Fra folkets økonomiske selvforvaltning til selskabskapitalisme
Af Anders Lundkvist

Offentliggjort: 15. august 2010
Indledning
I løbet af de sidste 30 år er selskabskapitalismen for alvor slået igennem i Danmark. Aktieselskabernes fremmarch fra 46% af omsætningen i 1980 til 69% i 2007 er sket på bekostning af enkeltmandsmandsvirksomhederne, der er gået tilbage fra 21% til 8½%; dette harmonerer med at de selvstændiges andel af arbejdsstyrken i samme periode er reduceret fra 13½% til godt 6%.

Fremmarchen er også sket på bekostning af andelsforeningerne, der er gået tilbage fra 13% til 4%.[1]

Andelsforeningerne er en del af et større kompleks, som vi kan kalde Foreningsdanmark. Det omfattede også brugsforeninger, kooperationen, sparekasser, kreditforeninger og gensidige forsikringsselskaber; det er således bemærkelsesværdigt at Danmarks Statistik i en bemærkning til opgørelsen af andelsforeningerne og kooperationen ligefrem gør opmærksom på, at kreditforeninger og gensidige forsikringsselskaber ikke er medtaget (fordi de ikke er medlemmer af Andelsudvalget eller Det Kooperative Fællesforbund), se fx Statistisk Årbog, 1970, Tabel 129. I det følgende ser jeg bort fra de foreninger, der besørgede forsyningen med vand, gas og el (mange eksisterer stadig).

Artiklen er et bidrag til en fremstilling af dette fænomen.

Der er tidligere skrevet meget om andelsbevægelsen og dens udvikling (eller afvikling) og også om andre foreningsprægede institutioner såsom sparekasser, men der mangler en samlet behandling af hele denne sektor. Marxister har været uinteresseret og ikke set nogen perspektiver i denne type økonomiske fællesskaber, fordi foreningerne overvejende var et landligt fænomen, der politisk var knyttet til partiet Venstre og dermed (efter 1905) en del af 'fronten' mod arbejderbevægelsen, og også fordi de var en overbygning på det landlige selveje (gårdmænd og husmænd) og dermed - som 'småborgerskab' - dømt til undergang (det sidste viste sig rigtigt); i en enkelt fremstilling er hele andelsbevægelsen endog blevet afskrevet som blot den landlige del af kapitalen (Braskhøj o.a. 1976). Og økonomer, der betragter den økonomiske historie med selskabskapitalismens øjne, har tilsvarende haft svært ved rigtigt af få øje på dette historiske alternativ.

Idéen var at en gruppe mennesker gik sammen om at løse en bestemt opgave, fx at oprette og drive et mejeri eller opbevare medlemmernes penge sikkert. Derfor hæftede de solidarisk for tab og et overskud akkumuleredes ikke med henblik på ekspansion, men fordeltes til medlemmerne (Brixtofte, 1984: 16); dette var det grundlæggende mønster, men der var mange undtagelser. Beslutningsprocessen kunne være som i andelsforeningerne hvor man stemte efter 'hoveder' (én stemme pr. person), i andre foreninger bestemte indskuddets størrelse (antal 'høveder' eller - mere generelt - den økonomiske styrke) indflydelsen (se Lundkvist, 2004, for en nærmere diskussion af denne modsætning mellem demokratiets og markedets princip).

Foreningsdanmark byggede således på ganske andre principper end selskabskapitalismen, hvor opgaven er ubegrænset (at maksimere profitten), hvor ansvaret er begrænset, og hvor indflydelsen følger størrelsen af aktieposten (og hvor det udbredte skel mellem A- og B aktier endog giver de store aktionærer uforholdsmæssig stor indflydelse).

Foreningerne var i sine principper og funktionsmåde et alternativ til kapitalismen. Hvis vi skal svinge os lidt op, kan vi sige at de var udtryk for folkets økonomiske selvforvaltning, i opposition til kapitalismen. Man var aktivt medlem, ikke en passiv kunde.

Foreningerne
Vi ser først på de foreninger, der var aktive indenfor den realøkonomiske sfære, dernæst på finansielle foreninger.

Andelsforeninger
I deres oprindelse havde andelsbevægelsen både et økonomisk og politisk formål. Efter faldet i kornpriserne omkring 1880 var der en konkret økonomisk opgave, der skulle løses, nemlig at omforme landbruget til animalsk produktion, så det blev økonomisk holdbart. Denne økonomiske interesse kunne kun tilgodeses gennem uafhængighed at godsejerne og byernes ´pengemænd´ (banker og grosserere), og den blev dermed indvævet i Venstres opgør med Højre, hvor andelsbevægelsen var for Venstre hvad fagbevægelsen og kooperationen blev for Socialdemokratiet.

