Truslen mod det digitale demokrati – fra cyberspace til cloud computing
Af Jan Mølgaard

Offentliggjort: 15. oktober 2010
"A technology is invented, it spreads, a thousand flowers bloom, and then someone finds a way to own it, locking out others." Chris Anderson, redaktør på Wired.

De stod nærmest i kø, de digitale guruer, efterhånden som internettet vandt indpas, blev udbygget og vandt momentum. Dette totalt åbne net, tilgængeligt for alle, hvor indhold og nyheder og meninger kunne spredes uhindret - publiceres ukontrolleret - og læses af alle med en internet-adgang. Vel var der allerede fra starten hindringer på vejen. Ikke alle havde nemlig denne adgang - ikke alle var i stand til at udnytte den. Og ikke alle var i stand til at tale med nettet så at sige. Det var teknisk krævende i starten. Og det kostede også penge at få forbindelsen, købe udstyret og holde forbindelsen åben.

Men med forandringerne i teknologien, udbygningen af netværksstrukturen og med den øgede tilgængelighed (og relativt lavere priser), så var drømmen om det totalt frie cyberspace på et tidspunkt meget tæt ved at blive realiseret. Her kunne alle kommunikere med alle uden kontrol, enhver kunne starte en hjemmeside og skrive, hvad man havde lyst til. Og alle kunne læse, hvad alle andre havde skrevet - og kommentere det, hvis de havde lyst. Spredningen af ubekvemme nyheder og ubekvem information tog til og ad den vej kunne modstandsgrupper, frigørelsesbevægelser og enkeltindivider presse magtbærere overalt - eller næsten overalt - i hele verden.

Der var dog begrænsninger næsten fra starten. Også udover dem, der udsprang af nødvendigheden af teknisk viden, teknisk infrastruktur og økonomiske forudsætninger.

Selvom nye søgetjenester hurtigt begyndte at dukke op (og der har været mange undervejs i nettets korte livshistorie), så lå problemerne dels i mængden af information og den meget svingende kvalitet af den, dels i at det stadigvæk var lige så svært som før at få fat i den information, som man gerne ville sprede. Var man med til en demonstration i Kina eller Iran eller Afghanistan eller et sted i Sydamerika eller på gaden i Italien eller Spanien eller Grækenland, så kunne man fortælle hvad man så. Med tiden kunne man også tage billederne eller optage video og derefter sprede sit udsagn via nettet. Men man kunne lige så lidt som før kigge magthaverne i kortene. Hvad der foregik bag lukkede døre, foregik stadigvæk - i vidt omfang - bag lukkede døre. Og hverken internet eller andre kommunikationsformer kunne ændre ved det.

I takt med at nettet bredte sig - i takt med at der kom øget fokus på akkurat denne måde at kommunikere på - opstod der også andre former for begrænsninger, som var lige så effektive som de lukkede døre, de hemmelige arkiver og den rå kontrol af informationsspredningen gennem censur og vold.

Søgetjenester blev begrænset. Der blev opsat blokeringer på ord, på udtryk eller på områder. De elektroniske net blev lukket ned med mellemrum - lukning af internetforbindelser til omverdenen, lukning af mobilnet og så videre. Og stater begyndte at bruge hackermetoder til at lukke kontroversielle hjemmesider og blogs ned.

Og i dag er vi nået frem til en situation, der - f. eks. i The Economist - betegnes som en stigende grad af balkanisering af det oprindeligt grænseløse cyberspace.

Det digitale nybyggerland reguleres

Der er mindst seks tendenser i dette her.

1. Regeringskontrol
Regeringer rundt omkring i verden hævder i stigende grad deres elektroniske suverænitet. Det mest kendte og mest effektive er den kinesiske regerings svar på international (og intern) kritik: den store, kinesiske, digitale mur. En firewall rejst overfor al trafik mellem Kina og omverdenen på det digitale område og senest anvendt til blokering af alle nyheder om tildelingen af Nobels fredspris til Liu Xiaobo. Men USA's massive overvågning af nettet og af mailtrafikken med henblik på at spotte og lokalisere terrortrusler er et eksempel på nøjagtig det samme. Ligesom mindre eksponerede engelske, tyske og danske overvågningstjenester.

Samtidig med at trafikken på internettet - primært informationssøgningen - overvåges og registreres, så gemmes der kopier af al elektronisk korrespondance (alle mails), alle mails grovscannes efter forekomsten af bestemte nøgleord og al elektronisk kommunikation via mobiltelefoner registreres ligeledes.

