Frankrig - præget af sociale og politiske konflikter
Af Murray Smith

Offentliggjort: 15. oktober 2010
Frankrig er i øjeblikket præget af en række sociale og politiske konflikter. For det første er der regeringens forslag om at hæve pensionsalderen, som er blevet mødt med en stærk offentlig modstand. For det andet er der de finansielle skandaler, der direkte truer Eric Woerth (ved en uheldig tilfældighed den minister, der er ansvarlig for at indføre pensionsreformen), og indirekte Sarkozy selv. For det tredje er der kampagnen lanceret af Sarkozy denne sommer om deportation af romaer. Ingen af elementerne i den nuværende konflikt er imidlertid særegne for Frankrig.

Angrebet på pensionerne er fælles for hele Europa og er en del af et generelt angreb på velfærdsstaten, hvilket blev opsummeret den 29. september af Jose Manuel Barroso, formand for Europa-Kommissionen, på følgende brutale måde: "Når du er nødt til at betale renter på gælden, kan du ikke betale for social politik". Der er heller ikke tale om, at den franske manifestation af denne fælles offensiv er specielt ekstrem eller aggressiv.  Med hensyn til skandaler, så tager den italienske premierminister Berlusconi utvivlsomt førsteprisen. Og Sarkozys offensiv mod romaerne er helt i overensstemmelse med de fremmedfjendske tendenser stort set overalt i Europa, hvoraf det seneste eksempel var Sverige Demokraternes indtog i det svenske parlament.

I europæisk sammenhæng er forslagene fra den franske regering beskedne. I de fleste lande er pensionsalderen blevet hævet (eller på vej til at blive hævet) til omkring 67 år. I Frankrig er forslaget at hæve pensionsalderen fra 60 til 62 år , og alderen for at gå på pension med den højeste ydelse fra 65 til 67. Og hvad angår det offentlige budget, som blev fremlagt den 29. september, så er der nok tale om besparelser og færre job i den offentlige sektor, men slet ikke så voldsomt, som man har set hos flere af de øvrige EU-lande, f.eks. i Storbritannien under den nye konservative regering. Og i modsætning til de fleste af hans europæiske kolleger, så nægter Sarkozy eksplicit at bruge ordet nøjsomhed (på fransk "rigueur ").

Årsagen til denne (relative) moderation har bestemt ikke noget at gøre med, at Sarkozy og hans regering er mindre villige til at lade arbejderklassen og de fattige betale for krisen. Det har alene at gøre med omfanget af den sociale og politiske modstand i Frankrig, specielt i spørgsmålet om pensioner. Selvfølgelig er modstanden (heldigvis) ikke begrænset til Frankrig. Vi har set strejker og demonstrationer i mange andre lande. På det seneste har der den 29. september været en stor europæisk demonstration i Bruxelles (100.000 deltagere), vi har set en generalstrejke i Spanien og demonstrationer flere andre steder i Europa. Og hvad angår Grækenland, så har vi set en række endags generalstrejker før sommerferien, og vil højst sandsynligt komme til at opleve mere af dette her i efteråret . Men hvad der er specifikt for Frankrig er ikke blot mobiliseringens enorme omfang , selv om det naturligvis er vigtigt. Der er to andre faktorer, der også er betydningsfulde. For det første, at selv om strejker og demonstrationer er organiseret af fagforeningerne, så støttes de af hele venstrefløjen, herunder også - om end efter nogle tøven og med nogle modifikationer - af Socialist Partiet. For det andet så støttes bevægelsen i følge meningsmålingerne af omkring 70 procent af befolkningen (hvilket er et mønster, som vi har set i forbindelse med næsten alle større sociale bevægelser i Frankrig siden 1995).