Andelsbevægelsen var økonomisk organisering fra neden af, og langt de fleste foreninger valgte en demokratisk beslutningsproces, hvilket måske var inspireret af den politiske kamp, og i hvert fald kun var mulig fordi landmændene havde nogenlunde samme økonomiske status; dog rangerede husmændene under gårdmændene, og de større gårdmænd var normalt de ledende i andelsforeningerne, jf. Ingemann 2007 og Olsen, 1962: 57.

Indtjeningen blev fordelt i forhold til landmændenes omsætning, så der var ikke tale om økonomisk lighed; men dette fordelingsprincip indebærer jo også, at det ikke var en kapitalistisk virksomhed, hvor det ikke er omfanget af økonomisk aktivitet, men af kapital (antal aktier), der bestemmer hvor meget deltagerne kan trække ud af selskabet.

Landmændene var selvejere, dvs. halvt arbejdere, halvt kapitalejere.

Deres mål var ikke ubegrænset ekspansion, men at klare sig godt. Således også deres foreninger. Derfor kan det undre at de i så mange år kunne klare sig overfor kapitalen, der jo ikke kender til sådanne begrænsninger. En del af forklaringen var landbrugets store økonomiske magt, i kraft af erhvervets betydning for landets økonomi (det meste af eksporten - valutaindtjeningen - kom fra landbruget). Den anden del var Venstres politiske magt, som bl.a. sikrede at andelsforeningerne ikke betalte skat på linie med selskaberne (selskabsskat).

Skønt overvejende ikke-kapitalistisk var andelsbevægelsen naturligvis ikke socialistisk, med fælles planlægning af produktionen.

Men var den markedsbaseret? Umiddelbart ja, for produkterne blev jo solgt på markedet, i indland eller udland, og det havde ingen tænkt sig at lave om på; og datidens Venstre havde liberalismen som sin erklærede ideologi. På den anden side indebærer en forening samarbejde, altså det modsatte af konkurrence og for så vidt markedsøkonomi.

Landmændene konkurrerede ikke indbyrdes, og hvis nogle af dem hittede på en ny metode, blev den ikke patenteret, men tværtimod spredt til så mange som muligt![2] De indgik - i moderne sprogbrug - i en stor strategisk alliance, hvis formål var at styrke dem kollektivt overfor alle andre økonomiske aktører. Faktisk udskar man et selvberoende område af den danske økonomi, med mejerier, slagterier, sparekasser, forsikringsselskaber (Tryg) og kreditforeninger, som ikke konkurrerede indbyrdes. Andelshaverne var leveringspligtige (af mælk, flæsk etc.), og derfor kunne kun landmænd være andelshavere; ingen udenforstående kunne købe sig til indflydelse (Brixtofte, 1984: 119), dvs. andelsbevægelsen var lukket land for byernes storkapital. Ikke mærkeligt at private konkurrenter beklagede sig over unfair konkurrence og monopol: Fra deres vinkel var der tale om en gigantisk koncern.

Men moderationen af de rene, markedsøkonomiske principper gik faktisk videre. Medlemskab af  andelsforeninger var naturligvis frivillig, men var man medlem, indebar leveringspligten - og pligten til at aftage råvarer etc. fra en forening - en ret så betydelig indskrænkning af producentsuveræniteten og for så vidt selvejet. De var afskåret fra at sælge til eller købe fra andre aktører, som måske kunne tilbyde højere aftagerpriser eller lavere leveringspriser. Det var denne økonomiske solidaritet, der forhindrede undergravende konkurrence og dermed ophævede markedsøkonomiens principper for deres indbyrdes forhold.

I dag er andelsbevægelsen kun en skygge af sig selv, både i omfang og idé.

I 1914 stod landbruget for 32% af landets bruttofaktorindkomst, og omkring dette tidspunkt håndterede andelsforeninger 84% af al mælk (1909), 80% af af svineslagtningerne (1913) og 20% af smøreksporten (1914), jf. Ingemann, 2005: 10f. Det betyder at næsten en tredjedel af landets økonomi overvejende var styret gennem økonomisk selvforvaltning.

I dag bidrager landbruget kun med et par procent til BFI, og andelsselskabernes andel af erhvervslivets omsætning er som nævnt faldet til 4%; samtidig er antallet af andelshavere faldet fra hundredtusinder til nogle få tusinde.