Den frie og åbne elektroniske kommunikation er allerede nu og allerede af denne årsag fortid.

2. Digital territoriedannelse
De store IT-selskaber bygger deres egne, elektroniske territorier (cloud computing), hvor det er dem, der regulerer og fastsætter reglerne.

Det ligner et fantastisk tilbud, når Google og Microsoft konkurrerer om at udbyde gratis eller næsten gratis tjenester i form af såkaldt cloud computing - dvs. forhandlerfinansierede og vedligeholdte net, der både stiller applikationer og lagerplads til rådighed for brugeren.

Men resultatet af det vil på sigt blive, at det er forhandleren, som sætter betingelserne, råder over statistikken og bestemmer hastigheden på de operationer, som brugerne ønsker at foretage. Pengene her tjenes ikke bare gennem annoncer.

Og da den økonomiske ræson i tilbuddene naturligvis er, at de enten nu eller engang i fremtiden kan udvikle sig til attraktive, selvstændige forretningsområder, så er der allerede nu kommercielt fokus på området. Man streamer annoncer, man laver trafik- og interessestatistik med henblik på at kunne målrette tilbud. Og ved siden af dette er der ved at udvikle sig et meget lukrativt marked for salg af personlige oplysninger.

3. Kommercialisering og regionalisering af IP-adressestruktur og DNS-opslag
Når en computer tilgår internettet, så får den en såkaldt IP-adresse. Enten har den sin egen, som den altid bruger, eller også tildeles den dynamisk en adresse der hentes i en gruppe, som denne computer er tilknyttet. Adressen er nødvendig for, at det ønskede indhold kan rutes til den forespørgende maskine. I den aktuelle struktur er IP-adresserne dels knyttet til landeområder, dels til bestemte udbydere, som råder over et interval af IP-adresser.

Derudover er kommunikationen styret af en såkaldt domain eller domæne struktur. Alle adresser på internettet består af domænenavne. En adresse som for eksempel www.kritiskdebat.dk er i det globale DNS-system knyttet til en bestemt IP-adresse, der identificerer den server, hvor hjemmesiden ligger.

DNS-systemet blev oprindelig designet til at bruge det latinske alfabet. Men da flere og flere af de hjemmesider og de servere, som agerer på internettet, nu befinder sig i områder, som anvender et andet alfabet (for eksempel i Kina), så har det internationale agentur, som styrer dette område nu tilladt, at man arbejder med domænenavne, som udelukkende består af nationale særtegn. Og dette betyder så igen, at det bliver nemmere for både firmaer og regeringer at splitte et verdensomspændende internet op i flere nationale net, som det er nemmere at kontrollere.

I Kina bruger regeringen ændringerne som basis for at kunne kontrollere landets egne borgeres adgang til det globale net. Det samme er i øvrigt tilfældet i Australien og Brasilien. Og i kommercielt regi bruges den nationale tilknytning af IP-adresser til for eksempel at forhindre internetbrugere fra andre nationale områder i at udnytte bestemte tjenester. Et godt eksempel er musiktjenesten Spotify, der ikke kan tilgås fra USA - eller Danmark for den sags skyld.

4. Båndbredde som konkurrenceparameter
For det fjerde er der en tendens til, at også båndbredde er ved at blive gjort til en konkurrenceparameter. Hidtil har det været sådan, at de fysiske net og den teknik, som vedligeholder dem og styrer dem, principielt set er til rådighed for alle, som er villige til at betale for en tilslutning til Internettet.

Men man kan se en tendens i øjeblikket til, at der differentieres på netadgangen. Stor båndbredde ikke blot i forbindelsen mellem brugeren og den nærmeste server, men også og navnlig imellem de knudepunkter, som nettet består af, bliver nu stillet til rådighed for dem, der vil betale de højeste takster.

Og i og med at den elektroniske værdipapirhandel i stigende grad får båndbredden som en ekstra konkurrenceparameter (jo hurtigere forbindelser, jo hurtige handler, jo større profit på sekundtransaktioner), så vil dette fænomen brede sig. Enten ved at finansfirmaer, som kan drage fordel af båndbredden selv investerer i linjer og derfor forsvinder som kunder fra det globale net - eller ved at netværksfirmaerne stiller specielt meget kapacitet (måske også præferenceplacering i trafikafviklingen) til rådighed for dem.

