Statsgælden, krisen og venstrefløjen
Af Anders Hadberg

Offentliggjort: 15. august 2010
Når man læser analyser af den europæiske statsgældskrise skrevet af kommentatorer fra centrum-venstrefløjen i Danmark sidder man tilbage med indtrykket af to ting: (1) at en ond finanskapital har ødelagt en ”sund” genopretning af europæisk kapitalisme, samt (2) at hvis blot vi genindførte den stramme regulering af finanssektoren, så ville vejen til genopretning af europæisk kapitalisme være næste stop. Dertil kunne man føje nogle finanspolitiske instrumenter til den europæiske statsoverbygning, EU, og man ville in spe have statsdirigeret kapitalisme a la Keynes. Således ville EU kunne intervenere finanspolitisk, udjævne de økonomiske konjunkturer og dermed sikre en krisefri europæisk kapitalisme (med et menneskeligt ansigt).

Der er to hovedproblemer i denne tilgang. For det første er analysen af den økonomiske krise, og dermed grundlaget for statsgældskrisen forkert. For det andet leder denne analyse til forkerte politiske svar. Problemet med denne forståelse af statsgældskrisen er, at den reducerer krisen til et spørgsmål om markedsmanipulation og ikke ser på hvordan kapitalismen som system har banet vejen for sin egen krise de sidste 3 årtier. Dertil kan man føje, at tilgangen er statscentreret, dvs. at en forklaring af krisen som problemer for og af staten – dvs. som fejlslagen statslig forvaltning af den (supra)nationale økonomi, der skal erstattes med en ny statslig forvaltning af den (supra)nationale økonomi. Herved overses de klassemodsætninger, som ikke bare ligger bag den økonomiske krise, men som også bliver afgørende for udfaldet af krisen.

Statsgælden og den økonomiske krise

Krisens årsager må imidlertid søges et spadestik dybere end børsmæglere og lånehajers indflydelse på renter og valutakurser. Årsagerne til den europæiske statsgældskrise må søges i den kapitalistiske økonomi og den krise, der har præget det internationale system siden 2008. Her rækker det ikke at se på den finansielle sektor.

I første omgang er det nødvendigt at forstå, hvordan statsgælden hænger sammen med den økonomiske krise. Opbygningen af en høj statsgæld i de europæiske lande er direkte relateret til den økonomiske krise. Fælles for alle staterne er faldende indkomst fra skatter pga. lavere profitter og stigende arbejdsløshed. De lande, hvis økonomier var under kraftigt pres fra den hårde kerne af industrilande i EU, har tilsvarende oplevet en større forværring af finanserne. Intensiveringen af jagten på afsætning i faldende markeder har pustet til eksportdrevne krisestrategier, der øger underudviklingen af den europæiske periferi, herunder Sydeuropa, fordi forskellen i teknologisk udvikling og produktivitetsvækst er koncentreret og koncentreres yderligere i centrum.[1]

På et andet centralt punkt er statsgælden direkte relateret til den økonomiske krise. Gennem hjælpepakker til både bankerne og erhvervslivet har de europæiske stater brugt milliarder og milliarder af euro på at afbøde effekten af krisen. Det har øget presset på statsfinanserne betragteligt. Dette element overses belejligt af nyliberale analytikere, som dermed undlader at fortælle, at BNP faldet i nogle europæiske lande sandsynligvis ville være dobbelt så stort som tilfældet er.

articles: hadb_082010_1.png

En nyliberal gældsboble
I virkeligheden er staternes gældsætning, blot én af de måder, som kreditsystemet har spillet en central rolle i forsøget på at undgå en større implosion af europæisk kapitalisme. Ophobning af gæld i husholdningerne har måske i virkeligheden været den måske mest betydningsfulde faktor i at udskyde en generel kapitalistisk krise gennem de sidste 10 år, jf. figur 1.