Ser vi på idéen, er der ikke meget tilbage af folkets - landmændenes - økonomiske selvorganisering, hvor formålet var gennem samarbejde at løse en opgave. Landmændene ville gerne sælge deres produkter og dermed tjene penge, men i de oprindelige erklæringer og vedtagelser leder man forgæves efter knæfald for den ubetingede profitmaksimering. Der var også andre relevante målsætninger. I dag er andelsbevægelsen som bekendt sammenfattet i Arla og Danish Crown, med en markedsandel på over 90% indenfor hver deres område. De er blevet multinationale selskaber, der agerer på præcis samme måde som andre selskaber, med opkøb og fusioner; det éntydige ejerforhold (danske landmænd) og det éntydige formål (afsætte danske produkter) erstattes "af et multinationale ejerforhold og et formål, der ikke alene relaterer sig til danske landbrugere" (Ingemann, 2005: 25). Andelsforeningernes samarbejde mellem de mange er afløst af den interne koncern-koordinering, græsrodsøkonomi af topstyring. I dag hedder de da også andelsselskaber.

Man kan skelne mellem to elementer i den proces, der har ledt til dette resultat.

1) De mange små mejerier og slagterier blev nedlagt eller opslugt i store organisatoriske enheder. Grunden var at smådrift ikke længere var konkurrencedygtig, og effekten var at de lokale landmænd reelt mistede indflydelse. Mange vred hænderne og anråbte om at lokaldemokratiet blev erstattet af et mere centraliseret, landsomfattende demokrati.[3]

2) Arla og Danish Crown har begge bibeholdt den demokratiske beslutningsstruktur, med lige valgret for de få tusinde ejere (medlemmer). Imidlertid har den stadigt stigende forskel mellem de få meget store og de mange små producenter ført til et pres for at gøre op med princippet om 'én person, én stemme' (Ingemann, 2005: 39). Samtidig er den solidariske hæftelse blandt medlemmerne opgivet, idet selskaberne opererer med begrænset ansvar (Amba), og datterselskaberne i udlandet er regelrette aktieselskaber. Hvor megen reel magt de 7.600 andelshavere i Arla har i forhold til ledelsen, skal jeg ikke kunne sige. Det er måske heller ikke så vigtigt, for konkurrencen tvinger både Arla og Danish Crown til udadtil at optræde præcis som et hvilket som helst andet selskab; hvis det vil klare sig, må det profitmaksimere. Der er ikke råd til at honorere ældre idéer, der ikke var slet så kommercielle: Økonomisk selvforvaltning må forudsætte en vis autonomi mht. at fastlægge målene for virksomheden, ellers kan det være ligegyldigt.

I datterselskaberne går overskuddet til aktionærerne, i moderselskaberne til andelshaverne. Det kan være svært at se den store betydning af denne forskel.

Brugsforeningerne
Brugsforeningerne voksede frem i slutningen af 1800-tallet, i skarp konkurrence med de selvstændige småkøbmænd og senere den store kapital.

Det var foreninger af forbrugere, hvor idéen var at medlemmerne organiserede indkøb fra virksomheder og grossister, for på den måde at undgå fordyrende mellemled; der blev også etableret et antal mindre fabrikker. De var en del af andelsbevægelsen og blev i 1896 organiseret i FDB, Forenede Danske Brugsforeninger.

Brugsforeningerne var klart et løsere samarbejde end den øvrige andelsbevægelse. Man kunne gøre det fordelagtigt at handle i brugsen, men ikke forbyde medlemmerne at købe andetsteds.

Brugsforeningerne var forbrugernes økonomiske selvforvaltning. Som andre andelsforetagender var de opbygget demokratisk, og overskuddet gik til medlemmerne.

I dag er der ikke så meget tilbage heraf. I dag kan enhver købe ind i en brugs, uden at være medlem. Dette skyldes naturligvis ønsket om at få flest mulig kunder, men det har betydet at foreningspræget er næsten forsvundet. Idéen om at en bestemt kreds går sammen om at løse en opgave, er blevet udhulet af ønsket om at tjene penge. FDB har - som den øvrige andelsbevægelse - fastholdt sin demokratiske struktur, med lige valgret til landsledelse og bestyrelse, men er samtidig blevet en del af et stort aktieselskab (Coop), der konkurrerer med især Dansk Supermarked. Dette betyder at profitmaksimering nødvendigvis må være den overordnede målsætning; hvad demokratiske forsamlinger vedtager kan kun være nuanceringer heraf.

Kooperationen
Arbejderbevægelsen havde tre ben: Partiet, fagbevægelsen og kooperationen, men det sidste ben blev aldrig stærkt.

Problemet var nok, som Brixtofte skriver (1984: 130), at man var forpligtet til at give de ansatte gode lønninger og arbejdsvilkår, men det var dyrt, og betød derfor høje priser for de arbejdere, der skulle købe produkterne. Kooperationen blev aldrig for Socialdemokratiet, hvad andelsbevægelsen blev for Venstre; den fik aldrig en omsætning på mere end 5% af andelsforeningernes. Sammen med sparekasserne og til dels kreditforeningerne voksede andelsbevægelsen til at blive en delvis kapitaluafhængig sektor af den danske økonomi, mens kooperationen aldrig blev en seriøs konkurrent til kapitalen i byerne.

