Dynamikken i den uløste globale krise: Tredive år efter
Af Immanuel Wallerstein

Offentliggjort: 15. oktober 2010
I 1982 udgav jeg en bog sammen med Samir Amin, Giovanni Arrighi og Andre Gunder. Bogens titel var Dynamikken i globale kriser. Det var ikke den oprindelige titel. Vi havde foreslået, at bogen skulle hedde Krisen? Hvilken krise? Det amerikanske forlag kunne ikke lide den titel, men vi brugte den til den franske oversættelse. Bogen bestod af en fælles introduktion og konklusion og et separat afsnit fra hver af os om hovedemnet.

Vi indledte bogen med en observation af, at "begrebet krise igennem 70'erne blev et stadigt mere behandlet emne. Først i obskure diskussioner mellem intellektuelle, derefter i populærpressen og endelig i politiske diskussioner i mange lande." Vi bemærkede, at der var mange forskellige definitioner på den såkaldte krise så vel som mange forklaringer på dens oprindelse.

I 1980'erne så det ud, som om begrebet krise forsvandt fra den offentlige diskussion for i stedet at blive erstattet af et andet modeudtryk, denne gang med et optimistisk skær over sig - globalisering.  Det er først i begyndelsen af 2008, at stemningen igen er blevet dyster og ordet krise atter er dukket op, denne gang i en skarpere form end i 1970'erne, men lige så lemfældigt anvendt. Så spørgsmålet Krisen? Hvilken krise? ser igen ud til at være meget relevant.

Der skete rent faktisk noget med det globale system i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne. Tidspunktet her marker begyndelsen på dykket i to absolut normale cykler i den måde, som det moderne økonomiske system fungerer på. Det var ved den tid, at både den hegemoniske cyklus og den overordnede økonomiske cyklus begyndte sin nedadgående bevægelse. Perioden fra 1945 til cirka 1970 havde været en tid hvor USA's hegemoni i den globale sammenhæng stod stærkest og samtidig den periode, hvor Kondratieff's A-bølge havde været mest ekspansiv (se mere her).  I Frankrig refererer man til denne periode som les trente glorieuses - et meget dækkende udtryk.

Jeg vil påstå, at disse nedadgående tendenser er helt igennem normale. For at forstå hvorfor, må man huske to ting. Alle systemer har cykliske bevægelsesmønstre. Det er den måde, de bevæger sig på, og det er den måde, de håndterer de uundgåelige udsving i deres aktivitet på. Det andet, man skal huske, har med den måde at gøre, som kapitalismen fungerer som verdensomspændende system på. Her er der tale om to nøgleområder: hvordan producenterne skaber profit og hvordan staterne garanterer verdensordenen indenfor hvis rammer, producenterne skaber deres profit. Lad os se på dem et af gangen.

Kapitalismen er et system, hvor den endeløse akkumulation af kapital er selve systemets raison d'être. For at akkumulere kapital, er producenterne nødt til at få profit ud af deres operationer. Men markante profitter er kun mulige, hvis producenterne kan sælge deres produkter for betydeligt mere end produktionsomkostningerne. I en situation, hvor konkurrencen fungerer ideelt, er det helt igennem umuligt at realisere markante profitter. Hvis konkurrencen fungerer ideelt (dvs. med en mangfoldighed af sælgere, en mangfoldighed af købere og universelt tilgængelig information om priserne) vil alle intelligente købere gå fra sælger til sælger, indtil man finder en, der vil sælge for bare en enkelt øre over produktionsomkostningerne - eller måske ligefrem under produktionsprisen. At realisere markant profit kræver et monopol eller i det mindste et quasi-monopol, der er verdensomspændende. Hvis der er et monopol, kan sælgeren kræve den pris, han vil, så længe han ikke undergraver efterspørgslen. Hver gang, hvor verdensøkonomien ekspanderer i væsentligt omfang, så vil man kunne konstatere, at visse førende produkter er relativt monopoliserede. Det er på disse produkter, at de store profitter realiseres og store mængder af kapital kan akkumuleres. De relationer, som eksisterer fremad fra eller bagud fra de førende produkter er underlaget for den generelle ekspansion i verdensøkonomien. Dette kalder man for en A-fase i en Kondratieff cyklus.

Problemet for kapitalister er, at alle monopoler udsletter sig selv. Det gør de, fordi der eksisterer et verdensmarked, som nye produkter kan indgå i - uanset hvor velbeskyttet rent politisk monopolet er. Naturligvis tager denne proces tid. Men før eller siden bliver andre i stand til at agere på dette marked, og så tiltager konkurrencen. Og når konkurrencen øges, går priserne ned - det har kapitalismens fortalere altid fortalt os. Samtidig falder profitten også. Og når profitten for de ledende produkter er faldet tilstrækkeligt, så holder verdensøkonomien op med at ekspandere og løber ind i en stagnationsperiode. Dette kalder man for B-fasen i en Kondratieff cyklus. Empirisk har A- og B-faserne tendentielt i alt varet 50 til 60 år, men den præcise længde har varieret. Og naturligvis er nye monopoler blevet skabt efter en vis varighed af en B-fase, hvorefter en ny A-fase kan begynde. Hvordan dette er sket er ikke det, vi vil behandle her.