Lad os se nærmere på omfanget af bevægelsen. Vi kan tage tallene for demonstrationernes størrelse, som fagforeningerne har offentliggjort dem. Det er muligt, der er tale om mindre overdrivelser, men de er meget tættere på sandheden end de ofte latterlige tal, som politiet (med armen vredet om) har offentliggjort. Bevægelsen mod pensionsreformen begyndte i foråret, og der var allerede i foråret én-dags strejker og demonstrationer. Efter sommerferien den 7. september var der i forbindelse med en én-dags strejke 2.500.000 demonstranter i gaderne. Dette blev overgået den 23. september med næsten tre millioner mennesker. Disse mobiliseringer lader sig sammenligne med de største vi har set i løbet af de sidste 20 år. Fagforenings Fronten, der har arrangeret demonstrationerne, omfatter samtlige fagforeninger, fra de største til de mindste og fra de mest konservative til de mest radikale. Og fællesskabet synes at holde, hvilket er i modsætning til 2003, hvor det næststørste forbund, CFDT, forlod bevægelsen og lavede en særaftale med regeringen (hvilket betød at de efterfølgende mistede mange medlemmer).

Bevægelsen i 2003 blev besejret efter en række én-dags strejker kombineret med en måned lang lærer-strejke. Den endte på et tidspunkt, hvor en generalstrejke sandsynligvis havde været mulig, såfremt den vigtigste fagforening, CGT, havde opfordret til det. Dengang var der en udbredt følelse blandt dem, der havde deltaget i bevægelsen, at spørgsmålet om sejr eller nederlag havde været på vippen, at sejren havde været inden for rækkevidde. Det samme spørgsmål bliver stillet i den nuværende situation, og svaret er ikke helt enkelt. Det er ganske vist sådan, at regeringerne kan modstå selv meget store én-dags mobiliseringer, hvis de ved, at fagforeningerne ikke vil tage det næste skridt og iværksætte en længerevarende strejke. Og det fremgår klart af den nuværende situation, at de franske fagforeninger, som de er i dag, med de ledelser, de har, ikke vil vove en sådan strejke. Dette gælder først og fremmest for CFDT og nogle af de mindre fagforeninger, men det er også tilfældet for CGT. Kun Force Ouvriere (i hvert i fald ord) og Solidaires - SUD (med mere overbevisning) har opfordret til dette. Det er også rigtigt, at ingen ved, om en sådan strejke ville kunne opnå tilstrækkelig opbakning. Mange selv blandt de militante fagforeningsmedlemmer er i tvivl om opbakningen. Og en strejke, der vaklede og faldt, ville være et stort nederlag. Det skal bemærkes, at de to største generalstrejker i fransk historie, i 1936 og 1968 havde udviklet sig nedefra, fra en lille snebold til en altomfattende lavine, uden at fagforeningerne havde opfordret til det (men de støttede dem, da først bevægelsen var opstået). En vej frem, som er noget andet end tomme opfordringer til alle fagforeninger om en generalstrejke, som mange medlemmer ikke ønsker, kunne være, at de mest militante sektorer (for eksempel jernbanearbejderne) iværksatte løbende strejker for at teste reaktionen andre steder. Eller at mere militante regioner tager initiativet. For eksempel, da man den 27. september opfordrede til at udvide og forlænge strejken i Bouches-du-Rhone (Marseille -området). Opfordringen blev underskrevet af alle fagforeninger, herunder CFDT, (lokale fagforeninger kan være mere militante end deres nationale ledelser), samt af den vigtigste studenterorganisation UNEF.