Man så det i forbindelse med eksplosionen af den seneste finanskrise. Derivathandelen var meget afhængig af båndbredde, fordi så meget af handelen rent faktisk i dag realiseres af automatiserede interventioner - komplicerede it-systemer, der reagerer på minimale kursudsving og eksekverer handler på generelle grænseværdier. Stiger denne eller hin del af markedet ud over en via angiven procent, så sælg. Falder denne eller hin del af markedet ud over en bestemt grænseværdi, så køb. Eller omvendt.

Faktisk stammer en stadigt stigende del af indtjeningen i de store finansinstitutioner fra korttidshandel, hvor man kun ejer en given porteføljedel i meget kort tid - nogle gange kun få sekunder eller få brøkdele af et sekund. Handles der tilstrækkeligt store mængder, så kan det stadigvæk omsættes til fortjeneste.

Kan man få en fordel på millisekunder i forhold til børserne, så kan det i sig selv give en konkurrencefordel. Og disse millisekunder kan vindes ved at investere i eller købe sig adgang til de hurtige dele af nettet - eller ved at købe sig eksklusivadgang til kommunikationen (altså en præferencestilling på det logiske net).

5. Lukning af de åbne standarder
Og endelig for det femte er der i øjeblikket en kamp om retten til at definere kommunikationsstandarder og netværksstandarder, hvor store kommercielle interesser i stigende grad forsøger at lukke og kommercialisere standarderne på en lang række områder - hånd i hånd med statslige kontrolinteresser.

Diskussionen har gået på, hvem der skulle vedligeholde og styre f. eks. Standarder på HTML-området. Hidtil har denne styring ligget i hænderne på en (godt nok temmelig udemokratisk) åben, non-profit-organisation. Men både Microsoft og andre har med mellemrum forsøgt at sætte sig på organisationen. Ligesom forskellige producenter har forsøgt sig med fastlæggelse eller fortolkning af standarder, der var producentspecifikke.

Aktuelt er også en række regeringer - med henvisning til f. eks. Terrorbekæmpelse - gået ind og har forsøgt at gennemtrumfe tilføjelser eller omlægninger af standarderne eller dele af dem med henvisning til nationale interesser.

Men uanset hvilke begrundelser, som er blevet brugt, så handler dette her grundlæggende om et forsøg på at stoppe de åbne diskussioner, stoppe de åbne standarder og gøre selve standardfastsættelsen til en konkurrenceparameter.

De sociale netværksmedier ( Facebook, Tweeter, Youtube, Google osv.) har ganske ofte været fremhævet som gode eksempler på anvendelser af netstandarder, der fremmer kontakten mellem mennesker, spredningen af informationer hinsides enhver regerings- eller politikontrol og den demokratiske debat. Men også her ser man aktuelt en tendens til at lukke miljøerne sammen med henblik på at kunne anvende dem mere målrettet som redskaber for indtjening. Flere og flere barrierer opsættes imellem de enkelte systemmiljøer og den digitale omverden.

6. Information som handelsvare
Den sjette og sidste tendens er en tendens til i det mindste at forsøge at begrænse den frie og lige adgang til information. Flere og flere kommercielle informationsagenter kræver nu abonnement for at kunne bruge deres data og informationer. Og i det omfang hvor offentlige myndigheder samarbejder med sådanne agenter - enten inden for informationsmarkedet (dagblade, tv-stationer, blogs osv.) eller indenfor dataområdet (store monopoler eller monopollignende foretagender - i Danmark f. eks. KMD), så kan også forvaltningsdata blive forvandlet til en vare, som kun kan erhverves gennem køb.

At analysefirmaer og konsulentfirmaer tager sig betalt for deres viden er ingen ny foreteelse. Men at også generel viden (forskningsresultater, nyhedsinformation og forvaltningsdata) er blevet varegjort eller er på vej til at blive det, er noget nyt.

Det er markedet, der bestemmer (også her)
Hvor man på en række andre områder belært af de dårlige erfaringer har indført sociale kontrolmekanismer og regler til regulering af markedet (selvom det på det finansielle område mest har været regelafskaffelse, som har fyldt de seneste år), så er det elektroniske område endnu ret ureguleret.

Elektroniske ydelser regelreguleres mest gennem analogisering med andre og mere kendte områder - købelov, ophavsretslov og så videre - men da det elektroniske område er teknisk set meget specielt og meget forudsætningskrævende, så slår disse regelsæt meget sjældent til. Udbud og salg af immaterielle ydelser i elektronisk form er endnu kun i moderat omfang reguleret.