Den anden betingelse for at en kapitalist kan realisere profit er, at der eksisterer en eller anden form for relativ verdensorden. Selvom verdenskrige tilbyder muligheder for visse industrifolk, så resulterer de også i en enorm ødelæggelse af fast kapital og en betydelig forstyrrelse af verdenshandelen. Gør man resultaterne op for den globale økonomi i forhold til verdenskrigene, så ender man med et negativt resultat, som Schumpeter sagde det gentagne gange. En relativt stabil situation er nødvendig for at sikre et helt generelt, positivt resultat. Garanten for denne relativt stabile situation er den hegemoniske magt - det vil sige en magt stærk nok til at gennemtvinge den relative stabilitet globalt.

Hegemoniske cykler har været langt længere end Kondratieff's cykler. Det er ikke nemt for en enkelt stat i en verden, der består af et stort antal såkaldte suveræne stater at etablere sig som den hegemoniske magt. Faktisk har det kun været gjort tre gange over de sidste mange hundrede år: Først af de forenede Provinser i midten af det syttende århundrede, derefter af Storbritannien i midten af det nittende århundrede og endelig af USA i midten af det tyvende århundrede.

Etableringen af en hegemonisk magtposition er et resultat af en lang kamp med andre potentielt hegemoniske magter. Kampen er hver gang blevet vundet af den stat, der - af forskellige årsager og ved forskellige metoder - har været i stand til etablere det mest effektive produktionsmaskineri for derefter at vinde 30-årskrigen med sin fremmeste rival. Igen er den måde, hvorpå dette er sket ikke emnet her. Pointen er, at når en stat først etablerer sig med hegemonisk magt, så er den i stand til at fastlægge reglerne for, hvordan det interstatslige system fungerer, samtidig med at den søger at sikre sig, at alt fungerer smidigt, og at strømmen af kapital til dens borgere og virksomheder maksimeres. Man kunne godt kalde dette for geopolitikkens quasi-monopolisering.

Problemet for den hegemoniske magt er det samme, som problemet for den førende industri. Monopolet destruerer sig selv. Det sker af to årsager. For det første er den førende magt nødt til med mellemrum at bruge sine militære magtmidler for at bevare magten over systemet. Men den potentielle brug af militære magtmidler er altid mere truende end faktisk anvendt militær magt. At bruge magtmidlerne er kostbart både i penge og menneskeliv. Det har en negativ indvirkning på den hegemoniske magts borgere, hvis indledende stolthed over sejre tenderer til at blive udvandet i takt med, at de må betale prisen for den militære indsats. Og så begynder entusiasmen at svinde. Desuden tenderer store, militære operationer altid imod at være mindre virkningsfulde, end både støtter og modstandere af den hegemoniske magt har forventet, og dette styrker den fremtidige modstand fra andre, som ønsker at trodse den hegemoniske magt. Der er også en anden grund. Selv hvis den hegemoniske magts økonomiske effektivitet ikke lider umiddelbart, så vil andre landes økonomiske magt øges. Og i takt med dette, vil disse magter være mindre tilbøjelige til at acceptere den hegemoniske magts diktater. Den hegemoniske magt påbegynder en proces, hvor den langsomt mister suveræniteten i forhold til de magter, der er på vej op. Nedgangen kan være langsom, men den er ikke desto mindre grundlæggende irreversibel.

Perioden omkring 1965 til 1970 indeholder to former for nedgang, der markerer dels afslutningen på den historisk set mest ekspansive Kondratieff A-fase dels begyndelsen på nedgangen for den historisk set med magtfulde hegemoniske magt. Det er det, der gør akkurat denne periode så bemærkelsesværdig. Det er ikke nogen tilfældighed at verdensrevolutionen i 1968 (eller mere korrekt i perioden 1966 til 1970) fandt sted i dette vendepunkt. Verdensrevolutionen i 1968 markerede den tredje nedgang - men kun den anden, der er sket i det moderne verdenssystem - for det såkaldte Gamle Venstre. Det Gamle Venstre - grundlæggende omfattende den kommunistiske bevægelse, den socialdemokratiske bevægelse og de nationalliberale bevægelser - voksede langsomt og besværligt over hele verden, navnlig i den sidste tredjedel af det nittende århundrede og i den første halvdel af det tyvende århundrede. Bevægelserne i det Gamle Venstre steg op fra politisk marginalitet og svaghed omkring 1870 til politisk central betydning og betragtelig styrke i perioden omkring 1950.