Det næste initiativ var at indkalde til demonstrationer den 2. oktober, en lørdag, og dermed gøre det muligt for mange arbejdstagere i den svagt organiserede private sektor, hvor det ofte er vanskeligt at strejke, at deltage. Det skal bemærkes, at der den 2. oktober var stort set det samme antal demonstranter som 23. september. Der var altså ikke tale om en svækket mobilisering, men heller ikke at bevægelsen fortsatte med at vokse. Ikke desto mindre er tre millioner et imponerende tal. Og et markant træk ved både den 23. september og den 2. oktober var deltagelse af mange unge mennesker (studerende og skoleelever). Desuden viste en meningsmåling, at 71 procent af befolkningen i Frankrig støttede opfordringen til at demonstrere. Samtidig viste en anden meningsmåling, at 72 procent var utilfredse med Sarkozy (det hidtil højeste tal for præsidentens upopularitet). Den næste dato for mobilisering bliver en én-dags strejke og -demonstrationer den 12. oktober. Regeringen har gjort nogle indrømmelser, især hvad angår arbejdstagere i særligt belastende job. Men den nægter at rokke sig m.h.t. de centrale aspekter i reformen, som allerede er blevet vedtaget af Nationalforsamlingen. Den vil nu blive behandlet i Senatet, hvor regeringens støtte er mindre solid, og nogle yderligere sekundære indrømmelser er derfor mulige. Nogle politikere på højrefløjen - f.eks. tidligere premierminister Jean-Pierre Raffarin, der var ansvarlig for reformen i 2003 - har opfordret Sarkozy til at være mere fleksibel (uden at give afkald på de centrale punkter i reformen) .

Efter den 2. oktober-demonstrationerne, opsummerede det franske dagblad Le Monde situationen på følgende måde: "Præsidenten tror, at tiden arbejder for ham, og at CFDT og CGT reelt ikke har noget ønske om vedvarende strejker (som de anser for at være yderst risikable for arbejdstagerne og for fagbevægelsen). Men denne strategi er farlig. Frustrationen over regeringens 'selvtilstrækkelige egenrådighed ' kan føre til, at nogle af dem, der modsætter sig reformen, vil forsøge at radikalisere bevægelsen for overhovedet at komme til orde. Hvis det sker, er det præsidenten, der vil blive anklaget for at have kastet benzin på bålet og for at have ventet for længe med at finde en vej ud af den nuværende blindgyde."

Det forekommer sandsynligt, at den 12. oktober (ligegyldigt om aktionen bliver lige så vellykket som tidligere mobiliseringer, eller repræsenterer en svækkelse af bevægelsen, hvilket vi ikke ved i skrivende stund), vil markere grænserne for de nævnte én-dags strejker (medens omfanget af modstanden mod reformen fortsat vil være et åbent spørgsmål). Herefter bevæger vi os ind i ukendt farvand. Bevægelsen kan ende med et nederlag, som i 2003, eller den kan fortsætte i andre former, herunder også mere radikale aktioner - for eksempel besættelser af jernbanestationer, motorveje og fabrikker (lignende aktioner har tidligere vist sig effektive). En ting, der er forskellig fra 2003 er omfanget af utilfredshed med præsidenten.

Et vigtigt aspekt af den franske bevægelse, og som adskiller den fra for eksempel Grækenland, er den udbredte, ja næsten totale støtte fra de forskellige politiske fløje i arbejderbevægelsen. Dette omfatter Socialist Partiet, de forskellige medlemmer af "Venstre Fronten" (Det Kommunistiske Parti, Venstre Partiet og Det forenede Venstre), det nye anti-kapitalistiske Party (NPA), De Grønne og andre mindre bevægelser. Endvidere tæller bevægelsen også ATTAC og venstrefløjens tænketank Fondation Copernic. Der er naturligvis forskelle inden for denne meget brede bevægelse. En af de væsentlige er, at nok støtter Socialist Partiet retten til at gå på pension som 60-årig men kun under forudsætning af 41,5 års indbetaling til den - hvilket for de fleste mennesker gør retten til at gå på pension ved 60 rent symbolsk. Socialist Partiet som sådan sådant deltager derfor ikke i de store fælles møder, som for øjeblikket afholdes i hele Frankrig, men på næsten alle disse møder er der SP-medlemmer på talerstolene og blandt deltagerne. Og netop disse møder - kombineret med en meget effektiv propagandakampagne - har været et centralt element i at vinde og fastholde offentlighedens støtte.

