Den stille revolution ved vejs ende
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. oktober 2010
Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Rasmussens 'stille, liberale revolution' er nået til vejs ende. Ikke fordi dens politiske mål - en radikal begrænsning og markedsgørelse af den offentlige sektor - er nået. Men fordi ikke mindst den økonomiske krise har gjort det politisk umuligt for Lars Løkke Rasmussen at fortsætte Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik og gradvise 'reformistiske' indskrænkning og markedsgørelse af hele velfærdsstaten. Nu er det den direkte og voldsomme rundbarbering af velfærdsstaten, der er sat på dagordenen. Spørgsmålet er kun, hvordan Lars Løkke Rasmussen får det sagt til vælgerne.

I bogen "Projekt Løkke" argumenterer forfatterne Tanja Frederiksen og Sigge Winther Nielsen overbevisende og detaljeret for, at Lars Løkke Rasmussen i hele sit politiske liv har været en modig ideologisk chancerytter. Nærmest fra dag ét som minister under Anders Fogh Rasmussen har han kedet sig med kun at gennemføre Foghs løfter til vælgerne. Ifølge de to forfattere er Lars Løkke Rasmussen manden for hvem det har været helt naturligt, at alt er "sat på ét politisk bræt", hvor han "gambler med sin økonomiske plan og udfordrer befolkningen."

Hvis de to forfattere har ret, har nærmest været et ønske for Lars Løkke at foretage dét brud med den stille, liberale revolution og Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik, som økonomien nu under alle omstændigheder har tvunget ham til. Den økonomiske krise i den finansdrevne kapitalisme har nemlig definitivt sat en stopper for Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik.

Udover den restriktive udlændingepolitik byggede Foghs kontaktpolitik på en række løfter om ufinansierede skattelettelser og nye investeringer i bl.a. sundhedsvæsenet (inklusiv Lars Løkke Rasmussens merudgifter til privathospitalerne), som kun kunne gennemføres under den spekulationsdrevne højkonjunktur. Løfter blev samtidig hjulpet godt på vej af de store midlertidige indtægter fra Nordsøolien. Den økonomiske vækst skabte, hvad Anders Fogh Rasmussen noget misvisende kaldte 'råderum' for ufinansierede skattelettelser og ekstra velfærdsudgifter.

Alt det har krisen nu sat en effektiv stopper for. Høje vækstrater på op til 4 pct. årligt blev i 2008-2009 med et slag erstattet af direkte minusvækst på over 5 pct. i 2009 og et tilsvarende drastisk fald i den private beskæftigelse. Økonomien skabte ikke længere råderum for skattelettelser og øgede offentlige udgifter. Tværtimod. I 2008-2009 åd økonomien direkte råderum, og selv de mest optimistiske økonomers prognoser tør ikke håbe på, at dette råderum vil blive genskabt af ekstraordinært store vækstrater i de kommende år. I allerbedste fald kan den danske økonomi gøre sig håb om at genskabe noget, der begynder at ligne tidligere tiders vækstrater. Men tempotabet i 2008-2010 er der ingen udsigt til at indhente.

Hvis regeringens mål om, at udgifterne til offentlig service, mv. i 2015 skal udgøre 26,5 pct. af BNP skal fastholdes har den økonomiske krise betydet, at væksten målt i kroner kun vil være ca. halvt så stor, som regeringen planlagde da 2015-planen blev lavet i december 2007. I den oprindelige 2015-plan satsede regeringen i forvejen på meget strammere rammer for den offentlige sektors udvikling end tidligere. Nu har krisen totalt undergravet grundlaget for selv disse stramme rammer de næste mange år.

Hertil kommer, at VK-regeringen er tvunget til at bruge store summer under krisen. En del af udgifterne er et resultat af kontraktpolitikken. Da krisen kom i 2008 lagde kontraktpolitikken et betydeligt pres på VK-regeringen for at bruge penge på at stimulere økonomien bl.a. gennem en ekspansiv finanspolitik og fremrykning af offentlige investeringer. Samtidig indebar kontraktpolitikken et løfte om ikke at skære på overførselsindkomsterne til andre end marginale grupper (flygtninge, familiesammenførte, kontanthjælpsmodtagere, unge dagpengemodtagere, mv.). Derfor turde regeringen i 2008 ikke gennemtrumfe en arbejdsmarkedsreform, der skar ned på dagpengene til de arbejdsløse. Resultatet har været, at kriseudgifterne til arbejdsløse, mv. ikke har været væsentligt lavere end under tidligere perioder med tilsvarende massearbejdsløshed.

