Ulvekoblet hærger Europa
Af James K. Galbraith

Offentliggjort: 15. august 2010
Den græske regering indkaldte til et krisemøde med en række eksperter i januar. En repræsentant fra IMF sagde ligeud til den græske premierminister George Papandreou, at den eneste vej ud af krisen var en demontering af den græske velfærdsstat. En repræsentant for Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) foreslog en prøve: når alle - inklusive dine mest dedikerede støtter - er totalt tossede, sagde han, så ved du, at du har gjort nok. Teorien bag disse udtalelser er, at markedet tvinger staterne til disciplin. Obligationskøbere bedømmer alvoren i en regerings planer - derefter beslutter de, om de stoler på løfterne om, at gælden bliver tilbagebetalt. Er indgrebene tilstrækkeligt radikale og troværdige, så falder renterne, og så kan refinansieringen af den græske statsgæld løbe videre.

Men der var et problem. Det er nemt at love ting. Uanset om teorien er rigtig eller ej, så skal indgrebene - hvis politikken skal virke - rent faktisk føres ud i virkeligheden. Men det at gøre det, tager tid. Genfinansieringen af den allerede eksisterende gæld er en nødvendighed, og den er betinget af, at markedet stoler på regeringens alvor, længe før indgrebene er ført ud i virkeligheden. Og hvordan kan en rent politisk erklæring skabe en sådan tiltro i en stat, der fra starten har et dårligt ry? Uanset hvad der blev sagt, så ville de faktiske nedskæringer ligge ude i fremtiden på det tidspunkt, hvor de græske statsobligationer forfaldt til betaling. Og jo alvorligere de annoncerede nedskæringer var, jo mindre troværdige ville de være.

Dette ræsonnement udsletter rent logisk ideen om, at en politisk programerklæring - uanset dens strenghed - ville være i stand til at åbne det private obligationsmarked på vilkår, der var acceptable for Grækenland. Den eneste måde at komme ud af krisen på, var at få Europa til at genfinansiere den græske gæld og at omgå markedet. Men så dukkede dette spørgsmål op: hvordan skal man overtale EU til det? Denne udfordring flyttede den finansielle krise til centrum af det politiske spil. Den græske regering var stadigvæk nødt til at annoncere dybe nedskæringer og andre såkaldte reformer - ikke for at pacificere markederne, men for at imødekomme krav fra Angela Merkel. Hendes vælgere i Tyskland ville ikke acceptere et frikøb med mindre de kunne få øje på grækernes smertefulde ofre. I mellemtiden erklærede den græske regering, at de ville stå urokkeligt fast på deres gældsforpligtelser og på euroen - mens de forsigtigt antydede, at en græsk exit fra Euro-samarbejdet med de forudsigelige konsekvenser for Portugal og Spanien ikke kunne udelukkes, hvis hjælpen ikke kom.

Den anden åbenbaring
Betragtet som økonomisk politik, gav dette spil ingen mening for Europa. Nedskæringerne ville betyde arbejdsløshed, tabte skatteindtægter og derfor en begrænset reduktion af Grækenlands gæld. Man kan ikke skære 12 % af BNP ud af den totale efterspørgsel - som IMF-programmet endte med at kræve - uden at skære ned i BNP selv. Et faldende græsk bruttonationalprodukt ville også koste jobs for tyske og franske industriarbejdere, der producerede varer, som blev solgt på det græske marked. Og udover relativt i forhold til renter, som det private marked krævede, så ville dette ikke forbedre Grækenlands muligheder for at honorere gælden.

Desuden ville Grækenlands konkurrenceevne heller ikke - da en devaluering var umulig på grund af Euroen - forbedre den græske konkurrenceevne. Og de omlægninger af den offentlige administration og de skattereformer, som den græske regering allerede havde forpligtet sig til, ville blive endnu sværere at gennemføre i en krisepræget atmosfære med nedskæringer og absurd høje renter.