Disse bevægelser nåede klimaks for deres magt i perioden fra 1945 til 1968 - akkurat på same tidspunkt hvor højdepunktet blev nået både for den ekstraordinære Kondratieff A-fase og det amerikanske magthegemoni. Jeg tror ikke, at dette var tilfældigt, selvom det kan virke sådan. Den utrolige ekspansion i verdensøkonomien førte til et krav fra producenterne om ikke at skulle opleve afbrydelser i deres produktionsprocesser på grund af konflikter med arbejdskraften. I forlængelse heraf virkede det, som om de troede, at accept af arbejdskraftens materielle krav ville koste dem mindre, end hvad afbrydelser ville. Naturligvis - over tid - betød dette, at produktionsomkostningerne steg, og det var en af de faktorer, der førte til, at quasi-monopolet for de førende industrier brød sammen. Men de fleste producenter tager beslutninger, der maksimerer deres egen kortsigtede profit - lad os sige profitraterne over de nærmeste tre år - og overlade fremtiden til skæbnen.

Parallelle overvejelser påvirkede den hegemoniske magt. Det var et afgørende perspektiv at fastholde stabiliteten i det globale system. USA var nødt til at opveje omkostningerne ved sin undertrykkende aktivitet på verdensplan mod kravene fra de liberale bevægelser. Og modstræbende til at begynde med, begyndte USA at støtte en kontrolleret afkolonisering, hvilket netop betød, at den slags bevægelser kom til magten.

Dette betød, at man midt i 1960'erne kunne sige, at det Gamle Venstre havde nået sine historiske mål om erobring af statsmagten overalt - i det mindste på papiret. Kommunistiske partier regerede en tredjedel af verden - i den såkaldte socialistiske blok. Socialdemokratiske partier havde magten - i det mindste i en vis forstand - i det meste af den anden tredjedel af verden - den paneuropæiske del. Man skal i den sammenhæng huske, at den centrale politik for de socialdemokratiske partier - velfærdsstaten - var accepteret og blev praktiseret også af de konkurrerende, konservative partier. Og endelig var de nationalliberale bevægelser kommet til magten i størsteparten af den tidligere koloniverden (blandt andet i form af forskellige varianter af populismen i Latinamerika).

For at være på den sikre side sagde jeg, at de i det mindste på papiret var kommet til magten. De fleste analytikere og de fleste militante er meget kritiske over for den måde, som bevægelserne agerede på. Men dette er et retrospektivt og anakronistisk synspunkt. Kritikerne tenderer til at glemme den følelse af verdensomspændende triumf, som herskede i det Gamle Venstre og hos dets støtter på akkurat dette tidspunkt - en triumffølelse baseret på præcis det faktum, at de havde sat sig på statsmagten. Kritikerne har også en tendens til at glemme den dybe frygt hos verdens mere velhavende og mere konservative befolkningslag ved det, der for dem så ud som en flodbølge af destruktivt ligemageri.

Verdensrevolutionen i 1968 ændrede alt det. Tre temaer løb igennem alle de analyser og al den retorik, der blev anvendt af dem, der engagerede sig i de mangfoldige oprør. Det første tema var, at USA's hegemoniske magt nu havde strakt sig for vidt og var blevet sårbar. Vietnamkrigen var modellen - men langt fra det eneste eksempel. Tet-offensiven blev tolket som dødsstødet for USA's militære operationer. Som en del af den nye atmosfære angreb de revolutionære også Sovjetunionens rolle, og anklagede Sovjet for at være en del af det amerikanske magtsystem - en følelse, der var vokset frem overalt i hvert fald efter 1956.

Det andet tema var det, at det Gamle Venstre - i alle tre varianter - havde svigtet sine historiske løfter. Alle tre varianter af bevægelsen havde bygget deres strategi på en såkaldt to-trins-model - først skulle man overtage statsmagten, derefter skulle man så forandre verden. De militante sagde, at man ganske vist havde overtaget statsmagten, men ikke havde ændret verden overhovedet. Hvis verden skal forandres, må vi erstatte jer med nye bevægelser og nye strategier. Og det agter vi at gøre. Den kinesiske kulturrevolution blev af mange set som modellen for denne forandring.

Det tredje tema var, at det Gamle Venstres bevægelser havde ignoreret de glemte - dem der blev undertrykt på grund af deres race, deres køn, deres etnicitet eller deres seksualitet. De militante insisterede på, at kravet om lighed også for alle disse grupper ikke længere kunne udskydes til en fjern fremtid, efter at det Gamle Venstres bevægelser havde nået deres historiske mål. Disse krav, sagde de, udgjorde en del af nødvendigheden i nutiden - de var ikke noget, der hørte til i en fjern fremtid. På mange måder var Black Power bevægelsen i USA en model for disse argumenter.

Verdensrevolutionen i 1968 var en enorm politisk succes. Men verdensrevolutionen i 1968 var også en enorm politisk fiasko. Den hævede sig som fugl Fønix, lyste meget klart over hele verden og så - i midten af 1970'erne - var den brændt ud næsten alle vegne. Hvad blev der opnået gennem dette blussende bål? Faktisk en del. Den centralistiske liberalisme var blevet stødt fra tronen som den herskende ideologi i verden. Den blev reduceret til simpelthen at være et alternativ blandt mange andre. Og det Gamle Venstres bevægelser blev ødelagt som redskab for nogen som helst form for grundlæggende forandring. Men den umiddelbare triumf for de revolutionære fra 1968 og frigørelsen fra den centristisk tænkende liberalisme viste sig at være tom og uholdbar.

