Hvorfor ikke lægge de to socialdemokratier sammen?
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. august 2010
"Hvorfor slår de to socialdemokratier - underforstået S og SF - sig ikke sammen til ét parti?" Det spørgsmål har jeg fået adskillige gange inden for de seneste to år. Ikke bare som et nysgerrigt spørgsmål fra familie og venner til én, der har sin daglige gang på Christiansborg. Men også både som et drillende eller nysgerrigt spørgsmål, og spørgsmålet er kommet fra både almindeligt politisk interesserede, organiserede SF'ere, socialdemokrater og folk fra Enhedslisten.

Denne artikel handler om, hvorfor jeg svarer, som jeg gør - og ikke mindst om hvorfor svaret hverken er så ligetil eller så forventeligt, som man måske tror. Mit svar kan du læse senere i artiklen, men først lidt om det, der ligger til grund for mit svar og en forklaring på, hvorfor det ikke er så underligt, at flere og flere stiller det spørgsmål.

Et nyt centrum-venstre-landskab i Europa
I løbet af de sidste 10 år har der udkrystalliseret sig et nyt partilandskab på den venstre side af det politiske spektrum. De fleste europæiske socialdemokratier har tidligere været vant til at være det altdominerende parti på venstresiden. Mange af dem har tidligere været vant til stemmeandele på 40 pct. og derover. I dag er de socialdemokratiske partier ofte kun i stand til at hente mellem 20 og 30 procent af stemmer. Ved de seneste valg gælder det bl. a. Storbritannien (29,4), Tyskland (23,8), Frankrig (24,7), Østrig (29,3), Finland (21,4), Island (29,8) og Danmark (25,5). Nogle holder fortsat skansen nogenlunde og ligger mellem 30 og 40 procent (Sverige (35,0), Norge (35,4), Portugal (36,6), Italien (34,2) og Slovakiet (30,5)), mens andre er dykket helt ned under 20 procent (Belgien (14,0), Polen (13,2), Holland (19,0), Ungarn (19,3) og Irland (10,1). Kun to af de europæiske socialdemokratier kan endnu regere på grundlag af mere end 40 procent af stemmerne (Grækenland (43,9) og Spanien (43,9)).

I dag må mange europæiske socialdemokratier fungere sammen med andre venstrefløjs- og grønne partier af en vis størrelse. I nogle få lande udgør de grønne og venstreorienterede partier over 20 procent af stemmerne (Tyskland (22,6) og Island (21,7)) og mange steder mellem 10 og 20 procent (Finland (17,3), Holland (16,5), Sverige (11,1), Belgien (18,1), Østrig (10,4), Tjekkiet (13,7), Grækenland (14,6), Irland (12,2), Schweiz (11,0) og Danmark (17,2).

De reducerede europæiske socialdemokratier har derfor typisk mulighed for at støtte sig på disse venstreorienterede og grønne partier. Men alligevel har der samlet set været tale om et markant tab af regeringsmagten over de sidste 10 år. Ved årtusindeskiftet sad de socialdemokratiske partier på regeringsmagten i 12 og EU's daværende 15 lande. I dag er der kun socialdemokratiske eller centrum-venstre-regeringer i Grækenland, Spanien, Portugal, Cypern, Island og Norge. På Cypern er det endda ikke socialdemokraterne selv, men en kommunist, der sidder for bordenden som regeringsleder.

Kombinationen af socialdemokratisk svækkelse og den relative styrkelse af de grønne og venstreorienterede partier på venstresiden betyder, at det politiske grundlag for mange europæiske socialdemokratiers forsøg på at regere på baggrund af et moderniseret catch-all parti med en centrumsøgende politik og tilsvarende partialliancer dermed er væk.

I det nye partilandskab går socialdemokraternes vej til regeringsmagten nærmest uomtvisteligt over en mere eller mindre snæver alliance med de øvrige centrum-venstrekræfter. Som det har vist sig i bl.a. Norge og Sverige kræver det ofte en alliance med både grønne og venstreorienterede partier.

