Ferie fra virkeligheden
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. august 2010
Det gik ellers ligeså godt med at holde virkeligheden tilbage ude ved yderste revle og væk fra badedyrene. Ferien blev indledt på den bedst tænkelige måde. Helt efter bogen spillede det danske landshold elendigt ved verdensmesterskaberne i fodbold. Vejret var strålende, og medierne kunne indlede sæsonen med en stribe af afsløringer af snyd og opsigtsvækkende personsager. Det hele tegnede et billede af en lang virkelighedsfri ferie, hvor vi kunne lægge Eurokrisen bag os og glemme regeringens "genopretningsplan" - måske lige bortset fra de nyledige, der fra 1. juli kunne se frem til en afkortning af deres dagpengeperiode med to år. Men, som der var blevet stillet i udsigt lang tid før sommerferien, så ville denne afkortning ikke få nogen synderlig effekt, for den slår først fuldt igennem i 2013, og på det tidspunkt er der igen gang i beskæftigelsen.

Med til at sikre en god ferie fra virkeligheden har medierne disket op med det ypperste af, hvad de kan præstere. Det blev til en afsløring af, at Helle Thorning Schmidts mand måske i lighed med så mange andre i den øvre ende af indtægtsskalaen har krydssejlet lidt vel voveligt mellem de forskellige nationale skatteregler. TV2 bidrog med afsløring af snyd i hjemmeplejen på et par institutioner i København, men fik dog samtidig sået en mistanke om, at det går sådan for sig i mange kommuner rundt om i landet. Jyllandsposten kunne følge op med afsløring af snyd med kontanthjælpen og oprettede motiveret af sin egen succes en rubrik på deres hjemmeside om snyd i almindelighed. Det helt store scoop trak BT dog hjem med endnu en afsløring af, at Helle Thorning Schmidt angiveligt skulle have givet urigtige oplysninger til justitsministeriet. Så var der ellers lagt op til et politisk friløb, som det aldrig har været nogen ryttere forundt i Tour de France - dopet eller ej.

Ind imellem disse spektakulære afsløringer kunne skat meddele, at de havde taget flere pæne borgere i at købe dyre biler - måske over formåen - og indregistrere dem i bl.a. i Sverige. Og TV2 kunne bidrage med endnu en vigtig afsløring. Denne gang handlede historien om snyd med rejseforsikringer.

Alt i alt blev det til en herlig sommerferie, hvor vi, der havde valgt ikke at øde vores valuta væk i udlandet, kunne behage os i de sene solfyldte aftner med en daglig position forargelse uden at være tvunget til at tænke rigtigt efter og spørge: "hvorfor kommer alle de afsløringer nu"? Og "hvorfor snyder danskerne så meget"? I øvrigt kunne vi ved blot at slå op på avisernes udlandssider erfare, at det samme billede tegnede sig i England, Frankrig, Belgien, Sverige, Holland, USA og selvfølgelig Italien. Kort og godt kunne vi med ro i sindet konstatere, at vi er en del af et stort og vigtigt fællesskab. Det gælder i øvrigt også, når det gælder krige, som vi i fællesskab har påtvunget andre.

Nu lakker sommeren og dermed ferien på held, hvilket vi absolut ikke skal begræde, selv om det nu videnskabeligt kan konstateres, at de ferierende slet ikke har ladet op til endnu en indsats for dansk økonomi. Det tror da pokker, når vi har skullet følge med i så mange afsløringer for at holde virkeligheden på afstand og samtidig anstrenge os for ikke at nå frem til det infame spørgsmål, om det måske skulle være samfundsudviklingen og regeringens målrettede eksperiment med at "skabe det liberale menneske" (Klaus Hjort Frederiksen), der ligger til grund for den meget snyd, vi døjer med?

Men måske forholder det sig helt modsat. At årsagen til vores manglende restitution skyldes, at vi ikke har ferieret fra virkeligheden, og at medierne med blikket stift rettet mod seer- og læsertal ikke har skudt vildt ud i luften, men med sans for den gode historie behandlet det, som den almindelige befolkning i stort og småt oplever i deres dagligdag. At der snydes, at man føler sig snydt, at man vogter over ikke at blive det, og at det ikke ser for godt ud med moralen i det politiske system. At de mange afsløringer med andre ord har en vis klangbund i virkeligheden, og at denne virkelighed er fabrikeret efter en bestemt politisk strategi, som man af bekvemmelighedsgrunde har døbt neoliberalisme.

Og her gik man ellers og slog os sig til tåls med, at hele mediecirkusset blot var en behagelig og endog spændene måde at udfylde agurketiden på, selv om især Helle Thorning sagen nok vil kaste lange skygger ind over de kommende opgør mellem opposition og regering. Et pusterum for regeringen og flere fribilletter til DF.