Husholdningernes gæld steg - og stiger stadig - fordi den nyliberale fase af kapitalistisk vækst, medførte lavere lønvækst og stigende udbytning for at modvirke faldet i virksomhedernes afkast (profitraten) i 1970erne til starten af 1980erne, jf. figur 2 nedenfor. Dette fænomen er globalt og genfindes også i Danmark (om end den lave historisk lave produktivitetsvækst i Danmark fra begyndelsen af 2000'erne reelt har betydet et fald i profitkvoten).[2]

Umiddelbart ville dette alt andet lige føre til faldende efterspørgsel (fordi den relative købekraft hos arbejderbefolkningen faldt), der ville skabes et realiseringsproblem - dvs. problem med at sælge de producerede varer på markedet og realisere merværdien nedlagt heri. Imidlertid har stigende gældsætning opretholdt husholdningernes forbrug. Husholdningernes gæld har altså tjent samme funktion som statsgælden tjente under den keynesianske epokes storhedstid i 1960-70'erne.

articles: hadb_082010_2.png

Husholdningernes gældssætning blev muliggjort af to forhold. For det første skabelsen af en række bobler i aktivpriserne, som skjulte den underliggende værdi af aktiverne og muliggjorde belåning. Den mest betydningsfulde for at muliggøre en bred gældopbygning er naturligvis boligboblen. Systemet, hvorigennem denne mekanisme fungerede, er klart beskrevet i Peter Gowans arbejder.[3] Den seneste aktiv(pris)boble, der skabtes, var boligboblen, som af flere kommentatorer er blevet beskrevet som en bevidst handling fra tidligere US finansminister, Alan Greenspan, hvor renten sænkedes kunstigt for at stimulere kreditefterspørgslen og dermed forbruget. Det ledte til en kæmpe boble, der brast i sommeren 2007 og udløste en generel krise i verdensøkonomien.

For det andet muliggjordes den øgede gældssætning af en kraftig omorganisering af reguleringen af den finansielle kapital overalt i de vestlige stater fra omkring 1980. Mange kommentatorer har omtalt denne omstrukturering som de-regulering, dvs. som afvikling af regulering, men dette var blot første etape i hvad vi passende kunne kalde en nyliberal styring af finanssektoren. I virkeligheden ophørte styringen af kredit- og pengesystemet ikke under den nyliberale dominans, men blev erstattet af nyliberal styring, der iscenesatte kreditsystemet som en central disciplinerede instans ift. skærpelse af den hjemlige konkurrence om låne- og aktiekapital mellem virksomheder.[4]

Typisk fokuserer kriseanalyserne hos centrum-venstrefløjen på stigning i profitterne og omsætningen hos den finansielle sektor. Imidlertid har kreditten - som antydet ovenfor - spillet en funktionel rolle for kapitalismen som system. Kun ved at fjerne den keynesianske "repression of finance" installeret til at tæmme finanssektoren fra mellemkrigstiden og frem til 1980erne, var det muligt at udskyde den krise, som recessionen i 1970erne havde medført. Skabelsen af kunstig efterspørgsel ved at ændre på de institutionelle betingelser for kreditgivning - herunder udvikling af en lang række nye finansielle instrumenter hjulpet på vej af udviklingen i IT.

Sammenbruddet i den nyliberale model kom med boblen på boligmarkedet, som ikke kunne inddæmmes, da den udløste en dominoeffekt blandt de største banker i system. Kreditsystemet var spændt til sit yderste i forsøget på at være limen, der holdt kapitalismens modsætning mellem forbrug og produktion sammen. Den nyliberale gældsboble, der blev pustet op med husholdningernes enorme gældsætning, truer med at vælte de europæiske økonomier. Høj bruttogæld relativt til indkomsten er ikke et problem så længe formuerne stiger - eller der er inflation i prisen på formuens aktiver. Problemet er at denne spiral ikke kan fortsætte for evigt. Og når indkomsten begynder at stagnere eller direkte falde som under den nuværende krise, så er husholdningernes gæld en boble, der venter på at sprænges.

Ligeledes gælder det for enhver form for genopretning af de europæiske økonomier, at den massive gæld lægger et nedadgående pres på forbruget. Dermed er der skabt en afkobling mellem produktionen og forbruget, som gør en ny optur i den europæiske kapitalisme svær at forestille sig inden for den nærmeste fremtid.