Spørgsmålet er nu, om disse forandringer i venstresidens europæiske partilandskaber kun er midlertidige. Er det nye centrum-venstre-landskab i Europa kun er et tilfældigt sammenfald og dermed en forbigående omgruppering? Eller er der tale omændringer, der afspejler mere varige og grundlæggende skift i de sociale, klassemæssige og politiske forudsætninger for centrum-venstre-kræfterne ageren? En række forhold tyder på det sidste. Som jeg skal uddybe nedenfor er der for mig at se tale om et mere grundlæggende og varigt skift, og hvis det er tilfældet bør det få konsekvenser for den strategiske tænkning i både socialdemokratierne og hos de øvrige centrum-venstre-partier.

Klassemæssige og ideologiske forskydninger
De ovenfor beskrevne forskydninger i centrum-venstre-partiernes samlede vælgeropbakning afspejler nogle mere grundlæggende klassemæssige forskydninger. Tager vi her det danske eksempel havde arbejderpartierne i 1990 opbakning fra 67 pct. af arbejdervælgerne. Et væsentligt flertal af arbejderne stemte dengang på arbejderpartierne. Allerede 10 år senere var dette ændret drastisk. Ved valget i 2001 fik arbejderpartierne under 40 pct. af arbejdervælgerne, og det var en af de altafgørende årsager til Anders Fogh Rasmussens valgsejr.

Det afgørende politiske skred i 2001 skete blandt lønmodtagerne i den private sektor, som rykkede dramatisk til højre. Socialdemokrater, radikale og venstrefløjen fik kun 29 procent af arbejderstemmerne i den private sektor.

Det gentog sig i 2005, og selv om oppositionen i 2005 gik fem procent frem blandt de offentligt ansatte, var tilbagegangen blandt de privatansatte lønmodtagere stor nok til at sikre en fortsættelse af VKO-epoken. Siden da er dette skifte ikke blevet grundlæggende vendt. Arbejderpartiernes opbakning blandt arbejdervælgerne var i 2005 nogenlunde den samme som i 2001. Mindre end hver tredje privatansatte lønmodtager stemte i 2005 på et arbejderparti eller RV. Selv om noget tyder på, at SF's fremgang ved valget i 2007 delvist skyldes nye arbejdervælgere, var der med Socialdemokraterne nederlag ikke tale om nogen afgørende vending.

Centrum-venstre-partierne i Danmark har skiftet mange privatansatte (arbejder)vælgere ud med relativt færre offentligt ansatte (mellemlags)vælgere. Samtidigt er centrum-venstre-partierne kravlet op ad uddannelsesstigen. Tabet af bl.a. ufaglærte arbejdere er sket samtidig med en vækst i opbakningen blandt de veluddannede vælgere. Blandt danskere med studentereksamen har over halvdelen stemt på centrum-venstre i en årrække. Derimod har der været en tendens til, at vælgere med erhvervsuddannelse stemmer mere og mere borgerligt.

Samtidig har både Socialdemokratiet, SF og de radikale måttet affinde sig med stadigt færre kernevælgere, der pr. tradition og/eller grundlæggende overbevisning stemmer på dem valg efter valg.

Det er endda ikke nok med det. Socialdemokratierne har ikke blot måttet dele en voksende del af centrum-venstre-vælgerne med andre grønne og venstreorienterede centrum-venstrepartier. I mange lande har mange af vælgerne med centrum-venstre-værdier og holdninger helt valgt centrum-venstre-partierne fra.  I en række lande har ikke mindst arbejdervælgere og folk på overførselsindkomster valgt sofaen frem for centrum-venstrepartierne. Det gælder ikke mindst i de lande, hvor socialdemokratierne er gået længst til højre og har været mest kompromissøgende mod centrum og højre.

Det drejer sig primært om en række europæiske socialdemokratier, anført af Tony Blairs New Labour og Gerhard Schrøders SPD, som i en årrække har forsøgt at matche denne situation ved at omdanne sig fra et arbejderparti (med tætte forbindelser til fagbevægelsen) til et centralstyret og mediebevidst bredt catch-all parti. Men efter de hidtidige erfaringer at dømme har det været ganske svært - og reelt umuligt - for de socialdemokratiske catch-all-partier at indfange denne nye sociale, klassemæssige og ideologiske heterogenitet. Det har ganske enkelt ikke været muligt at gøre de socialdemokratiske partier tilstrækkeligt troværdige og nærværende for hele det relativt brede og skiftende sociale og ideologiske centrum-venstre spektrum.