Efterhånden som terminen nærmede sig, arbejdede de europæiske ledere efter uigennemskuelige regler i en dårligt fungerede kollektiv proces under truslen om indenrigspolitiske reaktioner og præget af deres egen begrænsede forståelse af problemerne. Højtstående embedsmænd insisterede fanatisk på, at offentlige nedskæringer og nedskæring i den offentlige gældsætning ville skabe økonomisk vækst. Men rent faktisk kom de helt frem til grænsen af katastrofen. Efter at det kom frem, at kansler Merkel gik ind for en finansieringsordning, greb panikken eurozonen. Prisen på CDS (credit default swaps - kreditforsikring) i forhold til den spanske og portugisiske gæld steg voldsomt, og bankerne dér led også. Hvilket demonstrerede sårbarheden i det europæiske, finansielle system med dets mangel på EU-dækkende indskudsgarantier. Merkel stod fast og langt om længe gik refinansieringspakken igennem.

Men nu oplevede man så åbenbaring nummer to.
Refinansieringen af den græske statsgæld gjorde blot den europæiske, finansielle krise værre. For at forstå hvordan, skal man bare forestille sig, at man ejer en portugisisk statsobligation. Det er usikkert, om pengene bliver betalt tilbage, derfor smider man den fra sig og køber i stedet et andet ihændehaverdokument. Derefter falder kursen på obligationer, hvilket gør den portugisiske genfinansiering sværere. Faktisk ender det med, at den bedste måde at sikre stabiliteten på, er at lukke obligationsmarkedet (som man gjorde i Grækenland) og afpresse EU. Og det er næsten sikkert, at der bliver vedtaget en redningspakke, når man tager i betragtning, at Portugal i den almindelige opfattelse ikke har været uansvarlig som Grækenland. Og efter Portugal følger så Spanien, hvor de samme regler gælder.

Spekulanterne kunne på denne måde gennemtvinge en europæisering af middelhavslandenes statsgæld og i midten af maj skete dette med utrolig hast. Der opstod panik akkurat som i USA i september 2008 og af samme årsag - en panik fremkaldt af spekulanter, der pressede modstræbende politiske ledere til handling. Som alle andre ofre for afpresning, udtrykte præsident Sarkozy sin vrede. Og Merkel annoncerede et forbud imod short selling af statsobligationer. Men hvad kunne de stille op? Salg af græske, portugisiske eller spanske statsobligationer eller af CDS's kunne i teorien udmærket have været gennemført helt uden for Europa - i New York eller på Cayman Islands. Så i det øjeblik, hvor de kom under pres, omgrupperede spekulanterne bare og gjorde sig klar til et nyt angreb.

Modstræbende kapitulation
Den enorme størrelsesorden af EU-hjælpepakken fik tingene til at falde til ro for en tid. Men så blev det klart, at regeringerne i EU udelukkende kunne låne fra hinanden. De kan ikke skabe nye netto reserver, og de kan ikke finansiere vækst og opkøb af statsobligationer på samme tid. Det er kun den Europæiske Centralbank (ECB), der kan det. Til at begynde med virkede ECB's rolle uklar, men så viste det sig, at banken rent faktisk opkøbte europæiske statsobligationer. I kraft heraf kom gældsproblemet under kontrol. Imidlertid blev mængden af Euro nu pludselig meget elastisk, og Euroen frigjorde sig fra de hårde kursmål og begyndte sit modstræbende fald. I sine udtalelser forsøgte præsidenten for den Europæiske Centralbank at fastholde, at man ikke trykte nye pengesedler, men disse udtalelser var med til at skabe forvirring og fremkaldte en fornemmelse af, at de europæiske ledere ikke vidste, hvad de selv ville. Panikken fortsatte.

Og således begynder det tredje element i den finansielle visdom at stå klar. I et succesfyldt, finansielt system er der nødt til at være en stat, der er større end ethvert marked. Denne stat må fastholde den monetariske kontrol - sådan som den amerikanske centralbank gør det uden diskussion i USA. Ellers vil markederne spille staterne ud imod hinanden. Europa har brugt enorme kræfter på at skabe et enkelt marked uden at gøre staterne større, mens man kræver, at den Europæiske Centralbank ikke kan tilføre nye penge til markedet. Ved at gøre dette har man skabt markeder, der er større end stater og stater med ubærlige gældsbyder, der nu er ved at æde staterne op indefra. Kun ECB kan afhjælpe denne situation og kun ved overtræde sine egne regler presset af den virkelige verden.