I forbindelse hermed afslører figur 1 ligeledes et interessant forhold, nemlig den i international sammenligning enormt høje gældssætning i danske husholdninger. I februar 2010 udråbte San Francisco Federal Reserve Bank da også Danmark til verdens mest forgældede folk på baggrund af analyser af data fra Verdensbanken. Dette forhold var stort set overset i den økonomisk-politiske debat i Danmark om det relativt voldsomme danske konjunkturnedslag i 2009, hvor efterspørgslen faldt meget kraftigt og dermed trak økonomien ned.[5]

Krisen er kapitalismens
Det følger af ovenstående, at den økonomiske krise ikke blot er en krise i den nyliberale model for kapitalistisk vækst. Tværtimod kan vi ikke forstå dybden af den krise, der er undervejs, hvis ikke vi sætter krisen i sin rette historiske sammenhæng. I det følgende vil jeg kort skitsere krisens historiske rødder og lægge en ansats til at forklare, hvordan den nuværende økonomiske krise er en kapitalistisk krise på linje med tidligere strukturelle kriser i kapitalismens historie: 1890erne, 1930erne og 1970erne.

Tilsyneladende er det paradoksalt, at der brød en strukturel krise ud i den internationale kapitalisme i 2008. I historisk tilbageblik ser den nyliberale fase fra 1980-2008 ud som en epoke karakteriseret ved en rehabilitering af profitraten i de mest industrialiserede stater, jf. figur 2. Figur 2 viser, hvordan profitraten - det måske mest centrale sundhedsmål for den kapitalistiske økonomi - nåede et vendepunkt omkring 1981-82. Fra et stejlt fald forårsaget af krise i 1970erne, begyndte en genopretning af profitraten og tendensen var stigende eller stagnerende i både USA og Europa - alt afhængigt af hvilket mål for profitrate der benyttes.[6]


articles: hadb_082010_3.png
[7]

De centrale foranstaltninger taget af arbejdsgivere og borgerlige regeringer i perioden for bremse den kapitalistiske krise var følgende:

i.   Stagnerende eller faldende realløn for at øge udbytning af arbejdskraften - og øge merværdimassen

ii.   En ny regulering af finanssektoren, der tillod kraftig udvidelse af kredit

iii.  Forsøg på at mindske den offentlige sektors rolle som afskærmet sektor - dvs. uafhængigt af akkumulationen af kapital i de private virksomheder.

Især (i) havde en direkte effekt på profitraten. Kontrollen over lønudviklingen blev genvundet gennem åbne konfrontationer med arbejderklassen. I USA står flylederstrejken i 1980 centralt denne historisk udvikling; mens det mest kendte opgør i Europa fandt sted i Storbritannien 1984/85. I Skandinavien var der ligeledes åben kamp om magten: Påskestrejkerne 1985 i Danmark, Storkonflikten i 1980 i Sverige, den forfejlede lockout i Norge i 1986. I mange tilfælde endte fagforeningernes ledere med at blåstemple nye former for løntilbageholdenhed og løndifferentiering. I denne proces tabtes de solidariske lønpolitikker, der var blevet vundet i efterkrigstiden.[8]

Betydningen af løntilbageholdenhed var stigende merværdirate og dermed højere profitrate. I Figur 3 er lønkvoten (dvs. den samlede lønsums andel af BNP) vist. Lønkvoten er det omvendte billede af udbytningsgraden i en økonomi - jo mere løn ift. samlet indtjening, jo lavere udbytning. Lønkvoten kan altså bruges til at afbillede udbytnings- eller merværdiraten. Hvis lønnen falder ift. produktiviteten, vil det vise sig som et fald i lønkvoten (og per definition som en stigning i profitkvoten, der svarer til merværdiraten).

Figur 3 viser et ensartet billede af udviklingen i både Europa og USA. Fra en faldende udbytningsgrad i 1960-70erne, vendte udviklingen drastisk i starten af 1980erne. Serien for Eurozonen (16 lande) viser en stærkt nedadgående tendens, men tendensen er mindre stærk - om end ensartet i USA. Krisen i 2008 forskød udbytningsgraden nedad fordi faldet i BNP løb forud for en tilpasning af lønningerne.


articles: hadb_082010_4.png
Problemet i den nyliberale strategi, hvor lønkonkurrenceevnen er det centrale interimperialistiske succesparameter, er, at det kraftigt øger problemerne med at afsætte varerne på markedet. Hvis alle lande giver deres arbejdere lave lønninger reduceres alt andet lige den relative købekraft. Her bliver kreditsystemet afgørende. Derfor spillede finanssektoren så vigtig en rolle i den nyliberale model. Kollapset i det gældsdrevne forbrug, udløste et kollaps på forbrugssiden af den nyliberale model og medførte sammenbrud i systemets produktionsside.