De kooperative foretagender var organiseret som aktieselskaber, men vel at mærke med den klausul at kun fagbevægelsen kunne være aktionærer. Den var således lukket land for den egentlige kapital.

I 1963 omfattede kooperationen bl.a. byggeselskaber, bagerier, mejeriet Enigheden, bryggeriet Stjernen og marketenderier, De havde en omsætning på godt ½ mia. overfor andelsbevægelsens ca. 14 mia.. Hertil kom Arbejdernes Landsbank, Alka Forsikring og Aktuelt. Men det, der gav arbejderbevægelsen den største økonomiske indflydelse, var givetvis Hovedstadens Brugsforening (HB), jf. nedenfor, og kontrollen med byggeri og administration indenfor den almennyttige boligsektor.

I dag er kooperationen stort set afviklet eller har mistet sit særpræg, bortset fra Alka og Arbejdernes Landsbank (der er blandt de 10 største banker i landet); HB fusionerede med de øvrige brugsforeninger til FDB, nu den multinationale koncern Coop, mens den almennyttige boligsektor er under pres.

Vi kommer nu til de foreningsprægede institutioner indenfor den finansielle sektor.

Sparekasser
"Vrå Sparekasse skal tjene penge for at eksistere, men den eksisterer ikke for at tjene penge", sagt af sparekassens direktør (cit. i Hansen, 2001: 303).

Mens en bank skal tjene så mange penge som muligt, hvilket nødvendiggør at der tages risici, skulle en sparekasse opbevare penge så sikkert som muligt. En bank skal servicere erhvervslivet med udlån, mens en sparekasse henvendte sig til 'almuen', oprindeligt de jævnere lag på landet, senere også arbejdere. Profitmaksimering og kapitalakkumulation lå altså ikke i kortene, og lovgivningen forbød sparekasserne at drive egentlige bankforretninger, forstået som vekseldiskontering og handel med valuta og værdipapirer (Milhøj, 1965: 289f).

Historisk var sparekasserne en landbrugsorganisation på linie med andelsbevægelsen, og dermed med tætte bånd til Venstre; faktisk blev andelsmejeriernes anlæg i vidt omfang finansieret af sparekasserne (Olsen, 1962: 57). Men i afviklingsfasen i 1970erne og 80erne var den blevet bredere, og da var det Socialdemokratiet (Erling Olsen), der - alene - kæmpede den håbløse forsvarskamp (Hansen, 2001: 296ff).

En sparekasse var en selvejende institution, dvs. den ejede sig selv, så ingen måtte få del i overskuddet, der i stedet gik til reservefonden og for så vidt til alle indskyderne (Hansen, 2001: 165). Der skulle være minimum 25 'garanter', der hver indskød et mindre beløb, der forrentedes med en fast, lav rente, således at der ikke var basis for spekulation, som ved et selskabs aktier. Disse garanter hæftede for sparekassen, og de valgte bestyrelse og direktion. Her var princippet at man stemte i forhold til den indskudte garanti, dog således at der var loft over den enkelte garants stemmeantal; modsat andelsforeningerne var styringen altså ikke demokratisk, men modsat mange aktieselskaber (med A- og B aktier) blev de store indskydere ikke privilegeret, tværtimod. I praksis var bestyrelsen gerne selvsupplerende.

Oprindeligt blev indskuddene placeret i statsobligationer, senere blev nogle af dem udlånt (især til landbruget, herunder andelsforeninger), men med pant i fast ejendom, altså med stor sikkerhed. Desuden bidrog sparekasserne til at finansiere lokaldemokratiet (kommunerne).[4] Investering i aktier krævede tilladelse fra Sparekassetilsynet og var af ubetydeligt omfang.

Hvordan er det gået historisk for sparekasserne?

Mens sparekasserne i 1950 havde 47% af udlånene, var denne andel i 1975 faldet til 30% (Hansen, 2001: 17ff); højkonjunkturen fra 1958 til 1973/75 gav bankerne store indtjeningsmuligheder, som de konservative (eller ikke-kapitalistiske) sparekasser var udelukket fra. Nogle sparekasser søgte gennem koncentration og stordrift at klare problemerne (SDS og Bikuben, der i tilsammen havde 30% af sparekasseindlånene), men hvad var pointen, når den lokale forankring forsvandt?

Noget måtte gøres, men hvad? Man kunne selvfølgelig - i princippet - sikre lige vilkår ved at gøre bankerne til sparekasser, altså forbyde spekulation og forpligte dem til blot at modtage indlån og udlåne disse sikkert.

