Når fagligt sammenhold er recepten
Af Einar Baldursson

Offentliggjort: 15. oktober 2010
Vi lever i en usædvanlig tid. Det er en tid, hvor stadig flere behandles for psykiske lidelser. Det gælder både stress og depression. Tendensen er ikke begrænset til voksne, stadig flere børn får en psykiatrisk diagnose og behandles (overvejende) medicinsk.

Det er en tid, hvor titusindvis af danskere parkeres ud på arbejdsmarkedets sidelinjer, samtidig med at alle taler om, at der i stigende grad mangler arbejdskraft fremover grundet de mindre ungdomsårgange.

Det er samtidig en tid, hvor der er meget lidt fokus på indsatsen for arbejdsmiljøet og det forebyggende arbejde i al almindelighed.

Noget lugter
En række undersøgelser har dokumenteret en støt stigende forekomst af stress i perioden fra 1987-2005. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed (SIF) er der i den angivne periode tale om en stigning fra 5,8-til 8,7 pct. Tendensen er efter alt at dømme fortsat over de seneste 5 år. Man har med jævne mellemrum siden slutningen af 60erne forsøgt at bortforklare stressproblemer med den påstand, at de sikkert skyldes påvirkning fra medier og offentligheden (medietesen). Påfaldende nok uden nogen som helst form for dokumentation. Der er flere grunde til at stille spørgsmålstegn ved denne fortolkning. Vi ved fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at væsentligt færre lagerekspedienter oplever stress end pakkeri og tapperiarbejdere. Hvis dette faktum skal forklares med medie- og offentlighedsteorien, må vi antage at lagerekspedienter i mindre omfang ser fjernsyn, hører radio og læser aviser end pakkeri- og tapperiarbejdere. Det forekommer ikke videre sandsynligt.

Man kunne naturligvis forestille sig, at der var en sammenhæng mellem forekomsten af stress og antallet af artikler om emnet i pressen, eller indslag i fjernsynet. Det kan godt være, men vi ved det ikke. Grunden er, at tilhængerne af medietesen aldrig har forsøgt at føre nogen dokumentation for egne påstande. Medietesen er et godt eksempel på, at de holdninger, man ønsker er sande, opfatter man som sandsynlige, og det åbenlyse er der da ikke behov for at dokumentere. Omvendt skal de konklusioner man ikke kan lide, dokumenteres i et omfang som aldrig tidligere er set.

Stressproblemet medfører næsten automatisk en moraliserende og politiserende respons. Det må være de berørtes problem. De lever det forkerte liv, har de forkerte holdninger, eller er blot svagelige og klynkende og det skyldes sikkert problemer i folks privatliv. Men med nogenlunde uændret niveau i skilsmisser over denne periode, og en nogenlunde ubrudt forbedring af livsvilkårene fra 2000 til 2005, er det svært at se hvordan den forklaring kan tages alvorligt.

En ny undersøgelse fra Berlingske Tidende viser, at siden 2005 har 25% søgt læge på grund af symptomer på stress. Der er gode grunde til at hæfte sig ved disse resultater, samtidig med at det skal medgives, at de er usikre. Hvis tallene holder, søger 1 ud af 20 danskere læge hvert år, fordi de har det så skidt grundet stress, at de mener at de har brug for behandling.

Det handler altså om en sygdomstilstand, der til trods for at den har været medicinsk beskrevet i næsten 50 år, fortsat ikke har sin egen diagnose i de psykiatriske og psykologiske diagnosemanualer. Nu findes der både effektiv behandling og ganske anvendelige forskningsresultater, der peger på nytten af og behovet for en forebyggelsesindsats. Men behandlingen kan ikke gives i form af en pille eller indsprøjtning, den kræver psykologiske samtaler.

Det betyder så, at når man opsøger sin læge grundet problemer med stress, har selv den bedste læge begrænsede muligheder. Det sundhedssystem, hvor de praktiserende læger kæmper i frontlinjen, prioriterer ikke samtaler. Den praktiserende læge arbejder under et honorarsystem som handler om effektivitet, ikke produktivitet.  Og her betyder effektivitet mange ydelser, uanset om de hjælper, hvorimod produktivitet handler om, at de ydelser gives, rent faktisk nytter.  Og det sidste prioriteres ikke højt.