Det er imidlertid forfejlet at fastholde en dikotomi mellem underforbrugs- og overproduktionskrise.

I lighed med tidligere kriser er den nuværende økonomiske krise - for at tale med Ernest Mandel - både en overakkumulationskrise, en overproduktionskrise og en underforbrugskrise.[9] Med andre ord slår krisen igennem som et sammenbrud i af både kapitalismens produktions- og cirkulationssfære. Sammenbruddet udgør i de to sfærer "det sammenhængende fænomen af stigende vanskeligheder med at opretholde akkumulationsraten (der udspringer fra den gennemsnitlige profitrates tendens til at falde) og stigende vanskeligheder med at sælge det stigende bjerg af producerede varer (eller, hvad der egentligt er det samme, fuldt at udnytte den eksisterende kapacitet for vareproduktion)."[10]

Den nuværende krises forløb bekræfter denne tese. Michel Husson, har vist hvordan krisens udbrud medførte et øjeblikkeligt og samtidig fald i både forbrugskvoten, kapacitetsudnyttelsesraten og profitraten.[11] Det er altså ikke modstillingen mellem to forskellige krisetorier ("underforbrug"/"overproduktion"), men spørgsmålet om hvordan de tre centrale krisetendenser, over-akkumulation, over-produktion, og under-forbrug interagerer med hinanden.

Statsgælden og venstrefløjens krisestrategier
Den nyliberale krisestrategi er ganske klar i Europa og rodfæstet i EU apparatet: det handler om klassepolitik, hvor kampen står om regningen for krisen. Statsgældskrisen bruges som løftestang for at skære ned den offentlige sektor, forringe velfærden og forringe løn- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte. Krisepakkerne i Grækenland, Spanien, Irland og Italien viser hvordan borgerlige regeringer, EU og arbejdsgiverne bruger krisen til at radikalisere det nyliberale projekt i Europa.

Statsgældskrisen tilføjer et ekstra dilemma for den reformistiske venstrefløj, hvis krisestrategi både vil tilgodese virksomheder og arbejderbefolkningen. Den klassiske ekspansive finanspolitik er ikke mulig uden yderligere at øge statsunderskud og -gæld med mindre man vil øge statens indtægter ad anden vej. Med andre ord bliver fordelingspolitikken det helt centrale omdrejningspunkt i en krisestrategi.

Ydermere er mulighederne - som vist i forrige afsnit - for at sætte gang i europæisk kapitalisme gennem ekspansiv finanspolitik begrænsede. Husholdningernes gældsbelastning har i mange lande nået sidste hul i bæltespændet og kan ikke drive en ny optur. Derfor er strategier baseret på strategisk eksportdrevet vækst, hvor den nationalt baserede eksportkapital favoriseres og subsidieres for at tjene penge og arbejdspladser til det enkelte land heller ikke en holdbar løsning.[12]

Løsningen er ikke holdbar af tre grunde. For det første fordi der ikke er et stærkt indre europæisk marked. Derfor vil det for det andet lede til et "ræs mod bunden" og i sidste ende intensivere den interimperialistiske konkurrence. For det tredje vil det - i det omfang venstrefløjen giver opbakning hertil - effektivt blokere for en inter-europæisk solidaritetskamp blandt arbejderne. 

Venstrefløjen står altså i en grundlæggende valgsituation: hvem skal betale regningen for krisen?

Her har vi klassepolitik i sin klareste form og det er venstrefløjens svar på dette spørgsmål, som vil blive afgørende i den kommende fase af klassekampen. Hvilke styrkepositioner kan opbygges ud fra den politiske dagsorden, hvilke sociale kræfter kan organiseres og mobiliseres - og på hvilken progressiv politik? Omvendt vil det defensive svar fra venstrefløjen følge et blindt spor, hvor jagten på ny "sund" kapitalistisk vækst leder til angreb på arbejderklassens egne bevægelser, organisationer og tilkæmpede rettigheder.[13] Det har vi set, når socialdemokratiske partier i Europa - måske med moderat psykisk pres fra EU - angriber egne arbejderbefolkninger gennem drastiske nedskæringspakker. Responsen fra befolkningerne er da heller ikke udeblevet.