Ved det senest forbundsdagvalg i Tyskland mistede SPD 6 millioner stemmer, og de to øvrige centrum-venstrepartier, Die Grüne og Die Linke, formåede kun at samle omkring 2 millioner af dem op. Disse vælgere valgte ikke primært højrefløjen, men derimod sofaen. Sofavælgernes antal voksede med ca. 4,5 millioner, og valgdeltagelsen faldt fra omkring 78 procent til godt 70 procent.

Det samme skete ved det nylige valg i Storbritannien. Siden 1997 har New Labour tabt ca. 5 mio. vælgere, hvoraf hovedparten er tabt blandt manuelle arbejdere og folk på overførselsindkomster. Her er det værd at bemærke sig, at både SPD i Tyskland og New Labour i Storbritannien hører til de europæiske socialdemokratier, der mest konsekvent har tænkt i 'den tredje vej' og er rykket længst til højre. I Tyskland har SPD ikke mindst tabt troværdig hos arbejdere og folk på overførselsindkomster med partiets hårdhændede socialpolitik, den såkaldte Hartz 4. I Storbritannien har den tredje vejs aktive bidrag til den neoliberalistiske "finansialisering" af økonomien ikke blot styrket London som et af verdens finanscentre, men dermed også medvirket afgørende til, at Storbritannien er et af de lande, der er blevet ramt allerhårdest af finanskrisen.

Den tid er forbi, hvor centrum-venstre domineres af et socialdemokratisk parti med en altafgørende opbakning fra en arbejderklasse, for hvem det er naturligt at se sig selv som 'arbejdere', hvis interesser repræsenteres og varetages af Socialdemokratiet.[1] I stedet tegner der sig at politiske landskab af arbejder- og mellemlagsvælgere, der ikke blot har varierende og ikke sjældent indbyrdes konfliktende interesser, men som samtidig har ganske skiftende politiske prioriteringer af, hvad der netop nu er de vigtigste politiske spørgsmål for dem.

Disse skift i det politiske landskab er bl. a. et resultat af en politisk moderniseringsproces, hvor ideologisk orientering og politisk identitet i højere grad er et løbende (nyt) tilvalg frem for tidligere tiders mere traditionsbestemte og ofte livsvarige tilhørsforhold til bestemte klassebaserede politiske partier.

Dette er i sig selv et argument for, at det nye centrum-venstre-landskab i Europa ikke kun er et tilfældigt sammenfald. Der er snarere tale om et mere varigt og grundlæggende skift i de sociale, klassemæssige og politiske forudsætninger for centrum-venstre-kræfterne ageren. Det nye politiske landskab af varierende og ikke sjældent indbyrdes konfliktende sociale interesser i centrum-venstrepartiernes naturlige vælgergrundlag har gjort det objektivt betydeligt sværere at forestille sig ét stort socialdemokrati, der kan rumme og tiltrække alle disse forskellige strømninger. Det nye sociale og politiske landskab skriger mere på et centrum-venstre bestående af forskellige politiske strømninger med forskellige bud og forskellig appel til de forskellige sociale og ideologiske strømninger.

Set i det lys er den gamle arbejderbevægelses forestillinger om det store hegemoniske arbejderparti og ikke mindst den kolde krigs forestilling om benhård socialdemokratisk kamp mod alle andre centrum-venstre-strømninger en direkte hæmsko for at udvikle et stærkt centrum-venstre. Uanset om man vil se det som et udtryk for, at nød lærer nøgen kvinde at spinde, gjorde Helle Thorning Schmidt det rigtige, da hun efter længere betænkningstid indledte et tættere samarbejde med SF, vel vidende, at prisen nok ville være et fortsat stort og voksende SF. Helle Thorning Schmidt kunne ikke slå hverken Anders Fogh Rasmussen eller Lars Løkke Rasmussen uden at bryde med gammel socialdemokratisk tankegang og satse på en egentligt centrum-venstre-samarbejde.

Den tredje vej ender blindt
Det nye centrum-venstre-landskab skyldes imidlertid ikke udelukkende sociale og ideologiske ændringer. Nogle steder er der specifikke nationale politiske forklaringer på det: De socialdemokratiske partier og regeringer har ganske enkelt ikke været gode nok. Men der er tale om en så omfattende europæisk tendens, at det er svært at forklare fyldestgørende alene med henvisning til en dårlig udførelse af socialdemokratiernes 'tredje-vejs-socialdemokratisme'. Der er i stedet tale om et mere generelt problem for selve 'den tredje vej' som socialdemokratisk strategi.