Men til held for os alle findes deres også ædruelige personer i dette land. Da de er ganske få og meget vidende, har vi valgt at kalde dem eksperter. Fra dem lyder nu en stærk kritik af medieræset og personforfølgelsen og en lige så kraftig opfordring til, at der nu kommer substans ind i den politiske debat. Og de har ikke råbt i vinden uden at få svar. På Venstres sommergruppemøde trådte statsministeren frem for medierne og tegnede billedet af regeringens kommende indsats for at sætte gang i den økonomiske vækst. Før ferien havde man vedtaget en genopretningsplan for at betale regningen for de sidste ti års kreditfinansierede vækst, nu skulle der fokuseres på at skabe reel vækst. Her er han i øvrigt i fint selskab med alle de andre statsledere fra OECD landene. De siger det samme, og det er den samme type virksomheder og produktion, de vil sætte gang i. Men konkurrence skulle jo også være vækstens inderste motor.

At statsministeren så ikke i lighed med sine kolleger i de andre lande kan finde pengene i statskassen betyder ikke det store, hvis han og regeringen blot får held til at sætte lønmodtagernes pensionsopsparing i spil. Det er vel egentligt rimeligt nok, at dem der nyder godt af at finde beskæftigelse også stiller med risikovillig kapital. Blot ærgerligt, at alle de nævnte statsledere tænker i de samme baner. Det kunne have været fedt, hvis det alene var den stålsatte og bund solide danske kapitalisme, der fik held til at overså globen med vindmøller, grøn energi, effektive industrimaskiner, high tech, innovation, og hvad der ellers hører sig til indenfor de geledder af plusord, der skal sikre os velfærd i fremtiden - i hvert fald de næste par år.

Og med statsministerens kraftfulde udmelding under sommergruppemødet skulle oppositionen være sat på plads og stikket trukket hjem. Oppositionen sidder angiveligt kun med en tom hånd og en underfinansieret "Fair løsning".

En bedre måde at afslutte ferien fra virkeligheden på kunne ikke tænkes, hvis ikke det lige var, fordi OECD nu advarer om, at en ny økonomisk afmatning er på vej i takt med, at regeringernes semikeynesianske erhvervsstøttepolitik udfases, at arbejdsløsheden reelt stiger over alt, at Kina er tvunget til at køle den økonomiske vækst ned for at undgå nye bobler, at bankernes stresstest ikke giver anledning til den helt store tillid, og at EU's konvergensprogram fastholder hele Europa på en BNP vækst på 1 procent, hvilket langt fra er tilstrækkeligt til at stoppe stigningen i arbejdsløsheden.

Men det kunne statsministeren jo ikke vide, da han udtalte sig til pressen. Han har nok også vænnet sig til i løbet af sommeren kun at tænke fra den ene dag til den næste. Så han vil være lovligt undskyldt, hvis han og DF lidt længere henne på året - f.eks. i forbindelse med finanslovsforhandlingerne - skal skære endnu dybere i bl.a. overførselsindkomsterne for "at betale regningen". Den som regeringen og DF ellers mente at have betalt.

Og bedre bliver det ikke, fordi regeringens konvergensprogram kalkulerer med en vækst på mellem en og to procent i BNP. Hvis den prognose nu ikke holder, fordi væksten på verdensmarkedet kun er i "krybesporet", som bankøkonomerne med stor talent for intetsigende metaforer kalder en meget lav vækst, og fordi alle regeringerne satser på at øge statsstøtten til de samme "strategiske industrier", ja så har regeringen et meget stort problem og vil måske af samme grund ønske en ny sommerferie uden virkelighed med nye sindsoprivende TV serier om snyd og flosset moral.

Ikke dermed sagt, at vi er utaknemmelige over at have fået substansen tilbage i dansk politik - på ingen måde. Problemet er blot, at vi har en fornemmelse af, at virkeligheden og substansen er en ganske anden, end hvad vi tror. Og for at blive fri af dette dilemma, nu hvor der ikke er mere ferie tilbage, så lad os afslutte med to kontrafaktiske spørgsmål.

Hvad nu hvis den krise, vi har været i siden 2007, slet ikke er en finanskrise, der er slået over i realøkonomien? Men at det forholder sig omvendt. At mange års reel stagnation i den vestlige kapitalistiske verdensøkonomi, hvis gennemslag i samfundsøkonomien kun har været holdt fra døren ved uhæmmede finanstransaktioner og ustyrlig gældsophobning, faktisk er den egentlige årsag til krisen? Noget kunne tyde på, at det forholder sig sådan, siden alle de store kapitalistiske lande udfolder gigantiske bestræbelser for at genoplive realproduktionen i erkendelse af, at det er her den egentlige vækstmotor befinder sig. Problemet er blot, at når det drejer sig om kapitalistisk produktion og vækst, skal profitten følge med og i tilstrækkelig størrelse. Ellers er det hele skønne spildte kræfter.

Og hvad nu hvis dette skisma på trods af de mange skåltaler på G 20 møderne, udvikler sig ustyrligt neden under de stigende aktiekurser, bankkonsolideringer, statsstøtteordninger, konvergensprogrammer mv.? Ja - så er der vel kun at håbe på, at kampen om, hvem der fremover skal styre begivenhederne på verdensmarkedet forløber på en måde, der ikke vil ødelægge vores næste ferier.

Men forinden skulle måske både regering og ikke mindst oppositionen gøre sig ekstra overvejelser over, hvorvidt de økonomiske forudsætninger de hver især har lagt til grund for deres kriseprogrammer nu også har rod i virkeligheden.