Og det er netop i denne valgsituation af forskellene på venstrefløjen tydeliggøres. Opfattelsen af den kapitalistiske krise, dens rødder og konsekvenser er afgørende for de politiske svar som gives. Centrum-venstrefløjens analyse er ikke forkert, når den hævder at det er banker og pengemænd, der står bag spekulationen i statsgæld og dermed de ukontrollerbare renter og valutakurser, og som truer ikke blot de sydeuropæiske økonomiers fundament, men hele Euro-konstruktionen. Det er heller ikke forkert, når adskillige kommentatorer fra centrum-venstrefløjen hævder, at der føres en økonomisk politik blandt statscheferne i EU, der favoriserer bankerne på bekostning af sydeuropæiske økonomier og befolkninger.

Imidlertid er det forkert, at den finansielle sektor, eller særligt usunde dele heraf, skulle være årsagen til både statsgældskrisen og den egentlige hindring på vejen til at genetablere en sund kapitalisme efter den økonomiske krise brød ud i 2008. Denne forklaring leder til løsninger, hvor udveje på krisen bliver administrative statsindgreb som fx "europæisk bankskat", "Tobinskat" eller "en europæisk solidaritetsfond".[14] I sig selv er disse løsninger et mindre skridt på vejen til en socialistisk europæisk venstrefløjspolitik, men ikke i nærheden af at fjerne årsagerne til statsgældskrisen endsige årsagerne til krisen i europæisk kapitalisme. Snarere tværtimod.

I Danmark synes den berøringstrængende del af venstrefløjen, Socialdemokratiet og SF, med deres udmelding i om en "Fair Løsning" at ville omfavne erhvervslivet og genskabe en samarbejdsmodel a la 1950erne, hvor afdrag på statsgælden (dvs. regningen for krisen) deles "ligeligt" mellem arbejderbefolkningen og arbejdsgiverne, og hvor produktivitetsforbedringerne (i det offentlige) deles i porten - og gevinsten er beskæftigelse.[15]I sig selv er S-SF's foreslåede klassesamarbejde, hvor arbejderbefolkningen finansierer 2/3 af gildet og arbejdsgiverne 1/3, dyrt købt. Men spørgsmålet er ligeså meget om det på den mellemlange bane leder til en opblomstring af dansk eller europæisk kapitalisme eller om det blot leder til en svækkelse af arbejderbefolkningens styrkepositioner, hvilket igen kan lede til nye angreb herpå?

Begrundelserne for at arbejderbefolkningen skal spise Fair Løsnings 12 minutter lange lort (ifølge Mathias Tesfaye på bagsiden af Ekstrabladet) er "mindste onde" logikken. Der er ikke rigmænd nok til at betale regningen for krisen, skal vi forstå. Imidlertid viser Enhedslistens seneste udspil til en genopretningspakke, at der er masser af penge til at lukke hullet i statskassen og samtidig finansiere øget velfærd. Hvis ikke man anser Enhedslisten for sandhedsvidne, så behøver man blot at nævne, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Finansministeriet gennem de seneste 5 år har udgivet dokumentation for at uligheden i samfundet er øget pga. udbetaling af profit til aktionærerne. Så vidt vides ligger pengene stadig i lommerne på storaktionærerne.[16]

Men det er et spørgsmål om politisk vilje at lade de rige betale for krisen - det handler om vilje til på venstrefløjen at føre klassepolitik til gavn for arbejderbefolkningen og på erhvervslivets og aktionærernes bekostning. Ikke omvendt.


[1] Det ligger uden for artiklen at diskutere tesen om den kombinerede og ulige udvikling som en indre tendens i kapitalismens historiske udvikling. Det er imidlertid ikke mindre end årsagen til at den voksende statsgæld kunne blive til en krise.

