Ønsketænkning får ikke flere førtidspensionister i arbejde
Af Bettina Post

Offentliggjort: 15. oktober 2010
Statsministeren lagde i sin tale ved Folketingets åbning op til den forventede reform af førtidspensionsreglerne og slog fast, at vi ikke skal "parkere mennesker under 40 år på førtidspension resten af deres liv". Også beskæftigelsesministeren har tidligere været ud med en lignede argumentation. Og regeringen har grund til bekymring. Ankestyrelsens seneste opgørelse viser, at der i 2009 blev tilkendt 17.075 førtidspensioner til danskere, som i gennemsnit var 45,8 år gamle. 51 pct. af dem har en psykisk lidelse. Det er en trist udvikling, som en ansvarlig regering bliver nødt til at forholde sig til.

De første bud på at dæmme op for udviklingen har imidlertid ingen bund i virkeligheden. Statsministeren mere end antyder, at det fremover skal gøres umuligt for personer under 40 år at blive tilkendt pension. De konservative har foreslået en 'løsning', som gør førtidspensionen tre-årig for alle under 40. "Vi synes at det er spild af både menneskelige og økonomiske ressourcer at parkere unge mennesker på livslang pension", som Helle Sjelle (K) forklarer i TV-avisen 3. august. Dansk Erhverv (DE) satte omgående trumf på ideen, og krævede alle førtidspensioner gjort midlertidige. De psykisk syge kan helbredes, jublede DE, og foreslog at give dem revalidering og andre tilbud, 'så vi kan få dem tilbage på arbejdsmarkedet'. Ja, for Søren da. Sikke nogle gode ideer! Og hvor har de ret alle sammen. Det er synd og skam, at unge mennesker i Danmark i stadig større udstrækning har det så (psykisk) dårligt, at de er berettiget til førtidspension. Men Løkke, K og DE er på vildspor i deres løsningsforslag, som fokuserer på førtidspensionsreglerne og baserer sig på en dybt naiv forestilling om, at mennesker med varigt nedsat arbejdsevne genvinder arbejdsevnen, hvis bare vi laver regler, der forudsætter det. Skal vi følge deres tankegang, kan vi lige så godt gå planken ud og beslutte, at alle med to arme og to ben, skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Vi ved jo, at vi lige om lidt har brug for alle de hænder og fødder, vi overhovedet kan skrabe sammen. Desværre er det ren ønsketænkning.

For det første kræver de eksisterende regler for tilkendelse af førtidspension, at det er dokumenteret, at arbejdsevnen er varigt nedsat til det ubetydelige, og at hverken behandling, revalidering, fleksjob eller andre aktiviteter kan genskabe arbejdsevnen. Ingen får i dag førtidspension, før en behandlende læge har erklæret, at alle behandlingsmuligheder er udtømte og, at der ikke er udsigt til, at den behandling der kan gives, vil genskabe arbejdsevnen. Påstanden om, at alle de mange psykiske lidelser kan helbredes, mangler i dén grad at blive bevist.

For det andet er det allerede muligt at tage en tilkendt pension op til fornyet vurdering, hvis der er den mindste tvivl om, hvorvidt arbejdsevnen forbedres på et tidspunkt igen. For det tredje har alle førtidspensionister pligt til at meddele kommunen, hvis de mod forventning bliver så raske, at de kan arbejde igen. De har derefter ret til hjælp til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. For det fjerde har førtidspensionister, som f.eks. kan arbejde et mindre antal timer om ugen, mulighed for at få ansættelse med løntilskud som førtidspensionister, hvis ellers nogen af Dansk Erhvervs medlemmer vil give dem et job. Og for det femte viser den førnævnte opgørelse fra Ankestyrelsen, at halvdelen af dem, der får tilkendt førtidspension, ikke har været i beskæftigelse i fem år op til tilkendelsen. Faktisk kommer 43 pct. fra kontanthjælp, 33 pct. kommer fra sygedagpenge og 10 pct. kommer fra ledighedsydelse. Kun forsvindende 3 pct. kommer fra en tilværelse som lønmodtagere. De nye førtidspensionister er altså ikke på nogen måde mennesker, som står på spring til arbejdsmarkedet. Heller ikke om tre år. Det er dokumenteret - ofte igennem årelange udredningsforløb - at de ikke bliver raske, at de ikke kan bestride et fleksjob og, at de ikke kan komme ud af problemerne via revalidering. Ellers var de jo for pokker ikke berettiget til pension.

Det er tankevækkende, at når diverse politikere og arbejdsgiverorganisationer fortæller om, hvor nemt det er at "blive parkeret på livslang pension", så skulle man nærmest tro, at kommunerne deler pensioner ud, som var det julepakker fra Frelsens Hær i december. Spørger man imidlertid førtidspensionsansøgerne, er fortællingerne ganske anderledes. De føler sig ydmyget, mistroet og nærmest chikaneret, når de endnu en gang sendes til en arbejdsprøvning eller en ny speciallægeundersøgelse, som skal afdække hver en flig af deres arbejdsevne, før der kan træffes en beslutning. I 2009 blev den oven i købet i knap 1.500 tilfælde et afslag. Forskellen i oplevelsen alt efter om man ser det udefra eller indefra, bliver vi nødt til at interessere os for, når vi diskuterer, om reglerne er, som de skal være. For måske fortæller den os, at det slet ikke er i førtidspensionsreglerne potentialet til en begrænsning i antallet af førtidspensionister ligger?

Debatten om en førtidspensionsreform er vigtig. Men hvis den skal gøre os klogere, inden der måske træffes indgribende beslutninger om nye regler, så bliver vi simpelthen nødt til at hæve niveauet, så den ikke baserer sig på (sikkert velmenende) ønsketænkning og uvidenhed, men tager afsæt i de barske realiteter. Det indebærer bl.a. at vi også skal give behandlingssystemets muligheder og begrænsninger - ikke mindst i forhold til mennesker med psykiske lidelser - et grundigt eftersyn. Endnu kan vi ikke helbrede nogen alene ved hjælp af beskæftigelsesindsats. Jeg mener, at førtidspensionsreglerne er gode nok. Potentialet for at få færre på førtidspension ligger derfor i indsatsen før pension kommer på tale.