Verdens højrebevægelser var nemlig på samme måde blevet frigjort fra deres relation til den centristiske liberalisme. De udnyttede den globale, økonomiske stagnation og sammenbruddet i det Gamle Venstre (og dets regeringer) til at lancere en modoffensiv, som vi betegner som neoliberalismen (selvom bevægelsen faktisk er ret konservativ). De væsentligste mål var at demontere alt det, der var vundet af underklassen under den foregående A-periode. Højrefløjen arbejdede på at reducere de grundlæggende omkostninger i produktionen, at ødelægge velfærdsstaten i alle dens udgaver og at nedbringe hastigheden på USA's magttab over verdenssystemet. Det virker, som om fremmarchen for højrebevægelsen kulminerede i 1989. Afslutningen på den sovjetiske dominans over de østeuropæiske lydstater og opløsningen af Sovjetunionen selv førte til en tilsyneladende triumf for højre. Endnu en illusion!

Højrebevægelsens globale offensiv var en stor succes. Men højrebevægelsens globale offensiv var også en stor fiasko. Hvad der understøttede akkumulationen af kapital efter 1970'erne var en vending fra profitmaksimering gennem produktionsmæssig effektivisering til en opsøgning af profit gennem finansielle manipulationer - eller spekulation, som det mere korrekt kaldes. Nøglefunktionen i spekulationen er at øge forbruget gennem en øgning af gælden. Dette er naturligvis, hvad der sker i alle Kondratieff B-faser.

Det nye denne gang var været den størrelsesorden, som spekulation og gældsstiftelse sker i. Efter den mest omfattende ekspansion i en A-fase i den kapitalistiske økonomis historie fulgte den mest omfattende spekulative galskab nogensinde. Boblerne bevægede sig gennem hele verdenssystemet - fra statsgælden i den Tredje Verden og sovjetblokken i 1970'erne, over 1980'ernes junk bonds i de store virksomheder til gældsoptagelsen på forbrugsområdet i 1990'erne frem til Bush-æraens statsgældsstiftelse. Systemet er gået fra en boble til den næste. Og aktuelt forsøger man sig nu med en sidste boble - bankstøtte og øgning af hastigheden på seddelpresserne.

Men den depression, som verden er faldet ned i, vil fortsætte i lang tid og blive ganske dyb. Den vil ødelægge den sidste del af den relative, økonomiske stabilitet - den amerikanske dollars rolle som reservevaluta og garant for velstanden. I takt med at dette sker, vil den største bekymring for samtlige verdens regeringer - fra USA til Kina, fra Frankrig til Rusland og Brasilien, for slet ikke at tale om de svagere regeringer på verdensscenen - være, hvordan man undgår oprør fra de arbejdsløse og fra middelklassen, hvis opsparing og pensioner taber al værdi. Regeringerne vender sig mod protektionisme og øger hastigheden på seddelpressen som de sidste forsvarsværker og som et middel til at håndtere den folkelige vrede.

Den slags initiativer udsætter de farer, som regeringerne frygter, og kan for en tid modvirke de smerter, som folk føler. Men de vil sandsynligvis i længden forværre situationen. Vi er på vej ind i fastlåst situation, som verden vil få meget svært ved at komme ud af. Den kroniske karakter af problemerne vil komme til udtryk gennem de stadigt voldsommere udsving, som vil forvandle selv kortsigtede forudsigelser - både på det økonomiske og det politiske område - bogstaveligt talt til det rene gætteri. Og dette vil så igen forværre den offentlige frygt og fremmedgørelse.

Der er nogen, som hævder, at de voldsomt forbedrede økonomiske position af landene i Asien - navnlig Japan, Sydkorea og Taiwan, Kina og i et mindre omfang Indien - muliggør en genopblomstring af den kapitalistiske økonomi blot med et forandret geografisk fokus. Endnu en illusion! Den relative fremgang i Asien er en realitet, men lige netop en realitet, der yderligere underminerer det kapitalistiske system. Det gør den ved voldsomt at forøge antallet af de mennesker, som velstanden skal fordeles på. Den øverste del af det kapitalistiske system må aldrig blive for stor, for det reducerer (i stedet for at øge) den generelle akkumulation af kapital. Kinas økonomiske ekspansion accelererer reduktionen af den kapitalophobning, som skal trækkes ud af den kapitalistiske verdensøkonomi.