Alt dette har i dag ført til, at tidligere tiders overskud på de offentlige finanser er forvandlet til enorme underskud. De store underskud er i dag en slags anskuelsesundervisning i, at kontraktpolitikken og den stille, liberale revolution ikke brugte noget økonomisk råderum til skattelettelser og velfærdsreformer, men tværtimod lod skattestop og skattenedsættelser foretage en gradvis undergravning af det økonomiske grundlag for velfærdsstaten.

Dermed skal Lars Løkke Rasmussen agere i en verden hvor skattestop, skattelettelser, faldende beskæftigelse og manglende vækst på én gang bidrager til at fjerne det økonomiske grundlag for en fortsat kontraktpolitik. Det er blevet ganske umuligt for Lars Løkke Rasmussen at fortsætte en kontraktpolitik, hvor han lover 'det hele for det halve', bedre velfærden for lavere skatter. Den tid, hvor VK-regeringen kunne give løfter om øgede velfærdsinvesteringer og nye skattelettelser, når 'råderummet er der', er forbi.

Et aktuelt eksempel herpå er folkeskolen. Hvor gerne han end vil, kan Lars Løkke Rasmussen fortsat føre kontraktpolitik og love 'en bedre folkeskole'. Hvor Anders Fogh Rasmussen for 3-4 år siden kunne have lovet det med en tilstrækkelig stor check i baghånden, kan Lars Løkke Rasmussen kun fremskaffe beskedne ekstra midler til folkeskolen ved at gå til angreb på de hjemmeboende, der får SU, og dermed lægge op til et politisk brud med brede politiske forlig på både folkeskole- og SU-området. Nu må Lars Løkke Rasmussen gå til valg på at finansiere halve og uklare velfærdsløfter med hele angreb og nedskæringer.

Kontraktpolitik skabte ikke krisebevidsthed
De seneste 9 års kontraktpolitik har gjort det ekstra politisk svært for Lars Løkke Rasmussen at erstatte velfærdsløfterne med hård krisepolitik. Kontraktpolitikken tegnede et billede af en sikker, nærmest uundgåelig vækstkurve med plads til øget forbrug og nye velfærdsfremskridt. Over for vælgerne har både regeringen og DF siden 2001 gjort meget for at fremstå som dem, der ikke ville skære på velfærden og ikke forringe økonomien for væsentlige sociale grupper.

Derfor har det ikke just været nemt for Lars Løkke Rasmussen få folkelig opbakning til en genopretningsplan, der består af åbenlyse dagpengeforringelser, statslige nedskæringer og nulvækst, dvs. forringelser, i kommuner og regioner. Netop under fremlæggelse og gennemførelsen af genopretningsplanen nåede VKO det hidtidige lavpunkt i vælgerundersøgelserne, mens oppositionen nåede sin hidtil største føring. Det skyldtes ikke kun, at kontraktpolitikkens fremgangs- og velfærdsforhåbninger har stået i vejen for, at Lars Løkke Rasmussen kunne skabe politisk rygdækning for en åbenlys og drastisk forringelse af velfærden og den økonomiske tryghed. Lars Løkke Rasmussens egen håndtering af de nye udfordringer har heller ikke ligefrem gjort det nemmere.

I første omgang følte Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, at de var presset til bevidst (og groft) at underdrive følgerne af genopretningsplanen. Der bliver ikke sparet 'en bøjet 50-øre i 2009', som Lars Løkke Rasmussen startede med at sige. Senere blev det fulgt op med en åbenlyst forkert påstand om, at nulvækst i 2010-2013 ikke ville betyde offentlige fyringer eller forringelser af velfærden. Den slags bevidste - og for mange utroværdige - underdrivelserne har ikke just fremelsket den krisebevidsthed blandt borgerne, som måske kunne have fået dem til at opfatte dagpenge- og velfærdsforringelser som ubehagelige, men nødvendige.

Derfor står Lars Løkke Rasmussen nu i et politisk og retorisk vadested: Skal han åbent vedstå, at han går efter drastiske velfærdsforringelser og argumentere for, at det er blevet økonomisk 'nødvendigt'? Eller skal han fortælle vælgerne, at kursen mod mere velfærd samtidig med nye skattelettelser kun er blevet midlertidigt forstyrret af krisen?