For de europæiske socialdemokratier er en satsen på centrum-venstre-alliancer, som det bl.a. sker i Norge, Sverige og Danmark, og som stærke kræfter presser på for i Tyskland, et de facto et brud med 'den tredje vej'. En åben eller skjult erkendelse af, at den tredje v ej er endt blindt.

Ja det er mere end det. Det er et opbrud fra en lang socialdemokratisk tradition for selv at ville rumme og tiltrække hele det progressive centrum-venstre-spektrum, således som den bramfrit kom til udtryk hos den daværende socialdemokratiske indpisker Per Hækkerup under arbejderflertallet i 1966-67, der skulle have sagt, at målet måtte være "at ødelægge SF, om det så skulle koste regeringsmagten" eller i det mindste "at reducere SF til naturlig størrelse".

Dette understreges af, at det ikke blot er socialdemokratiernes egen vælgermæssige svaghed, der i disse år blokerer for, at de europæiske socialdemokratier har muligheden for at regere gennem centrum-koalitioner og samarbejder hen over midten. Med finanskrisen og den økonomiske verdenskrise er det økonomiske fundament for den tredje vejs socialdemokratisme samtidig sunket i grus.

Centrum-venstre som ny strategisk tænkning
Mange socialdemokrater har de sidste par år spurgt sig selv og hinanden, hvorfor klarer socialdemokratierne rundt om i Europa sig så dårligt i en tid, hvor højrefløjens neoliberalistiske ideologi og projekt er i dyb krise.[2] Udover en naturlig lyst til at underdrive de socialdemokratiske partiers problemer, giver de sjældent noget egentligt svar. I stedet nøjes man typisk med at påpege det tilsyneladende forunderlige i, at en sådan krise for højrekræfterne ideologi og projekt tilsyneladende ikke nærmest automatisk leverer flere vælgere til centrum-venstrekræfterne.

Jeg tror, at der er mindst to forklaringer på dette tilsyneladende paradoks. For det første er det et falsk billede, at finanskrisen ene og alene er en krise for højrekræfternes politiske projekt. Det er også en krise for mange europæiske socialdemokratiers egne projekter gennem de seneste ti år - og det opleves tilmed sådan af mange vælgergrupper, når disse socialdemokratier vælger at "nationalisere finansspekulanternes underskud" for derefter at lade den almindelige befolkning betale regningen gennem offentlige nedskæringer uden tilsvarende tiltag til skærpet regulering af den internationale finansielle sektor.

Det voldsomme kollaps i Tony Blairs Finans-London og dets følgevirkninger i hele den britiske økonomi er det tydeligste eksempel. Den aktuelle økonomiske verdenskrise signalerer ikke blot en række omfattende statsfinansielle kriseproblemer i bl.a. de europæiske lande, men også en udsigt til en fremtidig økonomi, hvor regeringerne i bedste fald må affinde sig med væsentligt lavere vækstrater end tidligere og i værste fald udsættes for et nyt alvorligt krisedyk. Det er en kapitalistisk økonomi, der ikke levner voldsom meget plads til socialdemokratisk reformpolitik.

For det andet har ikke blot socialdemokratierne men hele det europæiske centrum venstre mødt krisen uden egentligt alternativ til neoliberalismen. Nok har borgerne både set og smerteligt erfaret, at de borgerliges neoliberalisme ikke formåede at skabe tryghed, sikkerhed og udvikling. Men når de så over til venstresiden efter et alternativ, har det været svært at se det klare alternativ. Det gælder først og fremmest den del af de klassiske socialdemokratiske projekt, der handler om at finde en model for at overvinde krisen, sikre fortsat velfærd og humanisere kapitalismen.  Men det gælder også den del af et traditionelt socialdemokratisk projekt, der handler om at skabe et nyt og bedre samfund. Også her har der manglet en klar vision og et synligt politisk projekt.

