Strukturel krise?
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. oktober 2010
Alle er tilsyneladende enige om, at det vigtigste spørgsmål i dansk og international politik er, hvordan og med hvilke metoder man skal øge væksten i den globale økonomi og nedbringe arbejdsløsheden.

Men det var ikke det, der stod på dagsordenen, da statsministeren holdt sin åbningstale den 5. oktober i år. I stedet opmarcherede han flosklerne på lange lige rækker. Og oppositionen (og hans egne tro væbnere hos Konservative, Venstre og DF) fulgte op nogle dage efter. Med flere floskler, flere skæve og ligegyldige taløvelser og med spillet forargelse over en fiktiv skattestigning.

Jamen - sådan har situationen altid været ved Folketingets åbning kan man mene. Måske - men ligegyldigheder er ikke altid ligegyldige, og træder man lidt uden for folketingsdebattens snævre fokus og medindrager, hvad der i øvrigt er foregået i selv samme uge, bliver problemets stilling ganske indlysende.

For selvom det danske folketing og de danske politikere ikke har set alvoren eller har ønsket at se den, så er der andre ude i den store verden, som har.

Parallelt med folketingsdebatten har lederne fra de største og vigtigste lande i verden nemlig afholdt indtil flere møder under IMF's Årsmøde for dels at drøfte fremtidens vækst og de ildevarslende tendenser til skærpet handels- og valutakrig. Og de er ikke kommet nogen vegne. Ligeledes har de heller ikke kunnet nå til enighed om en anden styrkefordeling i de internationale politisk-økonomiske institutioner, der afspejler de ændrede styrkeforhold på verdensmarkedet. Men det resultat, at de selv samme institutioner mister autoritet og legitimitet, og at der i samme takt opbygges nye og uformelle magtrelationer, der på en gang er ved at få større indflydelse på, hvordan verdensøkonomien skal styres og samtidig er helt frigjort fra demokratisk kontrol.

Imens optrappes valutakrigen og skjulte handelshindringer opbygges i et accelereret tempo. For alle de store lande bestræber sig på hurtigst muligt at eksportere sig ud af krisen, og den samlede internationale vækst er ikke tilstrækkelig stor til, at de alle kan gennemføre deres nummer på en og samme tid. Kina er ikke i en position, hvor landet kan nedbringe sit enorme betalingsbalanceoverskud. Hertil er hele den økonomiske struktur stadig for bundet til en eksportstrategi. USA er ude af stand til på nuværende tidspunkt at gennemføre den nødvendige omfattende omstrukturering af sit økonomiske grundlag og skabe højere produktivitet. Selv Japan hænger stadig fast i en eksportstrategi og deler her skæbne med Tyskland, der alene kan generere vækst ved at overmatche de andre Europæiske lande og fastholde dem i en underskudssituation, der reproducerer den finansielle ustabilitet. Kort sagt er den internationale kapitalisme låst i de ubalancer, der gik forud for krisegennembruddet i 2008, hvilket beskrives ganske fint i dette nummers spidsartikel af Emmanuel Wallerstein.

Og selv om økonomierne teknisk set har lagt recessionen bag sig, er de fanget i lavvækst og voksende valuta- og handelskrig, der blot er et andet udtryk for, at krisen reelt forlænges og ikke er overstået. Det mest alarmerende er dog, at de førende økonomer og økonomiske institutter godt ved, hvad der skal gøres. Ifølge økonomisk rationalitet, skal overskudlandene forbruge mere og underskudslandene øge deres produktivitet og sælge mere, så balancen kan genoprettes og overførselsindkomsterne fra overskuds- til underskudslandene og fra staterne til bankerne kan begrænses. Vilkårene er blot, at dette ikke kan lade sig gøre under de nuværende politiske og økonomiske magtforhold. Hvad der kan være med til at forklare den indtrængende oplevelse af om sig gribende politiske irrationalitet og proportionernes tilfældighed. Noget der kan forklare tilstanden i den danske Folketing, selv om det er til ingens trøst.