Dristig vækstsatsning uden indhold
Indtil nu har Lars Løkke Rasmussen ikke rigtigt kunnet vælge - og det forstår man godt. Vælger han den første vej - at erklære drastiske nedskæringer som økonomisk nødvendige - vil det betyde, at han skal til at vinde vælgerne for en helt anden politik end den, der bar så godt igennem under Fogh Rasmussen. Det er politisk chancerytteri af rang så kort før et folketingsvalg. Vælger han den sidste vej - at underdrive nedskæringerne og love en hurtig genoptagelse af kontraktpolitikken om bedre velfærd og lavere skatter - risikerer han hurtigt at blive dybt utroværdig hos de borgere, der i det kommende år kommer til at mærke konsekvenserne af dagpengereform og kommunale nedskæringer i dagligdagen.

I sin åbningstale i Folketinget her i oktober prøvede Lars Løkke Rasmussen at balancere mellem de to faldgruber. Først fortæller han en historie om, at den økonomiske krise er kommet udefra og snart overstået. Inden længe kan den gamle VKO-kurs genoptages: "For to år siden truede den globale finanskrise med at valte Danmark. Nu er vi ved at finde fodfæste igen. Vi har lagt det værste bag os.(....) I Danmark er væksten nu højere end i det meste af Europa. Danske virksomheder er på vej frem igen. Eksporten stiger. Det går fremad."

Men Lars Løkke Rasmussen når ikke langt i sin tale, inden han føler sig presset til at fortælle en helt anden og nærmest modsat historie om, at den gamle kontraktpolitik ikke går længere. Han kritiserer åbenlyst Foghs kontraktpolitik: "Er det et opgør med den såkaldte krævementalitet?

Nej, det, jeg er ude efter, er vores - politikernes - gavementalitet. Finanskrisen bør om noget have lært os, at vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem. Vi skal prioritere knivskarpt. Vi skal sikre sunde offentlige finanser."

Til sidst forsøger Lars Løkke Rasmussen at slå en sløjfe om de to modstridende fortællinger. For at få dem til at hænge sammen, reducerer han helt usagligt finanskrisen til en regning fra fortiden, en ophobet klargæld, der bare skal betales inden "fremgang i en ny tid - ikke bare for os selv, men for vores børn og børnebørn." De aktuelle, midlertidige spare- og nedskæringsplaner gøres til "den klippegrund, vi skal bygge væksten på." Lars Løkke Rasmussen trækker samtidig meget store veksler på en kommende vækst: "Vækst skal skabe nye jobs. Vækst skal sikre vores ældrepleje, sygehuse og uddannelser."

Lars Løkke Rasmussen prøver således at sætte en helt anden dagsorden for det næste folketingsvalg, end den som Anders Fogh Rasmussen vandt 3 valg på. Hvor Fogh med sin kontraktpolitik forsøgte at være 'bedst til velfærd' ('Nu med skattelettelser'), går Lars Løkke Rasmussen målbevidst efter at være 'bedst til økonomisk ansvarlighed' ('Nu med nedskæringer').

Kort sagt, Lars Løkke Rasmussen lover i sin åbningstale, at fortidens velfærdsforbedringer vil komme tilbage, hvis blot vælgerne giver ham lov til at skabe vækst i den private sektor og skære ned i den offentlige sektor i de kommende år.

Derfor er det er ikke nogen tilfældighed, at forstærket dansk vækst i de næste 10 år står forrest i Lars Løkke Rasmussens såkaldte vision. Hele hans strategi og hans velfærdsløfter til befolkningen står og falder med det.

Det er dristigt. Af mindst to grunde. For det første kan Lars Løkke Rasmussen ikke uden videre satse på, at økonomien af sig selv vil levere den vækst, der skal gøre nedskæringer og genopretningsplaner til en kortvarig betaling for gammel gæld, inden Lars Løkke Rasmussen indfrier sine løfter om fortsatte velfærdsforbedringer. For det andet fordi Lars Løkke Rasmussen åbenlyst endnu ikke har noget kvalificeret bud på, hvordan han politisk vil skabe den fornødne vækst. Al snakken i regeringens Vækstforum har indtil nu været kattens dans om den varme grød uden klare bud fra regeringen. Lars Løkke Rasmussens såkaldte vækstvision er aldeles tømt for konkrete politiske redskaber - så tom, at Lene Espersen og Anders Samuelsen kan få plads til at byde sig selv til med forslag af afskaffelse af efterlønnen og sænkelse af topskatten, uden at Lars Løkke Rasmussen kan slå forslagene ned med et politisk alternativ.