Mangel på vision og reform
Når jeg påstår, at hele centrum-venstre synes at mangle et klart alternativ, er det således en mangel på alternativ, som hverken kun er mangel på en økonomisk udviklingsmodel for fortsat velfærd og mere human kapitalisme eller mangel på en vision for et nyt og kvalitativt anderledes samfund. Det er en mangel på begge dele på én og samme tid. Det ligger uden for denne artikels rammer at gå nærmere ind på årsagerne hertil.

Der er meget i både det nye politiske vælgerlandskab og de nye økonomiske vilkår, der kræver, at det netop må og skal være begge dele på én gang. Hvis centrum-venstre skal kunne tiltrække og begejstre tilstrækkeligt mange kræver det ikke blot klare visioner, men også realistiske bud på en anden økonomisk udvikling i den nærmeste fremtid. Hvis vi for alvor skal tage fat på at reformere økonomien, kræver det ikke blot et brud med neoliberalismen, men også at vi kender det mål og de sigtelinjer, som v i skal indrette økonomien på. Centrum-venstre bliver kun gode troværdige bud på regeringsmagten og morgendagens reformer, hvis vi ved, hvilke idealer og mål vi skal udforme realistiske her-og-nu-reformer for.

Man kan i en vis forstand sige, at det er mangel på svar på det gamle klassiske socialdemokratiske strategispørgsmål: Hvordan kan og vil vi på én gang udvikle og forbedre kapitalismen og samtidig skabe et nyt og bedre samfund (socialisme). 

Både den klassiske socialdemokratiske 'reformisme gennem klassekompromisser', den kolde krigs klassesamarbejde og kamp mod venstrekræfterne og den tredje vej har - i varierende blandingsforhold - bygget på et ønske om på én gang at menneskeliggøre den rå kapitalisme og at omdanne den til noget kvalitativt anderledes. Det er i sig selv en særlig politisk kunstart på én og samme tid at ville overtage og forbedre systemet og på samme tid at forandre det til noget afgørende nyt.

I den tidlige arbejderbevægelse blev muligheden af denne kunstart begrundet med en nærmest deterministisk tro på ét fremskridt, der ikke blot ville udvikle kapitalismen, men også samtidigt modne forudsætningerne for et nyt socialistisk samfund. I den kolde krigs arbejderbevægelse kom det til udtryk som en særlig kombination af hård afvisning af den 'revolutionære' kommunisme og en fremtidsoptimistisk tro på, at gradvis 'flytning af hegnspæle' inden for en statslig styret og keynesiansk reguleret kapitalistisk vækstøkonomi og en stadigt voksende velfærdsstat kunne lade sig gøre på én gang at humanisere og forandre kapitalismen til noget nyt og bedre.

Efter den kolde krig må ikke mindst fortalerne for den tredje vejs socialdemokratisme vel siges nærmest at have opgivet t projektet om både reform og samfundsomskabelse. I stedet er socialdemokratismen blevet til et projekt om alene at humanisere en stadigt mere liberal og globaliseret kapitalisme bl.a. ved at allokere en del af den økonomiske vækst til at skabe mere lige livsmuligheder for alle.

Min påstand om centrum-venstres aktuelle og kommende udfordring er således dobbelt:

1. Den er i en vis forstand klassisk socialdemokratisk, nemlig at forene reform og visionær samfundsomskabelse
2. Men fortidens socialdemokratiske bud på det holder ikke i dagens kriseramte kapitalisme og nye politiske og sociale landskab[3]. Der er endnu ikke udviklet nye bud.

Opgaven og udfordringen er "socialdemokratisk". Men om løsningen også er det, er til gengæld langt mere åbent.

Hvorfor ikke lægge de to socialdemokratier sammen?
Dermed er vi fremme ved mit svar til dem, der spørger mig, hvorfor vi ikke skal lægge de to socialdemokratier, S og SF, sammen. Min erfaring er, at mange socialdemokrater, ikke mindst traditionelt venstrefløjssocialdemokrater, her vil svare, at man nok egentlig også burde lægge de to partier sammen. Underforstået, at når SF har bevæget sig så langt og er gået ind på en socialdemokratisk tænkning, så er der ingen principiel grund til at opretholde to selvstændige partier (slet ikke, hvis det er Villy Søvndal og SF og ikke dem selv, der høster den største stemmemæssige gevinst af de fælles (venstre)socialdemokratiske standpunkter!). Samtidig er det min erfaring, at de fleste SF'ere - måske lidt usikkert - slår syv kors for sig og indleder en heftig argumentation for, at SF sandelig ikke er blevet socialdemokratisk (men ofte kun med konkrete her-og-nu argumenter på punkter, hvor S og SF ikke helt har samme politik for morgendagen!).