Der er ikke længere en afgørende principal i den økonomiske verdensorden stærk nok til at tvinge en ligevægt igennem og opnå accept af de nødvendige stabiliserende mekanismer og institutioner. USA og Europa kan ikke tvinge Kina til at opskrive sin valuta. Brasilien går i stigende omfang udenom USA og opbygger bilaterale forbindelser bl.a. med Kina, men også med de andre vækstlande. Det samme gør Indien. De Sydøst Asiatiske lande som eksempelvis Korea pendler på opportunistisk vis mellem aftaler med USA og Kina. NATO landene kæmper desperat for at holde liv i en alliance, der bliver mere og mere meningsløs. USA forsøger militært at inddæmme Kina, men skal låne penge af selv samme land til at kunne gøre det. Og i Europa er den herskende klasse i gang med en enorm farefuld manøvre, der kaldes sparestrategien, men som reelt er et endeligt opgør med velfærdsstaten og dermed med de arbejdsmarkedsbetingelser, som hidtil i en vis grad har sikret lønmodtagerne mod ligeså usle arbejds- og lønforhold, som det bl.a. kendes i USA. Rationalet i hele EU er som hos den danske regering, at økonomisk vækst kun kan skabes gennem øget konkurrenceevne og eksport.

Det billede, der viser sig, bringer mindelser om en fodboldkamp for miniputter og kunne frembringe smil, var det ikke for situationens alvor, der nødvendigvis må trænge igennem som en uomgåelig realitet, når den hierarkiske verdensorden er i opløsning og forandring. Endnu har historien ikke frembragt lysende eksempler på et omfattende magt- og hegemoniskifte uden forudgående turbulens, politisk forvirring og opbrud i værdiernes faste orden. Og meget taler for, at det er en sådan situation, vi er på vej ind i, hvilket kan være medvirkende forklaring på det politiskes tab af autoritet og meningsfuldhed og tendensen til horisontafkortning. For det er unægtelig den oplevelse, man sider tilbage med efter at have oplevet valgkampen skudt i gang ved Folketingets åbning. En valgkamp som angiveligt vil løbe det næste år, hvis ikke den siddende regering falder forinden på grund af sagen om overbetaling til de private sygehuse og dens helt utilslørede foragt for folkestyret. I øvrigt en tendens, som folder sig ud i de fleste vestlige liberale demokratier med bekymrende ensartethed.

Som sagt bringer Kritisk Debat i dette nummer en større artikel af den venstreorienterede amerikanske økonom Emmanuel Wallerstein, hvor han i meget overordnede linjer beskriver den aktuelle situation som en strukturel krise, ud fra den grundopfattelse; at den økonomiske krise falder sammen med en opløsning af det amerikanske hegemoni, som indtil nu har holdt verdensordenen sammen. Hvilket for Wallerstein indebærer, at han ikke kan få øje på de politiske og økonomiske kræfter, der på indeværende tidspunkt i historien kan fremvise tilstrækkelig styrke til at tvinge en ny orden igennem og løse den strukturelle krise.

Konsekvensen er, at de mange forskellige modsætninger, paradokser og deciderede modsætninger, der er i spil, vanskeligt kan neutraliseres og integreres i en ordnende proces. Tværtimod vil selv mindre problemer eller modsætninger have en tendens til at komme ud af kontrol og skabe nye historiske forløb, som ingen kan overskue de fulde konsekvenser af. Som aktuelt eksempel kan man nævne Nobelprisen til en kinesisk systemkritiker, hvor et stort antal analytikere og statsledere umiddelbart efter offentliggørelsen er ude og mane til forsigtighed, fordi alle frygter Kinas reaktioner. Hvorvidt, de så kommer, er ikke problemet. Det er frygten for, at selv små handlinger kan løbe ud af kontrol. Eller at de store brande i Rusland og en ringe høst kan udløse en ny fødevarekrise, fordi spekulanterne allerede har set muligheden for at spekulere i et lavere udbud.

Men det er ikke kun på det storpolitiske eller geopolitiske niveau, at frygten hersker. Den reproduceres indenfor nationalstatens grænser som en mere og mere fremherskende oplevelse af at være under belejring og fremmedstyring. For selv om de herskende klasser både i Europa og herhjemme bruger følgerne af finanskrisen som alibi for deres nedskæringspolitik, er deres frygt for finanskapitalens forskellige transaktioner hver især ganske rimelig. De er nødt til at tilpasse sig, og befolkningerne skal betale. Selv om statsministerens forestillinger om den danske Folkeskole i verdens top fem mildest talt forekommer komiske, så er det bagved liggende pres for at opruste danske kapitalisme reel nok. Det samme sker over alt.