Så de fleste der henvender sig til egen læge går hjem med en uforrettet sag. Det er et problem, ikke mindst fordi stress medfører betydelige smerte, primært psykologisk, men også fysisk.

Derfor forsøger temmelig mange at medicinere sig på egen hånd ud af sine stressproblemer ved at bruge håndkøbsmedicin mod smerter. Der er 91% større risiko for brug af sådan medicin blandt personer der ofte føler sig stresset, sammenlignet med de, der aldrig føler sig stresset. Andre (mis)bruger alkohol, der godt nok mindsker visse stresssymptomer, men som til gengæld skaber andre problemer. Stress bidrager også til spiseforstyrrelser og svækker immunsystemet, sådan at man lettere bliver syg og har sværere ved at komme sig efter sygdom.

Stresspolitik
Den liste kunne blive rigtig lang. Stress er ikke alene et sundhedsproblem men måske del af en tiltagende sundhedskrise. Alligevel hører vi jævnligt politikere, der beskæftiger sig med området, gøre stress til et individuelt problem, man ikke skal forholde sig til. Hvorfor?

Til en vis grad handler det om frygten for, at hvis man beskæftiger sig seriøst med stress, må man også forholde sig kritisk til de samfundsforhold, der medfører problemet. Arbejdsrelaterede forhold spiller en rigtig stor rolle i denne sammenhæng. Tidligere frygtede man at et fokus på stress, dermed også var et fokus på arbejdsgivernes ledelse, og dermed en svækkelse af ledelsesretten. I dag ved de fleste arbejdsgivere, at man er nødt til at forholde sig til arbejdsmiljøet, som et led i en virksomheds strategi.

Når politikere forsøger at politisere stressproblemet ud af den offentlige debat, handler det til en vis grad om, at de godt ved, at en del af det moderne stressproblem skyldes de uophørlige forandrings- og kontroltiltag, der som regel har sit afsæt på Christiansborg, og derefter spreder sig som epidemi til den statslige og kommunale sektor. Hvis politikerne blev tvunget til at medtage omkostningerne ved øgede stressbelastninger i deres krav om omstilling og effektivitet, ville regnestykket fremstå med et negativt fortegn allerede fra begyndelsen. Og når fakta står i vejen for politik, er det som bekendt fakta der fejler noget.

Ikke blot stress men også depression
Ifølge en opgørelse fra Lægemiddelstyrelsen er forbruget af anti-depressiv medicin steget med 96,2 procent siden 2001. I 2001 var der tale om 78,8 millioner dagsdoser og det tal er steget til 154,6 millioner dagsdoser af antidepressiv medicin.

Vurderet ud fra den mængde recepter der udskrives til medicinsk behandling, er forekomsten mere end fordoblet. Der er i dag enighed om, at stress øger risikoen for depression, og at arbejdsrelaterede belastninger kan spille en væsentlig rolle for udviklingen af depression.

Depression er en sygdom man skal tage rigtig alvorligt. Hvis man kan tale om en disposition for depression, er dette tilsyneladende normen. Det er svært at finde en familie uden mindst ét medlem, der har fået depression. Stress kan på mange måder opfattes som psykens forkølelse eller influenza. Når årsagen forsvinder eller fjernes, kommer man sig igen.  Men når man har fået depression, er der risiko for at man får flere episoder gennem livet. Depression medfører væsentligt forøget risiko for selvmord, og en depression medfører relativt langvarige sygdomsforløb. Symptomerne er særdeles ubehagelige og medfører en betydelig belastning af den berørtes familie (hvis man er så heldig at have, og bevare en sådan).

Depression er en af de centrale årsager til at flere og flere må forlade arbejdsmarkedet. I disse arbejdsløshedstider er det værd at hæfte sig ved, at længerevarende ledighed øger risikoen for depression markant, og især når det handler om unge mennesker, kan det medføre, at man aldrig kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.

For at fuldstændiggøre et i forvejen mørkt billede, så forventer FN's sundhedsorganisation, WHO, at forekomsten af depression fortsat vil stige i årene der kommer.  Vurderingen er at i 2020 vil depression være det næst mest alvorlige sundhedsproblem i verden, kun overgået at hjerte-kar-lidelser.