Hvor bevæger vi os så hen herfra? Det er dette spørgsmål, vi må fokusere på. De tilfældige udsving set i relation til den cykliske bevægelse i verdensøkonomien.  Alle systemer fungerer for en formel betragtning på samme måde. De cykliske bevægelser er den måde, de arbejder på over sigt. De er deres åndedræt så at sige. Der kan konstateres utallige bevægelser op og ned - selvom nogle er mere grundlæggende end andre. Men B-faserne ender aldrig i samme punkt, hvor A-faserne begyndte. Der er altid en systemetisk pris at betale for at forny opgangstendensen i fasemodellen. Systemet må altid bevæge sig et lidt større stykke væk fra ligevægten - også selvom ligevægtspunktet også bevæger sig.

Man kan tænke på hvert opsving som bidrag til en kurve, der langsomt bevæger sig opad, hver på vej mod sin asymptote. I den kapitalistiske verdensøkonomi er det slet ikke så svært at afgøre, hvilke kurver der er de mest betydningsfulde. Da kapitalismen er et system i hvilket den endeløse akkumulation af kapital er altafgørende, og da man akkumulerer kapital ved at lave profit på et marked, så er det vigtigste for alle kapitalister at producere varerne til priser, der er lavere - helst meget lavere - end dem, som de kan sælges for.

Derfor må vi se efter, hvad der indgår i produktionsomkostningerne og på, hvad der bestemmer priserne. Logisk set er der tre forskellige slags produktionsomkostninger: alle personaleomkostninger, alle slags materialeudgifter og alle slags afgifter. Jeg tror ikke, at det er svært at demonstrere, at alle tre omkostningstyper er gået op over tid som en procentdel af de faktiske salgspriser for produkterne. Og dette forholder sig sådan til trods for kapitalisternes konstante forsøg på at trykke omkostningerne ned og til trods for de gentagne teknologiske og organisatoriske forbedringer, der har øget produktionens såkaldte effektivitet. Jeg vil nedenfor gennemgå, hvorfor det forholder sig sådan og derefter se på, hvorfor der er grænser for efterspørgslens elasticitet.

Personaleomkostningerne kan opdeles i tre kategorier - omkostninger til en relativt ukvalificeret arbejdsstyrke, til mellemlederne og til toplederne. Omkostningerne til de ukvalificerede tenderer til at gå op i A-faser som resultat af faglig aktivitet. Når disse omkostninger bliver for store for de enkelte producenter og navnlig for dem i de førende industrier, så sker der en omflytning til historisk bestemte lavtlønsområder og i B-fasen er dette den foretrukne opskrift. Når der derefter opstår tilsvarende faglig aktivitet på det nye produktionssted, flytter man atter produktionen. Flytningerne er kostbare, men effektive. Imidlertid er der på verdensplan en vis udligningseffekt. Reduktionerne modsvarer aldrig helt stigningerne. Over en periode på 500 år har denne gentagne proces også udtømt mængden af steder, man kan flytte til. Dette kan ses af den landliggørelse (tilbagevenden af industrielle områder til landområder) som sker af systemet over hele verden.

Udgiftsøgningen er et resultat af to forskellige logikker. Den ene er, at den øgede størrelse af produktionsenhederne kræver mere personale til koordinationsopgaver, hvis løn forøger de samlede omkostninger. Og den anden er, at faren for faglig aktivitet modvirkes gennem skabelse af et større mellemlag, der kan agere både som politiske allierede for de herskende og som rollemodeller for en socialt opadgående bevægelse for den ukvalificerede majoritet og derved afværge en politisk mobilisering.

Udgiftsstigningen på omkostningerne til topledelsen er et direkte resultat af den øgede kompleksitet af produktionsstrukturen - den berømte adskillelse af ejerskab og kontrol. Dette gør det muligt for toplederne at lægge beslag på store dele af virksomhedens indtjening som afgifter, hvorved de reducerer den værdi, der går til ejerne som profit eller som kan geninvesteres af firmaet. Denne sidste del af udgiftsstigningen har været enorm de seneste tyve år. Udgifterne til materialer er gået op af tilsvarende årsager. Den grundlæggende indsats fra kapitalisterne er at eksternalisere udgifter - det vil sige ikke at betale den fulde pris for de materialer, de anvender. Der er tre væsentlige materialeudgifter, som man kan eksternalisere - behandlingen af giftigt affald, fornyelse af råmaterialer og udbygningen af infrastrukturen. I meget lang tid fra starten af den kapitalistiske verdensøkonomi i det sekstende århundrede og frem til 1960'erne, har man antaget, at den slags eksternalisering var noget helt normalt. Grundlæggende blev der ikke rejst spørgsmålstegn ved det fra politisk side. Men i det enogtyvende århundrede, da klimaændringerne begyndte at blive debatteret, og det grønne og det økologiske var blevet internationale modeord, er det svært at huske, at giftigt affald i fem århundreder var noget helt normalt og næsten altid blot blev losset af på offentlige områder. Men nu er der sket det, at verden er løbet tør for den slags tomme offentlige områder - parallellen til de landliggjorte dele af arbejdsstyrken. Pludselig er de helbredsmæssige konsekvenser og udgifterne blevet så alvorlige og er kommet så tæt på folks hjem, at det har fremkaldt en kraftig politisk respons i form af krav om en miljømæssig oprydning og kontrol. Den anden eksternalisering - den der skal sørge for at forny ressourcerne - er først for nylig for alvor kommet på dagsordenen som et resultat af en voldsom vækst i verdenens befolkningstal. Pludselig opstår der bekymring for en række ressourcer - energiressourcer, vandressourcer, skovområder, markafgrøder - fisk og kød. Pludselig bekymrer vi os for, hvem der bruger hvad til hvilke formål og for, hvem der skal betale regningen.