I stedet tillod man, i 1974, sparekasserne at udføre bankforretninger (handel med værdipapirer etc.), altså at fungere som de facto banker. Det betød at sparekasserne de næste 10-15 år stabiliserede deres markedsandel. Det betød også, at det nu næsten gav sig selv at sparekasserne skulle have lov til at organisere sig som aktieselskaber; det skete i 1989, i øvrigt efter at 'Fællesbanken for Sparekasser', der siden 1946 havde forsynet sparekasserne med likviditet, i 1987 blev overtaget af forsikringsselskabet Hafnia, der i disse år var en murbrækker for liberaliseringen af finanskapitalen. I 1990 fusionerede SDS, Andelsbanken og Privatbanken og dannede Unibank, senere Nordea.

Der eksisterer stadig nogle få og små sparekasser, men langt de fleste er blevet selskaber og dermed i realiteten banker; dødsannoncen kom i form af at Danmarks Statistik holdt op med at sondre mellem banker og sparekasser.

Kreditforeninger
Et moderne realkreditinstitut er et aktieselskab, hvor låntagere (boligejere) og långivere (obligationskøbere) er kunder, og hvor formålet er at øge aktieværdien, måske ved at investere overskuddet i lovende aktier eller måske som startkapital for et datterselskab, der beskæftiger sig med bankforretninger eller forsikring. I dag har de 5 største næsten 100% af markedet. Nykredit, der har 41%, er en stor finansiel koncern, der også har afdelinger for forsikring, pension og bank- og ejendomsmæglervirksomhed, mens Realkredit Danmark, der har 32%, er en del af Danske Bank (www.realkreditraadet.dk, hvor det reelt duopolistiske marked beskrives som 'præget af konkurrence', med 'tværgående samarbejdsaftaler og ejerforhold mellem realkredit- og pengeinstitutter').

Den gamle kreditforening var en forening af låntagere, hvis formål var at skaffe billige boliglån i kraft af en solidarisk hæftelse, dermed meget lille risiko for långiver; et evt. overskud gik til en reservefond, eller blev udloddet til medlemmerne (i andre foreninger, fx omkring vandværker, bruges overskuddet til at sænke prisen for medlemmerne). Foreningen som sådan udlånte ikke, men formidlede blot lån. Den vurderede ejendommen og tilstillede, mod pant i huset, derefter ejeren så og så mange obligationer, som denne derefter måtte sælge på markedet (Milhøj, 1961: 468f, og Milhøj, 1965: 295ff.)

Gennem mange år var der 12 kredit- og 6 hypotekforeninger. De fleste var geografisk defineret, men der var dog også en kreditforening for husmænd. En ny lov i 1970 ophævede de geografiske grænser, hvorefter de 12 kreditforeninger blev sammensluttet til kun 3. Som ved brugsforeningerne forsvandt den lokale indflydelse.

Derudover skærpede loven reguleringen. Kredit- og hypotekforeninger kunne kun oprettes ved lov, og det bestemtes, hvilken slags lån de måtte formidle på hvilke betingelser. Konkurrence og fri kapitalbevægelighed blev forhindret.

Det offentlige havde således hånd i hanke med en meget stor del af den danske kredit. Det betød at de politiske myndigheder i vid udstrækning bestemte omfanget af kredit i landet, hvilket var og er nødvendigt for at føre en effektiv pengepolitik; det betød også at det offentlige havde et stort ord at skulle have sagt om, hvad der skulle lånes til (by eller land? erhverv eller forbrug?). Heri ligger også at kreditforeningernes autonomi kunne ligge på et meget lille sted.

Efter ønske fra kreditforeningerne selv (de ville have samme frihed som bankerne) og efter krav fra EU (det Indre Marked) blev de omformet til aktieselskaber i 1989. Realkredit kunne nu danne datterselskaber, der beskæftigede sig med fx bankforretninger eller forsikring, eller den kunne selv blive datterselskab i en finansiel koncern.

Gensidige forsikringsselskaber
Om disse skal blot kort nævnes, at de bestod af en kreds af mennesker, der ønskede den pågældende type forsikring.

De hæftede solidarisk, og delte overskud eller underskud og var som kreditforeningerne stramt reguleret. De havde i 1963 20% af markedet for livsforsikring og 15% af skadesforsikringerne; disse andele var i 1994 faldet til hhv. 3% og 14%. Sammen med privatiseringen af Statsanstalten for Livsforsikring betyder det, at selskaberne nu totalt dominerer livsforsikring. Efter 1994 skelner Danmarks Statistik - måske symptomatisk - ikke mellem gensidig forsikring og aktieselskaber.