Fra industriarbejde til det moderne arbejde
Depression er en betegnelse, der dækker over mange forskellige tilstande. Almindeligt forekommende nedstemthed, sorg og savn, medfører symptomer på depression og kan medføre depression. Stress er formentlig en af de faktorer, der i dag forklarer den øgede forekomst af depression.

Man ved efterhånden en del om de forhold, der medfører øget risiko for, at stress medfører depression. Flere af disse handler om det moderne arbejde. For at forstå hvad det handler om, må man se det moderne arbejde i forhold til industriarbejdet. Hver epoke er kendetegnet ved en bestemt forståelse af hvad et arbejde er, og hvad det indebærer.  I industrisamfundet var opfattelsen den, at mest var noget i kraft af det, man foretog sig uden for arbejde. Om man var aktiv i lokalsamfundet, foreningslivet, idrætslivet, i faglig eller politisk regi, eller berigede sit live igennem sin hobby, så var det her man var sig selv.

I arbejdet gjorde man sin pligt og krævede sin ret. Begge mål blev i høj grad forfulgt gennem mere eller mindre aktivt medlemskab af en fagforening, en arbejdspladsklub og så videre. For højere uddannede forholdt det sig ikke meget anderledes. Hvis man var en læge eller lærer, var det en ydre rolle man tog på sig i arbejdet og efterlod på arbejdspladsen. Idealet var at være en professionel, en der ikke blev følelsesmæssigt involveret i sit arbejde, men sigtede mod at opfylde (ofte omfattende og krævende) faglige og professionelle målsætninger.

I dag skal vi være personligt involverede i vores arbejde. Undersøgelser viser, at de unge mest af alt forventer af sit arbejdsliv, er et job, hvor de kan gøre en forskel, som er meningsfuldt og tilbyder en personlig udviklingsmulighed.

Det betyder, at vi forventer og det forventes af os, at vi i vores arbejde er personligt involverede, bruger vores hele selv, påtager os ansvar, søger mulighed for personlig udvikling og stræber efter det særligt gode arbejdsresultat.

Vi kan trygt sige, at i det moderne arbejde, er motivationen blevet grænseløs.  I den sammenhæng er spørgsmålet: Hvad er min pligt? - blevet afløst af et helt andet spørgsmål: Hvilket arbejdsresultat kan jeg stå ved og identificere mig med?

Når resultatet af vores indsats, ikke lever op til vores målsætninger og forventninger, kan vi ikke nøjes med at sige: "Jeg gjorde min pligt".  Vi oplever det utilfredsstillende resultat som et personligt nederlag og et tab.  Sådanne oplevelser undergraver vores selvtillid og selvværd.

Des mere vi involverer os i arbejdet, des mere ansvar vi tager på os, des større er risikoen for, at man reagerer sådan på nederlag i arbejdet.

Risikoen øges, hvis vi oplever at blive forhindret i at udføre arbejdet på en god og ordentlig måde. Hvis krav om øget effektivitet og nedskæringer medfører, at vi skal udføre et ringere arbejde, oplever vi både nederlag og magtesløshed.

Men for det arbejde vi selv har ansvaret, har vi også ansvar for, at det udføres ordentligt.
Derfor ser vi, at medarbejdernes reaktion på nedskæringer, er at bruge mere tid på arbejdet. Flere og flere bruger stadig mere tid på opgaven bare for at opleve, at de kan stå ved resultatet. Det mest almindelige snyd med timesedler er ikke, at man opgiver opgaver, man ikke har løst, men at man ikke opgiver den tid, man har brugt. Man overskrider timenormerne for brugerens, kundens, klientens, eller opgavens skyld. Man begynder at planlægge sit arbejde, inden man møder op, man afslutter afrapportering, eller orienterer sig i fritiden om udviklingen indenfor faget.

Dette giver naturligvis ledere, beslutningstagere og politikere, den fejlopfattelse, at man kan presse de ansatte med skruen uden ende.  Man kan til stadighed kræve mere, fordi de ansatte vil reagere ved at levere mere.