Den tredje eksternalisering handler om infrastruktur. Produkter produceret med salg for øje på verdensmarkedet skal transporteres og desuden er der brug for kommunikation. Udgifter til disse ting er steget i takt med, at både transport og kommunikation er blevet mere effektive og hurtigere. Historisk set har producenterne kun betalt en lille del af den faktiske regning for infrastrukturen.

Konsekvensen af alt dette har været et pres mod regeringerne for direkte at påtage sig nogle af de nødvendige omkostninger ved bortskaffelsen af det giftige affald, ved ressourcefornyelsen og ved den videre ekspansion af infrastrukturen. For at kunne gøre dette har regeringerne været nødt til at hæve skatten. Og medmindre de ønsker at gå bankerot, så må regeringerne insistere på, at producenterne fremover påtager sig flere af disse omkostninger - hvilket så igen skærer kraftigt i virksomhedernes profitmargin. Desuden er også beskatningen generelt øget. Og der er mange politiske niveauer for beskatning. Desuden sker der en privat beskatning gennem korruption eller gennem betaling af beskyttelsespenge til organiserede kriminalitetssyndikater. For producenter er det ikke afgørende, hvem skatterne går til. De er en udgift. Og niveauet for den private beskatning er blevet øget i takt med at den globale integration er steget, og de statslige bureaukratier er vokset. Men den vigtigste faktor i relation til skattestigningerne er dog de antisystemiske bevægelsers indflydelse på den politiske kultur - det man kunne kalde demokratiseringen af verdenspolitikken.

Folkelige bevægelser har krævet tre helt basale statslige garantier - uddannelse, sundhed og garanti for livslange indtægter. Hvert af disse tre er vokset på to måder over de seneste 200 år i forhold til hvilken grad af service, som kræves, og i forhold til hvor disse ting kræves. Velfærdsstaten er et godt udtryk for disse krav. Der findes ingen regeringer i dag, der er undtaget presset for at opretholde en velfærdsstat - også selvom serviceniveauerne er forskellige i overensstemmelse med forskellene i landenes kollektive rigdom.

Alle tre typer af produktionsomkostninger er steget støt som en procentdel af de reelle salgspriser for produkterne, uanset om vi har været i en A-fase eller en B-fase over de seneste 500 år. De mest dramatiske stigninger er kommet i perioden efter 1945. Men kan man så ikke blot hæve den pris, som man sælger produkterne for med henblik på at vedligeholde en acceptabel profitmargin? Dette er præcis det, der har været forsøgt i perioden efter 1970. Processen har taget form af prisstigninger, understøttet af udvidet forbrug finansieret af gældsoptagning. Det økonomiske sammenbrud, som vi netop nu befinder os midt i, er intet andet end udtrykket for grænserne for forbrugsudvidelsen. Når alle lever dyrere, end de reelt har råd til, så når vi et punkt, hvor nogen er nødt til at bremse op, og meget snart føler alle andre også, at de må bremse.

Den samlede virkning af de tre elementer - størrelsen af det normale sammenbrud, den reelle stigning i omkostningerne og det ekstra pres på systemet gennem den kinesiske og asiatiske vækst - betyder at Klumpe Dumpe nu er faldet ned fra hylden, og at stumperne nu ikke længere kan sættes sammen igen. Systemet er meget, meget langt væk fra ligevægt og udsvingene er enorme. Som konsekvens heraf er det blevet umuligt at lave kortsigtede forudsigelser, og dette har en tendens til at umuliggøre beslutninger om forbrug. Dette er hvad man kunne kalde kernen i den strukturelle krise.

Fra nu af lever vi midt i en spaltning af den systemiske proces. Spørgsmålet er ikke længere, hvordan det kapitalistiske system vil kurere sig selv og genoptage sin udvikling. Spørgsmålet er, hvad der skal erstatte dette system. Hvilken form for orden vil blive valgt til at erstatte kaos?

Naturligvis er ikke alle klare over dette endnu. De fleste mennesker fortsætter med at agere, som om systemet ville kunne fortsætte i overensstemmelse med sine gamle regler. De tager ikke helt fejl. Systemet fortsætter med at fungere efter de gamle regler. Men nu er det at bruge de gamle regler kun ensbetydende med en udbygning af den strukturelle krise. Men andre agerende er helt klare over, at vi befinder os i en sammenbrudsperiode. Og de ved - eller aner måske - at på et eller andet tidspunkt i processen, så vil alle de agerende begynde at bevæge sig kollektivt i én alternativ retning eller en anden. Man kunne godt sige, at en beslutning vil blive truffet, selvom det at bruge ordet beslutning antropomorfiserer systemet.