Det andet element i situationen, er de skandaler, der presser regeringen. Det skal siges, at skandaler er ikke noget nyt i fransk politik. Det er relativt hyppigt forekommende, at folkevalgte af forskellig art bliver anklaget og nogle gange dømt for misbrug eller svindel med offentlige midler, ulovlig finansiering af partier og individuelle kampagner osv. Nogle gange er der tale om personlig berigelse, andre gange er det et spørgsmål om at kanalisere penge til 'partiet'.  Når tidligere præsident Jacques Chirac næste forår skal møde i en retssag  om misbrug af sin stilling som borgmester i Paris fra 1977 til 1995, så drejer anklagen sig om overførsel af penge til hans parti RPR. Men hvad angår de nuværende skandaler med Eric Woerth og Sarkozy, så er det særlige ved dem, at de har vist hvor tætte relationerne er mellem Sarkozy og hans politiske allierede og så de øverste mest velhavende cirkler i det franske samfund. Woerth var i en periode både finansminister og kasserer i Sarkozys parti, UMP (en noget uheldig kombination). Som finansminister gennemførte han en højt profileret kampagne mod de riges skatteunddragelser. Men samtidig gav han en skatterabat på 30 millioner Euro til Frankrigs rigeste kvinde, Liliane Bettencourt, arvingen til firmaet L'Oreal (hvis finanser for øvrigt blev håndteret af Woerths kone). Det har efterfølgende vist sig, at Bettencourt har doneret store summer (sort) til franske politikere herunder Sarkozy og oven i har unddraget sig beskatning ved at skjule store summer i schweiziske banker. Det er ikke sikkert, at der vil komme nogen retssag oven på alt dette, selv om det er muligt. Sarkozy benægter, at der er foregået noget ulovligt, nægter at fyre Woerth og har (foreløbig) blokeret for en retssag. Men hele sagen har understreget, hvor forskellig den verden er, hvor han og hans kreds lever, og så det hverdagsliv, som flertallet af det franske folk lever, præget af nedgang og bekymringer om pensionen.

Det tredje element er naturligvis den kampagne, som Sarkozy iværksatte imod de romaer (sigøjnere), som er kommet til Frankrig fra Østeuropa, mhp. at deportere dem, hovedsagelig til Rumænien. Dette er i modstrid med princippet om fri bevægelighed for personer inden for EU. Men mere alvorligt er, at der her er tale om et direkte angreb på en befolkningsgruppe på grundlag af, ikke hvad de har gjort eller formodes at have gjort (selvom det er forbundet med en diskurs, at alle romaer er tyve ), men på grundlag af deres etniske oprindelse. Dette har ført til kritik fra EU, paven og flere udenlandske regeringer. Viviane Reding, EU-kommissær for retslige anliggender erklærede: "Jeg er personlig rystet over, at folk bliver fjernet fra en medlemsstat i Den Europæiske Union, blot fordi de tilhører en bestemt etnisk minoritet. Det er en situation vi i Europa ikke har været vidne til siden Anden Verdenskrig". Dette skabte en rasende reaktion fra Sarkozy. Imidlertid erklærede Etienne Pinte, medlem af parlamentet fra Sarkozys eget parti, den 1. oktober: "Da jeg så alle disse mænd, kvinder og børn med deres små bundter af ejendele - det var i juli og august - havde jeg indtryk af, at have set et genskær af Vel 'd' Hiv '." Vel 'd' Hiv 'var det sted, hvor tusindvis af jøder i 1942 blev internet af politiet i 'Vichy Frankrig' for senere at blive sendt til de nazistiske dødslejre.  Pinte erklærede også, at den nye og stærkt undertrykkende lovgivning om indvandring indført af Eric Besson (minister og frafalden socialist) var forfatningsstridig. Både loven og kampagnen mod romaerne er et skamløs forsøg fra Sarkozy på at appellere til vælgerne på den yderste højrefløj, der stemte på ham i stort tal, da han blev valgt i 2007, men siden er vendt tilbage til Den Nationale Front.

