større lønarbejderindflydelse på hverken de enkelte virksomheder eller på kapitalismen som sådan. ATP er forpligtet af loven til at maksimere afkastet (profitten) af sine investeringer, dvs. til at optræde som en enhver anden kapitalejer, og faktisk har fonden ikke holdt sig tilbage fra begejstret at deltage i de senere års mere eller mindre vilde spekulationer.

Når reglen er at man skal spille kapitalens spil, betyder en sådan fond blot, at denne fodres yderligere. Selv en mere demokratisk organiseret fond, med større indflydelse for den enkelte lønmodtager, ville ikke gøre nogen forskel.

2) Det er du klar over, og derfor ønsker du, at den enkelte virksomheds udbytte kontrolleres af denne virksomheds arbejdere.

Det er meget muligt at du har ret i, at dette vil øge arbejdernes engagement i virksomheden, således at dens produktivitet og konkurrenceevne vil forbedres. Kapitalejeren må så afveje denne fordel med det umiddelbare tab (nemlig en del af udbyttet), og hvis dette regnestykke bliver negativt, kan kapitalen flygte, evt. til udlandet; kapitalens frihed er jo en af de fire friheder i det Indre Marked.

Men engagement og øget (fysisk) produktivitet er ikke nok for at klare sig i dagens indenlandske og udenlandske konkurrence. For at tjene tilstrækkeligt penge - dvs. lige så mange som konkurrenterne i nabobyen eller nabolandet - er virksomhederne også nødt til at 'investere' i værdipapirer, altså 'spille' på det globale finansmarked; det er risikabelt, som vi har set, men også nødvendigt i en verden, der i øget grad går efter den hurtige gevinst. I så fald er nettoresultatet, at virksomhedens arbejdere nok får en højere indkomst, men ikke større reel indflydelse, eftersom de er undergivet profitmaksimeringens krav; og planen vil ikke komme spekulationskapitalismen til livs.

Det var vist ud fra betragtninger af denne type, at LO i 70erne insisterede på centrale fonde: Hvis der opsamles tilstrækkeligt store midler i sådanne fonde, kan de blive en seriøs udfordrer til privatkapitalen og dens spilleregler; og man kan påvirke, hvordan landets kapital fordeles på skadelige og nyttige produkter, fx forurenende grisefarme og vindmøller. Men det gik altså heller ikke. ATP blev det magre resultat, og selv hvis fagbevægelsen havde haft systemoverskridende ambitioner med denne fond, ville institutionen ikke have haft en chance for at spille sit eget spil i et Danmark og et EU, der i 80erne blev gennemtrængt af nyliberalismen på alle ledder og kanter.

Alt dette lyder meget pessimistisk og lyseslukkende, men det er ikke meningen!

Meningen er at anbefale at tingene tages i den rette rækkefølge, nemlig først at modificere kapitalismens spilleregler, altså indføre en eller anden grad af kapitalkontrol. Og det må ske fra centralt hold, hvor Folketinget kan gøre noget, men EU skal gøre det meste, først og fremmest revidere den ubetingede frihed for kapitalen til at investere hvor og i hvad, den vil, altså dens frihed til at 'flygte' fra ét land til et andet og fra én branche til en anden. Først i takt med at det sker, åbnes der muligheder for at andre hensyn end at profitten kan komme til at spille en rolle, og at reformer som udbyttedeling kan blive realistiske.

Kapitalen har mange former, og derfor har kapitalkontrol det også. Det tog i praksis mange år at afvikle den demokratiske kontrol med kapitalen, og det vil tage mange år at genindføre den. Det oplagte er at starte med indgreb overfor spekulationskapitalen med en bankskat eller en Tobinskat og - mere indgribende - offentlige repræsentanter med vetoret i bestyrelserne i banker og andre finansielle institutioner. Det var skrækkeligt, at man missede den chance i forbindelse med de danske bankpakker, der blev gennemført for snart to år siden. Ligesom finanskrisen gav en (ikke udnyttet) mulighed for kontrol med finanskapitalen, kunne jeg forestille mig at klimakrisen i de kommende år vil øge presset for at demokratiet på mere håndfast vis styrer fordelingen af kapital på miljørigtige og CO2-forurenende virksomheder.