Hvor langt ECB i sidste ende vil gå, og i hvor høj grad man vil efterligne den kvantitative styring, som forbundsbanken gik foran med i slutningen af 2008, ved man ikke. Men selv hvis man følger denne kurs for at håndtere den aktuelle finansielle krise, så vil den økonomiske krise blot blive dybere. Hvert eneste af de lande, som er blevet reddet, vil kun få akkurat så meget hjælp, som er nødvendigt for at klare tilbagebetalingen af gælden. Prisen vil hver eneste gang være massive nedskæringer i de offentlige budgetter. Bankerne bliver reddet, men væksten, arbejdspladserne og velfærdsstaten bliver ødelagt. Manden fra IMF får sin vilje. Og den europæiske recession uddybes mere og mere. Dette vil være beviset på påstanden om, at det i virkeligheden var den finanspolitiske stabilisering - og ikke pengepolitikken - der bragte den amerikanske økonomi tilbage fra risikoen for en stor depression.

Rige mennesker i fattige lande.
Denne europæiske krise vil derfor fortsætte, indtil Europa skifter mening. Den vil fortsætte, indtil de kræfter, som opbyggede velfærdsstaten til at begynde med, rejser sig for at forsvare den. Den vil fortsætte, indtil Europa stiller sig ansigt til ansigt med systemets konstitutionelle svagheder - dem der udspringer af fraværet af en integreret funktion til makroøkonomisk stimulation. Europa har brug for en enkel, integreret skattestruktur, en centralbank hvis opgave er at sikre økonomisk fremgang og en reduktion af den finansielle sektor. Men allermest har Europa brug for en automatisk skattemæssig proces, der er i stand til at modvirke recessionen og kompensere manglerne i de mindst velhavende regioner, og processen skal virke ikke blot gennem regeringerne, men også direkte i relation til de europæiske borgere.

Fra et rent teknisk synspunkt er der nogle ganske enkle måder at nå dette mål på. For eksempel kunne en europæisk pensionsunion opstille en række mål, der udlignede pensionerne i hele det europæiske område, således at arbejdstagerne i Portugal, Grækenland eller Spanien ikke var nødt til at gå på pension på et langt dårligere niveau end borgerne i Tyskland eller Frankrig. Man kunne overveje at supplere minimumslønningerne på europæisk basis i lighed med det, man i USA gjorde med den yderst effektive Earned Income Tax Credit. Den europæiske investeringsbank kunne understøtte oprettelsen af tværnationale universiteter efter den amerikanske US Land Grant model, hvorved man kunne styrke den højere uddannelse i udkantsregionerne. Der kunne nævnes mange andre eksempler, men princippet er simpelt. Den korrekte reaktion på massearbejdsløshed og de budgetunderskud, som følger af den er at udvide det offentlige og private forbrug i de områder, der har underskud. Dette er den eneste måde hvorpå man kan bryde den ondartede cirkel af budgetnedskæringer, voksende gæld og depression, som nu er undervejs.

Der skal nok være dem, der ser dette som et forslag om at beskatte tyskerne for at hjælpe grækerne, men fra et økonomisk perspektiv er denne opfattelse helt forkert. Pointen og formålet er at mobilisere de arbejdsløses ressourcer over hele Europa og få de arbejdsløse i arbejde. Dette koster ikke nogen noget, som aktuelt er beskæftiget, fordi det øger den strøm af faktiske varer og services som står til rådighed for alle. Et integreret skattesystem vil samtidig sætte en stopper for skatteunddragelsen i Grækenland og andre sydeuropæiske lande. I det omfang hvor skatterne stiger, mens reformerne køres ind, så vil skattestigningen falde på rige mennesker i fattigere lande og ikke på de fattige mennesker i de rige lande.