Pensionskasser
Udover livsforsikringer bestod pensionssystemet i begyndelsen af 60erne af Folkepensionen, der var blevet indført i 1957 og udbygget i 1964 (?), samt enkelte arbejdsmarkedsbaserede pensionsordninger ('tværgående pensionskasser'), fx for ingeniørerne, men disse ordninger spillede dengang kun en lille rolle (kun 3% af den finansielle sektor). De var - og er - organiseret som foreninger, hvis medlemmer har lige stemmeret ved generalforsamlingen. Det betød alt i alt at det meste af pensionsområdet - folkepensionen, de gensidige selskaber, de tværgående pensionskasser og Statsanstalten - var unddraget kapitalen.

I 1964 etableredes Arbejdsmarkedets Tillægs Pension (ATP) og senere Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). I ATP udpeger fagbevægelsen og arbejdsgiverne hver halvdelen af bestyrelsen, mens fagbevægelsen har en overvægt i LD; disse kasser kan derfor ikke karakteriseres som foreninger. Samtidig blev de tværgående pensionskasser udbygget, især i slutningen af 80erne, hvor hele LO-området kom med. I 2007 var ATP, LD og de tværgående pensionskasser vokset til at udgøre 10% af den finansielle sektor.

I dag er de alle, uanset organisationsform, fuldt integreret i kapitalismen.

Iflg. lovgivningen - og kassernes statutter - er deres primære mål at skaffe det størst mulige afkast af investeringerne, altså profitmaksimere, om end de fleste desuden nævner social ansvarlighed, miljøbevidsthed etc., men dette kan kun blive marginale hensyn. Oprindelig var der grænser for, hvor stor en del ATP måtte investere i aktier (fordi disse er mere risikable end obligationer), men disse restriktioner er stort set faldet bort. Alle kasserne investerer nu i alt, hvad der kan give et godt afkast, også i rene spekulationsfonde som hedge fonde og kapitalfonde ('private equity funds'); ATP har endog sin egen kapitalfond.

- Alt i alt havde havde sparekasser, kreditforeninger og gensidige forsikringsselskaber i 1948/49 57% af den samlede balance i den finansielle sektor. I dag, hvor sparekasser og kreditforeninger er blevet aktieselskaber, er denne fællesskabsbaserede andel reduceret til anslået 5%, nemlig de gensidige forsikringsselskaber og de tværgående pensionskasser.[5]

Udfasningen af den økonomiske selvforvaltning
Rygraden i Foreningsdanmark var gårdmændene og husmændene. Det var dem, der var medlemmer af andelsforeningerne og brugsforeningerne, og som indsatte deres penge i sparekasserne; og kreditforeningerne udlånte især til befolkningen på landet.

De gamle landsbyfællesskaber blev opløst med landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet, men denne individualiseringproces blev imødegået 100 år senere af en ny tendens i retning af fællesskaber.

Disse foreninger var lokalt eller regionalt baseret, hvilket gav mulighed for nærdemokrati; denne mulighed blev realiseret i andelsbevægelsen, mens beslutningsprocessen var mere blandet i de andre foreninger. Det ændrer imidlertid ikke ved, at der var tale om en fællesskabsbaseret økonomisk selvforvaltning, der fungerede som et alternativ til kapitalistisk styring (gerne identificeret med 'byerne'). 

Disse landmænd var selvejere, hvor producenten både var arbejder og kapitalejer. Landbrugets tilbagegang - der igen skyldes at rigere samfund bruger en stadig mindre del af indkomsten på fødevarer - har betydet en udfasning af selvejet som betydende faktor i dansk økonomi. Arbejde og kapital er blevet splittet, dvs. det nære og direkte forhold mellem producenten og hans/hendes produktionsmidler eksisterer knap nok længere.

Producenterne er blevet lønmodtagere. Det betyder ikke at de er blevet kapital-løse, tværtimod har den stigende levefod medført at lønmodtagerne har fået et større overskud, hvoraf en stor del er blevet forvandlet til kapital (resten inddrages som skat for at finansiere det overordnede fællesskab). For den almindelige lønmodtager er kapitalindkomster kommet til at veje stedse mere i forhold til lønindkomsterne.[6] Men dette er et fjerneje, der kun har meget lidt at gøre med vedkommendes arbejde.

I en kapitalistisk organiseret økonomi bestemmer ejerne, evt. aktionærerne, hvad og hvor meget, der skal produceres. Hverken de umiddelbare producenter (arbejderne) eller aftagerne (forbrugerne) har positiv indflydelse ('voice'); men de har naturligvis negativ indflydelse, idet den utilfredse arbejder kan opsige sin stilling, og den utilfredse forbruger kan skifte til konkurrenten ('exit'). Arbejderne modtager ordrer og løn, forbrugerne varer. Begge grupper er som lønmodtagere eller kunder eksterne i forhold til den økonomiske beslutningsproces. Ingen af dem har 'medejerskab', for at tale nudansk. Dette system forekommer i dag de fleste naturgivent, men engang var der et alternativ.