[2] Se fx Husson (2008): "The upward trend in the rate of exploitation", i International Viewpoint, feb. 2008: http://www.internationalviewpoint.org/spip.php?article1421. For analyse af udviklingen i udbytningsraten i Danmark se også Anders Hadberg (2009): 'Klasser, fordeling og magt i nyliberalismens Danmark', i A.Lundkvist (red.2009): "Dansk nyliberalisme", Frydenlund.

[3] Se fx Gowan (1999) "The Global Gamble", Verso; eller Gowan (2009) "Crisis in the Heartland", New Left Review, nr. 55, Jan-Feb 2009.

[4] For en fremragende historisk analyse af omlægningen af Bretton Woods systemet til den nyliberale finansorden, se Eric Helleiner's (1994): "States and the Re-Emergence of Global Finance", Cornell University Press. For en historisk analyse af udviklingen i reguleringen af banksektoren i Danmark, se Anders Hadberg (2007): Nyliberalismen i Danmark og reguleringen af finanssektoren", i Kritisk Debat, juni 2008: http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=258

[5] Det er klart, at forskelle i institutionelle forhold er afgørende for at forklare forskelle i gældsniveauer mellem landene. Imidlertid kan disse institutionelle forskelle ikke forklare den samlede trend, der går mod stadigt højere gældsniveauer.

[6] Beregningen af profitraten, som er afbilledet i figur 2 baserer sig på genanskaffelsespriser og ligger dermed højere end en beregning baseret på historiske anskaffelsespriser - jf. Kliman (2009): "The Persistent Fall in Profitability Underlying the Current Crisis, 2nd (incomplete) draft".

[7] Michel Husson (2010b): "The debate on the rate of profit", i International Viewpoint, juli 2010: http://www.internationalviewpoint.org/spip.php?article1894 .

Profitraterne er her beregnet i genanskaffelsespriser, men jeg ønsker ikke at tage stilling i debatten om hvorvidt genanskaffelsespriser eller historiske anskaffelsespriser er det mest relevante mål for fast realkapital i profitrateberegninger, jf. Andrew Kliman (2007): "Reclaiming Marx' Capital", Lexington Books UK.

[8] For en analyse af betydningen af nye klassekompromisser og institutionaliseringen af nye klassesamarbejder i Skandinavien, se Anders Hadberg (2009): "Neoliberalism in Scandinavia - on the Transformation of Political Hegemony and Economic Governance in the Scandinavian Welfare States". Speciale: Statskundskab. Københavns Universitet.

[9] Se side 60-61 i Ernest Mandel (1995): "Long waves of capitalist development", Verso.

[10] Mandel (1995), side 60. Uatoriseret oversættelse fra engelsk.

[11] Se figur 5, side 10, i Michel Husson (2010): "The debate on the rate of profit", i International Viewpoint, juli 2010: http://www.internationalviewpoint.org/spip.php?article1894 .

[12] Dette er et nulsumspil om markedsandele i et faldende eller stagnerede indre europæisk marked, hvor nogle lande vinder på bekostning af andre. Tyskland overskud er kommet i stand på bekostning af de sydeuropæiske landes underskud.

[13] Bent Graversen (2010) "Arbejdsmarkedsreform - en nødvendig erhvervspolitik", Kritisk Debat 54. ug. 7. årg., er et glimrende eksempel på berøringstrangens ubehagelige bagside: arbejdsmarkedet skal indrettes for at tjene eksportvirksomhederne.

[14] Bent Graversen. 2010. "Den græske linedans". Kritisk Debat, 56. udg. 7. årg.

[15] For en gennemgang af den fordelingspolitiske side af Fair Løsning, se Anders Hadberg (2010) "Kriseplaner: Hvem skal betale?", Socialistisk Information, 08.06.2010: http://www.socialistiskinformation.dk/side.php?id=537.

[16] Endvidere er forgyldelsen af aktionærer er træk, der genfindes i de fleste større europæiske lande og der er basis for at rejse internationale krav på baggrund heraf som griber ind i kapitalens magtbaser på andre måder end blot gen-regulering af finanssektoren. Se Michel Husson (2010a), Le partage de la valeur ajoutée en Europe, fremkommer i La Revue de l'Ires. http://hussonet.free.fr/psalirsw.pdf