De seneste erfaringer sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt nogen som helst økonomisk genopretning kan ske, så længe de finansielle markeder er i stand til massivt at spekulere imod europæiske værdier i deres helhed - noget som først og fremmest sker på markederne for refinansiering af den offentlige gæld. Og dette understreger nødvendigheden af at skære den finansielle sektor ned, indtil den ikke længere truer EU. En beskæring af den finansielle sektor kan ske gennem regulering, beskatning og omstrukturering af Middelhavslandenes statsgæld. Reguleringen skulle forbyde bl.a. CDS transaktioner fra en hvilken som helst finansiel, europæisk finansiel institution imod de europæiske stater og tvinge den slags spekulation til udenlandske markeder. Hvis en bank bryder sammen som et resultat af gearet eller ugearet spekulation, så skulle den nationaliseres og fremover drives som en offentlig institution. En fælles europæisk skat på realiserede kapitalgevinster - der ganske vist ikke er noget universalmiddel - har der længe været behov for. Og hvis kapitalkontrol må indføres igen for at stoppe finansielt fribytteri, så kan det ikke være anderledes. I en kamp mellem staten og de finansielle markeder, og når overlevelsen af stabil og civiliseret regeringsførelse er på spil, så kan staten ikke tillade sig at tabe denne kamp.

Færre uskyldige
For at omstrukturere offentlig gæld, der ikke kan betales, har Europa brug for en selvstændig insolvensbehandling, der kan sammenlignes med Kapitel IX, der dækker lokalregeringers insolvens i amerikansk lov - som det for lang tid siden blev foreslået af professor Kunibert Raffe fra Wiens Universitet. Dette ville gøre det muligt for nationale regeringer at bevare grundlæggende services samtidig med, at de frigjorde sig fra gældsbyder, som de ikke kunne honorere. Det ville få konsekvenser for bankerne, som kun kunne håndteres gennem etablering af indskydergarantier og et beredskab, der var parat til at overtage kontrollen, når omstruktureringen resulterede i, at en bank blev insolvent. Men allerede realiserede tab må registreres et eller andet sted, og der er langt færre uskyldige i en hvilken som helst bank end i et hvilket som helst land.

Dette er radikale skridt. Men er der nogen, som seriøst kan sætte spørgsmålstegn ved, at radikale skridt er nødvendige? Er der nogen, der vil betvivle, at arkitekturen for det neoliberalistiske Europa er ved at falde fra hinanden? Nej. Valget står mellem katastrofale budgetnedskæringer og en radikal politik for fuld beskæftigelse. Eller mellem en katastrofal politik med konstant bankstøtte eller en politik for radikal, social udvikling. Europa er nødt til at vælge.

Som meget ung mand blev jeg valgt ind som medlem af Bankkomiteen i Repræsentanternes hus og tog del i det finansielle redningsprogram, som blev ført ud i livet for byen New York - der dengang var i både finansiel og økonomisk krise. Denne plan inkluderede blandt mange andre radikale initiativer et krav om, at byens gæld blev omstruktureret og et krav om at obligationsejerne accepterede et tab. Da der kort tid efter vedtagelsen af planerne kom en opringning fra New Yorks tidligere guvernør, Averell Harriman - der på et tidspunkt var Roosevelts ambassadør hos Stalin - som forlangte en orientering, blev jeg sendt af sted. Jeg mødtes med Harriman - der var 80 år gammel og ved at komme sig efter et hoftebrud. Han sad i sin pyjamas på en sofa i et værelse i sin villa i Georgetown. På væggen til højre hang Van Goghs solsikker. I en glasmontre til venstre stod der en ballerina af Degas. Jeg forsøgte at forklare, hvorfor folkets repræsentanter navnlig forlangte ofre af de rige. Hvorefter han nikkede, lænede sig frem over sin stok og med dyb stemme sagde: "Det forstår jeg uden problemer. Kapitalen må betale lige så vel som arbejderne."

Oversat til dansk af Jan Mølgaard