Mit eget svar er et helt andet: Man kan sådan set godt sige, at både S og SF er 'socialdemokratiske partier' i og med at begge de to partier i dag satser på en centrum-venstre-alliance, og at begge partier dermed står over for den samme "klassisk socialdemokratiske" opgave at formulere et bud på, hvordan centrum-venstre på én gang igangsætter en forbedring af det nuværende samfund og samtidig sigter frem mod et helt andet og bedre samfund. Men det er langtfra sikkert, at svaret skal findes inden for den hidtil kendte socialdemokratiske horisont.

Det nye politiske landskab og en ny tids nye økonomiske udfordringer stiller tilsammen krav om et realistisk reform- og forandringsalternativ, som endnu kun findes i kimform i de fælles S-SF-udspil, og som hverken S eller SF (eller Enhedslisten for den sags skyld) kan gøre krav på at have udviklet. Her er der ikke brug for partisammenslutninger under mindste fællesnævner, men langt snarere for godt socialistisk kappestrid.

Villy Søvndal må stille sig selv og SF den ovenstående "klassisk socialdemokratiske" opgave, men for alt i verden ikke blive socialdemokrat i sin søgen efter svar. Omvendt må Helle Thorning Schmidt stille sig den gammelkendte, klassiske socialdemokratiske opgave på ny og ikke lade sig begrænse til de hidtidige socialdemokratiske svar.

Hverken S eller SF har for mig at se i dag et svar på disse nye strategiske udfordringer, der matcher de nye økonomiske, sociale og politiske vilkår i Europa. Derfor er der på den ene side igen grund til, at Villy Søvndal søger optagelse i Socialdemokraterne. På den anden side synes det at være en god idé, at de to partier hver for sig med hver sit historiske udgangspunkt og hver sit medlemsgrundlag selv forsøger at udvikle dette bud. Ender det så med et strategisk bud, som begge partier kan enes om, kan det blive en mere taktisk overvejelse, om partierne tror, at de vil kunne appellere til hele centrum-venstres potentielle vælgerskare som ét parti.

I dag vil "Det forenede Socialdemokrati" ved en fusion af S og SF med statsgaranti ikke have en chance for at tiltrække så brede kredse af centrum-venstre-vælgere, som S og SF i dag gør tilsammen. Vælgerflertallet skriger ikke just på ét stort altfavnende socialdemokrati, og en række af de sociale grupper med centrum-venstre-holdninger er decideret kun tiltrukket af et S eller et SF.. De bedste muligheder for at opsamlede det bredest mulige spektrum af vælgere med centrum-venstre-værdier og -holdninger ligger i dag i et centrum-venstre bestående af flere forskellige partier. Alene det gør enhver aktuel tanke om en sammenlægning af 'de to socialdemokratier' forkert.

[1] Se bl.a. Signe Fabers artikel "En sans for forskelle: Klassetilhørighed og symbolsk grænsearbejde i Arbejderhistorie 3/2009 - 1/2010, s. 75-91, hvor hun bl.a. analyserer, hvorledes en bestemt asymmetrisk fordeling af magt og den fortsatte eksistens af bestemte sociale klasse i dag kan give sig udslag i subjektive klasseforestillinger i bl. a. arbejderklassen, som snarere giver sig udslag i afstand og disidentifikation end i nærhed og tilhørighed.

[2] Se f.eks. Mette Frederiksen: Myten om det blå Europa

[3] Den gamle revolutionære venstrefløj har traditionelt ikke ønsket at stille sig denne 'socialdemokratiske opgave' af forene reform og visionær samfundsomskabelse, men har koncentreret sig om at kombinere det umiddelbare sociale og politiske (forsvars)kampe med et revolutionært perspektiv. Denne del af vor tids centrum-venstre har derfor i sagens natur ikke udviklet bud på denne udfordring. Dog kan man se klare tegn på, at bl.a. mange af partierne i bl.a. Det Europæiske Venstreparti (som Enhedslisten netop er blevet optaget i) er begyndt at stille sig denne opgave.