Medejerskab betyder fælles ejerskab, altså det modsatte af individuelt, privat ejerskab.

På dette punkt er de økonomiske foreninger en blanding af individualisme og fællesskab. Landmændene havde naturligvis ejendomsret til deres gårde og disses produkter, men de samarbejdede i stedet for at konkurrere indbyrdes, og de havde fælles ejendomsret til andelsforeningen, mejeriet eller slagteriet. Tilsvarende ejede sparekassens eller kreditforeningens medlemmer deres foreninger, og derfor et eventuelt overskud fra disse, uden i øvrigt at give afkald på deres ejendomsret til deres opsparing eller bolig. Fællesejendommen var en slags overbygning på privatejendommen.

Der skelnes ofte mellem marked, stat og civilsamfund, hvor den sidste størrelse er defineret ved hverken at være det første eller det andet.

Her ville det være forkert éntydigt at placere den selvforvaltende økonomi under civilsamfundet. Nok samarbejdede de - qua foreninger - indadtil, men udadtil var de i varierende grad nødt til at konkurrere, fx konkurrerede andelsforeningerne på det engelske marked. Men den indenlandske del af denne konkurrence var begrænset, fordi statsmagten havde institueret skel mellem nogle af aktørerne. Andelsmejerier måtte konkurrere med private mejerier, men kreditforeningerne (og forsikringsselskaberne, herunder de gensidige) levede en beskyttet tilværelse. På dette punkt var sparekasserne underprivilegerede, for mens de ikke måtte udføre egentlige bankforretninger, måtte bankerne godt modtage almindelig opsparing som indskud.

Vi er nu kommet til den tredje spiller (udover foreningerne og kapitalen) i dramaet om spillereglerne i dansk økonomi, nemlig statsmagten. Dermed er vi også kommet til en vigtig del af forklaringen på, hvorfor foreningerne kunne klare sig så længe overfor kapitalistiske virksomheder, og hvorfor de senere forsvandt eller omformedes i kapitalens billede.

Andelsbevægelsen havde Venstre og Det radikale Venstre i ryggen og mødte normalt ikke direkte fjendskab fra Socialdemokratiet.

Denne politiske styrke betød generelt en venligsindet lovgivning, og især at det lykkedes at fritage andelsforeningerne - og alle andre foreninger - fra den beskatning, som de kapitalistiske virksomheder var underkastet (selskabsskatten). Ved skattereformen i 1987 blev foreningerne skattepligtige, på linie med selskaber, men vel at mærke på den måde at den rene foreningsaktivitet næsten ikke beskattes, jf. Larsen/Pedersen, 2005: 167ff. Denne omlægning afspejler, at alle disse foreninger langt hen var blevet uskelnelige fra selskaber, og derfor - og for så vidt - ikke kunne gøre krav på skattefrihed.

Foreningsdanmark var klart på tilbagetog i 80erne, men dødsstødet kom da nyliberalismens dereguleringsfilosofi opnåede politisk hegemoni.

Kernen i nyliberalismen er afviklingen af kapitalkontrol, og når kapitalen sættes fri vil den vinde over andre økonomiske organisationsformer. Kapitalen kender efter sin natur ingen grænser og vil derfor besejre foretagender, der har den begrænsede målsætning at løse en opgave. Kapitalen kender kun til profitmaksimering, og det er profit der sikrer penge til at vinde markedsandele; foreninger, der trækkes med flere målsætninger, vil altid have den ene arm bundet bag på ryggen i konkurrencekampen. Derfor må de tilpasse sig eller dø. Anderledes udtrykt har de kun en chance, sålænge statsmagten binder kapitalen, altså udøver kapitalkontrol.

Ovenfor har vi set denne proces på spil indenfor de enkelte foreninger, der hver har udvist sin variant mellem tilpasning og død. Landbrugets tilbagegang forklarer at Foreningsdanmark skrumpede, skiftet i politik at resterne måtte blive selskabslignende.

Perspektiver
Fra en demokratisk vinkel er det frie og - nogenlunde - lige økonomiske fællesskab tillokkende. Men det var baseret på selveje og måtte derfor gå i graven med dette. I en moderne kapitalistisk økonomi, hvor de umiddelbare producenter ikke ejer 'deres' produktionsmidler, og derfor ikke frit kan indgå aftaler om forarbejdning og salg af produkterne, er der ikke basis for denne type økonomisk selvforvaltning.

Idéen om en demokratisk økonomi, hvor producenterne af varer og serviceydelser har indflydelse på deres økonomiske sammenhænge, kan hente inspiration i landbrugets fællesskabsøkonomi. Men ikke mere end det.