Den franske regering er for øjeblikket splittet og svag. Bl.a. er der en voksende kølighed mellem Sarkozy og hans premierminister, Francois Fillon, som sandsynligvis snart vil blive udskiftet. Præsidenten er massivt upopulær, og der er millioner af mennesker i gaderne. Men det er sandsynligt, at Sarkozy vil blive siddende indtil næste præsidentvalg i 2012, og det ikke er umuligt, at han vil blive genvalgt. Hvis han taber slaget om pensionerne, vil han blive en lammet præsident. Og selv om han skulle vinde, vil han stadig være svækket. Men endnu er der ingen massive krav om, at han skal gå af. Det er rigtigt, at ingen præsident for Den Femte Republik nogensinde har været drevet fra sit embede (selvom de Gaulle naturligvis blev afgørende svækket i 1968 og aftrådte det følgende år). Der har fra venstrefløjens side været et par enkelte pip om at opløse Nationalforsamlingen, men de har ikke vundet megen genklang. Der har også været et forslag, der støttes bl.a. af den tidligere SP-præsidentkandidat Segolene Royal, Arnaud de Montebourg (en anden ledende skikkelse i SP) og Venstrepartiets leder Jean-Luc Melenchon for en folkeafstemning om pensionsreformen. Men heller ikke dette forslag synes i øjeblikket at have nogen fremtid.

Sandsynligvis sker der ingen ændringer på præsidentposten før næste valg i 2012. Hvad der vil ske indtil da, er i meget høj grad afhængig af, hvad der sker blandt de politiske modstandere af Sarkozy på venstrefløjen, især uenigheder og splittelser. Og de findes på flere niveauer. For det første var Det Socialistiske Parti dybt splittet i tiden op til valget i 2007 over, hvem der skulle være præsidentkandidat (det endte med at blive Segolene Royal) og splittelsen fortsatte også efter valget. Den nye førstesekretær i SP, Martine Aubry , er nået langt i retning af bringe ro i partiet, men de gamle dæmoner kunne nemt dukke op igen i forbindelse med 2012-valget. Det er f.eks. et problem, at en mulig præsidentkandidat er ingen anden end Dominique Strauss-Kahn, som i øjeblikket er formand for IMF. Han ville formentlig vinde mod Sarkozy, men hans kandidatur ville have en demoraliserende effekt på venstrefløjen - og selv inden for SP vækker han utryghed. Den anden sandsynlige kandidat er Aubry selv, der ikke skaber de samme problemer.

Så er der situationen til venstre for SP. Venstre Fronten var forholdsvis succesfuld i EU- og regionalvalgene i 2009-10. Og partiet har bebudet, at det går ind for en fælles venstrefløjs kandidat i 2012. Derimod er der fortsat tvivl om, hvad Det Kommunistiske Parti vil. De kunne være fristet til at deltage i en socialistisk-ledet regering som i 1997, hvilket ville bryde enheden på venstrefronten. Det bedste resultat ville være enhed blandt den radikale venstrefløj på grundlag af uafhængighed af det socialistiske parti. Det værste udfald ville være en gentagelse af de mange kandidater fra 2007 eller at dele af den radikale venstrefløj bryder ud og går sammen med SP i en fælles regering. En sådan regering ville selvfølgelig være at foretrække frem for Sarkozy, men den ville næppe afvige afgørende fra hans neoliberale politiske linje.

Så hvad end sker der i 2012, betyder det afgjort noget. Og i landet med den permanente valgkamp, hvor den ene kampagne afløser den anden, er forberedelserne og manøvrerne i forhold til 2012 allerede i gang og vil vokse måned for måned. Og det gælder for hele det politiske spektrum - fra det yderste højre (hvor Marine Le Pen fortsat vil lede FN), til det traditionelle højre (Sarkozy igen eller en sikrere kandidat?), til Det Socialistiske Parti, og til det radikale venstre.

Artiklen er skrevet 4. oktober 2010.