Målet må - mener jeg - være en økonomi, der styres af fællesskabet, som udtrykt i Folketinget, og ikke af tilfældige aktionærer og direktører.

Heri ligger også, at den grundlæggende modsætning i dag ikke går mellem arbejde og kapital. Den går i stedet mellem den private sektor, der er styret af kapitalen, og den offentlige sektor, der i princippet er styret af Folketinget og kommunalbestyrelserne. Det er jo også denne modsætning, der kommer til udtryk i den faktiske politiske kamp mellem regering og opposition i dagens Danmark. Tænk blot på striden om prioriteringen mellem offentlige og private hospitaler eller kampen mod nedskæringerne i kommunerne (dermed en reduktion af den offentlige sektor).

Det ulykkelige og uforståelige er her, at oppositionen ikke fremstiller denne kamp som det, den er, nemlig en kamp om hvorvidt økonomien skal styres demokratisk eller kapitalistisk. Der er mange grunde til, at arbejde for en god og stor offentlig sektor, men hvorfor hører vi aldrig om den principielle - om man vil ideologiske grund - nemlig at dette er en kamp for at udbygge demokratiet? Og hvorfor kritiseres statsministerens forkærlighed for privathospitaler ikke som en udvidelse af kapitalens magt på bekostning af demokratiet?

Denne undladelse er oppositionens store svigt, og den er grunden til at dens kamp altid er defensiv: Det gælder om at forsvare den offentlige sektor, mens det tilsyneladende er utænkeligt at udvide den.

Uden principper at tro på kan man ikke gå ind i den politiske kamp med det nødvendige kamphumør. Oppositionen skal selvfølgelig kritisere at udliciteringer ofte er en dårlig forretning, men den skal også sige at de er principielt forkerte. Og den skal sige at nedskæringer rammer børn, syge og ældre hårdt, men hvis det kun handler om velfærdsniveau, fremstår den let son klynkende.

Lad mig til slut kommentere din bemærkning om lønarbejderne som slaver ('lønslaveri').

Jeg har lige læst en bog om USA i sidste halvdel af 1800-tallet.

Borgerkrigen 1861-65 frigjorde jo de sorte slaver i Sydstaterne. Mange arbejdere i Nordstaterne ønskede en tilsvarende frigørelse fra deres stilling som 'lønslaver'. De var jo også uselvstændige, uden indflydelse på deres arbejdssituation, - omend de modsat egentlige slaver kunne 'flygte'. I vore dage er lønarbejdet jo den naturligste ting i verden, men dengang var det nyt og kunne derfor problematiseres, især på baggrund af den amerikanske tradition for nybyggere.

Også i Danmark er lønarbejdet - set i historisk perspektiv - et nyt fænomen. For 100 år siden var en tredjedel af befolkningen selvstændige gårdmænd og husmænd, hvortil kom butiksindehavere, håndværkere osv. i byerne. I dag er det kun 7% af os, der er selvstændige, resten er lønmodtagere. Tidligere betragtede mange en situation, hvor de var uden indflydelse på deres arbejdsbetingelser, som en uværdig tilværelse, men i dag ses lønarbejdet som naturligt.

Vi kan ikke vende tilbage til selvejet, hvor den enkelte producent både var ejer og arbejder (nærmere om selvejet og det hertil knyttede Foreningsdanmark i http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=885 ).

Men i stedet for denne gamle, individualistiske form for kontrol med sit arbejde og sin virksomhed, må vi se frem, mod en fælles, demokratisk kontrol med vor økonomiske tilværelse.

Venlig hilsen
Anders Lundkvist