Demokratisk styret økonomi – nysocialisme – værdigt lønarbejde
Af Arne Thomsen

Offentliggjort: 15. oktober 2010
Kære Anders Lundkvist

Selv om jeg hverken er økonom eller politiker, og det derfor på det nærmeste er mig umuligt at overskue, hvad der sker i den økonomiske verden, så er det med stigende uro og rædsel, jeg lidt efter lidt erfarer stadig mere om, hvordan nyliberalismen æder sig ind på demokratiet.

Det er simpelthen chokerende, som situationen har udviklet sig.

Ikke mindst kapitalkoncentrationen og tabet af demokratisk kontrol med økonomien, siden ca. 1970 er, synes jeg, chokerende. Det er fortvivlende tydeligt, at det er pengene, der styrer os mennesker, og ikke os mennesker, der styrer pengene (pengene og deres stadig færre ejere).

Hvad der kan stilles op mod især finanskapitalens voldsomt voksende magt er én ting, men der er jo også noget så jordnært, som den enkelte lønarbejders situation, der efter min mening trænger sig på.

Det, jeg tænker på, er, at arbejdsydelsen som lønarbejder i en privat virksomhed, hvor man følger de foresattes ordrer og modtager en arbejdsmarkedsbestemt løn, vel egentlig blot er en videreudvikling af den situation, hvor man i sin tid ophørte med at slå sine stammefjender ihjel og i stedet holdt dem i live og brugte dem som slaver.

Nutidens lønarbejdere har mere frihed end som så, og de får løn, men de arbejder reelt stadig som slaver på arbejdspladsen, vil jeg mene.

Fælles om ledelse og profit
Det er her, jeg synes, man måske kunne anlægge et andet syn på dét at arbejde i en privat virksomhed. Investorerne kommer med deres penge, og lønarbejderne kommer med både deres arbejdsindsats og deres faglige viden. Ville det så ikke være mest rimeligt, at investorer og arbejdere var fælles om såvel virksomhedens ledelse som dens profit?

(Jeg mener selvfølgelig ikke, at lønarbejdernes profitandel skal kunne manipuleres i en fond á la ATP, men at den skal udbetales direkte til den enkelte på lige fod med, at investorerne får deres andel)

Hvis vi et øjeblik ser bort fra den voldsomme modstand, der nok i givet fald ville komme fra kapitalens nuværende ejere, hvordan ville virkningerne da være af en sådan deling af ledelse og profit? Mit gæt er, at lønarbejderne (rengøringsassistent til direktør) ville engagere sig stærkere i sådanne virksomheders ve og vel, som således kunne blive væsentligt mere profitable og konkurrencedygtige.

Man kan indvende, at det ville gøre lønarbejderne til (små)kapitalister, men er det egentlig skadeligt at kapitalen spredes?

Større konkurrencedygtighed
Det ville nok især være ved nyetablering af virksomheder at en sådan "nysocialisme" i første omgang kunne have en chance, og hvis det kunne blive en naturlig ting for lønarbejdere at ønske andel i både ledelse og profit, kunne det vel tænkes, at lønarbejderne i sådanne virksomheder tillige ville være relativt tilbageholdende angående lønkrav, da de jo til dels kompenseres af en profitandel, der bliver større - altså også på den måde større konkurrencedygtighed.

Får profitdeling større omfang, vil dette modvirke tendensen til kapitalens koncentration på stadig færre hænder, men det vil naturligvis skabe voldsom modstand blandt nuværende kapitalejerne.

Kapitalflugt
Der vil vel så forekomme kapitalflugt fra de geografiske områder, hvor profitdeling vinder frem, medmindre dette kan forhindres ad demokratisk vej, men hvis der startes mere forsøgsmæssigt i et lille format, og fjendtlige angreb fra kapitalister kan hindres, ville det i det mindste blive muligt at demonstrere den større konkurrenceevne og den større arbejdsglæde i en sådan organisationsform.

For socialistisk inspirerede politiske partier i EU burde det ligge lige for, vil jeg mene - såfremt ovennævnte stærkere konkurrenceevne først er demonstreret - at tale for, at dét at være lønarbejder kan og bør være en langt mere værdig tilværelse end den nuværende på det nærmeste slavelignende tilstand.

Den offentlige sektor
I den offentlige sektor er der jo ikke mulighed for at lønarbejdere kan opnå profit, men man kunne da i høj grad tænke sig lønarbejdernes deltagelse i ledelsen. Hvis dette blev koblet sammen med et pointsystem, der giver de ansatte adgang til en ekstra bonus afhængigt af, hvor godt afdelingens opgaver lykkes, såvel m.h.t. kvalitet som kvantitet og økonomi, da kunne lønarbejde for det offentlige vel også opnå en rimelig værdighed - og en bedre kvalitet.

En demokratisering af økonomien kræver naturligvis meget andet, men mit spørgsmål er:

Vil det her skitserede være realistisk og ønskeligt? - og hvis ikke hvorfor?