Men når alle gør det samme, og det i øvrigt ikke kan lade sig gøre, hvad alle godt ved, spreder der sig en generaliseret oplevelse af uvirkelighed, som kompenseres ved at gøre det betydningsløse betydningsfuldt så som evindelige målinger af de politiske lederes indbyrdes troværdighed eller omforme konsekvenser til årsager, som når finanskrisen og direktørerne grådighed ophøjes til den kapitalistiske krises årsag. I en sådan historisk situation - eller strukturel krise om man vil - degenererer det politiske enten til et elitært show, eller også vokser det ud over sine traditionelle grænser og ind i snart sagt alle samfundsspørgsmål - også dem vi normalt henregner til civillivets private indhegning.

Og igen oplever vi en bemærkelsesværdig omvending. Den begyndende politisering begynder faktisk med sin modsætning - med privatiseringen af det offentlige rum. Modstanden mod tingenes tilstand fremtræder som en delagtiggørelse af gud og hver mand i den enkeltes kvaler. Man reagerer mod det generaliserede pres ved at blive syg eller ved at brokke sig over hvad som helst, hvilket ikke er andet end forløberen for den private modstands fællesgørelse i den konstante afsøgning af muligheden for et politisk udtryk, der kan omforme det private til en offentlig bevægelse og en kamp mod tilstandens egentlige årsager.

Det skæringspunkt er vi ikke ved - langt fra. Men vi vil hævde, at vi, som Emmanuel Wallerstein beskriver, kan se konturerne af voksende sociale og politiske modstandsformer, der ikke som tidligere er begrænset til de udsatte sociale grupper eller klasser, men rækker langt ind i den middelklasse, der ikke længere føler sig så tryg og betydningsfuld, som den var for bare fem år siden.

Hvorvidt disse mange og særdeles mangefacetterede modstandsformer og i mange tilfælde umiddelbart divergerende interesser kan samles til en større bevægelse for øget indflydelse på egen livssituation gennem øget og reelt demokrati og social tryghed, er der ingen sikkerhed for, selv om kun ganske få ønsker alternativet i form af en autoritær orden. Men givet er det, at den nuværende centrum-venstre blok ikke indtil nu har fremlagt en politik endsige åbnet op for en politisk drøftelse, der på nogen måde appellerer til og kan integrere de mange modstandsformer i en bevægelse, der har politiske, sociale og kulturelle mål, som rækker ud over kravet om øget anvendelse af Dankortet, så vi igen kan få gang i væksten.

Redaktionen deler ikke alle Emmanuel Wallersteins mellemregninger, men vi føler os overbeviste om, at hans påstand om, at vi er midt i en strukturel krise har grund under sig, og at netop en strukturel krise er kendetegnet ved at trænge ind i og præge alle sektorer af samfundslivet. Og i konsekvens heraf føler vi os også overbeviste om nødvendigheden af, at vi indenfor rammerne af et centrum-venstre perspektiv kaster os ud i vedvarende og fordomsfrie diskussioner af, hvordan vi politisk kommer videre herfra, og hvorledes vi helt konkret kan omforme de mange og spredte sociale kræfter til en egentlig bevægelse. Vel og mærke en bevægelse, der i hele sit orienteringspunkt konsekvent har andre og lignende bevægelser i Europa og andre steder i verden som sit udgangspunkt. I modsat fald vil en sådan bevægelse blot blive en integreret del af de herskende klassers kamp om indflydelse på dannelsen af den ny verdensorden.

Store ord på baggrund af en lille tale ved Folketingets åbning kan man sige, men ikke desto mindre et ikke helt skævt billede af, hvad der faktisk er på spil. Af samme grund vil Kritisk Debats decembernummer også indeholde flere artikler, der kommenterer og diskuterer Emmanuel Wallersteins påstande og konklusioner ud fra ønsket om at videreføre debatten om krisens karakter og modstandens politisering i 2011.