Tilsvarende er genopretningsplanen i udstrakt grad politisk gambling. De dagpengenedskæringer, der ifølge planen skal skaffe milliardbeløb ved at jage en masse arbejdsløse ud i desperat løntrykkeri kan meget vel ende med kun at smide folk ud af dagpengesystemet uden at skaffe nye jobs, og dermed ryger milliardbesparelserne. Selv om regeringens diktat om kommunal nulvækst er

Garderet med hårde straffemetoder over for formastelige kommuner, der ikke gør, som der bliver sagt, så er der på indeværende tidspunkt intet, der tyder på, at regeringen vil komme igennem med sine besparelser inden udgangen af 2013. Det økonomiske opsving og den fornyede vækst, som regeringen har indregnet i sin genopretningsplan, ser ud til meget let at kunne blive gjort til skamme. Lars Løkke Rasmussen er kort sagt trådt i politisk karakter som gambleren, der drømmer om at kunne vinde næste valg på en uskøn blanding af karaktermord på Helle Thorning Schmidt og mistænkeliggørelse af Fair Løsning og ny vækst - alt imens kan håber at finde de nødvendige løsninger undervejs.

S-SF i kamp om økonomisk ansvarlighed
Ved lanceringen af Fair Løsning forsøgte S og SF at gøre det til et spørgsmål om to politisk forskellige bud på økonomisk ansvarlighed. Borgerne kunne vælge imellem VKO's velfærdsnedskæringer og S-SF's forslag om at arbejde os ud af krisen.

Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen var straks klar over, at den dagsorden for alt i verden måtte slås ihjel. De var sikre på, at det vil være politisk selvmord, hvis du skal gå til valg på, at dagpengenedskæringer og nulvækst i kommuner, regioner og staten er en bedre kriseløsning end S og SF's forslag om '12 minutter mere'. Derfor tog de selve kampen om den politiske dagsorden op.

Efter en kort betænkningstid gik regeringen til modangreb på S og SF med en række anklager mod Fair Løsning for at være både uholdbar, uklar og uigennemførlig. Dermed forsøgte de - med betydelig held - at dreje dagsordenen til at spørgsmål, om hvem der var mest troværdig på den økonomiske politik. Var det Helle Thorning Schmidt arm i arm med Villy Søvndal, som med Fair Løsning kun havde 'en fugl på taget', der i øvrigt slet ikke hænger økonomisk sammen? Eller var det Lars Løkke og Claus Hjort Frederiksen, der gennemførte 'de nødvendige' nedskæringer'?

Det viste sig hurtigt, at S og SF hverken havde lyst til eller tilstrækkelig politisk styrke og økonomisk troværdighed hos vælgerne til at insistere på at diskutere de to forskellige veje i dansk politik, som de ellers havde lagt op til ved lanceringen af Fair Løsning. I stedet blev de presset til en debat om at være 'bedst' og mest troværdig til økonomisk ansvarlighed, selv om det var et område, hvor VK-regeringen på forhånd førte stort. Senest har S og SF tilmed fremlagt en opstramning af den økonomiske politik fra Fair Løsning i det fælles finanslovsforslag, som de to partier har fremlagt for dermed vise, at S-SF ville opfylde EU's krav og henstillinger i 2011-2013.

Med den manglende politiske forberedelse af genopretningsplanen og de åbenlyse skænderier mellem V og K om efterløn, skatter, mv. er Lars Løkke Rasmussens egen troværdighed ikke i top. Derfor afhænger VKO's valgchancer i høj grad af, om det lykkes regeringen at presse Helle Thorning Schmidts troværdighed tilstrækkeligt i bund. Det forklarer efter al sandsynlighed, hvorfor Venstre så intenst optaget af Helle Thorning Schmidts skattesag. Et godt gæt er, at tilsvarende personkampagner rettet mod toppen i S og SF vil se dagens lys i den kommende tid.