Det betyder også set ud fra en investeringssynsvinkel, at det i vidt omfang er et attraktivt (om end også risikabelt) område at bevæge sig ind i. Der kan tjenes rigtigt mange penge på området. En indtjening der endnu står i et meget attraktivt forhold til initialinvesteringen.

De fysiske net - altså distributionskanalerne - er relativt dyre at etablere og vedligeholde. Men distributionsplatformen er tilsvarende billig. Derfor er gevinstmulighederne også store.

Forudsætningen for, at gevinsterne kan realiseres er imidlertid, at man enten gennem etablering af kundeloyalitet eller (og navnlig) gennem teknisk produktdifferentiering (den ene standard kan ikke tale med den anden og udveksling og flytning er i praksis umuligt) søger at binde brugerne til sig. Og på denne måde er de tekniske standarder altså også blevet til en væsentlig konkurrenceparameter og ikke blot et anliggende for it-folk.

Hvad vi ser her er med andre ord den klassiske form for markedsgørelse af et innovativt område. Eksemplarisk i Danmark for eksempel omkring den forandring der er sket i bibliotekernes måde at fungere på.  Som Frank Nørregård har formuleret det i et afgangsprojekt fra masteruddannelsen ved Biblioteksskolen:

"Det, jeg som humanist og demokrat læser, er, at bibliotekerne skal ændres fra at være bredt samfundsmæssigt engageret til at være en underafdeling af medieindustrien. Den nye bekendtgørelse er teknokratisk og koncentrerer sig udelukkende om det praktiske. Desuden centraliserer den: Før skulle materialevalget foretages af den ledende bibliotekar under medvirken af de øvrige bibliotekarer og under ansvar for kommunalbestyrelsen. Det indebar et decentralt fagligt ansvar. Nu skal materialekøb forhandles mellem kulturministeren og Kommunernes Landsforening. Man udtynder det professionelt funderede ansvar. Kvintessensen af tankegangen er, at økonomien og teknologien betyder, at vi skal være med på vognen for ikke at blive hægtet af it-udviklingen. Men med Heidegger må man spørge til teknikkernes væsen. Ellers kommer vi til at hænge blindt i baghjulet af dem. Hvad er det offentlige til for? Det er for at løse de samfundsopgaver, som markedet ikke kan løse. Men man hamrer på med markedsgørelse, og samtidig hyler man over manglen på sammenhængskraft."

IT-teknologien muliggør tendentielt et mere sammenhængende og et mere transparent samfund med en højere grad af borgerlig meddeltagelse. Internettet og al det, der knytter sig til det, er et fremragende eksempel på denne tendens. Uanset at adgangen stadigvæk kræver dels teknisk viden i et vist omfang og dels købekraft til at købe sig adgangen, så har tendensen været over tid, at flere og flere har fået adgang, at flere og flere har kunnet har benyttet sig af muligheden for at søge og for at producere information. Det er alt andet lige blevet lettere at få viden og at bidrage med viden. Men nu hvor de kommercielle interesser i stigende grad får fokus på området som et område for realisering af profitter, så er tendensen begyndt at gå i den modsatte retning.

Forudsætningen for at hente kapitalgevinster på internettet er nemlig, at al trafik og al information tendentielt formidles via ejerskab. Informationen er koncernens ejendom. Og den kan man kun benytte sig af, hvis man betaler for anvendelsen - uden at ejerskabet i øvrigt rokkes. Informationen er stadigvæk koncernens - hvad man køber som bruger er udelukkende retten til for et kortere eller længere tidsrum at kigge med. Man har ingen muligheder for at kontrollere validiteten af data - produktionsprocesserne er ikke offentligt kontrolleret eller gennemsigtige - og de net, hvorigennem distributionen sker, bliver i stigende grad håndteret som kapitalgoder sammen med de standardsæt, som kommunikationen kræver for at kunne fungere.

I samme grad - eller måske i endnu højere grad - som ved finanskapitalen (der egentlig tog sit udgangspunkt i det kollektive, sociale behov for kredit som forudsætning for produktion og handel) så er det i stigende grad brug for grænsesætning på området.

Kommunikationsstandarder og netværksstandarder må ikke forvandles til handelsvarer eller til forudsætninger for profitdannelse. Og hvis det alligevel sker, så skal man forberede sig på, at den næste finanskrise bliver en informationskrise. Eller også bliver en informations- og kommunikationskrise.