Inden for behandlingsområdet ser vi mennesker som i kampen for det "gode arbejde" over en tid har opgivet alt andet liv end arbejdslivet.  Fritidsinteresserne ryger først. Senere venner og til sidst familien.  Man bliver selvkannibal.

Når man er ædt op, brister illusionen om den grænseløse indsats, man oplever sig som en, der er slået fejl, man kan ingenting, har ikke noget at byde på, og er blot en byrde og til gene for andre, ikke mindst familien. Man har fået depression.

Individualismen
Mange hævder, at alt dette er udtryk for, at vi er blevet individualister. Vi agerer og handler med udgangspunkt i egne mål, uden at se os selv som en del af eller bidrage til fællesskabet. Og det er vist og sikkert, at i en tid, hvor der er så meget fokus på kompetencer, ændringer og udvikling, lægges der stadig større byrder på den enkelte. Allerede for hundrede år siden blev det påpeget, at en sådan udvikling ville medføre øget selvfokus. Men det er ikke lig med individualisme. Aldrig har samarbejde i arbejdet fyldt så meget. Aldrig har så mange interesseret sig for det fælles. Aldrig har vi kommunikeret så meget. Stadig flere angiver, at de har deres bedste ven på deres nuværende arbejdsplads. Taler vi om mobil, sms eller facebook, så lever vi et mere og mere socialt liv.

Så vi er mere sociale end nogen sinde før. Men risikoen for, at vi føler os alene er også større end nogen sinde før.

Det er ikke mindst frygten for og oplevelsen af at være alene, som medfører sammenbrud og depression.

Recepten - fællesskab
Dermed er vi ved humlen. Vi er mere sociale end nogen sinde før, men vi har forsømt det sociale fællesskab. Når vi kan se vores egen indsats inden for rammen af et fællesskab, opnår vi en mening, som er så meget mere robust, end den vi tumler med i og for os selv.

Den moderne fagbevægelse opstod med udgangspunkt i og som reaktion på industriarbejdet. Hundredetusinder flyttede fra land til by. De flyttede fra små landsbyer, hvor man blev født til en plads, en sammenhæng, en mening og en skæbne - på godt og ondt.

I byerne boede de sammen med fremmede, uden fælles forhistorie og fællesskab. Derfor blev overgangen til industrisamfundet af den tids kommentatorer (præcist som nu) set om en frygtelig ødelæggelse af sociale bånd og mening, af selve det menneskelige.

Men alle disse arbejdere fandt ud af, at de havde noget til fælles, nemlig et ståsted, behov og sociale mål. Og lidt efter lidt blev den moderne arbejderbevægelse født. Den største og mest sociale bevægelse som historien har budt på. Denne bevægelse har sidenhen skabt det vi har (endnu) af velfærdsstaten, hvor vi i fællesskab, tager mere ansvar for hinanden end nogensinde.

Og det på en baggrund, der i højere grad end nu syntes at handler om tab af fællesskab og sociale bånd, vel at mærke bondesamfundets udgave af disse.

Set i det lys, når udviklingen nu peger på endnu højere grad af fælles liv og mening, er det relevant at spørge, om opgaven handler om en genopfinde fællesskabet?

Recepten i det små
I første omgang handler den vigtigste målsætning indenfor forebyggelsesområdet om, at vi nyudvikler fællesskabet på arbejdspladsen. Hver gang, vi forbinder os med hinanden, finder vi, at individuelle udfordringer og problemer i virkeligheden er et fælles forhold. I den sociale verden forholder det sig sådan at 1+1 altid er mindst 3. Når vi forbinder os med hinanden, opdager vi, at det vi i fællesskab kan, så langt overgår det, vi hver for sig har evner. Dermed opnås en robust mening, som vi kan trække på i et arbejdsliv, der ellers blot tilbyder os selvkannibalisme.

Hvis denne recept skal virke, er det vel også nødvendigt, at fagbevægelsen kan forny sig selv, igen slå rødder ned i arbejdslivet. Kampen for løn og rettigheder er fortsat vigtigt.  Men måske handler et moderne fagbevægelse også om kampen for arbejdet, vores arbejde.