Hele dette slagsmål om den politiske dagsorden har givet Lars Løkke Rasmussen blod på tanden. Det ser ud til en kamp på hans bane. Den politiske debat er blevet drejet fra at handle om forskellige krisesvar til at handle om, hvem der er mest økonomisk troværdig. S og SF er nødtvungent endt der, hvor Anders Fogh Rasmussen selv valgte at være: i en kamp om vælgerne der, hvor modparten har hjemmebanefordel. Anders Fogh valgte kampen om at være bedst til velfærd og vandt 3 valg på velfærdsløfter. Helle Thorning Schmidt er blevet presset ind i kampen om at være 'bedst' og mest troværdig til økonomisk krisepolitik. Spørgsmålet er så, om Helle Thorning Schmidt kan vinde et valg på det - og om Villy Søvndal kan holde pusten som deltager i dette kapløb.

Diskussion med baglandet
Siden fremlæggelsen af Fair Løsning har S og SF også fra presset fra en anden side - fra sit eget bagland. S og SF har måttet tage en diskussion med sit eget bagland om selve indholdet i Fair Løsning.  Det har ikke altid været lige nemt.

Selve lanceringen af Fair Løsning var både overraskende og klar. Vælgerne fik et tilbud. Hvis de vil arbejde 12 minutter mere hver dag, vil S og SF til gengæld love penge til øget velfærd, fortsat efterløn, mv., og det tilbud kunne vælgerne så holde op mod Lars Løkke Rasmussen tilbud om kortere dagpengeperiode og drastiske kommunale nedskæringer. Men det klare tilbud havde sin pris. Billedet af længere arbejdsdage gik så at sige alt for og direkte hos mange almindelige lønmodtagere, der ikke uden videre havde lyst til at arbejde ekstra, og som også havde lidt svært ved at se, hvordan det skulle bringe flere i arbejde, at de, der var i arbejde, arbejdede en time mere om ugen. Fører det ikke tværtimod til endnu flere arbejdsløse, hvis hver enkelt medarbejder arbejder længere? Kan arbejdsgiverne så ikke klare sig med færre medarbejderne, så arbejdsløsheden dermed vokser? Vil S og SF nu diktere overenskomsterne og fjerne både den 5. og 6. ferieuge? Hvorfor skal børnefamilierne belaste en i forvejen stresset hverdag med længere arbejdsdage for at sikre folks ret til at gå på efterløn og spille golf?

Som svar på disse spørgsmål har først SF og dernæst S fremlagt en række forklaringer på Fair Løsning, der har hjulpet noget. Det var slet ikke meningen, at lønmodtagerne straks efter næste valg skulle arbejde 12 minutter mere hver dag "og dermed skrive fyresedlen til en kollega". Der skal først arbejdes mere, når højkonjunkturen kommer tilbage, og manglen på arbejdskraft er blevet en realitet. Og de '12 minutter' skulle slet ikke forstås så bogstaveligt. Selv under en ny højkonjunktur er det ikke meningen, at alle bare skal arbejde 12 minutter mere. De '12 minutter' og 'de 15 mia.' er kun et billede på, hvor meget der skal arbejdes mere, og hvor meget den samlede arbejdsstyrke skal forøges i fremtiden. Det kan så ske på mange forskellige måder. Længere arbejdstid er kun en af muligheder, og det er måske endda den sværeste og mindst sandsynlige. Det kan f.eks. også ske ved deltidsansatte, der går på fuld tid. Det kan være seniorer, der trækker sig senere tilbage: Psykisk syge kan få bedre hjælp til at blive raske og arbejdsdygtige. Mulighederne er mange, og det er dem, som S og SF vil forhandle med arbejdsmarkedets parter om.

Jo mere Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal er gået ud med disse forklaringer, jo mere er de blevet konfronteret med spørgsmål om, hvad S og SF helt konkret foreslår: Hvad vil I egentlig gøre med vores arbejdstid og ferie? Hvad med de deltidsansatte, osv.? Indtil videre har Helle Thorning Schmidt eller Villy Søvndal valgt ikke at give klare konkrete svar på disse spørgsmål. Det er noget, der skal forhandles med arbejdsmarkedets parter under en ny S-ledet regering, har det lydt.

Men det har ikke fjernet presset på S og SF om at blive konkrete, når det gælder bud på, hvordan den offentlige økonomi på sigt skal styrkes med 15 mia. kr.