Man kan vælge at se på denne systemkrise som en arena for en kamp om, hvilket system, der skal efterfølge det eksisterende. Resultatet er ganske væk næsten umuligt at forudsige, men naturen af kampen er meget klar. Vi står ansigt til ansigt med nogle alternative valgmuligheder. De kan ikke beskrives i alle institutionelle detaljer, men de kan beskrives i store træk.

Vi kan kollektivt vælge et nyt, stabilt system, der grundlæggende ligner det aktuelle på afgørende områder - et system der er hierarkisk, baseret på udbytning og polarisering. Der er uden tvivl mange former, som dette system kan antage, og nogle af disse former er værre end det kapitalistiske verdenssystem, som vi hidtil har levet med. Alternativt kan vi kollektivt vælge et radikalt anderledes system - et der aldrig tidligere har eksisteret - et system der er relativt demokratisk og relativt egalitaristisk. Jeg har kaldt de to alternativer for Davos-ånden og Porto Alegra-ånden. Men navnene er ikke vigtige. Hvad der er vigtigt, er at se de mulige, organisatoriske strategier på hver side af denne helt basale kamp - en kamp der har været i gang i den ene eller den anden form siden verdensrevolutionen i 1968, og som nok ikke bliver afsluttet før 2050.

Men før man begynder at se på strategier, er man nødt til at notere sig to karakteristiske egenskaber ved den strukturelle krise. Fordi udsvingene er så ekstreme, er der kun et lille pres for at vende tilbage til ligevægten. I løbet af den lange, normale livetid for systemet, var dette pres det middel, der sikrede, at omfattende, sociale mobiliseringer (såkaldte revolutioner) kun fik begrænset effekt. Men når systemet er langt fra ligevægten, sker præcis det modsatte. Mindre sociale mobiliseringer kan få stor effekt.

Det er dette, som udforskningen af komplekse mønstre betegner som sommerfugle-effekten. Vi kan også - i overensstemmelse med traditionen i den filosofiske diskussion - kalde dette for det øjeblik, hvor den frie vilje sejrer over determinismen. Prigogine kalder denne måde at forstå komplekse systemer for den "snævre vej mellem to forståelser, der begge fører til fremmedgørelse: en verden styret af deterministiske love, der ikke rummer plads til nyskabelse, og en verden styret af en terningspillende Gud, hvor alting er absurd, uden forklaring og uforståeligt." [1]

Det andet, afgørende karakteristikum ved en strukturel krise er, at ingen af de to stridende lejre har eller kan have en vertikal struktur, hvor en lille gruppe i toppen bestemmer, hvad der skal ske. Der er hverken en fungerende eksekutivkomite for den herskende klasse eller et politbureau for de undertrykte masser. Og det kan der heller ikke være. Selv blandt dem, der er bevidst om og har forpligtet sig i forhold til kampen for et nyt system, er der mange, som kæmper for forskellige dagsordener og arbejder dårligt sammen. Disse to grupper af bevidste militante på begge sider finder det også svært at overbevise større grupper, som udgør den potentielle basis for deres styrke om brugbarheden af deres løsninger og muligheden for at organisere overgangen. Kort sagt afspejles den strukturelle krises kaos også i de relativt kaotiske strukturer i de to lejre, der kæmper om, hvilket system, som skal afløse det kriseramte.

Hvad vi kan udrette, mens vi står midt i denne strukturelle krise, er at forsøge at analysere de strategier, som fremkommer fra de to lejre, for at vi bedre kan tilpasse vore egne, politiske valg I overensstemmelse med vore egne, moralske præferencer. Vi kan begynde med Davos-siden. De er dybt splittede. Der er dem, der ønsker at institutionalisere et dybt repressivt system, som åbent taler for et verdenssyn, som glorificerer de uddannedes rolle, deres hemmelighedsfuldhed og deres priviligering i modsætning til de kuede undersåtter. De er ikke blot fortalere for denne verdensanskuelse, de foreslår også etableringen af et netværk af bevæbnede vagter, der kan gennemtvinge den nye verdensorden og smadre oppositionen.

Der er en anden gruppe, som tror at vejen til kontrol og privilegier går via et elaboreret meritokratisk system, der vil koordinere det store antal kadrer, der er nødvendige for systemets opretholdelse med et minimum af magtanvendelse og et maksimum af overtalelse. Denne gruppe taler om grundlæggende forandringer og anvender sig af alle de slogans, der er udsprunget af de antisystemiske bevægelser - inklusive det med det grønne univers, et multikulturelt Utopia og meritokratiske muligheder for alle - alt sammen samtidig med, at de dyrker et polariseret og grundlæggende ulige system.

