Den økonomiske krise – diagnoser, konsekvenser og handling
Af Anders Hadberg

Offentliggjort: 15. oktober 2010
Lad os kridte banen op
Den centrale udfordring på venstrefløjen netop nu er den globale økonomiske krise. Værdipolitikken - hvis den nogensinde var der - er svundet ind til et halehæng til den centrale konfliktlinje i alle de vestlige lande, hvis økonomier ligger i ruiner: den økonomiske krise.

I dette nummer af Kritisk Debat bringes en interessant artikel af Immanuel Wallerstein om den økonomiske krise. Hans artikel er interessant af den simple årsag, at den rammer ned i dén centrale opgave for socialister netop nu.

Det er at finde og formidle brugbare svar på (i) hvilken slags krise befinder vi os i - hvad er dens årsager?, (ii) hvilke fremtidsudsigter stiller den samfundet over for - hvilket økonomisk, socialt og politisk landskab tegner sig i horisonten, og (iii) hvilke modtræk er nødvendige for at overkomme krisens og dens årsager?

Disse tre spørgsmål må strukturere en organiseret og kollektiv refleksion på den brede venstrefløj i kampen for ikke bare at modstå den radikale borgerlige offensiv, som krisen er løftestang for i Europa, men at udvikle modmagtspoler i kampen for et andet samfund.

Første skridt i denne øvelse er stille en diagnose af den nuværende krise. De to sider, jeg bruger her til at sparke debatten i gang, opfordrer jeg Kritisk Debat redaktionen til videreføre i kommende numre. Der er brug for en debat på den brede venstrefløj og Kritisk Debat er et oplagt sted at føre den.

Ansatser til en marxistisk analyse af den kapitalistiske krise
Den globale økonomiske krise kan udelukkende forstås, hvis vi betragter som ud fra en række afgørende forhold:

I. Krisen må betragtes historisk. Krisen må ses i sammenhæng med 1970ernes globale økonomiske krise, der tog sit udgangspunkt nedturen efter det lange efterkrigstidsboom. Uden et begreb om sammenhængen mellem den historiske sammenhæng mellem kapitalismens kriser, deres indbyrdes forhold og deres stadig større omfang kommer vi ikke nærmere en forståelse af krisen den nuværende krise endsige, hvilke omvæltninger, der må til for at overkomme den.

II. Krisen har en indre sammenhæng med kapitalismen som samfundsorden. Vi må forstå, hvordan krisen hænger sammen med kapitalismen som global samfundsorden, hvordan krisen er skabt af og skaber kapitalismen af i går, i dag og i morgen. Kapitalismens indre tendens til at skabe et faldende afkast på kapital, som igen leder til udbrud af omfattende kriser. Selvom Wallersteins og mit argument ikke er langt fra hinanden, når han hævder, at skærpet konkurrence er årsag til faldende kapitalafkast, så vil jeg give årsagen et andet navn: udbytning.

III. Krisens gennemslag som en generel krise i den globale kapitalistiske økonomi har en rytmisk karakter. Det er nødvendigt at forstå, at krisens gennemslag har rod i den rytmiske bevægelse, som den kapitalistiske økonomi bevæger sig i. Teorien om de lange bølger i kapitalismens historie har i dag større brugbarhed i en forklaring af hvorfor det netop er nu, krisen eksploderer. Vi må udforske og udfordre de klassiske og nye teorier om periodisering af kapitalismen på baggrund af langsigtede sammenhænge i kapitalismens bevægelse. En tradition, der er næste død i Danmark, må vækkes til live igen.

IV. Krisen afslører nye træk ved kapitalismen. Den økonomiske krise er den uhyggelige, men logiske tilendebringelse af en epoke i kapitalismens historie, hvis mest udbredte navn er nyliberalismen. Denne epokes vigtigste økonomiske kendetegn er liberalisering af finanssektoren, øget udbytning og skærpet imperialistisk rivalisering om at tilegne sig de fattige landes værdier. Globaliseringen - dvs. udvidelsen af det kapitalistiske verdensmarked til hidtil lukkede verdensdele - har dermed også gjort krisens indvirkning mangefold større. I dag er det ikke blot de vestlige lande der rammes af kapitalismens rytmiske kriseperioder, men hele kontinenter i Asien, Afrika og Amerika.

V. Krisen er politisk. Det politiske landskab er forandret markant. I de fleste lande sker der en polarisering - centrums konsensuspolitik er død. Bevægelsen er ikke ny, den er foregået i hvert fald siden år 2000, men er accelereret og radikaliseret af krisen. Det radikale højres fremmarch i Europa er det tydeligste tegn herpå. Ligeså tydelig en politisk krise kan ses hos de europæiske socialdemokratier, der uden at blinke fører kniven mod egne befolkninger. Imidlertid er det ikke det samme som at sige, at disse partier ikke længere spiller nogen rolle i klassekampen. I Skandinavien og enkelte andre europæiske lande ser de gamle socialdemokratiske partier ud til at være blevet talerør for bevægelser, der håber og ønsker sociale løsninger på krisen. Ligeledes sidder disse partiers meningsfæller stadig i ledelsen af fagbevægelserne.

VI. Krisen gør målet tydeligere - men ikke nødvendigvis nemmere at nå. Det er i dag tydeligt, at den  nuværende krise må overkommes gennem samfundsforandring. Det er ikke længere nok, at skrue på et håndtag, trække i en bremse eller tilføre brændstof til én af motorerne. Venstrefløjens modsvar må have forandring af de grundlæggende uligheder i dette samfund som mål - og som middel. Krisen stiller venstrefløjen i en valgsituation, hvor valget står mellem at lappe på kapitalismens krise, eller gribe ud over systemets logik. For krisen udstiller samtidig, at det ikke er muligt, at skabe en krisefri kapitalisme - og dermed heller ikke en "kapitalisme med et menneskeligt ansigt", som missionen lød for den genfødte socialdemokratismes tredje vej. For krisen betales af den arbejdende befolkning, der må se sin indkomst og levevilkår forringes markant, netop fordi enhver kriseløsning a la kapitalisme nødvendigvis indebærer overførsel af indkomst fra lønmodtagerne til kapitalejerne. Således også i denne krise.[1] Denne valgsituation gør ikke nødvendigvis målet lettere at nå - men dog så meget tydeligere. Det samme bliver opgaven foran os. Lad os komme i gang.


[1] Berlingske Tidende kunne tidligere i efteråret berette, hvordan de rigeste 50 familier i Danmark har set deres formuer vokse med ca. 50 pct. det seneste år. Denne stigning har sin konkrete årsag og spejling i den stadige forringelse af løn og arbejdsvilkår for lønmodtagerne samt forringelse af vilkårene for overførselsindkomstmodtagere.