Den aktuelle selskabskapitalisme umyndiggør producenterne til at være passive lønmodtagere, og den eneste reelle modmagt til dette økonomiske styringssystem er statsmagten. En fremtidig demokratisk økonomi kan ikke funderes i lokale og frivillige sammenslutninger. Den kan kun hente sin styrke som en delegation fra det centraliserede og forpligtende demokrati. Ingen over og ingen ved siden af Folketinget, som Hørup sagde. Dette 'ingen' bør inkludere kapitalen.

Litteratur
Andersen, H. 1966: Hvem ejer Danmark, Fremad.
Braskhøj, John o.a. 1976: Det danske klassesamfund 1920 til 1940, Den Jyske Historiker.
Brixtofte, P. 1984: Danmarks nye magthavere, Schulz.
Hansen, Per. H. 2001: Da Sparekasserne mistede deres uskyld, Odense Universitetsforlag.
Ingemann, J. 2005: Andelsorganisering i det landbrugsindustrielle kompleks - en historisk oversigt,
Arbejdspapir fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, AAU.
Ingemann, J. Holm 2007: Fælled på andelsbasis, i 'Fælleder i forandring', red. af Erik Christensen og Per Christensen, Aalborg Universitetsforlag.
Johansen, P. U. og M. Trier 2004: Danmarks økonomi siden 1980 - en oversigt, Handelshøjskolens Forlag.
Larsen, T. og N. J. M. Pedersen 2005: Den offentlige sektor, Handelshøjskolens Forlag.
Lundkvist, A. 2004: Hoveder og høveder. En demokratisk kritik af det private samfund, 3. bind,
Frydenlund.
Lundkvist, A. 2009: Den danske kapitalisme og demokratiets forfald, i Dansk Nyliberalisme, red. af A. Lundkvist, Frydenlund.
Milhøj, P. 1961: Danmarks Statistik, 1. Del, Gads Forlag.
Milhøj, P. 1965: Danmarks Statistik, 2. Del, Gads Forlag.
Olsen, Erling 1962: Danmarks økonomiske historie siden 1750, Gads Forlag.
Statistisk Årbog, 1950-2009 (www.dst.dk).
Statistikbanken (www.statistikbanken.dk).  

Noter
[1] Kilder: Statistikbanken, tabel GF5, og Statistisk Årbog 1992, samt Statistikbanken, tabel NAT18 (om selvstændige).



[2] "Det er et karakteristisk træk ved det faglige organisationsarbejde indenfor landbruget, at nye iagttagelser, nye fodersammensætninger og nye metoder i det hele taget på ingen måde patenteres, men tværtimod spredes hurtigst muligt. Da den enkelte landmand ikke kan udvide produktionen væsentligt, føler han intet incitament til at konkurrere på prisen eller gennem isolerede kvalitetsfremstød. Følgelig er det i hans interesse, at også naboens produkt er af så høj kvalitet, at den samlede landbrugsproduktion kan afsættes på markederne til en så høj pris som muligt. Afsætningen kan derfor foregå i fællesskab, således at de danske landbrug i intimt samarbejde kan skabe et ensartet kvalitetspræg for hovedvarerne og optræde under ét på markederne" (Milhøj, 1961: 232).



[3] Redaktør Clemens Pedersen i Andelsbladet i 1965:

"Det kan lyde paradoksalt først at sige til andelsforeningernes medlemmer ude i de lokale kredse: nu må I være aktive og konstruktive og fremadstræbende og gøre en indsats for at sætte fart i strukturrationaliseringen  .. Når I så med stor indsats af tid og kraft og ord har fjernet det, hvorpå denne folkestyrede samarbejdsøkonomi hidtil har hvilet, så kan I gå i gang med en kraftig indsats for at bygge et nyt demokratisk apparat, som den nye folkestyrede samarbejdsøkonomi med de langt større enheder kan hvile på" (cit. efter Andersen, 1966: 155f).



[4] I 1963 havde vi blandt sparekassernes aktivposter udlån i beboelsesejendomme (28%), obligationer (15%), udlån i landbrugsejendomme (15%), udlån til kommuner eller mod kommunegaranti (12%) og andelsforeninger 4% (Milhøj, 1965: 291).



[5] Iflg. Statistisk Årbog 1950 havde sparekasserne i 1948/49 22% af balancen i den finansielle sektor, hvortil kom kreditforeningernes 32% og (anslået) 3% for de gensidige forsikringsselskaber, jf. tabellerne 171, 172, 173 og 187. De 5% gælder for 2007 (Statistisk Årbog 2009, tabel 431).



[6] Se Lundkvist, 2009: 54ff, om denne 'folkekapitalisme'. Se også diskussionen om klasser i www.kritiskdebat.dk gennem det sidste års tid.