På den anden side har vi Porto Alegre. Her er den en tilsvarende opdeling. Der er dem, der ser en højt centraliseret verden for sig, en verden der prioriterer rationelle langsigtede dispositioner over økonomisk vækst, en der er fortalere for den mulige innovation uden en skabelse af øer af ekspertise, der ikke står til ansvar over for samfundet som sådan. Denne gruppe forestiller sig et system, i hvilket en universel universalisme vil blive opbygget gennem en endeløs sammensætning af den mangfoldige viden, som er skabt af mennesker og som mennesker vil blive ved med at skabe igennem forskellige kulturelle opblomstringer.

Også her findes der en anden gruppe, der har været og fortsætter med at være mere orienteret mod forandring fra oven gennem kadrer og specialister, der tror, at de ser klarere end resten. De tænker overhovedet ikke i decentralisering. I stedet ser de for sig et stadigt mere centraliseret og integreret verdenssystem, en formel egalitarianisme uden reel innovation og uden den tålmodighed der skal til for at sammensætte en sandt universel, men multifacetteret universalisme.

Så i stedet for en kamp mellem to alternativer ser jeg snarere en kamp for mig mellem fire parter - en kamp mellem de to store lejre og endnu en kamp indenfor rammerne af hver lejr. Dette er en forvirrende situation - forvirrende ud fra en intellektuel, en moralsk og en politisk synsvinkel. Så meget mere vigtigt er det at insistere på, at resultatet er fundamentalt uforudsigeligt og usikkert.

Hvad kan man så sige om de praktiske trin, som enhver af os som individer eller som grupper af forskellig slags og forskellig styrke kan og skal tage for at formidle denne proces? Der findes ingen enkelt aktivistisk dagsorden. Der findes kun fokusområder. Øverst på listen vil jeg anbringe de handlinger, som vi kan udføre på kort sigt for at formindske smerten - den smerte der vokser ud af sammenbruddet for det eksisterende system, den smerte der udspringer af overgangssituationens forvirring. Personligt ville jeg ikke rynke på næsen af at vinde et valg med henblik på at forbedre situationen for de mennesker, der er dårligst stillede rent materielt. Jeg ville heller ikke rynke på næsen af en udbygning af visse juridiske eller politiske rettigheder. Jeg ville ikke rynke på næsen over at få forbedret mulighederne for at bevare planetens rigdomme og betingelserne for den kollektive overlevelse. Jeg ville ikke rynke på næsen over noget af dette, også selvom jeg ikke betragter noget af disse initiativer som andet end en lindring af den umiddelbare smerte. De er ikke i sig selv på nogen måde trin, der kan formidle det nye system, som vi har brug for.

Det andet, som vi kan gøre, er at engagere os i en endeløs serie af intellektuelle debatter omkring de parametre, der afgør karakteren af det verdenssystem, vi ønsker og omkring strategien for overgangen. Vi er ikke blot nødt til at deltage i dette utrætteligt, men også med en alvorligt ment vilje til at lytte som en del af debatten til personer, som efter vores fornemmelse har den gode vilje, også selvom de ikke lige har de samme synspunkter som os selv. En konstant, åben debat kan bibringe os mere forståelse, kan formidle et fællesskab og vil måske holde os fra at falde ned de i sekteriske tendenser, som altid har skæmmet de antisystemiske bevægelser.

Det tredje vi kan gøre, er her og der at oprette alternative måder at producere på. Ud af dette kan vi lære grænserne for forskellige metoder. Vi kan ved at gøre dette demonstrere, at der er andre måder at sikre en følsom og bæredygtig produktion på end ved at stole på profitmotivet som basis for vores belønningssystem.

Det fjerde vi kan gøre, er at engagere os i den moralske debat med henblik på at skærpe vores fornemmelser for det moralsk negative i alle tænkelige former for handlinger også for at blive bedre til at se, at balancerne må skabes som et resultat af en afvejning mellem flere forskellige, gode resultater.

Og hele vejen igennem dette må vi i vores bevidsthed og i vore handlinger fastholde kampen imod de tre fundamentale uligheder i verden - ulighed i forhold til køn, til klassebaggrund og uligheder i relation til race, etnicitet og religion. Dette er det vanskeligste af alt, fordi ingen af os er uden skyld, og fordi ingen af os er rene. Og fordi den verdenskultur, som vi alle har arvet en del af, mobiliserer imod akkurat dette.

Endelig må vi vende ryggen til enhver fornemmelse af, at historien er på vores side, og af at det gode samfund vil komme af sig selv når blot den ene eller den anden logiske betingelse er opfyldt. Et århundrede fra nu, vil vore efterkommere måske sige fra over for alt, hvad vi har gjort. Vi har maksimalt en 50:50 chance for at skabe et bedre verdenssystem end det, som vi aktuelt lever under. Men 50:50 er meget. Vi er nødt til at række ud mod Fru Fortuna, også hvis hun svigter os. Hvordan kan nogen af os gøre noget mere vigtigt?

Oversat 2010 fra "Dynamics of (Unresolved) Global Crisis: Thirty Years Later" af Jan Mølgaard

[1] Ilya Prigogine, The End of Certainty, New York: The Free Press, 1996, 187-188